Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i august.
Tekst:RedaktionenFoto:Philippe Matsas

CIVILISATIONENS GRIMME FJÆS

Er du til grønt græs, tjæresort kulturpessimisme og en frisure, der skriger ’rend mig i den gode smag’? Så indfind dig ved det store telt på Louisiana Literature, når Michel Houellebecq tænder for mikrofonen på årets festival. Franskmanden, som nogle kalder profet og andre menneskefjendsk, er i år udkommet med ’Serotonin’. Bogen handler om Florent-Claude, en midaldrende ansat i landbrugsministeriet, der foragter såvel det søde liv i Paris som den lukningstruede traditionelle landbotilværelse. Embedsmanden dulmer livsleden med antidepressiver, og i bogens skildring af splittelsen mellem Frankrigs vindere og tabere klinger ekkoer af De gule vestes desperation. Ud over det franske hovednavn kigger flere litterære verdensstjerner forbi Humlebæk. Blandt andre Per Petterson, László Krasznahorkai og Sara Stridsberg. 

22.-25. august, find programmet på louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature

Foto: Glyptoteket

GRÆNSEVÆRDIER

Kunsthistorikere diskuterer, hvorvidt Pierre Bonnard hovedsagelig skal opfattes som impressionist, eller om han i højere grad var en del af modernismen. Den franske maler var aktiv og succesrig i slutningen af 1800-tallet, men fortsatte karrieren frem til sin død i 1947, hvilket også placerer ham ved siden af modernister som Matisse og Picasso, hvoraf den første skulle have sat stor pris på Bonnards billeder, mens den sidste kaldte dem et ”potpourri af ubeslutsomhed”. 

Hvor man end placerer ham, kan man for tiden gå ind på Glyptoteket og nyde hans farverigdom og overraskende perspektiver. Den første soloudstilling på dansk jord i 25 år viser mere end 100 Bonnard-værker. Tre af dem ledsages af nye lydkompositioner af lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft.

Frem til 22. september.

INTERRAIL-ROMAN

Det kører for interrail, men det gør det ikke for de to unge hovedpersoner i romanen af samme navn. Junuz, en trainsurfer med brændte broer, og Helena, der netop har fået knust sit hjerte, vil bare glemme fortiden og flygte fra det hele. De møder hinanden på et tog, og ungdomsromanens rute går forbi klassiske temaer som kærlighed, familie, identitet og ansvar, og samtidig gør den holdt ved fortidig og nutidig europæisk historie, blandt andet menneskehandel og krigen i Kosovo.

Mette Klint: ’Interrail’ udkom i juni på forlaget Vild Maskine. 

Foto: Marstal Søfartsmuseum

STORMFULDENDT TEATEROPLEVELSE

Fem år tog det Carsten Jensen at skrive bestselleren ’Vi, de druknede’ (over 500.000 bøger blev solgt) om liv og død blandt skipperfolk fra Marstal på Ærø. Angivelig har det taget belgiske Judith Vindevogel lige så lang tid at udvikle en iscenesættelse af romanen til sit belgiske musikteater Walpurgis. Men nu er den klar, og 6.-10. august kan man på HCC Bådeværft i Marstal se og høre 20 medvirkende – herunder otte lokale korsangere, fire hollandske musikere, en belgisk-irakisk danser, en albansk operasanger og en halvt kinesisk tegner med basguitar – opføre en forestilling, der er lige så multinational som livet på verdenshavene.

Læs mere på metropolis.dk/vi-de-druknede/

SMAGEN AF ENSOMHED

Madkunstner og kok Mette Martinussen  har ladet sig inspirere af klosterlivets rytme, gentagelse og afsondrethed til performance-middagene ’Gastronomi og fordybelse – arven fra munkene’ som kan indtages på Esrum Kloster & Møllegård 22.-24. august og er en del af Nordkystens Kunst Triennale, hvor 19 kunstnere præsenterer deres værker i landskaber, museer og kulturinstitutioner i Gribskov Kommune. 

Find billet på nkkt.dk

Tags:

SE MERE