GULE PLADER, så langt asfalten rækker. Den ene hvide varevogn efter den anden driver ned ad Energivej, svinger op ad Teknikvej, videre til Fabriksvej og ind og ud mellem de mørkegrå lagerbygninger adskilt af store, halvtomme parkeringspladser. Kun firmalogoer og flag gør, at man kan skelne varevognene fra hinanden i det store industrikvarter syd for Odense, hvor byen bliver til Volderslev og siden til Nørre Lyndelse.
Foran indgangspartiet på Energivej nummer 25 troner 15 hvide blokbogstaver frem som et Hollywood-skilt i miniatureudgave. Tilsammen danner de ordene Universal Robots. Her ligger bag glasdøre en af Danmarks mest succesfulde robotvirksomheder, der producerer industrielle robotarme, som kan samarbejde med mennesker. Universal Robots er verdens førende selskab på sit område og den største af de mere end 120 fynske virksomheder, der beskæftiger sig med robotter i næsten alle afskygninger.
Rundt om hjørnet ligger en virksomhed, der arbejder med industriautomatisering. På den anden side af den fynske motorvej, der summer svagt i baggrunden, har en virksomhed udviklet en robot, der kan lære børn helt ned til tre år at programmere. Og et par kilometer østpå er Facebook i gang med at opføre et 56.500 kvadratmeter stort datacenter, det første af sin slags i Danmark, i Odenses helt egen ’Robotic Valley’, som begejstrede kommunale embedsmænd ynder at kalde området, der udefra set ligner endnu et dødssygt industrikvarter i udkanten af en større dansk provinsby.
Men bag de anonyme betonmure udvikler danske virksomheder noget af verdens mest avancerede robotteknologi. Og i Odense har man for længst opdaget, at H.C. Andersen har fået konkurrence af et nyt, højteknologisk erhvervseventyr.
I LØBET AF de seneste fem år er den danske roboteksport mere end femdoblet. Sidste år eksporterede danske virksomheder industrirobotter for mere end en milliard kroner, og allerede i 2020 regner man med endnu en femdobling. Den vækst er i høj grad drevet frem af den odenseanske robotsucces, og Odense Kommune synes at befinde sig i en regulær robotekstase:
Sidste år blev der afsat 11 millioner kroner til at undervise odenseanske skolebørn i robotteknologi allerede fra 1. klasse, og i december blev finalerne i en af verdens største e-sportsturneringer afholdt i Odense Congress Center for at promovere Odense som robotby.
I den kommunale forvaltning har man desuden, som en af de første danske kommuner, implementeret robotteknologi i form af sagsbehandlerrobotten Tyra, der indtil videre har sparet kommunens kontanthjælpsafdeling for 700 timers papirarbejde. Og da Facebook i september 2017 offentliggjorde Odense som hjemsted for IT-gigantens nye skandinaviske datacenter, blev det fejret med opadvendte ’like’-tommelfingre og brunsviger på rådhuset.
”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet
for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer,
kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1
og lave omelet præcis som ham.”
Per Kloster Poulsen, salgsdirektør, Universal Robots
”Det er lidt ligesom juleaften,” sagde byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn efter pressemødet. For selv om Facebooks datacenter ikke som sådan har noget at gøre med Odenses robotindustri, er det ubetalelig PR for byen, der uden (og inden) for landets grænser fortsat mest er kendt for at være H.C. Andersens fødeby. Det vurderes, at Odense i dag er blandt verdens 10 førende erhvervsområder inden for robotteknologi, og de fynske ambitioner stopper ikke her.
”Robotklyngen i Odense skal være verdens førende inden for det, vi kalder den næste industrielle revolution, hvor robotterne arbejder side om side med menneskelige kolleger,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, en paraplyorganisation etableret i samarbejde mellem Odense Kommune og de lokale robotvirksomheder.
Universal Robots’ robotarme sælges i mere end 50 lande. De enkelte dele produceres af underleverandører, men alle robotter bliver samlet i Odense.
BAG GLASDØRENE på Energivej tager Per Kloster Poulsen, salgsdirektør for Universal Robots i Nordeuropa, imod i receptionen. Han er klædt i lyseblå skjorte uden slips og et permanent væg til væg-smil. Når han taler, foregår det på drævende jysk og i et tonefald, man kun finder hos folk, som lever af at sælge.
”Vores ambition var at lave ’The Volkswagen of Robotics’, en robot, som alle kan betjene,” siger han, mens han viser ind i det tilstødende lokale, hvor syv robotarme i plastic og aluminium står på syv sorte borde. Foran dem er placeret små transportbånd, og på væggen hænger en stor fladskærm. Her på UR Academy underviser instruktører fra Universal Robots medarbejdere fra virksomhedens kunder og partnere i at betjene robotarmene, der findes i tre forskellige størrelser efter løfteevne: tre, fem og 10 kilo. Den billigste koster 150.000 kroner, og den dyreste ligger på 250.000.
Per Kloster Poulsen giver en demonstration og rækker ud efter en tablet på bordet foran sig. Robotarmene betjenes ved hjælp af en touchskærm, og med ganske få tryk får han programmeret robotten til at bevæge sig fra den ene ende af transportbåndet, gribe et objekt, løfte det op og sætte det af i den anden ende.
Ifølge Per Kloster Poulsen kan alle, der er ”nogenlunde almindeligt begavede”, som han siger, lære at udføre samme kommando på 2-3 minutter. Universal Robots hævder at kunne gøre eksempelvis en lastbilchauffør til robotoperatør med bare 87 minutters onlineundervisning.
”Man taler meget om, hvad der skal ske, når robotterne kommer. Vi siger: ’Ro på.’ Vi kan opkvalificere rigtig mange mennesker på rigtig kort tid,” siger Per Kloster Poulsen.
’Robotsælgeren’ Per Kloster Poulsen, Universal Robots.
RUNDT OM HJØRNET fra instruktionslokalet ligger Universal Robots’ produktionshal, hvor robotarmene bliver samlet. For at komme ind i hallen skal man underskrive en såkaldt non-disclosure agreement, en bindende kontrakt, hvor man lover ikke at videregive oplysninger om potentielle forretningshemmeligheder. Tidligere var Universal Robots’ produktion åben for presse, partnere og andre gæster, men på grund af en episode med industrispionage har virksomheden højnet sikkerheden.
Inde i fabrikshallen løber store ventilationsrør i aluminium langs loftet og fylder lokalet med en konstant summen, der blander sig med den metalliske lyd fra de parallelle rækker af arbejdsstationer, hvor sortklædte medarbejdere sidder og samler de enkelte dele til robotarmene.
Hvert led i produktionen har sin egen funktion, næsten som et menneskeligt samlebånd. Ved bordene står færdigbyggede robotter, som medarbejderne anvender i deres arbejde. Robotarmene er dermed med til at bygge sig selv.
For enden af arbejdsstationerne kører to dusin robotarme rundt i cirkler i en slags synkroniseret dans. Armene kan bevæge sig 360 grader og ramme 60.000 forskellige punkter. Når en robotarm er færdig, testes alle led i 12 timer, inden den pakkes og sendes til kunden.
AUTOMATISK TANKEGANG
Odense Robotics er en paraplyorganisation for mere end 120 fynske robotvirksomheder, der hører under Udvikling Fyn, et offentligt partnerskab ejet af Odense og fem andre fynske kommuner. Virksomhederne beskæftiger sig med mange former for robotteknologi, men de to største områder er automatisering af fødevareproduktion og såkaldte kollaborative robotter, der kan samarbejde med mennesker. Organisationen arbejder sammen med både lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, blandt andet Syddansk Universitet. Målet er at gøre Odense og Fyn til verdens førende område inden for robotteknologi. I den såkaldte startup hub støtter Odense Robotics nye robotprojekter med potentiale til at blive det næste Universal Robots – flagskibet, der i 2015 blev solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske virksomhed Teradyne.
Robotarmene fra Universal Robots anvendes til en lang række formål, men et af de største områder er metalbearbejdning. For nylig har en af de største banker i Rusland bestilt et stort parti, der skal bruges til at sortere og stable kontanter fra hæveautomater. I det sydlige Irland anvender en brætspilsproducent robotarmene til at pakke brætspil, og i England er virksomheden Moley Robotics i gang med at udvikle robotkøkkener med hjælp fra Universal Robots.
”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer, kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1 og lave omelet præcis som ham. Du vil kunne bestille en ægte Jamie Oliver-omelet hjemme i dit eget køkken,” forklarer Per Kloster Poulsen. Han har svært ved at skjule sin begejstring.
I 2017 forlod cirka 10.000 robotarme fabrikken i Odense. I år regner Universal Robots med at runde 25.000 solgte enheder på verdensplan, og den milepæl skal markeres, afslører Per Kloster Poulsen, mens smilet bliver endnu bredere.
”Når det sker, laver vi 10 guldbelagte robotter og sender ud til de heldige kunder,” siger han.
EN MOTORVEJSAFKØRSEL fra Energivej ligger Danish Aerospace Company i en rød murstensbygning mellem den lokale filial af Dansk Dæk Service og en virksomhed, der udlejer materiel til byggeri. Foran bygningen står tre flagstænger med halvflossede flag, der engang har været hvide, men som nu nærmere er askegrå. Danish Aerospace Company udvikler motionsudstyr og medicinske instrumenter, der anvendes under rummissioner, og på gavlen hænger virksomhedens logo ved siden af to andre virksomheders, som de deler bygningen med. I vinduespartiet står et banner med teksten ”Space development for the benefit of mankind”, alle gardiner er trukket for, og flere af vinduerne er beklædt med metalgitre. En midaldrende kvinde i hvidt står på parkeringspladsen og ryger en cigaret. Ellers er der ingen tegn på liv.
Når man træder ind ad døren, mødes man af et skriggrønt sofaparti og et stort billede af den danske astronaut Andreas Mogensen, der svæver smilende rundt på Den Internationale Rumstation med et dannebrogsflag i baggrunden. På sofabordet står en halv meter høj model af den amerikanske Discovery-rumfærge, som Danish Aerospace Company har leveret udstyr til. Med sine 39 opsendelser er den det fartøj, der har været på flest rumrejser nogensinde.
”Tilbringer en astronaut 14 dage i vægtløs tilstand uden at dyrke motion, halveres hans muskelmasse. Det svarer til at ligge stille i en længere periode med for eksempel et brækket ben,” forklarer Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company. Derfor har virksomheden blandt andet udviklet en kondicykel, som både NASA, det europæiske rumagentur ESA og russerne benytter sig af. Danish Aerospace Company er desuden løbende med til at lave fysiologiske tests af astronauter på Den Internationale Rumstation. Senere på ugen skal de udføre et luftvejseksperiment i samarbejde med en gruppe forskere, fortæller Thomas Andersen.
”Én astronauttime koster omkring 750.000 kroner, og forsøgene tager typisk 20 timer. Så det er nogle halvdyre forsøg, vi laver,” siger han og griner.
Kondi-rum. Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company.
SVENSKNØGLER, CD-ROMMER, ledninger og printplader flyder på bordene i laboratoriet hos Danish Aerospace Company. På væggene hænger indrammede udmærkelser fra ESA og NASA, og i midten af lokalet står en udgave af virksomhedens motionscykel, en romaskine og en række måleinstrumenter. Noget af udstyret har været en tur i rummet og er kommet tilbage. Her roder lidt, forklarer Johnny Lund Billing – en midaldrende mand i rød og sort T-shirt, der arbejder med produkt- og kvalitetskontrol – fordi virksomhedens 21 ansatte arbejder på højtryk på at udvikle næste generation af motionsudstyr til rumstationen. Danish Aerospace Company designer, producerer, tester og vedligeholder selv deres produkter i værkstedet ved siden af under ekstremt kliniske forhold, da selv de mindste forstyrrelser kan skabe problemer i rummet.
Mødelokalerne i bygningen er opkaldt efter rumfærger – Endeavour, Discovery og Atlantis.
”Lidt nørdede har vi vel lov at være,” siger Johnny Lund Billing og viser ind i et kontrolrum med seks skriveborde og stole. På væggen svæver en grønklædt, kabelrodende astronaut og man kan høre skrattende kommunikation over højttalerne. Billedet på skærmen er et direkte live-feed fra Den Internationale Rumstation. Fra kontrolrummet i Odense kommunikerer Danish Aerospace Company direkte med både rumstationen, Houston og ESA’s kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, når de udfører forsøg med astronauterne.
”Det er jo begrænset, hvor mange kondicykler vi kan sælge til NASA og ESA, så vi forsøger at udvide med nye forretningsområder,” fortæller Thomas Andersen og fortsætter: ”Nogle gange bliver jeg ringet op af firmaer, der vil reklamere for os, og jeg svarer som regel: ’Okay, hvor mange kontakter har du i NASA?’ Det er jo ikke hr. og fru Jensen, vi sælger udstyr til. Men lige nu er der en masse amerikanere, blandt andet Elon Musk og SpaceX, der gerne vil sende turister ud i rummet inden for en overskuelig årrække. Det åbner nye muligheder for os.”
Fra kontrolrummet på Hvidkærvej har Danish Aerospace Company direkte kontakt til Den Internationale Rumstation.
ROBOTVIRKSOMHEDERNE i Odense beskæftiger cirka 3.200 mennesker. Om to år forventes det tal at være steget til 4.500. I Universal Robots var der for eksempel 190 ansatte 1. januar. Blot et halvt år senere er tallet oppe på 520, og virksomheden forventer at ansætte yderligere 270 medarbejdere, inden året er omme.
Væksten i den odenseanske Robotic Valley er så eksplosiv, at det er blevet en udfordring for virksomhederne at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Odense Robotics arbejder tæt sammen med Syddansk Universitet og en række andre fynske uddannelsesinstitutioner, som tilbyder mere end 40 uddannelser, der udvikler potentielle kandidater for robotvirksomhederne. Adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft var også en af de afgørende grunde til, at Facebook valgte Odense som destination for deres nye datacenter, men lige nu kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen, og det er et problem, erkender forretningschef i Odense Robotics Mikkel Christoffersen.
Odenses roboteventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.
FYNMEKANIK
Odenses roboteventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.
”Mangel på talent er klart den største barriere for, at robotvirksomhederne kan fortsætte med at vokse i det tempo, som de har gjort hidtil,” siger han. ”Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner om at øge optaget af studerende, og vi har et mål om at opkvalificere 200 teknikere fra andre brancher i løbet af de næste tre år. Derudover arbejder vi også hårdt med at markedsføre robotklyngen både herhjemme og internationalt. Det var også et af formålene med at afholde den store e-sportsturnering sidste år. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Odense er et af de mest spændende steder at være lige nu, hvis man beskæftiger sig med robotteknologi.”
Problemet med at skaffe arbejdskraft kender man også hos Danish Aerospace Company, selv om det ifølge Thomas Andersen hjælper lidt, at han kan skrive ’rumfart’ i overskriften til sine jobopslag. For 3-4 år siden havde virksomheden typisk 30-50 ansøgere til en stilling, i dag får virksomheden højst 6-7 ansøgninger, når han søger nye ingeniører. Modsat mange af de øvrige robotvirksomheder har han dog ikke ubesatte stillinger i øjeblikket, men fortsætter væksten, får han brug for at ansætte nye medarbejdere igen inden længe.
”Hvis man vil tjene mange penge, skal man blive ingeniør i robotindustrien. Jeg tror næsten, at man kan vælge og vrage mellem attraktive job,” siger han.
En batteridrevet motor på Tendos robothandske understøtter håndens naturlige bevægelser.
ODENSE ROBOTICS’ kontorer ligger i Forskerparken, ikke langt fra Syddansk Universitet. I de gule murstensbygninger sidder organisationens medarbejdere, og det er også her, at deres startup hub for nye robotvirksomheder er placeret. Der er plads til fem virksomheder ad gangen. Lige nu er her kun fire, men i morgen skal der vælges en kandidat til den sidste plads. Fire virksomheder skal pitche deres idé for Odense Robotics’ bestyrelse, og vinderen får økonomisk støtte, forretningsmæssig og teknisk bistand samt mulighed for at trække på Odense Robotics’ netværk inden for robotindustrien.
I et lokale, der minder lidt om en gymnastiksal, sidder medarbejderne i de små startup-virksomheder op og ned ad hinanden og arbejder koncentreret ved hæve-sænke-borde. Ingen af virksomhederne har mere end en lille håndfuld ansatte. I det ene hjørne roder tre mænd med en drone, og i midten sidder svenske Sofie Woge fra virksomheden Tendo og kigger på sin computerskærm. På hendes skrivebord står en træhånd med en hvid handske af stof og plastic med et batterimodul om håndleddet, og ved siden af ligger illustrationer af diverse prototyper i en bunke. Tendo arbejder på at udvikle en handske til gigtpatienter og andre, der delvist har mistet gribefunktionen, for eksempel efter en blodprop i hjernen eller på grund af rygmarvsskader.
”Vores handske er udstyret med en lille motor og sensorer, der hjælper personer med nedsat gribefunktion med igen at kunne løfte en kop kaffe eller spise uden hjælp,” forklarer hun, mens hun tager handsken på for at demonstrere, hvordan den virker.
Sofie Woge stiftede Tendo i Lund i 2016, men rykkede til Odense, da virksomheden vandt en plads hos Odense Robotics sidste år. Sofie Woge fortæller, at handsken i løbet af foråret er blevet testet på en række gigtpatienter med positive resultater, og hun håber at kunne sende en pilotudgave af handsken på markedet inden for et år. Men først skal Tendo have udviklet en færdig tekstilhandske, som brugerne vil være i stand til at iføre sig uden hjælp, selv om de har svage hænder.
”På længere sigt vil vi gerne bruge teknologien til at udvikle robothjælpemidler til andre kropsdele, enten som en udvidelse af handsken eller som et separat værktøj,” siger Sofie Woge.
Virksomhedens kontrakt med Odense Robotics løber til slutningen af august, og når den udløber, regner Tendo med at blive i Odense, men kigger også på lokaler i andre byer.
”Odense Robotics har været en ekstremt stor hjælp. Der er ikke ret mange steder, hvor man finder den samme ekspertise inden for robotteknologi, som ikke kun er fokuseret på forskning, men også på, hvordan man rent faktisk bringer et produkt på markedet,” siger Sofie Woge, mens en gruppe asiatiske forretningsmænd i grå jakkesæt kommer ud af det tilstødende mødelokale.
Hånd i handske. Sofie Woge, stifter af Tendo.
TILBAGE PÅ ENERGIVEJ fortsætter den linde strøm af gule nummerplader med at glide forbi skiltet på parkeringspladsen foran Universal Robots’ hovedkvarter.
En enkelt privatbil drejer ind på den modsatte side af gaden til en virksomhed, hvor man kan brygge sin egen øl. Et stykke længere nede ad vejen gør karavanen af hvide varevogne holdt ved et byggemarked, der lokker kunder med gratis kaffe og croissanter.
Hvis man forventer guldgraverstemning og robotter på gaden i den odenseanske Robotic Valley, bliver man slemt skuffet.
De grå betonmure ligger dovent hen i solen. Men indenfor er endnu en sending industrielle robotarme i gang med at blive pakket i brune papkasser og stablet på rad og række, klar til at blive afhentet i store lastvogne og fragtet rundt til kunder i hele verden.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.
