EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten.
Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus.
”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.
45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket.
DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.
Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album.
Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.
DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.
I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.
Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge.
På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat.
”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.
Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.
”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”
BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke.
Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve.
Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage.
Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen.
På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.
Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat.
I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”
MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.
Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”.
Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominus–flyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund.
Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret.
Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne.
”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”
’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T.
Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne. Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter.
Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.
Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.
”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.
”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.
”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.
”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.
Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”
”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”
INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen.
Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.
”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.
”Ja, det kan jeg love dig for.”
Hvad sker der i april?
”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.
”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.
”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.
”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.
”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.
MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.
I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.
Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:
”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”
MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.
Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.
Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.
Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.
Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.
PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.
De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret.
”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.
Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”
Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.
”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.
”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”
DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert.
En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.
Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.
”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.
”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.
”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?”
Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.
”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen.
Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.
”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”
Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.
”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”
EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie.
I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.
”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.
På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året.
I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.
Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?
”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”
Det kunne du vel også lige så godt?
”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”
Michael Poulsen griner.
”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.
”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave.
I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række.
”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.
I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.
Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion.
Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.
Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:
”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”
MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:
”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”
Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.
”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.
