I DEN TRAVLE eftermiddagstrafik på Nørrebros Runddel er intet så kaotisk som der, hvor René Fredensborg befinder sig. Foran Lagkagehuset går han i november rundt i klipklapper med sit viltre hår og snakker skiftevis med sin ekskone og sin teenagesøn. De er ikke på talefod for tiden på grund af et skænderi, ingen af dem længere kan huske, og det er hans midlertidige opgave at forsøge at mægle mellem parterne, siger han.
Selv har han netop hentet sine to otteårige tvillingedrenge i daginstitution og placeret dem på ekskonens Christianiacykel. Der er nok af børn at holde styr på, René Fredensborg har syv med fire forskellige kvinder. En tom pizzabakke ligger på taget af hans Volvo fra 1997, og han når lige akkurat at opdage den, før han lidt efter sætter sig ind. Blæseren vil ikke starte, så han giver instrumentbrættet et ordentligt dask, mens en lastbil fra Irma blokerer udkørslen. Da han langt om længe får lov til at trille ud med kurs mod hjemmet i Græsted, går der ikke længe, før han udbryder: ”Jeg skal fandeme have en bajer nu. Lige en nossebajer at komme hjem på.”
Er ’Sjuft’ en bog med et budskab?
”Jeg synes, der er et tilgivelsesbudskab. Uanset hvor dysfunktionel ens familie er, må man prøve at finde ud af det. 30 procent af danskerne har et familiemedlem i nærmeste familie, de har slået hånden af. Det er vildt. Min far og jeg prøver hele tiden at finde ud af det. Nu tester jeg det ultimativt ved at skrive en bog, hvor han i den grad får lov til at læse, hvordan han fremstår. Jeg skåner heller ikke mig selv.”
Hvorfor har du skrevet om din egen familie?
”Jeg synes, det er interessant, hvordan dramatrekanten hele tiden er i spil: Hvem er offer, hvem er krænker, hvem er redder? Den trekant kører hele tiden i familier som vores, der er så dysfunktionelle. Jeg har været nødt til at skrive ’Sjuft’ som roman, for var den dokumentaristisk, ville folk ikke tro på det. Det er min version af min families historie, og jeg har skrevet den i håbet om, at mennesker, der enten kender til dysfunktionelle familier, selv er en del af dem eller måske interesserer sig for dem, vil kunne genkende og lære noget.”
René Fredensborg, 2001. Foto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Hvornår gik det op for dig, at din familie var dysfunktionel?
”I 5. klasse blev jeg venner med Henrik, efter hans familie flyttede til Vamdrup. Den familie var så kærlig, og det var jeg ret misundelig på. Der var ikke skænderier i luften, og man gik ikke på listefødder. Når man lever og ånder i en dramatrekant, går man jo på æggeskaller. Man lærer med det samme at tolke underliggende signaler, når nogen siger noget, for man er vant til blame games og til en generel bebrejdelseskultur.”
Din mor fylder meget lidt i romanen …
”Jeg er ikke nået til at kunne skrive den historie endnu. Min mor vil slet ikke have kontakt med mig. Jeg har engang sagt i radioen, at jeg ikke har det godt med hende, og det har hun surmulet over i snart otte år. Hun mener, at jeg hænger mit vasketøj til tørre offentligt. Når jeg kom hjem til hende og fortalte, at jeg havde scoret et mål til fodboldtræning, sagde hun: ’Var der ikke en, der lagde op?’ Man skulle altid holdes nede. Det er nok der, hvor den største smerte i virkeligheden ligger. Afvisningen fra hende.”
I romanen dykker du også ned i din farfars og oldefars historie, hvorfor?
”Min farfar arbejdede på en maskinfabrik, hvor man hver fredag fik udbetalt sin løn kontant, og det kunne han ikke håndtere. Han drak 30 bajere om dagen. Man tror, det er løgn, men det kan min far også. Han suger simpelthen bare, og han pisser hele tiden. Drikker og pisser. Sådan var min farfar efter sigende også, og når han kom fuld hjem, kunne han være virkelig ubehagelig. Han var meget, meget hård. Men han voksede selv op uden en far, for min oldefar, som var frihedskæmper, faldt om af hjertestop, da han flygtede fra tyskerne.”
Hvorfor hedder romanen ’Sjuft’?
”Min ekskone sagde engang: ’Din far er en sjuft.’ Det er fandeme et godt ord. Det beskriver dybest set en amoralsk, uhæderlig person, og det er jeg også. Hvad jeg ikke skylder i skat, og hvad jeg ikke laver af mærkelige deals. Alle kan ikke være en sjuft, for så bryder samfundet sammen, men jeg er også glad for, at sjuften findes, for det er en uddøende race. Det er en bog om bodega-middelklassen, hvor tilværelsen handler om fisse, fadøl og fast arbejde, og hvor man har svært ved at indfinde sig under de nye normer.”
Hvornår gik det op for dig, at din far var en sjuft?
”Jeg var i en ret fremskreden alder, da jeg opdagede min fars normløshed. Der var oplevelser, der føltes usædvanlige, men jeg vidste ikke hvor usædvanlige før langt senere. Den ene af dem er også beskrevet i bogen. Jeg er blevet smidt ud af skolen og skal begynde på en efterskole for utilpassede på Samsø, hvor jeg bliver vist rundt af to 17-årige piger. Samme sommer møder min far og jeg dem i City Vest i Aarhus. Han inviterer dem med hjem, og vi bliver alle fire fulde og skæve, jeg er 15 år og mister min mødom til den ene, mens han er sammen med den anden. Efterfølgende var de kærester i halvandet år. Han var 35 år, hun var 17. Det var ret grænseoverskridende. Jeg lignede en, hvis kæreste var blevet stjålet af en voksen mand. Det er ret vildt at turde være ligeglad med, hvad andre tænker på den måde. Så er det spørgsmålet, om han er egoistisk, eller han i virkeligheden bare tør være sig selv. På en måde beundrer jeg ham for at turde være ligeglad. Omvendt kunne han godt tage mere hensyn til sine børns følelser.”
Far og søn, Bohol Beach Resort, Filippinerne, 2003. Foto: Privat
EN KRUKKE MED hjemmedyrket pot står på køkkenbordet. Ved siden af er Shine, René Fredensborgs filippinske kone, ved at lave aftensmad, en krydret ret fra hjemlandet, der oversat bærer navnet ’krydret krydret’. Neil Young spiller fra anlægget. Fra spisebordet udbryder René Fredensborg: ”Hold kæft, de smager godt, bajerne.”
Han har allerede kørt et par stykker ned med en af sine barndomsvenner, der har slået telt op i haven, som han har tænkt sig at bo i de efterfølgende dage.
”I get drunk tonight, how do you like that?” spørger René Fredensborg henvendt til Shine.
”It’s okay,” svarer hustruen.
Lidt efter sætter hun sig også til bords med datteren Lily, og det samme gør faderens hustru Analyn, der også er fra Filippinerne. Shine beder bordbøn, og så må der spises.
En stor del af romanen foregår på Filippinerne, hvor din far tidligere ejede Icebear Bar & Tourist Inn. Hvad tror du, han er faldet for ved den tilværelse?
”Der er billige bajere og villige damer. Der er sol dagen lang, og der er alle de drinks, du vil have, og de ansatte smiler, når de skænker dig dem. De lukker, når du synes, og de spiller den musik, du ønsker. I bogen siger han: ’Life is about drinking and fucking.’ Det kan man vælge at diskutere intellektuelt, men han har jo ret.”
Hvorfor tror du, at europæiske mænd tiltrækkes af Filippinerne?
”Da min far første gang rejste dertil i 1999, blev han overrasket over, hvor langt pengene rakte, og hvor nemt man kan blive solkonge. Jeg faldt for præcis det samme som ham. Mildheden, smilet, festen. Filippinerne er jo Sydøstasiens Brasilien. Der er fest hele tiden. Jeg tror, det er vildt for mange mænd at komme til et land, hvor det er på den måde.”
Da du selv blev gift med Shine, blev du en del af en klub af mænd med filippinske koner. Hvad er det for en klub?
”Ja, de hvide øgler. Hvide mænd med unge koner. Når man står og kigger på det, ser det sindssygt mærkeligt ud. De her kæmpe mænd med deres cykelstelstynde kvinder, der er så små, at man tænker, at de knækker og dør, hvis deres partner sætter sig på dem. Det er ulige, det er asymmetrisk, hvad fanden er det for noget? Men jeg har lært ikke at dømme.”
Don Bjarno med sit barnebarn Emil, 2004. Foto: Privat
DET ER SOM en scene fra Sydstaterne i USA, men den foregår i baghaven i et parcelhuskvarter i Nordsjælland. Der spilles Willie Nelson, mens høje flammer fra lejrbålet sprutter op i stjernenatten. René Fredensborg skal til reception på sin roman dagen efter, men han har fyldt sig med dåsebajere, papvin og halvanden potjoint, og han er ikke til at stoppe. Han sidder på en hjemmehugget træbænk med Shine og barndomsvennen. Det var sidstnævnte, der foreslog at lave bål, men det er sværere end som så. Hverken aviser eller træpinde er til at få ild i, før René Fredensborg trods hustruens protester finder en benzindunk frem. ”Som mænd kan vi jo ikke give op. Det kan vi jo ikke,” siger han, og straks efter står flammerne i vejret.
Hvad håber du, at man som læser får ud af ’Sjuft’?
”Hvis man er underholdt, frastødt og fascineret, har man det ligesom mig, da jeg skrev den. Men jeg er også klar over, at den er for meget. Jeg har opført mig som en idiot, og nu prøver jeg at lægge det hele frem. Personligt savner jeg den slags litteratur. Jeg kan enormt godt lide serier som ’Breaking Bad’ eller ’Your Honor’ med sammensatte karakterer, der begår amoralske handlinger, og som man ikke ved, om man holder af eller ej. Jeg tror måske, det er lykkedes mig at skabe en karakter ud af mig selv, som man ikke aner, om man kan lide eller ej.”
Du er ikke selv specielt reflekterende eller angrende i romanen. Hvorfor ikke?
”Der er en nøgtern, registrerende tone i bogen, næsten som reportage. Hvordan skal vi kunne snakke om dårlige relationer, hvis vi ikke må komme med eksempler på det? Det er en cirkulær fortælling på den måde, at karaktererne ikke bliver ret meget klogere. Det er ren Anders And. I fortællingen bliver jeg ikke klogere, men i virkeligheden bliver jeg det af at sidde og skrive om det. Måske bliver min far også klogere af at læse det. Jeg frygter nok allermest, at nogle vil sige, at han bare er en sur, brovtende og selvhævdende idiot. Den kritik kan man godt give, men så synes jeg også kun, at man har læst den med et halvt øje.”
Er du selv blevet klogere?
”Jeg synes, jeg er blevet en bedre far ved at have brugt så lang tid på at skrive og tænke over, hvad der har gjort mig til en dårlig far, og hvad jeg har arvet. Min far er heller ikke udelukkende en dårlig far, selvom han for nogle bliver fremstillet sådan i bogen. Han er måske ikke en mønsterpædagog af et menneske, men han kan noget andet, og det skal man også have øje for. Jeg er lidt bange for, at han vil få enorm kritik, for han er faktisk meget nærværende, det kræver så bare, at han lige får nogle bajere først. Lidt ligesom med mig, kan man sige. Vi er begge to søde, rare og meget omgængelige at være sammen med, men vi har også begge tendens til at være meget optagede af os selv. Jeg er sindssygt selvoptaget og optaget af mine egne følelser. Når jeg læser bogen, kan jeg se, hvordan jeg har opført mig som en idiot.”
Hvad skammer du dig mest over?
”Den del af fortællingen, hvor Shine føder Lily, er vildt pinlig. Det er en kompliceret fødsel, og hun har store smerter og er meget bekymret, og alligevel er jeg sur over, at hun ikke kan se, hvor meget jeg hjælper hende. Jeg kender andre mænd, der er på samme måde, og det er jo lidt psykopatagtigt, at man ikke kan komme ud af sig selv. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at jeg er en idiot. I virkeligheden bør feministerne være glade for denne bog, for det er jo en udstilling af toksisk maskulinitet. Den udstiller, hvad det vil sige at være en mand, dér hvor jeg kommer fra. Hold kæft, hvor kan vi være nogle selvoptagede idioter. ”
Din far er af den opfattelse, at man ikke skal være underdanig, men samtidig må man heller ikke tro, at man er noget. Hvordan har det været at indordne sig under?
”Det er en umulig balancegang. Man må hverken snobbe op eller ned. Det er et meget svært rum at navigere i. Min far har aldrig liket noget, jeg har skrevet på Facebook. Det er immervæk interessant, for han er meget online, og han liker alt muligt. Han ønsker random folk tillykke, men skriver aldrig tillykke til mig. Samtidig skulle Shine engang fikse noget på hans computer og opdagede, at han havde en masse åbne vinduer med mine artikler. Så han er stolt af mig, men han vil ikke indrømme det. Det er også først til allersidst i bogen, at han siger, at han elsker mig. Langt om længe kommer den kærlighedserklæring, som bogen mere end noget andet handler om at få.”
Don Bjarnos hus, Cebu, Filippinerne, 2003. Foto: Privat
Hvad har du lært om fædre og sønner af at skrive ’Sjuft’?
”Det er en kompliceret relation. Som små synes ens børn, at man er fantastisk, forhåbentlig. De lytter til samme musik som dig, og hvis man holder med et fodboldhold, begynder de at holde med samme hold. Men så kommer teenagealderens oprør. De slukker pludselig for din countrymusik, de bebrejder dig for skilsmisser og alt muligt, og de kan huske, at du engang var fuld og råbte et eller andet dumt. Der sker noget interessant, når man bliver så udfordret af ens børn, at de ligefrem begynder at hade dig. I min fars optik er fortiden fortiden. Han gider ikke høre om det. ’Jeg var fuld,’ siger han, hvor jeg omvendt insisterer på, at vi er nødt til kigge på de dårlige kort for at sidde tilbage med de bedste. Jeg kravler jo stadig rundt på hænder og fødder for min far, mens mine børn kan føle sig trygge i en kritik af mig. Det betragter jeg som et sundhedstegn.”
Skulle du ikke bare have taget dig sammen og været der for dine børn?
”Det er et godt spørgsmål. Men der er jo både skal og burde. Jeg tror, jeg vil hælde til den teori, at der er noget, jeg burde have gjort, men jeg skulle også ud at realisere mig selv, og først da jeg havde gjort det, kunne jeg forstå, hvad jeg burde.”
Har du som voksen brugt mere energi på din far end på dine børn?
”Det har jeg helt sikkert nogle gange. Når han er kommet, har jeg tilsidesat alt muligt andet. Jeg har brugt alt for lang tid på at søge anerkendelse. Det interessante er, at til sidst i bogen viser det sig, at den i bund og grund er overflødig, for min far har elsket mig hele tiden. Han har bare ikke kunnet sige det. Så måske er konklusionen: Husk at sige til dine børn, at du elsker dem, for ellers skriver de en bog om dig.”
Hvor meget er man dømt til at gentage sine forældre?
”Det hele, hvis man ikke bliver bevidst om det. Jeg tror, at man gentager meget mere, end man tror. Det er gået op for mig ved at skrive den her bog. Jeg bliver snart 50 år, og først nu kan jeg se, at jeg jo er min far. Jeg opfører mig fuldstændigt ligesom ham, stadigvæk, jeg kan være præcis lige så hård, usolidarisk eller kompromisløs, som jeg altid har beskyldt ham for at være. Men bevidstheden er vejen til ikke at gentage. Jeg har også gået til psykolog, for man skal hele tiden mindes om de mønstre, man kommer til at gentage. På fagsprog kalder man det vist gentagelsestvang. Det kunne være fint, hvis flere mennesker kan erkende, at vi nogle gange er røvhuller. Det er første skridt til at komme videre.”
