DET KOMMER TIL at tage rigtig lang tid at fjerne minerne i Ukraine. Der er nogen, der siger 10 år, men det tror jeg simpelthen ikke er realistisk. Der er mange steder rundtomkring i verden, hvor det har taget 30-40 år at rydde op efter en krig. Lige nu er det et sisyfosarbejde i Ukraine, fordi krigen er i gang, og derfor kommer der hele tiden nye miner og ammunition. Lige nu er det tilmed vinter, jorden er frossen, og vi kan ganske enkelt ikke grave minerne frem.
Nogle mineområder kan vi gå på, fordi antitank-minerne, der ligger der, kræver et pres på 180 kilo for at blive aktiveret. Der går vi hen over området og afsøger det skridt for skridt med en large loop detector. Minerne er nemme at finde, fordi der er så meget metal i dem. Hvis detektoren bipper, markerer vi området. Senere bliver de sprængt under kontrollerede forhold.
Mange antitank-miner ligger ud til veje, og der er desværre mange, der er døde på grund af dem i Ukraine. Folk flygtede ud ad de her risiko-veje i ren desperation, selvom de godt vidste, at de ikke var sikre. Hvis du kører din Lada hen over en antitank-mine, er der ikke mere Lada tilbage overhovedet.
Elektronikingeniør og minerydder Rune Bech Persson. Foto: DRC Dansk Flygtningehjælp
Der bliver også brugt mange personel-miner. Det er små miner, som ikke er designet til at slå folk ihjel, men til ’kun’ at sprænge et ben eller en fod af. Det er en fordel for modstanderne, når folk ikke dør, for så sætter man en byrde på det lokale hospitalsvæsen. Personelminerne er ekstremt svære at rydde, fordi vi ikke kan gå hen over området, hvor de ligger.
Vi er nødt til at bruge højpræcisions-metaldetektorer, og har der været kampe i området, vil minerne ligge sammenblandet med fragmenter fra sprængninger. Her graver man forsigtigt jorden op centimeter for centimeter, og en minerydder kan desværre kun rydde fem til 10 kvadratmeter om dagen.
Finder man en mine, skal den enten sprænges med det samme eller i slutningen af arbejdsdagen. Det tager ekstremt lang tid at rydde de områder.
Foto: Arsen Dzodzaev
MINERYDNING ER ET ekstremt teknisk arbejde. Der er mange standarder, regler og sikkerhedsprocedurer, der regulerer arbejdet. Først og fremmest arbejder vi rigtig meget med kvalitetssikring og risk education, som er uddannelse i de risici og farer, der er ved miner og ammunition. Vi uddanner folk i Ukraine – og andre konflikthærgede steder i verden – så de kan identificere miner og også håndtere dem.
Det er vigtigt at få minerne fjernet. For det første, fordi folk bliver slået ihjel af dem. For det andet er det svært at få humanitær hjælp ind i landet, når områderne er minerede, fordi det er så svært at bruge infrastrukturen. Og så handler det selvfølgelig også om at genskabe økonomien. Der er mange af områderne, der bliver brugt til for eksempel landbrug. Og der er mange huse og skoler, som man ikke kan bruge længere, fordi der ligger ammunition i.
Dansk Flygtningehjælp har været til stede i Ukraine med minerydning siden 2014, hvor konflikten i Donbass-regionen eskalerede. Frontlinjerne rykkede frem og tilbage, og der blev brugt miner og masser af former for ammunition i stor skala. Vi begyndte at arbejde, da konflikten nåede et stand still, altså en frossen konflikt, hvor frontlinjerne ikke længere flyttede sig. Derfor kunne vi være med til at rydde op relativt tæt på fronten, samtidig med at vi kunne høre artilleri-nedslagene i baggrunden.
DA KRIGEN BEGYNDTE i hele Ukraine i 2022, havde vi fået ryddet en masse højprioritetsområder, som igen kunne bruges til landbrugsjord. Vi var slet ikke i mål, men vi var rigtig godt i gang og havde brugt mange penge og ressourcer. Nu er de præcis samme områder kontaminerede igen. Fra den ene dag til den anden kunne vi starte forfra.
Det var en hård tid fra februar til april 2022, hvor vi genstartede minerydningsprogrammet. Vi havde mistet en masse af vores udstyr, fordi det lå ude ved fronten. Vores lager blev bombet, men vi fik sendt nogle køretøjer ind, der fik reddet noget af det. Vi mistede også nogle af vores uddannede ukrainske folk. Nogle flygtede til den vestlige del, andre blev indkaldt til hæren. Men det var vildt at opleve, at selvom de var i en eksistentialistisk krise og ikke vidste, hvor deres familiemedlemmer var, ville de bare i gang med at rydde nogle miner, fordi det var vigtigt for landet. Vi skulle i gang igen.
Jeg arbejder med minerydning, fordi man kan hjælpe, og fordi det er megaspændende. Jeg er uddannet elektronikingeniør, og der er en stor tilfredsstillelse i, at minerydning er meget konkret og målbart. Når vi fjerner ét stykke ammunition, redder det liv. Det er virkelig dejligt at se den direkte effekt. At ens arbejde giver mening, er alle udfordringerne værd. Der er så mange mennesker, der kommer til skade og dør i mineområder. Både i Afghanistan og Ukraine og alle de andre steder, vi arbejder.
Krigen i Ukraine er ekstremt tragisk på alle mulige måder, men det er også fagligt interessant for sådan nogle som os, fordi vi kan bruge alle de værktøjer, vi har ekspertise i. Under corona-pandemien snakkede jeg med min læge, der også syntes, at pandemien var ekstremt spændende på et fagligt niveau. På en eller anden måde er det vel også godt, at der er nogen, der synes det, for ellers ville vi jo miste al forhåbning.
Miner er tit placeret på marker og ved veje for at ødelægge landbrug og infrastruktur. Foto: Danylo Pavlov
JEG HAR EGENTLIG aldrig været bange, når jeg har været ude på minerydningsekspeditioner. Når man er trænet i, hvad man skal gøre, og når man ved, at man følger procedurerne og standarderne, er det ikke farligt. Ligesom med alt muligt andet er det først virkelig farligt, hvis ikke man ved, hvad man laver. Som organisation har vi stort set ikke haft ulykker i ti år. Vi har altid en ambulance med på standby, når vi er ude at rydde, hvis der skulle ske en ulykke. Og vi har utrolig meget kvalitetssikring.
Da jeg var i Ukraine i 2017, arbejdede vi tæt på fronten, og når vi gik i seng i Mariupol om aftenen, mindede lydene os om, at der var en højspændt konflikt. Hvad var det for et brag? Var det tordenvejr? Nå nej, det var artilleriet i baggrunden. Selvom det ikke var særlig langt væk, blev det alligevel en helt almindelig hverdag. Men hvis man ser det udefra, virker det måske lidt vanvittigt, at vi tager til Ukraine og arbejder så tæt på fronten. Men det gælder jo om at få gjort alt det, vi kan, så hurtigt, som vi overhovedet kan. Folk bliver slået ihjel, hvis vi ikke får ryddet det her op. Det sker hver eneste dag i Ukraine.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var alle de små ukrainske landsbyer, der lå i frontlinjen. Der kom ikke røg op af skorstenene, selvom det var frostvejr. De kunne ikke dyrke jorden for at skaffe mad til sig selv, og de havde ikke råd til koks til at fyre med. Der var kun ældre mennesker tilbage, fordi resten enten var flygtet, i hæren eller døde.
Ukrainerne er et stædigt og meget stolt folkefærd. Jeg tror, at mange havde forestillet sig, at de gav op, da krigen igen eskalerede. Men siden 2014 har der været sådan en ’vi-skal-nok-komme-igennem-det-og-nu-rydder-vi-op’-mentalitet. Der er virkelig gåpåmod og arbejdsmoral.
