Du er uddannet psykolog og har skrevet speciale om seriemordere. Hvad var det, der interesserede dig?
”Du kan næsten ikke finde noget værre end mennesker, der slår andre mennesker ihjel for at udleve noget psykologisk og få kontrol eller magt, som seriemordere gør.
Der er jo mange andre ting, man kunne vælge at gøre, så hvorfor gå ud og slå nogen ihjel? Det er det store spørgsmål. I dag ved jeg meget mere om, hvad det er, der får dem til det, men følelsesmæssigt har jeg stadig svært ved at forstå det.”
Hvad karakteriserer en seriemorder?
”Næsten alle seriemordere har selv været udsat for noget forfærdeligt tidligere i livet. Men det, de udlever, når de slår ihjel, er forskelligt fra person til person. Så man kan ikke definere én type. Men når nogen spørger: ’Hvordan spotter man en seriemorder?’, så siger jeg: ’Prøv at kigge dig omkring, og find den mest charmerende, almindelige og venlige person.’ Ofte har man ingen mulighed for at se det udefra, og når der er begået et mord, hører man tit folk sige: ’Åh gud, var det ham? Det kan jeg ikke tro, han var da så sød.’ Ja, præcis. ”
Til dit speciale og i din forskning har du været i kontakt med langt over 100 seriemordere. Hvordan fungerede kontakten?
”Jeg fik adresserne på en masse seriemordere af mine kontakter i branchen og lavede et spørgeskema, som jeg sendte til dem med brev. Det var spørgsmål som ’Hvorfor tror du selv, at du er blevet seriemorder?’ og ’Hvad tror du, der skulle til, for at du ikke var blevet seriemorder?’ De fleste af dem vidste jeg kun var seriemordere, men ikke hvad de havde lavet, eller hvem og hvor mange de havde slået ihjel, fordi det ikke var selve drabene, jeg var interesseret i, men mennesket bag.
Nogle spurgte, om jeg ville komme på besøg eller sende billeder af mig selv, men det havde jeg besluttet mig for, at jeg på ingen måde ville. Det var min måde at styre, at det ikke var en relation. Vi var ikke venner, selvom jeg havde en god tone med dem.”
Foto: Thomas Howalt Andersen
Er der en af de seriemordere, du havde kontakt til, som du husker særligt godt?
”Jeg husker især Arthur Shawcross, som er en af dem, jeg har kommunikeret længst tid med, 2-3 år, og en af dem, jeg godt kendte til på forhånd. Han blev kaldt ’The Genesee River Killer’. Først voldtog han to børn og slog dem ihjel, efterfølgende slog han 11 kvinder ihjel. Han var slående normal at kommunikere med, selvom han havde haft et traumatisk liv, hvor han var blevet udsat for både fysisk, psykisk og seksuel mishandling. Han fik diagnosen PTSD, og han havde svært ved at få livet til at hænge sammen. Jeg har meget empati med Arthur Shawcross. Lige indtil han begår sit første drab, så har jeg ingen empati længere. Jeg har lavet en model, som jeg kalder multifaktormodellen, med 29 kendetegn, som man skal se efter, hvis man vil udpege en potentiel seriemorder. Det er tegn, som mange seriemordere har, og Arthur Shawcross opfyldte stort set alle sammen, blandt andet dyremishandling, ildspåsættelse, ufrivillig vandladning efter det 12. år, ondskabsfuldhed over for andre børn og en traumatisk barndom.”
Hvordan bliver du påvirket af kommunikationen med den slags mennesker?
”Jeg tror ikke, man kan undgå på den ene eller den anden måde at være påvirket af det. Men jeg har nogle strategier, jeg har opbygget over mange år. Jeg sidder for eksempel ikke og researcher om aftenen. Og, ja, seriemord er forfærdelige. Men man skal huske på, at jeg kommer jo ind i det her, når folk er døde. Jeg kan distancere mig lidt fra det.
Så ingen mareridt?
”Nej, faktisk ikke. Jo, forleden havde jeg et mareridt, hvor jeg havde et arbejde i kommunen – det var frygteligt, ha ha! Men nej, jeg har ikke mareridt om seriemordere. Det er nok, fordi jeg bearbejder det, jeg beskæftiger mig med. Jeg har min egen supervisor, som er en psykolog, jeg har haft siden 2004, og som jeg bruger i mange sammenhænge. Jeg har Bent Isager-Nielsen (tidligere drabschef i Rigspolitiet, red.), som er min sparringspartner, mentor og en god ven. Derudover skriver jeg det hele ned og holder foredrag om det. Så jeg har hele tiden en ventilering i gang.”
Tror du, det kræver et bestemt slags menneske at lave det, du gør?
”Jeg tror, det kræver nogle stærke strategier. Da jeg blev psykolog, fandt jeg ret hurtigt ud af, at du ikke kan hjælpe folk, hvis du bliver personligt påvirket af deres problemer. Du er nødt til at kunne distancere dig fra det for at kunne holde faget ud. Og så tror jeg også, at det kræver meget nysgerrighed på mennesker. Som psykolog er jeg nødt til at være nysgerrig i forhold til det, den, jeg sidder over for, fortæller mig. Når nogen fortæller mig, at de har gjort noget forfærdeligt, bliver jeg ved med at spørge ind, for eksempel ’Hvorfor? Hvad tænkte du? Hvad var dine følelser omkring det?’ I sidste ende handler det om at forstå mennesket, og jeg kan ikke forstå personen, hvis jeg ikke ved præcis, hvad det handler om – selvom det er voldsomme ting.”
Hvorfor har vi ikke hørt meget om seriemordere i Danmark?
”Vi har dem jo nok. Jeg tror bare, de bliver taget første gang. Politiet er ret dygtige til at opklare sager. Vi er jo ikke et stort land, og vi har CPR-numre, så man er meget hurtig til at finde ud af, hvem folk er. Og så er vi trods alt også et skolelærersamfund, som jeg kalder det. Vi er bedre til at anmelde hinanden, hvis man ser noget bekymrende, end i USA. Vi stoler på politiet, og vi er ikke bange for at kontakte dem, hvis man har set noget i forbindelse med en sag. Vi er ikke bange for at blive fængslet og mistænkeliggjort uden grund.”
Du har efteruddannet dig til criminal profiler i USA, altså en, der laver gerningsmandsprofiler. Hvad bruger du den ekspertise til?
”I Danmark bruger man ikke rigtig criminal profiling, men efterforskere tager nogle af elementerne fra profiling og inkorporerer i deres arbejde. Jeg bliver indimellem spurgt om sparring i aktuelle eller kolde sager. Min viden står til rådighed for alle, der kan bruge den til noget. Men mit arbejde består mest i at skrive bøger, lave podcasts, tv-dokumentarer og holde foredrag ved siden af mine supervisionsopgaver og en håndfuld klienter.”
True crime-genren er meget populær herhjemme. Hvorfor tror du, at mord og forbrydelser fascinerer folk?
”Dengang folk blev halshugget på torvet, stod der også masser af mennesker og kiggede på. Det er jo det her med, at drab er det værst tænkelige, og det har nok altid fascineret os mennesker.”
