MUMLES MØRKEBLÅ FLYVERDRAGT bærer præg af at have muget ud i hø og hestepærer hele eftermiddagen. Den unge popstjerne – med det borgerlige navn Julia Kathrine Hansen – flyttede for nylig hjemmefra og til Aarhus, men må jævnligt tilbage til forældrenes gård tæt ved Vamdrup for at passe både hest og pony, som står i hver sin fold i den hvide hestestald.
Det er kun et par år siden, familien rykkede fra parcelhuset i Haderslev og her til gården, hvor hun selv hjalp ihærdigt til med at bygge stalden op og lave ridebane ude bagved, så det blev et ”rigtigt hestested”.
”Jeg havde troet, at jeg skulle rende rigtig meget herude og have endnu flere heste stående, men så var det, jeg begyndte at få gang i musikken, så det var egentlig en lidt nederen timing,” siger hun og klapper den store, mørkebrune hest en sidste gang.
Forskellige remedier – river, koste, skovle – står lænet op ad en væg, og på en anden hænger en kæmpe stak glimtende medaljer med røde og blå bånd. Dem har hun vundet i stævner i årenes løb.
”Det er kun de store, jeg har her. Resten ligger i en eller anden kasse oppe på loftet,” siger hun og traver udenfor og hen over perlestenene på gårdspladsen. Grå skyer hænger over landskabet med marker og spredte gårde, så langt øjet rækker. Den nærmeste by, Ødis-Bramdrup, ”består af en rundkørsel”, som hun formulerer det.
Hun går ind i den gamle grisestald, der er lavet om til en festsal med langbord, sofagruppe og dartskive. Der står fødselsdagsflag i blomsterkasser efter en nylig afholdt dobbelt fødselsdagsfejring for forældrene, og på en tavle er der tegnet en mikrofon og skrevet ’Mumle’ med kridt. Det var her, hun holdt sin private releasefest, da sangen ’Det modsatte’ kom ud i efteråret 2023, der på rekordtid forvandlede hende til spirende popsanger. Nummeret blev et kæmpehit og er i dag afspillet mere end 15 millioner gange på Spotify.
Siden er flere hits som ’Hvor solen ik’ skinner’ og ’Fra Jylland til København’ fulgt efter samt ep’en ’Mumler ikke’.
Forældrene vidste ikke engang, at hun kunne lide at synge, da hun pludselig en morgen kunne fortælle dem, at hun var blevet kontaktet af et pladeselskab:
”Min far har stadig ikke fattet det. Han er nervøs for, om jeg kan forsørge mig selv økonomisk. Og da jeg fortalte min mor det, var det første, hun sagde: ’Du kan ikke stole på nogen.’ Hun synes, at alting lyder sketchy. Og dernæst sagde hun så, at det lød spændende.”
Hun snupper en dåsecola fra køleskabet og smider sig i sofaen. Forældrene er stadig på arbejde – de er begge to ”kontormus” – og snart skal hun selv tilbage til sin lejlighed i Viby syd for Aarhus, hvor hun flyttede ind i december.
”Jeg har jo altid været mors pige og haft hestesporten med hende, så hun har lidt svært ved, at jeg ikke er her. Men jeg ringer til hende hver dag for at tjekke op på, hvordan det går – og spørge hende, hvordan man vasker tøj og sådan nogle ting, jeg ikke lige har lært,” fortæller hun og siger, at når hun bliver sådan en gammel ”rockmama som Sanne Salomonsen”, vil hun gerne bo på en rigtig stor herregård.
”Sådan en flot en med glaserede tagsten og måske en tennisbane i baghaven. Jeg kan ikke finde ud af at spille tennis, men for prestigens skyld.”
Og eftersom hun er og bliver et ”hestemenneske”, som hun selv beskriver sig, skal hun selvfølgelig også have en stald fuld af heste. Men indtil da må hun vente med at se, hvad det hele fører til. Hun tager en slurk cola og trækker på skuldrene.
”Jeg ved jo ikke, hvor langt musikken tager mig. Det kan være, at det er slut om et år. Det kan også være, at det aldrig slutter.”
SNART STARTER FESTIVALSÆSONEN, og indtil videre ved Mumle, at der venter hende et sted mellem 30 og 40 spillejobs over sommeren, heriblandt Smukfest og Roskilde Festival. Og så er der alle de mindre festivaler – blandt andet Kløften i Haderslev, som hun betragter som sin egen lokale festival, fordi hun altid selv er kommet der som gæst. Sidste år spillede hun på festivalens mindste scene, mens det tordnede og regnede, og halvdelen af Sønderjylland var ved at skylle væk, men alligevel var der, som det eneste sted på pladsen, fyldt helt op, da hun skulle på.
”Alle sønderjyder er jo pavestolte. Det fede er, at ligegyldigt hvor jeg spiller, bliver jeg betragtet som lokal. Jeg er både blevet præsenteret som lokal af en konferencier på Tønder Festival og til en koncert i Kolding, ja, selv i Aarhus, hvor jeg jo så også bor nu. Tønder Festival er den mindste scene, jeg nogensinde har stået på, men jeg har aldrig oplevet så mange fans. Jeg stod og skrev autografer i halvanden time.”
Da Mumle sidste år var af sted med mikrofonen i hånden, var det med et ”totalt skraldet sæt”, som hun formulerer det. Gennembruddet havde ingen kunnet forudsige, og hun havde kun udgivet fire sange, hvoraf den ene var en julesang, da hun tog hul på sommerturneen, der blev ved med at vokse – gang på gang måtte hun fylde 45 minutter ud på nye scener rundt-om i landet.
”Vi havde ingen scenografi eller noget, vi var bare tre mennesker, der stod på en scene og skulle prøve at holde folks opmærksomhed. Det gik heldigvis godt, men jeg har virkelig høje forventninger til den kommende sommer, fordi nu bliver det med sceneshow og bagtæppe og alle mulige små gimmicks. Jeg tror, det bliver sindssygt,” siger hun.
Det har ikke været svært for Mumle at bevare fødderne plantet i den sønderjyske muld trods popstjernegennembruddet. Det hjælper de nærmeste hende også med, ikke mindst kæresten, som hun mødte i Haderslev for et års tid siden, lige inden det hele tog rigtig fart – hun spottede ham i en brandert og syntes, at han var lækker, hvad hun gik hen og fortalte ham.
”Det er en meget simpel kærlighedshistorie,” som hun selv siger.
”Jeg har nogle meget jordnære forældre, og så har jeg en kæreste, som er jordens roligste menneske: bilmekaniker og sønderjyde. Han synes, det er fedt, hvad jeg laver, men han ser mig jo ikke som et idol.”
Faktisk er det modsatte sværere for hende: at tro på, at hun rent faktisk er en stjerne.
”Jeg kan godt få imposter syndrome, hvor jeg ikke helt føler, at jeg egentlig er god nok til at blive kørt op på den måde. Og jeg bliver stadig i tvivl om, om folk kommer og spørger om min autograf for at udtrykke en anerkendelse eller for at gøre grin med mig. Jeg er nok lige så stille ved at forstå, at det er det første.”
MUMLE VOKSEDE OP i en vaskeægte ”teamfamilie”, som hun selv beskriver det, hvor faren var anfører og ”den store kanon” på det, der dengang hed Haderslev FK, og hvor storebroren Mads også gik passioneret op i fodbold – i dag spiller han for 2. divisionsholdet Middelfart. Mumle og hendes mor havde til gengæld ridningen sammen, og det blev prioriteret højt, og hvis et ridestævne faldt sammen med en familiefødselsdag, var det stævnet, der vandt. Det var ikke noget, folk altid forstod, men morens egen opvækst havde gjort, at hun gik meget op i, at børnene ikke skulle føle, at forældrene ikke var der for dem.
Mumle var kun fire, da hun begyndte til ridning. Hver gang familien var ude at gå tur, pegede hun begejstret på hestene på marken, og til sidst satte de hende op på en. Hun startede til ridning på en lillebitte rideskole i udkanten af Haderslev, og som syvårig fik hun ved morgenbordet en plettet legetøjspony i gave. Senere samme dag blev den vekslet til en rigtig af slagsen, Tonga, der stadig står i stalden i Vamdrup.
”Det var seriøst den bedste dag i mit liv. Der er sket mange gode ting, men det her var den bedste,” siger Mumle, der omkring 11-årsalderen begyndte at tage til stævner og blive rigtig seriøs med ridningen.
”Jeg har en høj smertetærskel, og jeg er ikke så bange for at slå mig og kaste mig ud i ting, så jeg blev tit sat til at ride de svære heste. Jeg blev så også tit kylet af og fik lov til at smage sand, og det kostede mig da også en brækket hofte og ribbenene flere gange.”
Men der var også en anden interesse, der fyldte meget i barndommen, interessen for at synge.
”Jeg har tit spekuleret på, hvor det kommer fra, for mine forældre er overhovedet ikke musikalske. Jeg ved, at min farmor sang i kor, men har alle kvinder i den alder ikke gjort det?”
Hendes store drøm var at blive popstjerne, og hun rendte rundt og legede, at hun allerede var det under kunstnernavnet ’Julia Kathrine den Store’. Når der var en gadefest eller et familiearrangement, stillede hun sig op og gav et show. Hun fik også både et keyboard og en guitar i fødselsdagsgave, men nægtede at blive undervist i begge dele.
”Der var ikke nogen, der skulle lære mig, hvordan jeg lavede kunst. Jeg var virkelig en diva, da jeg var lille. Jeg ville gerne være popstjerne, men det kunne man jo ikke blive i så ung en alder, så derfor tænkte jeg, at jeg måtte starte med MGP,” fortæller Mumle, der som otteårig skrev en sang om mobning. Den endte med at blive ret god, hvilket dommerudvalget til Børnenes Melodi Grand Prix også syntes og derfor sendte hende videre til den forberedende workshop. Her kom hun imidlertid op at toppes med sin coach Claus, fordi de ikke var enige om, hvordan sangen skulle skæres.
”Jeg ved ikke, hvem han er, men han er vistnok en stor kanon inden for musikbranchen, så jeg finder vel ud af det på et eller andet tidspunkt. De to andre coaches var Szhirley og Yepha, men jeg fik ham der Claus, og han ville lave om på min sang, og så satte jeg mig over i et hjørne og surmulede under hele workshoppen,” husker Mumle, der havde to veninder med som dansere.
Dagen sluttede med, at hun selv sagde: ”Jeg tror ikke, at vi går videre”, hvortil hendes to veninder bebrejdende kiggede på hende og sagde: ”Nå, det siger du ikke?”
Og så gik turen hjem til Sønderjylland med popstjernedrømmen slået delvist ud af kurs.
Du ved ikke, hvem ham Claus var?
”Næ, jeg kan bare huske, at han havde sådan noget langt, slikket hår og sorte briller.”
Er det mon Claus Hempler?
Mumle foretager en hurtig Google-søgning på telefonen:
”Jo, det er så ham Claus Hempler. Nå, ham kendte jeg ikke.”
SELVOM MGP-DRØMMEN ikke blev til noget, fik Mumle lov til at optræde med sin sang foran resten af klassen i Haderslev. Men det blev om muligt en endnu værre oplevelse. De andre stod efterfølgende i kø for at fortælle hende, hvor dårligt hun sang.
Hun husker ikke præcis, hvad de sagde, kun, at hun gik hjem med en følelse af, at hun aldrig nogensinde skulle synge igen.
I stedet påtog hun sig en attitude af at være ”fucking ligeglad”. Hun tjekkede mentalt ud af musiktimerne, og hvis ikke hun ligefrem selv skred fra klassen, endte hun som regel med at blive smidt uden for døren.
”Jeg tror ikke, at lærerne syntes, at jeg var særlig nem at arbejde med, men det var et kæmpe nederlag for mig, at de andre havde sagt, at jeg var dårlig til at synge. Det blev sådan en ond cirkel, hvor musik ikke var særlig nice, og hvor jeg havde brug for at stikke af fra det. Jeg har for nylig set videoer, som min mor har haft liggende på en gammel harddisk, hvor jeg giver shows som barn, og jeg sang pissegodt. Men børn kan være onde. Det var virkelig den totale jantelov, da jeg voksede op. Hvis man troede, at man kunne noget, var der altid nogen, der sørgede for at fortælle én, at man ikke duede til noget som helst.”
I klassen var der en gruppe elever, som udså sig et mobbeoffer, som de kørte på, indtil vedkommende skiftede skole. Og så fandt de sig et nyt. I 5. klasse var Mumle den næste i rækken, og da hun skiftede skole, tog hun en ny identitet på sig. Her var der ingen, der vidste, at hun godt kunne lide at synge og havde fået knust en drøm. Hun startede på en frisk, stillede sig helt om bagerst i musiktimerne og greb fat i koklokken.
HUN GIK I fem forskellige folkeskoler. Der var forskellige grunde til skoleskiftene, men hovedsageligt skyldtes det, at hun ikke fungerede specielt godt socialt. Hun havde tendens til at komme op at skændes med både lærere og andre elever, og med lidt for meget krudt i røven til at følge den slaviske skolegang måtte hun ofte en tur uden for døren.
Det begyndte først rigtigt at fungere i 7. klasse, hvor hun igen skiftede skole – det faldt sammen med puberteten, og så var ”alle alligevel så usikre på sig selv, at ingen havde travlt med at køre på hinanden”. Men det bedste skoleår var det ekstra år, hun tog i 10. klasse på en lille privatskole midt i Haderslev, fordi hun ikke følte sig klar til at starte på gymnasiet.
”Her var man ligesom ved at være oppe i en alder, hvor det var okay at være lidt weird,” fortæller hun.
I alle de halvdårlige skoleår søgte Mumle ofte ud i ridestalden. Som årene gik, blev det mere og mere seriøst med ridningen. Hun vandt mange stævner og viste også talent som berider. På et tidspunkt besøgte hun en stald i det nordlige Tyskland, fordi hun overvejede at købe en hest, og her havde de en treårig gående, som ingen hidtil havde haft held med at ride på. Men hun kunne styre den, og det imponerede den tyske staldejer Fabian så meget, at han efterfølgende fik lokket hende ned på skolepraktik i 10. klasse.
Her boede hun som 15-årig på et lille Bed & Breakfast ved siden af gården og spiste med familien, der ejede stedet, og så red hun ellers på heste fra morgen til aften.
Det var den fedeste følelse, hun nogensinde havde haft, og da hun rejste hjem igen, var hun overbevist om, at det var det, hun skulle med sit liv. Så snart det var slut med skolen, ville hun søge ind på en udenlandsk berideruddannelse og bagefter få arbejde hos en anerkendt ridestald i enten Tyskland eller Holland.
”Det var min allerstørste drøm, og jeg forestillede mig, hvordan jeg ville blive kendt, fordi jeg både var dygtig til at ride hestene, og fordi jeg behandlede dem godt,” fortæller hun. Men så begyndte de fysiske skavanker at melde sig. Hun fik mere og mere bøvl med hoften, og inden sommerferien var hun blevet diagnosticeret med kronisk springhofte. Berider-uddannelsen i Tyskland ville betyde, at hun skulle ride minimum 10 heste om dagen og arbejde hårdt fra tidlig morgen til sen aften. Men hun kunne nærmest ikke gå, når bare hun havde siddet på to.
”Jeg var så klar på det, men det var min krop desværre ikke. Det var helt forfærdeligt, men til sidst måtte jeg indse, at ridning nok ikke blev min levevej.”
MUMLE OG BEDSTEVENINDEN Line drikker State Tropical Zero af sugerør fra glas med isterninger og mynteblade fra den marokkanske mynteplante, som står i vindueskarmen i køkkenet i hendes nye lejlighed.
”Jeg putter mynte i alt for tiden. I går puttede jeg mynte i varm kakao,” siger Mumle og bliver mødt af et underligt blik af veninden. ”Det smager altså fucking lækkert!”
Det er en torsdag eftermiddag i februar, og uden for lejlighedskomplekset i det sydlige Aarhus skinner vintersolen fra en plettet himmel, mens blæsten rusker kraftigt i træer og buske. Men indenfor er der skruet godt op for varmen. Forskellige tatoveringer pryder Mumles bare arme, blandt andet en flunk fra børnebogsserien ’Flunkerne’, en slags ’Find Holger’ for rumvæsener.
”Det er nok de eneste bøger, jeg nogensinde har lånt på skolebiblioteket. De var så seje. Jeg havde planer om at købe en hund, der skulle hedde ’Flunk’, men så blev det til en tatovering i stedet,” siger hun og slubrer af sugerøret.
”Jeg har et særligt forhold til de bøger. Også selvom min lærer ikke syntes, at det talte: ’Du kan altså ikke kalde det lektielæsning at bladre i en ’Flunkerne’-bog!’”
Der ligger også tungere læsestof i lejligheden, blandt andet favoritterne Michael Strunge og Tove Ditlevsen på en reol foran den ene murstensvæg i ægte newyorker-stil, hvor to guldplader og en platinplade for hittene ’Det modsatte’ og ’Hvor solen ik’ skinner’ er sømmet op.
Fra loftet hænger en trompet med en pære skruet i hornet som en alternativ lampe. En guitar ligger i sofaen, et spil Uno på et lille glasbord, og på en stor, sort reol står vinglas og spiritusflasker, inklusive ’Mumle-øl’ (Jelling Festival producerer personaliserede øl til alle optrædende artister i samarbejde med Royal).
”Min far kom til at drikke tre af dem. Han havde overset, at der stod ’Mumle’ på. Min mor blev så rasende på ham.”
Hun føler stadig ikke, at hun er 100 procent på plads. Der skal fortsat hænges en masse ting op, blandt andet den indrammede plakat af en tegneserie-elg med -Birkenstock og rygsæk på, som Line forærede hende i indflyttergave, og som lige nu står op ad væggen på gulvet.
De to blev venner på handelsskolen, hvor de kom i klasse sammen.
”Du kunne ikke lide mig til at starte med,” siger Mumle til veninden.
”Jeg syntes, du var lidt mærkelig, ja. Du sad altid bare ovre i et hjørne og tegnede i pauserne.”
EFTER AT RIDEDRØMMEN brast, vidste Mumle ikke rigtigt, hvad hun nu skulle. Derfor tænkte hun: ”Hvorfor ikke?”, da en af hendes venner foreslog handelsskolen.
”Han var sådan: ’Julia, du skal bare ind og lære noget om strategi, og så kan din hjerne få dig i gang med at blive iværksætter,’” siger hun med påtaget engageret drengestemme.
”Men jeg fandt hurtigt ud af, at det overhovedet ikke er særlig sjovt at gå på handelsskolen, hvis man ikke ved noget om tal og desuden heller ikke er særlig økonomisk bevidst.”
I den første periode holdt Mumle sig mest for sig selv. Hun havde slået sig nok på sociale relationer i skoleårene og fandt sig ikke godt til rette. Først i 2. g, da eleverne skulle være med i ’Company Programme’, et innovationsforløb for unge iværksættere, blev hun tændt af en indre ild. Her fik hun en idé til et temperatur-regulerbart hestedækken, som ved hjælp af NASA-teknologi og små vokskapsler skulle kunne balancere dækkenets temperatur med hestens kropstemperatur.
”Det var meget indviklet, men det var i hvert fald noget, der ikke var set før,” siger hun og fortæller, at det smarte var, at man ikke ville behøve at købe 10 forskellige dækkener til sin hest, men blot et, der regulerede sig selv efter, hvordan hesten havde det.
Ideen var faktisk så god, at hendes gruppe endte med at komme videre fra prøverunden på skolen, forbi Sønderjysk Mesterskab, Syddansk Mesterskab og til sidst til Danmarksmesterskabet i København, hvor de fik en sjetteplads i ’Science & Technology’ og et legat fra Nordea til at udvikle videre på produktet.
I hele den periode sov Mumle stort set ikke om natten. Hun sad oppe, arbejdede på projektet og havde snor i potentielle leverandører, mens hun i dagtimerne skulle nå både at passe sin hest og sine to fritidsjobs som 7-Eleven-medarbejder og tjener på Haderslev Golfrestaurant.
”Jeg var inde i sådan en periode, hvor min hjerne kørte 180 km/t hele tiden. I momentet syntes jeg, at det var fucking fedt, og jeg tænkte bare: ’Nu går vi all in!’” husker hun.
”Det var gået i vasken med både at synge og ride, og mine karakterer var ikke noget at råbe hurra for, så jeg havde virkelig behov for, at det her iværksætter-noget blev godt.”
HJEMVENDT FRA DM i København havde Mumle det, som om hendes krop var en sæk kartofler, og pludselig kunne hun dårlig nok mønstre kræfter til at køre trillebøren tværs over gårdspladsen.
Hun begyndte også at tabe sit hår. Når hun kørte hånden igennem det, faldt det af i lag, og hver morgen var hovedpuden fyldt med hår, der var drysset af i nattens løb. Til sidst var hendes hårpragt nærmest halveret, og hun måtte til frisøren for at få det farvet og klippet op i en page, så hun så bare nogenlunde frisk ud igen.
Hun vågnede også en morgen og troede, at hun var ved at få en blodprop. Hun kunne nærmest ikke trække vejret, fordi hendes lunger og ribben gjorde så ondt. Hun kom forbi akutlægen, der konstaterede, at hun havde udviklet facetledssyndrom: Hendes muskler og knogler havde forskubbet sig og sat sig fast.
Lægen trykkede det hele på plads igen, mens han undrende sagde: ”Det er altså rigtig mærkeligt, hvis det her er sket, uden at du har været ude for en skade.”
Næste dag var hun ved fysioterapeut, og han spurgte hende: ”Har du travlt?” Og fortalte så, at han før havde set facetledssyndrom udvikle sig som direkte resultat af stress.
Problemet var bare, at Mumle havde en fuld arbejdsuge foran sig, så det med at slappe af måtte vente lidt. Det tænkte hun i hvert fald, lige indtil hun besvimede på sit arbejde som tjener.
”Lige pludselig kunne jeg bare ikke følge med. Min krop sagde fra. Jeg kunne mærke, den var helt gal, så jeg fik øjenkontakt med min kollega Jens og fik mimet: ’Hjælp mig.’”
Det næste, hun husker, er, at hun lå på gulvet og kiggede op på en masse mennesker, der stod i en rundkreds og kiggede bekymret på hende. Herefter sov hun to uger i streg.
DA KARAKTERERNE KOM, kunne hun konstatere, at de var styrtdykket siden 1. g. Det var delvist selvforskyldt, for hun havde pjækket lidt rigeligt, og hele stressforløbet betød, at den nyopståede iværksætterdrøm havde lidt et alvorligt knæk. På baggrund af karaktererne måtte hun sande, at hun nok heller ikke havde en stor karriere som ”handelsmand” foran sig, som hun selv formulerer det. Det slog hende fuldkommen ud af kurs. Hvad skulle der så ske?
Samme dag faldt hun tilfældigt over et opslag på en Facebook-gruppe, hun ikke engang anede, hun var en del af. Her havde en pladeselskabsmand skrevet, at han søgte ”den næste dansksprogede popsanger”. ”Du behøver ikke selv at kunne skrive, du skal bare kunne synge,” stod der i opslaget.
Forinden var Mumle begyndt at synge lidt igen. I 10. klasse havde hun haft to kammerater, der lavede raptekster og fandt på deres egne beats, som de lagde ud på musikplatformen SoundCloud. Det var ”noget rigtig pøllet efterskolerap”, som hun siger, men de to spillede det alligevel fra deres telefoner i frikvartererne og var fuldstændig ligeglade med, hvor dårligt andre syntes, det var.
Inspireret af kammeraterne lavede Mumle selv en video, hvor hun sad og sang. Hun sendte den til den ene af de to gutter, og han svarede prompte: ”What the fuck, kan du synge!?”
”Han var sådan en rigtig bøvet bøv af en 10. klasses-knægt, der kæmpede for at få de rigtige karakterer og bare godt kunne lide at lege rapper. Ham var jeg fascineret af, fordi han var så ligeglad med andres bedømmelse.”
Den positive respons gav hende mod. I første omgang sang hun kun i badet eller bag den lukkede dør ind til sit værelse. Hun gik også i gang med at skrive sine egne sangtekster, men det var aldrig noget, hun delte med nogen. Ikke før hun faldt over opslaget fra pladeselskabsmanden.
”Jeg var så ramt af, at mine karakterer var så dårlige. Så var jeg jo nødt til at tro på, at jeg kunne noget andet.”
Hun optog et par videoer på sin telefon, hvor hun sad i sin bil og sang, og hele dagen overvejede hun, om hun skulle sende dem af sted. Først ved et-tiden om natten, lige før hun gik i seng, tænkte hun: ”Fuck det.” I sin mail til pladeselskabet skrev hun: ”Jeg ved faktisk ikke, om jeg er særlig god til det her, men I skal da have lov til at høre det alligevel. Det er okay, hvis I ikke svarer.”
NÆSTE MORGEN KLOKKEN otte var der svar fra pladeselskabet: ”Det er fucking fedt!” To uger senere tog hun for første gang til Aarhus for at indspille i et studie sammen med produceren Frederik Carstens, der tidligere havde lavet hits sammen med blandt andre Karl William, Saint Clara og Lord Siva.
”Jeg er et ægte curling kid, så det var første gang nogensinde, jeg selv tog med offentlig transport. Det var vildt – jeg skulle til Aarhus for at arbejde med en fremmed person og bo alene på hotel som 18-årig.”
Hun havde aldrig før hørt sin egen stemme i et par høretelefoner eller sunget i en mikrofon, og pludselig sad hun med en rutineret producer, der havde arbejdet med store stjerner. Men allerede tredje gang indspillede de sangen ’Det modsatte’, og bagefter var kursen sat mod at blive popsanger – til stor overraskelse for veninderne.
”Da du fortalte, at du havde sendt en sang ind til et pladeselskab, tror jeg, at jeg var den, der grinte allerhøjest. Jeg var sådan: ’Hold nu kæft, du kan jo ikke synge.’ Men det kan du jo så åbenbart,” fortæller Line i lejligheden i Viby.
I dag har Mumle ansat Line som sin tour-manager. Det gjorde hun sidste sommer, fordi hun ikke selv er den mest strukturerede type, hvad lejlighedens mange impulskøb også bærer præg af – eksempelvis den falske citrusplante på køkkengulvet.
”Jeg synes bare, at det er rart at gå rundt og kigge på ting. Og måske købe dem. Min far er bæredygtighedskonsulent, og han er kæmpe modstander af min shopaholic-livsstil. Han vil helst heller ikke smide noget ud, som kan genbruges, så hvis jeg har købt nyt Tupperware i stedet for at genbruge hans gamle is-bøtter, går han ud af sit gode skind.”
DENNE EFTERMIDDAG SKAL Mumle gæsteoptræde til rapperen Omars koncert på det aarhusianske spillested Volume Village. For nylig udsendte de to nummeret ’Hele vejen’.
Uden at de havde arbejdet sammen før, skrev hun tilfældigvis et omkvæd, som han senere lagde vers til,
”Det er en meget chill ting i dag. Jeg skal bare lige ind og synge omkvædet tre gange,” siger hun og trækker afslappet på skuldrene, selvom der efterhånden kun er 10 minutter til lydprøven, og det tager næsten 20 minutter at køre ind til spillestedet fra Viby.
”Sidste gang kom Omar en halv time for sent. Han skulle til frisøren.”
”Så er han værre end dig,” indskyder Line og forsøger – i rollen som tour-manager – at få veninden i omdrejninger.
”Vi skal være der om to minutter,” konstaterer hun lidt efter med tiltagende stress i stemmen, mens Mumle er ved at skifte til sort tracksuit og sorte Clarks og også lige får pakket et glattejern i tasken, selvom håret allerede er sat op. Man ved jo aldrig.
OMARS MANAGER UNDSKYLDER, at den aarhusianske rapstjerne endnu ikke er dukket op til øveren på spillestedet under Ringgadebroen tæt ved Godsbanen, og selvom de to veninder selv er ankommet en lille halv time for sent, sender Mumle et hvad-sagde-jeg-blik til Line.
Udenfor har en flok hjemløse slået lejr ikke så langt derfra ved nogle graffitibemalede containere, og i horisonten stikker højhusene fra midtbyen op. Indenfor går folk fra både pladeselskabet og spillestedet frem og tilbage i salen, der er inddæmmet i mørkeblåt lys fra scenen.
Mumle fisker sin telefon frem.
”Yes, nu ligger vi nummer fire,” siger hun lidt efter, da hun har konstateret, at nummeret ’Vejen hjem’ er kravlet op ad Spotifys hitliste (få dage senere når den op på førstepladsen).
Efter tålmodigt at have ventet i 20 minutter fortrækker Mumle og Line til backstagelokalet, en tilstødende container, hvor et sammenklappet strygebræt står op ad væggen, og skåle med bananer, æbler, chips og nødder er sat frem. Telefonen ringer. Det er en fra pladeselskabet, og der er ja’er og mm’er i et kvarters tid, mens hun ligger i sofaen.
”Jeg hader lange telefonsamtaler. Men det er folk i pladebranchen slemme til. De begynder meget hurtigt at gentage sig selv,” siger hun bagefter.
Langt om længe, efter næsten halvanden time, ankommer Omar i hvid træningstrøje og jeans, cool og med ”Hvasså, alt godt?” Så ser han Mumle.
”Undskyld, undskyld. Det var frisøren, der trak ud, undskyld.”
Ingen af dem kan lade være med at grine, og lidt efter kan de omsider træde op på scenen. Musikken starter, og Mumles toner fylder hele salen:
DER ER STADIG næsten tre timer, til dørene åbner i Volume Village, så Mumle og Line bliver enige om, at de kan nå et smut ind forbi Bruuns Galleri for at shoppe – bare lidt! Hun snor dem begge sikkert gennem eftermiddagstrafikken i sin lille, hvide Skoda Citigo og finder en ledig plads i indkøbscenterets parkeringshus.
Første stop er Joe & The Juice, og slubrende på hver sin matcha latte bevæger de sig lidt efter igennem Normals kringlede gange med tilbudsvarer på begge sider. Mumle griber en tandflosser fra en af hylderne.
”Jeg lavede et impulskøb på sådan en her for nylig. Mine bisser har skinnet lige siden,” siger hun og blotter tandsættet.
Hun er på jagt efter en bestemt hårspray, hun har set en reklame for, men den er ikke til at få øje på. Til sidst får hun lokket Line til at gå op og spørge ekspedienten.
”Jeg kan ikke lide at tale med fremmede. Jeg er lidt et barn, hvad det angår. Det er kommet inden for de sidste to års tid. Det er, som om jeg er blevet 10 gange mere introvert af at blive genkendt,” siger hun, inden veninden kommer tilbage med uforløst sag.
I stedet går de i Monki, hvor de bladrer sig gennem rækken af tøjstativer, og herefter i Mango, hvor Mumle forelsker sig i en opsat ’smykke-ø’ tæt ved kassen.
”Uhhh, dem skal vi lige have med os.”
”Er du sikker på, at du behøver dem, Julia?”
”40 kroner, det er sgu da pissebilligt, Line!”
”Ikke når man allerede har så mange smykker, som du har.”
”Jeg har ikke så mange smykker. Se lige, hvor billigt det er.”
”Du er seriøst det perfekte offer for tilbud.”
”Ja, og jeg skammer mig ikke.”
I ADSKILLIGE MÅNEDER blev Mumle og produceren Frederik Carstens ved med at indspille nye sange i studiet. Men selvom pladeselskabet udtrykte stor begejstring, var de fodslæbende, når det kom til at diske op med en egentlig pladekontrakt. Til sidst blev hun træt af at vente og udgav selv nummeret ’Moonwalkman’ på Spotify.
”Så havde jeg også et nummer, jeg selv kunne vælge på studenterbussen,” smiler Mumle, der kunne konstatere, at pladseelskabet gik i panik over, at hun pludselig havde ’breaket’ sig selv. De ringede og ville have hende til at fjerne sangen, fordi de gerne ville være dem, der annoncerede hende, når tiden var inde. Men det ville hun ikke.
Sideløbende havde hun og produceren haft fat i Universal, fordi de var trætte af at vente på det første pladeselskab, og de blev så begejstrede, at de tog turen til Aarhus, hvor de hoppede og dansede i sofaerne, mens de lyttede sangene igennem i studiet.
Nu ville både Sony og Universal gerne signe hende.
”Så stod jeg der med to kontrakttilbud og studenterhue på og var pissefuld tre uger straight. De ringede til mig hele tiden og skulle lige høre, hvad jeg lavede, og hvordan det gik, og om jeg var glad og sådan noget, og jeg var bare sådan: ’Ja, for helvede, jeg er fuld og fester hele tiden!’”
Da hun var blevet nogenlunde ædru igen, gik hun med Universal, der gav den bedste mavefornemmelse. De ville også have hende til at fjerne ’Moonwalkman’, så de kunne breake hende på ny. Men det ville hun ikke.
”Jeg tror bare, jeg lærte i den periode, at jeg ikke altid behøver alle mulige andre mennesker til at vurdere, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg ikke skal gøre.”
DET VAR MUMLES far, der fandt på at kalde hende Mumle. Det kom sig af, at hun altid lavede et særligt fjolleansigt på familiebillederne, som han mente, man med rette kunne beskrive som et ’mumleansigt’.
Da veninderne hørte om det, var de ved at omkomme af grin. Det var jo præcis sådan, hun så ud, når hun var fuld – hun fik altid et ’mumleblik’. Og eftersom hun altid blev mere ærlig, når hun havde opbygget en vis promille, men også mindre god til at udtale ordene, opstod snart udtrykket: ”Nu mumler Mumle igen.”
Da hun skulle vælge et kunstnernavn i forbindelse med pladekontrakten, mente mange, at hun bare skulle kalde sig ’Julia’. Men det syntes hun ikke selv. Hun forestillede sig, hvor mærkeligt det ville være, hvis fremmede mennesker råbte ’Julia’ efter hende på gaden. Efter lange overvejelser foreslog en af hendes veninder: ”Hvorfor kalder du dig ikke bare Mumle?”
”Jeg ved godt, at det er kikset at hedde Mumle. Der er mange, der har sagt til mig, at det lyder mærkeligt, klodset, men jeg føler, det passer godt sammen med mine tekster. De er lidt for ærlige og handler om noget, man måske ikke siger op i folks åbne ansigter. Men det kan ’Mumle’ godt tillade sig. Og folk kan tydeligvis huske det. Det sker så godt nok, at jeg bliver kaldt Bumle eller Mulle, men de fleste har forstået det!”
SANGEN ’DET MODSATTE’ kom ud i september 2023, den voksede af sig selv og opnåede i marts 2024 en guldplade med over 4,5 millioner streams. Det begyndte at vælte ind med anmodninger om det ene spillejob efter det andet. Men først et par måneder senere begyndte det at gå op for hende selv, at hun måske var ved at blive en spirende popstjerne.
”Én ting er, at man kan se, at man har fået mange streams, men jeg kender mig selv: Jeg er typen, der hører den samme sang hele dagen. Så jeg havde det sådan, at det kunne jo godt være, at det bare var de samme personer, der havde hørt sangen rigtig mange gange.”
Men da hun en lørdag formiddag i maj sidste år stod på Jelling Festival til sit allerførste festivaljob, kunne hun skue ud på en plads, der var næsten fyldt til randen. Alle mulige slags mennesker var mødt op – efterskoleelever, familier og børn, ældre mennesker.
”Okay, shit,” tænkte hun. ”Er alle de her mennesker kommet for at høre mig?”
Stort set hele publikum kunne synge med, og hun lod dem synge omkvædet alene – flere gange.
”Der var bare vildt god stemning, og alle så ud til at være glade. Og altså, de brølede med. Dér havde jeg det sådan: ’Måske har jeg ramt et eller andet.’”
