SOM MANGE ANDRE unge anede jeg ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg har altid elsket dansk og samfundsfag, så det måtte godt være noget, der kombinerede de to ting, men jeg var fuldstændig paralyseret over alle valgmulighederne. Så jeg tog et sabbatår og fik job på en restaurant. Jeg blev restaurantleder som 19-årig, og det var benhårdt. Du skal træffe her og nu-beslutninger, og der er direkte respons på, hvordan du håndterer situationer, kunder og medarbejdere, og det er meget unge medarbejdere. Der er krisesituationer og meget brandslukning.
Mit allerførste job fik jeg som 13-årig. Jeg cyklede rundt til alle mulige virksomheder i Birkerød med uopfordrede ansøgninger og fik et job hos en IT-virksomhed, hvor jeg satte frokost frem og gjorde rent. Senere fik jeg arbejde i fiskeafdelingen i et supermarked. Det var et af mine sjoveste ungdomsjob. Jeg var så nysgerrig. Læste alt om fisk og fik hurtigt mere ansvar. Jeg fik lov til at filetere en gråhaj, og så stod jeg for at lave smagsprøver hver weekend. Et koncept, som min ven og jeg havde fundet på. Ungdomsjob kan være pissekedelige, men hvis man giver noget af sig selv, og man går op i det, tror jeg helt automatisk, det bliver sjovere.
DA JEG SKULLE vælge uddannelse, kunne jeg ikke skelne de forskellige universiteter fra hinanden. Om det var AAU, KU, RUC eller CBS, var slet ikke vigtigt for mig. Jeg kunne også være blevet politibetjent, for det ville jeg rigtig gerne være i lang tid. Men en af mine venner sagde, at han troede, kommunikation på CBS ville være noget for mig. Så jeg tog til åbent hus og besluttede mig samme dag: Det var der, jeg ville gå.
Jeg havde det sådan, at hvis ikke jeg kom ind, ville jeg ud og rejse. Men jeg kom ind på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og CBS faldt virkelig i hak for mig, det samme gjorde kommunikationsdelen. Her var der en hylde for mig. Studiet handlede, hvordan virksomheder træffer strategiske beslutninger og kommunikerer i en samfunsmæssig kontekst, der samtidig styrker deres økonomi. Den kobling var vildt spændende.
Da jeg søgte ind, lå snittet på omkring 9,4. Jeg er både gået ud med det højeste snit i min gymnasieklasse og det højeste snit på universitetet. Jeg kunne godt ligne den klassiske 12-tals-pige, der har sat sig nogle mål og stræbt efter dem, men min uddannelse og mit job er kommet på grund af dedikation. Det handler om at gå ind i opgaver med fuld power hver gang.
Hver gang jeg er gået til en eksamen, har jeg tænkt: ”Det er pisse-spændende.” Og det mener jeg oprigtigt: Lad mig lære alt, hvad der er at vide om det her. Jeg har ikke haft målsætningen om, at det skulle være en god karakter, der skulle komme ud af det. Jeg hader i øvrigt ordet ’12-tals-pige’. Jeg synes, det er et tarveligt ord. Der er ikke noget galt i at være ambitiøs og dygtig til at gå i skole.
Morgentrafik og nye malaysiske venner.
DEN MENTALE TRIVSEL har aldrig været værre for unge end nu. Der er et konstant præstationspres, som man selv bliver nødt til at være med til at bryde. Jeg tænkte i hvert fald selv: ”Okay, nu skal jeg noget helt andet.” Og så tog jeg på udveksling ad to omgange. Først til øen Penang ud for Malaysias kyst, og anden gang til Monterrey i Mexico.
Udvekslingsopholdene har givet mig en bedre forståelse for, hvordan mennesker fungerer sammen. Der var selvfølgelig et exchange-miljø, men jeg havde bestemt mig for, at jeg gerne ville have lokale venner begge gange. I Malaysia blev jeg for eksempel en del af skolens svømmehold og tog ud og spiste med dem hver uge for at blive en del af deres kultur i det omfang, jeg kunne. Jeg tog også med dem i moské og sad udenfor og ventede, mens de bad, for også på den måde at prøve at være en del af deres liv.
At se, hvordan kultur og religion fungerer i praksis, er noget helt andet end at lære om det i teorien. Man får en tro på, at mennesker sagtens kan sammen, og at det handler om imødekommenhed. Mine udvekslingsophold var nogle tiltrængte pusterum, hvor der ikke var fokus på resultater, men på relationer, mennesker og på at skabe minder for livet. Det var helt bevidst, at jeg ikke søgte de bedst kendte universiteter. Jeg ville skabe tid til noget helt andet.
Den latinamerikanske kultur passer sindssygt godt til mig. Det fandt jeg ud af i Mexico. Temperamentet, ligefremheden, og at alt skal være så stærkt, som det kan være. Det skal salsaen, man spiser, og når man danser salsa, skal det være så ekspressivt som overhovedet muligt. Det kan jeg godt lide. Når man er på en bar i Mexico, fester alle med hinanden. Der er ikke grupper på samme måde som i Danmark. Du går ind, og så er alle dine venner. ”Kom og sid hos os!”
Sofie Høj i PR-tjeneste.
KOMMUNIKATION ER magtfuldt. Det er med til at forme tendenser, og inden for PR kan man være med til at skabe holdninger og ændre adfærd. Derfor er kommunikation og branding også rykket ind på ledelsesgangene, og man kan mærke, at virksomhederne prioriterer det meget højt. Jeg kan høre på mine kolleger, som har været i branchen i 20 år, at kommunikation helt klart bliver prioriteret højere. Tidligere handlede det nok i højere grad om, hvordan man kunne afsætte flest produkter. I dag handler det nærmere om, hvilket ansvar man har som virksomhed, hvad man er kendt for, og hvilken position man legitimt kan indtage. Det er det, jeg er med til at forme i mit arbejde som kommunikationsrådgiver: strategisk kommunikation, brandstrategier og store kampagner.
PR indebærer, at man er med til at sætte nogle dagsordener. Det handler ikke så meget om at sælge en tandpasta eller reklamere for den, men mere om at sige: ”Okay, hvad er der af holdninger derude om det, og hvordan kan vi ændre brandet i den kontekst?” Telefonselskabet Call Me er et eksempel. Vi var med til at lave deres kampagne ’Tal ordentligt’. De sælger telefonabonnementer, men hvad har de noget at sige om? De kan sige noget om, hvordan vi taler til hinanden. ’Tal ordentligt’ handlede derfor ikke om, hvor mange megabytes man kan få i sit telefonabonnement, men mere om at sætte en dagsorden. Det er det, PR indeholder for mig.
Det sjoveste ved mit arbejde er, når strategi og kreativitet går hånd i hånd. Helt konkret handler det om reserach, at finde ind til kernen og de rette kreative indsigter. Man skal have sit fundament på plads. Nogle gange har vi hele dage, hvor det bare er én lang kreativ brainstorm.
JEG HAVDE ALDRIG troet, at jeg ville blive verdensmester i noget. Men det er jeg nu, og det er meget mærkeligt. Det har været vildt. Min makker, Morten Haldrup, og jeg blev udvalgt af vores brancheorganisation som et slags uofficielt landshold, og vi skulle lave en kampagne for WWF Verdensnaturfonden, der skulle være med til at redde verdens regnskove. Der var 13 hold på verdensplan, og Morten og jeg kendte ikke hinanden i forvejen. Vi havde tre dage til først at lære hinanden at kende og så lave en hel strategi og et kreativt koncept, som vi ellers kan bruge uger og måneder på at lave og fintune. Det var en virkelig intens og sindssygt fed proces.
Vi arbejdede i 20 timer om dagen i de tre dage. Vi lavede 130 slides, der skulle koges ned til 10. Vi endte med at kalde vores kampagne ’Keep Us Breathing’. Da vi havde afleveret, var det bare hjem og sove. En uge efter skulle juryen, der bestod af store kreative profiler, votere, og vinderen skulle annonceres på et Zoom-kald med alle 13 hold. Vi sad inde på Mortens bureau (Advice, red.), og der var bestilt en kæmpe vogn med champagne og øl. Der var ret meget pres, da vi gik ind, men så vandt vi, og så var der konfetti og lykønskninger.
En gang imellem får jeg en strøtanke om at lave noget helt andet. Vi har et langt arbejdsliv, så på et tidspunkt kommer jeg nok til at kaste mig ud i nye udfordringer for at holde mig selv til ilden og gejsten oppe. Det er ikke sådan, at jeg har fundet min hylde for evigt. Men jeg elsker kommunikation og ser mange muligheder i faget. Jeg holder mine muligheder meget åbne. Jeg drømmer både om at sejle jorden rundt, skrive en bog og bestige Mount Everest – det hele. Jo flere drømme man har, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem går i opfyldelse.
