Hvornår fandt du ud af, at du ville være snedker?
”Det voksede gradvist ud af en form for trods. Allerede da jeg gik på efterskole, spurgte studievejlederne: ’Hvilket gymnasium vil du på?’ Det provokerede mig lidt, at samtalerne slet ikke handlede om, hvad jeg kunne tænke mig at blive. Men jeg valgte gymnasiet, klarede mig fint og var kløgtig, så nu blev jeg spurgt, hvilket universitet jeg ville læse videre på. Jeg havde ikke lyst til en stillesiddende hverdag og timevis foran en computer. Jeg ville lave noget mere fysisk. Mens jeg overvejede, hvad jeg ville, tog jeg blandt andet til Norge og arbejdede for at tjene penge til et ophold på en kunsthøjskole, hvor jeg lavede skulpturer og begyndte at interessere mig for formgivning og materialer. På en anden af mine rejser besøgte jeg et feministisk økokollektiv, Twin Oaks i Virginia, hvor der boede 100 mennesker, som havde fælles økonomi og tjente deres penge på kollektivets egne produktioner. Jeg hjalp til på værkstedet, hvor der blev bygget hængekøjer og møbler af træer fra skoven. Jeg følte mig godt tilpas – det var et ret eventyrligt sted – og da jeg efterfølgende ikke blev optaget på Kunstakademiet i København, søgte jeg ind på Teknisk Skole på Nørrebro som snedker.”
Hvordan var uddannelsen?
”Det var dejligt at have en fysisk hverdag. Men jeg syntes også, det var mentalt hårdt til tider. Fra første dag var vi hinandens konkurrenter i forhold til at få lærepladser. Der er forskellige retninger under snedkeruddannelsen, og jeg ville gerne være møbelsnedker. De lærepladser hang ikke på træerne, og jeg blev to gange afvist, alene fordi mester ikke ville have kvinder.”
Hvorfor det, tror du, det havde noget med kvinders fysiske styrke at gøre?
”De forklarede det ikke yderligere, de syntes bare ikke, det var attraktivt. Og den ene mester var mindre end mig, så det har næppe haft noget med fysikken at gøre. Jeg endte med en ret sammensat læretid, hvor jeg vekslede mellem skolepraktik og nogle korttidsansættelser som lærling. Jeg husker et sted, hvor mester skreg på tværs af lokalet, fordi han ikke syntes, jeg holdt ordentligt på excentersliberen. Det var ydmygende at blive råbt ad, men som lærling beklager man sig ikke. Det var meget sådan: ’Man skal jo være glad for, at man overhovedet har en læreplads.’ Men der var også gode tider undervejs, og på et andet værksted, hvor vi var tre kvinder og 20 mænd, brugte flere af de mandlige ansatte mig lidt som terapeut. Bare fordi jeg spurgte: ’Hvordan har du det i dag?’ Det var de ikke vant til. Men det blev også lidt krævende for mig – man kan komme til at lide under en slags omsorgsbelastning som kvinde i et håndværksfag.”
Til venstre: Laura Klakk i kollektivet Twin Oaks. Til højre med kompagnonerne i Log Ladies.
Var du i tvivl, om det var det, du skulle?
”Jeg følte, at jeg havde meget at bevise som kvinde, og var tit i tvivl, om jeg overhovedet var god nok. Men jeg gav ikke op. Noget af det bedste, der skete, var, at jeg fik rejst med uddannelsen ad flere omgange. Jeg var blandt andet på Malta som elev, og det lykkedes mig at få godkendt et praktikophold hos Twin Oaks i Virginia, hvor jeg virkelig fik lov at lave håndværk fra jord til værksted. Vi fældede selv træerne, flækkede dem op med økse og kiler, og jeg var med til at skære tømmeret op på det lokale savværk. Her fandt jeg ud af, hvor meget jeg brænder for træhåndværket og de fantastiske egenskaber, træ har.”
Hvad skete der, da du blev svend?
”Jeg blev udlært i foråret 2019 og ringede til kooperativet Egen Vinding & Datter, et bæredygtigt byggefirma på Sjælland. Jeg havde flere gange søgt læreplads hos dem, hvor de ikke tog møbelsnedkere. Jeg sagde: ’Nu er jeg blevet svend og kan alt muligt!’ Og så ansatte de mig ugen efter i en tømrerlignende stilling. Jeg begyndte at interessere mig for økobyggeri og større konstruktioner og mødte en masse gode mennesker. Men jeg var nødt til at sige op efter et halvt år, da jeg igen ville ud at rejse – nu som færdigudlært. Jeg byggede af lokale bionedbrydelige materialer med lokale folk i Guatemala og Mexico, og herefter valgte jeg at flytte til Sydfyn med nogle venner for at bo i et kollektiv på en gammel bondegård. Jeg tog noget efteruddannelse som restaureringshåndværker og lærte noget om gamle byggetekniker, som jeg blandt andet brugte, da vi her på gården byggede en lade i bindingsværk.”
Hvordan kom du ind i Log Ladies?
”Jeg deltog på et håndværkertræf med Under Ombygning, et netværk for kønsminoriteter inden for håndværk. Her mødte jeg folk fra Log Ladies, et nystartet byggekooperativ fra København for kvinder, transpersoner og nonbinære. Ligesom dem var jeg interesseret i at skabe et alternativ i en kønsdomineret branche, hvor jargonen kan være meget fasttømret, og arbejdslivet ufleksibelt. Da en af initiativtagerne flyttede til Svendborg, hev hun fat i mig, og for godt to år siden oprettede vi Log Ladies’ Svendborg-afdeling. Vi var heldige at finde nogle lokaler på Frederiksø, Svendborgs gamle værfts-ø, hvor flere frivillige initiativer og mindre virksomheder holder til. Her er værksteder og folk, der har fokus på kunst og kultur. Det har taget lidt tid at skaffe opgaver her på Fyn, men efterhånden er vi blevet et navn, man kender, og det seneste år er Log Ladies gået fra fire til otte ansatte. Vi tilbyder snedker- og tømrerløsninger og tager små og mellemstore byggeopgaver som terrasser, havemøbler, sheltere, tiny houses. Vi laver også byggeworkshops for kulturinstitutioner, skoler og foreninger. Vi har udviklet et medbyg-koncept, hvor for eksempel elever på efterskoler bygger ting, skolen mangler, fordi vi tror på, at man får et andet forhold til noget, man selv har været med til at bygge, og passer bedre på det.”
Er det sandt, at man ikke kan få lov at arbejde for Log Ladies, hvis man er mand?
”Vi har endnu ingen cismænd ansat. Men det er ikke, fordi de ikke er velkomne som sådan. Det er ikke noget, vi har nogen regler om. Vi vil gerne have en mere mangfoldig byggebranche og først og fremmest skabe arbejdspladser til den gruppe af håndværkere, vi selv tilhører. Dem, som har haft sværere ved at finde sig godt tilpas i branchen. Udfordringen er i første omgang at skabe job til færdiguddannede kvindelige håndværkere og transpersoner, som der har været stor mangel på nærmest lige siden 80’erne, hvor rødstrømperne var modige nok til at insistere på, at de gerne måtte være på håndværkeruddannelserne.”
I værkstedet i Twin Oaks.
I har intet hierarki i Log Ladies, alle får den samme løn, og samtidig arbejder I ikke mere end 25 timer om ugen. Betyder det, at smørret må smøres tyndere ud?
”Vi arbejder ikke meget, men vores timeløn er relativt høj, det er den bedste, jeg endnu har fået som håndværker, og vi har en slags solidaritetsløn-løsning i støbeskeen, hvor de andre lægger noget ekstra, hvis der er nogen i gruppen, der for eksempel ikke kan dække huslejen en måned. Hvis man vil arbejde 40 timer om ugen, må man gerne det. Men ingen af os værdsætter det rigtig. Det kan godt ske, jeg arbejder 45 timer en uge, men så holder jeg tilsvarende fri den næste – hvis jeg har lyst til at gå Ærø rundt, holde fri hjemme, eller hvad ved jeg. I vores kooperativ tænker vi på andet end en høj månedlig indkomst, så det kræver, at man ikke har et kæmpe forbrug – men som klimaansvarlige mennesker passer det fint til Log Ladies’ medlemmer. Vi går efter et lille årligt overskud, men har ingen ambitioner om at vækste i traditionel forstand, og vi snakker allerede om, hvad vi skal gøre for at bevare nærværet og ikke drukne i bureaukrati, hvis vi skulle blive over 10 ansatte. Til gengæld vil vi gerne vokse på andre måder. Log Ladies kan knopskyde – har man lyst til at starte selv på Ærø, i Esbjerg eller i Hamborg, er man velkommen til det. Selvfølgelig efter visse principper.”
