JEG HAR ALTID følt mig lidt som en ’tøsedreng’. Med det mener jeg, at jeg altid har trivedes bedre i sammenhænge, hvor der var plads til følsomhed. Jeg har aldrig været god i et omklædningsrum. Det blev sgu hurtigt lidt for bøvet. Fodbold gad jeg ikke, og en kort overgang prøvede jeg håndbold, men det var heller ikke noget for mig.
Som 12-årig begyndte jeg i stedet til jazzballet på Nørrebro Teater sammen med min mor. Den eneste dreng blandt en masse midaldrende kvinder. Min mor var rødstrømpe, måske spillede det en rolle. Jeg var langhåret, da jeg kom i skole, og jeg syntes bare, det var sjovere at hænge ud med pigerne end med drengene.
Mine forældre var lige akkurat for gamle til at være en del af ungdomsoprøret, men unge nok til at være påvirket af det. Min far var lektor på Københavns Universitet, og min mor gik hjemme med min bror og mig, indtil vi var 5-6 år gamle. Derefter begyndte hun på børnehaveseminariet, hvor hun realiserede sig selv med hennahår, bongotromme og velourbukser.
På den måde var jeg lidt et hippiebarn. Jeg hørte glamrock og iførte mig min mors højhælede cowboystøvler. Klippede ærmerne af en gammel cowboyskjorte og tog en charmeklud på. Jeg har altid været heteroseksuel, men jeg kunne godt lide at udfordre kønsrollerne lidt. Det var der plads til dengang i 70’erne.
10-årige Jesper Binzer, 1975. Foto: Privat
JEG VILLE RIGTIG GERNE skille mig ud. Jeg plejer at sige, at jeg altid har sendt et postkort i forvejen. På den måde slap jeg for at skulle definere mig selv, når jeg mødte folk, fordi mit image kom mig i forkøbet. Som ung var jeg ham den langhårede, der kørte rundt på en budcykel iført min røde postjakke. Og hvorfor gjorde jeg så det? Måske fordi jeg var bange for at blive usynlig. Det var Instagram, før Instagram fandtes.
På seminariet havde min mor lært tre akkorder på en guitar. Derhjemme besluttede hun sig for at prøve sine pædagogiske evner af på ’Cobber’ (Jesper Binzers lillebror, Jacob Binzer, red.) og mig. Fra sangbøgerne ’Spil bare løs’ lærte jeg at spille ’Se den lille kattekilling’ med kun én akkord. Ville vi lære mere, kunne vi gå videre til min far, der spillede spansk guitar. Det gjorde ’Cobber’. Jeg havde mere travlt med at skate. Vi var outlaws, det var us against the world, og vi byggede ramper og rejste rundt for at skate. Til Silkeborg, Helsingborg og Göteborg.
Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt punken og forelskede mig i The Ramones. Min første kæreste var lige gået fra mig, og jeg var ulykkelig. Midt i mine kærestesorger lyttede jeg til pladen ’It’s Alive’. The Ramones var enormt seje, men under overfladen lå en undertone af noget romantisk, som virkelig ramte mig. Det blev min første breakup-plade.
Med hjelm og knæbeskyttere, Herlev Skatepark, 1980. Foto: Privat
GENNEM SKATERMILJØET og punken mødte jeg Stig (Pedersen, red.). Han spillede bas og var lige blevet smidt ud af punk-rockbandet ADS. Men fandeme nej, han ville bevise, at de tog fejl, og ville starte et nyt band. Stig spurgte, om jeg ville være med, og vi begyndte at mødes i ungdomsklubben Klub 47 på Amager, ham, mig og Peter (Lundholm Jensen, trommeslager i D-A-D 1982-99, red.). Vi klikkede helt utrolig godt med det samme.
Det var i 1983, vi gik i gymnasiet, og i fritiden skrev vi sange. Under en af vores øvere spillede Stig et riff på tre akkorder, som jeg syntes lød som country. Når vi blandede det med punken, blev det til cowpunk. Både musik og tekster bar præg af ironi, og da vi havde fem sange, vi kunne spille to gange i løbet af en aften, begyndte vi at spille koncerter i ungdomsklubber og til privatfester. Hver weekend havde vi et nyt nummer med.
Vi havde set, at mange countrybands havde et ko-kranie med på scenen, så det skulle vi også have. Vi købte det hos en slagter på Amager og kogte kødet og huden af. Det tog flere dage og var et værre rod, men op på scenen kom det, med ekstra store horn, som vi selv havde sat på. ’Molly’, som vi kaldte det, var med os i flere år, indtil det blev stjålet på et spillested i Amsterdam.
Jesper og lillebror Jacob i barndomshjemmet på H.C. Ørstedsvej, 1974. Foto: Privat
En næsten nyfødt rockstjerne, 1965. Foto: Privat
I FORÅRET 1984 spillede vi på Musikcafeen i Huset i Magstræde. Med os havde vi for første gang ’Cobber’, der spillede guitar. Vi betragter hans indtræden som den dag, hvor D-A-D – Disneyland After Dark – for alvor blev stiftet. Navnet kom ud fra en forestilling om, at når Disneyland lukkede, kunne alt ske, og det passede godt til vores legende stil. Vi havde spandevis af fuldstændig grundløs mandlig selvtillid, og vores koncerter var én lang opvisning i, hvor indbildsk man egentlig kan være. Vi struttede rundt med vores kindben og små appelsinballer, og vi nægtede at tage noget seriøst. Alt skulle være frit.
Stig, Peter og jeg flyttede sammen i en kælderlejlighed i Løgstørgade på Østerbro. Det var et erhvervslejemål, og vi forsøgte at bilde andelsforeningen ind, at vi var et nystartet bookingbureau. Det kunne de nemt gennemskue, at vi ikke var, men vi fik lov at flytte ind alligevel. Jeg arbejdede i en børnehave og gjorde rent på erhvervsmanden Peter Zobels kontor, mens vi indspillede demoer, som vi sendte til pladeselskaber.
Et af dem var Mega, der godt kunne lide vores cowpunk-lyd. De gav os en kontrakt på en ep, som vi indspillede i 1985. Den bestod af tre numre, et af dem var ’Marlboro Man’. Jeg sang det dyriske omkvæd i vokalboksen, og da jeg hørte det igen ude i kontrolrummet, tænkte jeg for første gang: ”Det her, det kan noget.”
D-A-D i Sweet Silence Studios. Foto: Toke Hage/Ritzau Scanpix
DE NÆSTE ÅR horede og drak vi os gennem det meste af Skandinavien og Vesteuropa. I 1986 udgav vi vores debutalbum ’Call of the Wild’, og året efter kom ’D.A.D. Draws a Circle’. Med de to plader fik vi virkelig smagt på det hele. Men der indtraf også hurtigt tømmermænd. Både fysiske og moralske. Der findes ingen eksistentialistisk krise så dyb som den, der kommer efter en ordentlig omgang tømmermænd. Vi blev simpelthen ramt af blues.
Det satte sine spor i musikken. Vi lagde ironien og cowboyhatten på hylden og indspillede i stedet noget, der var hårdere, mere alvorligt. Og ramte lige ned i nuet. Den nye lyd passede perfekt med de bevægelser, der var i rockmusikken på det tidspunkt. I 1988 var vi første gang på en miniturné i USA, og det var en vild oplevelse at være et product. Derovre var D-A-D én lille pølse på et meget langt bånd af pølser, der også ville være store rockstjerner.
Vi underskrev en stor pladekontrakt med Warner og tog på en større USA-turné året efter, men det store gennembrud kom ikke. Pludselig var det en kamp med alle de andre bands om at have det højeste hår og den vildeste guitar, og det passede os ikke at forsøge at ligne White Lion, Europe og Danger Danger. Vi kunne nok have været mere vedholdende og tjent en masse penge, men vi havde allerede løbet hornene af os i Europa, og vi havde familier, der ventede derhjemme.
FRA USA HUSKER jeg desværre mest at bo på Holiday Inn, hvor vi selv skulle vaske vores sengetøj. Og så husker jeg en nærmest uhyggelig groupie-kultur, der var ekstremt klichéfyldt for en dansker. Jeg prøvede i al venskabelighed at leve op til rockstjerne-rollen, så godt jeg kunne, men det blev hurtigt lidt hult.
Når jeg kom ned fra scenen efter en koncert, især i de store byer i Midtvesten, stod der en horde af unge piger, som dukkede op til alle koncerter med tidens rocknavne. Og så skulle der være fest, sådan var det bare. Det var en ret grum rollefordeling, at de unge piger nærmest kun eksisterede som nydelse for den mandlige del af selskabet. Jeg ville hellere høre, hvad der foregik inde bag pandebrasken på Jessica – hvem hun var, og hvor hun kom fra – men det var der hverken lyst, tid eller råd til. Hun skulle have et hak i sengestolpen, og jeg skulle også være typen, der gerne ville have et hak i sengestolpen. Og altså: Jeg klager ikke! Men jeg mistede hurtigt interessen.
Når man er mandlig forsanger i et rockband, får man hurtigt tildelt en rolle, som jeg altid har haft svært ved at leve op til. Særligt da jeg var yngre, skulle jeg være sådan en, der drak og knaldede hele tiden. Jeg har oplevet, at folk er kommet væltende ind ad døren backstage med en flaske whisky og en pose coke. Og så bliver det hele lidt mærkeligt, når jeg hellere vil have en kop te.
Fotosession til albummet ’Everything Glows’, 2000. Foto: Privat
I D-A-D HAR vi altid arbejdet på den måde, at vi har taget føringen på skift. Når en af os er blevet ramt af kreativitet og energi, har resten stillet op, klar til at lege. Men i 2016 kunne jeg for første gang mærke, at min ivrighed ikke blev mødt af de andre. Jeg gik og brændte inde med alt muligt, men da jeg forsøgte at overtale bandet til at gå i studiet, sagde ’Cobber’ bare: ”Jeg skal ikke en skid.” Det gjorde mig vred, og jeg følte mig svigtet.
En aften var jeg på Store Vega for at se Kim Larsen. Bagefter spurgte hans manager, om ikke jeg kom en tur ind på Hero Bar i Stormgade. Jeg ankom lidt før og havde allerede et par fadøl under bæltet. Da Kim Larsen kom ind ad døren, rejste jeg mig op og råbte: ”The King!” Han svarede bare: ”Du skal fandeme ikke kalde mig et hundenavn.”
Vi faldt i snak, og jeg delte mine frustrationer over bandet.
”Hvad fanden skal jeg gøre?” spurgte jeg. ”De andre gider ikke øve.”
”Hvis de ikke gider øve, så ud med dem,” svarede han. Det var hans tilgang.
Når Kim Larsen ville lave
musik, havde man bare at stille op, ellers fandt han nogle andre at indspille med.
Jeg var vant til at skrive tekster med Stig, men nu var jeg på egen hånd. Jeg gik i studiet med Søren Andersen, som spillede bas i D-A-D en sommer. Først var det bare nogle numre, men inden jeg fik set mig om, stod jeg med en hel plade. Ingen i D-A-D vidste det, selvom vi i mellemtiden igen var begyndt at øve. Jeg turde ikke sige det til dem, og det var latterligt. Men da den første single blev spillet i radioen og brugt som intro til et bokseprogram på Viasat, kunne de næppe undgå at bemærke det. D-A-D er en drengeklub af træmænd, et dysfunktionelt kvadrupel-ægteskab, og alt, der ikke har noget med bandet at gøre, gemmer vi væk. Hvilket også kan være befriende.
Hjemme på H.C. Ørstedsvej, 1980. Foto: Privat
JEG HAVDE HOVEDET oppe i min egen røv. Det skyldtes også, at jeg befandt mig i en mærkelig gråzone på grund af mit Dolol-misbrug. Jeg har altid lidt af søvnløshed, og når det bliver nat, og andre mennesker går ind og gør klar til at få deres otte timer, fortsætter dagen inde i mit hoved. Det er fyldt med chit-chat og tanker, der myldrer, og jeg har uro i hele kroppen. Jeg får fysiske angst-anfald, og der er ikke rigtig nogen kur, der virker. Når det er værst, får jeg kun 2-3 timers søvn. Når det går godt, får jeg fem eller seks. Det er sket, at jeg har holdt mig vågen en hel nat for at kunne sove den næste.
Gennem årene har jeg prøvet alt: sovepiller, melatonin, baldriandråber, te med honning og så videre. I perioder har jeg også røget hash, og for omkring 10 år siden kom opioiderne ind i billedet. Jeg havde hold i lænden, og lægen udskrev en mindre dosis Tramadol. Det virkede fantastisk, jeg fik ro i kroppen. Tramadol og Dolol kunne ikke få mig til at falde i søvn, men pludselig var det en helt anden oplevelse at være søvnløs. Jeg var rolig og kunne holde om min daværende kone om natten. Jeg følte mig ganske enkelt mere som mig selv.
Der var ikke så meget opmærksomhed omkring faren ved opioider dengang, og derfor var de til at lokke ud af bekendte, som havde fået udskrevet for mange, eller som ikke kunne tåle dem og fik kvalme. Jeg fik Dololer i fødselsdagsgave i både 2014 og 2015. Og når jeg var i udlandet, købte jeg dem med hjem. I starten tog jeg dem kun, når rastløsheden og angsten ramte om natten, men med tiden blev det hver dag.
Koncert på Nemoland, 2007. Foto: Privat
I STARTEN VAR det fantastisk at være på Dololer. Men stille og roligt begyndte ulemperne at overskygge fordelene. Glæden forsvandt, når effekten af pillerne aftog, og i stedet blev jeg sur på en selvsikker og idiotisk måde, hvor jeg var sikker på, at jeg havde ret, og alle andre tog fejl. Det var det, der skete, da jeg blev skidefornærmet over, at resten af bandet ikke ville indspille med mig.
Jeg var afhængig af Dololer i 22 måneder. Det blev sværere og sværere at skaffe pillerne, og til sidst måtte jeg bestille dem på nettet fra et firma i Kina. Jeg gik derhjemme og ventede, indtil der endelig lå en kuvert med kinesisk afsenderadresse i postkassen. Men der var ingen piller. I stedet lå der et brev fra Københavns Politi, hvor der stod, at de havde taget mine piller, fordi de var ulovlige.
Jeg slap for en bøde, men jeg syntes, at det var ekstremt pinligt. Og så lagde jeg faktisk Dololerne på hylden – fra den ene dag til den anden. Jeg har altid været et meget kontrolleret menneske, og måske er det angsten for konsekvenserne, der får mig til at holde op, før jeg kommer alt for langt ud. Jeg har også haft periodisk hashmisbrug, som jeg har kvittet uden problemer. Men jeg må indrømme, at jeg sover dårligere i dag, end da jeg var på opioider.
Koncert på Tiøren, Amager, 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
JEG LEVER ET liv, der er travlere end nogensinde. Der har aldrig været så meget bud efter D-A-D som nu. Nogle siger, at vi kun er blevet sammen for pengenes skyld, og ja, der er gode penge i det. Det manglede da også bare, for man ofrer en masse, når man lever et rock’n’roll-liv, flyver rundt, spiller koncerter til sent om aftenen og alt det der – for eksempel sin nattesøvn. Men man kan ikke arbejde så hårdt, som vi gør, hvis det kun er pengene, der driver værket.
Vi har været i gang i 40 år, og vi har ingen planer om at stoppe. Jeg skal ikke kunne sige, om der på et tidspunkt er nogle, der siger stop. Vi bliver jo også ældre, og jeg har selv forhøjet blodtryk. Men lige nu har vi alle den samme fornemmelse: Vi er stadig gode, og vi har i hvert fald fem år mere at give af.
Jeg har stadig brug for at skrive nye sange og udkomme med ny musik. Det er sådan, jeg kommer af med mine følelser. Og jeg kan nok ikke holde mig væk. Min far døde i 2019 af en uhelbredelig lungesygdom, og mens det langsomt gik ned ad bakke, lå han indlagt på Frederiksberg Hospital. I den periode havde vi mange gode snakke om livet og om løst og fast. Han sagde mange kloge ting. En af de sidste var dette: ”Det her er ikke ment så hårdt, som det er sagt. Men dit største problem, Jesper, det er jo, at du er sceneliderlig.”
