1. ET RASENDE NÆSEHORN
Mine tidligste minder er dramatiske. I Zambia, hvor jeg boede, fra jeg var tre, til jeg var seks, var jeg ved at drukne i en pool til et af de garden parties, som de hvide, rige overklassedamer holdt i landet dengang i de spæde 70’ere. Mens min mor stod og pludrede med de andre damer, forvildede jeg mig ned i den dybe ende af bassinet, og pludselig befandt jeg mig under vand og kunne ikke få vejret.
En anden gang drak jeg petroleum ved et uheld. Mine forældre opbevarede vand og petroleum i samme slags plastikdunke, så jeg blandede saftevand med petroleum og måtte til udsugning på det lokale hospital, hvor der skulle flere læger til at holde mig fast, mens de tvang en lang slange ned i halsen på mig.
Jeg husker også en dag, jeg kom hjem fra skole, hvor gartneren lige havde slået en grøn mamba, en af Afrikas farligste giftslanger, ihjel.
Vi var i Afrika, fordi min far skulle hjælpe det zambiske skovbrugsministerium med at forøge træproduktionen. Vi boede i et hus, som vi havde fået tildelt af regeringen, med hunde og katte og en stor baghave. Allerbagerst lå der et såkaldt servants’ quarter, hvor der boede en lokal familie, som arbejdede for os. Min mor og far havde egentlig besluttet, at vi ikke skulle have nogen ’tjenere’. De havde ikke lyst til at være sådan nogle hvide overklasseløg, men så fik de at vide, at det var usolidarisk, hvis de ikke delte deres løn med nogle ansatte. Derfor boede Mr. Chitambo, hans kone og deres to børn nede i baghaven under helt andre, usle vilkår. Han var gartner, mens hun lavede mad og gjorde rent for os. Det var Mr. Chitambo, der slog den grønne mamba ihjel.
Det meste af fritiden tilbragte vi med at tage på safari. Min far kørte os ud i alle mulige safariparker, langt væk fra lands lov og ret. Vi kørte også i regntiden, på kanten af kæmpestore vandpytter, hvor bilen lige så godt kunne være rullet rundt. Min mor har senere fortalt, hvordan min far satte sig for at bygge en tømmerflåde, så han kunne fragte os over Zambezi-floden. Det blev heldigvis ikke til noget, men han var ung, eventyrlysten og fuldstændig frygtløs. Når jeg kigger på ham med mine nutidsøjne, var han lidt af en drengerøv, lidt af en daredevil, men det er jo også det skønne ved at være ung. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at tingene kan gå galt.
Engang kørte vi rundt og ledte efter næsehorn, i hvad der føltes som 100 år, da der pludselig stod ét inde i noget højt elefantgræs. Det var ikke ualmindeligt, at de vilde dyr blev sure på os, hvis vi kom for tæt på. Vi havde før mødt elefanter, som var gået truende mod bilen og havde indikeret, at nu kunne vi godt daffe af, men af en eller anden grund blev det her næsehorn exceptionelt gal på os og kom stormende ud af elefantgræsset. Min far speedede op, men et næsehorn kan løbe virkelig hurtigt, så det blev ved med at være lige bag os. I dag husker jeg tydeligt følelsen af at kigge direkte ind i øjnene på det her kæmpestore, rasende næsehorn.
2. 100 FLIPPEDE FORÆLDRE
Efter tre år skulle vi hjem igen. Det havde jeg slet ikke lyst til, for hvad var ’hjem’ overhovedet? Jeg ville bare gerne blive i Zambia, men min fars kontrakt ophørte, så turen gik tilbage til Danmark.
Jeg begyndte i Hillerød Lilleskole, og det var lidt af et kulturchok. Jeg havde været vant til at gå med skoleuniform og til en engelsk lærerinde, som slog én over fingrene med linealen, hvis man gjorde noget forkert. Alting havde været meget hierarkisk, og nu befandt jeg mig pludselig i ’flipperland’, hvor alle børn havde langt hår og gik i tøj, de selv havde lyst til. I den første lange periode drømte jeg mig hver dag tilbage til Afrika.
Vi flyttede ind i bofællesskabet Sættedammen, der bestod af 27 familiehuse, men det var fælleshuset, der var omdrejningspunktet. Mine forældre var ikke hippier med hashpiber i skjortelommen, det var de lidt for gamle til, men de var rundet af tiden, og i 70’erne var Sættedammen præget af fællesmøder, fællesspisninger, fællesferier og fællesfester. Jeg husker tydeligt de evindelige fællesmøder, hvor folk hele tiden skulle gøre alle diskussioner meget længere, end de behøvede at være. Det var bittesmå ting, man diskuterede, men de voksede sig altid store, fordi alle skulle høres. Der fik jeg virkelig grundlagt en utålmodighed med møder, som jeg stadig har i dag, hvor jeg dårligt nok kan tage til et forældremøde uden at tænke: ”Det her kunne vi gøre på den halve tid.”
Der var mange børn i bofællesskabet, men jeg har aldrig været typen, der har 20 overfladiske venskaber. Jeg er mere typen, der har to gode venner, så hele konstruktionen passede ikke rigtig til, hvem jeg var.
Jeg kunne ikke lide, at der var så åbne grænser hele tiden. Jeg kunne godt have tænkt mig at bo bag en ligusterhæk med min mor og far, alt det andet gjorde mig usikker og forvirret. Mine forældre havde travlt med at afprøve alt muligt, og derfor havde de måske ikke så meget tid til at spejle sådan et lille følelsesladet barn, som jeg var.
Det lå i hele 70’er-tankegangen, at kernefamilien var en gammeldags opfindelse, der havde spillet fallit. I Sættedammen havde man et slogan om, at børn skulle have 100 forældre. Vi skulle føle, at alle de voksne var vores forældre. Jeg brød mig ikke om det. Jeg ville bare gerne have mine egne.
3. DIGTE OG ANGSTANFALD
Jeg fik en følelse af endelig at få lidt fodfæste, men så skulle mine forældre pludselig skilles. Sådan husker jeg hele min opvækst. Hver eneste gang jeg følte, at jeg kunne begynde at hvile lidt i det hele, skete der noget nyt.
Jeg var lige blevet 13 år, og først blev jeg boende lidt med min mor og lillesøster i Sættedammen, men senere flyttede jeg hen til min far, som var rykket videre til et kollektiv. Det var heller ikke noget for mig, men jeg ville hellere bo sammen med ham, for min mor var meget ulykkelig efter skilsmissen, og det var svært for mig at være i. Jeg var også selv ramt af sorg. Sådan er det jo, når ens forældre ikke er sammen mere, men det tog man meget let på i 70’erne, hvor tilgangen var, at ”det tager børn ikke skade af”.
Jeg synes ikke, at der var meget i de år, jeg kunne læne mig tilbage i og føle mig tryg ved. Jeg tror, det var derfor, jeg fik angst. Angstanfald er generelt udløst af, at man ikke kender sig selv særlig godt, og at man er bange for følelser i sig selv. Det er i hvert fald min tolkning, og jeg kom ud af barndommen med en hel masse følelser, jeg ikke rigtig forstod. Jeg havde ikke en særlig god fornemmelse af mig selv, for jeg var flasket op i et miljø, som ikke passede til mig, og hvor jeg hele tiden var tvunget til at være med i alt muligt, jeg egentlig ikke havde lyst til.
Det var i den periode, jeg begyndte at skrive. I begyndelsen dagbog og senere digte. Jeg ved ikke, hvor min interesse kom fra. Mine forældre var ikke specielt interesserede i litteratur, og jeg var ikke selv specielt glad for at læse. Da jeg mange år senere begyndte at studere dansk på universitetet, sagde min mor: ”Jamen, Katrine, du har jo aldrig læst andet end tegneserier.”
Det at skrive var noget, jeg selv fandt på som 13-årig. Som et redskab til at finde fodfæste. Måske var en del af attraktionen, at det var mit. Mit helt alene.
4. UDLÆNGSEL
I de usikre ungdomsår var jeg meget sammen med min mormor. Hun var en rigtig Hellerup-frue, der stemte konservativt, mens jeg selv havde hang til den yderste venstrefløj. ”I det mindste stemmer vi begge to K,” plejede jeg at sige til hende, men jeg ved ikke, om hun forstod joken.
Hun var et meget levende menneske, aldrig sur og bitter, som visse gamle damer godt kan blive. Hun havde luret, at hvis hun var sur, var der ingen, der ville besøge hende. Hun var også et stort legebarn og meget eventyrlysten, og vi rejste en del sammen, ikke til farlige steder, men til London og Paris, og når vi var af sted, var jeg altid en slags tjenerinde for hende. Hun havde det der Hellerup-agtige over sig: ”Nu vil jeg gerne have en cerut.” Så måtte jeg ud for at finde sådan en. ”Nu skal jeg bruge et toilet.” Så måtte jeg finde sådan et. Til gengæld var hun altid frisk på at stige på en hvilken som helst bus, der kom forbi, for at komme ud at opleve noget.
Senere begyndte jeg selv at rejse meget – lange rejser, hvor ingen anede, hvor jeg var, og det kunne være gået galt 1.000 gange, men jeg havde den samme følelse, som min far havde haft: Verden er én stor legeplads. Jeg tog flere gange til Zambia alene, jeg havde lyst til at komme tilbage for at se, hvad det hele var for noget, og jeg længtes efter dengang, vi havde været sammen som en kernefamilie.
Jeg havde en trang til at komme ud, hvor det hele var lidt mærkeligt, farligt og spændende. Og et behov for at gå kontra på alt for etablerede sandheder. Hvis alle herhjemme sagde, at kommunisterne var nogle dumme svin, som spiste små børn, tænkte jeg, at det nok ikke var hele sandheden. Derfor rejste jeg til Nordkorea, men det var begrænset, hvad jeg fik set, for første gang jeg forsøgte at begive mig ud på egen hånd, blev jeg hurtigt skygget af en repræsentant fra styret, og så var det slut med at gå rundt alene.
Mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg en sjov biltur til Rusland med Søren Brostrøm (tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, red.) og to andre. Alle sagde, at det var umuligt at komme ind i Rusland, og at man på ingen måde kunne få lov til at køre rundt i landet i sin egen bil, så vi tænkte med vores ungdommelige rebelskhed: ”Lad os prøve.” Det lykkedes, og vi så meget af landet, og selvom det kun var Søren, der kunne en smule russisk, fik vi også snakket med en masse mennesker.
En aften var der en flok russere, der hældte store mængder vodka på os, og bagefter kørte vi galt, og så stod vi der, midt ude i den russiske nat. Vi forsøgte at blaffe hjem til hotellet, og langt om længe kom en kæmpestor lastbil kørende med russiske soldater på ladet. De ville gerne have os med, og vi sprang om bord. Jeg husker fornemmelsen af at stå der, omringet af Den Røde Hær, og tænke: ”Hvad har jeg rodet mig ud i?” Men de var utrolig flinke og satte os af ved vores hotel. Jeg tror sågar, de sang for os.
Med alderen er jeg blevet mere forsigtig, og efter at jeg har fået børn, er det kun blevet værre. Min mand er samtidig overhovedet ikke interesseret i at rejse. Det sætter også en effektiv prop i systemet.
5. EL PUEBLO UNIDO JAMÁS SERÁ VENCIDO
I bofællesskabet var jeg blevet flasket op med, at verden skulle forandres, så den blev mere retfærdig for alle dem, der var undertrykte. Det løb i blodet på mig i mange år.
Min veninde Anne var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og derfor blev jeg det også. Det mobbede min far mig ret meget med. Kommunisme var jo forbundet med Sovjetunionen, og det passede ham virkelig dårligt, så hver eneste aften til aftensmaden sad han og stak til mig. Jeg kunne heller ikke selv stå inde for det hele, men til gengæld var de unge kommunister skidegode til at organisere ting – demonstrationer, indsamlinger. Der blev arrangeret en støtterejse til Nicaragua, og da Anne ville af sted, besluttede jeg mig for at gøre det samme.
Sandinisterne var kommet til magten i landet, og vi var en stor, international brigade, der rejste af sted og hjalp til i kampen mod ’kontraerne’ ved at plukke kaffe.
Hver morgen blev vi vækket klokken seks, og så var det ellers ud i bjergene for at plukke. Vi arbejdede hele tiden, og vi tabte os alle sammen, fordi vi ikke fik noget at spise, men samtidig var det én stor ungdomsfest. Vi var 150 mennesker fra hele verden, der blev sunget og spillet guitar, og folk blev kærester på kryds og tværs. Jeg blev selv forelsket i en fyr fra Argentina, og jeg fortalte ham, at jeg var digter. Det må have lydt frygtelig prætentiøst, men det var sådan, jeg følte mig.
Samtidig lå dramaet og ulmede lige under overfladen. Folk blev bidt af giftslanger, og fordi vi var en international brigade i en storpolitisk konflikt, skulle vi beskyttes, så der lå militærfolk og passede på os rundt om lejren. Det ville være en fjer i hatten for kontraerne at snuppe en international brigadist. Det lykkedes faktisk en gruppe kontraer at nærme sig lejren, men de brød aldrig helt igennem.
Da jeg rejste hjem igen, var det med en følelse af, at international solidaritet var det vigtigste i hele verden. Jeg blev sekretær i Chilekomiteen og skulle hjælpe flygtninge, der kom til Danmark efter at være blevet tortureret af Pinochets militærdiktatur. Men så blev jeg ringet op.
6. BEGRAVELSER
Jeg tog telefonen og fik at vide, at min veninde Anne var død. Hun var blevet skudt på åben gade i Nicaragua. Det var et kæmpechok. Jeg skyndte mig ind på DKU’s hovedkontor, hvor de andre sad lamslåede. Senere blev jeg sammen med Annes venner enige om, at nogen skulle holde en tale til bisættelsen, men det er ikke let at holde en tale for en jævnaldrende kammerat på 22 år, så de andre faldt fra. Det endte med, at jeg måtte gøre det alene. Og jeg var glad for at sige noget, for jeg syntes, at det var mere forfærdeligt bare at sidde der i sorgen.
Dagen efter tog jeg ned til min far i Skælskør for at være sammen med ham. Næste morgen vågnede jeg ved, at min mor ringede og sagde, at noget var galt. Der havde været en stor togulykke ved Sorø, og min far var ikke mødt på arbejde. Var han overhovedet taget af sted, hvad var der sket?
Han var ingen steder at se, så jeg gik ud og startede bilen og kørte rundt fra politistation til politistation. Det hele var ét stort kaos. Ingen havde overblik over, hvor de døde var, og hvor de sårede var henne.
Da jeg ikke kunne få noget at vide på politistationerne, begyndte jeg at køre rundt til hospitalerne. Der var heller ingen af dem, der havde overblik. Det var en meget lang dag, og jeg var hele tiden i kontakt med venner og familie. Der var flere, der var helt overbeviste om, at han selvfølgelig var i live og gik rundt og hjalp de sårede, men jeg havde hele tiden en følelse af, at han kunne være død.
Jeg endte på et hospital i Ringsted, og da jeg heller ikke hørte noget der, kørte jeg tilbage til min fars gård. Lidt efter ringede politiet og spurgte, om jeg ville komme og identificere liget, for nu havde de måske fundet ham. Jeg kørte op på kapellet, og ganske rigtigt, der lå han. Han havde fået hele vogn 13 ned over sig og var blevet dræbt på stedet.
Jeg gik i chok. En politimand kørte mig tilbage til gården, mens jeg rablede om alt muligt, der ikke havde noget med dødsfaldet at gøre. Og så startede en ny omgang med at ringe til folk og fortælle nyheden og planlægge begravelse. Denne gang holdt jeg også tale, men selvom jeg lige havde prøvet det, var det noget helt andet. Det var min far. Ham, jeg altid havde været mest tryg ved og lænet mig mest op ad. Og nu var han død.
7. ENSOM FORFATTERSPIRE
Jeg mistede min selvforståelse og mit verdensbillede. Hele min indre verden var ødelagt og skulle bygges op på ny. Jeg gik helt i stå med at skrive. I stedet skyndte jeg mig at blive forelsket i en murer, som jeg flyttede sammen med.
Først da jeg forlod mureren et par år senere, kom trangen til at skrive tilbage. Men på en anden måde end tidligere. Dødsfaldene havde gjort mit liv mere alvorligt, og det blev pludselig noget andet for mig at skrive. Det var ikke bare for sjov længere. Jeg havde det, som om Vorherre havde smækket døren i mit hoved to gange nu, og min måde at svare på blev at skrive. Det blev mit holdepunkt i alt det kaos, for inderst inde var jeg rasende, og jeg forsøgte at forvandle den enorme frustration til en skriveenergi.
Jeg fandt også en slags hævn i, at der var sket noget destruktivt, men at jeg svarede konstruktivt igen. Sådan sagde min indre logik mig, at det skulle være. Jeg måtte svare med noget smukt og godt. Jeg blev næsten besat af at skrive, og jeg fik dårlig samvittighed, hvis jeg ikke skrev. Så var det, som om jeg svigtede mig selv og svigtede dem.
Et par år forinden havde mine forældre givet mig penge til et skrivekursus, og jeg havde tidligere sendt digte ind til Hvedekorn og Politiken. Men de blev afvist, og jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at jeg kunne blive forfatter. Jeg forestillede mig, at jeg måske skulle være gymnasielærer, politiker eller biolog, men mens jeg studerede dansk på universitetet, faldt jeg over et opslag til Forfatterskolen.
Jeg søgte ind, blev optaget, og så blev jeg rigtig tændt. Det var en kæmpe verden, som de gamle skrivelærere som Poul Borum var med til at åbne for mig. De viste vejen ind til noget helt andet end det, jeg kendte i forvejen.
Som 27-årig debuterede jeg med digtsamlingen ’Dagene skifter hænder’. Jeg havde fra starten rimelig succes, jeg fik arbejdslegater, og jeg fik ros i den litterære verden, men det var også lidt farligt for min person, for det var alt sammen ude af sync med resten af mig. I mit privatliv var jeg ulykkelig. Jeg stod meget svagt i, hvem jeg egentlig var, for jeg havde ikke så mange stærke relationer. Der var en meget stor diskrepans mellem at stå til en reception og være en af de nye og fede og så komme hjem og være helt alene. Jeg ville gerne, som de fleste unge mennesker, finde en kæreste og stifte familie, men alt det lå stille. Den ene side af mit liv galopperede derudad, mens den anden side stod helt stille. Det gjorde ikke den indre splittelse mindre.
8. ET OVERSKÅRET ÆBLE
Da min far døde, blev alle mine relationer testet. Det er mit indtryk, at det tit sker i kølvandet på forfærdelige hændelser. Hvem kan du stole på, når noget går galt? Hvem laller du bare rundt med, og hvem står rent faktisk sammen med dig?
Det bliver et maskefald for ens relationer, og for mig var det en brat opvågning, for mit netværk skrumpede betydeligt. Mine venner var unge og uskyldige, og jeg var pludselig meget alvorlig, men min familie skrumpede også, dels som konsekvens af en arvestrid i min fars familie, dels fordi der var relationer, som i skyggen af tragedien forvitrede over tid og til sidst blev meningsløse.
Jeg havde haft en bred omgangskreds og en stor familie, men i midten af mine tyvere var der ikke mange tilbage. Det gav mig helt klart en ensomhedsfølelse. Efter min fars død havde jeg det, som om mit liv var brækket over, og jeg lå og rullede rundt i to dele som et overskåret æble.
Der gik lang tid med at sørge, men også med at forsøge at samle mig selv igen. Jeg endte med at gå i psykoanalyse i ni år. Når jeg fortalte det til andre, sagde de tit: ”Ej, hvor dejligt! Så har du virkelig en at tale med om det hele.” Men folk er ikke klar over, hvor meget modstand man selv rummer, og hvor meget vi egentlig skjuler hele tiden, både for hinanden og for os selv. Man skjuler jo alt det svære, alt det, man ikke vil have noget med at gøre. Hvis man går til psykolog én gang om ugen, risikerer man nemt, at det ene år tager det andet, mens man bliver ved med at snakke uden om det, som egentlig er besværligt. Tanken med psykoanalyse er, at man efterhånden nemmere vil kunne udholde de svære følelser, og det er rigtigt nok, men det tog godt nok lang tid.
Da jeg langt om længe var færdig med psykoanalysen, var jeg i starten af trediverne og stod tilbage med en klarere fornemmelse af mig selv. Det betød også, at jeg med en større tydelighed mærkede, at jeg egentlig ikke befandt mig særlig godt sammen med det sidste af min familie, heller ikke med min mor og min søster.
Det endte med at tage yderligere 10 år at frigøre mig fra alle de ting, jeg ikke havde lyst til at være i nærheden af. Da jeg stod tilbage efter det opgør, var der faktisk ikke nogen tilbage.
9. INDSIGT OG UDSIGT
Jeg talte engang med Suzanne Brøgger. Hun sagde: ”Hvad vil du helst have? Et let liv, der ikke vejer noget, eller et tungt liv, som du selv skal løfte?” Der er jo en dyb menneskelig erfaring i de svære ting. Man lærer meget af dem, og man bliver nok også en bedre forfatter, for man får adgang til en masse følelser. Og hvis du kan bruge dem til at leve dig ind i andre menneskers følelser, er det en gave.
Jeg har altid holdt på, at litteratur i udgangspunktet ikke skal være terapeutisk arbejde for forfatteren selv, men efter i mange år at være gået rundt om den varme grød satte jeg mig alligevel for – med udgangspunkt i min egen historie – at skrive om at føle sig fremmed i sin egen familie. Det blev til romanen ’Det samme og noget helt andet’, der udkom i 2021. Det var enormt angstprovokerende at skrive bogen, for det gik op for mig undervejs, hvor alene jeg egentlig stod med mine følelser og mit syn på tingene. Den slags forsøger man til daglig at forskåne sig for med en passende mængde fortrængninger, men fordi jeg satte mig ned og skrev om det hele, blev jeg nødt til at se smerten direkte i øjnene.
Jeg må indrømme, trods min skepsis over for autofiktion, at det var en stor lettelse for mig at skrive den bog og ligesom fortælle min side af historien højt. Da den kom ud på papir, kunne jeg nemmere lægge det hele bag mig og sige: ”Jeg så det på dén måde, andre så det på dén måde, men nu er jeg videre.”
Min mor var utrolig generøs og sagde, at hun syntes, at det virkede, som om det havde været godt for mig at få skrevet den. Det har uden sammenligning været den af mine bøger, jeg har fået flest læserreaktioner på. Jeg tror, jeg har fået 1.000 mails fra mennesker, der har det svært med deres familie. På den måde har det været en virkelig meningsfuld bog at skrive. Det er bare stadig tabuiseret og utrolig svært at snakke om, at de relationer, som vi er flasket op med – som skulle være de stærkeste og de
vigtigste – måske ikke altid er det.
10. ELEKTRISK TIL SALSA
Efter at jeg havde været i Nicaragua som ung, besøgte jeg Cuba. Her var jeg på salsakursus, og lige siden har jeg interesseret mig for cubansk salsa. I slutningen af mine tredivere begyndte jeg selv at gå til salsa i København, og her mødte jeg en dag Troels. Han havde ingen som helst forståelse for hverken Mellemamerika eller Cuba. Han var lige flyttet til København fra Ringsted, og fordi han ikke rigtig kendte nogen, havde en af hans kolleger foreslået ham salsa. Han kunne godt lide at danse og var også god til det, så han blev hængende, og sådan lærte vi hinanden at kende. Og blev kærester.
De ni år i psykoanalyse havde gjort mig klar over flere ting. Den ene var, at jeg gerne ville holde mit arbejdsliv og mit privatliv adskilt. Mange af mine kolleger er gift med andre forfattere, og alle deres venner er forfattere, men den form for bobletilværelse er jeg ikke tiltrukket af. Ens aktier i offentligheden går hele tiden op og ned. Det ene øjeblik er du et geni, og det næste øjeblik burde du ligge under dynen og skamme dig. Det er åbenbart sådan, det er i offentligheden, men jeg kunne ikke se nogen grund til at trække det ind i mit privatliv.
Det var det første, jeg sagde til Troels: ”Vi kan tale om alt muligt, men jeg vil aldrig diskutere litteratur med dig.” Det havde han det helt fint med. Han var elektriker og interesserede sig ikke for litteratur.
11. IKKE FLERE UNDSKYLDNINGER
For første gang i mit voksne liv fandt jeg en, som så mig, forstod mig, accepterede mig og rummede mig. Jeg var 39 år, og det havde hele tiden været min plan, at jeg skulle finde en mand og have børn, men som tiden var gået, var jeg godt klar over, at mine odds blev mindre og mindre.
Jeg havde forinden overvejet, om jeg skulle adoptere eller blive insemineret, men jeg var ikke rigtig glad for tanken om nogen af delene, og jeg var egentlig begyndt at opgive håbet lidt, da en anden Troels, nemlig Troels Kløvedal, til en sammenkomst sagde til mig: ”Selvfølgelig skal du ikke få børn alene. Du skal da bare ud at finde dig en mand. Der er masser, der gerne vil være far til dine børn.” Det gav mig lidt af selvtilliden igen.
Efter jeg havde mødt Troels, var der en læge, der sagde til mig, at det var for sent at få børn. Jeg tænkte: ”I will prove you wrong”, og det gjorde vi. Som 42-årig fik jeg en datter, og tre år senere også en søn. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for mig.
Når man bliver forælder, kan man ikke længere tillade sig at være offeret. Så er man pludselig den ansvarlige. Man kan godt nogle gange som et ungt menneske synes, at man er offer for alt muligt, og det er man jo også. Det er vi alle sammen. Men når man bliver mor, rykker man frem på forsædet og tager ansvaret. Sådan bør det i hvert fald være.
For mit vedkommende gav det mig en enorm styrke.
Nu er der ikke flere undskyldninger. Nu kan du ikke længere komme og sige: ”Men jeg havde sol i øjnene, og der var modvind.” Nej, nu må du tage dig sammen. Der ligger en enorm styrke i at tage det ansvar på sig.
