DET SKAL DU BRUGE Til 4 personer 0,5 dl olivenolie 4 fed hvidløg, knuste 50 g koriander, finthakket 0,5 tsk. chiliflager 4 tykke stykker torskefilet eller anden bæredygtigt fanget torskefisk, med skind (ca. 700 g) 4 store friske laurbærblade (kan udelades) 2 citroner, den ene skåret i 8 tynde skiver, den anden skåret i kvarter som tilbehør […]
Tekst og foto:Sami Tamimi & Tara Wigley

DET SKAL DU BRUGE

Til 4 personer

0,5 dl olivenolie
4 fed hvidløg, knuste
50 g koriander, finthakket
0,5 tsk. chiliflager
4 tykke stykker torskefilet eller anden bæredygtigt fanget torskefisk, med skind (ca. 700 g)
4 store friske laurbærblade (kan udelades)
2 citroner, den ene skåret i 8 tynde skiver, den anden skåret i kvarter som tilbehør
Tahinsauce som tilbehør (kan udelades)
Salt og sort peber

SÅDAN GØR DU

Forvarm ovnen til 250° varmluft.

Hæld 2 spsk. olie i en lille sauterpande, og varm den op ved middelsvag varme.

Tilføj de knuste hvidløg, lad dem stege i 10 sekunder, og tilføj så koriander, chiliflager, 0,25 tsk. salt og et drys sort peber. Steg det hele i 4-5 minutter under hyppig omrøring, så hvidløgene når at blive møre, og tag så panden af varmen.

Læg torskestykkerne med skindsiden nedad i en bradepande med bagepapir, og pensl dem med de resterende 2 spsk. olie. Krydr dem let med salt og peber, og fordel korianderblandingen oven på hvert stykke fisk. Spred den ud, så hele overfladen er dækket, og læg så 2 skiver citron og eventuelt et laurbærblad oven på hver filet. 

Ovnsteg fiskestykkerne i 7-8 minutter, eller til de er lige netop gennemstegte. Server dem lige fra ovnen med en citronbåd og eventuelt tahinsauce, som du laver ved at røre 150 g tahin, 2 spsk. citronsaft, 1 knust fed hvidløg, 1,25 dl vand og 0,25 tsk. salt sammen.

Tip: Opskriften fungerer også fint med laks. Eller med magre, kødfulde fisk som havbars eller hellefisk. 

HJEM TIL JERUSALEM

Bogstavet p findes ikke i det arabiske alfabet, så ’Falastin’ er på den ene side bare det ord, palæstinenserne bruger om sig selv. Samtidig er det et ord, der dækker geografi, historie, sprog, jord, identitet og kultur.

Sami Tamimi er født i Østjerusalem og blev trænet som kok på toprestauranter i Tel Aviv, inden han flyttede til London, da han var sidst i tyverne. Her mødte han den israelsk-engelske kok, kogebogsforfatter og madiværksætter Yotam Ottolenghi, hvis brand han hjalp med at opbygge.

20 år senere giver Sami Tamimi nu med kogebogen ’Falastin’ en moderne fortolkning af sine kulinariske rødder.

De over 110 opskrifter, der bugner med allehånde, spidskommen, oliven­olie, bælgfrugter, sumak, citron, yoghurt, dild, hvidløg og grøn chili, er udviklet i samarbejde med Tara Wigley, der er fast medskribent for Yotam Ottolenghi.

 

Tags: , ,
SE MERE