EFTERMIDDAGSSOLEN ER TRÆNGT gennem de ellers våde, grå himmelgardiner, da Flemming Pedersen står foran det lysende røde metro-M, der markerer elevatoren til stationen ved Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Puddelhunden Pixie, der trofast har fulgt sin ejer siden corona-nedlukningen og hjulpet gennem både sorg og abstinenser, snuser nysgerrigt asfalten tynd. Imens står Flemming Pedersen og tripper med en stak laminerede huskekort, han skal tale ud fra. Han er nyklippet, det korte hår er vippet op i en strit, og hans øjne er lyseblå og på én gang skarpe, men hårdt levet liv og metadon har lagt et slør over dem. Om lidt skal han, som en del af organisationen Gadens Stemmer, vise en flok gymnasielærere fra Middelfart rundt på Nørrebro, hans gamle hood, hvor han som hjemløs sov, tjente penge og fik sine stoffer.
”Har I en bagkant?” spørger han gymnasielærerne, da de er ankommet og klar til en tur ned ad memory lane med den tidligere misbruger, der i dag er i metadonbehandling og bor i en lejlighed i Vanløse.
”For jeg snakker sgu som et maskingevær,” siger han og sætter en timer på sin telefon, så han kan blive advaret, når turens 90 minutter er ved at rinde ud.
Mødestedet er ikke tilfældigt. Flemming Pedersen fortæller, at det er et godt sted at sove under de hvide søjler ved den kirkelignende indgang til Assistens Kirkegård. Der er ly for regnen, og man kan ligge nogenlunde i fred, forklarer han. ”Fulde folk kan godt finde på at pisse på hjemløses soveposer, og jeg har også oplevet, at de har sat ild til dem,” fortæller han, mens gymnasielærerne er tavse, ramt af alvor, og en mand i skrædderstilling sidder under søjlerne på et liggeunderlag og tæller sine pantflasker.
EGENTLIG STOD ET liv i misbrug ikke skrevet i kortene for Flemming Pedersen. Han voksede op i Ikast med to brødre og en søster, en far, der var skolelærer, og en mor, der pressede kjoler på en fabrik, og han havde, siger han, en god og tryg barndom. De tre søskende har alle haft gode, velbetalte jobs, og på spørgsmålet om, hvorfor det mon gik galt for ham, er han forsigtig. Ja, han sloges om forældrenes opmærksomhed med sin ene bror, der var en såkaldt pseudotvilling, men mest af alt fik han nok de forkerte venner som ung teenager.
Fra den første genstand på blå mandag trillede snebolden. Alkohol blev til hash, hash blev til amfetamin, der senere blev til heroin. Ad flere omgange prøvede han at lægge rusmidlerne bag sig. Han gik blandt andet i lære som maskinsnedker og møbelsnedker, fordi han ”godt kunne lide at have splinter i fingrene”. Men tilbagefaldene lurede altid lige om hjørnet, og i 1985 blev misbruget suppleret med sovepiller, nervepiller og ’Benzo’er’.
Når medicinhåndbogen hvert år udkom i en fornyet udgave, stod Flemming Pedersen klar på biblioteket. Han skulle se, om der var nye medikamenter på markedet med nogle af ”de gode bivirkninger”. Sløvende medicin, der kunne slukke for de indre stemmer, der sagde, at han ikke duede til noget.
”Misbrugslivet har været ledsaget af konstant dårlig samvittighed over for mig selv og mine omgivelser,” siger han og fortæller, at han har været i behandling i hvert fald 25 gange med alskens metoder. Minnesota, Føniks og gestaltterapi. Og at han gennem hele sit voksenliv har holdt statusmøder med ’Den store sagsbehandler’, som Gud hedder i hans vokabularium.
Flemming Pedersen drømmer om at bygge sit eget Tiny House.
”NÅ, LAD OS komme videre,” siger han og sætter i galop med Pixie ved sin side, mens gymnasielærerne zigzagger gennem Nørrebros fredagsmylder med tourguiden i front. Endnu en fynsk gymnasielærer slutter sig stakåndet til flokken. Han troede, at mødestedet var Nørreport og ikke Nørrebro. Den veloplagte guide hilser den nytilkomne velkommen og tager flokken med gennem tunneller og under halvtage, der er gode at sove i og under. Nok var der mange forbipasserende, men i det mindste lugtede der ikke af lort og tis, som der ellers ofte gjorde på byens hjemløsesovepladser.
På Nørrebrogade stopper Flemming Pedersen op og peger på en stikvej: ”Dér er Diana vokset op,” siger han og fortæller, at Diana var narkoman og alkoholiker, men også hans kæreste og bedste ven. De gik gennem misbrugstiden sammen uden tag over hovedet. For to år siden døde hun efter lang tids sygdom, og Flemming Pedersen har savnet hende på fuld tid lige siden. Han har også overvejet ”at følge efter hende”, for han har ikke fundet en, han har kunnet betro sig til siden.
Han stoler hverken på sig selv eller ”de gamle hoveder” fra miljøet. De er alle sammen for betagede af suset, eller også lever de i konstant angst for tilbagefald. Men Pixie, hun har, sammen med Livslinjen, holdt hans fødder på jorden.
”Jeg har fået noget at leve for igen. Jeg lever for de her ture. Det er faktisk som at gå til psykolog. Jeg får luftet ud ved at fortælle min historie.”
Foran Stefanskirken, der står som et stoisk anker midt på Nørrebrogade, gør flokken holdt. Det var her, han tiggede, dengang han vejede 48 kilo og mere eller mindre levede af heroin.
”Der var en fantastisk præst i kirken dengang, Anne hed hun. Hun var ikke bare en præst, hun var også en dygtig socialarbejder, og hun passede på os. Anne lånte gerne en hundredelap til de trængende, hvis bare de lovede at betale tilbage en dag. Man lever et liv i tæt berøring med døden, når man er misbruger,” siger han og spørger forsamlingen om, hvor mange de tror, der kommer til en begravelse af en hjemløs. En stilhed larmer.
”Ikke så mange,” svarer en af gymnasielærerne.
”Til Dianas begravelse var der otte til stede i kirken. Inklusive mig, præsten og kordegnen.”
FLEMMING OG DIANA søgte ofte ly hos et familiemedlem. Her skød de heroin i et af værelserne, og efter at have sovet forlod de det med slanger, pumper og blodrester på sengetøjet.
”Helt inde i sjælen var jeg ikke ligeglad, men udadtil lod jeg bare som ingenting, siger han og stopper ved et højt etagebyggeri ved Lundtoftegade. Kæresteparret sov her med jævne mellemrum. De samlede dørmåtter sammen, så det ikke var så koldt at ligge på betongulvet, og på den måde tilbragte de flere juleaftener.
”Det var det værste. Duften af julemad smøg sig ud over dørtærsklerne tilsat en lyd af liv og glade dage. Og det eneste, jeg kunne give min kæreste, var et skud heroin i armen. Det var ensomhed og mørke.”
Gymnasielærerne er fortsat tavse af alvor.
”Når man er misbruger, handler det hele om at holde sig rask,” siger Flemming Pedersen og forklarer, at ’rask’ for en misbruger betyder at være på stoffer. Diana drak en halv kasse stærke øl om dagen, han skød heroin og tog alle de piller, han kunne få fat i. Engang tog han 256 metadoner og 40 sovepiller. Han ville egentlig dø, men faldt ikke engang i søvn, fordi hans krop havde vænnet sig til så høj en dosis af rusmidler.
Af og til bliver Flemming Pedersens historie afbrudt af bedstemødre med slikgnaskende børnebørn i klapvogne, ølflasker, der klinker selvsikkert mellem unge venner, og af børnegrin og forældre-smalltalk på Flyverlegepladsen i Nørrebroparken.
”Byens rum har ændret sig for de hjemløse,” forklarer ’nedtour’-guiden og fortæller, at da det såkaldte zoneforbud kom i 2017, kunne de hjemløse ikke længere bare lægge sig hvor som helst og sove – politiet fik ret til at genne dem væk.
”Det er svært at finde et offentligt sted at sove i dag, men dengang vi var hjemløse, Diana og mig, var vi heldige. Vi kunne sove på en bænk, hvis vi ville,” siger han og nikker mod de mange bænke, der flankerer Nørrebroparkens bøgeallé, og beretter om dengang, de to boede i telt en hel sommer på en græsplæne over for Føtex på Nordre Fasanvej.
”Det var skidehyggeligt, og vi fik solgt en masse ’Hus Forbi’.”
Makkerparret Flemming og Pixie. Foto: Julie Holst
EFTERMIDDAGSSOLEN ER gået ned, og himlen er atter en grå, knyttet næve, mens flokken traver af sted ad den hvinende og hvæsende Jagtvej, der er en af Nørrebros asfalterede hovedblodårer. Gymnasielærerne laver små strækøvelser med hænderne i lommen for at holde kulden stangen, da Flemming Pedersen atter drejer ind på Assistens Kirkegård. Han viser rutineret rundt mellem grantræer og gravsten og stopper ved kunstneren Leif Sylvesters mindesten for de hjemløse, et værk, der skal minde om alle de udsatte, der ligger på de ukendtes grav.
Da Diana døde, pungede han ud til et gravsted i den anden ende af byen, for han ville have et sted, hvor han kunne mindes.
Han afslutter til klapsalver i tusmørket og siger: ”Hvis bare jeg kan hjælpe én ved at fortælle min historie, er det en god gerning og det hele værd.”
