FRA JEG VAR otte år gammel, ville jeg gerne være tøjdesigner og sad og lavede produktionstegninger. Den slags, en skrædder bruger for at vide, hvordan et stykke tøj helt lavpraktisk skal sættes sammen. Når tegningerne var færdige, tilføjede jeg altid en lille firkantet materialeprøve, som jeg havde klippet ud af en af min mors sommerkjoler.
Min mor levede med huller i kjolerne i mange år. Hun er selv meget kreativ og lidt flippet. På den ene side arbejdede hun med software i Nationalbanken, på den anden side var hun en del af det anarkistiske fællesskab på Christiania i 70’erne. Jeg stoppede først med at klippe i hendes kjoler, da jeg efter 9. klasse tog et grundmodul som tøjdesigner på Teknisk Skole på Frederiksberg.
Her fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være tøjdesigner. Det var besværligt og tog ekstremt lang tid. At lave et jakkesæt endte nærmest som en matematikopgave. Det kunne jeg ikke overskue. I stedet fandt jeg ud af, at skomageruddannelsen lå på tredje sal, hvor de lidt ældre drenge legede med store maskiner og sålefræsere. Der var en helt konkret udvikling i produktet fra dag til dag, som passede meget bedre til mit temperament.
Roccamore er en blanding af det italienske ord ’roccaforte’, som betyder fæstning, og ’amore’, der betyder kærlighed. Hver sko skal være en robust og smuk fæstning af kærlighed, fortæller Frederikke Antonie Schmidt.
KORT EFTER HAVDE jeg lavet mine første sko fra bunden. Det var et forløb på seks måneder, og mit afgangsprojekt var en pump i beige og lyserød med en stor sløjfe. Jeg kunne ikke få de rigtige gulddutter til hælene, så jeg var nødt til at stikke guldfarvede tegnestifter i dem.
Jeg besluttede, at jeg ville være skodesigner, og da jeg havde afsluttet gymnasiet, flyttede jeg fra København til Herning for at tage en uddannelse i fashion business på TEKO. Fra stenbroen til en mark, bogstaveligt talt. Vi var seks i klassen, og jeg klikkede ikke med nogen af de andre. Da vi havde afsluttet vores første år, vandt jeg et design-sommerkursus i Firenze. Det ændrede alt for mig.
Gennem min mormors nabos bedste vens datter – eller sådan noget – fik jeg kontakt til en dansk skodesigner, som arbejdede lidt uden for Firenze. Hende besøgte jeg flere gange, mens jeg var på sommerkursus, og hun ville gerne have mig i praktik, da kurset var overstået. Det var de ikke meget for på min uddannelsesinstitution hjemme i Danmark, men det blæste jeg på, og vi sammenstykkede vores egen hjemmelavede praktik, hvor jeg skulle fungere som hendes assistentdesigner.
Alle Roccamores sko bliver produceret i Toscana i Italien.
MIN FØRSTE DAG som praktikant hos skodesigneren startede lidt rodet. Jeg havde fået besked på at blive sat af bussen ved ’det røde hus’. Da jeg ikke talte italiensk endnu, prøvede jeg at forklare mig på fransk, hvilket forvirrede buschaufføren. Hele bussen forsøgte at afhjælpe situationen, alligevel endte jeg med at komme af det forkerte sted. Jeg måtte blaffe det sidste stykke og kom i hvert fald en time for sent. Dagen efter var det alle de samme mennesker i bussen fra dagen før, og derfra begyndte alle de gamle damer at pludre løs til mig i bussen. Jeg forstod ingenting, før jeg købte en ordbog og gav mig til at slå alle ordene op.
Jeg har altid fået at vide, at jeg larmer for meget, griner for højt og fylder for meget. Da jeg kom til Italien, larmede de alle sammen. Italienere er ikke bange for at ødelægge den gode stemning, og de tysser ikke på hinanden. Man tager alle problemer, når de opstår, også i andres påhør. I dag er jeg gift med en italiener, og i hans familie kan de godt have flere højlydte samtaler på tværs af spisebordet på en gang eller råbe fra køkkenet til soveværelset. De kan sidde og råbe i 40 minutter i stedet for lige at skifte plads. Mentaliteten passede bedre til mig.
Hver sko får navn efter en stærk kvinde. Frederikke Antoine Schmidts første design blev opkaldt efter en italiensk burlesque-sangerinde ved navn Lucy, som altid gik i voluminøse kjoler og var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende.
JEG TILBRAGTE HELE det sidste år af min uddannelse i Italien og fløj kun hjem til Danmark for at gå til eksamener indimellem. Da jeg var færdiguddannet, ville jeg gerne specialisere mig yderligere og søgte ind på en master i skodesign på Polimoda, en privat designuddannelse i Firenze.
Den koster omkring 100.000 om året, så min mormor gav mig et arveforskud, og mens jeg gik på skolen, levede jeg af dåsetun, saltkiks og cigaretter. Jeg arbejdede 12-14 timer hver dag, hele året. Om aftenen var det kun mig og alle de asiatiske studerende, som sad tilbage. Japanerne var de vildeste. De havde en sovepose liggende under skrivebordet og en vandkoger til at lave kopnudler. Så meget betød det for dem.
Skolen ligger på en smuk bakketop i en gammel villa fra 1800-tallet med en dyr restaurant, hvor mange af mine mere privilegerede medstuderende spiste deres frokost. Jeg røg smøger med tjenerne på bagtrappen, og efterhånden som vi blev venner, begyndte de at give mig overskydende mad fra buffeten.
Roccamore har butikker i Lyngby, København, Aarhus og Oslo i Norge.
JEG SYEDE TØJ og lavede smykker, som jeg solgte på det lokale marked, og med tiden blev jeg venner med en dame, der havde en vintagebutik, som opkøbte dødsboer, blandt andet efter tidligere supermodeller. Når hun havde for meget, fik jeg lov til at købe det billigt og sælge det videre. Sådan finansierede jeg mit liv.
På skolen lærte jeg at lave avancerede sko og stiletter fra bunden. Man starter altid med hælen, fordi det er den dyreste komponent, derfra former man læsten, som er den træ- eller plastikform, skoen formes omkring.
Vi lavede alle mulige helt urealistiske sko. Jeg lavede en med fem store sløjfer, en formet som en sommerfugl og en med en hæl formet som Afrodite. Modelistaen var ved at gå helt kold over, hvor svært det var at lave. Den sko ville nok koste 12.000-15.000 kroner, hvis jeg skulle tjene en lille smule på den i det virkelige liv. Det er fedt at få lov til at være kreativ og prøve ting af, men når jeg ser tilbage, er det helt hul i hovedet, at der ikke var en underviser, som fortalte os, hvordan man tænker det forretningsmæssige ind.
Der var en vild konkurrencementalitet i det miljø. Det var ikke unormalt, at man overnattede på skolen de sidste to måneder før præsentationen af afgangsprojektet, hvor nogle af Italiens største modehuse sender deres talentspejdere ud – fordi det sker, at folk brænder hinandens kollektioner.
EFTER POLIMODA arbejdede jeg med design og research i flere forskellige virksomheder, inden jeg blev kreativ direktør i Mermaid Frontier, et stort internationalt skofirma, hvor jeg rejste 200 dage om året og pendlede mellem designkontoret i Italien, hovedkontoret i Budapest og fabrikken i Kina for at sætte produktionen op. Alt handlede om at afværge kriser. Jeg husker tydeligt engang, hvor vores container med en hel kollektion mugnede, fordi den ikke var blevet pakket godt nok.
Efter knap to år sagde jeg op og rejste tilbage til København med min mand, som arbejdede på en ph.d. i molekylærbiologi og skulle tage et semester i udlandet, hvis han ville arbejde uden for Italien efterfølgende. Jeg var overbevist om, at jeg kunne få job i Danmark, men alt, jeg fik tilbudt, var som juniordesigner, hvilket var nogle skridt ned ad karriere- og lønstigen og meget uinspirerende.
Det føltes som et nederlag. Men da jeg havde fordøjet det, besluttede jeg at tage en overbygning i marketing på KEA, og samtidig ledte jeg efter et sted, hvor jeg kunne dygtiggøre mig. Jeg fandt en skomager i Jægersborggade på Nørrebro, som lavede håndsyede herresko og indlæg til atleter. Først var han afvisende og vrissede lidt ad ideen. Men jeg var meget insisterende, og til sidst fik jeg ham overtalt til, at jeg måtte gå til hånde, når jeg fik fri fra skole ved 14-15-tiden.
Frederikke Antonie Schmidt samarbejder med blandt andet en læderfabrik, en sålefabrik og en hælefabrik om hver sko.
HOS HAM BLEV jeg ekstremt opsat på ideen om at lindre kvinders fødder, når de gik i højhælede sko. Hver gang jeg havde lavet en sål, gik jeg med dem for at teste. Hvis jeg ikke kunne mærke min lilletå, var svangen nok for høj, og så måtte jeg regulere den. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg havde den perfekte indersål. Den kom mit afgangsprojekt på KEA til at handle om.
Jeg fik en virkelig dårlig karakter, fordi min underviser og censor mente, at det var urealistisk og besværligt. Jeg blev så provokeret, at jeg startede en crowdfunding-kampagne for at bevise, at det kunne lade sig gøre at lave sko til kvinder, der både er sexede og komfortable.
Det endte med, at jeg fik 330.000 kroner fra 306 mennesker, og så måtte jeg jo færdiggøre det, jeg havde begyndt. Jeg havde aldrig overvejet, hvad der ville ske, hvis jeg nåede mit mål, men pludselig måtte jeg starte en produktion. Siden er vi vokset for hver kollektion, og sidste år solgte vi 30.000 par sko. I år håber vi at ramme 40.000-50.000.
