Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ANN-SOFIE NIELSEN
20 år, studerende, Ringe Station

JEG HAR SET på Facebook, at det er billigere at få lavet negle i Ringe end i Svendborg, hvor jeg bor. 200 kroner skal jeg give for akrylnegle. De skal være lange og lyserøde. Jeg kan godt lide at gøre noget ud af mig selv. Jeg har mødt folk, også i min familie, der synes, det er for meget med sådan nogle lange øjenvipper og sådan en lyserød jakke. Jeg synes, det er fedt.

JEG KAN GODT lide Brian-typer, selv om jeg ikke tror, de selv ville omtale sig sådan. Sådan nogle med hurtige, pimpede biler. Jeg deler interessen med en veninde, og vi begyndte at komme i kælderen under Kvickly i Svendborg, hvor Brian-typerne mødes og sammenligner biler. Min kæreste, René, har en Golf 4 med en bas bagi, der er ved at få vinduerne til at poppe ud. Nogle gange tager vi til Odense, hvor man kører lovligt ræs på noget, der hedder Striben. Når jeg får kørekort til efteråret, køber jeg en Lupo. Så vil jeg sætte lys på siderne, der skinner Volkswagens VW-logo ned på jorden. Min veninde skal have den samme. 

JEG ER VED at tage matematik på AOF, så jeg kan begynde på en sosu-assistent-uddannelse bagefter. Jeg har haft rigtig svært ved matematik og glæder mig til endelig at få den eksamen, så jeg en dag kan få et rigtigt job.

__________________________________

LUCAS HERMANN
20 år, studerende, Odense Station

SOM SEKSÅRIG flyttede jeg til en lille by ved Malaga sammen med mine forældre. De bor der stadig og arbejder for et firma, der laver kundeservice for forskellige virksomheder, for eksempel Norwegian. Da jeg skulle begynde i gymnasiet, flyttede jeg alene til Nyborg og gik på kostskole. Det var fedt at vokse op i Sydspanien, hvor vejret er godt, og folk snakker sammen på gaden. Men jeg kunne ikke finde på at slå mig ned der. Jeg føler mig mere voksen herhjemme.

FOR EN UGE SIDEN flyttede jeg til Odense. Efter sommerferien begynder jeg på universitetet for at blive diplom­ingeniør i integreret design. Jeg er god til teknisk tegning og geometri og drømmer om at blive en god produktdesigner og lave nogle pæne ting.

JEG HAR BRUGT de første dage på at lære Odense at kende og møde mennesker på barer og natklubber – Australian Bar er nok den mest aktive med et typisk dansegulv og masser af unge mennesker. Nu er jeg på vej til Slagelse for at møde en gruppe venner fra kostskolen. Jeg ved ikke, hvad vi skal lave. Snakke og være sammen. Det er lang tid siden sidst.

__________________________________

LOUISE KROMANN
29 år, ernæringsassistent, Ringe Station

JEG ARBEJDER i Svendborg i køkkenet på en efterskole. I dag har jeg lavet koteletter i fad med kartofler og en salat med grønne bønner, edamame-bønner og vegansk mayo-dressing. Man bruger kikærtevand i stedet for æggeblomme. Det smager godt, men den kan ikke blive helt så tyk som en almindelig mayonnaise. Vi har en del vegetarer og nogle enkelte veganere. Jeg tror, der vil komme flere veganere. Det er oppe i tiden.

VI HAR ALTID elever med i køkkenet, seks ad gangen. De synes, det er sjovt at lave mad, knap så meget at vaske op og rydde af. Det er en god skole. Til april skal vi med alle 120 elever til New York.

NU VENTER JEG på bussen til Gislev. Jeg skal hjem og lufte hunden, en beagle på otte år. Jeg bor sammen med min kæreste, der er ved at uddanne sig til revisor. Det er et rart og roligt sted, og jeg kan lide at gå i haven. Om sommeren har jeg agurker, chili og tomater i mit drivhus. Jeg drømmer om at stifte familie, men min kæreste må gerne være lidt længere i sine studier.

 

Tags: , ,
SE MERE