STINE ROSENØRN DUE
42 år, socialpædagog, Helsingør Station
Jeg er på vej til et foredrag om psykologisk manipulation. Så vidt jeg forstår, handler det både om, hvordan man manipulerer, og hvordan man selv bliver manipuleret af andre i hverdagen. Jeg interesserer mig for psykologi, også qua mit arbejde som socialpædagog.
Da jeg var otte år gammel, så jeg filmen ’Mommie Dearest’. Det eneste, jeg kan huske fra den film, er, at moren slår sit barn, og det var jeg totalt indigneret over. Siden dengang vidste jeg, at jeg ville være socialpædagog for at stoppe den slags. Det var så fjernt fra min egen opvækst med kernefamilie i Hareskoven.
Til daglig arbejder jeg med unge misbrugere. Jeg synes selv, at jeg er meget privilegeret, fordi folk vil lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er ofte nogle hårde historier, men det hårdeste er faktisk at skulle få dem til at passe ind i de kasser, som kommunen opstiller. Det handler meget om at få folk i arbejde, men i mange tilfælde skal man starte mindre steder som eksempelvis at skabe en stabil hverdag.
__________________________________
BENTE CRISTINA ØSTERGAARD
77 år, pensionist, Kokkedal Station
Jeg er på vej til min frisør gennem mere end 20 år. Han har sin egen lille klinik i et ældgammelt bindingsværkshus tæt ved Kongens Nytorv. Hver anden måned tager jeg kystbanen derind. Jeg fik stedet anbefalet og kender flere af hans andre kunder, så vi har nok at tale om.
Over de sidste 10-15 år er mit ene ben begyndt at hænge lidt. Muskulaturen fungerer ikke så godt. Det er derfor, jeg går med vandrestænger, når jeg skal på tur. Der er ingen, der kan forklare mig, hvad det skyldes. Jeg er faldet hundredvis af gange, men jeg er heldigvis aldrig kommet slemt til skade. Jeg må have et godt skelet.
I 1968 tog jeg på højskole, mens ungdomsoprøret var i fuldt flor. Det ændrede mit liv. Jeg ville uddanne mig og blive klog, og det førte mig i armene på min mand. Vi boede på det samme kollegium, mens vi begge studerede kemi. Kemi var ikke noget for mig, men jeg fandt da min mand.
__________________________________
AUGUST MOLLERUP
21 år, pædagogmedhjælper, Humlebæk Station
Jeg er lige kommet hjem fra en skiferie i Flachau i Østrig. Jeg skulle have været af sted i lidt over to måneder for at lave et filmprojekt med fem venner, men jeg måtte tage tidligt hjem, fordi jeg styrtede i et stort flyvehop. Jeg brækkede min skulder og fik en forstrækning i anklen, som gjorde, at jeg ikke kunne blive dernede. Hvis det bare havde været skulderen, var jeg ikke taget hjem.
Jeg har stået på ski, siden jeg var fire år gammel. Mine forældre er skiinstruktører, så det har altid været en naturlig del af mit liv. I mange år levede jeg det klassiske skibums-liv med skateboard og surfing om sommeren og ski om vinteren. Men jeg dyrker det ikke på højt niveau længere. Det er ikke noget, man lever af som dansker.
Siden jeg gik ud af gymnasiet, har jeg arbejdet i en børnehave for at spare op og rejst i Californien, Schweiz, Norge og Østrig for at stå på ski. Nu kommer skibumsen lidt på pause. Jeg vil gerne studere psykologi, det er mit mål lige nu. Men det er benhårdt at komme ind.
