EVELYN MARGIT PEDERSEN
90 år, pensionist, Københavns Hovedbanegård
Jeg er vokset op i Hvidovre, men har boet i Charlottenlund i mere end 60 år. I dag skulle jeg have fornyet mit mimrekort, og så kunne jeg lige så godt gå en runde i Tivoli, nu jeg var inde i byen.
Til daglig laver jeg det, der lige kommer for. Jeg læser en del og nusser rundt i min lejlighed. Jeg har ikke noget at klage over. Jeg har masser af tid og lidt penge, ikke mange, men lidt. Og så har jeg været frivillig i 40 år. Først 20 år i Lions Club og bagefter i Danmission. Jeg er uddannet apoteks-ekspeditrice – det hedder farmakonom i dag – og arbejdede også nogle år som laborant. Men så blev jeg gift og fik barn.
Min stok har jeg købt for en tier på et loppemarked, efter jeg ødelagde min akillessene. Cardiganen er fra Paris, hvor jeg var for nogle år siden, og det er mit Hermès-tørklæde også. Det kostede en formue, haha. Jeg er lidt frankofil. Sidste sommer var jeg i Umbrien i Italien med mit barnebarn og hendes mand. De har et dejligt hus dernede.
__________________________________
BENEDIKT ANDRASON
29 år, fra Island, indehaver af butik og restaurant i Reykjavik, Kastrup Lufthavn
Min kæreste og jeg er på vej til København. Vi elsker tøj og er på en genbrugsmission for at finde cool ting med sjæl og historie. Jeg ejer en butik-restaurant i Island, arbejder lidt som tatovør, og så er jeg fluefiske-guide. Der er masser af floder i Island, og vi har virkelig godt vand til fluefiskeri.
Da jeg var teenager, blev jeg på et tidspunkt træt af at drikke og feste. Jeg boede hjemme hos min mor, og en nat kom jeg hjem og tog hendes fiskestang under armen. Jeg var ret fuld og satte mig ned til havnen. Jeg fangede en virkelig grim fisk den nat, brun og med pigge. Men da jeg vågnede næste morgen, tænkte jeg: ”Det var sgu sjovt!”
Jeg er ret ekstrem med alt, hvad jeg gør. Efter den første fisketur sagde jeg mit job op, hvor jeg anlagde veje og skovlede grus, og købte alt det gear, jeg havde brug for, og fiskede resten af sommeren. Det gav mig tid til at tænke over, hvad jeg egentlig gerne ville, og det nye fisker-fællesskab ledte mig hen til, hvor jeg er i dag.
__________________________________
WIAM MASHAN
19 år, fra Malmø, arbejder ved svensk Røde Kors
Indtil jeg var 10 år, boede jeg i Idlib i Syrien. Mine forældre flygtede fra krigen, fordi de ønskede en bedre fremtid for os børn. De elsker at studere og har selv læst medicin. Jeg husker ikke Syrien særlig godt længere, mest mit hus. Hele min familie er i Sverige nu, og jeg har boet i Malmø i ni år.
Lige nu holder jeg sabbatår og arbejder fuld tid ved svensk Røde Kors. Det er der, jeg er på vej hen nu. Jeg giver folk information om, hvad der sker i de krigshærgede områder i verden. For eksempel Yemen, Afghanistan og Ukraine. Næste år håber jeg at starte på medicinstudiet.
Når jeg ikke er på arbejde, elsker jeg at drikke kaffe med mine venner, lave mad med min far – han er en vidunderlig kok – og at rejse. Mit favoritsted er Grækenland. Der er så smukt, og folk er meget venlige der. Min næste rejse går til Tyrkiet med mine søstre.
