Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

ANDREAS JACOBSEN
25 år, studerer elektroteknologi på DTU, Lyngby Station

Jeg er i gang med at specialisere mig i radiofrekvenser på DTU. Nu er jeg på vej hjem til Amager, hvor jeg lige er flyttet ind sammen med min kæreste. Jeg kom til København fra Færøerne i 2018 for at studere. Jeg kommer fra en lille bygd, der hedder Fámjin, hvor der bor omkring 80 indbyggere. Som barn var jeg en masse ude i naturen. Når man er så få, leger man med dem, der er. 

I min fritid spiller jeg fodbold og synger i et færøsk kor. Vi synger både færøsk folkemusik og engelsk popmusik. Jeg spillede også engang i et metalband på Færøerne. Tilfældigvis var vi to i bygden, der godt kunne lide metal. I nabobyen fandt vi tre andre, og så lavede vi et band sammen: Asyllex.  

Man er sammen på en anden måde på Fær­øerne. Folk banker bare på og går ind. Døren er altid åben. Danskere mødes mest, hvis der er en aftale, som i øvrigt helst er lavet i god tid, sådan: ”Vi ses i uge 43.” Jeg skulle lige finde ud af, at ugerne faktisk har numre, da jeg kom til Danmark.

__________________________________

BEATE GRAVESEN
78 år, pensionist, Hellerup Station

Jeg venter på toget til Klampenborg. Jeg skal ud at gå en tur i Dyrehaven og sparke lidt i de gule blade, kigge lidt og bare nyde det. Toget kørte, lige da jeg kom, så jeg kunne lige sidde og strikke lidt her på nogle sokker til min familie. 

Inden jeg blev pensioneret, arbejdede jeg som sundhedsplejerske i Thy. Det ene år tog det andet, og pludselig var der gået 38 år. Jeg kunne rigtig godt lide naturen deroppe. Stilheden, skønheden, Vesterhavet og klitterne. Men jeg har hele tiden villet tilbage til København, hvor jeg er født. 

For 25 år siden begyndte jeg at dyrke yoga. Min veninde havde nogle små kassettebånd, som vi lavede yoga efter. Jeg er meget smidig, og jeg kan stadigvæk selv snøre mine snørebånd og klippe mine negle. Jeg maler også vindskederne på sommerhuset og skorstenen selv. Det er virkelig skønt. 

Jeg er næsten vegetar, men hvis der bliver serveret kød for mig, spiser jeg det. Jeg havde familien til frokost for nylig, hvor vi fik hummus og marinerede svampe. Det var rigtig lækkert.

__________________________________

MORTEN CHRISTENSEN
21 år, elev på Københavns Produktionsskole, Hillerød Station

Jeg er på vej til Helsingør, hvor jeg skal til et møde og have noget at spise. Pomfritter garanteret. Jeg kan bedre lide dem i Helsingør end i Hillerød. Der er noget krydderi på dem i Hillerød, som jeg bare ikke er stor fan af, en slags paprika. Jeg er mere til salt. Folk siger altid: ”Du kan ikke lide nogen saucer.” Og nej, det kan jeg egentlig ikke.

Jeg var spejder som barn. Jeg kunne godt lide at være ude i naturen. Det var god hygge, man kunne have sammen. Man lærte også nogle praktiske ting af det. At snitte, binde knob og sådan noget. I dag har jeg ikke rigtig nogen hobbyer, men jeg kan godt lide at gå i skoven. Man får klaret hovedet og får noget energi. Min længste tur varede to timer. 

Min hat er fra Tyskland. Jeg så den på en skoletur til Berlin for to år siden og tænkte: ”Den skal jeg bare have.” Og så har jeg haft den på lige siden. Tørklædet er fra Skotland, hvor jeg var på ferie med familien. Egentlig skulle det have været en kilt, men de kostede ualmindeligt meget. 

Tags: ,

SE MERE