MINE FORÆLDRE VILLE gerne have, at min bror og jeg skulle lære at svømme. De så det som en vigtig del af vores opdragelse. Min mor var gymnastiktræner, så jeg dyrkede også en del gymnastik sammen med min storebror, da jeg var yngre. Det var nogle gange lidt svært, for min mor blev tit nervøs, når vi skulle lave gymnastikspring. Så da min bror stoppede, stoppede jeg også. Vi var og er meget tætte med hinanden.
Svømning var på ingen måde min favorit. Jeg hadede det kolde vand, men det, at min bror begyndte, gjorde det lidt nemmere. Jeg fik nogle veninder til svømning, som også havde storebrødre, der var sammen med min storebror. Vi blev nærmest til en lille familie, og vi brugte så meget tid i svømmehallen. Mine forældre var officials, så jeg rendte rundt til alle stævnerne og lavede ballade, også hvis jeg ikke selv svømmede. Vi voksede op på den måde. Lige pludselig blev jeg ældre og kom på et hold, der tog til konkurrencer.
Mit bedste barndomsminde med svømning er Vedby Legene. Det var et udendørsstævne, og det var bare sjov og ballade. Vi ristede skumfiduser over bål, der kom en brandbil og sprøjtede skum ud over det hele, man skulle finde ting på en slags skattejagt, og drengene svømmede i badedragter. Det var ét stort cirkus, og jeg elskede det.
I SVØMNING HAR du ét skud. Man kan sammenligne det med et straffespark i fodbold. Misser du, er det bare ærgerligt. For mange er det et kæmpe pres. De fleste løb bliver afgjort på få hundrededele. Man skal ikke gøre meget forkert. Du kan ikke have en dårlig start eller lave et forkert armtag, så er du ude. Det er mentalt virkelig hårdt, hvis man ender lige uden for medaljerne med en hundrededel af et sekund. Det føles nedslående og nærmest helt uretfærdigt, fordi det er så lidt. På den anden side er det også det, der gør svømning spændende. Det er så detaljeorienteret.
Jeg kan godt lide det nørdede ved sporten. Hvordan vinkler jeg min hånd rigtigt? Sådan nogle ting. Gennem svømningen får jeg mulighed for at opleve sider af mig selv, som sætter gang i nogle reaktioner og tanker, der gør, at jeg bliver en forbedret udgave af mig selv. Jeg lever nærmest et ’hurtigere’ liv, fordi jeg mentalt bliver mere moden.
Ved VM i 2019 blev jeg nummer fire. Jeg manglede en hundrededel, og det var det samme til verdensmesterskabet to år forinden. Så får man det sådan: Nu må den hundrededel gerne snart være på min side. Jeg bliver skuffet og irritabel, når det sker. Man må godt give sig selv en dag til lige at være irriteret, men man skal ikke lade én hundrededel afgøre, om man har været en succes eller ej. De fleste kan ikke engang begribe, hvor lidt en hundrededel er. Man er nødt til at komme videre og tage de ting, der virkede, med.
Jeg er rimelig indadvendt og stille, når det sker. Så snakker jeg med min coach (Ann Kastrup, red.), som jeg er tæt med. Hun siger altid: ”Hvis du har behov for at komme ud med noget, så er jeg her.” Og så tager vi 10 minutter, hvor jeg plaprer løs om, hvor irriterende livet er, ha, ha. Efterfølgende fyrer hun altid en joke af, der får mig til at grine. Og så er det jo heller ikke værre. Til OL i Rio i 2016 var hundrededelen på min side, og jeg vandt guld.
HVIS MAN SVØMMETRÆNER alene, kan det virkelig være tungt og kedeligt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har behov for at være en del af en gruppe, hvor man varmer op og svømmer sine sæt sammen. Men til stævner skal jeg være i min boble, og jeg bruger al min energi på mig selv. Det ville jeg have svært ved, hvis jeg for eksempel var i holdsport. Jeg ville have svært ved at håndtere, hvis andre var med til at afgøre, om jeg var en succes eller ej. Men træning i holdsport ville helt sikkert være sjovere.
Motivationen går op og ned. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at nedprioritere svømningen lidt nogle gange og prioritere andre ting i stedet for. Jeg skal lade være med at stresse og forcere, at jeg skal være motiveret hele tiden. Gør jeg det, kommer motivationen tilbage af sig selv.
Jeg bor i Marseille, og da vi havde lockdown her i Frankrig på grund af corona, tænkte jeg: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Vi var indenfor hele tiden. I starten kunne man kun træne, der var ingen stævner, og jeg følte lidt, at jeg trænede for ingenting. Det var svært. Jeg endte med at sige til mig selv: ”Okay, lige nu får jeg ikke trænet, selvom jeg kan.” Da jeg begyndte at træne lidt igen, var det ikke på samme måde som før. Jeg tog ned for at svømme en lille smule og styrketrænede en del, fordi jeg fik det bedre mentalt af det.
Alle de ting, der er uden om svømningen, giver mig energi og motivation. At se mine venner, gå ud og spise, få drinks. De ting, som jeg ikke har så meget tid og energi til på grund af svømningen, skruer jeg op for i perioder. Jeg flytter mit fokus. Jeg forestiller mig, at der er mange, der går ud og løber en tur på fem kilometer, fordi de så kan sige: ”Tjek, nu har jeg gjort det.” På samme måde bliver svømningen også en ting, hvor jeg kan sige: ”Tjek, jeg har været til træning, nu kan jeg lave noget andet.” Omvendt indretter hele min verden sig efter svømningen, når jeg virkelig er fokuseret.
SVØMMEVERDENEN KAN være meget striks. Især var den det, da jeg startede med at svømme på konkurrenceniveau. Og selv da jeg som helt ung kun svømmede stævner i Danmark, var svømmeverdenen meget sort/hvid. Du lærer, at du skal møde op til morgentræning, og den starter klokken seks. Du træner sygt meget, og du skal bare være der til alle træninger. Du skal svømme, og hvis ikke du synes, det er fedt, er det bare ærgerligt. Du skal bare blive ved. Jeg er vokset op i en svømmeverden, som jeg på mange punkter ikke har passet ind i.
I 2010 begyndte jeg at træne på Nationalt Træningscenter (Dansk Svømmeunions elitecenter i Bellahøj, red.), og efter OL i London i 2012 tænkte jeg: ”Jeg er færdig. Jeg kan ikke svømme mere. Jeg kan ikke det her liv.” Nu havde jeg gjort det i to år, og det var mere end rigeligt for mig. Det var forfærdeligt og simpelthen for hårdt for mig som person. For nogle er det måske fint nok, men for mig fungerede det ikke. Jeg flyttede til Frankrig og trænede lidt der, men det var det samme dernede.
Jeg fik ikke de resultater, jeg gerne ville have, og jeg var egentlig ikke glad. Jeg fik ikke gode resultater op mod OL i 2016, og jeg tror virkelig, at en af grundene var, at jeg ikke anede, hvorfor i alverden jeg var i sporten. Hvorfor skulle jeg træne på den her måde? Jeg var vokset op med svømning, det var noget, jeg bare gjorde, jeg havde aldrig taget stilling til hvorfor. Jeg kunne lige så godt lave alt muligt andet i mit liv. Jeg tog en pause og fik stillet mig selv nogle spørgsmål.
Jeg gjorde det, som alle andre unge mennesker nok gør, når de går i gymnasiet. Jeg festede og levede et normalt ungdomsliv, hvor vi drak os fulde i weekenderne. Jeg var ude, jeg så mennesker og fik rent faktisk lavet mine lektier. Der var ingen svømning. Overhovedet. Jeg prøvede at hygge-svømme i tre måneder, men det gjorde mig totalt ulykkelig, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg sagde: ”Nu er det nok”, og så fik jeg et arbejde i en tøjforretning i stedet for.
Efter jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, kom jeg tilbage til svømningen og var meget mere klar i tonen. På det tidspunkt var der også kommet en træner til, som var mere åben. Vores oprindelige træner stoppede og rejste tilbage til Australien, hvor han kom fra. Vores assistenttræner tog over, og han er landstræner nu. Han har altid været åben og nede på jorden. Det gav mig mulighed for at kunne kommunikere, hvad jeg gerne ville. Efter det skete der en ændring. På holdet og i dansk svømning.
Jeg fik lysten tilbage, og det blev mere på mine præmisser. Jeg fandt ud af, hvad der gjorde mig glad ved svømningen: Jeg kunne selv bestemme over mit liv og over, hvad jeg lavede til træning. Jeg fik ikke bare smidt et træningsprogram i hovedet, lavede det og gik hjem igen. Jeg fik også friheden til at sige: ”I dag har jeg ikke lyst til at være her.”
Når man ikke kan få lov til at lytte til sig selv, bliver man frataget sin selvtillid og følelse af selvstændighed. Man glemmer sig selv, fordi man begynder at gøre ting for sine trænere og ikke for sig selv. Det går ikke. I sidste ende er det én selv, der skal performe og stå på skamlen. Man står der alene. Så for mig var det vigtigt, at det var mig, der var kaptajnen. Det var mig, der bestemte, og det var mine valg.
Jeg sagde til min træner: ”Hej, jeg er her for at træne, jeg kan ikke committe mig til hverken OL eller at træne på samme måde som før, så jeg laver mit eget.” Han syntes, det var fint nok. Når man træner så meget, som man gør i svømning, kan man have følelsen af, at man ikke har særlig meget privatliv. Det kan virke invaderende. Alle ved altid alt om, hvorfor du ikke er der. Men nogle gange har man ikke lyst til at fortælle folk, hvorfor man ikke er der. Alle behøver ikke vide alt om én. Jeg sagde til min træner: ”Jeg gider ikke retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke kommer. Du skal ikke spørge. Det er bare sådan, det er.”
PLUDSELIG FIK JEG en anden glæde ved svømningen. Det var ikke kun resultater, der betød noget for mig. Svømning gjorde mig glad. Stævnerne er så få, at jeg ikke kun kan leve på dem. Jeg må have andre succeser i min hverdag, når 90 procent af min tid er træning. Jeg er nødt til finde ud af, hvad der giver mig succesoplevelser ud over resultater og stævner, hvor man kan tabe med en hundrededel.
Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Hun spillede i København i 2016 en søndag aften, og vi skulle flyve til OL i Rio mandag nat klokken 03. Jeg havde sagt til min træner, at det var vigtigt for mig at komme til koncerten. Det var et af de øjeblikke i mit liv, jeg ikke ville gå glip af. Hvornår kommer Beyoncé lige til Danmark igen? Jeg var hjemme fra koncerten klokken 01, og min veninde og jeg havde stået op, i jeg ved ikke hvor lang tid, og råbt og skreget. Jeg havde helt mistet stemmen. I sportens verden kigger man selvfølgelig meget på det fysiske, og folk ville sige: ”Ej, du skal ikke stå op og råbe, for så bruger du energi!” Vi skal præstere fysisk, men for mig er der en anden energi, der ikke har noget med det fysiske at gøre.
Den energi kommer indefra og har udelukkende noget med humøret at gøre. Jeg blev så fyldt op på privat-Pernille af at være til den koncert. Det var et stort øjeblik, og jeg blev helt vildt glad. Det gav mig simpelthen så meget. Jeg vidste, at i Rio ville folk være inde i deres egen boble, og det hele ville handle om svømning. Det er så vigtigt med en balance. Det tænker jeg stadigvæk meget over på den her sportsrejse, jeg er på.
Til EM i maj nåede jeg ikke at tanke op på samme måde. Jeg var udkørt efter lockdown i Frankrig, fordi jeg ikke havde været hjemme i Danmark i tre måneder på det tidspunkt. Det var første gang i lang tid, hvor jeg tog til et stævne, og den private konto var flad. Men jeg skulle kun være til EM i tre dage, og bagefter skulle jeg til Danmark i et par dage. Det blev en motivation for mig. Jeg havde planlagt en masse ting med mine venner og min familie, og det gav mig bare så meget energi at vide, at det lå der og ventede, når jeg lige havde overstået EM. Lidt ligesom man kan arbejde ekstra hårdt, hvis man skal på ferie bagefter.
UNDER LOCKDOWN havde min kæreste og jeg det egentlig utrolig nice. Også selvom jeg havde hjemve, og vi ikke vidste, hvornår lockdown ville ende. I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie. Vi spiste sindssygt god mad og drak vin og øl hver dag – sådan noget, som vi aldrig ville gøre normalt, fordi vi er atleter. Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad.
Min kæreste og jeg begyndte også at spille PlayStation. Rigtig meget. Det var lang tid siden, jeg sidst havde spillet, og jeg havde helt glemt, hvordan man holder controlleren. Vi spillede ’Call of Duty’ tre timer i streg til at starte med. Jeg blev helt køresyg af det. Man sidder og er så fokuseret. Jeg kastede næsten op bagefter af at kigge på den skærm. Så sagde min kæreste: ”Rolig nu. Nu har du taget det værste.” Hver dag var vi nødt til at sætte en alarm på, ellers sad vi og spillede til langt ud på natten. Jeg elsker dramaet i ’Call of Duty’ og lever mig virkelig ind i tingene. Hvis der er nogen, der skyder mig, er det lige før, jeg skriger. Jeg tror, jeg er lidt voldsom at spille med.
Jeg har altid været lidt af en drengepige. Når min bror havde venner på besøg, ville jeg gerne være med. Vi spillede ekstremt meget PlayStation eller så Pokémon, når vi kom hjem fra skole. Jeg samlede også på Pokémon-kort og spillede ’Counter-Strike’ på computeren. Min bror var aldrig afvisende eller sagde, at jeg ikke måtte være med.
I dag er jeg helt vild med Formel 1. De fleste tænker: ”De kører jo bare bil.” Men sådan er det slet ikke. De trykker ikke bare lige på en startknap, en speeder og en bremse i Formel 1. De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende.
Jeg kan godt lide selv at køre bil, og jeg synes selv, at jeg er en kæmpe mester til at parallelparkere. I Frankrig kører jeg i en elektrisk Smart. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle køre sådan en, men det er virkelig genialt i Marseille, hvor det er kaos at køre og parkere. Den kan komme ind alle steder.
HER I MARSEILLE træner jeg i en magisk, gammel pool, der ligger på en klippe. Den fyldte 101 år for nogle måneder siden, og for mig er den en af verdens flotteste. Omklædningsrummene ligner nogle, man ser på film. Der er romerske søjler, og det er utrolig smukt. Indenfor er der en 50 meter pool, som vi træner i. Den er åben ud til hele den ene side med store vinduer og ligger så højt oppe, at man ikke kan se andet end havet. Det er så smukt. Alle kender hinanden hernede, og man føler sig lidt som en familie. Man parkerer sin bil og giver nøglerne til dem ved indgangen, og så flytter de bilen, hvis den holder i vejen. Træningsforholdene her er meget anderledes end i Danmark.
Jeg havde en periode, hvor vi trænede i Taastrup. Intet ondt om Taastrup, livredderne derude var fantastiske, og der var så mange muligheder for os. Men det var en meget lukket hal med få vinduer. Jeg er ret præget af vejret, og når man møder til træning om morgenen, er det rart med noget lysindfald frem for en svømmehal, hvor det eneste, man kan se, er den sorte streg i bunden af poolen. Jeg er ret vild med Bellahøj-badet. Jeg synes, det er Danmarks flotteste svømmehal. Den ligner faktisk en lille smule den, jeg træner i nu.
Jeg elsker at være udenfor i naturen. Min kæreste har en båd, og det er virkelig fedt at kunne tage ud og sejle. Om så det er sammen med nogle venner eller bare alene for at slappe af.
I går var en virkelig god dag. Jeg sov virkelig længe. Det havde jeg brug for oven på alle de stævner, der har været på det sidste. Bagefter gik jeg ned til vores lille frugtmarked ad den hyggeligste lille vej og købte en masse forskelligt frugt og grønt, mens min kæreste gik til bageren. Vi lavede en kæmpestor brunch og så Formel 1, mens vi spiste den. Vejret var godt, og der var også tennis i fjernsynet. Der skete ikke så meget, og det var det, jeg havde behov for. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til.
MINE TATOVERINGER betyder ikke supermeget. OL-tatoveringen på mit håndled betyder selvfølgelig en del, men de andre har mere været en sjov udsmykningsting. Jeg har overvejet, om jeg også skulle få et hjerte eller en bølge. Jeg fik lavet en sommerfugl på skulderen i 2013, fordi jeg syntes, den var vildt feminin og cute. Den blev lidt et tegn for andre. Hvis de ikke kendte mit navn eller vidste, hvem jeg var, så var jeg ’hende med sommerfugletatoveringen’.
Når jeg har været på træningslejr og har gået i joggingtøj hele tiden, giver jeg den fuld gas med makeup og med at ordne mit hår, når jeg kommer hjem igen. For det kan jeg jo ikke i vandet. For mig er det også en måde at være kreativ på. Jeg har altid været interesseret i fashion og farver og at sætte ting sammen. Jeg har et behov for at gå crazy med høje hæle, eller hvad det kan være, når jeg ikke træner og er i vandet.
Min badedragt er min uniform. Når jeg har den på, tænker jeg aldrig over, at jeg ikke har så meget tøj på. Men hvis jeg skal på stranden i badedragt eller en bikini, kan det være grænseoverskridende, fordi jeg føler mig blottet og bliver mere selvbevidst. Det er en helt anden situation, end når jeg er i poolen.
EFTER OL I Rio begyndte folk at genkende mig. Mange gange var det vildt søde mennesker, der henvendte sig til mig med en masse rosende ord. Det var dejligt. Men nogle gange, for eksempel på en sommerdag i København, kunne jeg pludselig overhøre samtaler omkring mig. De sad og snakkede om min krop og mit privatliv, og hvad de havde læst om mig i Se & Hør. Det er også en af grundene til, at jeg kan have svært ved at gå ud i bikini. Der er mange, der føler sig berettiget til at kommentere min krop, fordi jeg er et sportsmenneske. Mange gange har jeg en følelse af, at de glemmer, at jeg er et menneske. Man ville jo aldrig sidde og snakke så åbenlyst om et menneske, der lå lige ved siden af.
De fleste beskeder, jeg får på sociale medier, er meget, meget upassende. Det er meget seksuelle beskeder. Lige efter OL i Rio var det helt klart på sit højeste. Vi var til sportsgalla i Herning, hvor jeg blev kåret til Årets Sportsnavn. Bagefter kunne tilskuerne komme ind, hvor vi sad. Det var så grænseoverskridende. Der var mange, der gerne ville have billeder, og det er fint nok. Men mange af dem havde hånden alt, alt for langt nede på min ryg og sagde virkelig upassende ting i mit øre. Det endte med, at min far kunne se på mig, at jeg var helt ved siden af mig selv. Han tog mig under armen og ud til et sted, hvor vi kunne være i sikkerhed.
Det var et kæmpe skifte at gå fra at være helt anonym til at være allemandseje, og det var en svær oplevelse. Det er nedtrappet siden, men det år efter Rio var hårdt.
Jeg er superprivat, og jeg er ikke særlig glad for at give for meget af mig selv. Mine grænser blev overskredet så mange gange på en kort periode. Det påvirkede mig meget, og jeg trak mig fra medierne. Jeg undgik mange interview. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg stille og roligt er på vej tilbage. Jeg prøver at slappe af i det, selvom jeg stadig kan være utryg.
Folk tror, at hvis du er i medierne, er det, fordi du selv har været ude at sige noget. Pludselig er der nogle, du kender, der tror, de ved noget om én, og som siger: ”Nå, jeg læste lige sådan og sådan.” Men jeg har ikke snakket med den avis eller det magasin. Nogle gange har de bare taget et billede eller en tekst fra min Instagram og lavet en slags kontekst ud af det. De historier er langt fra virkeligheden, og det er så syret at opleve.
Min familie havde svært ved at forstå det i starten. Men jo mere jeg forklarede, hvordan tingene hang sammen, jo mere kunne de også se, at det ikke bare er, ”fordi Pernille vildt gerne vil være i medierne”.
DA JEG KOM hjem efter OL i Rio, spiste vi en rigtig dansk frokost med varm leverpostej og fiskefileter. Det at se min familie og venner og dele glæden med dem var virkelig fedt. Og så var følelsen af at komme hjem til sit eget land bare så rar.
Jeg kan savne at gå rundt i København og at tage cyklen ud til alle streetfood-stederne. Den danske sommer er noget af det sværeste at være væk fra, fordi der er så grønt. Man begriber faktisk ikke, hvor grønt der er i Danmark sammenlignet med udlandet.
Jeg får det lidt ligesom at gå ind i sådan en ’Alice i eventyrland’-verden. Der er så mange farver og den her helt specielle duft i luften af sommer. Og folk har en helt anden energi, fordi de har været indendørs så længe. Man kan mærke, at folk sætter pris på vejret og at mødes ude og lave picnic – det gør man ikke rigtig her i Frankrig. Både fordi det er for varmt, og fordi der altid er godt vejr. Man tager det måske en lille smule for givet.
I Danmark har man den vildeste optur og energi, når det gode vejr kommer. De lyse nætter og morgener er noget af det, jeg kan savne mest. Jeg føler virkelig, der er en magisk stemning. Man bliver så glad. Og føler, at alt varer evigt.
