1.
I DE MERE end 50 år, jeg har leveret sange til Gnags, er der aldrig nogen fra bandet, der har sagt: ”Det er sgu en god sang, Peter.” Tværtimod er det hver gang: ”Så mangler vi lige hittet. Er der en sang mere?” Men jeg kan godt lide, at det er sådan. Og nogle gange var det også sådan, det var. Så var der ikke noget hit. Når jeg så lavede et hit, sagde de: ”Hvad sagde jeg?” De sagde ikke: ”Det var sgu godt fundet på, Peter.”
JEG KAN HUSKE, hvordan jeg på en juleferie i Norge knoklede som en sindssyg for at lave et hit. Vi var færdige i studiet og skulle begynde mixningen efter ferien, så pladen kunne komme ud i marts 1984. Men vi manglede hittet. Jeg tænkte ikke på andet, end hvordan jeg kunne lave det. Så kom jeg hjem med ’Vilde kaniner’, og alle kunne høre, at den var fed. Den havde et eller andet. Men der var ikke nogen, der sagde: ”Ej, hvor er vi bare glade for, at hittet er der.” Jeg stod sådan lidt bagved og tænkte: ”Kunne Jens ikke sige et eller andet?” Som lillebror håber man jo altid, at storebror roser én. Men det gjorde han ikke. Det gør han stadig ikke, men det er også underforstået, at han ikke gør det.
DU SKAL IKKE gøre noget for at få ros. Alt det, du giver for at få noget igen, det er ingenting. Det er vi opdraget med, ikke bare fra vores forældre, men fra vores bedsteforældre. Man skal ikke forvente noget til gengæld, og den er skidesvær, for det gør man altid. Du skal gøre det, fordi du ikke kan lade være. Og det gør jeg.
2.
MIN BROR OG JEG var altid sammen og spejlede hinanden på godt og ondt. Jens er et år og nogle måneder ældre end mig. Så gik der et par år, så kom Kirsten og Elisabeth. De spejlede også hinanden, men dem havde vi ikke noget at gøre med.
JENS OG JEG er meget forskellige, men vi har været gode til at bruge hinanden, netop fordi vi er forskellige. Lige så rædselsfuldt det kan være at have en bror, lige så guddommeligt kan det være. Vi kender hinanden godt, og vi har altid kunnet etablere og konstruere og skabe meget sammen. To er stærkere end en. Jeg har stor respekt for min bror og for det, han kan. Og han er også endt med at have stor respekt for det, jeg kan.
HVIS FOLK VIDSTE, hvor meget min bror og jeg har været oppe at slås fysisk. Jeg var ude af bandet et års tid i begyndelsen. Den officielle forklaring var, at min stemme var gået i overgang. Vi har så mange gange prøvet, at den ene af os er blevet smidt ud, eller en af os siger: ”Hvis det ikke bliver sådan, så går jeg.” Jeg kan ikke huske, om jeg selv gik eller blev smidt ud, men jeg var i hvert fald ude, og så lavede jeg mit eget orkester, Beams. Engang vi skulle ud og spille, måtte vi ikke låne Gnags’ sanganlæg, selvom de ikke skulle bruge det. Sådan var det. Min bror og jeg holdt først op med at slås, da vi var omkring de 40.
3.
SKJERN I VESTJYLLAND, hvor vi er født, er en lille by med 5.000 mennesker, men stor nok til, at der er alt det, en by skal have. Vi havde hele vores familie der. Både mormor og morfar og farmor og farfar. Begge mine forældre stammede fra Skjern og legede sammen som børn. Og vi gik aldrig i børnehave, for vi havde jo begge sæt bedsteforældre, vi altid kunne komme til.
VORES FAR OVERTOG farfars manufakturforretning, der lå lige over for stationen i Skjern. Han vidste alt om tekstiler og god kvalitet. Der lærte jeg at lave skilte og skrive annoncer. Min far skrev sange til alle væsentlige ting, der skete i byen, og optrådte også selv i revyerne. Da Skjern blev købstad i 1965, blev der holdt en kæmpe byfest. Min far forsøgte at få Beatles til byen. De skulle spille på en gigantisk tømmerflåde, der drev ned ad Skjern Å. Dengang var de faktisk til at købe, men lige det blev aldrig til noget.
FAR VAR MEGET entreprenant. Han havde en hjemmeindustri, hvor han lavede pusleborde og klapstole til campingbrug. Og så opfandt han en metode til at fjerne tryksværten fra aviser, så de kunne blive til det grå papir, man laver æggebakker af. Den metode fik han patent på sammen med en, der hed Bock Madsen, og de byggede en stor fabrik, hvor staten var hovedaktionær, fordi man gerne ville støtte erhvervsudviklingen i Vestjylland. I 1968 trak staten sig, og fabrikken gik nedenom og hjem.
MIN FAR MISTEDE hele lortet. De var for tidligt ude. Dengang ville folk kun have hvidt papir, der var bleget af kemikalier. For de allersidste penge købte han et guldarmbånd til min mor. Fabrikken hed Scandinavian Pulp Industries Ltd., derfor skrev han SPILDT i armbåndet. Han tog det med oprejst pande og blev i stedet lærer i samfundsfag på teknisk skole. Han har altid været en stor pædagog og var også med til at bygge byens skolehjem op.
4.
MOR VAR første generation af udearbejdende kvinder. Hun rejste til London efter krigen og uddannede sig til fysioterapeut. Der var masser af soldater, der kom hjem og humpede og skulle genoptrænes, og dem kunne hun motivere. Hun var selvstændig, intellektuel – kølig, ville nogen måske sige – men i hvert fald i bøgernes verden. Min mormor og morfar var boghandlere, og hjemmet var fuld af ord. Bogstavelig talt. Højskolesange, salmevers og vigtige sætninger havde de skrevet overalt på væggene og på bjælkerne under loftet.
MIN FARS BARNDOMSHJEM var mere alvorligt. Der kunne hænge en ramme, hvor der med guldtråd var broderet ’Gud er kærlighed’. Mine forældre var meget forskellige, og jeg rummer nok dem begge. De havde dog det til fælles, at de kom fra privilegerede hjem, og det gik også godt hjemme hos os.
VI HAVDE UANEDE muligheder for at boltre os, dog inden for visse rammer. Der var regler, og overskred man dem, kunne man vælge mellem et rap i røven og stuearrest. Min bror valgte altid rap i røven, jeg tog stuearresten. Men jeg fandt også ud af, hvordan jeg kom ud af den. Jeg skrev vers til min far og skubbede dem ud under døren.
Et af dem lød sådan her:
”Jeg sad på mit værelse noget så bleg
en synder så stor havde jeg været
Det er jeg da slet ikke mere, nej
Det er jo ikke så sværrrrt
Må jeg godt komme ud?
Kærlig hilsen Peter”
Så kom jeg ud. Jeg fandt ud af, at der var en kraft i de der vers.
5.
JEG KAN IKKE ønske mig nogen bedre barndom. Jeg legede mig igennem den, og alt, hvad jeg drømte om, skabte jeg i praksis. Vi lavede tivoli, hvor vi solgte smørrebrød til soldaterne fra Borris-lejren, og vi havde vores egen bådudlejning fra bunden af vores have, der gik ned til Kirkeåen. Og vores omrejsende cirkus. Jeg fik min bror og hans venner med på alle ideerne.
VI HAVDE EN meget stor have, og den nederste halvdel var vores. Der måtte vi lave lige, hvad fanden vi ville. Cirkusset krævede, at vi også brugte de voksnes halvdel, og min far eksploderede, for der kom savsmuld ud over hele haven.
DET KRÆVER EN masse at lave et omrejsende cirkus. Der skal være nogen, der trækker gardinet fra, nogen, der sidder i billetsalget, og der skal sættes plakater op i hele byen. Vi havde mange klovnenumre med og syntes selv, vi var skidesjove. Vi havde en sabelsluger, hvor skyggebilledet så ud, som om han virkelig slugte sablen, eller vi kunne slynge en vandspand rundt, uden at der faldt vand ud af den.
NÅR BENNEWEIS KOM til byen, pjækkede vi fra skole og var med til at hjælpe. Vi trak rundt med elefanterne, og når hestene kom med godstoget, var vi nede på stationen og hente dem. At gå med sådan nogle hvide lipizzanerhingste ene mand ned gennem Skjern midt om natten, det var eddermame fedt.
KURT FRA MIN klasse ville rigtig gerne være med i vores cirkus. Han påstod, at hans onkel nede i Tyskland havde et kæmpecirkus, og der var nogle dyr, de ikke kunne bruge, som vi gerne måtte få. Elefanter og zebraer. Hvornår kommer de så? Det gjorde de på torsdag, sagde han. Så cyklede vi alle sammen til Tarm og ventede på dem. Tredje gang, vi cyklede de fem-seks kilometer til Tarm, var hans sidste chance. Men der kom jo ikke nogen dyr, og Kurt fik ikke lov til at være med i vores cirkus. Det er da klart. Vi tog det meget alvorligt.
DET BLEV SVÆRERE og sværere at blive ved med at lege. Er det ikke lige lovlig barnligt? Skal du ikke spille fodbold som os andre? Det var klassekammeraterne, der sagde det, og jeg prøvede også at gå lidt til fodbold. Højre back. Der var sådan et skab nede ved klubben, hvor man kunne se, hvem der var udtaget til næste kamp. Jeg vidste præcis, hvor langt væk fra skabet jeg kunne stå for at se, om mit navn stod på højre back-pladsen. Det gjorde det aldrig. Jeg husker det ikke, som om jeg blev ked af det. Jeg var mere optaget af at lave en evighedsmaskine eller en rigtig automat, hvor man putter penge ind, og så kom der varer ud. Det lykkedes aldrig. Jeg måtte selv sidde inde i maskinen og skubbe tingene ud.
JEG BEGYNDTE til spejder. Jeg er god til at organisere og havde min egen patrulje, Træskonæbbene. Ud over konkurrencerne om, hvem der først kunne bygge et tårn af rafter, fik vi også point for måden, vi gjorde det på. Om vi havde alle i truppen med. Det havde jeg, og sådan var jeg også opdraget. Når man ser en ulveflok, løber alfahannen heller ikke forrest. Den går bag flokken og lader de svage og gamle om at bestemme tempoet. Det anede vi ikke en skid om, men det var sådan, vi gjorde, og det fik vi point for.
DA JEG VAR omkring de 13 år, skulle jeg til England i seks uger som en del af noget udveksling. De første tre uger boede jeg hos et gammelt, barnløst præsteægtepar, og jeg har aldrig haft tre så rædselsfulde uger i mit liv. Jeg kunne ikke tale engelsk og var frygtelig ensom. Men bagefter skulle vi tre uger til Sydengland med Boys’ Brigade, den engelske udgave af spejdere. Det var næsten udelukkende sorte drenge fra fattige familier, og vi havde det så pisseskægt. De spillede musik og dansede hele tiden, klappede, fyrede den af og havde det bare sjovt. Dér vidste jeg, at jeg skulle hjem og lave musik. Jeg var ikke bare nogenlunde sikker. Jeg vidste det 100 procent.
6.
DA JEG KOM HJEM fra England den sommer i 1965, var min bror lige blevet konfirmeret og havde købt et trommesæt. Han har slået på noget altid. Året efter var det min tur, og jeg købte en basguitar og en forstærker. Så var vi i gang.
VI VILLE VÆRE ligesom Beatles, så vi fik to andre med, og så havde vi et orkester. Beatmusikken var endnu ikke slået igennem i Vestjylland, så det var sværere end først beregnet. Der var ingen, der ville hyre os, så hvad gjorde vi? Vi lavede sgu da bare vores egen club! Så vi startede ’Gnags Dancing’, hvor man kunne indløse medlemskort og høre os spille hver søndag i vintermånederne. På det tidspunkt var vi flyttet ud på en stor, gammel gård, hvor der havde været vandrerhjem i to længer. Der kunne være 200 mennesker, og der havde vi vores club. Vi brugte al vores tid på at blive gode til musik, vi hørte Kinks, Doors, Rolling Stones, Beatles og trevlede alle pladerne op med ørerne. To hurtige og en sjæler, så var dansegulvet i gang.
NAVNET GNAGS stammer måske fra dengang, jeg sad i en skinnebus med min bror og en, der hed Ole, fra hans klasse. Oles far arbejdede i DSB, og han havde fået os med på en tur til Esbjerg sammen med DSB’s generaldirektør. Vi fik lov til at sidde lige bag ved ham. Det var sensommer, og jeg spiste et æble. Pludselig vendte generaldirektøren sig om: ”Hvem er dog det, der gnasker så eventyrligt et æble?” Han kiggede på mig, og jeg blev så rød i hovedet. Den sætning kørte som en joke imellem os i lang tid. Og måske var det det, der blev til Those Gnags. Sådan hed vi i starten.
VI HAR ALTID omgivet os med folk, der var bedre end os selv. Det havde min bror hurtigt gennemskuet. Som gammel kan jeg se, at det var klogt af os. På den måde lærte vi at spille, og til sidst sagde vi til os selv: Ikke om vi gider sidde og efterligne alt det, de andre laver. Nu er det på tide at finde ud af: Hvem er Gnags?
I BEGYNDELSEN spillede vi pop. Vi havde silkeskjorter på og stoppede et lommetørklæde ned i gylpen på vores stramme bukser. Jeg gik i en ren drengeklasse i gymnasiet på Vestjysk Gymnasium, og der skulle jeg så fortælle, hvorfor vi gjorde det. Jeg gad ikke engang forklare dem det. I gymnasiet skulle vi undskylde, at vi spillede dansemusik. Det var ikke fint.
OMKRING 1967 fik vi mulighed for at lave en single-plade. Vores guitarist, Jacob Riis, skrev nummeret til den. Det var på engelsk. Jeg kan stadig huske det øjeblik i 1968, hvor jeg har været 16 år og sad med hovedet helt oppe i radioen og ventede på, at den skulle blive spillet. Det blev den, og jeg tænkte: ”Hold kæft, nu sidder hele Danmark og hører Gnags i radioen.” Men bagefter var det underligt. Jeg vidste ikke engang, hvad sangen handlede om. Anede det vitterlig ikke. Jeg kan huske fornemmelsen af på den ene side at være enormt stolt over at være spillet i radioen og på den anden side føle et enormt savn, fordi den ikke havde noget med mig at gøre. Fra da af begyndte jeg at skrive sangene.
MIN FAR SAGDE altid: Lad være med at synge om noget, I ikke har oplevet. Den tog jeg til mig og har fulgt lige siden.
7.
JEG VAR IKKE god til at lytte efter i skolen. Til gengæld var jeg en mester i at lave lyde. Når jeg sugede tungen op til ganen, kunne den smælde så kraftigt, at man tror, det er løgn. I klassen stod der en række skabe med udstoppede dyr. Når jeg lavede det smæld ind mod de skabe, lød det så højt, at hele klassen grinede. Læreren fandt aldrig ud af, hvor det kom fra. Jeg havde også en anden lyd: ”Gggghhhhhheræøeee.” Hvis læreren hidsede sig op over for mig, sagde jeg sådan og vendte det hvide ud af øjnene. Så anede han ikke, hvad han skulle stille op med mig.
JEG FIK EN LOUSY studentereksamen. Jeg var så uheldig, at jeg kom op i både skriftlig og mundtlig matematik, fysik og kemi. Det kunne ikke være værre. I tre år havde jeg kun spillet musik og skrevet alt af. Og så blev jeg afsløret.
JEG DUER IKKE til at gå til eksamen, ligesom jeg heller ikke duer til at sende plader ud til anmelderne. Jeg er nervøst anlagt, og som barn bed jeg negle helt ned til rødderne, ned i de nederste lag med den betændelse, der kom med. Jeg har altid presset mig selv hårdt.
JEG VILLE HELEtiden mere, end jeg kunne. Det gjaldt også, når jeg blev for ivrig, så kom jeg til at stamme. Hvis jeg skulle sige ’Beatles’, sagde jeg ’B-B-B-B-B-B-B-B-B-B-Beatles’. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom af med det, men jeg tror, det skete, da jeg begyndte at synge. Jeg har ingen problemer med at spille live, der ved jeg, at jeg kan redde den hjem på charmen. Og jeg elsker at spille for et publikum.
MIN FAR VIDSTEgodt, at den var gal med de eksamener, så han gav mig en halv Stesolid. Han fortalte først bagefter, hvad det var, men det hjalp. Jeg reddede den hjem i de mundtlige, så jeg bestod på trods af nogle jammerlige karakterer i de skriftlige.
DA JEG KOM TIL Aarhus, søgte jeg ind på Arkitektskolen. Jeg ville bygge højhuse. Jeg kom ind, men i København. Det var helt udelukket, at jeg kunne flytte derover, vi spillede og øvede jo hele tiden. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at bytte plads med Aarhus, men det lykkedes ikke. Jeg kom til at læse dansk i stedet for. Jeg tror, jeg havde været arkitekt i dag, hvis jeg havde kunnet bytte den plads. Så skulle du se nogle højhuse, jeg ville have bygget. Det er en af de meget få ting, jeg har ønsket mig, som ikke er blevet til noget. Ellers vil jeg sige, at jeg har realiseret alt det, der var oppe i fantasien.
DANSKSTUDIET BLEVfor teoretisk for mig, så jeg skiftede til Journalisthøjskolen i 1975. Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle være journalist, men jeg havde brug for at kunne forlænge mine studielån. Jeg havde allerede et barn og et andet på vej. Da jeg havde læst første del, skulle vi i praktik, men jeg fik aldrig nogen plads. Jeg skrev det, som det var: at jeg var ude at spille i alle weekender, men at jeg fandeme ellers var flittig mandag til torsdag. De brugte vel praktikanterne i weekenderne, så de selv kunne få fri. Jeg fik i hvert fald ikke nogen plads og nåede aldrig længere med nogen uddannelse.
8.
VI KØBTE kollektivet, mens vi stadig gik i gymnasiet. Vi var fire, der skulle skrabe 10.000 kroner sammen, så havde vi til udbetalingen til vores nye hjem. Det lå i Viby i Aarhus og havde et stort tømrerværksted, hvor vi kunne have øvelokale. Alle, der boede i kollektivet, var med i Gnags. Vi flyttede ind den dag, der var translokation.
VI VAR UDE at spille hver fredag og lørdag, men når vi var hjemme, var der fest. Der var mange mørklægningsgardiner rullet ned om dagen i det kollektiv, lad os sige det sådan.
I MANGE ÅRtjente kollektivet penge på at lave smørrebrød til kantiner. Vi mødte klokken fire om morgenen, nogle gange kom vi direkte fra job, og smurte skolemadder indtil klokken 10 om formiddagen. Der var 60 damer og så hele kollektivet i hvide kitler og skråhue.
I EN PERIODE arbejdede vi også for et stort rengøringsfirma. Når der var en institution, der var færdigbygget, rykkede hele kollektivet ud og gjorde rent. Vi tjente mange penge på det, indtil vi blev fyret. Vi skulle gøre en stor gymnastiksal ren, hvor der lige var blevet lagt nyt parketgulv. Vores keyboardspiller pøsede en masse vand på og glemte alt om det. Dagen efter stod hele gulvet op i en spændt bue.
JEG FIK MIT første barn i 1973, da jeg var 19 år. Min kæreste, der var sygeplejerske, troede ikke, hun kunne blive gravid, men det blev hun, da jeg var 18, og hun var 24. Det bekymrede ikke mig. Vi havde klaret alt muligt andet, hvorfor skulle vi ikke klare at have et barn? I kollektivet var der altid 12 voksne til at tage sig af mine børn. Det var en god måde at overleve på, også når man ikke har så mange penge.
JEG VAR MEGET glad for kollektivet. Der var plads til alle. Da jeg fik nye venner på Journalisthøjskolen, kom de også i kollektivet, og vi bombarderede hinanden med inspiration, specielt det musikalske. Når vi rejste rundt med bandet, boede vi i andre kollektiver. Ligesom andre kollektiver boede hos os, havde vi faste kollektiver, vi boede hos, i Hvidovre, Svendborg, Odense, på Amager og i begyndelsen også hos Gasolin på Christianshavn. Det var godt for musikken.
VI HAR EKSPERIMENTET med stoffer, men ret tidligt fandt vi ud af, at det duede ikke. Hvis man tog hårde stoffer, junk, coke, selv speed, så blev man sendt hjem, fordi folk blev utilregnelige, folk blev sure dagen efter, og så kunne vi ikke få vores show op at køre. Vi har været benhårde med det der, og det har reddet nogle og måske også os selv.
9.
VORES FØRSTE LP udkom i 1973 på Philips gennem Johnny Reimar, der var en guttermand og hjalp os. Til gengæld fik vi ingen penge. Heller ikke for de kunstneriske rettigheder. Vi anede intet om det, vi var bare glade for at få en plade ud. Den fik flotte anmeldelser og kom på hitlisterne, men vi tjente jo ikke noget. Så vi tænkte: ”Vi laver sgu selv det næste album.”
VI KØBTE ET hus mere ved siden af kollektivet og etablerede vores eget pladeselskab, Genlyd Grammofon. I 1975 indrettede vi Feedback Studio. Vi fik de bedste teknikere og den bedste musikalske værktøjskasse i landet. Når der kom andre artister og indspillede hos os, lærte vi af dem, vi fik deres hemmeligheder, så vi hele tiden selv kunne blive bedre. Hver gang der kom en ny lyd, skulle vi have den og bruge den. Studiet og pladeselskabet udviklede sig til en lags fritidsklub med spillemaskiner, bordfodbold, fjernsyn, et hænge-ud-sted, hvor alle – høj som lav – kom. Musikere, venner. Selv kronprinsen blev senere en del af det miljø. Men vi tjente stadig ingen penge.
DA JEG VAR 30, boede jeg stadig på et værelse med to børn i kollektivet. Folk begyndte at tænke: Du har ikke engang fået en uddannelse, mand! På den ene side tvivlede jeg også, for tvivlen skal man altid have med sig. Jeg er religiøs, så jeg tror, og jeg tvivler. Men den kan nogle gange tage overhånd, så man kan komme i tvivl, om man dur til noget som helst.
VI FIK HÅRD kritik i 70’erne. Folk syntes ikke, vi var politiske nok. Der var en kritik i Information af, at ’der var ikke et ord om den automatiske dyrtidsregulering’. Med de ord. Vi vidste ikke engang, hvad det var.
VI ARBEJDEDE hele tiden på at finde vores egen lyd, så man kunne høre, det var Gnags. I slutningen af 70’erne spillede vi meget i Tyskland. Hippiemusikken var større der, og håret var længere. De mente det mere alvorligt. Men så en dag var vi til en fest i København, hvor folk pludselig dansede på en anden måde. Det var Bob Marley og den slags. Så var det, som om det sagde BANG. Både Jens og mig, og jeg tror også vores guitarist, Per Frost, blev ramt af et eller andet. Det er sgu da den vej, vi skal. En blanding af reggae og rock. For Jens og mig var det fuldkommen frigørende. Vi fik nogle hits i løbet af 80’erne, og det gik op for os, at vi spillede uden om vores eget publikum. Pludselig blev vi folkelige.
VI HAVDE OGSÅ vores eget bookingselskab. Når vi tog på turné, var det os selv, der tjente pengene. I stedet for at udbetale dem til os selv blev vi ved med at ansætte dygtige folk, vi blev ved med at drømme stort. Vi ville være det bedste studie i landet, og det mener jeg, vi lykkedes med.
MUSIK ER LEG FOR MIG, men der er en grund til, at det hedder showbusiness. Du er nødt til at være en hård hund, ellers kan du ikke få lov til at lege. Det mærkede vi op igennem 80’erne, hvor konkurrencen blev hårdere, og vi begyndte at tjene rigtige penge. Vi gemte på hemmelighederne i stedet for at dele ud af dem, og hallerne blev mere og mere fyldte. Det generede ikke mig, for jeg kan godt lide at konkurrere. Jeg synes, det er meget fedt, at man skal oppe sig og ikke bare automatisk er en succes.
SAMTIDIG MED AT vi begyndte at tjene penge, randt kollektivet ud. Vi havde boet sammen i 10 år og var ved at blive trætte af hinanden. Kollektivet blev opløst, men vi blev ved med at spille sammen.
10.
JEG SKRIVER SANGE konstant. Vi er lige blevet færdige med et album, og jeg er allerede videre og i gang med tre nye sange. Jeg spiller vores hits med stor fornøjelse, men de interesserer mig ikke. Jeg er interesseret i det næste, der kommer. Det er entreprenørens problem og gave. Og forbandelse.
JEG ER TRÆT af, at folk tror, det er noget vås, jeg synger. Det er det ikke. Det må folk selvfølgelig gerne synes, men jeg gider ikke frivilligt påtage mig et image som en lalleglad idiot, der ikke tænker sig om.
PÅ DET NYESTE album har vi for eksempel en sang om plastik i havet, ’Syndflod af plastik’. Jeg var i alle de nordsjællandske havne på samme tidspunkt om aftenen en sommer for at fange den stemning, jeg gerne ville have. Så sidder jeg og iagttager. Laver research. Jeg kan høre, hvordan skibene trækker i deres tov. Den lyd ved jeg skal med i sangen: ”Bådene længes og sukker og drømmer og snorker i tov.” Mine sange bliver altid til ude i virkeligheden, det er noget, jeg har oplevet. Som min far sagde: Aldrig synge om noget, du ikke selv har oplevet.
HVIS JEG SKAL HAVE et eftermæle, skulle der stå: ”Han eksperimenterede sgu med, hvad man kan synge om.”
VI HAR SPILLET ’Burhøns’ til hver eneste koncert siden 1978 i håb om, at de kan komme ud af det bur. Nu er det ved at lykkes. Jeg er gået helt ind i den rolle som burhøne og har ondt i hele kroppen, når jeg er kommet ud af den. Det er fuldkommen idiotisk, men det er min måde at være musiker på.
11.
DET HELE FALDT sammen på én gang. Min bror fik en hjerneblødning, Per Frost ville videre, og bandet gik mere eller mindre i opløsning. Det var i 1996. Samtidig med at min bror blev syg, fik min mor kræft. Jeg tog med hende til Aarhus, hvor hun skulle have strålebehandling. Det første, min mor så, da vi kom op på afdelingen, var et skilt, hvor der stod ’Afd. ød’. Altså afdød. Hun kiggede på mig og blinkede. Hun vidste godt, at hun sandsynligvis ville dø af det, men det tog hun med oprejst pande. Min far var mere ulykkelig. Det var ikke et træ i skoven, der væltede, det var hele skoven for ham.
MIN KONE var ved at lave en dokumentarfilm på Filippinerne, og der tog jeg hen i julen i 1997. Min mor havde sagt, at jeg roligt kunne rejse, hun ville helt sikkert stadig være der, når jeg kom tilbage. Mens jeg var derovre, drømte jeg, at jeg gik op ad en lang stige, op til min far. Samme morgen tog jeg ud for at snorkle, og da jeg skulle ind, begyndte det at blæse kraftigt op. Jeg kunne næsten ikke komme ind og var tæt på at drukne. Da jeg endelig nåede i land, var der et telegram fra min bror: ”Far er død.” Hvad?
JEG SKYNDTE MIG hjem og så min far ligge som en astronaut med et smil om munden. Han havde altid sagt, at det var den store tur, den sidste rejse, når man slipper, og sådan så han også ud. Han havde en blå pyjamas på, han havde købt i Italien. Den havde samme farve som himlen.
ET PAR DAGE efter kom der en mand ud med to kors. ”Det er mærkeligt,” sagde han: ”Din far har bestilt to kors af birketræ.” Vi ved stadig ikke, hvad han døde af, for han blev ikke obduceret. ”Det skal han ikke,” sagde min mor. 14 dage senere døde hun. Det andet kors var til hende.
MIN FAR HAVDE lavet en kuffert med alt i, det hele var arrangeret for os. Der lå et billede af dem til os hver, og han havde skrevet ned, hvordan vi skulle fordele tingene. Den kuffert havde ligget klar i årevis. Min far var religiøs, min mor var fritænker, skeptisk. Rigtig mange diskussioner endte med, at min far sagde: ”Det er også lige meget, for jeg skal nok gå forrest og bane vejen for dig.” Det var meget smukt og derfor også relativt nemt at komme sig over.
JEG FIK SÅ hammeren 14 dage efter. Far døde dagen før nytårsaften, mor døde 14. januar, 1. februar blev jeg skilt. Der gik min kone. Bang! Den havde jeg ikke set komme.
MIN BROR, som jeg havde bygget alt op med, havde fået en blodprop, og selvom han var sluppet nådigt, kunne han ikke spille mere. Gnags var delvist i opløsning, min far var død, min mor var død, og så blev jeg skilt. Det første år efter bruddet sagde vi ikke en lyd til hinanden. Der var iskoldt, lukket.
JEG VAR KED AF DET. Virkelig ked af det. En aften, da jeg kom hjem, var hele huset lyst op. Der var så meget lys, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Mine børn havde rottet sig sammen og var taget hjem for at trøste mig. Så har man alligevel ikke mistet det hele. Kort efter flyttede jeg til København. Til den første fest, jeg gik til i København, mødte jeg min nuværende kone.
I DAG ER JEG gode venner med alle mine ekser. Når min datter skal konfirmeres om nogle måneder, er begge mine ekskoner med, selvom ingen af dem er hendes mor. Det er fuldkommen naturligt.
12.
JEG HOLDT EN stor fest, da jeg fyldte 60 år i 2012. Jeg havde tivoli med skydebaner og tombola, et stort cirkus, diskotek og spisetelt. Alle de gamle fra Gnags var med. Og vi fandt sammen igen.
DER ER MANGE på min alder, der vælger at stoppe, men jeg kan ikke lade være, det er en nødvendighed. Jeg synes, der er noget, der skal siges. Og specielt synes jeg, der er en måde, det skal siges på.
JEG ER NÆSTEN DØV på højre øre. Jeg skal have et høreapparat, for det er irriterende. De andre er ved at få spat af mig, fordi jeg hele tiden siger: ”Hvad?” Det ærgrer mig, og det er et problem, når jeg laver musik, at jeg ikke kan høre diskanten på det øre. Hvis jeg ikke kan lave musik længere, kan jeg skrive mine erindringer. Jeg har altid tænkt, at når jeg ikke kan turnere mere, vil jeg skrive en bog fra havet, en fra bøhlandet, en fra byen og en fra bjergene. Jeg ved nøjagtig, hvad de skal handle om.
JEG HAR IKKE prøvet at være pensionist endnu, men jeg vil prøve det på et tidspunkt. ”Hvad skal du i morgen?” ”Det ved jeg da virkelig ikke.”
VI HAR ALTID RÅBT: ”Er I der?” når vi er ude at spille. Er du her, her og nu, eller står du med din forpulede telefon og tjekker, om du er der? Vær her, her og nu. Der er kun her og nu.
