1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE
Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året.
Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.
Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis.
Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem.
Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.
Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.
Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.
2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE
Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.
Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.
Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig.
Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz.
Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”
3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING
Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.
Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver.
Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat.
En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol.
4. MYGIND, DER KAPITÄN
Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.
Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.
En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.
Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”
Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.
Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.
5. PALLE ALENE HJEMME
Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.
De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.
Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut.
Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds.
På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.
6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?”
De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.
Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”
Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”
Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig.
7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL
Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”
Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang.
I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.
Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang.
8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?
Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.
Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen.
9. STOR SUCCES OG SVANESANG
Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”
Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kortisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.
Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter.
Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.
10. MERE ALVORLIG TALETID
De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.
Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.
Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”
Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.
11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE
Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.
Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død.
Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld.
At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte.
12. RIGETS TILSTAND
For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.
’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det.
Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én.
Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”
På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været så nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt.
13. HELT UDSPILLET
Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.
Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.
14. TILFÆLDETS GAVER
Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år.
Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.
