I 1985 rejste jeg med min højskolekammerat Lars mod Australien. Vi kørte som rygsækrejsende med Den Transsibiriske Jernbane, gjorde stop i Beijing, fortsatte med tog ned gennem Kina og endte i Australien. Her fik vi – to unge landmænd – job på hver sin farm. Vi taler 1.000 hektar jord, får overalt og en traktor på størrelse med Sjælland. Der var ikke en skid at lave efter fyraften, og vi var langt fra alting, så vi lærte at ryge pot – de fremragende topskud, der står og bager midt i solen – og at grine af en svensknøgle.
En dag skulle vi videre mod New Zealand. Vi tjekkede ind på et virkelig billigt hostel i Wellington af typen, man fandt i rejsebiblen Lonely Planet, hvor de kun spillede Beethoven fra morgen til aften. En lokal fortalte os, at der var premiere på ’Out of Africa’, og vi tænkte: ’Fint, Karen Blixen er dansk, den skal vi da se.’
Mens vi stod i køen foran den her forholdsvis lille biograf, kom biografdirektøren hen til os. Han var vel i fyrrerne, et hoved højere end mig – og jeg er 1,93 – og spurgte på engelsk: ’Jeg kan høre, I taler skandinavisk?’ Ja, svarede vi, og så tilbød han os en rundtur i Wellington i sin sportsvogn efter filmen. Vi sagde selvfølgelig ja igen. Det gjorde man jo dengang som backpacker.
Vi kørte rundt i Wellington, der er virkelig smuk og omgivet af en bjergkæde, og på turen foreslog han, at vi tog en drink i hans hus, og så ville han køre os hjem bagefter. Vi kom op til hans hus, der var meget moderne med lædermøbler overalt. ’I bliver nødt til at hjælpe mig,’ sagde han så. ’Jeg har en film, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om de taler dansk, norsk, svensk eller tysk.’ ’Fint, fint, lad os se på det,’ sagde vi. Og så trykkede han play og gik ud og blandede drinks.
Frem på skærmen tonede den mest hardcore bøssepornofilm, man kan forestille sig. Pik i røv, pik i mund, pik alle steder. Han kunne lige så godt have holdt et ladt jagtgevær op foran knoppen af os.
Vi skyndte os at trykke pause, og da han kom ind igen, sagde vi som det mest naturlige i verden: ’Vi vil bestemt mene, at de taler tysk.’
Hvad jeg først kan se i dag, er, at Lars og jeg nok har lignet to medlemmer af Wham. Vi var myndetynde, havde langt 80’er-garn og gik med halssmykker og åbne skjorter. Vi vidste jo godt, at der fandtes noget, der hed bøsser, men vi var altså to unge drenge fra landsbyer med ingen eller meget usynlige homo-miljøer, og det her kom som et gigantisk chok. For første gang i mit liv stod jeg i en situation, hvor jeg – som jeg har gjort så mange gange siden – med skandinavisk høflighed og pli forsøgte at padle uden om et problem og jævne ud med et smil i stedet for at gå ind i en konflikt.
Biografdirektøren insisterede på, at vi skulle blive til en drink, men vi skulle pludselig meget tidligt op næste dag, sagde vi. Vi løb de 14 kilometer tilbage til vandrehjemmet med følelsen af at være blevet virkelig, virkelig udfordret på vores seksualitet.”
