“GODDAG, hvad skulle det være?”
Vagn Guldborg står bag disken i sin butik i Teglgårdstræde i Indre København med en cigaret i hånden. På væggen bag ham hænger et rødt tæppe, og på bordet foran ham ligger en stak magasiner med afklædte kvinder på forsiden. I baggrunden rumsterer en mand rundt i det brede katalog af pornografiske billeder, blade og 8mm-film, som den rullekraveklædte butiksindehaver kan tilbyde.
”Nåh, du skulle bare kigge,” siger han, da den potentielle kunde går igen tomhændet.
Året er 1970, og Vagn Guldborg, en tidligere vinduespolerer, der skiftede rude og købte en pornobutik i Pisserenden i København, kan nu sælge sine varer frit. Uden at skulle bekymre sig om politirazziaer, bøder – eller i værste fald fængsel. Alligevel virker han en smule skuffet.
”Efterhånden er det blevet helt almindeligt. Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig,” siger han i åbningsscenen til dokumentarfilmen ’Sex en gros’ (1971).
”Der er ikke mange fordomme tilbage. Desværre,” afslutter han.
Inden forbuddet blev ophævet, var Vagn Guldborg lidt af en showmand. Om natten kunne han finde på at liste ud og overmale butiksfacaden med slagord som ”Ned med porno” og ”Svineri”. Han klistrede plakater med antipornografiske budskaber op på vinduerne, så det morgenen efter så ud, som om butikken var blevet vandaliseret af en af de kristne bevægelser, der bekæmpede pornografien. Det fik ham som regel i avisen, og den slags reklame kunne man ikke betale sig til. Men efter pornoens frigivelse i sommeren 1969 havde stuntet ikke længere samme effekt. Selv politibetjentene, der plejede at komme på uanmeldt besøg med en ransagningskendelse, var begyndt at hilse, når de mødte Vagn Guldborg på gaden.
Der var sket noget i København. I hele otte butikker på Strøget, hovedstadens fornemste butiksgade, kunne man købe blade og andre former for pornografisk materiale.
”Kan der dog ikke sættes en stopper for disse uhumske pornobutikker?” spurgte De Konservatives Poul Schlüter i Folketingssalen. Men løbet var kørt. I Istedgade, bag Hovedbanegården, hang der pornoreklamer, som viste kvinder med bare bryster og blottede kønsdele i butiksvinduerne, og nyåbnede sexklubber lokkede med liveshows og samleje på scenen. Og turister fra hele verden rejste til Danmark for at besøge byen, hvor alt var tilladt.
Politimuseets arkiv er fuld af fotografier af unge kvinder, der før pornografiens frigivelse blev konfiskeret som utugtigt materiale. Fra bogen ’De forbudte billeder’, Lindhardt & Ringhof.
”MAN RISIKERER at se billeder, der viser, at kvinder tager mænds lem i munden og slikker på det.”
Højesteretsdommer Jørgen Trolle havde set skriften på væggen, da han i 1968 advarede Folketinget mod at frigive billedpornografien. Men han var for sent ude. Året før var censuren af det skrevne ord blevet ophævet, og den ulovlige billedporno var i omløb i en sådan grad, at politiet ikke længere kunne følge med. Heller ikke selvom man i løbet af 60’erne gentagne gange havde slået aggressivt ned på pornoproducenterne med omfattende razziaer. I kiosker i blandt andet Istedgade kunne enhver købe pornoblade og -billeder under disken og forlade butikken med det forbudte materiale i en brun papirspose.
I starten af 60’erne havde højt profilerede højesteretssager om surrealisten Wilhelm Freddies konfiskerede malerier og den forbudte erotiske roman ’Fanny Hill’ skabt en markant modstand mod enhver form for censur. Med ’Jeg – en kvinde’ (1965) – en filmatisering af Siv Holms dristige roman om kvindelig seksualitet, der viste både nøgenhed og sexscener, men uden at være egentlig porno – i spidsen flyttede en række nyskabende film grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på biograflærredet. Og mens 60’ernes ungdomsoprør og den seksuelle frigørelse tog fart, blev det sværere og sværere at forsvare opretholdelsen af straffelovens paragraf 234, som forbød fremstilling af utugtigt materiale, fortæller Jon Nordstrøm, der er forfatter til bogen ’Dansk porno’ om 100 års dansk pornohistorie.
”Presset for at frigive pornografien blev op gennem 60’erne så stort, at den borgerlige regering – trods modstand fra særligt De Konservative – nærmest ikke havde andet valg end at fjerne forbuddet. Det var et spørgsmål om censur og frihed,” siger han.
30. maj 1969 vedtog Folketinget ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi – med 125 stemmer for og 25 stemmer imod. 1. juli trådte loven i kraft, og som resultat blev Danmark det første land i verden, der frigav pornoen.
Loven blev skrevet under af den konservative justitsminister i VKR-regeringen, Knud Thestrup. Hans håb var, at en ophævelse af forbuddet ville få interessen for billedpornografien til at dale, som det var sket med skriftpornoen i 1967. Da han fremlagde loven i Folketingssalen, sagde han blandt andet:
”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.”
Men sådan gik det ikke.
PORNO FØR ’69
Frederik Strand, direktør for Politi-museet og forfatter til bogen ’De forbudte billeder’, der udkom 30. maj i anledning af 50-året for pornografiens frigivelse:
”I 1866 fik Danmark den første formelle lovgivning: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentligt udstiller utugtige Afbildninger.” Det var fundamentet frem til 30’erne, hvor også fremstilling af utugtigt materiale blev forbudt. Men fordi lovgivningen ikke specificerede, hvad utugtigt materiale var, opstod der hurtigt et problem omkring tolkning af, hvad der var utugtigt, og hvad der var tilladt.
I de følgende årtier blev loven om utugtigt materiale en politisk kampplads, og kriterierne for utugt ændrede sig, alt efter hvem der sad ved magten. I starten af 1900-tallet, efter systemskiftet, hvor det danske styre gik fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, skete der en mildning, og de første danske erotiske fotografer udfordrede i den periode utugtslovgivningen ved at lave nogle banebrydende erotiske fotografier.
Men det vendte i 20’erne og 30’erne, hvor lovgivningen blev strammet, formentlig foranlediget af de totalitære tendenser, der spredte sig gennem Europa. Ikke kun pornografi, men også eksempelvis detektivromaner blev forbudt, fordi man mente, det kunne skade offentlighedens moral. Det var også i 30’erne, at kunstneren Wilhelm Freddies berømte værker blev beslaglagt.
Den indremissionske forening Vigilia, der kæmpede for den offentlige moral i Danmark, spillede en stor rolle i kampen mod utugtige udgivelser. De gik rundt i danske byer og købte pornografisk materiale hos blandt andet cigarhandlere og kiosker, der solgte det under bordet, og derefter kontaktede de politiet, som så kunne rykke ind, beslaglægge materialerne og straffe ejerne. Politiet havde ikke selv ressourcer til at gå rundt og tjekke forhandlerne, men takket være Vigilia fandt de ud af, hvor de skulle slå til.
Forhandlerne og fotograferne blev hurtigt opmærksomme på, at de måtte maskere deres materiale for at omgå lovgivningen. På et billede af en nøgen kvinde, der badede, kunne der eksempelvis stå, at der var tale om et naturbillede, og på den måde kunne fotografier af pornografisk materiale slippe igennem med henvisning til, at der var tale om kunst eller naturfotografi. Nogle lod også, som om de lånte materialet ud til andre i stedet for at sælge det, fordi det ikke var ulovligt at besidde utugtigt materiale, men kun at distribuere det.
I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne kom de første egentlige pornoblade, der minder om dem, vi kender i dag. Det var også her, man så de første egentlige producenter af professionel pornografi. Synet på censur begyndte at vende, blandt andet i kraft af den skepsis over for autoriteter, der fulgte efter anden verdenskrig. Materiale, der tidligere havde været erklæret utugtigt – blandt andet Wilhelm Freddies erotiske malerier – blev frigivet. Med ungdomsoprøret i 60’erne opstod en helt anden opfattelse af kroppen og af seksualitet, og kampen for frigivelse af pornografi blev en del af kampen for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit.”
I OKTOBER 1969 blev verdens første sexmesse afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. 300 journalister fra hele verden var mødt op for at rapportere fra ’Sex 69’, og på messens første dag var køen angivelig mere end 800 meter lang. De nysgerrige – størstedelen mænd – måtte stå der i tre timer, inden de kunne komme indenfor i et univers af pornoblade, sexlegetøj, liveshows, filmvisninger og nøgne modeller, der gik rundt mellem publikum. I løbet af fem dage blev KB-Hallen besøgt af mere end 50.000 gæster.
Porno-begejstringen kendte næsten ingen grænser, og den danske pornoindustri, der før havde levet en lyssky tilværelse, kunne nu tjene hvide penge i stedet for sorte, også uden for hovedstaden. På Fanø kunne man købe ind i en lokal pornobutik, og i Sønderjylland, belejligt tæt på grænsen til Tyskland, åbnede et decideret sexsupermarked med alt fra film til sexlegetøj.
”Der var porno overalt. På gadehjørner stod automater, der tidligere havde været fyldt med cigaretter og slik, nu med frække blade. Selv i Københavns Lufthavn kunne man købe små diasfotos med nøgne damer, som man kunne tage med hjem,” fortæller Jon Nordstrøm.
Ifølge Nordstrøm var den første tid efter pornoens frigivelse kendetegnet ved en fandenivoldsk uskyldighed, grænsende til det naive. Alt var tilladt, og alt skulle afprøves.
I visse dele af pornomiljøet var der kunstneriske ambitioner. Det gjaldt blandt andet filminstruktøren Ole Ege og provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen, hvis film blev vist ved filmfestivalen i Cannes i starten af 70’erne. Senere chokerede Thorsen i både ind- og udland med sine ambitioner om at lave en pornofilm om Jesus.
Andre havde for længst øjnet en gylden mulighed for profit på den hardcore porno, der udelukkende handlede om at vise sex for sexens skyld. Heriblandt Leo Madsen, der blev mangemillionær på bladet Week-end sex, som udkom første gang i 1966, og brødrene Jens og Peter Theander, der med firmaet Rodox Trading grundlagde et regulært dansk porno-imperium i en lagerbygning på Amager.
Også på det store filmlærred gjorde pornoen sit indtog, om end i en lidt anden form. Først med de populære Sengekants-film, der var en række erotiske lystspil, og siden den mere vovede Stjernetegns-serie, hvor anerkendte skuespillere som Karl Stegger og Poul Bundgaard kunne opleves side om side med pornoskuespillere, der dyrkede sex. Filmene viste både nærbilleder af kønsdele og penetration, men blev stadig opfattet som komedier primært og porno sekundært.
”Filmene kombinerede folkekomedie med sex. De blev en kæmpe publikumssucces og er et godt eksempel på, hvor mainstream pornografien blev i årene efter frigivelsen,” siger Jon Nordstrøm.
Fra udlandet kom filmmagere i hobetal til Danmark for at dokumentere den danske porno-revolution. Deres film blev vist for et stort publikum i blandt andet amerikanske biografer. Men også herboende instruktører viste interesse for at registrere det unikke stykke danmarkshistorie, der udspillede sig for næsen af dem.
Provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen midt i en alternativ bodypaint-happening under verdens første sexmesse i KB-Hallen i 1969.
NILS VEST var netop blevet færdig på Den Danske Filmskole, da han i slutningen af foråret 1970 blev tilbudt at arbejde for selskabet Laterna Film. Direktør Mogens Skot-Hansen havde set den dokumentar om dansk tatoveringskunst, som Nils Vest lavede på Filmskolen, og han så potentiale i den unge instruktør. Hos Laterna fik Nils Vest mulighed for at instruere og producere sine egne film – emnet kunne han selv vælge.
På filmskolen rullede den seksuelle revolution for fuld kraft. Takket være p-pillen, der var blevet frigivet i 1966, blev der ”bollet løs på kryds og tværs”, som den 75-årige filminstruktør formulerer det i dag i sit hjem på Christiania. I filmskolemiljøet kom også folk, der deltog i pornofilm foran kameraet, og gennem dem fik Nils Vest mulighed for at følge den spirende industri på nærmeste hold.
”Jeg fik en unik mulighed for at være med lige i øjeblikket, efter bomben var sprunget, hvor der var helt stille i lokalet, og folk kiggede på hinanden og spurgte: ’Hvad gør vi nu?’” fortæller han.
I løbet af efteråret 1970 rejste Nils Vest landet rundt for at skildre det danske pornomiljø: fra Vagn Guldborgs butik i Teglgårdstræde til et ægtepar i Svendborg, som åbnede den første pornobutik på Sydfyn og inviterede til livesex på en madras i deres dagligstue, hvor både de selv og gæsterne deltog.
Undervejs stødte Nils Vest ikke på mange pornomodstandere. Men i visse dele af det bedre borgerskab og i kristne bevægelser kunne man finde dem. I en villa i Holte filmede han en gruppe unge kristne, der forgæves forsøgte at bekæmpe udviklingen.
”De kræfter, der er i gang i øjeblikket, de arbejder på at tage al menneskelig værdighed fra os. Helt ned til dyrenes stadie,” messer en ung mand i filmen foran en samstemmende forsamling.
Den unge filminstruktørs ambition var at skildre alle aspekter af den danske pornoindustri. Sværest var det at komme ind i det københavnske homo-miljø, der på trods af tidsånden fortsat måtte operere i det skjulte.
”Dengang så man meget anderledes på homoseksuelle end i dag, og det var meget svært at få nogle til at være med. De maskerede sig og tog paryk på, så man ikke kunne genkende dem i filmen,” fortæller han. Anderledes nemt var det at få lov til at filme par, der dyrkede sex på klubberne i Istedgade, hårde spanking-scener med læder og pisk under optagelserne – og sågar en kvinde, der havde sex med sine dyr.
’Mazurka på sengekanten’ (1970) var den første af Sengekants-filmene – en række erotiske lystspil, der blev vist i danske biografer 1970-76.
I EN SCENE i ’Sex en gros’ er Nils Vest på besøg hos brødrene Theander i Rodox Tradings hovedkvarter på Strandlodsvej på Amager. Ude foran den røde murstensbygning er en rød lastbil i gang med at blive læsset med brune pakker, klar til distribution. ’Sex Revolution’, står der på siden af dem. Indenfor viser Peter Theander, i brunt hår, lange bakkenbarter og beige jakkesæt, rundt på lageret, hvorfra virksomheden solgte porno til både ind- og udland.
”Her har vi en nyhed, der lige er kommet. Det er en speciel form med nogle SS-uniformer, der hovedsagelig må siges at sælge i USA,” siger han og trækker et rødt magasin med det tyske nazistpartis flag på forsiden frem fra vægreolen bag sig.
Theander-brødrene var begejstrede for at få besøg af Nils Vest. De tænkte, at det ville være god reklame for Rodox Trading. Da filmen udkom, var de dog skuffede over, at den ikke var pornografisk nok. Under optagelserne på Amager bed Nils Vest især mærke i, hvordan Peter Theander og hans ansatte behandlede selv den mest hardcore og bizarre pornografi, som var det enhver anden vare.
”De kunne lige så godt have solgt grydelapper og kogebøger,” erindrer filminstruktøren.
I de første år efter frigivelsen blev mange danske porno-købmænd hurtigt rige på at producere og sælge film og blade. Men mange af dem formøblede deres formue i samme tempo, som de havde tjent den, fortæller Jon Nordstrøm:
”Ole Ege tjente mange penge, men røg for meget hash og smed det hele væk igen. Leo Madsen spillede pengene væk og døde i 1979. Kun Theander-brødrene fik gjort porno til en særdeles lukrativ forretning.”
De to brødre startede med at sælge frække hæfter i deres butik med det uskyldige navn Rådhusantikvariatet, som de åbnede i 1966 i Studiestræde i København. Men forretningen tog først for alvor fart med udgivelsen af Color Climax to år senere, der blev et af Danmarks største pornoblade. Og ikke længe efter pornoens frigivelse gik brødrene til filmen.
Arbejdsfordelingen var klar: Jens Theander filmede og var ansvarlig for produktionen, og Peter Theander tog sig af det forretningsmæssige. På sit højeste solgte Rodox Trading og underselskabet Candy Film mere end 4.000 film om dagen, der blandt andet blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Holland og Tyskland. Filmene rangerede fra ’almindelig’ hetero-porno til S/M og i en periode også børneporno, der indtil 1980 kunne købes og sælges, men ikke produceres lovligt i Danmark. I dokumentarserien ’Candy Film – Da børneporno var lovlig’ afdækkede DR i 2016, hvordan Theander-brødrene distribuerede børnepornografisk materiale og samarbejdede med kendte pædofile. Der findes ikke beviser for, at Rodox Trading og Candy Film selv producerede børneporno.
”Theander-brødrene lavede nogle mærkelige ting. De havde ingen skrupler,” siger Jon Nordstrøm.
Rodox Trading fortsatte produktionen i årtier og havde ved 30-årsjubilæet i 1996 udgivet mere end 30.000 pornoblade og -bøger. Jens Theander døde i 2008, mens 77-årige Peter Theander fortsat lever og sidder i bestyrelsen i Rodox Fonden, der yder økonomisk støtte til kunstnere. Det er ikke lykkedes Ud & Se at få kontakt til ham.
PORNO EFTER ’69
Morten Thing, kulturhistoriker og forfatter til bogen ’Pornografiens historie i Danmark’ (1999):
”Da Danmarks konkurrencefordel forsvandt, og andre lande frigav pornografien, bredte produktionen af porno sig hurtigt til en række andre lande, som ville have del i det voksende marked. Og da VHS-båndet kom frem i 1976, var danskerne slet ikke klar til at følge med udviklingen. Op gennem 80’erne blev der produceret mindre og mindre dansk porno, og kun få producenter overlevede. Særligt amerikanerne gav alle andre baghjul og blev hurtigt den største producent af porno, en position, landet stadig har i dag.
Da internettet spredte sig i 90’erne, ændrede pornoindustrien sig markant. Pludselig opstod der helt nye muligheder for distribution af porno, der før havde været et fysisk produkt i form af et blad, en bog eller et videobånd, men nu kunne tilgås digitalt. Hurtigt blev der lavet hjemmesider, hvor man kunne få adgang til pornofilm og -billeder på nettet mod betaling. Der opstod også et marked for erotiske fortællinger, og der blev udvekslet private amatørpornooptagelser, dog mest i lukkede fora. Allerede dengang blev de engelske ord ’sex’ og ’porn’ to af de mest populære søgeord på nettet.
Den egentlige revolution kom først 20 år senere, da de gratis pornosider opstod. Her kunne brugerne se porno uden at skulle betale, og i stedet tjente man penge på at vise annoncer, hvilket gjorde pornoen lettere tilgængelig end nogensinde før. Markedet for amatørporno eksploderede også, og der opstod sites, hvor almindelige mennesker optrådte med liveshows og lignende. I dag er porno en global vare, og pornoindustrien er større end nogensinde. Til gengæld er dansk porno så godt som død.
Pornoens frigivelse har haft stor betydning for dansk kultur helt frem til i dag. I litteraturen blev det op gennem 80’erne og 90’erne normalt, at den seksuelle side af et menneskes liv indgik i romaner. Og på film kunne man lave eksplicitte indslag i biograffilm, der var produceret til det almindelige filmmarked. Det gjorde Lars von Trier blandt andet i ’Idioterne’ fra 1998, hvor der er en kort sekvens, som viser samleje i nærbillede.
Det er nemt at tage det for givet i dag, men meget af den frihed, man i dag har inden for kunst, film, tv, litteratur og så videre skyldes ophævelsen af censuren i slutningen af 60’erne. Der er heller ingen tvivl om, at den seksuelle frigørelse og pornografiens frigivelse har betydet, at det i dag er meget nemmere at tale om sex offentligt, end det var for 50 år siden.”
FRIGIVELSEN af pornografien medførte voldsom international eksponering af Danmark og i særdeleshed København. I USA kunne en ung Jack Stevenson ofte læse i aviserne om den seksuelle revolution, der fandt sted på den anden side af Atlanterhavet i ’The Land of Sin’. Han blev hurtigt fascineret af fortællingen om det fantastiske lille land i Skandinavien, hvor alt tilsyneladende var tilladt.
”I amerikanernes fantasi var Danmark et seksuelt utopia. Der opstod en næsten mytisk fortælling om Danmark som ét stort hippiefællesskab, hvor alle dyrkede sex med alle,” siger Jack Stevenson, forfatter til bogen ’Scandinavian Blue’, om 60’ernes og 70’ernes erotiske film i Danmark og Sverige.
Han husker, at der i 1970-71 gik fem-seks film i amerikanske biografer på samme tid, som alle havde ’Denmark’ i titlen. Og dokumentarerne – som var den eneste slags film, hvor man måtte ’vise hud’ i USA – var voldsomt populære.
”I bund og grund lærte danskerne amerikanerne om sex i den periode,” siger forfatteren og filmmanden, der har boet siden slutningen af 80’erne i København, hvor han i dag bestyrer Husets Biograf.
Men længe inden Stevensons fascination af de frisindede danskere førte ham til den danske hovedstad, strømmede amerikanske turister til København for at se bare bryster og kønsdele. Og på Vesterbro fandt man hurtigt ud af, at der var hurtige penge at tjene på de nysgerrige udlændige.
”Inden sexklubberne for alvor skød op, kunne amerikanerne og japanerne – som var de turister, der var flest af – kun se grynede nøgenbilleder og købe pornoblade. Men så var der nogle, der fik en idé: Hvis de var her for at se hud, ville de nok også betale for at se rigtig hud,” fortæller Jon Nordstrøm.
Blandt dem, der øjnede en fidus efter pornofrigivelsen, var Stig ’Snotten’ Emmerik Poulsen og ’Røde’ Kai Bo Rasmussen. De arbejdede som chauffører hos Codan Bilen på Halmtorvet, men lejede et kælderlokale i Istedgade og begyndte at sælge billetter til liveshows for 50 kroner stykket. Når kælderen var fyldt med forventningsfulde turister, løb de med pengene og tog på druk, mens amerikanerne og japanerne ventede på en nøgenmodel, der aldrig dukkede op. Det fungerede, fordi turisterne som regel var så flove, at de undlod at klage til politiet.
Fupnummeret blev forløber for de første egentlige sexklubber med live-samleje på scenen. På den første af klubberne, Keyhole i Istedgade, fik Røde Kai arbejde som booker, inden han købte ejerne ud og overtog stedet selv. I løbet af kort tid åbnede adskillige lignende klubber på Vesterbro, og konkurrencen var hård. Flere steder kørte Røde Kai og Snottens fidus videre, men med den forskel, at turisterne ikke blot blev snydt for en halvtredser, men også fik frarøvet resten af deres penge.
”Det begyndte at rygtes, at det var decideret farligt for turister at færdes på Vesterbro. Og da politiet fik øjnene op for, hvad der foregik, blev de mange liveshows hurtigt forbudt med henvisning til, at loven fra 1969 kun gav tilladelse til at vise billedfotografi – ikke live-sex,” siger Jon Nordstrøm.
Politiet stormede klubberne og ødelagde inventaret, og ved udgangen af 1972 var de berygtede liveshows på Vesterbro næsten forsvundet. I stedet investerede pornobaronerne deres penge i narkotika, hvilket kun gjorde kvarteret omkring Istedgade endnu mere råt. Ifølge Jon Nordstrøm skete der i det hele taget en forråelse af pornomiljøet i løbet af få år.
”Der gik ikke så mange år, før hippierne trak sig ud, og så blev pornoindustrien præget mere af profit end af seksuel frigørelse. Og samtidig blev de danske pornoproducenter presset af udenlandske konkurrenter, der også ville have en bid af kagen.”
Pornobutik på Vesterbro få år efter pornografiens frigivelse. Skiltene var engelsksprogede for at lokke udenlandske turister til.
I MIDTEN AF 70’erne var det danske porno-eventyr så godt som ovre. I København blev de eksplicitte sexreklamer fjernet, da det blev forbudt at vise anstødelige billeder i det offentlige rum, og det blev også indskærpet, at pornoblade og andet materiale af pornografisk karakter ikke måtte anbringes i børnehøjde. Pornoen forsvandt fra gadebilledet, og det samme gjorde sexturisterne. Efterhånden som andre lande fulgte med og frigav pornoen, rykkede også industrien væk fra Danmark. Kun Theander-brødrene formåede at holde liv i eksporten.
”Der gik ikke ret mange år, før Danmark blev overhalet. I USA, Sverige, Holland og siden Tyskland begyndte man at producere porno lovligt, og da det skete, havde den danske pornobranche toppet,” siger Jon Nordstrøm.
Ifølge Jack Stevenson var pornoens frigivelse et kompromisløst opgør med censur. Mennesker skulle være frie til at sige, skrive og vise, hvad de ville, uden begrænsninger. Han beskriver årene efter frigivelsen som ”en mærkelig tid”, hvor folk accepterede ting, som ville blive opfattet som stærkt kontroversielle i dag.
”Men jeg tror, man skal have levet i 50’erne og 60’erne og have oplevet, hvor omfattende censuren var, for at forstå, hvorfor alt blev tilladt, efter forbuddet blev ophævet,” siger han.
Med tiden blev det dog klart, at pornografien også havde sine skyggesider.
”Der blev lavet mange ting i frihedens navn, og det var så altoverskyggende, at andre, mere problematiske aspekter ved pornoen lidt blev glemt. Børneporno er et godt eksempel, men der var også spørgsmålet om udnyttelse af kvinder i pornobranchen, som ingen for alvor beskæftigede sig med dengang. I pornoen blev seksualitet fremstillet på en måde, som ofte var meget macho og til tider voldsom, men ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det gjorde ved unge mennesker at få præsenteret sex på den måde,” siger Jack Stevenson.
FEM HISTORISKE (PORNO)-FILM
Jack Stevenson, bestyrer af biografen i det københavnske kulturhus Huset-KBH, udpeger de fem vigtigste film fra tiden omkring pornografiens frigivelse. Biografen viser alle fem film i løbet af efteråret i anledning af den fri pornos 50-årsjubilæum.
’Jeg – en kvinde’ (1965)
”Filmatiseringen af Siv Holms roman om passion og promiskuitet set fra et kvindeligt perspektiv var en grænseoverskridende succes, som satte den seksuelle frigørelse allerøverst på dagsordenen. Det var den første film, der blandede porno og almindelig spillefilm, hvilket var banebrydende, og filmen blev også et stort hit i USA. ’Jeg – en kvinde’ gik så langt, som man overhovedet kunne tillade sig inden pornografiens frigivelse.”
’Gift’ (1966)
”Knud Leif Thomsens film om den selvsikre livsnyder Per, der indleder et seksuelt forhold til teenagepigen Susanne, var på den ene side en advarsel mod de ødelæggende følgevirkninger af den nye, frigjorte seksualmoral, men samtidig indeholdt den hardcore pornografiske scener, og Thomsen var indædt modstander af censuren. Det er 60’ernes glemte mesterværk i dansk film, og det var den første film, som beskæftigede sig med pornoens skyggesider – eksempelvis hævnporno.”
’Stille dage i Clichy’ (1970)
”’Stille dage i Clichy’ er baseret på Henry Millers roman af samme navn og instrueret af Jens Jørgen Thorsen. Den skildrer kønslivets glæder ublufærdigt og var den første offentligt viste danske film, som eksplicit viste penetration. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Cannes, og i de første tre uger efter dens premiere blev den set af mere end 100.000 danskere. Thorsen kombinerede pornografien med kunstneriske spillefilmsambitioner.”
’Hvorfor gør de det?’ (1971)
”Det amerikanske instruktør-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også var praktiserende psykologer, flyttede til Danmark for at skildre den seksuelle frigørelse gennem nogle af de mennesker, der optrådte på de københavnske sexklubber. ’Hvorfor gør de det?’ var et seksualpolitisk manifest, og Kronhausen-parret så offentlig sex som manifestationen af en højere og friere bevidsthed, og den er en af de vigtigste dokumentarfilm om porno og den seksuelle frigørelse.”
’I jomfruens tegn’ (1973)
”Den første film i Stjernetegns-serien var revolutionerende i den måde, den blandede hardcore porno med folkekomedie. Produktionen var stor og dyr, de medvirkende var ’rigtige’ skuespillere, og den blev vist i danske biografer med stor succes. Stjernetegns-filmene var med til for alvor at gøre porno mainstream.”
NILS VESTS FILM blev til som en nøgtern skildring af den danske pornobranches guldalder. Men til filminstruktørens store fortrydelse blev den i stedet markedsført og solgt som en pornofilm. Ved udgivelsen var Laterna Film tæt på fallit, efter Mogens Skot-Hansen havde satset stort på en filmatisering af Shakespeares ’King Lear’, og en af pengemændene bag filmselskabet, den tidligere nazist Henning Karmark, ville have sine penge hjem. Derfor gennemtrumfede han, at Nils Vests dokumentar skulle sælges som porno. Den fik titlen ’Sex en gros’ i stedet for ’Frihed på alle hylder’, som Nils Vest havde tænkt, og Peter Wibroes grafiske filmplakat blev skiftet ud med et billede af en kvinde, der red en mand. Filmen fik premiere i Nygade Teatret på Strøget, men det blev uden Nils Vest og resten af holdet bag dokumentaren, der ikke længere kunne genkende deres arbejde.
”Senere listede jeg mig dog ind en eftermiddag for at se den. Der var flere af tilskuerne, som bandede og forlod biografsalen i arrigskab, fordi de ikke syntes, at filmen var liderlig nok,” fortæller Nils Vest.
Siden er ’Sex en gros’ blevet anerkendt som det stykke social reportage, den egentlig var. Og på mange måder illustrerer filmen, hvor vidtfavnende det danske frisind var i begyndelsen af 70’erne:
I filmens mest kontroversielle scene gennemfører en ung kvinde ved navn Bodil Joensen et samleje med hunden Lassie på sin gård ved Gelstrup i Odsherred. Hun blev kendt som ’Ornepigen Bodil’ og blev berømt i både ind- og udland gennem film og liveshows med dyr på Vesterbros sexklubber. Hendes seksuelle udfoldelser vakte debat, men da ’Sex en gros’ udkom, var der ikke mange, der løftede et øjenbryn.
”Dengang var der intet forargeligt i, at en kvinde havde sex med en hund og ovenikøbet optrådte med det,” fortæller Nils Vest. Men da filmen blev vist til historiefestivalen Golden Days for nogle år siden i Husets Biograf i Magstræde, var tiden en anden, siger han:
”Folk nærmest kravlede ned under biografsæderne, da sex-scenen med Bodil og Lassie gik i gang.”
