TRUSLEN FRA OVEN
Et jagerfly suser hen over byens tage i syriske Yabrud. Jeg kan høre, det flyver lavt, bomberne falder faretruende tæt. Jeg griber instinktivt min sikkerhedsvest og stikker fødderne i mine sko, men når ikke at binde dem. Så rejser jeg mig fra stue-gulvet hos Nasser, den lokale skoleleder, som huser mig og fotografen Betina Johnbeck. Sammen med hende er jeg i 2013 taget til Syrien for Danmarks Radio, og hun er lige i hælene på mig.
Ude på gaden hører vi endnu et brøl fra et jagerfly. Det kommer sådan bagfra. Jeg føler, at det flyver lige hen over hovedet på os. Flyet er fra det syriske regime. Jeg kigger op og ser det slippe en bombe. Med øjnene kan jeg følge bomben, den slår ned på vejen et stykke foran os. Braget er øredøvende, trykket fra eksplosionen rammer os, murbrokker, glasskår og støv hvirvler rundt i luften. Jeg famler i blinde, løber tilbage til huset. Alle vinduerne er smadret, på gulvet i stuen sidder Nassers kone og barn og skriger. Nasser selv er ikke hjemme. Betina har fået skrammer på ryggen fra glasskårene.
”Vi skal væk,” råber jeg. Jeg er bekymret for, at vi er regimets mål, de har før angrebet vestlige journalister. Vi får kontakt til de lokale aktivister, som har huset os i Yabrud, og drøner ud af byen. Vores tasker med udstyr, pas og penge må vi efterlade bag os.
Før bomberne falder, har Betina og jeg lavet en aftale med et smuglernetværk i byen Aarsal for at komme fra Libanon til Syrien. Vi er kørt i bil, mens vores satellittelefoner, sikkerhedsveste og andet udstyr er på en motorcykel, der er kørt en anden vej. Ellers vil de libanesiske soldater opdage, at vi skal til Syrien. Fra Aarsal, tæt på den syriske grænse, har vi gemt os i bunden af en pickup-truck i det tørre, bakkede landskab. Et sted derude bliver Libanon til Syrien. Der er ikke længere grænseposter, men den libanesiske hær patruljerer i området. Da vi kommer frem til Yabrud, bor vi først hos en tandlæge, der fremstiller gebisser, siden hos Nasser.
Efter angrebet bliver vi kørt ud til en gård. Pludselig hører vi igen et lavtgående jagerfly. Betina og jeg styrter ind for at komme i dækning. Men det er ikke et nyt bombardement. Det viser sig, at der ligger en militær landingsbane tæt på gården. Vi må blive og overnatte, og den nat lukker jeg ikke et øje. Først da fuglene begynder at kvidre næste morgen, føler jeg en ny begyndelse. Vi får kontakt til smuglernetværket, som fik os ind i Syrien. De hjælper os ud igen. På vejen tilbage er jeg på vagt. Smuglerne er kriminelle. Kan vi stole på dem? Men det lykkes os at komme tilbage og i sikkerhed.
KALDET FRA NEDEN
10 år tidligere står jeg på en stor sten i haven ved min kærestes sommerhus med udsigt over Roskilde Fjord. Jeg har bare tæer, mærker stenens ru overflade mod mine fodsåler. Det er maj 2003, og jeg arbejder som pædagogmedhjælper på Æseldyrets stue i en børnehave på Amager. Jeg har lige søgt ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Men jeg keder mig. Det har jeg gjort hele foråret.
Jeg er 24 år og er vokset op lidt syd for Næstved, derude hvor der ikke er busstoppesteder, men hvor man må vinke til bussen for at blive samlet op. Min far er kørelærer, min mor er journalist. De bor på et nedlagt landbrug, som tilhørte mine bedsteforældre før os. Min far er født i det, der i dag er køkkenet. Jeg er enebarn, og i de landlige omgivelser med marker og en mose er der masser af plads, både mentalt og fysisk.
Rastløsheden stammer fra min far. Godt nok har han boet det samme sted hele sit liv, kørt på de samme veje dag ud og dag ind, men han sidder aldrig stille. På gården ved man aldrig, hvor han er, min mor må altid kalde på ham.
Som 10-årig giver min far mig en motocrossmotorcykel til børn. Han tuner den, så den kan køre 70 km/t. Jeg drøner rundt, fræser haven op. Jeg har styrthjelm på, men ingen albue- og knæbeskyttere. Mine forældre har aldrig pakket mig ind i vat. De har givet mig en tro på, at landtøsen fra ’Næver’ (Næstved, red.) nok skal klare den uanset hvad.
Min far er besat af biler. Når vi skal på ferie, er det altid med bil, og kun hans egen. At flyve sydpå og leje en bil kan ikke komme på tale. Alle mine ferier går til De Østrigske Alper. Som 14-årig tager jeg til Kenya med en veninde for at besøge hendes far, som bor dernede. Der opdager jeg for første gang, at der findes en verden uden for Danmark og Østrig. Jeg kommer hjem og er helt fyldt op af en lyst til at udforske den verden.
En vestlig koalition med USA i spidsen har netop invaderet Irak, og dér på stenen står jeg og tænker på en reportage fra Bagdad, jeg har set i tv nogle uger før. DR’s korrespondent Ole Sippel rapporterede, men det, der foregik i baggrunden, fangede min opmærksomhed. En gruppe irakiske unge i starten af tyverne – på min egen alder – hoppede og dansede, mens de kastede rundt med papirer fra et af Saddam Husseins administrationskontorer.
Der er noget ved dem, som har vakt min nysgerrighed. Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var en ung irakisk kvinde, der havde levet hele sit liv under et diktatur? Jeg går indenfor og ringer til min barndomsveninde Abigail og spørger, om hun vil med til Irak. Hun læser litteratur og er i praktik på en ungdomsredaktion på DR. Vi taler sammen, og vores plan bliver at lave en radiodokumentar om de unge irakere.
I slutningen af juni lander vi i Amman i Jordan, hvor Ole Sippel – som vi har lavet en aftale med hjemmefra – tager imod. Han har arrangeret, at en irakisk chauffør skal køre os over grænsen til Irak og videre til Bagdad. Vejen dertil går gennem ørkenen i Anbar-provinsen, og der har været en del røverier. Vi har radioudstyr med og har hævet amerikanske dollars i kontanter til turen. Abigail og jeg bliver enige om, at pengene er det vigtigste, hvis vi bliver stoppet. Vi sprætter trusseindlæg op og fylder dem med grønne sedler og kører til Bagdad med trusserne fulde af penge. Det er næsten 50 grader varmt, og de amerikanske soldater ved grænsen giver os chokolade, der er så godt som smeltet. På vejen passerer vi flere gange store bombekratere. Vi er i Bagdad i to uger for at lave reportage. Vi møder de unge og er også med amerikanske soldater på natpatrulje. Da jeg kommer hjem, er jeg som tændt af en hellig ild. Kort efter får jeg besked om, at jeg er kommet ind på journalistuddannelsen på SDU. Jeg ved, at det er det, jeg vil.
TÆT PÅ
I oktober 2007 har jeg fulgt den forhenværende pakistanske premierminister Benazir Bhutto fra Dubai til Karachi. Hun er på vej hjem efter otte år i eksil for at gøre comeback i pakistansk politik. Jeg er med fra hendes dørtærskel i Dubai, hvor hun står med koranen i hånden og beder for en god rejse, og hele vejen til Pakistan om bord på et fly. Jeg er ansat som uddannelsesreporter på Jyllands-Posten, men har fået lov til at rejse af sted og følge Benazir Bhutto. Jeg har forinden fundet ud af, hvilken afgang hun skal med, og har købt en billet. Om bord er hele hendes parti, Pakistan People’s Party. De danser og synger i midtergangene.
I Karachi er der tusinder af mennesker i gaderne. Jeg mødes med min veninde, der arbejder for DR. Vi følger menneskemængden og Bhuttos kampagnebus. Bagefter tager jeg hjem på mit hotel for at skrive min artikel. Mens jeg sidder og skriver, tikker en nyhed ind. Der har været et attentat mod Benazir Bhuttos bus. Hun overlever, men kun fordi hun befandt sig i bunden af bussen for at skifte sko. To måneder senere bliver Benazir Bhutto dræbt under et vælgermøde i Rawalpindi af en selvmordsbomber.
Mens jeg er i journalistpraktik på Jyllands-Posten, har jeg været i Pakistan to gange. Jeg rejser også til landet, lige inden Muhammed-krisen bryder ud i 2005, og jeg tager senere dertil i fire måneder for at skrive min bacheloropgave. Der er krig i nabolandet Afghanistan, danske tropper er udstationeret, men det bliver mere og mere tydeligt, at truslen fra Taleban har rødder i Pakistan. Jeg er optaget af at udforske det.
Hjemme i Danmark sidder jeg på redaktionen og ringer til Danmarks Lærerforening fem gange om dagen. Mine venner og familie siger til mig, at jeg skal være glad for, at jeg har fået et fast job. Og det er jeg også. Men at skrive om folkeskolen og gymnasierne er ikke det, jeg drømmer om. Jeg længes tilbage til Pakistan.
Efter min tur med Benazir Bhutto går jeg op på chefredaktørens kontor og spørger, om ikke avisen skal have en korrespondent i Pakistan. Han siger nej.
”Nå, men så siger jeg op,” svarer jeg. Jeg går ned på udlandsredaktionen og spørger, om de er interesseret i freelanceartikler fra Pakistan. Det er de. I januar 2008 sætter jeg mig om bord på et fly til Pakistans hovedstad Islamabad. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg forlader Danmark for altid.
“På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret.”
PERSONA NON GRATA
En fredag aften i 2010 banker politiet på porten foran mit hjem i Islamabad. Et par dage forinden er jeg kommet kørende hjem i min hvide Suzuki Alto til huset, hvor jeg bor. Foran det bliver jeg mødt af en officer med et stykke papir i hånden. Jeg må ikke få det, kun læse det. Der står, at jeg skal forlade Pakistan inden en dato, som allerede er overskredet.
Senere kommer politiet. Jeg sidder med min pakistanske ven Salman og drikker hvidvin. I fjernsynet er der cricket. Politiet siger, at jeg skal komme ud og følge med. Jeg ringer til den danske ambassadør.
Udenfor bliver menneskemængden større, og efterretningstjenesten holder i en vogn, som jeg skal deporteres væk i. Ambassadøren skynder sig over til os i sin bil på diplomatnummerplader og kommer indenfor. Jeg begynder at pakke. Mit liv skal ned i en kuffert på få minutter. Jeg samler lidt tøj, min computer og nogle avisudklip.
Jeg tænker, det er bedst, hvis Salman ikke bliver set sammen med mig. Han er begyndt at få lidt for gode ideer til, hvordan jeg kan flygte ud over taget. Jeg ler, stikker ham flasken med hvidvin og lukker ham inde i gæsteværelset. Politiet står ude på gaden og råber, at der er en kriminel i huset. I stuen går min kat Puttie rundt – helt udspilet, fordi hun er højgravid. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal efterlade den i Pakistan.
Myndighederne har været efter mig et stykke tid. Jeg har været i landet i to år og dækket alt fra terrorangrebet på den danske ambassade i 2008 til kvinders forhold i det konservative pakistanske samfund, og jeg har boet med en stammefamilie på grænsen til Afghanistan. Jeg har nok en anelse om, hvorfor de ikke bryder sig om mig: Nogle måneder forinden har en avis i byen Lahore ved grænsen mellem Pakistan og Indien bragt en notits fra det lokale journalistforbund. De skrev, at jeg var udsendt af Jyllands-Posten, avisen med Muhammed-tegningerne, og de satte spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig lavede i Pakistan.
Et par kvindelige betjente træder ind i stuen med håndjernene parat. Jeg har sat mig demonstrativt i en lænestol, nægter at følge med. Ambassadøren siger, at han tager med mig. Til sidst indvilliger jeg. På politistationen får ambassadøren arrangeret, at jeg må tage hjem og pakke mine ting.
Tilbage i huset åbner jeg en øl. Et ukendt nummer ringer. Det er avisen Dawn News, som har fået nys om sagen. De har hørt, at der er problemer med mit visum, og vil vide, hvad der foregår. Avisen har tætte forbindelser til efterretningstjenesten, og jeg kan regne ud, at det er dem, der har lækket oplysningerne til Dawn News.
Næste dag er jeg på forsiden af en anden avis, The Nation. Der står, at jeg har uddelt Muhammed-tegninger i Islamabads gader. Det passer selvfølgelig ikke.
Jeg køber en flybillet hjem til Danmark med en plan om at flytte min base til Kabul i Afghanistan. Jeg ved, at min tid i Pakistan er slut.
DANSER MED DRENGE
Kabul er en sandfarvet by. Afghanistans hovedstad ligger i en dal mellem sneklædte bjerge, der kan ses i horisonten. Byen er støvet, og kvindernes himmelblå burkaer blafrer i vinden. Krigen raser i den sydlige del af landet, men i Kabul er der på det tidspunkt relativt fredeligt med undtagelse af nogle få terrorangreb. Jeg lejer et hus og hyrer en chauffør ved navn Raffi til at køre mig rundt. I Pakistan kørte jeg selv bil, men i Kabul er der sjældent vejskilte, og byen er svær at finde rundt i.
Kabul er en smeltedigel af vesterlændinge: soldater, journalister, ngo-medarbejdere og entreprenører. De lever helt adskilt fra lokalbefolkningen. Bag bevæbnede vagter og metaldetektorer fester de på natklubber og i private hjem. På flere barer i byen, hvor man skal aflevere sine våben i garderoben, må kun udlændinge komme ind. Har jeg en afghansk ven med, bliver han afvist i døren.
I 2010 er jeg til en fest, hvor hundredvis af mænd står i rundkreds og klapper og hujer. De ældre bærer turbaner, det sammenviklede stof om deres hoveder danner mønstre, som minder om rynkerne i deres ansigter. I midten danser drenge – så unge, at de endnu ikke har fået skæg – rundt med bløde, sensuelle bevægelser. En af dem er i rød kjole og slør, og han danser æggende med en kop te på hovedet. Jeg er den eneste kvinde i forsamlingen, festen er kun for mænd, men jeg har fået adgang.
Jeg er hunderæd for, at de pludselig vil have mig til at danse. Men mændene ænser mig ikke, kigger kun på drengene. I afghanernes øjne er jeg intetkøn, fordi jeg er vestlig, har lys hud og lyst hår.
Drengene bliver kaldt dancing boys. Jeg finder ud af, at nogle af de ældre mænd ’ejer’ dem, holder dem i en slags harem og dyrker sex med dem i det skjulte. De fleste af dem er mindreårige. Jeg besøger en ældre mand og taler med nogle af de drenge, han har i sit harem. For dem er det bare en indtægt, siger de. Men det er prostitution og i mange tilfælde også pædofili. Mødet med dem chokerer mig.
I det afghanske samfund er homoseksualitet ikke velanset. Men kvinderne er utilgængelige og tildækkede, ligesom sex uden for ægteskabet er forbudt, og derfor er sex mellem mænd mange steder udbredt.
En afghansk ven sagde engang, at sex og kærlighed er som en flod: Uanset hvor mange diger man bygger, skal den nok finde en vej udenom. Når unge mænd med hormoner, der pumper rundt i kroppen, ikke kan komme i kontakt med unge kvinder, opstår der et rum for at eksperimentere med sit eget køn i stedet.
ET ANDET HJEM
Han har en smøg i munden og hænderne på rattet. Han er 10 år gammel, kører bil og opfører sig, som var han voksen. Siden han var fem, har Mina Farghaly samlet affald i ’Garbage City’, en bydel i Kairo, hvor skraldedyngerne tårner sig op i gaderne og inde i bygningerne. Det er det kristne mindretal kopterne, der bor her. De har sorteret skrald fra Kairos gader i årtier – de kristne er de eneste i det muslimske land, som kan holde grise, og de hjælper affaldet af vejen ved at spise sig gennem tonsvis af madrester. Grisene må ikke være i gaderne, men går i stedet indendørs i beboelserne. Af og til kan man spotte dem gennem et vindue ude fra gaden.
Jeg er i ’Garbage City’ en uge og følger den 10-årige dreng, der har det samme grønne joggingtøj på hver eneste dag. Hans bror er handicappet, hans søstre er gift, og familien er afhængig af de penge, han tjener på at transportere skrald væk fra Kairos mere velhavende bydele.
I 2013 flytter jeg til Kairo fra Beirut, hvor jeg har boet, siden jeg forlod Afghanistan. Kvarteret, jeg bor i, er et område med mere grønt, mere luft og lidt mindre trafik, men selv her ligger der skrald på gaden. Kairo er en enormt beskidt by. Affaldssystemet virker ikke, så folk smider det i bunker på gaden. Bunkerne vokser og vokser, og kun hvis man er heldig, kommer der en gang imellem en skraldebil og fjerner dem. Døde gadehunde og vilde katte bliver også smidt på gadehjørner. Jeg møder ofte stanken, når jeg er ude at løbe en tur.
I dag føler jeg mig mere hjemme i Kairo end i Danmark. Men jeg kan stadig køre få kilometer fra mit hus og ende i en bydel, hvor jeg føler mig totalt fremmed. Kairo er ufattelig stor. Jeg bor med min mand i et hus, som jeg lejer af en kvinde, der tilbringer det meste af året i udlandet. Der er seks meter til loftet og kupler med farvet glas i hvælvingerne. Stengulvet er køligt, selv om sommeren, og i haven er der avocadotræer.
Når jeg er hjemme, går jeg og planter blomster og fjerner ukrudt. I entreen bliver jeg mødt af mine to katte, Puffer og Bonnie. Katte har en meditativ effekt på mig. ”A cat a day keeps the PTSD away,” plejer en udenlandsk kollega og jeg at sige til hinanden. En kat, der spinder, er et fantastisk roligt gemyt at have i huset. Det hjælper mig med at falde tilbage i en rytme, når jeg kommer hjem fra en rejse.
Min gamle kat, Puttie, flyttede med til Kabul, til Beirut og til Kairo. Her blev hun slået ihjel af et giftigt pulver, som byens myndigheder lægger ud for at slå de hjemløse gadehunde ihjel. Hun overlevede Pakistan, Afghanistan og Libanon, men den egyptiske hovedstad gjorde det af med hende. Vi fik otte gode år sammen.
FLYSKRÆK
Jeg lider af flyskræk. Jeg lægger altid en snus under overlæben, når jeg skal flyve. Og jeg sidder helst ved vinduet, lige ud for vingen. Så kan jeg holde øje med det hele. Jeg spekulerer altid på, om flyet er blevet efterset. Når flyet letter, tænker jeg, at det ikke har fart nok på til at komme i luften. Måske har flyselskabet forregnet sig, lastet maskinen for tungt? Og jeg følger med i, om flapperne går op og ned, som de skal. Når flyet lander, holder jeg øje med, om landingsstellet folder sig ud under mig.
Det er svært for mig at afgive kontrol til andre. Flere gange har jeg oplevet, at piloter i Mellemøsten ryger, mens de flyver. Når de sidder og pulser smøger i cockpittet, hvad kan de så ellers finde på? Spiser de også sandwich med dressing, der drypper ned i instrumentbrættet? Min fantasi kender ingen grænser.
I 2018 sidder jeg om bord på Yemenia Airways og flyver over Det Røde Hav. Det er nat, og passagererne sover. Over min ene skulder får jeg øje på en kvinde. Hun har blå negle og en arabisk næse, hvor næseryggen knækker. Hun får også øje på mig, og vi falder i snak hen over midtergangen. Hun er 28 år, hedder Shifa og fortæller, at hun er læge, og at hun hader det yemenitiske styre, hader oprørerne. Hun siger også, at hun slet ikke er religiøs – faktisk er hun ateist. Det sidste hvisker hun. I Yemen kan den sætning være en dødsdom.
Jeg bliver overvældet af, hvor hurtigt hun lukker mig ind i sit inderste kammer. Det er meget uvant for mig. Danskere fortæller ikke så ofte fremmede om deres inderste tanker. Men folk i Mellemøsten er anderledes. Jeg er tit blevet inviteret med til både bryllupper og begravelser af folk, jeg har kendt i få timer.
Shifa og jeg forstår hinanden med det samme. På flyturen begynder et venskab, og vi har stadig tæt kontakt i dag. At tale med hende dulmer også min flyskræk. Den svinger efter, hvilket selskab jeg flyver med, og hvad jeg flyver over. Den rammer mig ofte hårdest, hvis jeg enten er meget frisk eller meget udmattet. Nogle af de gange, hvor jeg har haft mest flyskræk, er, når jeg er fløjet hjem fra en krigszone.
UNDER COVER
I oktober 2019 bliver vi viftet ind til siden ved en kontrolpost på grænsen til Yemen. Chaufføren Sameh ruller vinduet ned, viser sit ID til en soldat. Ved siden af ham på forsædet sidder Ahmed, min rejsemakker, som har skaffet mig adgang til landet, der er svært at komme ind i som journalist. Også han viser sit yemenitiske pas. På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret, som det netop er sket for en japansk journalist få uger forinden. Jeg har ikke sikkerhedssele på, det bruger de lokale ikke. Jeg sidder musestille, kigger kun lige frem.
Jeg er taget af sted for at følge i fodsporene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet var en del af en kongelig ekspedition til det arabiske land. Destinationen er hovedstaden Sanaa, som kontrolleres af oprørsgruppen houthierne. De er i krig med præsident Abdrabbuh Mansur Hadis regime, der støttes af Saudi-Arabien, og for at komme dertil skal vi passere regeringsstyrkernes kontrolpost i byen Marib.
Fra bagsædet kan jeg høre, at soldaten beder Sameh om at åbne bagagerummet. I det ligger min taske oven på min kuffert, fyldt med check-in-mærkater fra lufthavne i Mellemøsten. Jeg hører dem rode i taskerne, lyne lynlåse op. Pludselig kan jeg høre dem bladre i en bog. Mit hjerte begynder at hamre. I min taske ligger Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelser på dansk. Da jeg pakkede min taske om morgenen, kom jeg til at lægge den øverst. Jeg er sikker på, at jeg bliver opdaget.
”Hvad er det?” kan jeg høre soldaten spørge.
Sameh tøver.
”Det er en bog,” svarer han så, helt roligt, mens Ahmed forklarer, at vi bare er en familie. Tilsyneladende virker det, soldaten mister interessen for bogen, og vi passerer gennem kontrolposten. På intet tidspunkt falder det dem ind at spørge om mit ID, det beder man ikke kvinder om i Yemen.
I min niqab føler jeg, at jeg er ingenting. Det er, som om jeg ikke eksisterer. Jeg har ingen personlighed, ingen vilje, intet at skulle have sagt. Mændene fører an, bestemmer alt, bærer min kuffert. Jeg føler, at mine sanser bliver sløve, har svært ved at se ud gennem sløret. Yemenitternes øjne er til gengæld trænede. De kigger efter kvindernes holdning, størrelsen på deres fødder, bredden på deres skuldre. At jeg er tildækket, betyder ikke, at jeg ikke får elevatorblikke – tværtimod.
Men niqabben har også sine fordele: Under den er jeg kun iført strømpebukser og bh. I den bagende varme bliver den til et luftigt telt om min krop. Og den skaffer mig ind steder, jeg ellers ikke kan komme som kvinde.
KVINDE PÅ KHAT-POTER
Fra Sanaa rejser jeg videre til de yemenitiske kaffebjerge. Jeg vandrer hele dagen mellem plantager på stejle skråninger. Om aftenen, hos en kaffebonde ved navn Mohammed, hvor jeg bor, falder jeg næsten om af træthed i stuen. Min rejsemakker Ahmed, chaufføren Sameh, Mohammed og et par af hans venner kommer over. Der er khat-blade overalt på gulvet, det er lidt som at sidde i en skovbund.
De euforiserende blade er en national afhængighed i Yemen. Når man kører over grænsen fra Oman til Yemen, er der én ting i ørkenlandskabet, der ændrer sig: Overalt flyder det med rødfarvede khat-plastikposer, de ligger i buske og i krat, de flyder på vejen, og de hænger fra armene på yemenitiske mænd, som var de en forlængelse af deres krop. I Yemen er frokosten det vigtigste måltid, og når mændene kommer hjem fra markedet, hvor de har købt khat, tygger de hele eftermiddagen og aftenen.
I alle landsbyer er khat-markedet centrum. De slanke mænd sidder i lændeklæder og sandaler blandt bjerge af khat-blade i forskellige farver og prutter om prisen. Kommer man ved skumring, lyser de med lommelygter. Alles kinder er store som tennisbolde, selv de unge drenges. Khat er fuldt ud lovligt i Yemen, men det føles som at befinde sig i en røverbule.
Hjemme hos Mohammed tygger jeg også khat. Det er hårdt arbejde. Bladene er hårde, og jeg er aldrig nået til at have en kind, der buler ud. Jeg kommer til at sluge bladene i stedet. Man siger, at effekten kan sammenlignes med amfetamin. Det er opkvikkende, men når jeg ser på mænd i Yemen, må et langvarigt forbrug også have en sløvende effekt.
Vi drikker yemenitisk kaffe, noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Jeg ligger på siden med albuen på en puf og med det ene ben hævet i en trekant under min abaya, en heldragt, hvor man kun kan se ansigtet. Pludselig udbryder Ahmed: ”Du ligger som en sheik!” Hele stuen bryder ud i latter. Ahmed forklarer mig, at sådan bør en kvinde ikke ligge i Yemen, men her tager de mit regelbrud roligt.
Det er hverken første eller sidste gang, jeg bryder kulturelle koder i Mellemøsten. Andre steder har jeg siddet på gulvet med strakte ben og fødderne fremme. Først bagefter er det gået op for mig, at det betragtes som uhøfligt at sidde, så man kan se fodsålerne. Jeg har også siddet med benene over kors i den kurdiske del af Syrien, hvor den position opfattes som et udtryk for arrogance.
Og flere gange har jeg stukket labben frem til mænd, der ikke vil give hånd til kvinder af religiøse årsager. Engang blev en mand i Pakistan så befippet, at han stak albuen frem. Så tog jeg fat i den og sagde goddag. Men jeg møder også religiøse mænd, der normalt ikke giver hånd til kvinder, som trykker min hånd. Kvinderne er til gengæld mere løsslupne. Jeg er flere gange blevet overrumplet med tusind våde kindkys. Det er ofte bedstemødre, som holder mig fast, mens de kysser løs.
AISHA
Jeg er i Mosul i 2017 med de irakiske specialstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat. Soldaternes base er en villa midt i byen. Familien, der plejede at bo der, er flygtet fra den krigshærgede by. Soldaterne bor 200 meter fra frontlinjen, som skærer sig gennem storbyen i det nordlige Irak. Kampene flytter sig hele tiden, og vi flytter med. Med mig har jeg en skudsikker vest, tørshampoo, vådservietter og Panodiler.
90 procent af en krig er ventetid. Vi snakker, drikker te, spiser kage. Jeg lærer at falde i søvn til lyden af flybomber fra den amerikanske koalition, som bomber Islamisk Stat. Soldaterne kalder mig ’Tante Puk’ på arabisk. De står i kø for at få en hovedpinepille, de fortæller mig om deres frygt, og de spiller musik for mig, som minder dem om deres koner og kærester derhjemme.
En soldat ved navn Dhafer fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, at han arbejder på det amerikanske konsulat i byen Erbil, men i virkeligheden kæmper han en blodig krig i Mosul, og hans venner dør.
Når soldaterne rykker frem, går det stærkt. Vi kører i konvoj i armerede Humvee-firhjulstrækkere, og jeg sidder på bagsædet, mens en skytte affyrer maskingeværssalver fra taget. Forrest kører en slags bulldozer, som kan køre over miner. Den agerer også bolværk mod eventuelle selvmordsbilister fra Islamisk Stat, der forsøger at torpedere konvojen med køretøjer fyldt med sprængstof. Jeg har lært at læse krigslandskabet, kan høre forskel på et missil og en mortérgranat. Jeg kigger på soldaterne, aflæser deres ansigtsudtryk, orienterer mig om, hvor fjenden er, og jeg ved, hvordan jeg skal placere mig for at være i mindst mulig fare.
Over for soldater-villaen bor en familie med syv børn, der er flygtet fra deres hjem i den anden ende af byen. På tværs af vejen løber en el-ledning fra specialstyrkernes generator, som forsyner familien med strøm.
Hver formiddag kommer moderen med frisk brød til soldaterne. Med sig har hun familiens yngste datter, Aisha, hun er tre år gammel og har krøllet hår. Vi giver hende appelsiner og chokolade som tak for brødet, og jeg leger med hende og familiens andre børn.
En formiddag, netop som hun har været ovre med brød, lyder et brag. En mortérgranat slår ned i familiens have. Da støvet letter, fortæller soldaterne, at Aisha er blevet dræbt. Jeg går over vejen og ser appelsintræet i haven, der står forbrændt tilbage. Inde i stuen står eftermiddagssolen ind ad et lille vindue, i lyskeglen sidder Aishas mor og skriger i gråd. Jeg lægger armene om hende, og hun trykker sit hoved ind mod mig. Jeg føler mig helt magtesløs.
Den slags oplevelser sætter sig i mig rent fysisk. Jeg bearbejder det ved at skrive om det. Og når jeg er hjemme i Kairo, har jeg en massør, som hjælper mig med at løse det op. Det er et fast ritual.
SKJULT KÆRLIGHED
Jeg kender Hisham gennem en ven, der er operasanger og baryton. Til en privat koncert i Kairo hører vi en arie fra ’Carmen’. Bagefter går vi ud i en overdådig have. Hisham piller skud fra en kaktusplante, rækker dem til mig og fortæller, at hvis jeg opbevarer dem tørt, vil de slå rødder, og så kan jeg plante dem derhjemme.
Mødet udvikler sig til venskab. En dag, da jeg har inviteret ham på hjemmebagte boller på min veranda, møder han op med en anden mand. Det er Ismail, hans 23-årige kæreste, som han har fortalt mig om. Selv er Hisham i midten af trediverne. Han siger, at mit hjem er det første sted, han har været uden at skulle skjule, at han er homoseksuel. I Egypten kan kærlighed mellem to mennesker af samme køn være farlig. På arbejdspladser, i familien og i samfundet risikerer de at blive udstødt – og fængslet. Kæresten Ismail fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, han er til karrieremesse. Ismail bor hjemme, og hans mor forventer, at han snart vil finde en hustru. Hun ved, at han er til mænd, det har hun læst i hans dagbog, men det vælger hun at ignorere.
Jeg har set mange eksempler på den sociale kontrol i muslimske samfund. Mænd og kvinder ender i ulykkelige tvangsægteskaber på grund af indgroede traditioner og skikke. Og Hisham skjuler stadig sin seksualitet for mange i sin omgangskreds. Men i det mindste er hans forældre stoppet med at forsøge at få ham gift.
For nylig holdt jeg en lille barbecue i min have for nogle venner. Hisham og Ismail var inviteret. Her var de for første gang sammen som par foran andre mennesker. Jeg så dem holde hinanden i hånden. Men Ismails mor ved stadig ikke, at hendes søn har en kæreste, der er en mand.
MENINGEN MED … DET HELE
For syv år siden, da Betina og jeg kom ud af Yabrud og Syrien og tilbage til Libanon, boede Betina hos mig i Beirut et par dage. Vi drak vin og talte ud – som en form for debriefing. Af og til taler jeg også med venner og familie om mine oplevelser, men intet er bedre end at tale med den person, jeg har været sammen med i krigszonen.
Det hjælper også altid at lytte til ’Mads & Monopolet’. Det gjorde vi i Syrien. En lytter skrev ind og spurgte, om man kan tillade sig at grave naboens hindbærbuske op. Det føles befriende at lytte til noget så almindeligt, når man selv skal forholde sig til liv og død.
I dag er jeg meget bevidst om, hvilke risici jeg tager. Det skal give mening. I 2012 befandt jeg mig i nabobyen, da to journalister blev slået ihjel i Homs i Syrien. For nylig blev en udenlandsk kollega såret på arbejde i Nagorno-Karabakh ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I flere dage vidste jeg ikke, om han ville overleve.
Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker.
