KØEN SLANGER SIG ned ad stationspladsen på Nørreport i København. Det er den sidste bankdag i måneden, klokken er lidt i 10 om formiddagen, og med mundbind og mellemrum uden for Danske Banks filial står en skare af pensionister, hjemløse og handicappede. En enkelt sidder i kørestol, en anden har sat sig på asfalten, og flere må støtte sig til stokke eller rollatorer, mens de venter på at blive lukket ind. I døren står en G4S-vagt og sørger for ro og orden, mens han sluser de utålmodige kunder ind. Hver gang én får lov at komme indenfor, kommer mindst én ny til i den voksende kø til filialen, der er den sidste kontantkasse i København.
Ejer man ikke et dankort, er det her, man skal møde op for at hæve sine penge, sin løn eller sin pension. En mand, der passerer på cykel, er ved at vride nakken af led på grund af optrinnet foran banken, men dagens kø er ikke et særsyn, fortæller en ældre kvinde, der har taget bussen fra Frederiksberg. Sådan ser det ud, hver gang det er lønningsdag, og faktisk var det endnu værre for en måned siden, hvor en mand besvimede i køen, mens hun selv måtte vente i to en halv time på at komme ind og hæve sine penge.
Foran hende står en mand, der kalder sig selv ’it-mongol’. En anden kvinde er blevet franarret sin pung så mange gange, at hun ikke længere er tryg ved at hæve i en automat. En tredje er hjemløs og skal have penge til det næste fix, mens en fjerde måtte have hjælp af sin 12-årige søn, sidste gang hun skulle logge på sin netbank. Længere henne står Mona, en 83-årig pensioneret børnepædagog, der aldrig har ejet en computer. Hendes mest avancerede stykke elektronik er en ældre mobiltelefon uden touch-skærm, og hver måned, når pensionen går ind på hendes konto, møder hun op for at hæve sine penge. Fælles for dem alle er, at de står i gråvejret og føler sig svigtet og umyndiggjort af samfundet og af banken.
Og så er der Kim på 61, der er direktør i en rådgivningsvirksomhed. Han er kørt fra Birkerød, hvor han netop er flyttet i nyt hus. Et nyt dankort skulle han også have, men ved en fejl kom Danske Bank til at sende kortet til den gamle adresse. Derfor står han nu uden penge, indtil et erstatningskort når frem med posten, hvilket kan tage op til 10 hverdage.
”Jeg overvejede at spørge naboen om hjælp, men jeg syntes, det virkede lidt mærkeligt at banke på og bede om penge, når jeg aldrig har mødt dem før. Så nu står jeg her,” siger han opgivende.
”Wow! Rigtige penge.Hvor fandt du dem, mor? Jeg har været byen rundt uden held.”
DE BEMANDEDE bankfilialer er de senere år blevet låst og lukket på stribe. 8. februar i år lukkede Danske Bank stort set alle deres kontantkasser – ifølge banken fordi kunderne ikke længere efterspørger kontanter – og kun i landets fire største byer samt Københavns Lufthavn og en deltidsåben kasse i Rønne kan kunderne i dag hæve penge i Danske Bank, der er den eneste af landets store banker, der stadig har kontantkasser. Siden årsskiftet har man ikke kunnet hæve penge ved skranken i for eksempel Arbejdernes Landsbank og Nordea, mens andre banker har været endnu hurtigere ude. Også mange hæveautomater er de senere år enten lukket eller solgt til virksomheder, der pålægger gebyr ved hævning, som man kender det fra udlandsrejser.
Lukningen af kasserne er led i en omsiggribende samfundsudvikling, hvor adgangen til fysiske betalingsmidler bliver mere og mere begrænset. Hvidvasklovgivning og indsats mod sort arbejde har blandt andet strammet grebet om bankers, virksomheders og privates omgang med kontanter. Og organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark – brancheorganisationen for landets pengeinstitutter – støtter alle en afskaffelse af kontantreglen, der forpligter danske butikker til at tage imod kontanter. Argumentet lyder, at digitale betalinger er nemmere, billigere og foretrukket af danskerne.
Ifølge Jonas Hedman, professor på Copenhagen Business School og ekspert i betalingsmidler, er det i dag ikke længere et spørgsmål om, men hvornår kontanterne helt har udspillet deres rolle i det danske samfund.
”Der er stadig nogle juridiske forhindringer som eksempelvis kontantreglen, der står i vejen, men i store træk er Danmark på vej mod at blive kontantløst,” siger han. ”Store institutioner i samfundet understøtter udviklingen, og samtidig opfatter danskerne elektroniske betalingsmidler som nemmere, sikrere og mere bekvemme. Jeg ser det som uundgåeligt, at kontanterne forsvinder, men det er svært at sige, præcis hvornår det kommer til at ske.”
EN AFTEN I 2011 sad Anne Sø og læste i en bog, da en jagende smerte ramte hende i den ene side af hovedet. Pludselig kunne hun ikke mærke sin ene arm, og hendes tunge blev følelsesløs. Anne Sø blev konfus, gik i seng og vågnede næste morgen fuldt påklædt. Lægevagten mente, at der nok var tale om en slem migræne, men nogle dage senere fik hun på Glostrup Hospital konstateret en blodprop i hjernen.
”Selverkendelse var ikke min stærke side på daværende tidspunkt, så når lægerne spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg havde det fint. Det betød, at jeg både kom for sent i behandling og aldrig blev sendt til genoptræning,” fortæller Anne Sø, der halvandet år senere løb ind i endnu en blodprop.
Anne Sø, der i dag er førtidspensionist, tøver lidt, inden hun kommer frem til, at hun er 53 år gammel. I dag bliver hun hurtigt træt, og der skal ikke meget til, før hun mister overblikket. Hvis hun står i supermarkedet, og ekspedienten taler til hende, mens hun er ved at betale med kort, glemmer hun sin pinkode på stedet. Og hun har svært ved at overskue sit forbrug, fordi hun ikke længere er i stand til at regne i hovedet.
”Jeg var på udflugt med min datter, hvor vi dryssede rundt i byen. Jeg kom ikke hjem med noget stort, alligevel havde jeg på turen formøblet næsten 1.000 kroner, fordi jeg bare kørte kortet igennem. Som førtidspensionist er det rimelig katastrofalt at bruge så mange penge uden for budget. Hvis jeg til gengæld har kontanter i pungen, er det langt nemmere for mig at følge med i mit forbrug,” fortæller hun.
For at holde styr på sin økonomi har Anne Sø sat sig selv under administration. Hver dag tømmer hun sin pung for kvitteringer, og med en lommeregner lægger hun beløbene sammen og skriver dem ind i et regneark på sin computer. Hun ønsker ikke, at andre skal have ondt af hende, og hun er blot taknemmelig for, at hun ikke er blevet lam.
”Men jeg føler, at folk som mig bliver glemt,” siger hun. ”Det er ikke kun hjemløse og 95-årige, der aldrig har betjent en computer, som har brug for kontanter. Jeg har et usynligt handicap, så folk bliver irriterede, når jeg er længe om at betale i supermarkedet. Jeg er dog hverken på tværs eller laver sort arbejde, fordi jeg insisterer på at betale med kontanter.”
DER ER MANGE andre danskere, der enten foretrækker eller er afhængige af at kunne betale kontant. Interesseorganisationer, forskere og aktivister peger især på socialt udsatte, folk med sindslidelser og ældre, der aldrig er kommet med på den digitale vogn. Beregninger fra Ældre Sagen, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at i omegnen af 150.000 danskere over 65 år aldrig har været på internettet.
”Vi er ikke imod digitalisering, som mange har glæde af, men vi forsøger at gøre politikere og banker opmærksomme på, at ikke alle kan leve et digitalt liv. Vi ønsker et samfund, der kan rumme alle, uanset hvor digitale eller ikke-digitale de er,” siger Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, der blandt andet nævner, at der er mennesker i Sønderjylland, som må køre over 100 kilometer for at komme til nærmeste bank med en ’rigtig’ kasse.
Ældre Sagen og en lang række andre interesseorganisationer har derfor henvendt sig til regeringen for at gøre opmærksom på problemet, og 26. maj besluttede regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal prøve at løse udfordringen i, at udsatte grupper har svært ved at skaffe kontanter.
Professor Jonas Hedman er enig i organisationernes bekymring. Han mener, at vi med udviklingen i Danmark er i fare for at ekskludere samfundsgrupper, som har svært ved at bruge digitale betalingsmidler.
”Problemet er, at der er tale om marginale grupper, som den finansielle sektor ikke for alvor interesserer sig for, fordi de i et økonomisk perspektiv betyder meget lidt. De her mennesker bliver svigtet, og fra politisk side mangler der i høj grad løsninger på, hvordan vi undgår at tabe dem i et kontantløst samfund. På CBS forsøgte vi i 2013-14 at lave et forskningsprojekt, der skulle adressere netop det problem, men vi måtte give op, fordi vi ikke kunne få støtte.”
”Kode 9, kode 9! Vi har en dame, der vil betale med kontanter!”
PÅ EN CAFÉ i det indre København sidder Anders Kjærulff og smiler, da dankortterminalen pludselig ikke virker, netop som vi skal til at betale for vores kaffe. Den 56-årige journalist, privatlivsaktivist og tidligere vært på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’ stiftede i 2018 bevægelsen ’Bevar Kontanter’, som kæmper for retten til fortsat at kunne betale med fysiske penge. Han går aldrig ud ad døren uden mindst 200 kroner i sin pung, og han er bekymret for udsigten til en nær fremtid, hvor banker, forsikringsselskaber, læger og stat i princippet vil kunne se, om vi køber for mange cigaretter eller bruger penge på alkohol og gambling.
”Alle digitale betalinger kan spores,” siger han. ”Det er en del af en digitalisering, som staten bruger til at føre mere kontrol med borgerne i samfundet. Kontanter er derimod anonyme, og kun så længe vi har dem, har vi et vist mål af frihed til at gøre ting, som staten ikke kan kigge i, og som ikke kan data-mines og puttes ind i en algoritme, der kan profilere os og vores vaner. Med internettet og sociale medier er vores privatliv i forvejen under pres på så mange fronter. Jeg ser kontanter som et højvandsmærke for, hvornår det for alvor ramler.”
Anders Kjærulff benytter sig både af kreditkort og MobilePay, det er ikke det, men for ham er kampen for kontanter principiel. Han ved godt, at det koster ekstra penge at have kontanter i omløb, men prisen for at bevare dem er værd at betale for samfundet – af sikkerhedshensyn.
”Vi får ofte at vide, at elektroniske betalinger er utrolig sikre, men det er en sandhed med modifikationer. Det er de jo kun, så længe strømmen virker, så længe internettet er online, og så længe en russisk affilieret hackergruppe ikke får held til at lægge det danske banksystem ned med ransomware (software, der afpresser ejeren til at betale løsepenge for at få adgang til sine data igen, red.),” siger Anders Kjærulff. Og han fortsætter:
”I juni 2018 gik Visa ned i 24 timer i Storbritannien. Det medførte en storm mod landets pengeautomater, fordi folk pludselig ikke kunne købe mad i supermarkedet med deres kort. I USA sørger man for altid at fylde kontantautomater op før en varslet orkan. Selv svenskerne, som på mange områder er foran os, når det kommer til at afskaffe kontanter, sendte i 2018 en ’I krig eller krise’-folder ud til befolkningen, hvor de anbefalede alle svenskere at have kontanter i reserve. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i Danmark er så forhippede på helt at afskaffe sedler og mønter. Når man installerer en elevator i et højhus, river man jo heller ikke trappen ned. Elevatoren er virkelig smart, men når det brænder, har man brug for trappen.”
”Jamen, det er altså penge, jeg selv har tjent!”
EN AF DEM, der gerne vil af med kontanterne, er Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank. I 2018 skrev han en kronik i Jyllands-Posten, hvor han argumenterede for, at Danmark fuldstændigt bør afskaffe brugen af kontanter inden 2025. Den 65-årige bankdirektør, der har gjort sig til bannerfører for det kontantløse samfund, erkender dog, at det nok ikke længere er realistisk at nå ambitionen inden 2025. Alligevel fastholder han den: Danmark bør inden for en kort årrække overgå helt og aldeles til elektronisk betaling.
”Fordelene overgår langt ulemperne. Kontantbetalinger er mere end dobbelt så dyre at håndtere som elektroniske betalinger. Der skal trykkes sedler, laves transport, optællinger og så videre. Og afskaffer man kontanter, vil røveriforsøg mod banker og pengetransporter ophøre,” siger Anders Dam, der også tror, at omfanget af narko- og berigelseskriminalitet, prostitution og socialt bedrageri vil falde, fordi det bliver langt sværere at gøre uden at efterlade sig et spor.
”Samtidig forventer jeg, at omfanget af sort arbejde vil falde, og det skatteprovenu kunne man bruge til at øge håndværkerfradraget – som man gør i Sverige. Endelig vil vi få en langt bedre overvågning af hvidvask og af terrorfinansiering.”
Anders Dam erkender dog, at der er visse udfordringer, som skal løses, før Danmark helt kan slippe slanterne. Derfor vil han gerne have oprettet en kommission, som skal kigge på problemet med anonymitet. Eksempelvis foreslår han at fastsætte en beløbsgrænse, som ingen kan kigge i. Han vil også se på, om man kan minimere risikoen for nedbrud af betalingssystemet ved at sikre, at danskerne har adgang til flere uafhængige elektroniske betalingsmidler på samme tid. Og så vil han have undersøgt, hvordan der kan udvikles brugervenlige digitale løsninger, som alle kan benytte uanset alder og intellekt.
Alle filialer i Jyske Bank har været kasseløse siden april 2019, og man har besluttet, at bankens hæveautomater ikke længere udbetaler 1.000-kronesedler. Det har ifølge Anders Dam ført til, at antallet af røveriforsøg i banken er gået fra 8-10 om året til ingen. I banken, siger han, har man ikke oplevet, at kasselukningerne har gjort livet besværligt for kunder i de befolkningsgrupper, som oftere benytter sig af kontanter.
”Vi har vores andel af ældre, folk med kognitive problemer og hjemløse, men i stedet for at give dem et hævekort får de hos os et Visa Basis-kort, som de kan betale kontaktløst med alle steder. Det kan de fleste mennesker altså finde ud af, og vi har ingen klagebreve fra ældre mennesker. Hvis vores kunder – som udgør 10 procent af de danske bankkunder – kan finde ud af det, hvorfor skulle andre så ikke kunne? Jeg tror ikke, at problemet er ret stort,” siger Anders Dam, der ønsker, at Danmark bliver foregangsland for det kontantløse samfund.
”Det ville sætte et eksempel til efterfølgelse,” siger han.
”Kan De undvære lidt kryptovaluta, hr.?”
EN AFTEN I sommeren 2018 stod Morten Thomsen i køkkenet i et forsamlingshus i Brande. Den midtjyske kok og indehaver af Restaurant Noli i Ikast var hyret til at lave mad til et sølvbryllup. Parret havde bestilt trerettersmenu og natmad til 160 gæster, og der skulle ikke mangle noget, lød beskeden til Morten Thomsen, som i lokalområdet bliver kaldt ’Morten Kok’, og som blev nummer fire ved kokkenes VM, Bocuse d’Or, i 2004. Prisen, inklusive alt, også løn til ham og til de ansatte, lød på 52.992 kroner.
Dagen efter ringede sølvbrudgommen for at ordne betalingen. Parret havde fået mange pengegaver til festen – det havde han og konen ønsket sig – og derfor ville han høre Morten Thomsen, om han kunne tage imod beløbet kontant. Det kunne kokken ikke se noget problem i. Et par timer senere kom sølvbrudgommen forbi med pengene i en kuvert. Morten Thomsen kvitterede med en faktura og svingede forbi Handelsbanken i Ikast for at sætte dem ind. Samtidig afleverede han en kopi af fakturaen, så banken kunne se, hvor pengene kom fra, og ifølge Morten Thomsen var der ingen i filialen, der satte spørgsmålstegn ved beløbet.
Morten Thomsens kone er fra Bulgarien, og hver sommer rejser de derned for at besøge hendes familie. Et par uger senere modtog han pludselig en sms, mens han var på ferie:
”Min kollega og jeg var i går forbi din restauration i Østergade 1A, Ikast, samt din private bopæl i håbet om at træffe dig. Årsagen hertil er, at vi ønsker at orientere dig – og afhøre dig til en verserende sag,” skrev en kriminalassistent hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK – også kaldet Bagmandspolitiet.
Morten Thomsen ringede straks kriminalassistenten op og fik at vide, at hvis naboerne skulle undre sig, havde kriminalassistenten og hans kollega både kigget ind ad vinduerne til Morten Thomsens hus og været ude i hans drivhus – han kunne jo have gemt sig der, som kriminalassistenten ifølge Morten Thomsen forklarede.
Kokken fik også at vide, at han ville blive sigtet efter lov nr. 651 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, også kaldet hvidvasklovgivningen – ifølge den er det ulovligt for selvstændigt erhvervsdrivende og privatpersoner at modtage kontantbeløb på over 50.000 kroner.
I byretten fik Morten Kok sin bøde nedsat fra 10.000 kroner til 5.000 kroner. Alligevel blev sagen anket til landsretten, men fik afslag.
”Når loven siger, at du ikke må indbetale mere end 50.000 kroner i kontanter, er det sådan, det er. I trafikken sigter vi jo også personer for spirituskørsel, selvom de kun har drukket en halv øl for meget. Jeg kan dog godt forstå, at øjenbrynene bliver løftet, hvis nogen tror, at vi er kørt hele vejen fra København til Ikast for alene at håndtere den konkrete sag. Sådan er det ikke, for vi var i området i forvejen,” sagde politiinspektør Thomas Anderskov Riis dengang til TV Midtvest.
”Jeg står selvfølgelig ved, at jeg har brudt loven, men jeg anede det ikke, og det gjorde min bank heller ikke,” siger kok Morten Thomsen, der synes, at ”det er helt ude i hegnet”, at han skal trækkes i retten og sigtes efter en paragraf om terrorfinansiering, fordi han har sat 2.992 kroner for meget ind på sin konto.
I TV-PROGRAMMET ’Luksusfælden’ har danske tv-seere i årevis kunnet se med, når økonomiske eksperter hjælper danskere med overforbrug og kviklån. I et helt fast indslag gennem programmets 25 sæsoner illustrerer værterne ved hjælp af fysiske pengesedler de chokerede deltageres egentlige forbrug. 57-årige Mette Reissmann, der er erhvervsjurist og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, har i mange sæsoner været en del af ekspertpanelet, som har forsøgt at hjælpe gældsramte danskere. Og det handler ikke kun om godt fjernsyn, når hun i programmet finder fysiske pengesedler frem, fortæller hun.
”Kontanter er et nemt og virkelig praktisk ihændehaverbevis, som alle kan forstå. Min erfaring er, at det ikke kun er hjemløse, handicappede og ældre, som kan have svært ved at overskue deres økonomi, når den bliver til tal på en skærm. Derfor fungerer det så godt at lægge penge på bordet,” siger Mette Reissmann, der peger på forskning, som viser, at folk har tendens til at forbruge mere, når betalinger foregår elektronisk.
Sidste år foretog analysefirmaet Wilke en undersøgelse for Sydbank blandt 1.032 danskere, og ud af dem svarede 47 procent, at det er nemmere at komme til at bruge penge, man ikke har, når betalingsmidlet er dankort, MobilePay, Apple Pay og så videre. Knap 60 procent mente i undersøgelsen, at deres forbrug var steget, fordi det er blevet nemmere at bruge penge uden at have kontanter på sig.
Ifølge Mette Reissmann har mange danskere fortsat nemmest ved at forstå den såkaldte ’cigarkasse- og kuvertøkonomi’. Flere gange har hun i ’Luksusfælden’ enten erstattet dankortet med et debetkort, hvor man ikke kan trække over, eller helt bogstaveligt givet deltagerne et budget i kontanter for at etablere en vane om ikke at bruge flere penge, end de har.
”De fleste danskere har heldigvis styr på deres økonomi, og der er ikke noget galt med dankort og MobilePay. Men nu har jeg lavet ’Luksusfælden’ i 14 år, og det handler om helt almindelige mennesker, som er blevet ledt i fristelse. Jeg møder mange fordomme om deltagerne, men jeg har hjulpet danskere på tværs af både alder, køn, landsdele og uddannelsesniveau,” siger Mette Reissmann, der ofte møder folkeskolelærere og forældre, som kopierer konceptet med pengesedlerne på bordet, når de skal lære elever eller egne børn om simpel økonomi.
Også Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug hos det statslige forbrugersite Rådtilpenge.dk, mener, at kontanter spiller en vigtig rolle, hvis børn skal lære om gode økonomiske vaner.
”Mange børn ser mor og far svinge kortet og tænker, at de aldrig løber tør for penge. Kontanter derimod er fysiske og visuelle. Det er meget nemmere for et barn at forholde sig til, at det har en 100-kroneseddel, og når barnet så køber noget i en legetøjsbutik, er der 50 kroner tilbage. Kontanter er bare et godt pædagogisk værktøj,” siger hun.
”Vores data viser, at De har købt baconchips igen. Vær venlig at følge med.”
I APRIL MØDTE kontantforkæmperen Anders Kjærulff Folketingets erhvervsudvalg sammen med Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i sikkerhedsbranchen, der håndterer og transporterer de kontanter, som danske butikker modtager. Et af de argumenter, de havde med for at bevare kontanter i Danmark, var sagen om Morten Thomsen fra Ikast.
25. maj vedtog Folketinget at sænke loftet for kontantbetalinger til 20.000 kroner. Argumentet er, at det vil kunne bidrage yderligere til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Men Anders Kjærulff mener, at forslaget blot vil begrænse brugen af kontanter yderligere, så det eksempelvis bliver næsten umuligt at købe en brugt racercykel eller spare op til børnenes konfirmation i kontanter. Han er bekymret for, at staten med den nye lov vil tage endnu et skridt i retning af at begrænse det enkelte individs frihed.
”Det nytter ikke noget, at vi afskaffer alt, der eventuelt kan bruges til noget kriminelt. Sker det, fratager du borgeren valget mellem at være lovlydig eller lovløs. Jeg frygter, at vi får et samfund, der ligner en virtuel kravlegård, hvor alt bliver målt, vejet, registreret og samkørt. Det er at reducere os som mennesker,” siger Anders Kjærulff.
Selvom grænsen for kontantbetalinger netop er begrænset yderligere, viser Nationalbankens seneste opgørelse over kontantbeholdningen i Danmark, at danskerne aldrig har ligget inde med flere kontanter end nu. I 2020 rundede den samlede kontantbehandling 73 milliarder kroner, svarende til 12.565 kroner per dansker. Heraf er 28 milliarder i omløb som 1.000-kronesedler, og det tolker professor Jonas Hedman som udtryk for, at den sorte økonomi er i vækst.
Både professoren og direktør Anders Dam fra Jyske Bank siger, at et strammere greb om kontanter kan bekæmpe sort arbejde og pengerelateret kriminalitet.
Men når Anders Kjærulff præsenteres for det argument, fremhæver han Danske Bank-skandalen, hvor 1.500 milliarder kroner blev hvidvasket gennem en af bankens filialer i Estland, og udbytteskandalen i SKAT, hvor udenlandske finansfolk ifølge danske myndigheder svindlede statskassen for 12,7 milliarder kroner:
”Der har ikke været brugt én eneste mønt eller seddel i forbindelse med de to største danske svindelsager i nyere tid. Man sætter ind et helt forkert sted. Det er fint, at man gerne vil bekæmpe hvidvask og sort arbejde, men så må man gå målrettet efter dem i stedet for at kriminalisere almindelige danskere. Hvorfor skal borgere mistænkeliggøres, bare fordi de gerne vil bruge kontanter?”
SOM NATION SYNES Danmark at have travlt med at slippe af med kontanterne, men syd for grænsen holder Tyskland, Europas største økonomi, stædigt fast i Bargeld – fysiske penge. Ifølge Deutsche Bundesbanks opgørelse over betalinger i Tyskland sidste år bliver sedler og mønter foretrukket som betalingsmiddel i 60 procent af alle transaktioner i landet. Men hvorfor er der så stor forskel på danskernes og tyskernes forhold til kontanter? Det er et spørgsmål om tillid, siger professor Jonas Hedman:
”I de skandinaviske lande har vi usædvanlig høj tillid til staten og samfundets institutioner, som går mange hundrede år tilbage. De mennesker, der har ledet vores lande, har historisk set, også før demokratiet, overholdt samfundskontrakten mellem stat og borger. I Tyskland forholder det sig anderledes, primært på grund af nazisterne, som har gjort tyskerne fundamentalt skeptiske over for enhver form for overvågning. De bryder sig ikke om, at hverken banker eller myndigheder kan se, hvad de bruger deres penge på.”
Det er dog ikke kun i Tyskland, at ’folket’ ønsker at bevare kontanterne. Ifølge Den Europæiske Centralbank, ECB, er kontanter det vigtigste betalingsmiddel i eurozonen, hvor langt størstedelen af de daglige betalinger foretages med euro i sedler og mønter. Centralbankens officielle holdning til kontanter er, at de er nødvendige – af hensyn til frihed, sikkerhed, privatliv og inklusion af alle borgere i samfundet. ECB har derfor ingen planer om at begrænse brugen af sedler og mønter.
I 2018 stoppede produktionen af 500-eurosedlen (der havde en værdi på cirka 3.750 kroner) på grund af mistanke om, at den nærmest kun blev anvendt til kriminelle formål. I Danmark har der også løbende været debat om at afskaffe 1.000-kronesedlen, men Danmarks Nationalbank forholder sig aldeles neutralt til spørgsmålet om kontanter.
”Nationalbanken har hverken et ønske om at promovere kontanter eller at afskaffe dem. Det vigtigste for os er, at alle har adgang til sikre og effektive betalinger,” siger Jakob Mølgaard Heisel, økonom i Nationalbanken.
Mere målrettet mod et nationalt farvel til kontanter synes de at være i Sverige. Landet var det første i Europa til at printe pengesedler i 1661, men i 2020 udgjorde kontanter blot én procent af landets BNP, viser en rapport fra Sveriges Riksbank.
Kontanter er i nabolandet blevet så sjældne, at det amerikanske magasin The Atlantic i 2018 kunne berette, at svenske tyve i stedet er begyndt at stjæle sjældne genstande og truede dyr – blandt andet laplandsugler, som på det sorte marked går for op mod en million svenske kroner.
Ifølge professor Jonas Hedman kan en del af udviklingen forklares med, at man i Sverige modsat Danmark har afskaffet kontantreglen, der betyder, at butikker skal tage mod kontanter.
”I Sverige kan du ikke betale med kontanter i bussen. Mange butikker accepterer udelukkende kreditkort, og selv det svenske skattevæsen tager ikke længere imod kontanter. Sverige er ligesom Danmark et foregangsland på det her område, måske i endnu højere grad.”
Men hvis vi i Skandinavien går forrest med at afskaffe kontanter, og de andre EU-lande ikke følger med, risikerer vi så ikke at få euro i stedet – enten som de facto-valuta eller som de kriminelles foretrukne betalingsmiddel?
”Jo, det er der en risiko for. Kriminelle vil, ligesom alle andre, vælge det betalingsmiddel, der er mest bekvemt for dem.”
PÅ NØRREPORT er køen foran Danske Banks kontantkasse ikke blevet mindre halvanden time efter, filialen er åbnet. Ifølge flere af de fremmødte er det ikke unormalt, at den fortsætter helt til lukketid.
Adskillige gange må menneskerækken brække på midten for at lade varevogne og lastbiler komme igennem til Fiolstræde, hvilket skaber forvirring og let tumult.
Stemningen bliver ikke bedre, da en mand i crocs, joggingsæt og med håret bundet op i en hestehale får lov til at springe køen over, fordi han er syg. En mand, der står forrest i køen, og som fordriver ventetiden med en pose McDonald’s-burgere og en cola med sugerør, råber op, men bliver hurtigt sat på plads af G4S-vagten i indgangen:
”Du holder kæft nu! Ellers kommer du ned at ligge.”
