1.
SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.
Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.
Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.
Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!”
Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.
Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.
Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet.
Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.
I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.
2.
JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.
På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang.
Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.
En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”
Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede.
Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv.
3.
I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John.
Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.
Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).
De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.
Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.
Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.
Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere.
4.
JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret.
Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken.
Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.
I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt.
Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”.
Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”
Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.
Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.
5.
I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.
Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.
Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.”
Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.
Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.
I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.
6.
DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.
I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med.
Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.
BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.
Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.
7.
DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.
Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet.
I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle.
Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet.
Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid.
8.
DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation.
Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.
På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.
I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.
Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper.
Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.
9.
JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.
Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte.
Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville.
I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.
Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været.
10.
DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.
Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen?
Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infernøl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?
Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da.
Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.
Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”
