DE FØRSTE ÅR af mit liv boede jeg på anden sal i Sankt Pauls Gade med mine bedsteforældre. Det var lige før saneringstiden i København, og området omkring Nyboder bestod primært af værksteder og tomme ejendomme, som slumstormerne flyttede ind i. De var lige dele hippier, unge hjemløse og alkoholikere. Min mormor sagde, at man skulle passe på med de typer, de stjal og stak med kniv. Om vinteren tog alle fastboende deres dørmåtter indenfor i lejlighederne. Glemte man det, ville slumstormerne stjæle dørmåtterne, som de brugte til at opvarme de klamme nedrivningsklare lejligheder.
Min mor var 17 år, da hun blev gravid. Det var grunden til, at jeg boede hos mine bedsteforældre i deres tre-en-halv-værelses lejlighed. Min mors halvsøster boede der også, og det husker jeg kun, fordi hun havde en undulat, som døde, fordi hun engang imprægnerede sine støvler inde i lejligheden.
Da jeg kom i børnehavealderen, flyttede min mor ind i en stuelejlighed på den anden side af gaden, men jeg nægtede at sove hos hende, fordi man kunne høre rotterne trippe rundt på gulvet og rode i skraldet. Det hjalp heller ikke, at der var en historie i omløb om, at en teatermanden Stig Lommer havde fået gnavet noget af øret af, mens han sov som barn.
Jimmy med guitar sammen med sine to kusiner Lisbeth og Anita og lillebror Brian, 1975.
Min morfar arbejdede som svejser på B&W på Refshaleøen. Han tog færgen fra Langelinie til arbejde hver morgen. Det er små bidder, jeg husker fra den tid: min mormor, som var meget kærlig, og min morfar, som gav mig en flad, hvis jeg havde slidt sålen for meget på mine nye gummisko. Når jeg var alene med mormor, fik jeg lov til at høre morfars lakplader. Det var Buster Larsen med nogle besynderlige og barnlige sangtekster om at være mælkemand, men vi hørte det utrolig meget.
I hverdagene løb børnene rundt på gaden og kastede mønter ned til spillemændene pakket ind i cellofan. Indgangen til gården var en enorm træport på nogle gamle hængsler. Når vi løb forbi, rev vi lige i porten, og en dag faldt den af hængslerne og landede oven på en lille dreng. Der var flere af sådan nogle historier. Vores overbo var en enlig kvinde, og hendes dreng faldt ud ad vinduet en vinterdag. Jeg gik i børnehave med ham, og historien var, at han var blevet sat til at vaske vinduer. Der havde været iskoldt længe, og derfor troede de fleste i gården, at det var en istap, der var faldet ned fra tagrenden. Men det var den lille oppe fra femte.
1. klasse, Vanløse Skole, 1970/71.
JEG LÆRTE FØRST min mor rigtigt at kende, da vi flyttede til Stilledal i Vanløse. Min mor havde fået job på Tuborg, og hun sad i ’optrækket’, hvor hun og nogle andre damer kvalitetssikrede flaskerne. I realiteten skulle de have handsker og briller på, men det gad min mor sgu ikke. Hun kom ofte hjem med flænger på hænderne. Flaskerne blev kogt og kørte forbi en lampe, så et par damer kunne vurdere, om der var cigaretskod eller mus i flaskerne, som ikke var blevet vasket ud. Der arbejdede hun i 25 år. Hun sagde ofte, at hun aldrig havde fået en krone fra det offentlige. En meget stolt proletar.
Min mor tævede mig. Hun stoppede først den dag, jeg var stor nok til at slå igen, og fra den dag stoppede volden. Jeg ved også, at jeg havde været en abort, hvis min mor havde haft magt, som hun havde agt. Jeg har fået fortalt historier om, at hun hoppede voldsomt for at få fostret til at give slip, og at hun kørte ned ad trapper på en cykel uden luft i dækkene. Af en eller anden grund hang jeg i. Det var årsagen til, at jeg endte hos mine bedsteforældre i en del år.
Lejligheden i Stilledal i Vanløse husker jeg som den bedste periode med min mor. Vi havde en 3-2-1-sofa og et kakkelbord, hvor jeg sad på knæ og spiste spejlæg med pomfritter. Jeg delte værelse med min mor, indtil min bror blev født. Fra da af sov hun i stuen, mens vi sov på hver sin skibsbriks.
MIN MOR VAR utrolig ung, da hun mødte min engelske far på bodegaerne ved Islands Brygge. Han sejlede med baconbådene, der skulle hente dansk smør og gris, og de engelske sømænd forstod at feste. De kom med smøger og sprut hver 14. dag, og der gik et halvt år, indtil hun fortalte ham, at hun var gravid. Det var den sidste gang, hun så ham. Det viste sig, at han var gift og havde tre børn i York. Sagen endte i retten, fordi han ikke ville vedkende sig forældreskabet. For at redde sit ægteskab beskrev han min mor som prostitueret, og det betød, at min mor destruerede alt, hun ejede, hvor hans navn eller billede indgik. Jeg så eller hørte aldrig noget om ham i min opvækst. Og selvfølgelig gik hans ægteskab også i stykker, hvilket jeg fandt ud af senere.
Senere blev min mor gravid med en græsk desertør, der også kom til Danmark gennem havnen. Han blev en slags far for mig i en periode, men kort efter min bror blev født, fandt min mor en barnevognskvittering i hans bukselomme. Og hun havde altså ikke fået nogen barnevogn. Grækeren havde åbenbart to forhold inden for en radius af nogle hundrede meter, og så røg han ud af vores hjem.
Jimmy Jørgensen, mor Inge og lillebror Brian til Jimmys borgerlige konfirmation, 1978.
NOGLE ÅR SENERE flyttede vi ud til en kollega fra Tuborg, der blev kaldt Skitter. Han var en fin fyr med eget rækkehus i Brøndby, hvor jeg fik mit eget værelse, som jeg malede nougatbrunt samme dag. Jeg var ung teenager og havde kun lige placeret min skibsbriks på værelset og hængt min Kiss-plakat på væggen, da jeg faldt i snak med Skitters voksne søn, som hørte Supertramp og røg hash med nogle venner. Jeg røg lidt med og tog ’med ud at gå en tur’. Det betød åbenbart, at man stjal en bil og brød ind i en pølsevogn. Jeg havde været der i 24 timer, da jeg kom hjem og gemte stjålent pølsebrød i min skibsbriks. Næste morgen vågnede jeg ved, at Skitter blev hentet af en ambulance. Han havde fået en hjerneblødning i løbet af natten. Da vi fandt ud af, at han var død, flyttede vi tilbage til Stilledal i Vanløse.
Jeg var nem at lokke dengang, blev småkriminel, røg sort hash, sniffede lightergas, stjal knallerter og lavede indbrud på chokoladefabrikken. Jeg lavede altid ballade. Det var mig, der fandt ud af, at bollerne, vi bagte i hjemkundskab, passede perfekt i skumslukkeren, så man kunne skyde med dem på gangen.
Engang var jeg tæt på at slå min håndarbejdslærer, frøken Hannibal, ihjel med nysepulver, fordi jeg ikke vidste, at hun havde fået fjernet den ene lunge. Jeg listede op bag hende og tømte hele dåsen med nysepulver for at være sjov, og det var også rigtig sjovt, indtil frøken Hannibal faldt sammen og måtte hentes af en ambulance. Det var en af de episoder, hvor jeg kunne mærke stemningen skifte fra at være klassens klovn til at være i seriøse problemer.
Jimmys far, Jim Goodall, 1963.
EN ANDEN EPISODE, hvor alvoren gik op for mig, har påvirket hele mit liv lige siden. Vi var en gruppe drenge, som kastede med skolemælk ud ad vinduet for at ramme cyklisterne. Det lykkedes at ramme en dame lige i nakken, som efterfølgende kunne udpege lokalet til viceinspektøren. Derfra var det nemt at gætte sig til, at det selvfølgelig var Fernando, Jimmy og Stig, som havde været i gang. Da viceinspektøren tog fat i min arm, slog jeg fra mig som en refleks, hvilket ikke er underligt for et barn fra et voldeligt hjem.
Jeg gik i ottende, da jeg blev smidt ud, og efterfølgende fik jeg en avis smidt på bordet og præcis 14 dage til at finde en læreplads. Kort efter blev jeg arbejdsdreng hos Leif Rasmussen VVS, hvor jeg senere blev udlært blikkenslager. Jeg husker stadig min første dag på arbejdet. Vi skulle fjerne skifertag fra en skole, og jeg kunne glo lige ind i et klasselokale, hvor mine jævnaldrende kastede med papirkugler. Jeg følte mig virkelig dum, da jeg indså, at jeg lige så godt kunne have siddet inde i varmen med dem i stedet for at fjerne tagplader.
Men når jeg ser tilbage på den tid, er jeg overbevist om, at jeg blev reddet af at blive smidt ud af skolen. Som arbejdsdreng kunne jeg ikke sniffe lightergas eller ryge en masse hash og stadig møde op klokken seks dagen efter. Det stoppede, fordi min mester ikke fandt sig i en skid fra min side. Det var virkelig den hårde skole, og jeg havde ikke mange andre mænd at se op til. De fleste mænd i mit liv havde været nogle svæklinge eller nogle tosser.
MIN MUSIKKARRIERE BEGYNDTE med et tyveri. Min morfar, min onkel og min mor spillede ofte kort, og når min morfar løb tør for cerutter, blev jeg tilkaldt for at hente et par stykker fra kassen i hans lejlighed. En dag kom jeg til at åbne en forkert cerutæske, som var fyldt med pengesedler. Jeg begyndte at tage hundrede kroner, som min morfar aldrig opdagede. Så tog jeg hundrede mere, og derfra eskalerede tyveriet, indtil jeg til sidst havde stjålet et sted mellem 14.000 og 19.000 kroner.
I den periode gik min ven Henrik (Botoft Andersen fra Hotel Hunger, red.) og jeg rundt i København og kiggede på guitarer. Vi kunne ikke spille, men vi var helt opslugt af ideen, og da jeg fandt cerutkasserne, var vores lykke gjort. Jeg købte først en guitar til Henrik og mig selv. Min egen stillede jeg foran hoveddøren med en seddel, hvor der stod: ”Fra en onkel i England”. Senere købte jeg en gokart til min lillebror og en masse kartoner med smøger og en flaske Bacardi til min mor fra samme mystiske onkel.
Det var kun et spørgsmål om tid, før jeg blev opdaget. Min mors daværende kæreste fandt ud af, at en nyindkøbt forstærker fra ’min onkel i England’ var købt i Rødovrecenteret. Han kontaktede butikken, som fortalte, at forstærkeren blev købt af en ung dreng med et kæmpe modermærke i ansigtet, som betalte kontant. Jeg havde ikke lige tænkt over, hvor genkendelig jeg ville være.
Min familie blev både vrede og skuffede, men den rigtig dårlige side af historien er, at min morfar fik kræft kort efter. Han blev indlagt på Skodsborg Sanatorium, og jeg kunne ikke få mig selv til at besøge ham. Jeg skammede mig over at have stjålet fra ham, for han var en af de få mænd i mit liv, som faktisk var en støtte, selvom han slog. Jeg fik ikke besøgt ham nok, og jeg var der ikke til sidst. Han døde, uden at jeg fik sagt ordentligt farvel og undskyld. Det har gjort ondt i mange år, og jeg ærgrer mig stadig over det. Jeg skammer mig ikke længere, men det har jeg gjort.
Mallorca, 1976.
EN AF MINE første koncerter var i Saltlageret på Gammel Kongevej. Bandet hed Street Rats, og jeg husker, at vi blev pebet ud. Jeg var 13 år gammel, og vi kunne spille to covernumre. Dagen efter stod der en notits i Ekstra Bladet: ”Band pebet ud.” Alligevel fik vi senere af uransagelige årsager et job i Ungdomshuset på Jagtvej, hvilket var helt skørt. På det tidspunkt spillede vi en mærkelig blanding af Tøsedrengene og Police. En slags dansk reggae-rock. Jeg sang og spillede bas, og jeg lignede John Faxe Jensen, hvis han havde været iført jernbanefløjl og bondeskjorte. Jeg fik lavet proptrækkerkrøller, fordi jeg ville ligne Phil Lynott fra Thin Lizzy.
Efter koncerten, som jeg ikke husker som en synderlig succes, kom Povl Kristian (Mortensen fra Hotel Hunger, red.) ind i bandrummet. Han havde sort neglelak, afbleget hår og var bare lidt mere ægte, end vi var. Han sagde, at vi spillede pissegodt, men at det var noget forfærdeligt lortemusik. Han ville gerne være med, hvis vi ændrede kursen totalt. Han ville lave os om, og det var vi helt med på.
Det lyder lidt firkantet, men det var det, der skete. Det var tilfældigt. Vi var gode musikere, men vi havde ingen ambitioner. Mit mål i livet handlede om at få mit eget blikkenslagerfirma, få en frisør-kæreste, købe en villa uden for København og spille lidt musik i weekenden. Ikke et ondt ord om det liv, men det er ikke nødvendigvis det mest ambitiøse mål at have som musiker.
Den drøm ændrede sig, da jeg flyttede sammen med Povl Kristian. Han smed alle mine popplader ud, introducerede mig til punken, og så begyndte vi at ryge en masse pot. Og så sagde han, at hvis vi ville have nogle bedre, klogere og lækrere kærester, skulle vi gøre, som han sagde. Uanset hvor overfladisk og snobbet det kan lyde, havde han ret.
I den periode tog jeg så meget afstand fra mit ophav som muligt. Skiftet fra John Faxe var vildt og pludseligt, men jeg havde det vildt godt. Min familie troede jo, at Povl Kristian og jeg var bøsser, fordi vi boede sammen, gik med makeup og brugte hårspray. Vi var fuldstændig ligeglade. Jeg havde lige fået en hanekam og en ny livsstil, da jeg skulle i Livgarden. Jeg blev hånet og kaldt ’Garder Grethe’, fordi jeg skulle gå med hårnet.
Hotel Hunger, Eigens Ballroom, 1994.
MUSIKKARRIEREN TOG FART kort efter Livgarden. Vi blev Hotel Hunger Baby i stedet for Wings of War, eller hvad vi nu hed på det tidspunkt. Der kom en pladekontrakt med Irmgardz, de første tv-optrædener og vores første koncert på Roskilde Festival. Og så mødte jeg mit ældste barns mor. En forlagsdatter og mig. Jeg havde aldrig læst en bog, før jeg mødte hende, og jeg kunne føle mig så intellektuelt utilstrækkelig. Jeg havde aldrig spist pistacienødder og anede ikke, hvad en avocado var. Jeg havde levet af spejlæg og pomfritter, fordi det var det eneste, min mor kunne lave.
De der lommer med lange cigaretter og hvidt brød findes jo stadigvæk. Det er bare min omgangskreds, der har ændret sig.
Jeg ved ikke, om jeg har et afhængigt sind, men jeg kan godt lide at bedøve mig selv. Jeg lider også af insomni, et ekstremt søvnbesvær, som kommer af alle de tæsk, jeg fik som barn. I perioder har jeg drukket rigtig meget. Da jeg begyndte at spille skuespil, begyndte jeg også at tage kokain for at kunne holde til intensive perioder med indspilninger til film, prøver på teatret og forestillinger om aftenen. Der kunne også være en koncert i weekenden, og så skulle jeg jo også i byen.
Jeg følte, at jeg havde styr på det i de intense perioder. Men man er sjældent så meget i kontrol, som man selv tror. Hvis jeg skulle holde til alt det, krævede det nogle stoffer. Onsdag til lørdag tog jeg ofte kokain, men jeg tog aldrig kokain, når jeg spillede teater.
Det første møde med faren, Jim Goodall.
DET HELE ESKALEREDE på Østre Gasværk i 2002, da jeg spillede ’Jesus Christ Superstar’. Jeg havde festet hele natten, og på scenen kom jeg til at sidde på en måde, så jeg lukkede af for blodomløbet til mine ben. Da jeg rejste mig, fik jeg et anfald af svimmelhed. Det næste, jeg husker er, at jeg står med vaklende ben foran nogle ældre damer på forreste række. Jeg tror ikke, publikum opdagede, at jeg var totalt fraværende mentalt, eller at jeg efterfølgende fik et angst-anfald, men det ramte mig utrolig hårdt i tiden efter. Da jeg satte mig i baren bagefter, bestilte jeg et helt glas vodka, fordi angsten ikke ville forlade min krop.
Da forestillingerne var slut en måned senere, måtte jeg indse, at min psyke var blevet for tynd. Hver gang jeg tog stoffer, fik jeg et angstanfald. På det tidspunkt begyndte jeg for alvor at reflektere over det liv, jeg havde levet, og de kvinder, jeg havde trådt på. Jeg har haft flere forhold, som er gået i stykker, fordi jeg nærmest aldrig var til stede, eller fordi jeg havde flere kærester på samme tid, ligesom min far i sin tid havde. Jeg mistede flere kærester på grund af min livsførelse. Det regnskab indhentede mig.
Siden dengang har meget ændret sig til det bedre. Jeg har aldrig haft det så godt som i dag. Og vigtigst af alt er jeg en langt bedre far for mine børn, end jeg har været tidligere, og en bedre kæreste. Mange af mine år som musiker og skuespiller er blevet blandet sammen i en stor rus. Jeg begyndte at ryge, fordi det var smart, og jeg drak mig fuld, fordi jeg troede, at det var sådan, man skulle være for at blive rockstjerne. Jeg hviler mere i tilværelsen i dag. Jeg er ikke bange for at gå glip af alt, som jeg var engang. Jeg er glad for at blive ældre.
