Vrede
JEG VAR DET vredeste menneske i verden, da jeg var barn. Jeg fik minimum ét hidsighedsanfald i døgnet, og årsagen var den samme hver gang: skuffelse. Jeg vidste nøjagtigt, hvordan jeg ville have tingene, men det blev jo sjældent sådan. Og så eksploderede hidsigproppen. Hold da kæft, det var anstrengende. For mig – jo – men nok især for mine omgivelser.
Nu om dage er der langt til vreden. Jeg har stadig et temperament, der kan vrinske og slå gnister. Men decideret vred, det bliver jeg efterhånden sjældent. Som regel bliver vreden inden i min gamle krop. Jeg kan føle den buldre rundt som en kogevask i mit indre, men den kommer ikke ud. Sidste gang var, da jeg læste om oprøret i Iran, og om de piger, som det islamistiske præstestyre slår ihjel.
Vreden dukkede også op, da min datters veninde havde fået 12 i skolen og betroede mig, at hun helst ikke ville have, at vi talte om det. Hun ville for alt i verden ikke kaldes en 12-tals-pige. ”AAAARHG,” sagde det inden i mig. Skal man skamme sig over at være dygtig? Jeg blev så sur over, at begrebet ’12-tals-piger’ bliver brugt til at slå dygtige unge kvinder oven i hovedet. Selvfølgelig skal alting ikke handle om at præstere, men er det ikke mere prisværdigt at ville være dygtig end ikke at ville? Jeg føler mig også selv ramt af begrebet. Jeg vil gerne præstere på arbejdet og i det hele taget leve op til folks forventninger.
Den ekstroverte vrede – sådan noget med at råbe og skrige – gør jeg mig ikke i. Vrede gør mig mere tavs og indestængt. Til gengæld kan jeg bære den med mig længe, hvilket er skidt for nattesøvnen.
BUDDHA SAGDE nok aldrig ”Vrede er sjælens tarmskylning”. Jeg ville ønske, han havde sagt det, men citatet er mit eget, og jeg har netop fundet på det. Det betyder, at hvis du har hamret storetåen ind i et dørtrin, er den bedste medicin at blive vred, umulig og brøle, til smerten lægger sig.
Når jeg bliver uretfærdigt behandlet, ville jeg i mine yngre dage nok have bukket nakken og trukket på skuldrene og taget uretfærdigheden med mig hjem og været vred indeni. Det er en direkte tumpet måde at tackle uretfærdighed på. I dag springer jeg direkte på vreden. ”Dét der gider jeg ikke finde mig i,” er en sætning, jeg er begyndt at turde sige. Og det er en meget bedre taktik. Alle sparer både tid og knuder i maven. Men det er noget, jeg har lært, og det har taget lang tid at samle modet til det. Og man skal få det sagt i et tonefald, der ikke er aggressivt. Faktisk er dét at sige fra ofte den bedste start på en samtale om, hvordan man kan gøre tingene bedre.
Nu fik jeg måske fremstillet mig selv lidt ’jernlady’-agtig, men jeg er også sådan en, der ligger rigtig meget vågen. For nogle år siden blev jeg rasende, når jeg ikke kunne sove. Det kunne være meget stressagtigt med hjertebanken og voldsomme følelser. Det var både tanker om at præstere på arbejdet og tanker om alle mulige gode ting. Jeg blev sådan: ”Hvor er du kikset og pinlig. Tænk, at du ikke engang kan finde ud af at sove. Hvor dum er du?” Også fordi de ting, jeg lå og spekulerede over, som regel var fuldstændig ligegyldige i det store billede.
Urolige ben er min følgesvend i sengen. Ret tit vil min krop bare ikke falde til ro. Tankerne ruller, og benene spjætter. Utallige søvnløse nætter har lært mig, at alene dét at ligge og hvile sig gør mig lidt friskere næste dag. Men mit bedste trick er at gå ud af sengen, sætte mig i sofaen og bare stirre ud i mørket, så kommer trætheden næsten altid snigende. En fyldt kalender er lig med nul nattesøvn for mig, derfor har jeg det bedre med at improvisere aftaler på dagen. Men vigtigst er det, at jeg har accepteret, at jeg er en elendig ’sover’, og at jeg godt kan klare mig alligevel. Alle har noget at døje med. Mit er søvn. Og eksem. Og noget med tarmen …
VREDE ER OGSÅ en god ting. Det kan være en drivkraft. Greta Thunberg er eksempelvis kommet langt ved at være indigneret og vred. Hun har placeret et ansvar. Hvis hun bare havde været sød, var hun ikke kommet så langt. Der er en anden energi i vreden.
Det mest uhyggelige er folk, der aldrig udtrykker deres vrede, men som bare suger den op. Sådan en zen-type fuld af raseri, der bare insisterer på at tale med ro i stemmen og spise dadler. Man ved bare, at han går hjem og tæver hunden eller ser unævnelige videoer på internettet.
Gennem min karriere er der masser af mennesker, der er blevet rasende på mig. Jeg får alle mulige ondskabsfulde beskeder, når jeg har lavet tv. For eksempel at jeg er en møgkælling, der skal brænde op i helvede. Men det føles ikke så truende, for det virker ikke, som om der sidder en rigtig person bagved.
Jeg har lavet et program med konspirationsteoretikere (’Konspirationsfolket har ordet’, red.), og i dag har jeg et godt forhold til dem, der medvirkede. Men efter det program fik jeg virkelig mange hadbeskeder fra konspiratoriske mennesker. Det gjorde dem edderspændt rasende, at jeg satte en lille smule spørgsmålstegn ved deres teorier. Lige pludselig blev jeg ringet op af politiet, fordi der især var én, der havde sendt mange dødstrusler rettet mod mig, så de blev nødt til at reagere. Det var ret ubehageligt trods alt.
DER ER NOGET komisk ved vrede, fordi det er et kontroltab. Hvis du er vred, og du ikke bliver taget alvorligt, bliver det endnu sjovere. Da vi lavede ’Quizzen’ (satireprogram på DR2, red.), var det sådan, at hver gang der var en, der blev vred, var det en god dag på arbejde. Det med ikke at kunne styre sine følelser er bare sjovt. Som da stakkes Bertel Haarder blev så vred på ham journalisten, der stillede det samme spørgsmål igen og igen. Jeg har et blødt punkt for Bertel Haarder, det må jeg sige. Og jeg synes, at han havde lidt ret. Journalisten var irriterende, og man må godt blive vred og miste besindelsen en gang imellem. Bertel Haarder havde fri og skulle ud med sin kone. Det var da også urimeligt at blive forstyrret lige der.
Der er ikke noget bedre, end når nogen bliver sure, og man så driller dem og til sidst får dem til at grine med. Det gør vi tit med vores børn derhjemme, og mine forældre har også gjort det med mig. Jeg elsker vrede, det er vildt sjovt.
AFSLAPPEDE TYPER kan virkelig sætte mit pis i kog, især hvis det er den slags mennesker, der kaster urealistiske livsråd i hovedet på andre. Piet Hein for eksempel, den gamle rimsmed og livskunstner. Det var ham med: ”Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.” Den slags lyder godt. Som en slags lommefilosofiens reklameslogan. Men det er umuligt at efterleve. Alle ved jo godt, hvad han peger på: Livet er kort, og det foregår lige nu, fint, godt, udmærket, men hvad så? Skal jeg bare ignorere Aula og de grædende børn og droppe min mand til fordel for den frække 25-årige konditor nede i hipster-bageriet? Hvis man konstant mærker sig selv og hele tiden er opmærksom på at tilfredsstille sin egen nydelse, ender Piet Heins livsråd med at fabrikere den ene ynkelige egoist efter den anden.
Jeg har læst en masse interview med gamle mennesker, der ligger på deres dødsleje, og som kigger tilbage på deres liv. De har ligesom begået alle fejlene, så her var måske en genvej til et nemmere og lettere liv for mig. Jeg blev helt opslugt af det, indtil det gik op for mig, at mange af dem nok har været dopede på smertestillende medicin og i bedste fald var mildt demente. Så hvor meget kan man stole på? Egentlig synes jeg også, at det er tarveligt at interviewe medborgere på dødslejet. Man kan høre journalisten: ”Hey, bedstemor, ville du lige gide bruge dine sidste to minutter på at genkalde dig alle dine fejltagelser?” Man må kunne bruge de sidste åndedrag på noget federe.
De siger i øvrigt alle sammen det samme: De fortryder, at de har arbejdet for meget, at de ikke har udlevet deres drømme, og at de har prøvet at leve op til andre folks forventninger i stedet for at gøre, hvad de havde lyst til. Der er helt sikkert en sandhed i det, som man kan lære af.
Hovmod
ORDET HOVMOD ER så sjældent brugt, at det ligger i samme støvede skuffe som hjortetakssalt. Egentlig er hovmod vel bare en nisseagtig måde at sige arrogance eller selvhøjtidelighed på. Sådan en som Donald Trump har fuld plade på alle syv dødssynder. Også på hovmod. Karaktertrækket er ret ulækkert, men det er også underholdende at betragte. Det er et træk, som går igen hos autokratiske typer. Trump mente for eksempel helt seriøst, at han snildt kunne trække tæppet væk under det amerikanske demokrati for at blive ved magten.
I den anden grøft er der nogle, som slet ikke udlever dødssynderne, katolske præster for eksempel. Og det kommer der heller ikke noget godt ud af. Jeg ville i hvert fald ikke sende mit barn i sådan en søndagsskole.
JEG TRÆNER DAGLIGT i at kvæle mit eget hovmod. Jeg tror ikke på, at det er godt for noget at hvile på laurbærrene, heller ikke ryggen. Måske senere i tilværelsen, hvis der er nogle laurbær tilbage, men ikke nu. De seneste år er jeg begyndt at fatte, at vi mennesker jo bare er bittesmå, og at vi kun er her et kort øjeblik. Det har hjulpet mig at tænke på, at jeg ikke er vigtig, og at jeg ikke skal tage mig selv og alting så alvorligt.
Selvfølgelig indeholder jeg også hovmod, men det gør lidt mere ondt at grave frem. Vi har lige købt et lille hus i Sverige med en stor grund til, der er meget naturagtig. Jeg har gået og ordnet udenfor, fældet et lille træ, så vi bedre kunne se ud ad vinduet, sådan noget. Min mand Peter og jeg blev faktisk uvenner over det. Han synes, jeg går rundt og ordner for meget og piller ved naturens orden. Han sagde: ”Det er, som om du kommer der og ’bare lige’ vil fikse det og det. Men naturen er ret vild, den har lavet grunden sådan her, og det er fint. Det eneste, der er perfekt, er alt det, vi ikke piller ved.” Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Men så tilføjede han: ”Og dig. Du er jo også perfekt.” Men det sagde han kun, fordi han er en snu fedterøv.
Peter er meget naturmenneske. Han lukker edderkopper og insekter ud i stedet for at slå dem ihjel. Det er ret sødt, og det har han givet videre til mig: at dyrene også skal have lov til at være her. Men jeg er nu alligevel begyndt at prøve at fiske i søen ved huset derovre. Det forstår Peter slet ikke. For fiskene havde det jo fint, indtil jeg kom. Jeg fanger nu ikke noget, så det er en ægte win-win.
Jeg har lige læst noget med, at man for hundredvis af år siden i Japan ikke måtte spise kød af respekt for andre levende væsener. Det er vel også sådan, mange veganere og vegetarer tænker i dag. Jeg bliver aldrig veganer eller vegetar, men jeg synes, det er en ydmyg og god tanke, at man skal have respekt for dyrene.
JEG KAN GODT LIDE at gå derhen, hvor det gør lidt ondt, der, hvor der er noget på spil, og hvor man kan mærke samtalen. Der, hvor man er ægte nysgerrig. Jeg vil gerne hurtigt forbi det høflige, fordi det er så kedeligt. Jeg er sådan: “Okay, lad os komme i gang med det samme.” Det er nok ikke hovmod, men mest af alt bare nysgerrighed.
Engang arbejdede jeg som vinsælger i et supermarked, og jeg blev hurtigt træt af at spørge, om folk ikke havde lyst til at smage. I stedet begyndte jeg bare at lægge flasken ned i deres kurv. Så skulle de overbevise mig om, hvorfor de ikke skulle have den, i stedet for at jeg skulle overbevise dem om, hvorfor de skulle have den. Det var meget sjovere, og hvis de ikke gad den lille dumme leg, kunne de bare tage flasken op. Så længe man altid laver et rum, hvor folk har mulighed for at sige fra eller gå, kan man slippe af sted med hvad som helst.
Misundelse
MISUNDELSE ER IKKE kun en dårlig ting. Det er også et redskab til at mærke, hvad man egentlig ønsker sig. Misundelse klinger negativt, men man kan jo godt være misundelig og samtidig glæde sig på en andens vegne. For eksempel når man siger: ”Ej, hvor fedt, at du skal på skiferie, hvor er du heldig. Gid, det var mig.”
Jeg er misundelig på folk, der kan sove, og på folk, som har en normal tarmflora. Min mand Peter sagde, at han godt kunne være misundelig, hvis der kommer en mand på hans alder gående, som ikke har måne, men som har masser af hår. Det kom lidt bag på mig, for jeg tænker ikke, at jeg håber, at han vågner op i morgen og har masser af hår.
Engang skulle jeg spille bagdelen af et æsel i en skolekomedie. Jeg skulle simpelthen bare stå inde under et tæppe. Der var jeg altså lidt misundelig på de andre, der trods alt havde nogle federe roller. Et par år efter skulle vi lave en musical, hvor hovedrollen var en prins. Drengene tøvede med at melde sig, og jeg tænkte: ”Okay, det her er min chance.” Haps. Jeg rakte hånden op og endte med at spille prinsen. Det var megasjovt.
Misundelse er fuldstændig menneskeligt, og den er der jo hele tiden. Der er alt muligt, man godt vil have, men som man ikke kan få. Når jeg kigger på mine kolleger, der ikke tvivler lige så meget på tingene, som jeg gør, kan jeg godt blive misundelig. Jeg overvejer tingene rigtig mange gange, og jeg overtænker og overforbereder mig tit. Det gør, at jeg godt kan blive usikker. Og så kigger jeg på dem, der bærer sig med en lethed og en ’det går nok’-attitude. Jeg ved egentlig ikke, om det er misundelse, men jeg tænker i hvert fald: ”Gud, hvor er du heldig, det ville jeg ønske, jeg også kunne.”
Fråseri
VM I QATAR var psykose-fråseri og hovmod i sin vildeste form. Det var fuldstændig vanvittigt. Vi var alle sammen enige: Puha, de skulle skamme sig. Men da fodboldkampene kørte over skærmen, tog det mellem 10 og 15 sekunder at glemme de arbejdere, som alle de stadioner er bygget oven på.
Jeg køber selv en del friske blomster. De er helt sikkert fløjet ind alle mulige steder fra, men det er jo så hyggeligt … vi bilder os vel alle sammen ind, at vi prøver at være sådan nogle, der er ordentlige og tager hensyn til miljøet. Men vi har også alle sammen vores små ting, hvor man har det sådan lidt: ”Ja, ja, men lige her tager vi ikke hensyn.” Jeg har det så sådan med blomster. Og med belysning.
Min livslyst visner, når jeg kommer ind i et rum oplyst af sparepærer. De er lysets svar på stegemargarine. Lyset fra dem er så grimt, koldt og nederen. Mens mine venner går op i at spare, går jeg op i at bruge en formue på pærer og elektricitet. Det er lykkedes mig at finde et sted i København, hvor de sælger de gode, gamle elpærer med blødt lys. Du må slet ikke lave de pærer længere, så meget sviner de. Jeg har også hørt om nogle steder i Polen, hvor de sælger de gamle gløde-elpærer. Min besættelse af belysning er helt sikkert med til at få kloden til at gå under. Jeg erkender: Det er vigtigt, at vi passer på naturen. Men altså … jeg kan jo ikke have dårlig belysning. Det er så ødselt et menneske, jeg kan være.
Jeg kan også godt lide at pynte op til jul. Med lyskæder og mærkelige ting. Det er vanvittigt dyrt med alt det lys, og derfor har vi også aftalt på vejen, at vi skal skære ned. Jeg endte nu alligevel med at putte en flot lyskæde på et træ. Jeg satte den op i vores have, der vender væk fra vejen. Så var der ikke så mange, der kunne se det.
Dovenskab
DER ER IKKE nødvendigvis noget galt i at være doven. Jeg synes først, dovenskab bliver et problem, når det gør én i dårligt humør. Jeg er et rastløst menneske, og hvis jeg ikke laver noget en hel dag, bliver jeg i dårligt humør. Hvis jeg for eksempel ligger og ser en tv-serie alene, er jeg simpelthen i dårligt humør, når den er slut. Det sker hver gang. Men jeg har fundet ud af, at hvis jeg ser en tv-serie sammen med Peter eller mine døtre, så synes jeg, det er hyggeligt og sjovt at se fjernsyn. Fordi det er noget, vi gør sammen. Det der med at sidde selv giver mig en virkelig flad fornemmelse.
Til gengæld er jeg doven på alle mulige andre måder. Jeg går ikke specielt meget op i personlig hygiejne. Det er fint at gå i bad hver anden dag. I en lang periode havde vi ikke vand i vores sommerhus i Sverige. Der gik det også fint at vente i fire dage … så længe jeg holdt armene nede langs siden. I køkkenet springer jeg også over, hvor gærdet er lavest. Jeg er vildt dårlig til at lave mad, men virkelig god til at bestille takeaway.
Da jeg var teenager, var jeg meget, meget doven. Jeg var teenagesur, sov hele dagen og ryddede aldrig op. Det ville være fuldstændig forkert, hvis jeg får tegnet et billede af mig selv, hvor jeg altid er aktiv. Jeg laver ikke særlig mange ting. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad tiden går med. Den går bare. Jeg arbejder, er sammen med min familie og mine venner og tager på ture.
JEG HAR ALDRIG rigtig dyrket sport, og jeg bryder mig ikke om det. På den måde er jeg kropsdoven, og jeg har aldrig prøvet at være i god form. Jeg havde en nabo, der slæbte mig med til noget håndboldtræning for et par år siden. Og jeg døde. Jeg var fuldstændig krebserød i hovedet. Det varede en hel time, hvor jeg blev pisket rundt efter den der bold. Jeg tror ikke, at min krop nogensinde har bevæget sig så meget før. Selvom de andre virkelig var søde, var det alt for voldsomt.
Nu lunter jeg lidt rundt i nabolaget, og det er kun, fordi jeg begyndte at få ondt i ryggen. Hvis ikke jeg havde fået det, var jeg bare fortsat med ikke at røre mig overhovedet.
Det spændende ved dovenskab er, at den er lidt dobbel. Man kan både være fysisk doven, og man kan være ugidelig. Det er ikke særlig spændende at være sammen med folk, som er dovne på alle parametre. Folk, der er socialt dovne, og som ikke bidrager med noget i en samtale eller til den gode stemning. Det er meget tungt at være i selskab med sådan nogle, der bare tager deres telefon frem. Nogle gange er det nok generthed og ikke dovenskab, men det er helt utroligt irriterende og demoraliserende.
Jeg tror, at grænsen for dovenskab går der, hvor det begynder at gå ud over andre. I det store hele må du bruge dit liv fuldstændigt, som du har lyst. Men det er jo ikke sjovt at arbejde sammen med nogle, der er gennemført dovne. Dem, der altid går tidligt. De er dvaske, ligeglade, gør sig ikke umage med noget og siger tit: ”Det orker jeg ikke.” Det er så vildt at tænke på, at man overhovedet har et liv, hvor man kan sige dét til så mange ting: ”Det gider jeg ikke.” Okay, heldige røvhul.
Nydelsessyge
I GAMMEL TID hed den her dødssynd ’utugt’ og stod i modsætning til kyskhed, det rene. Det har virkelig været en af de synder, der blev brugt til, at folk skulle skamme sig. Over at være liderlige og over at være utro. Selvfølgelig skal vi ikke gå rundt og bedrage hinanden. Men jeg har da også set eksempler på, at det var en ret god idé at knalde ham der sekretæren, fordi det ledte til, at et dårligt forhold fik en ende. Det der gamle skyld og skam, hvor man holder hinanden nede, er virkelig noget, der bringer mit pis i kog. Og nu hedder utugt så ’nydelsessyge’. Jeg tænker bare: Hvor bornerte er vi? Hvad er det, vi snakker om? Jeg synes, det er sygt irriterende, hvis man begynder at kalde det ’nydelsessyge’, og det så skal brede sig til for eksempel det at spise.
Det kan jo være ret fedt at have en lyst og så tilfredsstille den. Jeg spiste tre store flødeboller den anden dag, og det var megalækkert. Men hele italesættelsen af, at det er syndigt, er også med til, at man havner i overspisning. Man skammer sig over de tre flødeboller, og så føler man sig endnu mere ussel og tom indeni, og så spiser man tre mere.
Hvis jeg er tørstig, skal jeg have noget at drikke nu. Jeg har mødt spædbørn, der er bedre til at behovsudsætte, end jeg er. Det er det samme, hvis jeg er sulten eller fryser. Jeg har altid alt muligt mad med – især knækbrød og peanuts – i min taske, for så er jeg sikker på, at jeg kan putte noget i munden, hvis jeg bliver akut sulten. Det resulterer så også i, at der er sindssygt ulækkert i min taske. Men det fungerer.
Griskhed
GRISKHED ER MEGET usympatisk, men jeg synes egentlig, det er et gennemgående træk hos mennesker. Vi skal hele tiden have mere, større huse og nye biler. Hele vores måde at leve på er jo rendyrket hovmod, fråseri og griskhed. Det er for sindssygt, hvordan vi ikke har kunnet se noget før, at vi ikke bare kunne lade stå til med klimaet.
Griskhed er farlig, hvis man ikke er bevidst om det. Og måske også meget menneskeligt, fordi man egentlig bare prøver at gøre en situation mest behagelig for sig selv. Det er heldigvis sjældent, at griskhed er ovre i ’Bamse & Kylling’-grøften, hvor Bamse konstant tager æren for det, Kylling har lavet. Den slags var aldrig blevet lavet som børnefjernsyn i dag.
Min mand mindede mig lige om en sommerdag for nogle år siden. Vi kørte nordpå i bilen og stoppede på Strandvejen oppe mellem alle millionvillaerne for at få en is. Det var ikke verdens billigste ishus, så vi blev enige om at holde lidt igen. Børnene og min mand valgte først. Og til sidst blev det min tur. Det var virkelig lækre ting, de havde. Jeg bestilte en vaffel med både pistacie, chokolade og jordbær og flødebolle. Det var først da jeg bad om at få guf på, at jeg opdagede, at min familie stod og kiggede på mig, som om jeg var vanvittig. De stod der med hver deres bæger og en enkelt lille sparsommelig kugle hver, og så kom jeg med min gigantiske is. Hold kæft, hvor var det sjovt. De driller mig med det hver sommer.
