DET BEGYNDER på en dansefestival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.
Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold.
”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.
Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed.
26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:
”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”
USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.
I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.
Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.
”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun.
Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:
”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor. Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”
SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.
”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.
”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”
I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.
”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.
”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”
