DEN HVIDKALKEDE GÅRD ligner en ko, der snart skal kælve. Så rundskæve står ydermurene.
Lige så bristefærdige stod de, da gården blev pillet ned i landsbyen Pebringe i nærheden af Karise i 1939. Og præcis lige så sammensunket stod Pebringegården, da den senere samme år var blevet samlet og genopført på Frilandsmuseets grund nord for København. I dag er bygningen det skæveste hus i museets samling af i alt cirka 60 bygninger – og et monument over datidens bevaringskultur.
I slutningen af 30’erne hed museets chefarkitekt Arne Ludvigsen, og han arbejdede ud fra princippet om, at husene ikke skulle rettes op til dagens håndværksmæssige standarder, men fremstå så faldefærdige, som de var. For ham var Pebringegården idealeksemplet på det traditionelle Landbodanmark, der var ved at forsvinde i takt med, at flere bønder fik penge mellem hænderne til at renovere. Håndværkerne på Frilandsmuseet fik derfor besked på at gøre sig umage med et ’dårligt’ stykke arbejde og genskabe den knæsunkne sjællandske gård helt usminket.
Pebringegården stod i Karise Sogn. Typisk for egnens huse er den kalket både på tavl og bindingsværk – over stok og sten, som det også kaldes.
Men da resultatet blev præsenteret for offentligheden, mødte det kritik. I aviserne brokkede repræsentanter for landboforeningerne sig over gården, der gav et forarmet og hensygnende billede af bondelandet, som var lige så fortegnet, som hvis arkitekt Ludvigsen havde udstyret gården med termoruder og blandingsbatteri. For ingen ordentlig bondemand ville lade sit hus forfalde på så ekstrem en måde, mente kritikerne.
”Tidligere havde man måske ikke været omhyggelig nok i forhold til at bevare nogle af de skævheder og den slitage, som husene havde, da man genopførte dem. Men Ludvigsen gik nok lidt for vidt,” fortæller museets nuværende chef Peter Henningsen.
Pebringegården indefra.
Frilandsmuseet var oprindelig et udendørs appendiks til Dansk Folkemuseum, som startede sin tilværelse på Vesterbros Passage, senere Vesterbrogade, i København, da Bernhard Olsen i 1885 åbnede op for en samling af autentiske bondestuer med indbo. Bernhard Olsen, der var uddannet teatermaler, var også kunstnerisk direktør for Tivoli og i det hele taget entreprenant tusindkunstner – ”en slags datidens Lars Larsen-type”, kalder Peter Henningsen ham – og han ønskede at bevare dansk folkekultur og formidle den til netop folket, hvorfor udstillingen af bøndernes boliger kom til at hedde Dansk Folkemuseum.
”Dansk Folkemuseum opstod som en protest mod de eksisterende museer. Museerne udstillede dengang kongernes og adelens ting – store pragtfulde genstande – og henvendte sig til kenderne, der allerede vidste, hvad de kiggede på, med lange, kronologiske rækker af genstande i montrer. Men for de ikke indviede var de svære at forstå. Og dødkedelige. På Dansk Folkemuseum kunne helt almindelige mennesker derimod betragte en tilværelse, som de havde et forhold til. Og for dem, der var flyttet fra land til by, vakte det nostalgiske minder. Publikum strømmede til. Folk interesserer sig nemlig først og fremmest for sig selv.”
Bernhard Olsen var inspireret af den svenske museumsmand Artur Hazelius, der i 1891 åbnede frilandsmuseet Skansen i Stockholm. Sammen med Norsk Folkemuseum i Oslo og Kulturen i Lund ledte de udviklingen af museumstypen, og med tiden blev det til en slags kapløb om, hvem der kunne indsamle flest gamle huse og præsentere dem mest spektakulært under åben himmel og i 3D. For at give de store armbevægelser plads fik Bernhard Olsen i første omgang lov at låne et hjørne i Kongens Have, og da han fandt ud af, at det stadig var for trangt, købte han i 1901 12 tønder land i Brede nord for København. De næste år var han konstant på udkig efter nyt til samlingen, når han rejste rundt i Danmark. Da han i 1920 var blevet en ældre mand og begyndte at bekymre sig om bevaringen af sit livsværk, lykkedes det ham at få Nationalmuseet til at tage imod samlingen – og ansvaret.
”Det var sikret til evig tid. Så var han glad – og døde to år senere. Han kunne godt se, at det ellers bare ville falde sammen. Det er jo dyrt at vedligeholde,” siger Peter Henningsen. Og så er vi tilbage ved det fundamentale spørgsmål om, hvordan man bevarer autentisk. Har en museumsgenstand stadig museal værdi, hvis flere væsentlige dele af den er blevet udskiftet med nye, selv om genstanden i sin helhed ellers ikke ville have været bevaret?
Bondehus fra Lundager på Vestfyn.
Inden for filosofien betegner man paradokset med begrebet ’Theseus’ skib’, der har rod i den græske mytologi. Her fortælles det, at man besluttede at bevare sagnkongen Theseus’ skib i Piræus’ havn til evig tid som et monument over færden, hvor han dræbte minotauren på Kreta. Problemet var, at skibet lå og rådnede, hvorfor man var nødt til at udskifte plankerne, indtil der ikke længere var en splint eller en knast tilbage, der havde været med på rejsen. Men var det så stadig Theseus’ skib?
”Det er det dilemma, vi arbejder i. Hvis vi ikke restaurerede husene, ville vi ende som et ruinmuseum. Og det har aldrig været meningen. Men derfor synes en del andre museumsfolk, at vi er lidt pop og plastik, gøgl og teater. Fordi vi piller, udskifter og iscenesætter i stedet for helt strengt blot at konservere,” siger Peter Henningsen.
”Men vi, der arbejder på frilandsmuseer i hele Europa, ser også os selv lidt i opposition. Når vi mødes, peger vi fingre ad de ’rigtige’ museumsfolk. Vi synes, deres museer er kedelige og docerende,” griner museumschefen, der forsøger at balancere bevaring og tidssvarende præsentation.
Læsøhus med tangparyk.
Et nogenlunde frisk eksempel er et hvidkalket hus med vinrødt bindingsværk og flaskegrønne vinduesrammer, der oprindelig blev opført i Stenstrup på Sydfyn i 1684, og som i cirka 200 år husede egnens præsteenker. I 1928 fik Frilandsmuseets personale lov til nænsomt at pille skønheden ned, men den måtte ligge ubemærket på magasinet indtil 2015, hvor den fik lov at genopstå, og nu med noget rankere ryg end i sine sidste dage på Fyn.
De ikke brugbare dele blev erstattet af nye, dog bearbejdet med fortidens eksotisk klingende redskaber såsom bredbil og skarøkse. Men genopførelsen er ikke udelukkende respektfuld over for fortiden. Fundamentets syldsten er blevet fremtidssikret med et underlag af beton, og huset har fået sin egen internetforbindelse, fordi museets undervisere skal kunne gøre brug af digitale virkemidler, når de lærer børn om livet, der var engang, ude på landet.
Peter Henningsen er, alt i alt, stolt af resultatet og af museets nu tidligere arkitekt Niels Erik Jensen, der har ansvaret for det:
”Der er mange problematikker omkring at vise livet, som det var engang. Og hvordan du end vælger at gøre det, kan du aldrig gøre det helt rigtigt. Men jeg synes, det er blevet et rigtig fint hus.”
