MINE FORÆLDRE var skønne. Min far var teatermaler og kunstner. Han havde gået på skole hos den franske kunstner Fernand Léger i Paris i mellemkrigstiden og arbejdede som scenograf på blandt andet Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm. Min mor var mønsterbryder. Hun var svensk og datter af en dommer og en grevinde og skulle have været gift med en advokat eller industrimand. De fattede ikke, hvad hun skulle med den der venstreorienterede danske kunstner. Han var kommunist ligesom de andre kunstnere i den generation. Det var ikke hardcore DKP, men et kulturradikalt miljø, jeg voksede op i. Den svenske instruktør Pär Lagerkvist, som min far lavede scenografi til flere forestillinger af, sagde engang til ham: ”Hvis jeg skulle være barn igen, så skulle du være min far”. Min far brugte en masse tid på at lege med sine børn. Det gentog sig med min søn, Nicolas. De byggede ting og lavede våben, legede sørøvere og gemmeleg.
MIN BROR PETER og jeg var tossede med film. Vi åd Bergman, Kurosawa, Pasolini, Buñuel, Visconti, Rossellini, Kubrick, Hitchcock. Vi var så sultne. I gymnasietiden begyndte jeg at instruere små kortfilm nede i mosen i Gentofte, hvor vi boede i Jægersborg. Det lignede polsk filmkunst og var meget eksperimenterende og fuldt af spleen. Jeg læste sociologi på universitetet, men holdt op i 1965 og søgte ind på et filmstudie, der hed Palladium. Der var intet pres fra mine forældre i forhold til, hvad jeg skulle lave. De sagde bare: ”Nej, hvor sjovt, tillykke med det.” På Palladium var de i gang med filmen ’Sytten’ efter Carl Erik Soyas bog. Det var Ghita Nørby i noget semiporno og starten på den bølge, der senere blev sengekantsfilmene. Jeg var ansat som rekvisitørassistent. Det laveste job overhovedet, i dag hedder det runner. Vi gik bare og ryddede op og blev sendt i byen.
’Strømer’ vandt tre Bodil-priser i 1976. Længst til venstre er det Anders Refn, der sætter i scene.
MEN FRA FØRSTE GANG jeg kom ind og så det røde blink og hørte hornet – bååååååt – der signalerede klar til optagelse, kunne jeg mærke elektriciteten i luften, selvom det var nogle meget enfoldige komedier. Instruktøren Sven Methling kastede sin kærlighed på mig og ville gerne lære mig noget. Han gjorde mig til instruktørassistent og tog mig med i klipperummet og viste mig, hvordan man laver en skudplan og tilrettelægger en scene. At lave film er at kunne styre en maskine. Der er sindssygt mange processer, der skal kunne løbe sammen i ét udtryk. Han var en meget sød mand, og jeg skylder ham virkelig meget. Han lavede lystspil som ’Soldaterkammerater’ og ’5 mand og Rosa’ og senere ’Krummerne’. Jeg var en del af en ny generation i dansk film, der ikke bare ville kæmpe mod kedsomheden. Vi ville fortælle historier, man kunne tro på, blive berørt af og klogere af.
DA FILMSKOLEN åbnede i 1966, søgte jeg ind, forgæves. Året efter kom jeg ind. Der gik syv år, fra jeg var færdig på filmskolen i 1969, til jeg lavede min første spillefilm. Jeg vidste, at når man debuterede, så var det alvor. Jeg så flere, der sjuskede sig lidt igennem, tabte pusten og forlod branchen. Man skal virkelig ville det, ellers kommer man ikke levende fra det. Jeg arbejdede som klipper og som instruktørassistent. Holdt instrumentet varmt. Hvis instruktørerne var lidt svage, overtog jeg nærmest instruktionen.
MIN DEBUTFILM ’Strømer’ kom ud i 1976. Dengang var det ikke comme il faut at lave film om en dansk politimand. I det venstreorienterede kunstnermiljø var politiet fjenden, som man kendte dem fra demonstrationer. Hovedpersonen er lidt reaktionær med Fremskridtspartiet-agtige holdninger. Han bliver drillet af de intellektuelle og af de smarte piger. Han er lidt håbløs, men også en rørende person, der ender med at opklare en forbrydelse, selvom det smutter til sidst. Han kan ikke rigtig bevise det. De onde ler, og de gode græder.
I hovedrollerne i ’De forbandede år’ ses blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og Cyron Melville.
DET DANSKE FILMINSTITUT viste filmen i Cannes. Inden den gik i gang, sad der kun to mennesker i salen, Guardians anmelder John Gillett og en japaner. I dag er der stor hype omkring dansk film. Dengang var det mere provinsielt. Få forsøgte at få filmene ud over Danmarks grænser. Man sagde: ”Det kan aldrig lade sig gøre, det betaler sig ikke, det er spild af penge.” Der manglede selvtillid – og fantasi. Mange danske producenter tog bare til Cannes for at ligge på stranden og trække det fra i regnskabet. Til visningen af ’Strømer’ skete det heldige, at de ikke kunne køre filmen, fordi den var filmet i CinemaScope-format, og biografen havde ikke den forsatslinse, man skulle bruge. Operatøren kom ned helt blå i hovedet og sagde: ”Hvad fanden i helvede, hvorfor har I ikke fået rigtig besked?” Min bror Peter, der var med til at åbne Danmarks første kunstbiograf, Camera, og senere var direktør for Grand Teatret, var hurtig. Han løb ned på kontoret, hidsede sig op og sagde, at vi måtte have en ny kørsel med det samme. Han fortalte, at hele verdenspressen var gået forgæves. Så fik vi en ny visning i en anden biograf og satte en annonce i avisen med masser af stjerner og ordlyden: ’The biggest box office of ’76’. Så kom der 120 mennesker, og vi solgte den til både Canada og USA. Jeg sad på Hotel Carlton og kunne næsten ikke holde på den kuglepen, jeg skulle skrive under med, af bar nervøsitet. De snød os alligevel, som de altid gjorde dengang. Vi fik måske 10.000 dollars og så aldrig mere til det.
I 1987, i monopolets sidste dage, blev ’Strømer’ til en tv-serie, ’Een gang strømer’. Den fik 2,7 millioner seere. I spillefilmen ender Jens Okkings politimand på en tosseanstalt, men til serien tog vi ham ud igen og satte ham i paspolitiet, hvor han drak porter i sin kaffekande. Jens Okking var en vanvittig god skuespiller, men han var besværlig at arbejde med. Hvis ikke man var stærk som instruktør, gik han ind og overtog styringen. Han mente ikke, Flemming Quist Møller og jeg kunne finde ud af at skrive manuskript, og lavede om i replikkerne. Så ville han have del i ophavsretten. Det gav vi os ikke på: ”Du må gerne sige ’som’ i stedet for ’der’, men du skal ikke have ophavsret på grund af det.” Vi overvejede, om han skulle vinde over forbryderne og blive en helt, men vi slog ham ihjel til sidst. Han bliver slået i hovedet og smidt i Christianshavns Kanal.
BESAT AF EN FILM
Anders Refn med ’De forbandede år’ vil du vise os krigens tid, som vi ikke har set den før. Du fortæller, at du har villet lave den her film i 20 år. Hvorfor har du ventet så længe?
”Sidst i 90’erne troede jeg, at jeg kunne få lov at lave en tv-serie hos DR. Forinden var jeg blevet hevet ind som instruktør for at lave et nyt koncept på det kuldsejlede projekt ’Taxa’. Den gik fra 300.000 til 1,5 millioner seere. Nu ville jeg gerne lave noget om anden verdenskrig, men jeg kunne ikke komme igennem med det. Jeg sagde: ’I er ikke rigtig kloge, det er ligesom ’Matador’, bare dobbelt så godt.’ Jeg lavede en række andre ting i mellemtiden, men holdt fast i ideen, og for et par år siden sagde TV 2, at de gerne ville lave den til 2020 og 75-årsjubilæet for befrielsen. De havde bare ikke flere seriepenge i deres budget. Så i stedet har vi lavet den store spillefilm om besættelsen.”
I filmen følger man en velhavende familie, der har mange dilemmaer: jødeflugt, sabotage, handel med Tyskland, forbudt kærlighed. Hvor repræsentative for den almene dansker er de?
”Vi ville ikke lave en film om den ædle frihedskæmper, som alle fra begyndelsen ved vil vinde. Og vi ville heller ikke lave værnemageren, som er så modbydelig. Den kunstneriske ambition er at prøve at sætte ansigter på en række mennesker, der mener, at de gør det rigtige, men som ikke kun er gode og heltemodige eller onde og grådige. Og vise, hvor svært og traumatisk det var. Vi har forsøgt at bygge en familie op, der spejler den universelle konflikt i deres eget lille univers. Det er gjort før, for eksempel i ’Godfather’.”
Familiefaderen, der er fabrikant, handler og samarbejder i stadig højere grad med tyskerne. Han gør det for familiens skyld, siger han. Fordi han er ’ansvarlig’. Er det en retfærdiggørelse?
”Det er værd at tænke over dilemmaet i dag. Hvad ville du gøre, hvis der stod maskingeværreder nede på gaden, og der var visitationer ved alle stationer? Ville man ikke prøve at finde en samarbejdsform? Man ville vel ikke straks finde en kniv og give sig til at hugge løs. Med bagklogskab er det ikke svært at sige, hvad der var fornuftigt. Men hvordan fanden så det ud, når du stod midt i det? Vores familiefar tror, han gør det bedste. Men problemerne opstår med de alt for mange kompromiser, han indgår.”
Tror du, der stadig er en appetit på anden verdenskrig hos publikum?
”Det kan man jo kun håbe. Jeg var teknisk instruktør på Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidsten Gruppen’. Den var der 750.000 mennesker, der så. Det er ikke, fordi det ikke har folks interesse. Min egen søn Nicolas, blev jeg opmærksom på, havde længe et temmelig forvredet billede af krigen. Det var ’Ørneborgen’ om igen. Med nogle vanvittig onde tyskere og nogle dødkloge danskere. Den her film er historisk gennemresearchet ned til mindste detalje, og jeg håber, den vil gøre folk bare en lille smule klogere på, hvor komplekst det var under besættelsen.”
JEG HAR LAVET otte film for Lars von Trier. Det begyndte i 1996 med ’Breaking the Waves’, som jeg klippede. Det var et meget lykkeligt samarbejde. Vi havde lavet et manifest med 10 punkter, der hed ’Emotional Editing’. Vi ville bryde alle regler. Vi ville så sent ind i en scene som muligt, uden at det blev meningsløst. I stedet for at manden kommer ind ad døren, tager frakken af, rømmer sig, reder sit hår, går ind til konen, snakker lidt frem og tilbage og siger ”jeg vil gerne skilles”, klippede vi ind på ”jeg vil gerne skilles”. Når scenen emotionelt havde peaket, bang, så klippede vi ind i den næste scene. Nogle var bange for, at publikum ville have svært ved at orientere sig, men på det tidspunkt var folk meget øvede i at læse billeder. Det var på tide at finde et moderne filmsprog, så folk ikke kedede sig. Det er jo kedeligt at se fok rejse sig og tage tøjet på. Og lukke døre op og i. Efter den film fik jeg et prædikat i Europa som en meget god klipper. Den var klippet så grimt, at alle kunne se, at det var noget særligt. Det var ikke, fordi folk ikke havde gjort det før, men den film var nok det mest radikale forsøg på det hidtil. Og Lars har altid været god til at brande tingene. Dogme var jo også bare en måde at lave lavbudgetfilm på.
PÅ ‘DANCER IN THE DARK’ var jeg instruktørassistent. Lars havde besluttet at fotografere hele lortet selv, og det var en fantastisk præstation, men han havde brug for mig til at køre hele settet for sig og briefe holdet og sige klar til optagelse. Så fik han maksimal arbejdsro. På et tidspunkt skulle han gøre grin med mig og kaldte mig ’Gammelfar’. Så sagde jeg: ”Nu skal du være artig, ’Lillemand’, ellers kommer du over knæet.” Lars er virkelig god til at drille. Det sympatiske er, at han kun driller folk, han godt kan lide, ikke folk, der er i underskud.
DET HAR VÆRET en luksus at få lov at arbejde med topskuespillere som James Caan, Lauren Bacall, Catherine Deneuve og Nicole Kidman. Nicole Kidman var meget generøs og stillede op til alting på alle tidspunkter, da vi optog ’Dogville’ i Trollhättan i Sverige. Men hun var også meget reserveret. Hun sagde, at det var svært stof, der krævede al hendes koncentration, så hun havde ikke overskud til at joke og socialisere med holdet. Til gengæld inviterede hun os på en mexicansk fest, hvor der kom kokke flyvende fra London. Bagefter lavede hun en endnu finere fest med beluga-kaviar og Cristal-champagne til hele holdet, også statister. Hun fik ikke mere i løn end de andre, men hun havde vist lidt penge med hjemmefra.
JEG SKULLE KLIPPE ’Antichrist’, og normalt er klipperen ikke med fra begyndelsen. Men lige før optagelserne skulle begynde nede i Tyskland, ringede produceren og sagde, at jeg blev nødt til at komme med det samme og være standby, fordi Lars havde en depression. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at han har angstanfald. Nogle gange faldt Lars i søvn på settet, fordi han fik så meget medicin. Men skuespillerne var skidesøde over for ham.
DET ER ALDRIG kedeligt med Lars. Han er en fantastisk dygtig personinstruktør og har været til stor inspiration for mig. Da vi lavede ’Melancholia’, endte det med ballade i Cannes, fordi han talte om sin forståelse for Hitler. Det franske politi truede med at sætte ham i fængsel. De fleste fra Zentropa rejste hjem sammen med ham, så jeg sad næsten alene med Kirsten Dunst til afslutningsfesten, hvor hun fik en pris for bedste skuespillerinde. Samtidig sad min søn Nicolas der med Ryan Gosling og sin producent. De var helt oppe at køre, fordi Nicolas blev kåret til årets instruktør for ’Drive’. Og jeg var kisteglad. En pris i Cannes er det bedste, jeg kunne ønske for min søn. Det er noget, der ændrer ens karriere.
JEG BLEV FORBAVSET, da Nicolas sagde, at han ville være instruktør – selvom han altid har været meget filminteresseret. Han boede i New York med sin mor i 8-9 år og levede en lidt splittet tilværelse, hvor han rejste meget frem og tilbage. Det var ikke specielt sjovt for ham, og min bror Peter var bekymret for ham, da han kom hjem og tog sin studentereksamen på Frederiksberg. Så han ansatte ham som scout og sendte ham til Cannes for at finde mærkelige undergrundsfilm til sin biograf. Splatterfilm og den slags, som Nicolas elsker. Det reddede omsætningen mere end én sommer.
DET KOSTER det hvide ud af øjnene at lave film. Plus en skilsmisse hver gang. På en måde er du dybt utro. Du tænker kun på filmen, så længe den er i gang. Du vågner op om natten badet i sved og råber: ”Klar til optagelse!” Eller har mareridt om scener, der mislykkes. Jeg har aldrig villet skilles. Det var altid kvinderne, der sagde: ”Nu kan vi ikke holde dig ud mere.” ”Har vi det ikke hyggeligt?” ”Nej, vi har ej, du er aldrig hjemme.” Der skal være en grund til, at man laver en film.
’De forbandede år’ har premiere 9. januar.
