DAGEN FØR aftaler vi, at i morgen, der skal vi snakke.
Jeg har udskudt samtalen. Ventet på en dag, hvor hun havde lidt overskud. Det er der bare ikke så meget af, når man har to børn, og det ene er en baby, der sover dårligt om natten. Ja, og om dagen for den sags skyld. Men nu er der kun en måned til den dag, vi har snakket om at tage af sted, og hvis vi skal have pladsbilletter, hoteller og så videre på plads, så skal der tages nogle beslutninger. Da begge børn sover, og køkkenet er ryddet, sætter vi os i den store gule sofa. Jeg har researchet lidt. Rejsetiden er på 15 timer og fem minutter fra Roskilde Station til London St. Pancras plus rejsetid til og fra stationerne. Prisen er cirka 5.700 kroner for to voksne og to børn inklusive et groft overslag på pladsreservationer. Det er mange penge, især når en hurtig søgning viser, at vi kan flyve tur/retur alle fire for cirka 2.500 kroner.
”Det orker jeg simpelthen ikke. Og hvorfor skal det være så dyrt?” siger Helle og ser helt forpint ud.
”Okay,” svarer jeg og synker sammen indeni.
”Hvorfor kan vi ikke bare flyve – jeg ved godt, du er imod det, men jeg er træt!” siger hun så.
Og det er egentlig et meget godt spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke flyve?
SVARET ER ENKELT. At boarde en flyver er den enkeltstående handling, du kan foretage dig, der har det største CO2-aftryk. Der er også et længere svar:
Jeg er journalist og har dækket klima i 11 år, og på et tidspunkt kunne jeg ikke fortsætte med at leve mit liv, som om alt var fint, med den viden, jeg efterhånden havde bygget op. Det siger meget om den menneskelige psyke, at jeg ikke tog den konsekvens allerede i 2009, hvor jeg fløj verden rundt for at dække netop de menneskelige konsekvenser af klimaforandringen. Det gjorde jeg ikke, fordi vi mennesker er gode til at skubbe ubehagelige sandheder til side til fordel for mere magelige liv, og jeg fortsatte for min del ufortrødent mit projekt med at se, om jeg kunne fylde mit pas, før det løb ud i maj 2018. Men i 2017 gik det nærmest fra den ene dag til den anden pludselig op for mig, at min opførsel i ordets mest bogstavelige forstand ikke var bæredygtig. Jeg besluttede mig for at droppe oksekød fuldstændigt, kun spise kød to gange om ugen og minimere mit materielle forbrug markant.
Da jeg havde taget de beslutninger, gav det ikke så meget mening at hoppe på en flyver – det ville jo gøre det hele ligegyldigt. Beslutningen blev, at jeg helt ville droppe indenrigsflyvning samt flyvning i Europa – og så begrænse ferieflyvninger til destinationer længere væk til højst en gang hvert tredje år. En joker var flyvninger med arbejdet. Jeg er også højskolelærer, og der er det en del af jobbet at flyve på studietur to gange om året. Og præcis denne aften, hvor vi snakker tur til London, følger efter en periode, hvor jeg har været meget væk, fordi jeg paradoksalt nok har rejst i forbindelse med en bog om, hvordan vi bremser klimaforandringen. Det er også en del af grunden til, at min hustru er mør. Og meget lidt opsat på at bruge så mange penge på at rejse så mange timer med to børn.
Men hun vil gerne rejse med os, hun vil gerne med og besøge min bror, der bor i London, og endelig har hun ikke lyst til at være den, der stopper projektet. Så efter et par dages simren siger hun ja.
”Lad os gøre det. Jeg kan ikke love, at jeg er i godt humør hele vejen, men jeg er klar.”
KLOKKEN 6.45 starter jeg bilen, og vi triller gennem mørket mod Roskilde, hvor vi har fået en ven til at køre os til stationen, så bilen kan stå hos ham. Vi skal til Bruxelles og har en smule mere end 13 timers rejse foran os. I bilen har alle god energi. Også Helle.
”Jeg er lidt træt, men jeg glæder mig til at tage den med ro i bumletoget,” konstaterer hun med et smil.
Min søn Anker på syv erklærer, at han glæder sig ”sygt meget”. Vel om bord på IC-toget spørger Anker en fremmed mand, hvor han skal hen. Han skal til Esbjerg.
”Vi skal til Bruxelles og så til London,” siger Anker med slet skjult stolthed.
”Det er noget af en togrejse, du!” svarer manden med løftede øjenbryn.
Jeg takker i mit stille sind både Helle og Anker for optimismen.
Også fordi jeg bærer på en hemmelighed, der nok kunne ødelægge energien. Da hele regnskabet for togrejsen var gjort op, endte prisen på 7.000 kroner, især fordi Eurostar-pladsbilletterne var noget dyrere end forventet. Jeg har betalt differencen til de 5.700 af egen lomme. Det er problematisk. Både parforholdsmæssigt – at jeg holder noget skjult for min hustru – men langt mere på et strukturelt plan: Det er simpelthen for dyrt i forhold til flyet.
JEG VÆLGER at ignorere det økonomiske og i stedet fokusere på det, der har været min tanke alle de gange, jeg har rejst langt med toget: eventyrdimensionen. Holder rejseplanen? Hvad kommer vi til at se og opleve? Og ikke mindst, hvem kommer vi til at møde? Da vi skifter tog i Fredericia klokken 10.30, stiger et menneske på toget, jeg ellers havde tænkt mig at ringe til for at få noget ekstra perspektiv til denne artikel: Rasmus Willig, der er filosof på RUC. Hvad er oddsene lige for det?
Jeg skal først have vores baby, Eik, til at sove, og så fanger jeg Willig til et kort interview. Han skal af i Rødekro, hvorfra han skal videre til foredrag i Aabenraa. Jeg ved, at han helt har droppet flyrejser og af samme grund rejser meget i tog, og jeg vil gerne høre, om han kender til problematikken med at mase ens egen idealisme ned over sin familie. Det gør han. Ikke så meget med sin hustru, der er mindst lige så meget klimaidealist som ham selv, men i forhold til deres to døtre:
”De kan godt synes, det tager meget lang tid. Men så har vi en stiltiende aftale om – og det må du endelig ikke sige – at vi lader dem vinde i kortspillet røvhul hele vejen.”
Døtrene har dog også fået øjnene op for det, togrejserne er særlig gode til:
”Tiden står stille på en meget behagelig måde, man møder hinanden, og man er ordentligt sammen. Vi får mere kvalitetstid ud af de gamle transportmidler,” siger Rasmus Willig og bliver afbrudt i sin strøm af plusord af Helle, der kommer og siger, at der kun er én ble tilbage i skiftetasken, og spørger, hvor posen med bleer er. Jeg troede, hun pakkede dem. Hun husker det, som om jeg skulle stå for det.
EIK FÅR DEN sidste ble på med halvanden time til Hamborg, hvor vi kun har 24 minutter til næste tog. Der er lidt anspændt stemning, indtil vi når den store hovedbanegård. Heldigvis når vi Hamborg uden forsinkelser, og jeg får lynhurtigt købt både bleer og snacks til den videre rejse. Roen er genoprettet, da vi 14.28 stiger om bord på ICE-toget til Hannover. Det tager kun en time, og selv om vi ankommer let forsinket, kommer vi også fint om bord i toget til Køln, hvor vi sidder i tre begivenhedsløse og harmoniske timer. Jeg får Eik til at sove lidt. Helle blunder under sit tørklæde. Anker får lov at spille Minecraft.
Da vi ankommer til Køln, er vi stressede, fordi vi er lidt forsinkede og ifølge rejseplanen kun har 13 minutter til at skifte. Og da vi så kommer ud på perronen og bevæger os igennem stationen, vælter det pludselig forbi med stive, udklædte mennesker. Der går tre midaldrende mænd i klovnekostumer forbi, en flok unge hollandske fyre tumler rundt med skøre parykker, og så er der et messing-orkester bestående af mænd og kvinder i panggult, rødt og grønt tøj. Det viser sig, at i dag har været startskuddet på det årlige karneval i Køln, og da vi får styr på, at toget til Bruxelles også er forsinket, kan vi grine ad det.
Inde i toget fortsætter festen, især nede i restaurantvognen, og vi bliver revet med. Jeg vover mig til at drikke en fadøl og så bestiller jeg pomfritter til os alle – begge dele kan man få på tyske tog. Anker er lykkelig. Helle smiler. Idyllen brydes dog lidt, da forsinkelsen vokser. Vi ankommer først til Bruxelles lidt over 22, og det blæser og regner, og den bagudgang på banegården, vi har forvildet os ud af, lugter kraftigt af urin. Vi maser os selv, bagage og klapvogn ind i en taxa, finder efter lidt besvær vores ret fine Airbnb-lejlighed, bakser lidt for længe med at komme ind og kommer først i seng lidt over 23.
”Shit, en dag,” hvisker Helle, da vi lægger os.
EFTER EN VIRKELIG dejlig dag i Bruxelles med chokolade, Grand Place, moules frites med mere og to overnatninger, hvor Eik har sovet ret godt, står vi tidligt op onsdag for at nå Eurostar-toget til London. Det er lidt af en udfordring at bevæge sig igennem myldretid og især pas- og bagagekontrol, og vi er noget trætte, da toget endelig sætter i gang. Jeg forsøger at holde humøret oppe, men det bliver svært, da Eik begynder at græde og stort set ikke stopper, før vi har engelsk jord under skinnerne. Jeg sidder med ham på gulvet i en midtergang for at spare de andre passagerer og min hustru for gråden. Min krop værker, da vi endelig når St. Pancras International, men her er smukt, solen skinner, og der kommer brormand.
VI HAR VÆRET tidligt oppe for at nå 8.55-afgangen, da vi efter fem dage i London med både sightseeing og familiehygge igen står på St. Pancras. I venteområdet er vi primært omgivet af forretningsfolk. En træt Eik græder, og Helle udbryder frustreret:
”Hvornår er vi i Hamborg? Det har jeg brug for at vide!”
Det er vi 19.09, oplyser jeg.
De første to timer i det tjekkede Eurostar-tog går okay. Vi er oppe og kysse 280 km/t, og det er ret sejt, synes Anker. Skiftet i Bruxelles er også udramatisk. Jeg har tid til at lægge mærke til et skilt på siden af det tyske ICE-tog, vi skal med til Køln:
”Unterwegs mit 100 % Ökostrom.”
Det minder os alle sammen om, hvorfor vi gør det her. Fordi det er den mest klimavenlige måde at rejse på. Selv når toget kører på diesel.
Fra Køln til Hamborg skal vi med noget, der hedder Flixtrain. Det er en del af Flixbus-netværket og viser sig at være billigt, fordi de har købt nogle virkelig gamle tog. Vi kommer til at gå ind i den forkerte ende af den vogn, vi skal sidde i, og skal forbi en masse mennesker ad snævre passager for at komme til vores lille kupé. Det er ikke nemt med masser af bagage og en klapvogn, hvor Eik endelig er faldet i søvn. Da vi når den sidste gang, viser det sig, at klapvognen er ganske få centimeter for bred, og Helle kæmper med at få den fremad, mens køen af utålmodige passagerer vokser bag os. Da hun endelig får moslet vognen frem, vågner Eik. Pis, pis, pis. Ind i den trange kupé. På plads med al bagagen – noget af det må blive på gulvet. Klapvognen ind i en niche nær udgangen. Ned i sæderne. Sved.
”Hvor lang tid er der, til vi er der?” vil først Helle og dernæst Anker vide.
Fire timer og otte minutter skal turen gerne tage.
MEN VI BLIVER hurtigt forsinket, mens toget bumler nordpå igennem Tyskland, og konduktøren regelmæssigt siger ”Flixtrain – we wish you an extraordinary journey” i højttalerne. Vi kan ikke få Eik til at sove, fordi en ung kvinde i kupeen facetimer højt og længe med en veninde, og til at begynde med er vi lidt irriterede på den ældre tyrkiske kvinde, der meget gerne vil snakke med især Eik og Anker.
Men Eik er helt vild med den tyrkiske bedstemor, og da han alligevel ikke kommer til at sove, lader vi ham komme over til hende, der helt naturligt underholder ham i næsten en time. Hun taler meget gebrokkent tysk og intet engelsk, så vi kan kun tale meget lidt med hende, men vi hører om hendes familie, hun viser Helle billeder af sine tre børn på sin telefon, fortæller stolt om deres uddannelser og erhverv og spørger nysgerrigt til Anker.
Senere går jeg lidt rundt i toget med Eik og sætter mig ved siden af en, skal det vise sig, eritreisk familie. De har også en baby, og de to minimennesker flipper helt ud i begejstring over hinanden. Vi griner, og det samme gør de andre passagerer.
Da vi endelig, med trods alt kun en halv times forsinkelse, ankommer til Hamborg, kniber den tyrkiske kvinde, hvis navn vi aldrig får fat i, Anker i kinden og siger, at han skal passe på sig selv og tage sin skole alvorligt.
PÅ TOGET fra Hamborg falder vi atter i snak med medpassagerer, må atter acceptere en mindre forsinkelse og er møre, da togkvinden endelig siger ”Næste station – Roskilde” i højttalerne.
Vores ven venter med bilen, og vi kan køre hjem til aftensmadstid. I bilen gør vi status.
”Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det har været hårdt, men godt,” siger Helle.
”Jeg giver turen 10 ud af 10,” siger Anker.
”Det er jeg virkelig glad for,” siger jeg.
Vi er dog også enige om, at der er nødt til at ske noget med den europæiske togtrafik. Det er for besværligt og alt for dyrt.
Der er heldigvis lys i horisonten. I år åbner der for eksempel en nattogsrute mellem Hamborg og Bruxelles, hvilken virkelig vil gøre den næste tur over til familien nemmere, og Deutsche Bahn er et af flere togselskaber, der har annonceret, at de sænker billetpriserne. Måske får Europa-Kommissionen også held med ambitionen om at lægge afgifter på flybrændstof, samtidig med at man sænker dem for togbranchen.
Man har jo lov at håbe. Jeg har nemlig for længe siden annonceret, at når situationen i Europa igen tillader det, skal vi på en togrejse hele vejen til Marokko.
Helle er ikke helt afvisende.
