Alt på ét bræt
PÅ HESTETORVET, lige uden for Roskilde Station, venter historiker Lykke Førslev i opsigtsvækkende gul uldjakke.
”Lige dér på hjørnet boede Lise Nørgaard de første fire år af sit liv. Året inden hun blev født, havde hendes far åbnet en kolonialforretning i stueetagen, og familien boede på førstesalen. Når Agnes i tv-serien tager Regitze og Ulrik med på Jernbane Restauranten, er det faktisk noget, Lise Nørgaard kan huske, stuepigen gjorde, da hun selv var et lille barn. Her blev hun med sin lillebror hevet med på bodegaen lige rundt om hjørnet, fordi stuepigen skulle kysse lidt med tjeneren,” siger Lykke Førslev og peger ind i porten tæt på den 105-årige forfatters barndomshjem.
Roskildekrukkerne ved Hestetorvet er mødested, når Lykke Førslev er på byvandring, hvor hun gennemgår Lise Nørgaards barndom og tidlige voksenliv i byen, der danner bagtæppe for ’Matador’-seriens fiktive by, Korsbæk. Ikke bare på grund af nærheden til Lise Nørgaards barndomshjem, men også fordi de tre krukker er blevet et af byens vartegn. De blev skænket til byen af Elsebeth Stryhn i 1999 i anledning af byens 1.000-års jubilæum. Ja, Stryhn som i leverpostejen, der hører hjemme i Roskilde og har gjort det siden 1941.
Lykke Førslev kigger mod Roskilde Station og holder et sort-hvid-billede fra begyndelsen af 1900-tallet op for at demonstrere, hvor lidt tiden har gnavet i jernbanestationen, der er landets ældste eksisterende og med sine sandfarver, mosaikbuede vinduer, rundede indgange og to fladtagede tårne minder om et forsvundet, eksotisk luksuspalads. I år har strækningen København-Roskilde, landets første jernbanelinje, 175-års jubilæum.
Langs stationen og med byens centrale Gråbrødre Kirkegård på den modsatte side går guiden mod Hersegade 22, hvor Roskilde Dagblad lå, da 18-årige Lise Nørgaard kom i lære dér som journalist i 1935. Også her fortsætter historien. Der udgives stadig avis på adressen, nu bare under Sjællandske Medier og med omvendt rækkefølge i navnet: Dagbladet Roskilde.
Rundt om hjørnet, på handelsgaden Algade, står en granitbænk med en bronzeskulptur af Lise Nørgaard. Ved første øjekast virker det som en formindsket udgave, men nej, den er i størrelsesforholdet 1:1.
Lykke Førslev fortæller, at hun ofte ser horder af ældre damer stå omkring bænken. De sidder på skift ved siden af statuen af den danmarkspopulære forfatter, mens der knipses med mobilerne.
I byen, der læner sig dybt mod havet, går Lykke Førslev mod Frederiksborgvej og mod det, som kaldes det katolske kvarter. Hertil flyttede familien Nørgaard, til Klostervang, hvor de kunne se ud over den nyanlagte Bypark i nærheden. Lykke Førslev fortæller, at flere af de fine damer, der boede i området omkring Klostervang, blev kaldt ’liggedamer’, fordi de – ligesom Maude i tv-serien – ofte måtte gå op og lægge sig, når noget gik dem imod. I et hus et par numre fra Klostervang 10, hvor Lise Nørgaard boede med familien, huserede en liggedame, som angiveligt var meget bakterieforskrækket. Rygterne sagde, at hun satte stuepigerne til at rengøre nøglehuller i dørene med vatpinde.
Vikingefjord og færgefart
VANDET I FJORDEN ved lystbådehavnen i Roskilde flimrer som sne på en gammeldags fjernsynsskærm, mens joller, sejl- og speedbåde vugger let, og solen varmer i nakken. Windbreakere og lette dunjakker står i kø før afgang med færgen M/S Sagafjord, og roskildensere i køen taler om, hvordan de skal undgå den massive trafik i byen i starten af juli, når der både er Roskilde Festival og Tour de France med afgang fra domkirken.
Så bliver kæden taget af, gæsterne stiger om bord, og ind ad vinduet til køkkenet kan de se hvide tallerkner med remoulade, sild og ost og dufte de fiskedeller, som snart også ligger på platten, der er en del af den to timer lange sejlads på fjorden.
Lige ved siden af M/S Sagafjord sejler en replika af et gammelt vikingetræskib ud fra Vikingeskibsmuseets museumshavn, og et dusin turister ror af alle kræfter.
Med domkirken i ryggen, Roskildes gamle bydel Skt. Jørgensbjerg på venstre hånd og den rige bydel Himmelev på højre stævner M/S Sagafjord ud. Den tidligere norske passagerfærge fra 1957 blev gennemrestaureret i 2016 med nye spisesaloner og elmotorer efter en økonomisk indsprøjtning fra Pandora-stifter Winnie Liljeborg, som selv bor ved Roskilde Fjord.
Der er plads til 156 passagerer på færgen, og foran den ligger vikingeskibet og skvulper i sejlbanen. Skibet får tre små trut i hornet, inden det sætter sejl og siver ud til siden.
”Nå, de nåede væk,” griner styrmand Kristian og læner sig ud over rælingen.
Pludselig lyder Stig Rossens bløde stemme i højttalerne på dækket. Han fortæller om Vikingeskibsmuseet fra en optaget lydfil, mens husene langs fjorden fremstår som små røde og hvide klodser op ad skrænterne til den ene side, og Boserup Skov på den anden toner frem som tætpakkede, pjuskede bolde i nuancer af grøn.
Roskilde Domkirke træder tydeligere frem, jo længere væk vi kommer, mens Vikingeskibsmuseet står gråt og betonagtigt tilbage med vinduespartiet mod fjorden og små sodlignende løbebaner langs siderne.
Færgen passerer Veddelev Strand. Kaptajn Runi trutter atter i hornet, da vi glider forbi et trelænget gult hus. Det er her, Winnie Liljeborg bor, og han hilser altid, når han glider forbi. I nærheden af det gule hus ligger en campingplads på et skrånende græsområde. Tusind år før campingvognene med fortelte på græsset var området en såkaldt anløbsplads, hvor der i vikingetiden foregik handel. Og der er flere af dem op gennem den snirklede Roskilde Fjord, der var et vigtigt område for sen-vikingetidens konger, og som gjorde Roskilde i bunden af fjorden til et ideelt magtcenter.
Al den krængen rundt om tanger og vige gjorde det nemmere for vikingerne at sikre sig, fordi man tidligt og højt oppe i fjorden kunne varsle fjendtlig sejlads ved hjælp af signalbål. Udgravninger i fjorden har også fundet fem udtjente vikingeskibe, der dengang blev fyldt med sten og brugt til at gøre indsejling for fjender noget nær umulig.
Vi drejer bagbord og ind i Kattinge Vig. Stig Rossens stemme flyder igen fra højttalerne, og han fortæller om den lille Ringø, som engang var hovedgevinst i et lotteri og blev vundet af en københavnsk sporvejskonduktør. Da han opdagede, at der ikke engang var plads til at bygge et sommerhus på øen, solgte han den igen, og i dag er der fuglereservat på øen, hvor vildgæs og Danmarks nationalfugl, knopsvanen, yngler.
Færgen kanter sig langsomt mellem tangerne ved Kattinge Vig, Hesteholme, Boserup Skov og Veddelev, inden vi kommer ud til det mest åbne område af Roskilde Fjord, hvorfra man kan se til Forskningscenter Risø, der blev oprettet i 1956 for at forske i fredelig udnyttelse af atomenergi.
Risøs tre forskningsreaktorer er de eneste kernereaktorer, der har været i drift i Danmark, men i 2000 stoppede driften af Risøs sidste forsøgsreaktor, DR3.
En kitesurfer med gult vindsejl blæser forbi Danmarks største forskningsinstitution, hvor der udføres forskning inden for energiteknologi, bioproduktion, nanoteknologi samt nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse.
I højttalerne fortæller Stig Rossen historien om øen Elleore. Den er blot cirka 370 x 180 meter, men har alligevel siden 1944 været verdens mindste ’kongerige’ med regenter, egen møntfod og frimærker. Øen blev købt af en gruppe københavnske skolelærere i 1944, fordi de ønskede et sted, hvor de kunne bestemme alting. Selvom det hele er en leg på en lille ø, hvor der mest residerer edderfugle, er der alligevel et toilet på øen, som kun er beboet omkring en uges tid om året.
På vej tilbage er der ud for Vikingeskibsmuseet kommet flere rekonstruerede skibe i vandet. Replikaerne er lavet ud fra fund i Roskilde Fjord – blandt andet fandt man ved udgravninger i 1997-98 verdens længste vikingeskib.
Indenfor på museet kan man se resterne af de rigtige, gamle skibe, og hver onsdag mødes skibslaug uden for museet. De sejler i de rekonstruerede både på korte ture, men der har også været ekspeditioner til Grønland, langs kysten i Danmark og en tur fra Roskilde over Nordsøen og til England. På turene rapporterer de engagerede frivillige tilbage til forskerne på museet, så der kan laves forbedringer og ændringer på konstruktioner og andre detaljer.
”Tak, fordi I sejlede med Sagafjord,” siger færøske kaptajn Runi og rejser sig op, mens byens energitårn forsvinder bag røde tagrygge, og domkirken bag trætoppe, så kun de to spir kan ses.
”Roskildøøøh, er I der?”
BYPARKEN, DER SKRÅNER med udsigt til havnen og Roskilde Fjord, ser måske ud som endnu en grøn byplanlægningsplet, hvor der spadseres, slappes af, spises is og spilles gratis koncerter. Men det er ikke hele historien.
I kanten af parken lå indtil sidst i 70’erne folkehuset Fjordvilla, et mødested for fagbevægelsen, som blev et populært musik- og mødested for byens ungdom. Allerede i 1968 var stedet adresse for et symposium, som skulle afgøre, om USA havde begået krigsforbrydelser i Vietnam. Her deltog forfatter, filosof og feminist Simone de Beauvoir og hendes livspartner, forfatter og filosof Jean-Paul Sartre, og symposiet var finansieret af blandt andet Picasso.
Året efter, i 1969, spillede Led Zeppelin på Fjordvilla, og dét plantede frøet til noget stort.
Et stenkast fra Byparken bor den 68-årige roskildenser Mogens Sandfær med sin kone. Da Led Zeppelin spillede på Fjordvilla, var han netop kommet hjem fra San Francisco, hvor han havde boet med sine forældre. Som teenager i San Francisco havde han oplevet Summer of Love, og det gjorde et kæmpe indtryk. Hjemme igen fra USA var den unge, idealistiske Mogens klar til at gøre op med tidens normer, da han blev indskrevet på ’Katedralen’, Roskilde Katedralskole, som dengang lå lige op og ned ad domkirken og havde gjort det i næsten tusind år.
I 1969 flyttede skolen til nye lokaler i bydelen Hyrdehøj i det vestlige Roskilde, og nu skulle omvæltningen ske.
”Det var ufattelig gammeldags på ’Katedralen’. Mange af os elever kiggede på hinanden og tænkte: ’Hvorfor taler vi sådan her?’ Vi syntes, det var absurd. Tiden var inde til at lave om på den måde, vi var lærere og elever på,” siger Mogens Sandfær, som havde fuld fart på. Han blev formand for elevrådet sammen med kammeraten Jesper Switzer, som blev næstformand. Og de to havde opbakning til deres ideer:
”Vi arrangerede et weekendmøde, og folk i massevis mødte op med soveposer og det hele. Vi havde nye planer med den ældgamle skole, og de skulle sættes i værk lige nu!”
Rygterne gik i byen, der var en mobilisering af en slags i gang, og pludselig ringede en impresario (en musikagent) til Mogens og Jesper:
”Han spurgte os: ’Hvorfor starter I ikke en festival?’ Dét var vi klar på lige med det samme. Vi ville skabe Danmarks Woodstock,” siger Mogens Sandkær.
Sound Festival, kom de to gymnasiekammeraters musikfestival i Roskilde til at hedde. De første, lidt usikre toner løb ud af højttalerne i 1971, og det blev startskuddet til den årligt tilbagevendende musikfestival på Dyrskuepladsen, der blev Danmarks største og mest kendte.
Ny energi
PÅ HOLBÆKMOTORVEJEN mellem afkørsel 10 og 11 strækker et rustbrunt kraft-varme-værk sig mod skyerne med kridhvid damp pulsende op fra et hullet tårn. Den kantede bygning, der går under navnet Energitårnet, ligner i dagslys en slags brændt svane, men om aftenen lever den et liv som affalds-lavalampe.
Indenfor i det store rusttårn, der med sine 98 højdemeter kan ses fra motorvejen, fra byen og fra fjorden og er tænkt som en moderne pendant til Roskilde Domkirke, er temperaturen i ovnen mellem 800 og 1.000 grader.
Den iøjnefaldende bygning, der er tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, rummer en 30 meter dyb affalds-slugt og en kran med en gigantisk grab, som kan flytte rundt på fem tons affald ad gangen.
De andre enorme rum i Energitårnet er lyse og rene. Der er rør og cylindre på størrelse med rutsjebanerne i Lalandia og massive, enorme jernbeholdere overalt. Trapper med gule gelændere snor sig mellem installationerne. Det piber, knirker og rasler, store knald lyder indimellem fra rørene, og man kan mærke vibrationerne summe fra ovnen.
Vinden står ind fra nordvest og suser gennem de 4.500 huller – alle i forskellig størrelse – i de 6.500 ioniserede aluminiumsplader, som tårnet består af.
Hvis man ikke er opmærksom, kan man måske snuble i de mange ankelhøje spotlys, der bruges til at belyse den fortlignende bygning. Nogle gange med de oprindelige farver, inspireret af flammen fra ovnen, andre gange med lyserødt (for brysterne) eller orange (når der er festival), og denne sommer med et særligt udviklet lysdesign til Grand Départ-etapen under Tour de France i Roskilde 2. juli (ét i gul og ét i prikket). Af sikkerhedshensyn har Energitårnet hidtil fravalgt at lysskilte den høje bygning i de ukrainske gule og blå farver.
”Selv om det ser sådan ud, er Energitårnet altså ikke højere end domkirken, vi ligger bare på en bakke,” siger Rie Døllner, der er kommunikationsansvarlig og måske forsvarer bygningen mod dem, der var utilfredse med Energitårnet, da det officielt blev indviet i 2014.
Mange roskildensere mente dengang, at Energitårnet ikke burde konkurrere med domkirken om at være byens højeste bygning. Og så syntes de, at Energitårnet var grimt. Eller i hvert fald ikke kønt nok til at være byens næstvigtigste kendemærke.
Det højeste punkt på Roskilde Domkirke er Søndre Tårn – det ene af de to høje spir – som måler 113,78 meter. Energitårnet er 98 meter og derfor ingen konkurrent. Men når man står på taget af Energitårnet og kigger mod domkirken, der ligger 2,5 kilometer derfra i luftlinje, kan man godt blive i tvivl.
En by i fart
RØG STÅR OP fra en container uden tag. Speederen på en gokart trykkes i bund og slippes i en rytmisk bevægelse. Wruum, wruum, wruum. På et skilt står der ’Opstart/prøvestart max 15 sekunder’.
”Så fik du vist også dine 15 sekunder,” siger en mand i orange vest.
”Jeg tæller meget langsomt, og jeg skulle lige tjekke, at den ikke sprang i luften,” griner en gråhåret mand tilbage.
Bagefter går en 10-årig knægt i fuldt racingudstyr ind i containeren med sin far. Speederen trykkes i bund. Få sekunder efter er de ude igen. Omkring dem former sig en kø. Fædre og sønner, lyden af totaktsmotorer. Snart begynder første heat i Sjællandsmesterskaberne i gokart.
De små gokarts triller ind på banen på Roskilde Racing Center, der har fostret navne som Formel 1-kører Kevin Magnussen og Le Mans-køreren Christina Nielsen.
I starten langsomt og lydløst, så hurtigere, mere larmende. Dækkene hyler i svingene, og flere forældre følger online-tidtagningen tæt på deres mobiler.
”Det var langsomt, hva’?” siger en af tilskuerne.
Det sort og hvid-ternede flag bliver viftet i vinden fra kontroltårnet. Gokarterne forlader banen lige så lydløst, som de kom ind. Banen bliver helt stille for en kort stund. Forældre og tilskuere forlader hegnet.
Næste hold kører på banen. Reglerne bliver forklaret til en ung fyr af en gråhåret mand med kasket og en smøg mellem de oliesorte fingre. De står begge og hænger ind over indhegningen, mens de lave vogne kører rundt og rundt på gokartbanen.
Fædre coacher deres børn, mens de går rundt med dåsecolaer og juicebrikker.
”Sørg for at holde dig yderst i svinget, så har du også den position i næste sving,” siger en far til sin søn.
Solen bager ned over de asfalterede omgivelser sydøst for Roskilde, tæt på lufthavnen.
Røgen stiger igen op fra den sorte container, lyden af motorer giver rytmiske, runde lyde, og lugten af benzin fylder det ene øjeblik det hele, det næste er den væk igen. Varmen brænder i ansigtet, himlen er blå bortset fra nogle enkelte stribede skyer.
Lukas på otte kører gokart som tredje generation i familien. Både hans onkel og farfar har kørt i mange år, og hele familien er med i dag.
”Er vi klar?” spørger farmor, da Lukas kommer gående forbi i hvid og blå køredragt.
”Yes,” svarer han og går med sin far mod sin gokart. To piger på løbehjul suser forbi bag ham. Den ene med brune krøller og køredragt på.
En 10-årig dreng kører af banen efter sit første heat.
”Jeg vil hjem! Jeg kan ikke mere,” skriger han. Han hiver hjelmen af, så man kan se hans lyse, karseklippede hår. Hans far må holde ham fast og trøste sin søn, der banker hænderne i hegnet bag sig. Faren prøver igen at berolige ham. Til sidst går drengen sin vej og gemmer sig bag en traktor, som er efterladt ved siden af banen.
Fra tilskuerpladserne bliver der klappet. En ung kører knytter næven, inden han kører sidste runde.
”Det var helt, som det skulle være, skat, godt kørt,” klapper en forælder fra hegnet.
Da Lukas på otte kører ind på banen, står far og farfar klar ved indhegningen. De har begge mobilen åben med tidtagningen. Benzinlugten fra banen hænger nu tykt i luften. Man begynder at vænne sig til det, måske endda sætte pris på det. Løbene kommer lige i halen på hinanden, og pokalerne er stillet klar ved siden af podiet. En til første-, anden- og tredjepladsen i hver klasse. Men fordi det er de yngste, der kører i dag, har de medaljer til alle, siger formanden og hiver en papkasse frem med guldmedaljer. Himlen er nu mere sky end blå, men de unge kørere er kun halvvejs med dagens Sjællandsmesterskab. Lukas løber med farfar hen for at se de ældste af dagens kørere. Det summer for ørerne, mens næste hold kørere gør sig klar til endnu et heat.
Gispende bispevalg
FOR FØRSTE GANG siden 2008 skal der vælges en ny biskop i Roskilde, hvis stift i år fejrer 1.000-års fødselsdag. Fire kandidater stillede op, da Kirkeministeriet i januar udskrev valg i Roskilde Stift, der dækker 312 sogne hen over hele Sjælland. En af dem var Anna Kluge, der er provst i Næstved Provsti. Hun forklarer, at rollen som biskop er en noget nær umulig opgave. Men også, at det er dét, som gør positionen spændende.
”En biskop skal være en markant person, man kan se, mærke og forholde sig til. Men samtidig skal det være en uden for mange kanter, for man skal kunne rumme alle de forskellige kirkelige retninger. En biskop skal kunne tale, inspirere og give et fundament for præster og ansatte i folkekirken at arbejde ud fra. En biskop er på mange måder folkekirkens ansigt udadtil,” fortæller Anna Kluge, hvis forbillede er den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt.
”Han var en dygtig biskop. Man kaldte ham talentspejderen, fordi han var god til at finde mennesker, som kunne noget særligt. Han var et begavet menneske, og han kunne smide en oneliner på bordet, så man tænkte: ’Hvad mener du?’, men han kunne altid underbygge sin påstand.”
Faktisk var det også Jan Lindhardt, som i sin tid ansatte Anna Kluge, da hun fik sit første job som præst – i Roskilde. Og det var i domkirken, hun oprindeligt blev indviet som præst.
”Jamen altså, tænk lige over det. Kirken i Roskilde er tusind år gammel. Det er jo ærefrygtindgydende. Domkirken har været med til at tegne ikke bare Roskilde, men hele Danmark. Den er en del af vores alles identitet,” siger Anna Kluge op til den indledende afstemning blandt de fire kandidater.
Desværre for Anna Kluge og de menighedsrådsmedlemmer, præster og valgmenighedsrepræsentanter, der stemte på hende, bliver hun dog ikke den nye biskop i Roskilde, ikke i denne omgang. I maj, i valgkampens første runde, var hun blot fem stemmer fra at blive nummer to og dermed komme med i den afgørende sidste runde.
Det endelige valg stod mellem sognepræst Rasmus Nøjgaard fra Sankt Jakobs Kirke i København og provst Ulla Thorbjørn Hansen fra Slagelse. Efter mere end fire måneders valgkamp pegede et flertal midt i juni på Ulla Thorbjørn Hansen, og dermed får Roskilde Stift sin første kvindelige biskop, som træder frem ved bis-pevielsen 4. september.
En bispevielse er en højtidelig ceremoni, og en begivenhed, hvor biskopper fra ind- og udland deltager sammen med dronningen og kirkeministeren. Det er også en begivenhed, der bliver vist på landsdækkende tv.
Bispevielsen begynder med en procession: Mens organisten spiller, eller kirkekoret synger, går stiftets provster, danske og udenlandske biskopper, den kommende biskop og den biskop, der skal vie ham eller hende, i samlet trop ind i kirken. Herefter følger en udvidet og ekstra højtidelig ceremoni med en bøn om, at Helligånden må fylde menighedens hjerter, og som slutter med en masse hænder på hovedet af den knælende næsten-biskop.
I det hele taget fylder Helligånden meget til en bispevielse, for det er gennem denne ånd, at den nye biskop skal vejlede kirken og dens medlemmer og andre ledere i stiftet. Måske er det derfor, der ikke er noget overhoved eller nogen chef for Den Danske Folkekirke, kun en overånd: I sidste ende er Folketinget kirkens øverste myndighed.
Psykiatrisk set
DER ER SANKTHANS, og så er der Sct. Hans. Historien om Roskildes berømte og berygtede psykiatriske hospital går tilbage til det 13. århundrede, da det lå i København. Først i 1816 flyttede Københavns Kommune det psykiatriske hospital ud til Roskilde Fjord med det fredfyldte miljø, som det dengang var på mode at placere ’anstalter’ i.
Psykiatrisk Center Sct. Hans, som Sct. Hans Hospital kom til at hedde efter struktur- og kommunalreformen i 2007, er Danmarks ældste psykiatriske institution. Det er også det største hospital i dansk psykiatri og var i mange år Roskildes største arbejdsplads. En stor del af bygningerne er tegnet efter forlæg af den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også har tegnet Thorvaldsens Museum.
Hospitalet startede som ’Lemmestiftelsen’, hvor man gav forplejning, men ikke behandling, til fattiglemmer fra København, selv om hver tredje af de indlagte var diagnosticeret som ’sindssyg’. En undersøgelse af forholdene i 1830 viste, at patienterne blev udsat for lidt af hvert – og udelukkende af det dårlige: for eksempel piskning med ris, ørefigner og ordinering af spanske fluer. Fluerne blev knust og smurt på huden, hvorefter de fremkaldte væskefyldte blærer. Sagen blotlagde den konflikt, der dengang herskede mellem læger, der enten abonnerede på forestillingen om psykisk sygdom som et resultat af synd og amoralsk opførsel (psykikere) eller som en fysisk sygdom i hjernen (somatikere). Med tiden sejrede de sidste (heldigvis).
I 2021 stod et nyt byggeri, Udsigten, færdigt ved siden af det originale Sct. Hans. Bygningerne huser ud over sengeenheder et kulturtorv, et multi- og musikrum, en aktivitetshave og et terapibassin. De nye bygninger er forsøgt integreret i det oprindelige område ved at bygge i mursten, som minder om det oprindelige hospitals, og de nye, lave bygninger bliver nærmest skruet sammen med landskabet på grunden, der mellem områdets sydøstlige og nordvestlige hjørne falder 14 meter. Her, i omgivelserne ved skov og fjord, skal nogle af de farligste retspsykiatriske patienter bo. Udsigten er en lukket behandlingsinstitution for psykisk syge borgere, der har begået kriminalitet og er idømt en behandlingsdom i stedet for en almindelig afsoningsdom. Og så er der nabonyt: Roskilde Kommune købte i april en del af det tidligere Sct. Hans Hospital af Region Hovedstaden, hvor der skal udvikles et helt nyt boligkvarter over de næste 20 år. Roskilde Kommune forventer, at der samlet bliver plads til 400 boliger.
RUC and roll
’I STILHEDEN DØDEN, i strømmen næres livet’. Sådan lød mottoet, der i RUC’s oprindelige segl omkranser en sort koral, for koraller i rev holdes kun i live, hvis de er i bevægelse.
Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008, hvor man droppede ’center’, og det blot blev et ’universitet’, holder i år 50-års jubilæum. Ved sin start i 1972 blev RUC kaldt både ”verdens mest dristige universitet” og en ”marxistisk missionsskole”, og allerede året efter var det nye universitet med ’basisdel’ truet af lukning: De studerende gjorde (som mange andre unge i verden dengang) oprør, de var utilfredse og væltede den siddende rektor, folketingsmedlem Erling Olsen. Det fik de borgerlige partier til at ønske den ”marxistisk-maoistiske indoktrineringsanstalt” lukket med det samme. Det lykkedes dog ikke, men flere gange i løbet af de følgende år gjorde borgerlige politikere krav på lukning af RUC. Tættest på kom de i 1976, men universitetscentret blev reddet af den konservative løsgænger Hans Jørgen Lembourn, der stemte imod sit eget parti.
Ifølge ‘En koral i tidens strøm’ af Else Hansen rettede RUC i årtiet efter ind og blev udnævnt til ”erhvervslivets yndling”. Mange af de ideer, man kritiserede RUC for i begyndelsen, er langsomt blevet en del af kulturen på andre danske universiteter.
De seneste år har RUC dog fået en del kritik, eftersom de er sevet ned ad internationale ranglister, har lave adgangskrav og en forholdsvis høj dimittendledighed blandt andre danske universiteter.
Sgu også dyr
ROSKILDE DYRSKUE har aldrig opnået rockstjernestatus – hverken blandt roskildensere eller den øvrige befolkning, selv om stedet er det samme, og antallet af gæster med årene har nærmet sig festivalens. Før corona, i 2019, var der publikumsrekord på Roskilde Dyrskue til 50-årsjubilæet, hvor der blev opstillet syv guldtraktorer rundtomkring i Roskilde by. De spraymalede traktorer skabte stor debat i byens Facebook-fora, men rygtet spredtes hurtigt: Det er Roskilde Dyrskues 50 år på pladsen.
113.017 gæster væltede det år ind på Dyrskuepladsen over tre dage for at opleve oplandets landbrugsdyr – og mennesker. Og oplandet er ikke så lidt – det er hele Sjælland samt Lolland, Falster og Bornholm plus det løse. Mange af udstillerne på Roskilde Dyrskue beskriver det at være på dyrskue som vigtigere end juleaften, og i år, i slutningen af maj, blev gæster og dyr atter sluppet løs på Dyrskuepladsen, hvor ’Årets yver’, ’Staldens dronning’ og ’Bedste æg’ er blevet kåret i mere end fem årtier.
Faktisk går historien om dyrskuet i Roskilde tilbage til 1882, da det hed ’Fællesdyrskue for Sjælland’ og efterfølgende blev afholdt mange forskellige steder. I 1938 var der for eksempel Fællesdyrskue ved Bellahøj i København, hvor man fejrede 150-året for stavnsbåndets ophævelse, og der var næsten en million gæster. I hvert fald blev gæsteantallet opgjort til præcis 965.876.
Først efter skiftende lokationer fik dyrskuet endelig fod-, hov- og klovfæste i Roskilde i 1969.
Alt på ét bræt 2
LYKKE FØRSLEV DREJER om og går tilbage mod byen. Solen bryder endelig gennem tågen, da vi nærmer os Byvolden. Det er et fredet område, hvor ruiner af den gamle kirke ligger. Hun går gennem den gamle Regenssti:
”Selv garvede roskildensere kan blive overraskede over, at denne sti eksisterer. De kan have boet her i årtier uden at opdage den,” siger Lykke Førslev for enden af den smalle, asfalterede sti, hvor synet af domkirken rammer som et slag i hovedet. Den enorme bygning, som er mere end 800 år gammel, knejser storladent på bakketoppen. Man må bukke nakken helt bagover for at se til toppen.
Turen slutter på Stændertorvet på den anden side af domkirken. Her peger Lykke Førslev to butikker ud: en stor Matas-filial, som før i tiden var en tøjbutik under navnet Kontaktforretningen, og så Aage Müller, hvis familie siden 1834 har drevet manufakturhandel i Roskilde. De to butikker skulle svare til hhv. Damernes Magasin og Skjerns Magasin i Matador. Det fandt Lykke Førslevs mor ud af, da hun i starten af 80’erne flyttede fra København til Roskilde, hvor Lykke Førslev selv er vokset op:
”Min mor havde været i Kontaktforretningen for at købe en bluse. Det fortalte hun så min farmor, som har boet her hele sit liv, hvortil min farmor meget indigneret svarede: ’Dér handler vi ikke!’”
