SFÆRISK SYMMETRI, neutronstjerner, der kolliderer i perfekte eksplosioner, og hvordan hele universets lys bliver spejlet i galaksernes sorte huller. Det er – blandt meget andet – hvad 24-årige Albert Sneppen forsker i. Han er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutet i København, og man fristes til at sige, at han har gjort kometkarriere i astrofysikkens verden. Han har løst matematiske gåder, der har fået hidtil ukendte detaljer om universet frem i lyset. For eksempel viser Albert Sneppens forskningsresultater, at sorte huller er spejle af universets lys, og at stjernerne i fjerne galakser ser anderledes ud end i mælkevejen.
”De sorte huller i universet er definitionen af mørke. En perfekt kugle af intet lys, men rundt om sig har den kugle ifølge min forskning et lille reflekteret spejlbillede af universet. Det, synes jeg, er en utrolig æstetisk idé. Der er bare nogle så smukke fortællinger i universet. Nogle af dem kender vi, andre er vi først i gang med at lære,” siger Albert Sneppen, der formår at sætte ord på universets komplekse og tæt ved magiske fænomener helt uden brug af snørklede sætninger. Hans forskning er fuld af matematiske ligninger af en så høj sværhedsgrad, at de kan være svære at begribe, men han formidler dem med lethed og smittende entusiasme. Interessen for universet opstod et sted mellem seksårsalderen og 8. klasse. Den unge forsker svarer med et anstrøg af ydmyghed, at interesse er noget, der opstår og fodres livet igennem.
Foto: Eva Sneppen
”Jeg kan huske, at jeg var ude i haven at kigge på stjerner med mine forældre, da jeg var lille. Men det er der jo masser af seksårige børn, der gør. Jeg har en idé om, at jeg var på en vandretur i 8. klasse med sådan en lille fysikbog, der handlede om en fyr, der altid faldt i søvn til forelæsninger, og så drømte han sig ind i fysikkens love, den her drømmeverden, hvor alt kunne ske. Jeg kan huske den der blanding af, at jeg var ude at vandre – hvilket jeg synes er super afslappende og meditativt – og så at læse den her sjove fortælling. Dér indså jeg, at der var nogle underlige love gemt derude. Det var sjovt at drømme sig ind i,” siger Albert Sneppen, der fortæller om livets helt store spørgsmål på en videoforbindelse fra sit værelse på Egmont Kollegiet, hvor han sidder på denne tidlige formiddag med morgenhår og store, grønne øjne. Hylderne bag ham er fyldt op med tykke bøger og champagne. Selvom interessen for universet var vakt, var Albert Sneppen aldrig fuldstændig sikker på, hvad han ville være, når han blev stor.
”Jeg har altid været meget forvirret omkring, hvad jeg skulle læse. Mest fordi jeg synes, at mange ting har været spændende. Jeg havde rigtig mange gode lærere både i folkeskolen og gymnasiet, og derfor var det meget stokastisk, altså tilfældigt, at jeg endte i fysik,” siger Albert Sneppen, der sagtens kunne have set sig selv blive læge eller historiker i stedet for astrofysiker. ”Jeg synes, der er så mange finurlige historier gemt i de forskellige verdener. Men jeg synes, at fysikkens og naturens love er så fantastiske, storslåede og eksistentielle.”
Albert Sneppen har altid syntes, at matematikkens sprog var sjovt. Han vil helst ikke ophøjes til noget geni eller naturtalent, men vil hellere tale om værdien i at elske at lære. For når man synes, noget er sjovt, bruger man helt naturligt også mere tid og energi på det, pointerer den unge forsker, der blev belønnet med en tur på McDonald’s af sin mor, hver gang han løste en ny matematikbog. ”Lige pludselig løste jeg rigtig mange matematikbøger i 3. klasse, ha ha.”
Albert Sneppen i TV 2 News, maj 2022.
ALBERT SNEPPEN ER i dag drevet af en grundlæggende nysgerrighed, et videbegær efter at løse universets gåder. Der er så mange grundlæggende ting om universet, som vi ikke forstår, og som vi ikke ved endnu, forklarer astrofysikeren. Vi aner ikke, hvad universet består af. Vi prøver at tælle stjernerne, men når ikke frem til et facit. Vi ved ikke, hvor de tunge grundstoffer kommer fra.
”Der er så mange mysterier, som jeg tror, man kommer til at lære rigtig meget om de næste 50 år. Jeg er bare så forbløffet over, at man endnu ikke har opdaget dem og løst dem. Det er virkelig fascinerende,” siger han og forklarer, at hans fascination af fysikken også bunder i nogle af de ’helt sindssyge’ fortællinger, som den rummer. ”Jeg lærte for eksempel den anden dag, at guldet i et smykke eller jodet i dit blod er blevet dannet, når to stjerner på et tidspunkt har slået ind i hinanden med en brøkdel af lysets hastighed og født et sort hul. Og så har det så født nogle atomer, som er blevet kastet ud i universet og har blandet sig med en gassky. Gasskyen er så kollapset og har født en sol og en planet rundt om den. Det er sindssygt at tænke på, at noget så basalt som, du ved, et smykke eller den måde, din krop regulerer sit stofskifte på, er bestemt af, at der var nogle stjerner, der slog ind i hinanden i universets urtid.”
Okay, den skal måske lige synke ind. For selvom Albert Sneppen fortæller med en lethed og et kronisk mildt smil på læben, kan det stadig være svært at begribe, hvordan guldsmykker og menneskeblod er nært beslægtet med stjerner, sol-fødsler og kollapsede gasskyer.
”Jeg har mødt nogle, der er bange for kosmos, eller som synes, det er skræmmende, fordi det er så stort og overvældende. Men i stedet for at kigge på universet som noget stort kan man se på hele universet som noget, der er cementeret i ens egen historie. At vi eksisterer på grund af alle skridtene i universets historie. Og fordi vi var heldige nok til, at der var nogle stjerner, der valgte at danne noget jod, noget nitrogen eller alle de her ting, som gør, at vi kan leve. At vores fortælling bare er den sidste sætning i en ret lang bog. Det synes jeg er meget sjovt,” siger Albert Sneppen, og når han sidder der på sit kollegieværelse og forener matematikken, astrofysikken og menneskehedens og universets eksistens, bliver det uundgåeligt helt smukt.
”Jeg synes, at den her idé om, at for at forstå de atomer, der er inde i vores dna, skal man forstå hele kosmos’ historie … det er virkelig poetisk.”
På vej mod toppen. Foto: Rasmus Damgaard Nielsen
ASTROFYSISK FORSKNING begynder ofte med en undren over et tilsyneladende hul i en eller flere teorier. Teorierne bunder som regel i matematiske ligninger, og disse er i konstant udvikling. Så når Albert Sneppen finder ud af, at universets sorte huller faktisk kan ses som spejle, der giver os en mulighed for at se længere tilbage i tiden, er det resultatet af timer og atter timer, hvor han sidder og rykker rundt på tallene i en ligning og regner og regner. Og regner.
”Jeg bliver ved med at rykke rundt på nogle ligninger, indtil jeg ser en større helhed. Det kan tage lang tid at indse, at man har noget dybt i hænderne. Ofte ved man ikke, hvad man laver, når man begynder. Jeg ved sjældent, hvor jeg er på vej hen i en ligning,” siger Albert Sneppen og forklarer, at astrofysisk forskning handler om at udvikle et instinkt for, hvor der er nogle huller i forståelsen af universet. At sætte nogle forskellige teorier sammen og få øje på, hvor de er modstridende. Og når ligningen så går op, og et nyt perspektiv er født, er det selvsagt ret fantastisk.
”Det er en super tilfredsstillende følelse. Det kan jeg også huske med forskningsartiklen om sorte huller, hvor vi fandt ud af, at universet spejler sig på kanten af de sorte huller. Det var virkelig den her enestående oplevelse af, at hele fysikken gav mening. Lige pludselig kunne man se hele billedet, der gik fra at være grumset til at krystallisere sig i en dybere mening. Det var megasjovt,” siger Albert Sneppen, der drømmer om at være med til at løse flere sjove kosmiske problemer.
”For eksempel det her hul i vores viden med, at vi ikke ved, hvor gammelt universet er. Man skulle tro, at det er et utrolig basalt spørgsmål, men det er det ikke. Der er også spørgsmålet om, hvordan galakserne udvikler sig, den mælkevej, vi selv lever i, hvorfor galakserne ser ud, som de gør, og hvad historien fra det tidlige univers er,” siger Albert Sneppen og holder en lille pause. ”Altså, sådan nogle spørgsmål er jo smukke, og jeg vil gerne bare få lov til at arbejde med så mange af dem som muligt.”
