DET VAR EN slem skuffelse for Sofie Jama at begynde i modtageklassen i Aalborg. Somaliere talte med somaliere, og de arabisktalende elever talte med andre arabisktalende.
”Den eneste danske kontakt, vi havde, var vores to lærere. Efter et halvt år vidste jeg, at jeg ikke ville lære noget dér,” siger Sofie Jama.
Hun var 14 eller 15 år – hun er ikke sikker – da hun, hendes søskende og deres mor omkring 1997 fik opholdstilladelse i Danmark. Hun har fortrængt enkelthederne omkring, hvordan de kom hertil.
”Pludselig var vi bare i et koldt land,” som hun siger.
Mange år tidligere var et liv på flugt begyndt, da bomberne omkring 1990 faldt over hendes fødeby Burco. Sofie og hendes to yngre søskende blev placeret blandt nomadefolk, der boede i lerhytter og vandrede over de nordsomaliske stepper. De gik, hvor deres dyr kunne finde føde, og hvor stridende klaner ikke var i gang med at bekrige hinanden.
Meget af tiden var forældrene ikke med. Sofie Jama ved ikke præcis, hvor de var henne. Hun ved heller ikke, hvor længe opholdet stod på. Tiden blev målt i regntid og tørke. Men hun tror, det varede nogle år, inden hendes mor tog dem med sig, først til en lejlighed i en by, som borgerkrigen i mellemtiden var ankommet til, og siden til en landsby i nabolandet Etiopien, hvorfra de vistnok flygtede videre til Europa. Ét er hun sikker på: at nomadetilværelsen var med til at forme hende. Den tvang hende til at lære sig nye færdigheder, der normalt var voksenarbejde, som at malke geder eller partere dyr. Og den satte tilværelsen i relief:
”Da jeg var i det, handlede det om overlevelse, om at undgå at blive slagtet. Børn, kvinder og mænd døde omkring os. Men siden har jeg haft succes med at være nysgerrig. For hvor slemt kunne det gå? Jeg havde prøvet det værste. Bortset fra døden måske, men den havde alligevel været med mig som en skygge. Det lærte mig, at man er i stand til meget mere, end man kan begribe.”
Maj 1992. Klankriger poserer med sit missilsystem. Den somaliske borgerkrig tvang i 1991 præsident Muhammad Syaad Barre fra magten. Lige siden har Somalia været plaget af væbnede konflikter mellem grupperinger i landet, der også har døjet med tørke, sult og terrorisme.
DEN STRATEGI benyttede hun sig af, da hun kom til Danmark. En af hendes lærere forsøgte at udfordre hende med ekstra bøger og fik hende til at skrive stil om persongalleriet i ’Den kroniske uskyld’, men hurtigt stod det klart, at hun havde for meget sprogøre til modtageklassen. Hun fik plads på en efterskole, hvor hun tog folkeskolens afgangseksamen. Kort efter flyttede hun alene til Serridslev, en lille landsby nord for Horsens, hvor de ældre medborgere talte dejligt langsomt og tydeligt, og hun sugede det danske sprog til sig.
Moren blev ikke spurgt, da datteren flyttede hjemmefra.
”Sådan er det, når man er ung og oprørsk. I dag har jeg mere forståelse for, hvor svært det må have været for hende at leve under krigen og havne i et fremmed land,” siger Sofie Jama, der dengang havde travlt med at afskære forbindelsen til sit bagland:
”Det var et helt bevidst valg at flytte alene på landet. Det kvarter i Aalborg, hvor jeg boede med min familie, var fuldt af somaliere og arabisktalende indvandrere. De havde stærke holdninger til, hvad Danmark var for et land. Men det gik op for mig, at ingen af dem anede, hvad de talte om. Det var, som om min gamle identitet forurenede min nye identitet. Jeg havde brug for katarsis. Jeg ønskede helt at glemme, at jeg havde talt et andet sprog,” siger Sofie Jama.
Efter et ophold på en højskole i Ribe, hvor hun begyndte at interessere sig for digte og begyndte at skrive små historier, først på somali, siden på dansk, begyndte hun på gymnasiet i Aarhus. Hun pendlede fra Serridslev og levede et for en kvinde på 19 noget atypisk liv. Hun gad ikke tage med til festerne, men brugte i stedet sin fritid på at terpe kongerækken, læse Bibelen og studere salmebøger. Hun prøvede at blive så dansk, at hun ikke længere skilte sig ud fra mængden.
”Men det gjorde jeg jo. Og måske i endnu højere grad med al min ubrugelige udenadslære. Jeg syntes, mine klassekammerater var dumme, fordi der var meget, de ikke vidste. Jeg troede, jeg havde styr på det. Men det var mig, der ikke havde forstået, at man skal have lov at være ung. Jeg må have fremstået som en nørdet, mærkelig person.”
Efter halvandet år flyttede Sofie Jama til Aarhus og skiftede til HF, som hun færdiggjorde med et gennemsnit på godt 10. Hun begyndte at læse arabisk på Aarhus Universitet med udvekslingsophold i Cairo, fordi hun gerne ville mestre en bestemt dialekt, studerede ivrigt og lærte sig at tale og skrive flydende.
”Det var en hel verden, der åbnede sig for mig. Så mange lande og så mange dialekter. Jeg synes, arabisk er et meget poetisk sprog,” siger Sofie Jama, der forestillede sig, at hun skulle have et fremtrædende job hos FN eller et andet sted med mulighed for at rejse rundt og redde mennesker i nød.
DANSKE SOMALIERE
Ifølge Danmarks Statistik bor der 11.668 somaliske indvandrere i Danmark og 9.593 efterkommere. Tilsammen udgør de den ottendestørste ikke vestlige indvandrergruppe i Danmark. De fleste kom hertil i 90’erne som flygtninge fra borgerkrigen i Somalia. Efter folk af syrisk afstamning er somaliske indvandrere den befolkningsgruppe, der har den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet med en beskæftigelse på 37 procent for mænd og 24 for kvinder mellem 30 og 64 år. I 2018 opstod en debat om somalisk-danskere, hvor Dansk Folkeparti blandt andet i en Facebook-kampagne spurgte, om somaliske kvinder var en byrde eller en berigelse. Herefter dannedes Facebook-gruppen Somaliskberigelse, hvor somalisk-danskere deler positive historier om deres uddannelse og job.
SOM 25-ÅRIG følte hun behov for at tage et frikvarter. Så hun meldte sig til skønhedskonkurrencen ’Århuspigen’, som hun vandt. Vinderen kom op at hænge mange steder i det offentlige rum. En dag, hun besøgte sin mor, spurgte hun, om hun havde set hende på busstoppestederne.
”Åh, Gud tilgive og retlede os,” sukkede moren.
”Hvad har du så tænkt dig at gøre i det hinsides?”
Sofie Jama vandt efterfølgende endnu en konkurrence. Præmien var et års modelkontrakt i London. For første gang i sit liv prøvede hun at feste og drikke, mest champagne. I weekenderne var der altid ekstravagante invitationer. Hun mødte blandt andet David Bowie og hans somalisk-amerikanske kone Iman. Nu skulle der tages revanche. Men noget nagede hende.
”Jeg tænkte, at nu var det min tur til at have det sjovt. Det var bare ikke rigtig sjovt. Jeg følte ikke, at jeg havde tid til det eller kunne tillade mig det,” siger Sofie Jama, der stadig læste og skrev opgaver til Aarhus Universitet og også fik et barn med sin mand mellem fester og photo shoots.
I 2012 blev hun bachelor i arabisk sprog med kulturformidling som bifag. Da hun hentede beviset, tog hun forbi sin mor og lagde det foran hende. ”Hvad er det?” sagde moren. Det gjorde slet ikke indtryk.
Men Sofie Jama var heller ikke selv rigtig tilfreds.
”Jeg vidste, at nu var der lagt op til, at jeg skulle have et flot cv, en karriere og et hus, hvor jeg kunne bo med min familie. Jeg fik nok en form for panikangst af tanken.”
Hun fik en stilling hos Unicef i Hamborg, som hun efter kort tid forlod. Så blev hun tilbudt en stilling hos FN i København. De ville gerne have hende til at rejse rundt i Kenya og Etiopien. Men hun var lige blevet skilt fra sin mand, og livsstilen passede dårligt med en tilværelse som alenemor, så hun afslog.
”Jeg havde svært ved at holde mig til én ting. Jeg vidste nok ikke, hvad jeg ville,” siger Sofie Jama, der begyndte at tolke og oversætte fra arabisk for Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen i sager om opholdstilladelse.
Arbejdet var freelance, og hun kunne selv vælge mængden. Samtidig skrev hun for at blive klogere på, hvem hun var, hvad hun kom fra, og hvad hun ville. I udgangspunktet var ordene kun til eget brug, men efterhånden kom lysten til at få dem bredere ud, og hun deltog i en konkurrence hos forlaget Tiderne Skifter. Hun havde kun sendt en halvfærdig tekst. Den vandt om ikke nogen præmie, så i hvert fald forlægger Claus Clausens interesse. Han så et potentiale og hjalp hende med at redigere manuskriptet, der blandt andet handlede om en ung pige, der flygter fra Somalia. Alligevel endte Sofie Jama med at gå i stå. Hun var ikke kun usikker på sin historie, hun var også nervøs for at blive sat i bås som endnu en forfatter, der skriver om en dårlig barndom.
Sofie Jama finder posituren under finalen i ‘Århuspigen’ 2007.
SAMTIDIG VAR Sofie Jama begyndt at skrive klummer til Dagbladet Information, blandt andet kritisk og bramfrit om det somaliske miljø i Danmark. Flere læsere henvendte sig direkte til hende med ros. En af dem var forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der spurgte, om hun skrev noget ved siden af. Han fik lov at læse hendes manuskript, og han ansporede hende til at holde fast i historien.
”Ham skylder jeg meget. Han gav mig selvværd. Jeg tænkte, at han vidste, hvad han talte om,” siger Sofie Jama, der i 2018 fik svar fra Politikens Forlag, der gerne ville udgive hendes bog.
”Det har været hårdt. Det har rippet op i en masse ting fra min barndom. Men jeg har fundet ind til det, jeg rigtig godt kan lide: at fortælle historier om mennesker, der har oplevet noget ud over det almindelige. Jeg har følt en ro, som jeg aldrig har haft før, efter jeg gik i gang.”
I januar udkom romanen ’Et andet menneske, et andet liv’ om pigen Baraka, der kommer til Danmark som flygtning, stikker af fra sin familie, skifter navn til Maria og finder et skæbnefællesskab med Holocaust-overleveren Esther og den syriske flygtningedreng Umar.
Sidstnævnte hovedperson har Sofie Jama fået inspiration til gennem sit tolkearbejde for de danske myndigheder, som hun stadig passer, og hvor hun har snakket med mange flygtningebørn. Arbejdet har hjulpet hende med at forstå, hvorfor hun skulle skrive sin bog:
”Jeg følte, jeg kunne gøre en forskel her. Når man er krigsbarn og i stand til at fortælle om det, er man forpligtet til at gøre det, så almindelige mennesker, der ikke har oplevet elendigheden, også kan sætte sig ind i det.”
Og hvad siger din mor til, at du har lavet en bog?
”Hun synes, det er vanvittigt, men som hun siger: ’Ja, ja, du har jo så meget fantasi.’”
’Et andet menneske, et andet liv’ af Sofie Jama er udkommet.
