I 4. KLASSE skulle vi spille skolekomedie. Det var sådan et saloon-stykke, og jeg fik højhælede cowboystøvler på. Bare det at få mit kostume på og rent fysisk gå hen ad scenen på Rungsted Skole gav mig en følelse af, at her spiller det. Det her SPILLER! Jeg havde det bare megagodt. Men fra at mærke den følelse til så at sige det til folk gik der mange, mange år. Første gang jeg sagde det højt, svarede min farmor: ”Ad, ad, ad, skuespiller, det vil du da ikke være, det er et virkelig usikkert fag.” Min mor forstod det heller ikke. ”Du har jo sceneskræk,” sagde hun. Nok med tanke på dengang i børnehaveklassen, hvor jeg skulle danse lambada foran hele skolen og fik et meltdown. De sagde: ”Gå bare op og dans”, og jeg nægtede. Men det handlede ikke om sceneskræk. Det havde snarere med perfektionisme at gøre. Det var simpelthen, fordi vi ikke havde øvet nok. Det kan godt være, at vi går i børnehaveklasse, men sorry, det er bare ikke godt nok.
Jeg voksede op som nummer tre i en søskendeflok på fire. Mit barndomshjem var virkelig festligt. Mine forældre havde bridgeaftener, og hver gang nogen fyldte rundt, var det med telt i haven og temafester. Min mor holdt for eksempel en stor fødselsdag, hvor alle var vikinger. Derhjemme havde vi fem flyttekasser i kælderen med udklædningstøj. Man skulle kunne klæde sig ud, hvis behovet opstod.
Da jeg begyndte i gymnasiet, tænkte jeg: ”Fedt, der er musicals!” Jeg havde et kæmpe indre liv, hvor jeg var hovedrollen, men så havde jeg et ydre liv, hvor jeg var vildt genert omkring det og ikke turde sige højt, at jeg gerne ville frem på scenen. Så jeg kom i koret, bagerst, fordi jeg er så høj.
Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være skuespiller, men samtidig forstod jeg ikke, at der ikke var nogen, der opdagede det. Altså, hvorfor kan de ikke se, at jeg ville være perfekt til at stå forrest på den scene? Jeg følte, at det ville være at bede om alt for meget plads at sige, at jeg gerne ville spille hovedrollen. I forvejen fyldte jeg meget, så det var simpelthen i jantelovsgymnasieregi for voldsomt at bede om, troede jeg. Men det var jo at tage unødigt hensyn til folk, der var superligeglade, om jeg spillede hovedrollen eller ej. Jeg har altid været god til at tage hensyn, som ingen har bedt mig om.
Efter gymnasiet turde jeg ikke søge ind på Skuespillerskolen, hvilket var en blanding af frygt og storhedsvanvid. Jeg var ikke bange for ikke at komme ind, det regnede jeg bare med. Men det var frygten for, når jeg kom ind: Hvad hvis jeg ikke kan lide det, så skal jeg jo droppe ud. Og hvad så? Og det er jo sygt nok at tænke sådan, når man kun har stået i tredje række i koret! Men man må gerne tro på en drøm, selvom man som ung måske ikke kan forklare den.
Men et eller andet skulle jeg vel søge ind på, sådan er forventningen: Hvad gør du, når du har fået huen på? Hvilket studie skal du ind på? Hvad for en karriere vil du have? Jeg tror, at vi alle sammen har en livsbane, der er stukket ud for os på forhånd. Men der er så meget larm i verden, at det kan være svært at høre sig selv og gøre det, man kan mærke er det rigtige. Den larm kan være alt fra must own an Audi til ens familie, der er mistroisk over for ens drøm. Eller det kan være, at man gerne vil have gode karakterer. Det har for eksempel altid været meget vigtigt for mig. Der er tusind ting i det samfund, vi lever i, som stiller succesparametre op for os, og så tror vi, at det er den melodi, vi skal spille. Men det er jo ikke sikkert. Hvis man lukkede larmen ude og lyttede mere til sin grundtone og turde eje den og synge den rigtig højt, ville livet måske ikke være så svært. Men det er svært at være ligeglad med andres forventninger, og hvad normen er.
Så jeg søgte ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – fordi det hed noget med film, ha ha, så tåbeligt. Og det holdt heller ikke længe. Jeg var chokeret! Skal vi læse FIRE HUNDREDE SIDER? OM UGEN?! Jeg tænkte bare: ”Holy cow, universitetet er jo så kedeligt!” Det tog mig tre måneder på film og medie at finde ud af, at jeg bare hader at læse, og så droppede jeg ud.
JEG FIK JOB som booker på modelbureauet 2PM, hvor jeg tidligere havde arbejdet som model, og det gav selvtillid at finde ud af, at, gud, jeg fungerer i en voksenverden. Jeg var god til at administrere, jeg var god med mennesker, jeg kunne købe, sælge, rejse og snakke med kunder, så den vej kunne jeg også være gået videre ned ad. Men jeg havde jo en anden drøm, og det med skuespillet blev ved at poppe op, jeg havde venner, der søgte ind på Skuespillerskolen, og det var jeg meget interesseret i at høre dem fortælle om.
En dag hørte jeg om William Esper Studio, en skuespilskole i New York. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” og meldte mig til et sommerkursus derovre. Så kunne jeg prøve det af i al hemmelighed. Og så faldt alt bare i hak. En dag kiggede jeg rundt i undervisningslokalet og tænkte, at det er simpelthen for vildt, det her, alt giver mening. Tænk, at vi får lov at sidde her og lave sådan noget sanse-føle-noget, at det her er en skole, og det er det, vi skal lære hver dag. Det føltes bare rigtigt! Nogle gange skinner grundtonen igennem. Så klinger den faktisk så højt, at man ikke kan ignorere den.
Jeg endte med at blive på skolen i to år, og undervejs fandt jeg ud af, at jeg gerne må være den, jeg er. En glad, udadvendt, lidt kuk pige, der gerne vil være skuespiller. Jeg fandt også ud af, hvad jeg havde misforstået i gymnasiet – at skuespil faktisk ikke handler om at fylde. Det handler om at fylde så lidt som muligt. Det gælder om at gøre sig selv usynlig, så rollen kan skinne frit. Det var dejligt at finde et sprog for, at skuespil faktisk handler om at fjerne sig selv fuldstændigt.
Det første år på skolen eksisterede feedback ikke. Og det var chokerende for sådan en præmiepony som mig. Dag ud og dag ind stillede vi os op og spillede, men fik aldrig at vide, om det var godt eller dårligt. Vi kunne godt få at vide, hvis vi ikke var frie nok i vores spil – var du fri i nuet, eller var du ikke fri i nuet? Derudover er smag irrelevant, sagde de.
Skolen lærte mig også at være mindre hård over for mig selv, for i og med at vi ikke blev bedømt, lærte jeg også ikke at bedømme mig selv. Når der i et år ikke er nogen, der siger: ”Ej, hvor var du god”, når du stiller dig op, så stopper du med at lede efter det. Og ender med i stedet at føle efter. Ej, det føltes godt, der følte jeg selv, at jeg var god. Og det er jo langt sundere at navigere efter. Men det tog et år, før jeg lærte det. Et helt år! Hvor jeg efter forgæves at have søgt den hos mine lærere eller medstuderende fandt ud af, at det er kedeligt at gå og lede efter anerkendelsen.
DA JEG VAR færdiguddannet og virkelig følte mig som skuespiller efter at have levet drømmen i to år, skulle jeg ud og finde mit første job. Det blev … på en salatbar i København. Jeg kom fra the city of dreams hjem til Gråvejrsdanmark. Jeg var 26, flyttet hjem til mine forældre, havde brug for penge, og min far sagde til mig: ”Få dig et job!”
Og jeg var faktisk glad for det job, så hører man jo til et sted. Men det var også en periode, hvor jeg var smådepressiv og uden mål i livet. Man går rundt og famler og synes, det er synd for én selv, at man er vågnet fra drømmen, skolen i New York, og der sker nul ting! I mit forsøg på at få det bedre kom jeg på sporet af transcendental meditation. Jeg fik et hemmeligt mantra, som jeg skulle repetere for mig selv i to gange 20 minutter hver dag for at tømme hovedet. Jeg læste også selvhjælpsbøger og lærte, hvad der måske er banalt for nogle at høre, men som var meget værdifuldt for mig at lære: at tanker er selvskabte. Hvis tanker var som en kæmpe buffet på et luksushotel, ville du jo heller ikke gå hen til alt det, du hader. Men det er der mange, der gør hver dag. Det gjorde jeg også i lang tid. Jeg stod op om morgenen og talte grimt om mig selv inde i hovedet, var bange for, om jeg var god nok, og følte mig uelskelig på mange parametre. Midt i al den søgen opdagede jeg et personlighedstræk hos mig selv, som jeg faktisk blev glad for: at jeg er i stand til at forbedre min tilstand, hvis jeg har det dårligt. Og så skete det en dag på salatbaren, at jeg blev tilbudt mit første job som skuespiller, da Thomas Glud (manuskriptforfatter og instruktør, red.) kom ind og købte en salat og gav mig en rolle i serien ’Sjit Happens’.
Samtidig spillede jeg lidt undergrundsteater, men det væltede ligesom ikke bare ind med roller. Som årene går, begynder man at tænke: ”Er det fjollet, det her?” Selvom grundtonen siger, at det overhovedet ikke er fjollet, at skuespil er formålet med dit liv, så siger de ydre stemmer: ”Tiden går, klokken slår, måske er det gak.” Og bedst som jeg var ved at lytte til dem, gav en god ven mig et godt råd. For hende havde det hjulpet at sætte en tidsbegrænsning på en drøm. Jeg var 28, havde mødt min mand, haft én rigtig rolle og lidt småting hist og her, og det matchede ikke den skuespiller, jeg følte mig som indeni. Så jeg sagde til mig selv: ”Okay, om to år fylder jeg 30. Hvis kurven ikke er gået opad til den tid, finder jeg på noget andet.” Jeg satte med vilje barren meget lavt: to år for en kurve til at bevæge sig bare én grad opad. Men at have den deadline gav mig en mere proaktiv tilgang.
En dag, hvor jeg var tilbage og arbejde som agent på modelbureauet, ringede en caster og spurgte efter modeller til en film, og jeg gav dem nogle forslag. Men inden jeg lagde på, endte jeg med – i en blanding af skam, frygt og hovmod – at sige: ”Hvad med mig?” Og hende i den anden ende sagde bare: ”Hvem er du?” Men det var på grund af den toårsplan. Jeg blev nødt til selv at prøve at få kurven til at gå opad. Jeg fik lov at komme med til castingen, fik dog ikke rollen, men jeg følte, at nu havde jeg åbnet en dør.
På det tidspunkt gik min mand og jeg og snakkede om, hvor vi var her i livet: Vi har hinanden, vi elsker hinanden, vi ved, at vi skal være sammen. Skal vi ikke bare …? Lad os få det barn! Ugen efter at vi havde den snak og gik og forestillede os vores liv som familie, gik kurven pludselig opad. Jeg fik job i ensemblet på teatret Mungo Park og en rolle i ’Flaskepost fra P’. Og så udskød vi planen om et barn. Der er nok mange, både skuespillere og i andre brancher, der tænker meget over, hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn. Hvis det føles mere hårdt end sjovt at vente, skal man jo stoppe op, men dengang var mulighederne bare for sjove, så vi ventede.
Men gravid blev jeg. På et senere tidspunkt. Jeg var faktisk gravid, da vi indspillede ’En frygtelig kvinde’. Jeg havde virkelig ønsket en hovedrolle, men timingen kunne da have været bedre, men jeg var nødt til bare at sige: Jeg er gravid, det er en hovedrolle, lad os fucking bare gøre det. At blive gravid, føde og få et barn er jo et kæmpe kontroltab. Du mister simpelthen overblikket og er nødt til at give slip på forventninger til dig selv, til hvordan livet skal gå, om du er god eller dårlig.
EN AFTEN KVART i 12 ringede min agent. Jeg var lige gået i seng, så jeg gik ud på badeværelset og tog telefonen. Hun fortalte mig, at jeg havde fået hovedrollen i Ridley Scotts HBO-serie ’Raised by Wolves’. Til castingen havde jeg haft en følelse af, at jeg virkelig var i stand til at parkere mig selv og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg lavede. Og mit udseende passede også bare godt til at spille robot. Så på en eller anden måde vidste jeg, at jeg ville få rollen. Alligevel fik vi grineflip i telefonen over, hvor vildt det var. Jeg gik ind i sengen til min mand og sagde: ”Nu skal vi til Sydafrika”, og han vendte sig bare om. Det kunne han slet ikke overskue.
Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind og google Ridley Scott. Jeg vidste godt, at han var en af de helt store, men jeg blev alligevel ramt af en kæmpe ærefrygt, da jeg var inde på hans IMDb. Hemmeligt genså jeg ’G.I. Jane’, ’Thelma & Louise’, ’Alien’ og ’Prometheus’, så jeg lige kunne tale med. Første gang jeg mødte ham, var på hans kontor i London. Der havde jeg fået rollen, vi skulle bare lige mødes og snakke om, hvordan man spiller robot. På bagvæggen hang der klaptræer over alle de film, ham og hans bror, Tony Scott, havde lavet, og nederst hang der fire tomme, så selvfølgelig var jeg nervøs for, om jeg kunne indfri hans forventninger.
Men han var meget sød og god til at skabe en stemning af, at man er okay, som man er. Han spurgte, hvad jeg havde tænkt med min karakter Mother, og jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg sagde bare: ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke skal gøre så meget.” Mother er en robot, der er blevet placeret på en planet, og som skal lære alt forfra. Han nikkede og sagde: ”That’s exactly right, we’ll do it together.”
Min mand talte ikke til mig i to uger, efter jeg havde fået rollen. Men han endte med at elske de to gange otte måneder, som vi var af sted for at indspille de to sæsoner i Sydafrika, hvor de har lidt af det hele og kan skabe resten i deres mange enorme filmstudier. Min mand var måske den, der havde det allerbedst, da vi var af sted. I og med at jeg arbejdede meget, blev rollerne byttet om derhjemme, så hvor jeg var Mother på settet, var jeg father derhjemme. Og så fandt vi ud af, at det fungerede vildt godt for vores familie, når jeg var ”faren”.
Fra jeg fik rollen, til vi gik i gang med optagelserne, gik der en måned. Og det er jo sindssygt kort tid, når man skal flytte sin familie til den anden ende af jorden, forberede sig … og nå at komme i form. Jeg kan huske, at der var et billede af mig i den her grå latexdragt, som jeg skulle have på hele serien igennem, fra en kostumeprøve. ”Ja, det ser fint ud,” sagde Ridley Scott … og tegnede med en sort tusch muskler på mine arme på fotoet. ”Det skal vi lige have styr på, inden vi starter.”
Så var det bare en måned med kylling og ris, boksning og styrketræning. Det var totalt træningslejr. Man er jo ikke så klar på at være oppustet i sådan en dragt. Sådan en mandags-fise-mave og en stram latexdragt er bare en dårlig kombi. Jeg fik meget foræret af det kostume, det var et fedt kostume! Bortset fra når jeg skulle på toilettet, og folk skulle hjælpe mig med min trusse, som bestod af klisterbånd og et meget tyndt stykke stof.
Ridley Scott er bare en vildt god instruktør. Han ved, at skuespillere er bedst, når de er trygge og har en skarp ramme. Inden en scene kunne han finde på at sige til mig: ”Der kommer et rumskib, så kommer du ud, så sker der det og det, og så siger du din replik.” Jeg troede, at jeg skulle give enormt mange bud: ”Kunne man ikke komme ind ad døren på den her måde? Eller hvad nu, hvis jeg siger det over venstre skulder?” Men i virkeligheden ville han bare have mig til at sige mine replikker. Bare vær, som du er, jeg skal nok stå for resten, sagde han. ”Just say your lines.” Det var jo et vildt møde, når jeg tænker over det: en dinosaur og en grønært lige der i outer space! Jeg var knaldende ny i branchen, og man tror, man kommer der og ved en masse ting.
De kaldte mig ’Matchstick’ på optagelserne. Jeg lignede en tændstik, lang og tynd i min latexdragt med mit røde, korte hår. Nogle roller føles bare helt rigtige, og med Mother fik jeg samme følelse, som jeg første gang oplevede på skolen i New York: en følelse afbare at transcendere, ikke være til stede, men bare fuldstændigt blive overtaget af noget andet. Det lyder måske lidt poltergejst-agtigt, men det er slet ikke så slemt. Det handler bare om at være til stede i de følelser, der er skrevet i manuskriptet.
For folk, der ikke er skuespillere, kan det vel sammenlignes med … det er måske lidt morbidt, men for nylig havde min søn feberkramper, og da jeg ringede 112, snakkede med telefonvagten og gjorde, hvad hun bad om, havde jeg samme følelse: Nu træder mit jeg væk, og der kommer et handlings-jeg på banen. Der er ingen tanker, kun handling. Din rygsøjle tager over og ved fuldstændigt, hvad der skal gøres eller siges.
SKUESPIL HANDLER FOR mig om at være i nuet. Om at være til stede med dig. Lige nu, lige her. Og reagere på, hvem du er, og hvad der sker omkring os. Jeg er fortaler for den rigtige konfrontation, at mødes rigtigt med mennesker og se, hvad der sker, i stedet for at sidde og like og hate på nettet. Derfor har jeg også slettet min Instagram-profil. I mange år sad jeg bare og sammenlignede. Og det tror jeg er rigtig skidt. Vi er forskellige, deal with it.
Du har fået en krop i det her liv, elsk den, den er, hvad den er, vær glad for den. Hvis man ikke har et selvværd af stål, er det jo svært at sidde og kigge på bikini-billeder af folk og så elske sin efterfødselskrop. Jeg ved ikke, hvem det er nemt for, men jeg vil gerne møde personen. Og så synes jeg, at det er et underligt spil, vi har accepteret: at tage selfies! Jeg var selv med på den en overgang, men det er jo mærkeligt at sidde i et offentligt rum og være meget optaget af sin egen fremtoning og tage billeder af sig selv. Det føles bare ikke autentisk for mig. Så jeg droppede at glo på det, og jeg har savnet det nul gange. Det var befriende, og det har virkelig højnet mit tilstedevær.
Mange spurgte, om det ikke var nødvendigt at være på Instagram for at få roller. For hvordan kan man overhovedet eksistere professionelt uden? Og der vil jeg bare sige, at det kan man godt. Skuespilleren Margot Robbie slettede sin Instagram, da hun havde 23 millioner følgere, det synes jeg bare er ret ballsy! Og hun fyrer den rimelig godt af alligevel. Og der er indtil videre ikke nogen, der i professionelle sammenhænge har efterspurgt min Instagram-profil, snarere tværtimod, for når man arbejder for HBO, er alt så hemmeligt, intet må slippe ud, så jeg er totalt angst for i det hele taget af have en telefon i min trailer på settet, for jeg føler, at jeg bliver skudt af en hemmelig agent, hvis bare jeg ringer til min mor.
EN LØRDAG FIK jeg en mail om, at godmorgen, sæson 3 af ’Raised by Wolves’ er blevet aflyst. Det er sådan en situation, hvor man kan prøve at vælge sine tanker. Man kan tænke: ”Vi skal flytte fra hus og hjem!” Men man kunne også tænke: ”Det er det helt rigtige, og gad vide, hvad der så sker?” Jeg var alligevel ikke herre over beslutningen.
En dag ringede Nikolaj Arcel og spurgte, om jeg ville spille med i det her periodedrama, han skulle lave, over for blandt andre Mads Mikkelsen, baseret på Ida Jessens bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Jeg skulle spille Ann Barbara, en husholderske, en handlekraftig kvinde med ar på sjælen.
Vi tog et kaffemøde, Nikolaj fortalte lidt mere om rollen, og jeg sagde bare: ”Fedt, det hele lyder rigtig godt! Du skal bare lige vide, at jeg er gravid.” Så blev han helt hvid i hovedet, og jeg tænkte: ”Satans, det går nok ikke op.” På det tidspunkt var der kun en løs plan for, hvornår den skulle optages – og så sendte han alligevel et manus. Om de rykkede tidspunktet decideret for min skyld, må du spørge ham om, men det ville jo være en god feministisk fortælling.
Filmen optog vi, efter jeg havde født. Min søn var fem måneder, da vi gik i gang, og planen var, at han kunne være med på optagelser det meste af tiden. Jeg tænkte, at det skal nok gå. Så fik jeg en skydeplan en uge inden, vi skulle i gang, hvor der stod, at de første to uger var natoptagelse. Fuck, det havde jeg lige glemt at tænke på! Der var det heldigt at have ammehjerne, for så kan man ikke rigtig tænke eller nå at bekymre sig om den slags. Og vi løste det. Min mand tog min søn, og jeg pumpede ud. At være dér i livet, hvor ens baby tvinger én til at være i nuet, viste sig faktisk at være en kæmpe gave til min karakter, der ikke bekymrer sig så meget om fortid og fremtid. Hun er rigtig meget i nuet og får det til at fungere.
Hvis man lader sig påvirke af sin usikkerhed, kommer man hurtigt op i hovedet, og det er det kedeligste sted at være som skuespiller. Da jeg skulle spille Ann Barbara ude på den jyske hede, hvor dem, der ser filmen, skal tro på, at vi er ved at dø af sult, er det røv og nøgler, hvis jeg står og tænker: ”Ej, hvor er jeg dårlig”, eller ”Hvorfor sagde jeg det på den måde?” Det er jo tanker, der ikke er til stede i 1756 i Ann Barbara.
Jeg har set masser af periodedramaer, men altid tænkt, at de folk, der levede dengang i fortiden, var anderledes. Dem med parykker og store kjoler, de måtte også have haft et andet indre liv, fordi det var en anden tid. Men pludselig, da jeg skulle spille Ann Barbara, gik det op for mig, at de må have haft det præcis som i dag, omstændighederne har bare været anderledes. Jeg ved godt, at det lyder superbanalt og sikkert som noget, alle andre har vidst i tusind år, men for mig var det virkelig sådan: Guuud, måske havde hun også nogle universelle kvindelige længsler? Hvordan er hendes forhold til lyst, sex, kærlighed, frihed?
JEG HAR MIN kærlighed til mig selv, min mand og mine børn. Og jeg tror, at det er vigtigt i den rækkefølge, ellers er man ikke for alvor i stand til at tage imod. Hvis man har et filter, fordi der er noget, man hader ved sig selv, misser man noget kærlighed, der bliver givet til én: ”Ej, hvor ser du godt ud.” Hvis du synes, at du har en grim krop, tager du ikke lige imod dén kærlighed. For mig har det været et meget stort arbejde at nå dertil, hvor jeg taler pænt til mig selv.
I ’Bastarden’ har Mads Mikkelsens karakter et meget tydeligt defineret mål, han for alt i verden vil nå, en meget konkret drøm, og i jagten på den risikerer han at miste alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Selv har jeg ikke nogen konkret drøm, og jeg synes, at det er bedst sådan. Hvis jeg ikke har nogen forventninger, kan jeg ikke blive skuffet, så er jeg bare sindssygt privilegeret, og så føles hver rolle som en gave. Det lyder måske som en beskyttelse for ikke at blive skuffet, men når man lykkes med at se det på den måde, er det komplet modsat. Så er det gaveregn på minutbasis.
Hvis det eneste, man drømmer om, er at vinde en Oscar, så er hver dag jo bare endnu en dag, hvor man ikke vinder en Oscar. Samtidig har jeg det sådan, når jeg kigger på mine to børn, at jeg har vundet, jeg har fået min Oscar, jeg har faktisk to. To levende statuetter, der er så søde og også irriterende og alt muligt andet, men jeg har vundet i livet. Og sådan kan jeg også få det af at kigge på en sky. Og så er en film jo bare en film. Det tager virkelig toppen af præstationsangsten. Jo mere jeg er i stand til ikke at have en drøm eller en definition af, hvad der skal ske, jo mere er jeg i stand til fuldstændigt at udslette mig selv og min idé om, hvem jeg er som skuespiller. Det er ægte frihed, så kan man fucking spille alt.
