EN HVEPS FLYVER ind ad vinduet og cirkler søvnigt over bordet med chokolade, frugt og kaffe. Søren Pilmark ser den straks ud af øjenkrogen og hapser med en snigende bevægelse den elektriske fluesmækker, der ligger strategisk placeret inden for rækkevidde.
”Så er det, man skal …” siger han og fokuserer et øjeblik med hævet øjenbryn og tungespidsen i mundvigen, før fluesmækkeren slår gnister, ”… dræbe ham. Godnat, du er død!”
Det er en bagende varm sensommerdag på Dyrehavsbakken nord for København. På mange måder en perfekt dag til at tøffe rundt i verdens ældste eksisterende forlystelsespark og plaffe dåser ned i en af boderne, blive kastet rundt i en rutsjebane eller drikke en billig sjus i en af barerne, men først på formiddagen er der kun et par morgenfriske turister og barnevognsgængere at spotte, og fuglekvidderen fra træerne dominerer lydbilledet.
Søren Pilmark har indfundet sig i en kontorbygning tæt på Cirkusrevyen, og senere møder også Asger Reher, Henrik Koefoed og Niels Olsen ind, når der skal brainstormes på deres kommende show, der får premiere netop her på Bakken og bærer titlen ’Fingeren på pølsen’.
”Det sjove ved det hele er, at det jo efterhånden, vores alder taget i betragtning, ikke bare er onkelhumor, men måske onkels-onkelhumor,” siger Søren Pilmark.
Det er 32 år siden, at Ørkenens Sønner første gang optrådte på Allégade på Frederiksberg. Dengang var der ikke mere end en håndfuld fremmødte tilskuere, og intet tydede på, at det skulle blive en storslået succes, men ’den hæderkronede sangerloge’, som de kalder sig selv, har trods skiftende tidsånd i tre årtier haft omdømmemæssigt vokseværk, og når de tager hul på deres 10. show i rækken, bliver det endnu en gang på en omrejsende danmarksturné.
”Det er sgu svært at svare på, hvad der er hemmeligheden bag, at det stadigvæk virker … Jeg tror, det er noget i retning af – hold nu fast – uskyld. Næsten troskyldighed. En form for renhed. For vi siger ikke ’pik’ og ’kusse’. Der er vi blevet overhalet udenom 100 gange allerede. Vi har faktisk bestræbt os på ikke at pege fingre ad nogen, og hver gang der er blevet gjort grin med noget, har det været os selv. Så var det os selv, der var blevet gamle og pludselig havde slap tissestråle eller erektionsproblemer,” siger han.
Så summer det fra endnu en hveps på sporet af søde sager, og endnu en gang svinger Søren Pilmark nådesløst insektdræberen.
”Fik jeg den? Det gjorde jeg!” udbryder han og slår en veltilfreds skurkelatter op.
1.
SOM BARN var Søren Pilmark the odd one out. Resten af Pilmark-klanen spillede fodbold, og hans onkel Aksel havde sågar været på landsholdet med Knud Lundberg og repræsenteret Danmark ved OL i London i 1948. Selvom Søren Pilmark også selv elskede at se fodbold, var han ikke særligt god til at spille det, og der var samtidig noget andet, der trak mere i ham. Han ville underholde. Han nød at dupere rakket i baggården i Hvidovre med at trylle og lave små tricks, og oppe i lejligheden lavede han teater og tegnede og klimprede på klaver dagen lang. Når aftenmørket faldt på, tændte han lys i dukketeateret på værelset, og ofte blev han så opslugt, at han legede, til han faldt i søvn på gulvet.
Allerede som seksårig kom han med i Erik Balling-komedien ’Den kære familie’. Hans far, der var skoleinspektør, havde en kollega, der bijobbede som skuespiller, og da de en dag søgte statister, røg sønnen med i en enkelt optagelse, hvor han skulle spille ’en dreng på gaden’. Det eneste, han husker, er, at han frøs ad helvede til, da han traskede ned ad asfalten, mens kameraerne rullede, og Ebbe Langberg kom kørende forbi i bil. Det var dét, så var det slut, men set i bakspejlets klare skær skulle det vise sig at blive første skridt ned ad det, der viste sig at være en livslang vej.
”Somehow …” siger Søren Pilmark med fortællerstemmen på, mens han smiler på den der tvetydige måde, som han siden har gjort i et utal af film- og teaterroller, ”… it was written in the cards.”
Selvom det var faren, der havde skaffet ham statistrollen, var det ikke en karrierevej, forældrene pressede ham ned ad – snarere tværtimod. Faren havde gerne set, at han fulgte i hans fodspor og blev skolelærer, men der var et kunstnerisk behov, der boblede inde i ældstesønnen, en form for urinstinkt efter at underholde eller måske endda en form for nødvendighed.
”I mit barndomshjem kunne der være en stilhed mellem min far og mor, men hvis jeg optrådte eller tryllede, opstod der en glæde i det lille hjem, der fyldte rummet,” siger han. ”Det, der gør skuespillere interessante, er som regel, om de har en eller anden indre nødvendighed efter at udtrykke sig – noget inde i sig, som de prøver at reparere. For mit vedkommende handler det ikke om, at jeg var i tvivl om, at jeg var elsket. Jeg har haft en harmonisk barndom, men jeg tror også, at god kunst opstår af sublimerede frustrationer. Hvis der er noget, en mand ikke kan komme af med, så skriver han en bog, maler et maleri, laver en skulptur eller spiller skuespil. Det er ikke sikkert, at man kommer af med det i første runde, og så ender man med at bruge resten af livet på det.”
2.
I LØBET AF gymnasietiden medvirkede Søren Pilmark i et par skoleforestillinger, og da han havde fået studenterhuen på, blev det naturligt endelig at gøre alvor af det og søge optagelse som skuespiller. Dengang – i 1974 – var der ingen adgangsbegrænsning til universiteterne. Man kunne søge det studie, man ville, og blive optaget.
”Man gik bare ind ad døren, så jeg tænkte, at jeg kunne starte med at blive skuespiller, og så kunne jeg altid blive læge eller jurist bagefter,” siger han.
Det første forsøg på Statens Teaterskole i København bar ikke frugt, men skolens daværende rektor, Berthe Qvistgaard, opfordrede ham til at forsøge sig med Aarhus i stedet. Så tog han til Jylland og gav det chancen, og han var kun lige kommet retur til Hvidovre, da der kom et telegram med beskeden om, at han var blevet optaget.
Da han næste gang rejste mod Aarhus, denne gang for at tage hul på skuespillertilværelsen, var det med en euforisk følelse i kroppen. Alene det at komme ind og dermed være blevet valgt ud føltes som noget enestående. Med studiestarten fulgte et studielån på 10.000 kroner, men allerede efter 14 dage i Jylland havde han brugt rub og stub. Han troppede op i Landmandsbanken for at hæve 1.000 kroner mere, da bankrådgiveren med dybe panderynker og bestemt mine måtte forklare ham, at det altså ikke længere var muligt. ”Prøv at se her,” sagde rådgiveren og viste ham oversigten over hævninger: ”Vores udbetalinger til dig kommer som haglbyger.”
”Jeg fik simpelthen en skideballe, fordi jeg havde hævet løs. Han viste mig, at der kun var to dage, hvor jeg ikke havde hævet 1.000 kroner, og det var, fordi der havde været weekendlukket. Ellers havde jeg hævet 1.000 kroner om dagen og brugt dem på bajere og smøger og middage og nyt tøj. Jeg anede ikke en skid om noget som helst, men ødslede bare penge væk. Det var helt fantastisk.”
3.
DET MEST fantastiske ved Søren Pilmarks nye ungdomsliv var dog det, der foregik på selve teateret. Han husker stadig i dag, hvordan det var at træde ind og sidde i mørket og stirre op på snoreloftet og ned på prøverne på scenen og vide, at han selv snart skulle stå dernede.
”De tre år var fuldstændig magiske. Jeg var solgt fra dag et,” siger han. ”For nogle år siden snakkede jeg om gamle dage med skuespilleren Lars Lohmann, hvor han sagde de berømte ord, som jeg har taget til mig: ’Det var de lykkeligste år i vores liv. Og ved du hvorfor? Fordi vi vidste det ikke.’ Hold kæft, hvor er det bare godt sagt! Vi var ikke bange for noget, og alt kunne lade sig gøre.”
På tredjeåret på teaterskolen ventede omsider scenetjeneste, hvor man som elev fik en mindre rolle i en vaskeægte forestilling på Aarhus Teater. I Søren Pilmarks tilfælde var det musicalen ’Chicago’, hvor han både var danser og havde en lillebitte rolle som politimand.
Til premiereaftenen var hans lillebror Lars kommet til Aarhus for at følge med, og før det gik løs, tog Søren Pilmark ham med ud bagved og hen til scenetæppet, hvor der var et lille hul, så man kunne kigge ud på salen og på de mange fremmødte. Der var måske 500 mennesker, og mens han selv labbede det i sig, gøs hans lillebror alene ved synet.
”Vi er meget forskellige på det punkt, ikke bare Lars og jeg, men alle mennesker. Der er nogle, der ville give deres højre arm for at slippe for at gå op på en scene. Andre – som jeg selv – tænker: ’Jeg skal bare derop, så de kan se mig!’”
Dengang drømte han store drømme om berømmelse, ære og kvindegunst. Sådan så han sin nære fremtid for sig: Søren Pilmark – den store skuespiller, som alle kiggede på, og alle kunne lide.
”Jeg havde en trang til at blive set, anerkendt og ja, ultimativt, elsket. Det skal man bare tænde for ’X Factor’ for at konstatere, at jeg deler med mange. Vi vil alle gerne være noget, og derfor har jeg også en meget stor veneration over for dem i det program,” siger han. ”Det er måske ikke der, at lykken ligger, når det kommer til stykket, men jeg har fuld forståelse for, at man har brug for at undersøge det – det havde jeg selv.”
4.
PÅ TEATERSKOLEN i Aarhus gik Søren Pilmark på hold med en ung fyr ved navn Anders Bircow. De spillede begge to guitar og klaver og var glade for at synge, og da det gik op for dem, at der på holdet under dem gik to andre, der delte samme interesse, nemlig Preben Kristensen og Asger Reher, dannede de en lille gruppe.
De var inspireret af det firstemmige barbershop-koncept, som man kendte det fra USA, hvor folk i sin tid sad og sang harmonier, når de ventede i barbersalonerne, og døbte deres egen gruppe Barbershop Harmony. Med tiden udviklede det sig til en kabaretgruppe, hvor de ikke blot sang harmonier, men også optrådte, gøglede og tryllede rundtom på små aarhusianske spillesteder.
”Nogle gange så tror jeg sgu på reinkarnation. Jeg tror virkelig, at jeg i et tidligere liv har været sådan en varietékunstner på et gammelt engelsk teater i ternet jakkesæt. Jeg har altid været enormt draget af det, fordi det er den rene vare: ’Gå ind og se, om du kan underholde dem med en sang, en sketch eller en monolog.’ Det er kontant afregning ved kasse et, og det elsker jeg højt,” siger han.
Da Søren Pilmark og Asger Reher efter teaterskolen flyttede til København, dannede de to andre i gruppen i stedet Linie 3 med Thomas Eje. Søren Pilmark havde rigeligt at se til med seriøse teaterroller på blandt andet Det Kongelige Teater, men savnede alligevel at lave noget i samme stil. Dengang, i begyndelsen af 80’erne, var hans gode bekendte Per Pallesen direktør på underholdningsetablissementet Lorry på Frederiksberg, hvor man lavede syngespil, og hvor der bagefter var øl, vin, hornmusik og dans. Hver aften ved 23-tiden, når folk spiste og dansede efter at have været til revyforestilling, kom en skuespiller ind og lavede 20 minutters underholdning – som regel et mere løst indslag i form af en monolog.
Det meldte Søren Pilmark sig jævnligt til, og en dag spurgte Per Pallesen, om de ikke skulle lave det sammen. De sammenstrikkede en lille akt med to flygler, iførte sig kjole og hvidt, og mellem de musikalske indslag lavede de fis og ballade og fyrede vittigheder af. Med tiden blev de enige om at skære vittighederne ud, og tilbage stod et show af en halv times varighed, hvor de blot sang og spillede. De syntes selv, det var et elegant påfund, men blev blæst bagover af modtagelsen fra publikum.
”Folk stod og klappede og var sådan vilde af begejstring. Det blev en kæmpesucces, så det fik vi lyst til at forfølge endnu mere. Derfra var vi sammen de næste syv år. Jeg var faktisk mere sammen med Per, end jeg var sammen med min hustru Susanne,” siger han.
Med ’Pallesen Pilmark Show’ – en form for musikalsk show kombineret med trylleri – turnerede de først landet rundt, og senere rykkede de også udenlands. De kom blandt andet til Kina, og selvom der ikke var ’Michael Jackson-tilstande’, blev det taget godt imod.
”Kina var helt anderledes dengang. Nogle af dem havde nærmest aldrig set europæere før, så alene det var billetten værd for mange,” siger han.
I 1985 vandt de sølvrosen ved den internationale tv-festival Rose d’Or i Schweiz. De var i høj kurs og kom i kontakt med rigmanden og koncertarrangøren Arne Worsøe, der havde repræsenteret store stjerner som Liza Minnelli og Harry Belafonte, og som mente, at de skulle forsøge sig på den øverste hylde i USA. Han fik arrangeret en række shows i Californien, der både modtog store roser og sønderlemmende kritik i aviserne, men ved turens afslutning var der et amerikansk underholdningsfirma, der ville have dem i folden.
”De ville gøre os berømte derovre, men sagde, at det formentlig ville kræve tre års hårdt arbejde først. Jeg havde et nyfødt barn derhjemme, så jeg meldte fra. Det er klart, man bliver pludselig smigret ved tanken om at blive berømt i Amerika. Men hvis vi havde sagt ja, havde Per og jeg stadig lavet flygelshows i dag, og det er jeg glad for, at vi ikke gør.”
5.
EN EFTERMIDDAG omkring 1990 havde Søren Pilmark besøg af sin gamle studiekammerat fra Aarhus, Asger Reher, samt Henrik Koefoed og Flemming Enevold, som han havde spillet sammen med i flere forestillinger. De havde fået den idé måske at lave en lille kabaret sammen – eller måske en revy? I Pilmarks villa i Københavns nordvestkvarter prøvede de sig frem for at se, hvad der måske lå og ulmede af interessante ideer.
Tilfældigvis havde han en fez liggende, en tyrkisk hat, fordi han i mange år også havde gjort sig som amatørtryllekunstner med smoking og fez, og denne dag tog han den på og gav et lille nummer.
”Du ser tosset ud med den der på,” kommenterede de andre, så han tog den hurtigt af igen, men da de på et tidspunkt kom til at snakke om, hvad de skulle kalde det, hvis de fik stablet et show på benene, var der alligevel en, der foreslog: ”Vi kan hedde ’Til hverdag og fez’.
Og så var der pludselig en, der fik ideen. Hvad med ’Ørkenens Sønner’?
I Gøg & Gokke-filmen ’Sons of the Desert’ fra 1933 havde stumfilmsstjernerne fra Hollywood optrådt som medlemmer i en herreloge i smoking og skråbånd og med fez på hovedet. Så var konceptet der pludselig. De skrev til Gøg & Gokkes filmselskab og fik lov til at bruge titelmelodien ’We Are the Sons of Desert’, som de skrev en dansk tekst til:
”Vi hedder Ørkenens Sønner, og vi er stolte af det.
Vores humør kan ingen rør’. Vi klør kun der, hvor det klør.”
Nogle måneder efter, en sen aften i 1991, optrådte Søren Pilmark og de tre andre ørkensønner på Allégade 10 på Frederiksberg. Det var et lille show af omkring 50 minutters varighed, som de havde stykket sammen på må og få.
”Det var meget sådan: ’Hvad kan du?’ ’Jeg kan skrive nogle sange.’ ’Hvad med dig?’ ’Jeg kan ikke noget.’ ’Nå, men jeg kan trylle.’ Og så lavede vi lidt hver især. Det var meget old-fashioned,” siger han.
Til premieren sad der ni mennesker i salen, og syv af dem var anmeldere, der undrende kiggede rundt og på hinanden: ’Hvad fanden er det her for noget?’ Hen over den næste måned steg antallet af tilskuere dog støt, og til sidste forestilling var der fuldt hus – hvilket vil sige 100 mennesker.
”Vi var fire pæne skuespillere, som pludselig begyndte at synge frække sange, og det var meget … wow,” siger Søren Pilmark og smiler underfundigt. ”Det var skønt ligesom at kunne røre lidt i suppen der. Lige at kradse lidt i det pæne image. Vi fik sikkert også selv afløb for et eller andet der.”
6.
EFTERFØLGENDE VAR Søren Pilmark og de tre andre ikke i tvivl om, at de skulle gøre det igen. Det havde været en form for frikvarter fra deres andre, mere seriøse roller, hvor de kunne lave lige nøjagtig det, de selv fandt sjovt. Snart kom første udfordring dog i form af mandefald. Flemming Enevold blev ansat som chef for Rialto Teatret og mente – ifølge Søren Pilmark – at det var upassende samtidig at rende rundt på en scene ved siden af Asger Reher i bar røv.
Ved et heldigt sammentræf havde Søren Pilmark netop medvirket i ’Hamlet’ på Betty Nansen Teatret, hvor en lidt yngre fyr ved navn Niels Olsen havde spillet rollen som en af graverne. Sidstnævntes talent var ikke gået førstnævntes næse forbi, så han tog hjem til ham for at sælge projektet.
”Hvis jeg får visioner, så får jeg dem altid i pakkeløsninger. Det er ret mærkeligt. Så kan jeg pludselig se det hele for mig. Det er ligesom de bøger i gamle dage, som man kunne åbne, og så rejste der sig pludselig et slot. Konceptet til Ørkenens Sønner var færdigt inde i hovedet på mig,” siger han.
Med sig havde Søren Pilmark et VHS-bånd fra deres første show på Allégade, og i løbet af eftermiddagen forsøgte han at lokke ham om bord. Han var udmærket klar over, at der var fare for, at særligt en ung, ambitiøs skuespiller ville se det hele som lidt for meget fis og ballade. Dengang var der i branchen et udtryk: ”Pas på, at Lorry-manden ikke kommer og tager dig.” Lorry var forbundet med den lette genre, og som skuespiller skulle man helst undgå at synke for langt ned i den grød, hvis man havde drømme om også at slå sig løs på andre måder.
”Som ung skuespiller er man meget bange for ikke at blive taget seriøst, så derfor sagde jeg også til Niels: ’Jeg ved godt, at du tænker, at hvis du går med i Ørkenens Sønner, så kommer Lorry-manden og tager dig.’ Så lænede Niels sig med vanlig præcision frem, kiggede mig i øjnene og sagde: ’Søren, jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Det er mig, der er Lorry-manden.’”
I 1994 genopførte Ørkenens Sønner deres første show, denne gang med Niels Olsen, og tre år senere fulgte showet ’Gå aldrig tilbage til en fuser’, der gav dem en form for folkeligt gennembrud. Siden fulgte yderligere et par shows, før de i 2007 cementerede deres plads i højsædet af dansk underholdning med ’En sang fra de varme lande’, der solgte 335.000 billetter og sendte dem rundt til 248 forestillinger over hele landet.
7.
UDEFRA SET HAR Søren Pilmark selv sprunget ubesværet fra genre til genre – fra det tunge til det lette og tilbage igen. Han har formået at omfavne Lorry-manden og sideløbende skabe sig et navn både på teaterscenen og filmlærredet. I 2005 kaldte Berlingske ham for ’dansk teaters vidunderbarn’ og skrev i den forbindelse: ”Er der overhovedet nogen skuespiller herhjemme, der kan så meget som Søren Pilmark?”
Han har i tidens løb spillet blandt andet ’Richard III’ og ’Hamlet’ på Det Kongelige Teater og den gale Johannes i ’Ordet’ på Betty Nansen Teatret. I 1995 modtog han Lauritzen-prisen i anerkendelse af ”fremragende præstation”, og fem år senere både en Reumert og Teaterpokalen for sin rolle som fysikeren Werner Heisenberg i stykket ’København’.
I 2002 fik han også en pris ved Method Fest Independent Film Festival som bedste mandlige skuespiller for rollen som Torkild i ’Blinkende Lygter’ fra 1997, og i 2004 vandt han både Bodilprisen og en Robert for sin rolle som den iskolde magtpolitiker Erik Dreier i den politiske thriller ’Kongekabale’.
Selv tilskriver Søren Pilmark det ”en indre trang, en alsidighedslyst”, der har gjort, at han har været nødt til at afsøge hjørnerne.
”Intet skal forblive uprøvet. Jeg elskede musicals, jeg elskede at synge, men jeg ville også gerne spille de lidt tungere drenge og finde ud af, om jeg kunne magte det. Jeg ved godt, at publikum generelt gerne vil kunne holde fast i, at han er den, og så skal han ikke komme og forvirre os med også at være den. Hvis man spiller store Shakespeare-roller, skal man ikke også synge fjollede sange. Men jeg har altid tænkt, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, hvis man går ind i det med alt, hvad man har – altså med selve livet som indsats. Jeg har altid sagtens kunnet bevare troværdigheden inde i mig selv.”
I starten af 00’erne så man så pludselig Søren Pilmark som den togglade Bahnsen i DSB-reklamerne med den lilla Harry-dukke, der omvendt hadede at køre i tog. Fra 2000 til 2011 medvirkede han i 90 episoder af reklameføljetonen, og han har flere gange efterfølgende berettet om, hvordan det ikke var alle i branchen, der var lige imponerede over den beslutning. Til BT fortalte han sågar engang, at der var ”kolleger, der gik over på den anden side af gaden”, når de så ham.
Han vidste godt selv, at det var noget, der kunne påvirke hans troværdighed internt i skuespillerbranchen, men da det kom til stykket, var der på plussiden et stort overvældende argument, han ikke kunne vige bort fra: indtjeningen.
”Jeg kiggede på mit liv og tænkte: ’Jeg har tre små børn, og jeg arbejder som et pisket svin.’ Så kan man vælge at sige, at det må familien leve med, for min karriere kommer først, men nej, det gør den så ikke. Ikke for mig. For inden jeg får set mig om, er de allerede blevet store,” siger han.
Med reklamejobbet kunne Søren Pilmark pludselig score en månedsløn, der tillod ham at være hjemme og læse godnathistorier for børnene i stedet for hver eneste aften at stå på en teaterscene.
”Jeg ville gerne være derhjemme og have overskud. Det var en iskold kalkule, hvor valget stod mellem at fravælge mine børn eller mit arbejde, og så var valget ikke svært,” siger han.
Da Harry-reklamerne havde kørt et års tid eller to, begyndte Søren Pilmark dog selv at spekulere på, om det for hans omdømmes skyld måske ville være godt med luftforandring. En aften sagde han til sin hustru Susanne: ”Jeg tror måske, jeg skal holde en pause fra det, for ellers vil folk ikke kunne identificere mig med andet.” Så løftede hun blikket fra den bog, hun var ved at læse, og kiggede på ham: ”Hør engang, lille skat, det løb er kørt.”
”Selvfølgelig må der i sagens natur have været folk, der har set mig på en teaterscene efterfølgende og tænkt, at der ville komme en lille dukke rendende efter mig. Hvis man er i det humør, kan man måske godt som udefrakommende tænke: ’Kan du blive taget alvorligt?’ Men jeg mener jo alt, hvad jeg laver, helt ned i tæerne,” siger han. ”Folk siger: ’Kan du ikke se, at du har solgt din sjæl og din kunstneriske integritet for penge?’ Men så er jeg nødt til lige at få afklaret: Bliver jeg en dårligere skuespiller af at lave DSB-reklamer? Gør jeg det? Nej, så det må være folks eget problem, hvis de ikke kan tage mig alvorligt.”
Da det kom til stykket, syntes Søren Pilmark tilmed, at det var sjovt at lave reklamerne, og så kunne han ikke undgå at hæfte sig ved eksponeringen. Et par år før Harry-reklamerne havde han spillet ’Richard III’ på Det Kongelige Teater. Det var en af hans sværeste roller, der krævede halvandet års forberedelse med blandt andet at sidde på Panum Instituttet og høre om kyfoskoliose, pukkelryg, klumpfod og vissenarm, og så var der selve teksten, der er mere ordrig end ’Hamlet’. Der var totalt udsolgt til de 60-65 forestillinger, hvilket samlet set løb op i omkring 70.000 tilskuere.
”Og så laver man en Harry-reklame på et halvt minut, der bliver set af halvanden millioner danskere,” siger han og kigger op på Søren Pilmark-måden med det ene lethævede øjenbryn. ”Der er aldrig nogensinde nogen, der har mødt mig på gaden, som har sagt: ’Hvad fanden, er det ikke Richard III?’ Nej, men jeg lover for, at i de 11 år, hvor DSB-reklamerne kørte, kunne jeg ikke gå uden for en dør, uden at folk – med de sødeste intentioner – kom hen for at spørge mig, hvorfor toget til Holte var aflyst, og om sommerkøreplanen holdt.”
Han klukker lidt og slår så ud med hænderne.
”Selvfølgelig er der altid en pris at betale, og måske havde jeg fået andre rolletilbud, hvis jeg havde gjort noget andet, men jeg tror aldrig, man vil kunne gøre det op på den måde. Alt, hvad jeg har gjort, har været bevidste valg, og jeg vil bare sige: ’Jeg fortryder intet.’”
8.
DER VAR OGSÅ en anden side af sagen, der ikke havde noget med familieliv og økonomi at gøre. Det havde altid været et evigt paradoks for Søren Pilmark selv, at han elskede at stille sig op på en scene, men hadede bedømmelsen. Han ville på den ene side gerne roses og klappes på skulderen, men kunne ryge helt i kulkælderen, når ordlyden var kritisk, som den var det, efter han i 1992 havde spillet hovedrollen i tv-serien ’Gøngehøvdingen’, der var slået op til at blive det helt store, men i stedet blev slagtet på forsiden af landets tabloidaviser.
”Jeg har det meget … dårligt … med negativ kritik,” siger han. ”Man prøver at slå det hen. Man prøver at bilde sig selv ind, at de ikke ved, hvad de taler om. Men faktum er, at jeg er rigtig dårlig til at modtage kritik.”
Som ung havde han troet, at lykken lå i at blive et kendt ansigt, men da det endelig skete, brød han sig ikke særligt meget om det. Han har altid forsøgt at holde pressen ud i strakt arm, selvom han godt ved, at det så har den slagside, at det virker krukket.
”Det lyder forkælet i folks ører, for jeg har selv valgt at blive skuespiller. Men det er jo ikke mig, der står deroppe. Det er noget, jeg leger, og det rager ikke nogen, hvem jeg er, når jeg har fri,” siger han. ”Hvad rager det folk, at min yndlingsfarve er blå, og min yndlingsskuespiller er Robert De Niro? Begge ting passer, men hvad kommer det andre ved?”
Omkring årtusindskiftet var Søren Pilmark tilmed begyndt at tvivle på egne evner. Der florerede spørgsmål i hovedet på ham: ’Har jeg kræfter til det?’ ’Orker jeg at gå ind i det?’ Han havde altid brystet sig af, at han aldrig lod sig påvirke af at være skuespiller. Når klokken var 23, og han sminkede af, tog han også rollen af sig og blev sig selv igen. Men det gik pludselig op for ham, at det måske ikke forholdt sig sådan.
Det var Susanne, der først kommenterede det: ”Det er noget, du bilder dig ind. Hvis du spiller en alvorlig, seriøs, traurig rolle, så er du sådan 24/7. Det er fint, det har jeg accepteret, og det lever vi med, men du kan ikke tro, at det ikke er tilfældet,” sagde hun en dag, da de snakkede om det.
Samtidig kunne Søren Pilmark mærke, at det var blevet sværere og sværere for ham at træde ind på scenen. Rollerne var blevet større, og det samme var de krav, han havde til sig selv. Han var blevet en af de garvede, der trak læsset, og både fysisk og psykisk krævede det meget af ham. Han spillede roller, hvor han pludselig skulle sove til middag hver dag for overhovedet at kunne gennemføre om aftenen, blandt andet ’København’ af Michael Frayn på Betty Nansen.
”Det var meget tilfredsstillende, fordi folk var glade for det, men det var også en virkelig hård omgang. Jeg havde det sådan, at jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave rollerne, hvis ikke de sad lige i skabet hver gang. Man kan ikke stille sig op på en scene og optræde for folk, hvis det ikke betyder noget for én selv, for så betyder det heller ikke noget for dem dernede. Det skal koste, og det gjorde det også.”
9.
EFTER FØLJETONEN med Harry og Bahnsen i DSB-reklamerne blev der længere mellem, at man så Søren Pilmark i roller på film og tv. Han havde pludselig en opsparing, der tillod ham i længere perioder ad gangen at trække sig fra offentlighedens søgelys. I stedet bøvlede han bag kulissen med sin egen indre dialog, hvor han stillede sig selv store spørgsmål: ’Hvad er det egentlig, jeg vil?’
”Det var en tid, hvor det interesserede mig at tænke tanker: ’Hvorfor har jeg det sådan og sådan?’ ’Hvad fanden er det, der sker med mig?’ ’Hvordan bliver man egentlig glad?’ Det var alt fra de store eksistentielle spørgsmål til det helt banale og lavpraktiske, som at jeg måske skulle lade være med at drikke så meget, for det får man tømmermænd af, og lade være med at spise slik for ikke at blive fed, for det får man det heller ikke bedre af. Mine psykologer kan bygge huse på Strandvejen, så meget har jeg gået hos dem,” siger han.
Det var især forældrenes dødsfald, der i sin tid havde sat nogle ting i gang. Hans far døde tidligt, og de havde været tæt knyttet – på godt og ondt – så da han gik bort, satte det tanker i gang, som forfulgte ham i mange år frem.
”Der var en terapeut, der hjalp mig, da jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ked af det. ’Din far er død,’ sagde han så, og det er jo på en måde så hamrende banalt. Når det sker for naboen, så er det: ’Who gives a flying fuck?’, men når det rammer én selv, er det en livskrise, der kan være svær at komme over,” siger han.
Det var ikke, fordi det kom bag på Søren Pilmark, hvor meget der egentlig lå nedenunder og ulmede, da han endelig fik taget fat på det. Han havde haft det på fornemmelsen hele livet. Der hvilede en skygge i hans sjæl, som han havde forsøgt at feje bort ved at føre sig frem og spille fandango, men nu var han i en alder, hvor han rent faktisk ønskede at forholde sig til den.
”Det er nok lidt på samme måde, som det er illusorisk at forestille sig en filosof på 19 år. Man skal ligesom have levet et liv for at kunne sige, at sådan fungerer det – og så skal man interessere sig for at tænke tanker og for at se mekanismerne. Da jeg var ung, fik jeg farvet mit hår hvidt, så det lignede en form for klorchok eller syreregn. Jeg førte mig frem og tænkte, at jeg nok ville blive berømt. Når jeg ser unge drenge i dag, så gør de det samme, og jeg får altid sådan en lyst til bare at kramme dem, for det skal nok blive alvorligt tids nok, så nyd det nu bare, så længe det er,” siger han.
På det tidspunkt var begge Søren Pilmarks forældre døde, og han selv var blevet far til tre børn og havde oplevet, hvordan ansvarsbevidstheden var steget. Langsomt nåede han frem til en banal erkendelse, som han siden har forsøgt at efterleve: ”Det gælder om at have det sjovt.”
”Der var engang en, der sagde til mig: ’Du er ved at komme i miste-alderen, Søren.’ I begyndelsen af ens liv får man alting og senere også sine børn, men så pludselig rejser de hjemmefra. De fylder meget, de børn, der er rejst hjemmefra, for der er tomt ved middagsbordet, og så mister man håret, synet og tænderne og sine forældre og ja, ultimativt, livet,” siger han. ”Nu lyder det meget sådan bedemandsfjæs, og det er det egentlig ikke. Der er nogle store vendepunkter i ethvert menneskes liv, hvor der sker radikale ting, og jeg tror, det kommer naturligt hos mange, men jeg har været nødt til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg kunne være i det: ’Hvad er egentlig livets mening? Og hvad vil gøre mig glad?’ For det er godt nok kort tid, vi er her, så er dét ikke det vigtigste – at være glad?”
DE TRE ANDRE ørkensønner træder ind i lokalet. Først er det Asger Reher, han er tidligt på den og slår sig i ro og mag ned i en stol. Så er det Henrik Koefoed, han er sulten og går straks i gang med at plyndre køle-skabet for noget, han kan smøre på sine rugbrødsmadder. Til sidst marcherer Niels Olsen ind.
”Goddag, klokken er 12, så er det i gang,” siger han med militærjargon.
”Kan I så holde mund! Jeg er ved at fortælle om mit liv,” udbryder Søren Pilmark, påtaget arrigt.
”Hvad har I talt om?” spørger Koefoed.
”Vi har talt om, at jeg synes, at I tre får for meget i løn for Ørkenens Sønner.”
De får alle fire samlet sig om bordet. Denne dag ligger premiereaftenen for deres kommende show ’Fingeren på pølsen’ under tre måneder ude i fremtiden, men de er først lige begyndt på den indledende brainstorm. Det har altid været kutyme i Ørkenens Sønner som det allerførste at lægge et bestemt tema ned over forestillingerne, så de på den måde får noget at idéudvikle ud fra.
”Lige nu har vi kun titlen, og så er plakaten færdig. Den er faktisk det første, der bliver lavet,” siger Niels Olsen.
”Når folk ser plakaten og køber billetter, formoder de, at det hele er skrevet. Der er ikke skrevet et eneste ord,” siger Søren Pilmark: ”Så er der altid folk, der siger: ’Ha ha, gas, jeg kender dig! Hvordan finder I på det?’ Så må jeg svare: ’Ja, det aner jeg ikke, vi har stadig ikke fundet på noget, og jeg er ved at skide i bukserne af angst.’”
De griner højt.
SIDEN DE FIRE medlemmer af Ørkenens Sønner i 2007 første gang fik en oplevelse af, at de pludselig var blevet en kæmpesucces med fyldte teatre og spillesteder over hele landet, har historien om dem på mange måder været en fortælling om en evigt opadgående succes. Men det har ikke været uden interne udfordringer.
”Vi har jo været i terapi. Gruppeterapi,” siger Niels Olsen.
”Det er en illusion at forestille sig, at der ikke har været bump på vejen. Problemer og diskussioner. For vi har været rigtig meget sammen. Det har været lange turneer, og det har været opslidende. En gang imellem har vi fået en teambuilder ind, der kunne hjælpe os med, hvad det er, vi gør forkert. Hvorfor skændes vi hele tiden?” siger Søren Pilmark.
”Der er kommet en udefra og har set, hvordan samarbejdet har været. For man indtager jo nogle roller i en gruppe. Det er der ikke noget galt i. Men det er meget godt at finde ud af, hvorfor man gør det,” siger Niels Olsen.
”I mange år troede vi, at fordi vi er fire mand i gruppen, skulle vi bestemme lige meget, indtil det gik op for os, at det var ekstremt frustrerende. Niels brugte engang udtrykket ’Enighed gør træt’. Hold kæft, det tager lang tid at blive enige,” siger Søren Pilmark.
”Det hjælper jo heller ikke med alderen. Man bliver ikke mindre stædig. Der var for store diskussioner om, hvad vi skulle og ikke skulle, så til sidst besluttede vi, at Søren skulle være instruktør …” siger Niels Olsen.
”Han besluttede det,” indskyder Asger Reher.
”… Så hvis der opstår større diskussioner, bestemmer Søren,” fortsætter Niels Olsen.
”Det har virkelig været en …” siger Søren Pilmark, men bliver afbrudt:
”Pissedårlig idé!”
Så griner de alle fire igen.
