JEG ER VOKSET op med traditionel camping med telt og er ikke så meget til hoteller, fordi man er inde i en bygning. Jeg vil hellere være tæt på naturen. I Amsterdam boede vi midt i byen og havde travle jobs i mediebranchen – jeg i marketing, og min partner Nicki Dreyer arbejdede med tv – og når vi skulle have en pause fra hverdagen, kunne vi godt lide at tage på ture og være udendørs, men med en vis komfort. Jeg tror, det er det, folk vil have nu, fordi alting går så hurtigt. Når man tager på ferie, vil man gerne have en pause fra de mange indtryk og bare hænge ud.
Vi ville gerne have en anden livsstil og starte noget, som kunne forene de ting, vi elsker: natur, dyr, camping, ø-stemning og stil. Og gøre de ting tilgængelige for andre. Så vi kiggede os omkring uden for Holland, hvor der er meget pakket, og det var svært at finde et godt sted. Vi kørte først sydpå i vores gamle Hymer-autocamper, men vi blev enige om, at det er for varmt for os i Sydeuropa, og at vi hellere ville kigge mod nord. Glamping var ikke planen fra starten, men den idé begyndte at udvikle sig.
VI KENDTE IKKE noget til Danmark, men vi kiggede på Sverige på grund af naturen, de rare mennesker og de fine, gamle skoler. Ved et tilfælde faldt Nicki på nettet over et hus på Langeland, og så tænkte vi, at vi måske skulle tjekke Danmark ud. Da vi kørte herop for at se huset, tænkte vi bare: ”Wow!” Især Fyn var meget smuk at køre igennem, og Langeland havde mange gamle gårde, som var billigt til salg.
Gården, vi kiggede på, var med bindingsværk og stråtag og var meget charmerende. Det var vinter, og vi tænkte, at når vi allerede syntes, at det var skønt dér, måtte det være ekstremt skønt om sommeren. Vi var her i februar og flyttede herop i juni.
Vi vil gerne være et sted, hvor der er rigtig rart at være, og jeg kan sige, at når vores gæster kommer her, sætter de automatisk tempoet ned og laver mad over bål, hilser på dyrene, går en tur igennem køkkenhaven og siger til os, at det er virkelig rart. Det er et lille sted, så vi føler det næsten, som om folk er gæster i vores private hjem. Vi følte os selv stressede i Amsterdam og kunne nogle gange miste forbindelsen til hinanden og til os selv, fordi vi altid var online. Det, vi skaber her, er et sted, hvor folk kan genskabe forbindelsen til hinanden og slappe af. Mange finder sig til rette i deres telt, giver det et personligt touch, nulstiller og nyder forbindelsen med naturen.
I ÅRENE EFTER vi åbnede vores glamping camp i 2018, så vi, at mange andre steder poppede op, og efter corona gik det hurtigt. Jeg tror, det skyldes, at glamping er en kombination af at være på et hotelværelse og i naturen. Du har komforten, men kan samtidig høre fuglene synge om morgenen.
Når man skal på ferie, vil man gerne have garanti for vejret, men det findes jo ikke. Det er sjovt, for i Danmark er folk faktisk meget afslappede i forhold til vejret. Sikkert fordi de er vant til, at det er foranderligt. Typisk gør folk sig det hyggeligt indendørs, og vi har forskellige overnatningsmuligheder, så hvis folk er meget bekymrede, vil vi anbefale at booke et af de større steder, hvor der er mere plads til indendørs hygge. Men selv det år, hvor det regnede i hele juli, var der hele tiden børn ude at lege.
VI ELSKER DANMARK om sommeren, når solen skinner, markerne er gule, og aftnerne er lange. Det er nemt at komme ud i naturen i Danmark, og her er ikke lige så mange mennesker som i Holland. Det er meget afslappet her.
Det, vi virkelig godt kan lide på Langeland – og det gælder nok for det meste af landet – er, at du altid er tæt på stranden. Her er også vilde heste, og hvis man kigger godt efter på markerne, kan man også se kaniner, rådyr og andre vilde dyr. Vi tænker tit, at vi på Langeland om sommeren bor i landskabet fra ’Teletubbies’. Naturen er så nuttet her med bakker og en lille smilende sol.