The Blue Van-forsangeren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Daniel Buchwald, Colourbox

THURØ-DÆMNINGEN, SVENDBORG

”For to år siden blev jeg en af de musikere, der flytter på landet. Thurø er mit ø-paradis, og dæmningen mit zen-øjeblik. Det tager kun  få sekunder, men hver gang jeg kører over den – om det er i månelys eller morgentåge – er jeg lige fortryllet.”

BO-BI BAR, KØBENHAVN

”I resten af samfundet retter vi ind efter folkesundheden. Her går du ind i en bordeauxrød hule, tænder en smøg, får en kold øl og, måske, en Arnbitter. Man kan forestille sig Dan Turèll gøre det samme. Det er en enklave, hvor tiden har stået stille, og aftnerne ender legendarisk, selv om du ikke var i humør til noget særligt.”

ASSISTENS KIRKEGÅRD, KØBENHAVN

”Jeg flyttede til København som 19-årig og havde en klar opfattelse af, at det var her, jeg hørte til. Men eksiljyden savnede alligevel lidt natur på Nørrebro. Kirkegården blev et åndehul, hvor jeg kunne spilde en tår iskaffe på Ben Websters grav, kigge på træer, egern og mennesker og komme ud igen, recharged.”

Steffen Westmark, 39, er forsanger i The Blue Van, dannet i 1996 i Øster Brønderslev. Deres nyeste album, ’From Responsible Sources’, er lige udkommet.