Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Astrid Dalum, Colourbox

RIVER SALOON, HOLSTEBRO

”Jeg er gravid og tænker på øl hele tiden, fordi jeg ikke må. Jeg bor i landsbyen Velling, men når min kæreste og jeg kan få passet barn og tager på date, er vi tit i Holstebro at spise og bagefter en tur på River. Der er udsigt til åen, god stemning og altid sjove mennesker.”

SKJERN ENGE

”Jeg kan lide flade horisonter, og her er der rigtig godt udsyn. Landet lægger sig til rette for ens blik, og man kan selv hale sig over floddeltaet med trækfærger, der vist engang brugtes til at fragte køer på. Der er også sjældne fugle. Jeg har selv set en fiskeørn. Hvis dagen skal fortsætte, smager jeg mig gerne gennem Hotel Skjerns vinkælder.”

GUDHJEM, BORNHOLM

”Jeg tilbragte en sommer i en legatbolig, fik nogle gode venner i byen og er siden vendt tilbage flere gange for at skrive. Det er udansk med klipperne, og der er noget beroligende i at være omgivet af vand. Man kan lægge ansvaret fra sig – nu kommer havet alligevel og tager os om lidt.”

 

 

Tags:
SE MERE