“SER DU NOGET?”
Scannerens koboltblå, mellemblå og grønne dioder lyser en smule op i det dunkle, vinduesløse aflukke. Briksen i Team Danmarks center i Brøndby er lysegrå, forhænget mellemgråt, og gulvfilten mørkegrå. Vægdekorationen er fire plancher med skeletdele.
På briksen sidder Danmarks højest rangerede badmintonspiller og ser drænet ud. Han ser ikke ud til at have startet dagen iført sin sædvanlige lyskasket, hvor LED-pærer under skyggen sender opkvikkende blåt lys ind i øjnene. Det kække Tintin-løft af pandehåret er helt fraværende, og i det normalt ubekymrede ansigt krydser en fure panden.
Viktor Axelsen er iført sit ’Yonex-suit’, som søsteren Johanne kalder det, mens han vrider overkroppen i det, der kunne være en øvelse til at øge ryggens smidighed og rotationen under de smash, som har sikret ham førstepladsen på verdensranglisten. Men lige nu, efterhånden som lægen flytter scanneren langs fodryggen, er det et fortvivlet forsøg på at aflæse skærmen for eventuelle skader.
”Ikke rigtigt,” svarer Team Danmark-lægen, der er en sorthåret mand med velsiddende sorte jeans, sort T-shirt, sorte sneakers med kridhvid bund og fine tider i indendørs roning.
Et par meter derfra overvåger Sean Casey, en amerikaner med titaniumbriller og biceps tykkere end lægge, behandlingen. Han er Viktor Axelsens fysiske træner, kostvejleder – og bofælle. Når han træder ind i et rum, scanner han automatisk de tilstedeværende for kropsholdning, bevægelsesmønstre, mulige skavanker og øvelser, han kan anbefale i situationen. Ikke at han tænker over det, det er bare noget, han gør, ligesom han trækker vejret.
Tidligere sov han på en madras på gulvet i den danske verdensstjernes lejlighed, men efter Viktor Axelsen i 2017 blev verdensmester og fik en kraftigt forbedret sponsoraftale, blev der råd til en større lejlighed og et mere fast samarbejde. Nu har amerikaneren sit eget værelse hos Viktor Axelsen. Helt konfliktfrit var det ikke. Først landstræneren og siden sportschefen i Badminton Danmark ville gerne vide, hvorfor Viktor Axelsen hyrede egne folk i stedet for at bruge forbundets eksperter. Men det er svært at bremse en verdensmester, som har fået råd til selv at betale for at blive bedre.
BADMINTON
Spillet kan godt have en snert af overklasse. At plukke fjer fra haner eller gæs, stikke dem i et stykke kork eller lignende og så slå fjerbolden frem og tilbage med to bat er ikke nyt.
’Shuttlecock’ som er et af spillets oprindelige navne, findes der spor af 2.000 år tilbage i Japan, Kina, Thailand og Indien. I 1500-tallet, ved vi fra Europas fyrstemalere, spillede Frans I af Frankrig et sådant spil. Det samme gjorde dronning Kristina af Sverige i 1600-tallet og Frederik Vilhelm III af Preussen i starten af 1800-tallet.
Gennem 1800-tallet var det udbredt i områder af Indien, og de britiske koloniherrer tog det med hjem, herunder til det britiske gods Badminton House i Sydvestengland, som en regnvejrsdag i sommeren 1873 noget tvivlsomt fik ry for at have opfundet spillet. I 1899 afholdes det første All England.
I Danmark spilles i 1917 badminton på enkelte godser, og i 1925 tager Foreningsdanmark fat. Til en start i Skovshoved, men derfra snart videre ud, især omkring de store byer, og især i de store byers mere velstillede kvarterer, hvor der i første del af 1900-tallet var en særlig smag for sportsgrene importeret fra England, tidens førende magt.
Siden har velfærdssamfundet med dets vældige opbygning af sportshaller selvfølgelig jævnet en del ud på spillets sociale profil blandt Danmarks knap 120.000 badmintonspillere. Stadig ses det sociale aftryk dog i 2018 i de førende klubbers placering rundt i Danmark.
Af de 10 hold i Badmintonligaen ligger fem ved København, to i Aarhus og et i Odense. To af klubberne ligger i landets rigeste kommune, Gentofte, og endnu en lidt derfra i Værløse. Aarhus-klubberne ligger i velstående Marselisborg og Højbjerg, og med placeringen i Munkebjerg-kvarteret i Odense er også Viktor Axelsens barndomsklub OBK en del af den fortælling.
VIKTOR AXELSENS mundvige hænger nedad. Helt som forudsagt af hans far, Henrik Axelsen, der ud over at være ophav og manager også er den ofte lukkede port, journalister skal igennem, hvis de har et ærinde med badmintonstjernen. Henrik Axelsen ved, hvordan skader sætter sig i sønnens humør. Dagen før rådede han til at udsætte interviewet nogle dage.
”Viktor er sur,” forklarede faren.
Den 24-årige søn, der sidder der på en briks i starten af endnu en lummer dag i slutningen af august, er dog snarere trist end sur. Tre uger tidligere mistede han sit verdensmesterskab til Kento Momota, den irriterende japaner. Og om tre uger starter Japan Open, hvor Axelsen er seedet til at møde Momota i semifinalen. 1-8 står det i deres indbyrdes opgør. Axelsen ligger stadig nummer 1 på verdensranglisten, men lige nu er der én, som er bedre, og Axelsen kan ikke træne igennem. Lægen kan stadig ikke finde ud af, hvorfor foden er øm.
”Skal jeg skaffe en tid til en MR-scanning?”
Overlæge Christoffer Brushøj kender atleters frygt, og især Viktor Axelsens, for badmintonkarrierer slutter ofte med skader. Axelsen så det ske for sin første helt, Peter Gade, der i 2006 toppede verdensranglisten som den seneste dansker før Viktor Axelsen. Som niårig rakte den ambitiøse dreng autografbogen frem mod Peter Gade, og fra han var 16, nåede Viktor at træne sammen med sin helt, som var svækket af skader.
”Han havde en ild i øjnene, som jeg ikke har set på samme måde hos andre danske spillere. Viktors ild genkendte jeg fra mig selv,” husker Peter Gade.
”Det er en ild, ikke mange mennesker har.”
ANGE kinesiske kvinder husker Bao Chunlai med det blide ansigt og pandehåret trukket skråt ned over panden, som Beatles i 1961. På YouTube ligger kvindernes sammenklippede videoer, hvor den unge Bao Chunlai svæver op og stiksmasher til kinesisk kærlighedsmusik
Bao Chunlai og Viktor Axelsen har noget af den samme følsomhed på banen. En gennemsigtighed i ansigtet, en sårbarhed. Ikke som deres fælles modstander Lin Dan, den femdobbelte verdensmester, dobbelte OL-guldvinder og måske den største spiller gennem tiderne – en tatoveret mand med bad boy-øjne, en streg af et overskæg og en vis historik for at blive indfanget af kinesiske paparazzifotografer med en anden kvinde end konen. Lin Dan poserer som model for sit eget underbuksebrand, og selvom der på nettet er bloggere, der mener, at den mandigt udseende kineser fremtræder vel photoshoppet, så har sådanne mænd selvfølgelig deres publikum.
Men i dag kommer de kinesiske kvinder også flyvende til Danmark for at aflevere bamser til ’Viktor’ – eller An Sai Long, som de kalder ham: ’rolig konkurrenceminded drage’. Og de sender også scrapbøger, hvor fotos af den danske helt garneres med indsatte hjerter, portrættegninger med sølvtusch af Odenses ’anden store søn’, H.C. Andersen, og med sirlige rækker af de kinesiske skrifttegn, de elsker den unge dansker for at have lært sig.
Viktor Axelsen husker sagtens Bao Chunlai. Hundredvis af timer sad teenageren Viktor og så sit idols kampe på YouTube i grynede optagelser fra kinesisk tv. På et sprog, han ønskede at forstå, så han kunne lære mere om sin langlemmede helt.
Drømmen om at blive verdensmester havde drengen fra Odense allerede, da han som niårig mødte op i den mørke hal en time før de andre – og en halv time før træneren – og alene stod og spillede bolden lodret i vejret. Igen og igen.
Men en sen vækstspurt trak teenagerens krop ud af de kendte badmintonproportioner. Pludselig blev han 194 cm høj og fik et bryst så bredt, at han mere lignede en udsmider end en smidig ketsjer-ekvilibrist.
Trænere og spillere begyndte at hviske om, at dén krop ikke var bygget til badminton. Sporten har altid været domineret af små, vævre, konditionsstærke spillere med hurtigheden i offensiven og det lave tyngdepunkt i defensiven. Når man ser Viktor Axelsen sammen med landsholdskollegerne, kan han stadig godt ligne en håndboldspiller, der er faret vild.
Viktor Axelsen i Valby.
MEN HAN VILLE være verdensmester. I badminton. Da han blev lang, googlede han lange badmintonspillere og fandt netop sin helt i den 191 centimeter høje Bao Chunlai. Og lærte sig, hvad han havde lært. For et par år siden, da Axelsen havde terpet kinesisk længe nok til at turde skrive på sproget, kontaktede han Bao og håbede, at de en dag kunne spille sammen. Allerede da var det klart, at eleven var forbi mesteren. Viktor Axelsen havde ikke bare lært sig det, angrebsspilleren Bao kunne, men også det, han ikke kunne.
Da Axelsen under VM i Glasgow i august 2017 i finalen mødte den aldrende kineser Lin Dan, var danskeren en langt kraftigere mand end den spinkle Bao Chunlai
Axelsens timer i vægtrummet havde givet ham musklerne til at spille længe med bøjede knæ og lavt tyngdepunkt, og efter hvert slag var han – modsat Bao – hurtigt tilbage i banens centrum, hvorfra han som en kæmpekrage brugte sit vingefang til at dække banen af, lurende på det camouflerede krydsdrop eller stiksmashet, som ingen gør danskeren efter.
Barneårenes ensomme timer med at slå fjerbolden lodret i vejret har sat sig i et uortodokst netspil. Når man skyder lodret op, rykker skulderen på en måde, den ikke gør, når man spiller vandret hen over nettet.
I ungdomsårene havde Viktor Axelsen stadig det vilde ryk i skulderen, når boldene blev spillet kort, og han skulle finde en stejl vej over nettet. Med tiden har han lært at låse skulderen, men i håndleddets ryk, når Viktor Axelsen laver sine krydsnetdrop på tværs af forbanen, findes en bevægelse, som ingen anden bruger.
En spiller som Viktor Axelsen er aldrig set før. Så knusende var Axelsen, da han først brød igennem som verdensmester, at han det følgende halve år med sit kantede og aparte angrebsspil samlebåndssejrede i de store turneringer i Japan, Indien, Dubai og Malaysia og nåede finalen i China Open.
I januar 2018 udtalte den tidligere OL-guldvinder Poul-Erik Høyer, præsident for Det Internationale Badmintonforbund, at Axelsens niveau nu var som i Lin Dans storhedstid, og at Axelsen måske kunne overgå legenden.
Få uger senere, under en turnering i Indonesien, landede Axelsen forkert, slog et stykke brusk løs og blev fløjet hjem til operation. Siden har han ikke kunnet finde formen, og nu ligger han der på briksen igen.
Mens Viktor Axelsen snører et af sine 19 par Yonex-sko, størrelse 46 på venstre og 47 på højre fod, retter lægen blikket mod Sean Casey. Han træder straks nogle skridt frem, og under lægens hurtige strøm af engelske og latinske gloser nikker amerikaneren et par gange. Han behøver ikke stille spørgsmål.
Træning i Brøndby Hallen.
LIDT SENERE træder den lille amerikaner og den store dansker ind i Team Danmarks træningshal i Brøndby. Selvom Axelsens venstre ankel skal skånes, er han afhængig af træning. Når han er på ferie med kæresten, er han i fitnesscentret hver morgen og helst også et par eftermiddage. Når han ser ’Westworld’ på HBO, har han undervejs brug for lige at rejse sig, strække ud og squatte lidt, inden han igen sætter sig og ser videre. Og når han taler om kvaliteten af hotellerne på sine mange rejser, er det mest fitnesscentrene, han taler om.
Energien genkender Viktor Lundager Axelsen fra moren, Gitte Lundager, som hver morgen stod op klokken fem for at løbe 10 kilometer, inden hun åbnede frisørsalonen, og som snart havde sønnen løbende ved sin side.
”Hvis man virkelig havde villet det,” siger Viktor Axelsen, ”kunne jeg godt have fået noget ADHD-medicin, da jeg var mindre.”
Træningshallen med et gulv af rødmalede træplader ligger oppe under taget. Fra vinduer i skråvæggene falder lyset ind. Langs væggene står løbebånd, crosstrainere, bodybikes, romaskiner og træningsbænke. Rundt i rummet ligger håndvægte og vægtskiver, og på væggene hænger kæmpe fotostater af sejrende danske atleter, selvfølgelig også Viktor Axelsen.
Team Danmarks træningscenter er det ypperste i kongeriget, men ikke mere ypperligt, end at Sean Casey kender en håndfuld mindre amerikanske universiteter, som har bedre faciliteter. Caseys yndlingsfilm er ’Rocky 4’, hvor Dolph Lundgren spiller en sovjetisk bokser, som skal have bank. En del danskere vil huske filmen for den sovjetiske boksers hustru, spillet af en indledningsvis udtalt 80’er-kølig Brigitte Nielsen, som undervejs i filmen tør op og til slut i en lille hvid nederdel overgiver sig til friheden, Vesten og især til Sylvester Stallone.
For den 170 centimeter høje Casey ligger nøglescenen noget tidligere i ”that life-changing movie”, som han leende udtrykker det. Inden det store opgør følger vi Lundgren og Stallone bygge kroppene op. Svedende, glinsende, muskelsvulmende mænd, der gør klar til kamp – den ene iført rød spandex-bryderdragt i et højteknologisk sovjetrussisk træningscenter, mens den anden kløver brænde, løber på tilfrosne å-løb eller laver pull-ups i en høfyldt lade. Forskellige træningsmetoder, fælles mål: mænd, der bliver større.
Filmen katapulterede Sean Casey ind i fitnessmiljøet, i starten med fokus på bodybuilding og vægtløftning, men efterhånden med en ambition om at være træner for olympiske medaljetagere. I én forstand kan den ambition allerede siges at være indfriet. Da Viktor Axelsen vandt bronze i Rio i 2016, havde Casey rådgivet ham i to år. Men noget tyder på, at drømmen er større, både hos Casey og Axelsen. Ingen af dem har meldt ambitionsniveauet ud for OL 2020 i Tokyo, Momotas hjemmebane. Men det kræver en stor drøm, før en 35-årig træner, som har haft både quarterbacks og olympiske svømmere som kunder, vælger at slå sig ned på en madras på et stuegulv i Valby, mere end 6.000 kilometer fra Wisconsin.
VIKTOR PÅ KINESISK
Efter træning tager Viktor Axelsen gerne en til to timers kinesisk undervisning online med en privatlærer, mens han sidder med sine NormaTec-støvler, som med trykluft masserer affaldsstoffer ud af musklerne i fødder og ben.
Rygtet om danskerens kundskaber fik de kinesiske spillere til at holde op med at diskutere taktik, mens han var til stede.
Da han ved OL i Rio i 2016 havde kvalificeret sig til bronzekamp mod Kinas stjerne Lin Dan, bad kinesisk stats-tv, CCTV, ham give et interview direkte på kinesisk. Interviewet ændrede omgående
Viktor Axelsens status i Kina, kunne han se på tilstrømningen til hans profil på de kinesiske sociale medier Weibo og WeChat, som han selv skriver opdateringer til.
I Kina har Viktor Axelsen kælenavnet An Sai Long (rolig konkurrenceminded drage). Når han møder den olympiske mester Chen Long, taler kineserne om ’dragernes kamp’.
Da Axelsen i 2017 som nykåret verdensmester kom til China Open og mødte et ungt kinesisk talent, hørte han kinesernes kampråb, ”jiā yóu”, som han tit har hørt publikum råbe, når han spillede mod Lin Dan. Men nu var det ham, publikum heppede på. ”An Sai Long, jiā yóu!” – mod en af deres egne.
I 2017 var Axelsen hovedfigur i et dansk erhvervsfremstød sammen med kronprins Frederik.
Den entreprenant tænkende Henrik Axelsen har betaversionen af en hjemmeside med Viktor Axelsen-produkter klar – eksempelvis Viktor Axelsen-cykler målrettet det kinesiske marked.Danmarks næststørste fitnesskæde, Loop Fitness, åbner i slutningen af 2018 sin første afdeling i Guangdong-provinsen i Kina. Viktor Axelsen bruges i fremstødet og får til gengæld, hvad hans far betegner som ”en betydelig ejerandel” af Loop Fitness i Kina.
ALLE DANSKE spillere siger, at de vil være verdensmestre, har Sean Casey bemærket, men ingen af dem varmer op som Viktor Axelsen. Sean Casey har været længe nok i landet til at vide, at de sociale koder er anderledes end i USA. Når Sean Casey træner i sin hvide tanktop, kigger danskerne, og for en sikkerheds skyld har amerikaneren spurgt Viktor Axelsen, om det er okay med tanktoppen. For Viktor er det ikke bare okay, det er en befrielse, for danskerne kigger også efter Viktor Axelsen.
Når danskeren har varmet op til kampene med sin krabbegang sidelæns gennem hallen med armene i møllesving, har de kigget. Når han satte sig i flyet med sine sorte fivefinger-sko med koboltblå tæer og sine blue light blocking briller med gult brilleglas, som fik ham til at ligne Bono, vendte landsholdskammeraterne sig om i sædet foran og sagde ”Ai, Viggo” (‘Viggo’ er landsholdets kælenavn for Viktor Axelsen, red.) – uden at forholde sig til brillernes betydning for nattesøvn, REM-faser og fedtforbrænding.
Selv hans mor fandt det vanskeligt at se ’Game of Thrones’ på hans laptop, fordi han – ud over sine egne gule brilleglas – for en sikkerheds skyld havde downloadet et særligt gulfilter. (”Man vænner sig til det,” siger Gitte Lundager).
Hans fase med et halssmykke af kobber for at styrke blodcirkulationen faldt heller ikke i landholdskammeraternes smag, skønt de af alle burde kunne forstå, at der må være noget i det, når den olympiske mester Chen Long bærer kobbersmykker.
Og det år, hvor Viktor var særligt optaget af grounding, tænkte selv hans søster, Johanne, sit. Når broren hver 14. dag kom ”hjem til Odense”, som han stadig efter syv år i København kalder det, var det selvfølgelig praktisk, at faren havde fået en have. Hvis man rigtig vil grounde, skal man helst stå på jorden med bare tæer i en time, uanset årstid. Og hvorfor ikke, når man alligevel skal ind til bymidten, bare fortsætte på bare tæer? Dér standsede søster Johanne ham og sendte ham tilbage efter sko.
Selv borgerne i Odense standsede op på vandringen ved Munkedammen, en strimmel park syd for bymidten, når Viktor Axelsen løbetrænede her iført sin åndedrætsblokerende maske (iltmangel får musklerne til at arbejde tre gange så hårdt) og lignede en skurk fra en Batman-film.
I DAG HAR Axelsen lagt nogle af de mere viltre eksperimenter bag sig, men bemærkningerne kommer stadig efter formiddagstræningen, når spillerne klokken 11 samles i restauranten i Idrættens Hus og bestiller retterne fra menukortet – pariserbøf, stjerneskud, clubsandwich – mens Axelsen åbner sin plasticæske med broccoli og canadisk laks (ikke norsk, bedre omega 3/6-forhold, vigtigt for musklernes restitution efter træning).
”Grin du bare,” plejer Viktor Axelsen at sige med pegefingeren rettet mod søsteren, når hans norm-overskridende optimeringsforsøg kalder på hendes kommentar, ”men det er videnskabeligt bevist.”
Viljen til at afprøve nye metoder har gjort ham bedre end de andre, men nogle gange også dårligere. Som 17-årig flyttede stortalentet alene til København for at træne med Peter Gade og resten af eliten. I sin søgen efter genvejen til badmintontronen fulgte han i hastig rækkefølge skiftende kostregimer – vegetar, veganer, palæo, low carb high fat, hvad kurene nu hed – og han blev tyndere og tyndere og dårligere og dårligere, også til badminton. Når man har en fedtprocent på 5,6, bliver man træt, og så vinder man ikke badmintonkampe.
Moren holdt om sin afpillede søn og mærkede det: ”Han var kold. Dét kunne jeg ikke. Dér besluttede jeg at sælge frisørsalonen i Odense og flytte til København.”
To år klippede Gitte Lundager på fuld tid i hovedstaden, og yderligere to år pendlede kvinden med smag for leopardprikkede jakker og sko med kvast frem og tilbage mellem saloner i Odense og Lyngby, så hun kunne sove på sønnens sofa, se ’Game of Thrones’ i gulfilter og om morgenen, lettere irriteret, bede sønnen om at slå lyskaskettens skygge op, for hun ville se hans øjne.
”Viktor var en meget følsom dreng,” siger Gitte Lundager, som kun en mor kan sige det, ”og det er han stadig.”
VIKTOR AXELSEN PÅ BANEN
2000: Starter som seksårig til ’sandkassetræning’ i Odense Badminton Klub, mens hans far spiller sin ugentlige kamp. Fire år senere kåres han som Årets Spiller af klubben. I dag hænger omkring 150 fotos af Viktor Axelsen på væggen ud for omklædningsrummene.
2006: Bliver som 12-årig første gang danmarksmester i sin aldersklasse.
2010: Vinder som 16-årig U19-VM i Mexico og kåres som Årets Fund i dansk idræt af Politiken og Danmarks Idrætsforbund. Sejren vækker opsigt, dels fordi Axelsen er den eneste ikke-asiat, der har vundet titlen, dels fordi han var 1-2 år yngre end sine modstandere.
2016: Vinder OL-bronze i Rio efter sejr i tre sæt mod Lin Dan. Vinder samme år sæsonfinalen i Dubai. Er 1. single, da Danmark som det første ikke-asiatiske hold vinder Thomas Cup – mændenes verdensmesterskab for hold.
2017: Vinder i Glasgow VM i herresingle som den første dansker i 20 år. Kåres som Årets Sportsnavn af Jyllands-Posten i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund. Overtager efter sejr i Japan Open førstepladsen på verdensranglisten.
2018: Genvinder EM efter en langvarig skade. Han fastholder førstepladsen på verdensranglisten gennem et år, hvorefter den overtages af Kento Momota. I oktober udkom bogen ’Viktor Axelsen – Den danske drage’.
OBK-HALLEN, Odense Badminton Klubs hal, blev bygget først i 30’erne. Et funktionalistisk udtryk af røde og gule sten og et nøgternt jerngelænder på altanen over indgangspartiet brydes af en lilla farve, der ikke har været på mode siden starten af 90’erne – og som nu skaller let på bogstaverne OBK. Viktor Axelsens første barndomshjem lå i parallelgaden få hundrede meter væk fra den hal, som han i artikler og bøger undervejs har beskrevet med ord som ”frirum”, ”tilflugtssted” eller fortalelsen ”dengang jeg boede i OBK”.
Viktor var otte, og søsteren syv, da faren flyttede sammen med en anden kvinde og hendes tre børn i en lejlighed rundt om hjørnet i Munkebjergkvarteret tæt på centrum.
Nogle måneder kæmpede moren for byhuset i H.C. Andersens Gade, hvor familien havde haft 300 kvadratmeter fra kælder til kvist, og hvor Viktor i stuen på første sal havde spillet fjerbolden mod skråvæggen, mens han drømte sig i alverdens finaler. Da hun flyttede, og flyttede igen, tog det nogle år, før der rigtig var ro på. Når de var hos faren, var de syv mennesker i en treværelses på 80 kvadratmeter. Faren og hans nye kone sov på en sovesofa i stuen. Når Viktor og søsteren skulle puttes i køjesengene, holdt faren deres hænder, til de sov.
Viktor Axelsen taler i telefon med sin far hver dag. Og med sin mor. Og med sin søster, hvis de ikke snapchatter. Han har købt en villalejlighed i barndomskvarteret, så søsteren har et sted at bo, mens hun læser psykologi. Når han hver anden uge tager hjem til Odense og gerne tager både træner og kæreste med, bor de i kælderen hos søsteren i en separat lejlighed med proteinpulver i skufferne og Yonex-sko i skabene.
På hans Facebook-side er billedet af ham og søsteren på vel fire og fem år i deres legebiler lagt ud sammen med billedet af de to som voksne med sammenkrøllede ben i de samme gule biler. Søsteren havde håbet, at det var broren, der skulle sætte studenterhuen på hende, men da hun trådte ud ad døren, kunne han kun være med over Skype fra en turnering i Australien, grædende af bevægelse, som det tit sker for ham, særligt når det handler om hende.
SKILSMISSER kommer i forskellige former, og noget er lykkedes, når tidligere ægtefæller og deres partner, som her, ender med at blive inviteret med til den fraskiltes bryllup. Men stadig sidder den jo i Johanne og Viktor – som i så mange. Med Johanne Axelsens ord: ”Det blev vigtigt for os at holde sammen, når nu de ikke kunne finde ud af det.”
Efter skilsmissen trak Viktor ned i hallen, mere end før. Her fandt han andre, hvis forældre var skilt, og her – i et lillebitte hjørne af Foreningsdanmark – mødte han træneren, som en dag prikkede til ham og spurgte, om han ikke ville træne med de lidt ældre børn, og som under turene lod ham sove på sit værelse, da det var sværest.
Her sad han på et af stofsæderne på den hævede bænkerække i højre side langs hallens syv grønne badmintonbaner under neonrør og dannebrogsflag og ventede på, at den ene eller anden spiller måske manglede en makker og gerne ville spille med lille Viktor, som spurgte så pænt og altid huskede at sige tak.
For førsteholdet blev han en slags maskot, og efter træning satte holdets bedste mand, landsholdsspilleren Rasmus Nielsen, sig på gulvet og spillede kvartbane mod den lille lyshårede dreng med det ildrøde ansigt, som kastede sig efter alt.
Når Viktor Axelsen vender hjem til Odense, vender han også hjem til OBK. Efter træningen i den dybe, vinduesløse hal med det grønmalede loft hvilende på betonbuer tager han gerne de 20 trin, som stadig sidder i kroppen, og som leder op til cafeteriaet, hvor han nogle gange fik en frikadellesandwich. På vejen op ad de grånistrede linoleumstrin passerer han teaktræsbrættet på den hvide væg, hvor et nyt messingskilt med navnet på Årets Spiller år for år sættes op under forgængerne. ’Viktor L. Axelsen’ står der på et skilt fra 2004. Klubben kårede en dreng på 10.
“ALLE MENNESKER,” som Viktor Axelsens far, Henrik Axelsen, gerne understreger det, ”er født i bar røv”, men alligevel er det fair at sige, at han og familien blev bemærket blandt lægernes, advokaternes, ingeniørernes, assurandørernes og virksomhedsejernes sønner og døtre, da først Axelsen-klanen weekend efter weekend begyndte at hjemsøge badmintonstævner landet rundt.
Den sorte Toyota Corolla af ældre dato, hvor der på et klistermærke stod ”Rigtige badmintonspillere går til stregen”, blev gerne parkeret helt henne ved indgangen til hallen. Med et organisationstalent så robust, at hans voksne børn i dag kalder ham ’Kejseren’, samlede far Axelsen sin flok og indtog sportshaller og gymnastiksale. Når de andre forældre typisk tog deres børn med på hotellet, rullede familien Axelsen soveposerne ud. Nogle familier brugte 100.000 kroner på en sæson, hvis deres barn skulle have elitetræning og deltage i udenlandske stævner med far eller mor og et hotel oveni.
Når de andre tog på restaurant eller i hallens café, greb Henrik Axelsen ned i den gulgrønne plastickurv, han brugte timer på at fylde med det helt rette mix af snacks og madvarer. Det gjaldt om, husker Johanne Axelsen, at holde Viktor væk fra cafeteriet.
DE YNGSTE spillere blev gerne enten i Jylland, på Fyn eller på Sjælland og spillede mod andre fra samme landsdel. Frederik Colberg, en assurandørsøn fra Holbæk med en overlegen teknik og et lidt nonchalant opvarmningsprogram, var ’Kongen af Sjælland’. Colberg havde hørt om en, der vandt det hele på Fyn, og nogle hævdede endda, at drengen fra Fyn nødigt spillede uden først at have lavet 100 englehop, men Frederik Colberg tænkte, ”at han bare var endnu en, der skulle have nogle tæsk”.
Mette Poulsen, i dag dansk mester i damesingle, spillede på banen ved siden af, da ’Kongen af Fyn’ endelig opsøgte ’Kongen af Sjælland’ i en hal i Hillerød. Det begyndte som en jævnbyrdig kamp, men endte som en massakre.
”Jeg glemmer ikke, hvor store tæsk Frederik fik den dag,” siger hun. ”Viktor var uhyggelig. Han har det der dræberblik. Øjnene er totalt fokuserede. Han lærte i en tidlig alder at lukke alt ude og være i zonen. Han var tidligt i gang med kost, styrketræning, sportspsykolog. Alle drømmer om at blive verdensmester, men Viktor har lagt en plan for alle døgnets 24 timer, så han kan nå målet. Det har jeg ikke set hos andre, måske bortset fra Peter Gade. Allerede dengang var Viktor et skridt foran os andre. Han havde de der øjne, der bare kiggede 10 år frem, føler jeg nu.”
Frederik Colberg blev siden ven og endog doublemakker med Viktor, som fascineret iagttog, hvordan vennens familie på kun fire medlemmer kunne bo i så stort et hus. At Colberg holdt en årrække som doublemakker, må karakteriseres som en bedrift.
Viktor stoppede tidligt med fodbold, for selvom han var over hele banen, tabte holdet jo på grund af andre. Men i badminton blev selv søster Johanne som doublemakker dirigeret frem til nettet og ud i siden, så Viktor kunne klare spillet én mod to. Forsøgte hun at række ketsjeren ud efter en bold, hørte hun brølet bagfra: ”Neeej, jeg har!”
Spillede Viktor mod moren, sneg han gerne ketsjeren over i venstre hånd, og hvis hun endnu en gang ikke mestrede det baghåndslob, han ellers havde instrueret hende så grundigt i, vendte sønnen sig mod moren, tudbrølende: ”Hvordan kan du være så dårlig?”
I mixed double rottede Frederik Colberg og Mette Poulsen sig sammen, for selvom Viktor var den bedste spiller, var han ikke den bedste makker.
”Frustrationerne over makkeren drev ud af øjnene på ham. Det gjaldt om at tænde den vrede. Frederik og jeg dyrkede den for at få ham derop, hvor alt kollapsede,” siger Mette Poulsen og tilføjer tilfreds: ”Jeg har kun tabt to gange til Viktor i mixed double.”
Det var i single, Viktor drømte om at blive verdensmester. Og allerede fra sønnen var ni, begyndte hans far at lægge planer for, hvordan en verdensmester i herresingle kunne blive rig.
”Meget tidligt begyndte hans far at slå et meget stort brød op,” husker Frederik Colberg. ”Før vi andre havde fået tandbøjlerne af, havde Viktor et sponsorat på 150.000 kroner.”
Johanne Axelsen fulgte med til stævnerne, selvom hun hurtigt indså, at hun ikke kunne spille mod de bedste. For hende handlede det om noget, som er større end badminton.
”Mange familier har måltidet som det særlige øjeblik, hvor de samles og snakker. Hos os blev det særlige øjeblik køreturene til Viktors stævner. Når vi kørte gennem landet i den sorte Corolla, var vi kun os tre. I bilen kunne vi tale om alt. Den der grønne plastickurv var en legende i badmintonhallerne, og vi havde en fest. Det var dér, vi var familie, og far stillede altid op. Det var hans måde at gøre det godt igen, tror jeg.”
VIKTOR AXELSEN PÅ HJEMMEBANE
Født 4. januar 1994 i Odense. Faren Henrik Axelsen drev en årrække et mindre reklamebureau, men arbejder nu på fuld tid som manager for sønnen. Moren Gitte Lundager har i det centrale Odense en butik med frisørsalon, kosmetik og modetøj.
Nåede allerede i folkeskolen det højeste niveau i ’World of Warcraft’. Hans foretrukne figurer var Rogues – ikke spillets stærkeste krigere, men ofte de mest udspekulerede med sans for skyggeskjul og bagholdsangreb.
Måtte kun gå i badmintonhallen, hvis han lavede sine lektier. Da han som 17-årig flyttede alene til København og blev en del af landsholdscentret, kunne reglen ikke længere håndhæves. ”Jeg tror virkelig gerne, jeg vil prøve at gøre det lidt mere seriøst denne her gang,” sagde Viktor, da han mødte op til samfundsfag på HF ved Brøndby Gymnasium. Det var sidste gang, lærerne og klassen så ham.
Har, som resten af de mandlige landsholdsspillere, en ting med at hæfte flyselskabernes kuffertmærker på ryggen af den ene eller anden kollega, når de går gennem lufthavnen.Har købt byggeforeningshus i Valby. I stueetagen indrettes lejlighed til Sean Casey. Ovenpå skal Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde bo. Bag bygningen indrettes træningscenter i et gammelt autoværksted, hvor Viktor Axelsen glæder sig til at skrue op for hiphop med Eminem, Rick Ross og Kendrick Lamar og ”smide rundt med vægtene, sådan lidt badass”.
DØRTELEFONENS navneskilt er skrevet med stejl håndskrift på krøllet papir, som når navnene ikke har hængt længe og ikke skal hænge længe. Hussoklen står i ny mellemgrå beton, og facaderne er af brune murstensskaller.
Rundt om hjørnet er en Mercedes CLA 200 i polarsølv med tre par Yonex-sko i bagagerummet parkeret lidt ud over båsens hvide streg – hastigt trukket ind i P-båsen med forhjulene drejende skarpt mod venstre.
Vi er fortsat i august, en dag efter Viktor Axelsen lå på lægens briks, og der er stadig lang tid til, at Manager Axelsen tager den sædvanlige tur til København for at skifte sønnens dæk fra sommer- til vinterdæk.
Viktor Axelsen har købt hus, ikke så langt fra lejligheden i Valby, hvor den indflyttende kvinde, Natalia Koch Rohde, som hun hedder, så småt er gået i gang med en første bølge af feminin tilretning. Lejligheden består af et mindre, aflangt køkken-alrum og tre værelser – et til Sean Casey, et til rod, og så Natalia og Viktors soveværelse, hvor det to gange har været nødvendigt at tilkalde gardinmanden for at få mørklægningsgardinet til at slutte helt tæt.
Til en start har Natalia Koch Rohde, som spiller for Skovshoved Badminton, de regerende danmarksmestre, lavet en første grovsortering i roderummet.
”Og dem her,” sagde hun og holdt et par fivefinger-sko med struttende gummitæer ud i strakt arm, ”er vi enige om skal ud, ikke?”
At Viktor Axelsen nu ikke længere er single uden for banen, kan – fremhæver flere familiemedlemmer – vise sig at få en afdæmpende effekt på mandens trang til at eksperimentere. Sådan noget som et ilttelt, for eksempel, er jo super spændende, for tænk, hvis der er nogle marginaler at hente dér. På den anden side, med Viktor Axelsens egne ord: ”Det går nok ikke med: ’Nå, godnat, skat, nu smutter jeg lige ind i stuen til iltteltet.’ Den tror jeg ikke, jeg kan køre igennem – selvom det ville være grineren at prøve.”
Barndomsveninden Mette Schytt hører til dem, der kender Viktor Axelsen bedst. Hun har selv sit navn på et messingskilt på teaktræsbrættet i OBK – Årets Spiller i 2008, fire år efter Viktor – og han er gudfar til hendes førstefødte. (Ja, han græd, gudfaren). Mette Schytt har stået lige ved siden af i alle årene med et blik, som både er vennens, badmintonspillerens og kvindens:
”Som kæreste skal man ikke tro, at man er vigtigere end badminton. Når han nærmer sig næste kamp, kan du tydeligt mærke det. Han stempler ud. Han er i rummet, og han er der ikke. Jeg har set nogle stykker, som troede, at de skulle konkurrere med badminton, og det er dumt. Man skal ikke konkurrere med badminton, for den kamp kan man ikke vinde. Det har Natalia forstået.”
Træning i Anja Andersen Hallen.
SEAN CASEY trækker ind på sit værelse. Natalia er her ikke. Egentlig var Sean i gang med bogen ’Why We Sleep’ af professor Matthew Walker, som er leder for Berkeley-universitetets søvnlaboratorium. Emnet har optaget Viktor Axelsen i årevis. Om natten bærer han et armbånd, som måler, hvor roligt han ligger, og længden af drømmefaserne i REM-søvnen. Men lige nu ændrer Viktor Axelsens ømme fod Sean Caseys prioriteter.
Liggende på sin seng med laptoppen som eneste lyskilde i et halvdunkelt rum studerer han muligheder for at accelerere helbredelse af skader ved varme- og kuldepåvirkning. Under turneringer sørger han for, at hotellerne efter kamp står klar med isbadet til den danske atlet, men det er jo en generel behandling for at restituere. Der findes langt mere præcise metoder for punkttilførsel af kulde eller varme på skader, og måske kan det give Axelsen nogle flere træningsdage inden næste opgør med Momota.
Viktor Axelsen serverer kaffe, da vi mødes i lejligheden. Hans kop bliver den sidste med koffein, før han tager til Asien for at spille. Nogle uger før de store turneringer faser han koffeinen ud, så kroppen ikke udvikler koffein-tolerance. På den måde får han maksimal effekt af en stærk kop kaffe inden kampene.
Vi taler om, hvordan det var at vokse til som den dreng, der altid var to år yngre end de andre i talentgrupperne, og som med sine ældre kammerater tidligt så først Danmark og siden verden gennem sin sport, og som derfor lærte noget andet end klassekammeraterne på Fyn. Vi taler om, hvordan det er, for en mand så introvert som ham, at tackle at blive hvermandseje, og at det ville være dejligt, hvis menneskene på cafeerne, gaderne og i supermarkedet nogle gange valgte at overse den generte mand.
Vi taler også om bøgerne i reolen med de mange sportsbiografier og om Viktor Axelsens fascination af tennisspilleren Andre Agassi, hvis ture op og ned ad verdensranglisten lige så meget var ture op og ned i livet i en evig søgen efter udvikling, som Viktor Axelsen genkender fra sig selv.
Vi taler om, hvordan de bedste golfspillere og tennisspillere – modsat badmintonspillerne – for længst er brudt ud af forbundene og har skabt egne stabe af trænere, behandlere og managere som selvstændige erhvervsdrivende udi egen sport. Og vi taler om kontraktfornyelsen med Yonex i 2017, som fuldkommen forandrede Viktor Axelsens liv.
Kontrakten giver Viktor Axelsen over ti millioner kroner om året i fire år. Det gør ham hverken til Caroline Wozniacki eller Christian Eriksen, og der findes en håndfuld danske fodboldspillere, som tjener mere end det. Stadig er det et beløb, som ikke er set i dansk badminton før. Det gør også sponsorkonflikten mellem Badminton Danmark og elitespillerne – eller mere præcist mellem badmintonforbundet og Viktor Axelsen – mere eksplosiv. Det handler om, hvad landsholdsspillerne skal stille op til for at give forbundet sponsorindtægter, altså den samme type konflikt, som netop har kørt mellem fodboldlandsholdet og DBU. Da vi mødes i lejligheden, ligger konflikten stadig og ulmer. Det er blandt andet derfor, badmintonlederne er så opmærksomme, når deres største stjerne kommer anstigende med sin helt private fysiske træner.
Endelig taler vi om, hvordan hans gråd er skiftet, nu hvor det oftere er de store sejre end de store nederlag, som frisætter følelserne. Viktor Axelsen er ikke den første, som har oplevet tilstanden af ’flow’, og heller ikke den første, som bliver mere end bevæget, da han fortæller om de der fortættede, magiske øjeblikke af forstærket følesans:
”Kroppen spiller af sig selv, mens du bare kigger på inde fra dit hoved. Du føler med ketsjeren, hvordan ketsjeren ligger i hånden; sveden i venstre hånd, når du skal serve; modstanderens bevægelse, når du ånder ud en sidste gang, server, og kroppen tager over. Du ser tingene tydeligt: Enten er den ude, og så lader du den gå, eller også spiller du bolden af dig selv med det slag, som føles mest naturligt. Din krop observerer bedre og reagerer langt stærkere end normalt. Du sidder som den lille person inde bag dine øjne, og når du så er i duellen, spiller kroppen bare. Jeg prøver at komme i zonen til træning, men zonen-zonen – det er i kampene, det sker, og i de store kampe i de store turneringer. Det er mit drug. Det er den følelse, jeg jagter som atlet.”
FÅ DAGE SENERE starter balladen. Vi er i september, og Badminton Danmark har opsagt sponsoraftalen med elitespillerne. Forbundet ønsker at tjene flere penge. Spillerne skal stille op til mere og gå med til at lade deres billeder og navne bruge på flere måder af forbundets sponsorer. Fra 1. december kan spillerne kun være på landsholdet og kun deltage i træningen i Brøndby, hvis de accepterer en ny aftale. Gør de ikke det, er også deltagelse i EM, VM og OL i fare.
For direktør Bo Jensen, Badminton Danmark, handler det om at følge med udviklingen. Når japanerne ruster så kraftigt op, som de gør i disse år, må Danmark også gøre mere. Når danskerne tager til VM eller All England, har godt 20 spillere fire-fem trænere og behandlere med sig. Men japanerne satser stort op til OL 2020 i Tokyo, og de har stabe, der er lige så store som antallet af spillere. I løbet af få år er Japan kommet op og ligger nu side om side med ellers suveræne Kina.
Dér er Danmark ikke, men på ryggen af Foreningsdanmark er over årtier skabt et eliteproducerende miljø, hvor klubberne udvikler de yngste, og hvor talenter fra 13-årsalderen sluses ind i nationale programmer. I de store uddannelsesbyer er der skabt elitecentre. De 30 bedste spillere er samlet i Brøndby, hvor de kan trække på trænere, kostvejledere, sportspsykologer, læger, fysioterapeuter og ikke mindst hinanden. Sådan er den danske medaljemaskine bygget, den eneste uden for Asien.
Det koster ifølge Bo Jensen godt en halv million kroner om året at have en spiller i landsholdscentret. Udgiften er ligeligt fordelt mellem Badminton Danmark og Team Danmark. Typisk går der seks-syv år, før en ung spiller her er modnet og vinder sin første medalje til VM eller OL. Når talenterne er blevet til stjerner, kan de klare sig. Men ingen bliver stjerner uden at gå gennem Foreningsdanmarks medaljemaskine, og hvis stjernerne smutter, er der ingen til at give videre til de næste, sådan som Peter Gade engang gav videre til en ung Viktor Axelsen. Men skal den danske medaljemaskine blive ved med at virke, lyder direktør Bo Jensens argument, kræver det flere penge. Forbundet må tjene flere sponsorkroner.
FOR FAMILIEN AXELSEN er situationen prekær. Af alle landsholdsspillerne er Viktor Axelsen med længder det mest værdifulde brand. De penge, forbundet ønsker at tjene på hans navn, mister han nemt selv. Når Viktor Axelsen taler kinesisk, handler det også om at positionere ham på det kinesiske marked. Når han har 203.000 følgere på Instagram, 110.000 på Facebook og 70.000 på kinesiske Weibo – færre end Lin Dan, men flere end Momota – så er det noget, Yonex spørger ind til som det første under kontraktforhandlingerne. Og når konkurrenten Victor kan købe sig til pladsen på Viktor Axelsens bryst under EM, VM og landskampe, trækker det selvfølgelig fra i hans værdi for Yonex.
Hvordan forhandlingerne ender, er uvist, da Ud & Se går i trykken. Men det er klart for alle involverede, at Badminton Danmarks og Viktor Axelsens interesser her er på kollisionskurs. Det kan ende med et brud.
”Den kamp var der også, da jeg spillede, og før min tid”, siger Peter Gade.
”Datidens spillere brød også ud, på deres måde. Poul-Erik Høyer, Peter Rasmussen, Morten Frost og Thomas Stuer-Lauridsen boede alle sammen i England, da de havde fået deres gennembrud. Badminton er en old school idræt, styret af forbundene, ikke som ATP i tennis og PGA i golf. Hvis de bedste spillere bryder ud, fjerner de grundlaget for, at forbundene kan styre elitebadminton.”
Om det sker, må tiden vise. Modsat tennis og golf er de fleste topspillere i badminton rundet af meget kollektive systemer. Kineserne bliver samlet i lejre fra 13-årsalderen, og også de voksne topspillere skal ligge i deres senge klokken 22, når der gås kontrolrunde. Lin Dan blev for stærk og brød ud. 22-årige Shi Yuqi boede der stadig, da han i foråret vandt All England. Sydkorea har et tilsvarende system. Så der er noget, der holder på strukturen, men selvfølgelig også en markedsøkonomi, som skubber og frister.
I Indien er lokale matadorer og den største sportskanal gået sammen om et mesterskab mellem forskellige byer. Spillerne købes på auktion, og Viktor Axelsen stiller i år op for Ahmedabad Smash Masters. Tre uger tager turneringen, to millioner kroner får han for ulejligheden. Tilsvarende privatturneringer vokser frem i andre asiatiske lande.
Peter Gade kan selv blive en del af en sådan udvikling med det netop etablerede Peter Gade Academy, hvor elitespillere kan købe sig til privat træning. Måske en vej frem for Viktor Axelsen.
FOR LANDSTRÆNER Jakob Høi må konflikten gerne lande anderledes. Indledningsvis er han afmålt, da han bliver bedt om en kommentar. Hele situationen omkring familien Axelsen er eksplosiv, og lederne i Badminton Danmark er omhyggelige med ikke at sige noget, der kan antænde noget som helst. Men Jakob Høi ved godt, hvorfor han bliver spurgt. For det var ham, som for 15 år siden som træner i OBK prikkede til Viktor og spurgte, om ikke han ville træne med de lidt ældre børn. Det var ham, der tog Viktor ind på værelset, dengang det var sværest. Det var ham, der, da han kom for at tænde hallens lys, bagerst i hallen så en dreng skyde fjerbolden op og op igen. Og nu er der noget, Jakob Høi godt vil sige til læserne, men vist mest til Viktor:
”Når vi så Viktor dengang, var det, fordi vi så hans forelskelse i badminton. Vigtigere end at lære børn teknikken er det at sørge for deres forelskelse i miljøet. Viktor er blevet så god på grund af kærlighed til spillet. Nogle gange ser man Viktor lave utrolige slag. Men for os, der kender Viktor, er det ikke utroligt, at han pludselig trækker ketsjeren om bag ryggen og sender bolden tilbage. De slag har han leget frem, siden han var otte. Hvis du ser hans ansigt, så er han ikke engang overrasket over, at de kommer over. Ydmygheden sidder dybt i Viktor. Han ved godt, hvad det er for et miljø, som har hjulpet ham til at nå dertil, hvor han er kommet nu. Han ved godt, at dagens topspillere sidder på skuldrene af gårsdagens. Jeg ved godt, at mange prikker ham på skulderen nu. Lokker ham. Jeg ved godt, at der åbner sig mange muligheder for ham. Men jeg håber, at han husker, hvor kærligheden til spillet kom fra.”
DEN 7. SEPTEMBER klokken 13:02 skrår et fly opad mod en grå himmel, mens en Mercedes i polarsølv standser ved lufthavnens parkeringsbom.
En kvindearm rækker ud mod automaten, og nogle øjeblikke senere sender hun et grin gennem det åbne bilvindue, mens den høje mand på sædet ved siden af trykker sig ned og læner hovedet mod hendes skulder. Fra bagsædet smiler en mindre mand i hvid T-shirt. Så er bilen forbi, nede ad rampen, drejet til venstre og til venstre igen, inden den standser nogle meter efter åbningen, hvor lysende gule bogstaver leder mod terminal 2 og 3.
Da kufferter, tasker og rygsække er ude af bilen, fryser gruppen et øjeblik. Viktor Axelsen læner sig frem, og Natalia Koch Rohde, en 180 centimeter høj kvinde med løftet hestehale, trækker højre arm rundt om hans nakke, så kroppene låser i et A.
Sean Casey drejer hovedet halvvejs væk. Fra parkeringskælderens betonlofter og vægge kommer ekkoet af et kys, og øjeblikket efter endnu et. Så opløses A’et. Viktor tager den sølvgrå rullekuffert og den blå Yonex-taske med sit navn og flag trykt på siden. Natalia giver Sean er kammeratligt dask. Så er hun på vej mod bilen, og de to er allerede nogle skridt inde i gangtunnelen.
Når han træner, er foden stadig øm, men MR-scanningen viste ingen brud, og her i lufthavnen mærker Viktor Axelsen ikke noget.
”Business Class?”
Viktor Axelsen nikker til SAS-kvinden med det brune hår samlet i en knold. Kroppen restituerer bedre på business class. Det er videnskabeligt bevist. Den sølvgrå kuffert vejer 28,9 kilo, men kvinden bag skranken siger ingenting. Otte kilo vejer hans NormaTec-støvler, som masserer benene efter kamp, og dem har han ikke hørt noget ‘Ai, Viggo’ til, siden Team Danmark-centret selv anskaffede sig et par. Et kilo proteinpulver og halvandet kilo proteinbarer vejer også, mens de sædvanlige fem kilo havregryn denne gang er sløjfet. I Tokyo kan Sean Casey opstøve økologiske havregryn, den helt nødvendige kost to en halv time før kamp.
På trappen op er Sean Casey hurtigt fire trin foran, men midtvejs indhenter Viktor Axelsen ham. Resten af vejen følges de ad. Da de når toppen, fortsætter de, den store skikkelse og den lille, uden at se sig tilbage.
