BAG DE FIRKANTEDE briller lyser Inger Mortensens øjne af begejstring. Hendes hår er krøllet og brunt med lyse striber, hendes brede smil afslører et lille hul mellem fortænderne, og en næsten barnlig forventning fylder hendes ansigt.
På parkeringspladsen gasser en knallert op og kører væk, mens hun låser sig ind ad bagdøren til Skjern Bibliotek. Egentlig er det hendes fridag, men lige nu er der intet sted i verden, den 50-årige biblioteksassistent hellere vil være.
”Det er simpelthen helt uvirkeligt, at du er her, Søren,” udbryder hun, da hun får øje på Soeren Le Schmidt, som venter ved et af hæve-sænke-bordene på bibliotekskontoret, der er omdannet til backstage-lokale. Det er en sen fredag eftermiddag i marts, og om en halv time skal den 35-årige vestjyde i sit lyse jakkesæt, som han har syet af reststof fra en sofa, holde foredrag. 88 mennesker har købt billet og sidder allerede klar på stolerækkerne ved bibliotekets børneafdeling, mens de spændt venter på at møde manden, de kender fra ’Vild med dans’ og som ham, der laver kjoler til dronning Mary og alle de kendte.
På stolerækkerne sidder også Soeren Le Schmidts forældre, Ulla og Finn Schmidt. De bor stadig i Ølgod, 20 kilometer fra Skjern, og har begge betalt 150 kroner i entré – de er for beskedne til at bede deres søn om billetter.
”Jeg er jo selv lidt fra Ølgod,” siger Inger Mortensen ’backstage’ på kontoret, og hun har knap fået overtøjet af, før hun griber chancen for at få taget et billede med Soeren Le Schmidt. Det virker som en ketchup-effekt på hendes kolleger, der indtil videre har bevaret roen, men nu nærmest stiller sig i kø for at blive fotograferet med designeren.
”Måske har jeg ekspederet dig nede i Theilgaards Boghandel,” siger en kollega, mens en anden først siger, at ”min mand ved slet ikke, hvem du er”, og derefter, at ”den seneste kendte, jeg blev fotograferet med, var Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor, red.)”.
”Vi har jo købt en lille gave til dig, Inger,” fortsætter kollegaen og peger på en lille pakke. Det har netop været Inger Mortensens fødselsdag, og hendes gave viser sig at være en billedramme, så hun kan printe sit foto med Soeren Le Schmidt ud og stille det på skrivebordet som minde.
”De andre har drillet mig lidt, fordi de vidste, at jeg ville blive så starstruck,” siger Inger Mortensen, der meget apropos har gået og spekuleret på noget:
”Du, Soeren, kan du egentlig selv blive starstruck, når du møder Mary?”
EN MÅNED TIDLIGERE, i den anden ende af Danmark, kommer Soeren Le Schmidt cyklende det sidste stykke ad Nørrebrogade på sin ladcykel, træder på bremsen og planter en massiv læderstøvle med firkantet snude i asfalten foran Nørrebro Station. Han er klædt helt i sort, i lavtaljede, brede cargobukser, stramtsiddende T-shirt og en kort, kraftig dunjakke, og han kunne næsten gå i ét med aftenmørket, hvis det ikke var for hans korte, afblegede hår. På fingrene bærer han fem store sølvsmykker, et af dem er en ring med initialerne SLS, og med sig har han både en god og en dårlig nyhed.
Det er modeuge i København, men helt usædvanligt skal Soeren Le Schmidt ikke afholde et af sine stort anlagte halvårlige shows. I august, da han fremviste sin SS24-kollektion (SS står for Spring/Summer) med blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, rapperen Tessa og skuespiller Dar Salim på catwalken (alle kunder hos Soeren Le Schmidt), annoncerede han samtidig, at det ville blive hans sidste i noget tid.
”Det er helt underligt,” siger Soeren Le Schmidt, der i dag har holdt kundemøder i sit showroom på Christianshavn og netop har været hjemme for at lægge sine to et halvt-årige tvillingedrenge i seng.
Han smiler bredt og afslører et snorlige, kridhvidt tandsæt. Tidligere på dagen har han fået at vide, at Danmarks Radio har givet grønt lys til en ny sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, hvor han medvirker som dommer – et talentshow, han selv i sin tid pitchede til DR. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at DR ønsker at udskifte programmets anden dommer, stylisten Anja Camilla Alajdi, som han skal mødes med om få minutter.
”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser.”
KORT EFTER NØRREBRO bliver til Nordvest, ligger et lukket autoværksted. Her åbnede for snart tre år siden baren Autopoul, opkaldt efter det tidligere værksted, og om sommeren er her fyldt med folk, der drikker naturvin i hvide plastikstole på parkeringspladsen, mens lokalerne om vinteren lejes eller lånes ud til events. I aften er her modeshow, og Soeren Le Schmidt er inviteret, fordi han er Soeren Le Schmidt, og fordi aftenens fremviser er en af finalisterne fra DR-programmet ’Danmarks næste tøjdesigner’.
”Du har Billy Idol-hår,” siger Anja Camilla Alajdi til Soeren Le Schmidt, da vi efter en kort cykeltur fra Nørrebro Station møder hende foran Autopoul.
Selv har hun gråt, næsten sølvfarvet krøllet hår, er iført et mørkegråt jakkesæt og et smil, der ikke antyder nogen skuffelse over at være blevet skiftet ud af DR. Soeren Le Schmidt svarer med et grin, og sammen gelejder de sig gennem menneskemængden og ind i garagen, hvor hvide plastikstole er opstillet på to rækker med ryggen til hinanden i midten af lokalet, der er badet i lys fra gule neonrør. Tre Soundboks-højttalere spiller på skift tung hiphop og elektronisk musik, og efter en kort kunstfilm træder en snes høje, slanke modeller med elefanthuer og tribal-printet tøj frem og catwalker rundt om stoleformationen.
Designeren bag, dansk-tyrkiske Cengiz Güdücü, har tiltrukket så stort et publikum, at en ung kvinde må hoppe op på skuldrene af sin ven for at kunne se ind i garagen, mens andre må overvære showet gennem skærmene på oprakte telefoner. Hele seancen varer blot 10 minutter, og mens dele af publikum driver ud i aftenmørket, søger andre ind til en improviseret efterfest i autoværkstedets garage, der har omtrent samme temperatur som en kummefryser.
DER ER 16 år mellem Soeren Le Schmidt og 51-årige Anja Camilla Alajdi, som han plejer at kalde for ’tante’. Hun har i mange år været personlig stylist for dronning Mary, og det var hende, der i efteråret 2017 ringede til Soeren Le Schmidt for at bestille den royale nytårskur-kjole, der endte med at blive hans gennembrud.
De to blev samme år introduceret til hinanden af ’Vild med dans’-vært Sarah Grünewald, som i programmets 14. sæson tonede frem på skærmen i en sort kjole af Soeren Le Schmidt. Men Anja Camilla Alajdi havde allerede hørt om den unge skrædderuddannede vestjyde, mens han arbejdede for designeren David Andersen, og hun kunne se, at han kunne noget særligt.
”Jeg kunne virkelig godt lide hans udtryk,” husker hun. ”Hans kjoler var – og er – på én gang moderne og tidløse. De har rene linjer, samtidig med at der sker en hel masse, og selvom hans design ofte er spektakulært og letgenkendeligt, er han god til at lade personen være i centrum, så det er vedkommende, der bærer kjolen – ikke omvendt.”
Dengang havde Soeren Le Schmidt kun været officielt i gang som selvstændig designer i et par måneder, så det kom som et chok, da han modtog opkaldet om, at den daværende kronprinsesse ville have ham til at designe en kjole til en af årets store royale begivenheder: dronningens nytårskur i 2018.
Og svaret på spørgsmålet fra Inger Mortensen på Skjern Bibliotek er, at første gang han var på Amalienborg, var han om ikke starstruck, så i hvert fald virkelig nervøs. I alt tog det et par måneder at designe den lange, røde kjole, der blev fremstillet af silkeduchesse – en form for satin, der også anvendes til brudekjoler – og med en markant grafisk udskæring ved bryst og skuldre.
1. januar 2018 lå han med tømmermænd efter nytårsaften hjemme hos sin søster Line og fulgte med i nytårskuren på tv. Da kronprinsesse Mary trådte frem på den røde løber, blev han ”beæret og meget rørt”.
”Jeg tror, at det var første gang, jeg for alvor følte, at det her er jeg faktisk virkelig god til,” siger Soeren Le Schmidt, der siden har designet en række kjoler for den nye dronning – blandt andet den hvide kjole, hun bar på balkonen ved tronskiftet i januar i år.
CHARLOTTE AMALIE SCHMIDT var en kærlig dame med gråt, krøllet hår, der altid gik i kjole eller nederdel og en lille hæl. Faktisk kan Soeren Le Schmidt ikke huske, at han nogensinde har set sin farmor i et par almindelige bukser, når han som barn kom hjemme hos hende i Ølgod.
I et af husets værelser havde Lotte, som bedstemoren altid blev kaldt, indrettet en systue med fire gamle industrisymaskiner og en broderimaskine. På store egetræsreoler lå stofruller og ringbind fyldt med skabeloner og mønsterdele til tøj, og i vindueskarmen af sort marmor stod en ghettoblaster, der spillede jazz. Gulvet var beklædt med væg til væg-gulvtæppe, hvilket kunne være temmelig upraktisk, hvis man tabte en knappenål.
Med hjælp fra sin farmor syede Søren Schmidt som seksårig sit første stykke tøj – en mørkegrøn habitjakke i tweed. Han havde den på til sin onkels 50-års fødselsdag en kold vinterdag, men selvom hans far flere gange forsøgte at få ham til at tage en varm frakke udover, nægtede han – end ikke at slå reverset op om halsen kunne komme på tale.
Senere, da hans arme blev for lange til, at han kunne passe den, forlængede han ærmerne med to stykker brunt ruskind, og når Søren Schmidt, der nu er Soeren Le Schmidt, i dag er ude at holde foredrag, har han stadig habitjakken med.
Lotte Schmidt og hendes mand Edvin drev i mange år manufakturhandlen I.C. Schmidt i Ølgod, sådan som Edvin Schmidts forældre havde gjort det før ham. Her syede de gardiner og kjoler på bestilling, og ovenpå lå deres bolig, indtil de i 1986 – to år før Søren blev født – besluttede sig for at sælge bygningen. Med sig tog de en håndfuld af symaskinerne, som fik plads i deres nye hus.
I dag ligger der et pizzeria i lokalerne på Storegade 22. Her mødes Soeren Le Schmidts forældre en gang om året med farens brødre og spiser på Lotte Schmidts fødselsdag – hun døde i september 2014, 90 år gammel.
Faren Finn Schmidt er uddannet teknisk designer og tegner trapper, mens moren Ulla Schmidt er pædagogmedhjælper og har arbejdet som klinikassistent. Sønnen er vokset op i en typisk kernefamilie med en to år yngre søster, og så længe han kan huske, har hans forældre bakket op om hans kreative udfoldelser. Han fik lov til at gå klædt, præcis som han ville, først i tøj, hans farmor havde syet, og senere i sine egne kreationer. Sammen tog bedstemor og barnebarn ud og købte stof, han kunne sy af, eller også gik de på jagt i byens tre genbrugsbutikker efter gammelt tøj, han kunne skille ad, sy om og eksperimentere med.
”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser. Nogle gange følte jeg, at jeg havde siddet der i 10 minutter, og så var der måske gået 10 timer. En gang imellem pjækkede jeg også fra skole for at sidde og sy hele dagen. Og min farmor sladrede ikke til mine forældre.”
ØLGOD ER EN typisk mindre provinsby med knap 3.800 indbyggere, tre supermarkeder, tre pizzeriaer, et fodboldstadion, en idrætshal og en kommuneskole. Det er efterhånden længe siden, Soeren Le Schmidt sidst var hjemme (forældrene har købt fritidshus i Dragør for at kunne være tættere på deres børnebørn), men ifølge ham er der ikke meget, der har ændret sig, siden han gik på Ølgod Skole i begyndelsen af 90’erne.
”Jeg var det lille finurlige barn, som syede sit eget tøj, var lidt nørdet og stak lidt ud,” fortæller han, men den gængse fortælling om, at det kan være svært at begå sig i et mindre provinssamfund, hvis man ikke passer ind, gælder ikke her. Soeren Le Schmidt husker ikke, at han nogensinde er blevet drillet, fordi han var dreng og elskede at sy.
”Jeg er ofte blevet spurgt om det, men jeg har aldrig oplevet noget. Det kan da godt være, der er nogen, der i krogene har tænkt ’fuck, en weirdo’, og fred være med det, men jeg er aldrig blevet mobbet. For mig var der ekstremt højt til loftet. Det skyldes nok også, at jeg er opdraget sådan, og at især min farmor forstod at hylde mit finurlige væsen.”
Line Schmidt, Soeren Le Schmidts søster – der arbejder med marketing og nok er det menneske, som designeren er tættest med – erindrer heller ikke, at nogen så skævt til hendes storebror:
”Søren gik ofte i hjemmelavet tøj, så på den måde stak han jo ud. Men jeg har aldrig set nogen drille ham, og jeg har heller ikke selv hørt nogen negative bemærkninger. Søren dyrkede bare sin store interesse, og folk lod ham være i fred.”
Sværest havde Søren Schmidt ved at passe ind i skolen. Ikke fordi han var svag bogligt, men fordi han havde svært ved at interessere sig for undervisningen, hvis ikke lærerne kunne forklare ham, hvad han skulle bruge det til – matematik for eksempel forstod han først, da han skulle bruge det til at udregne mønsterkonstruktioner, når han syede tøj.
Da han gik ud af 9. klasse, erklærede skolen ham uegnet til gymnasiet. I ren trods gik han til optagelsesprøve på handelsgymnasiet i Varde og bestod med perfekte karakterer. Mens han gik på HHX, legede han en overgang med tanken om at læse teologi, fordi han havde læst et sted, at der var mangel på gadepræster. Men dybest set var han nok allerede klar over, at han skulle bruge sit talent for at sy.
Søren Schmidt blev student i sommeren 2007. Nogle måneder forinden havde han fundet en lejlighed på Amager, så da han efter nogle dages studenterfester vågnede med tømmermænd, pakkede han en taske og tog toget til København – uden at fortælle det til sine forældre.
På køleskabet derhjemme satte han en post-it: ”Jeg er flyttet. Kh Søren.”
DET NYE NAVN står med blokbogstaver over døren på Strandgade 22 på Christianshavn, et tidligere forandringsskrædderi, som Soeren Le Schmidt overtog i 2020. Han har indrettet det med showroom ude foran og systue i baglokalet, hvor symaskinerne er nye, mens de gamle skræddersakse, målebånd og andet udstyr er fra farmorens systue i Ølgod.
En mandag i februar er to kvindelige ansatte i gang med at sy en hvid nederdel og presse en håndfuld sorte jakkesæt. Førhen lavede Soeren Le Schmidt alting selv, men efterhånden som efterspørgslen på hans tøj er steget, tager han sig i højere grad af kundemøder og design, mens han overlader syningen til andre. På dagens program står blandt andet et besøg af en caster, der skal finde deltagere til næste sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, og to kunder, der begge skal have syet en brudekjole.
At 7. september åbenbart er en af årets store bryllupsdatoer, står klart, da brud nummer to træder ind ad døren først på eftermiddagen.
”Der er virkelig mange af mine kunder, der skal giftes den dag,” bemærker kjoledesigneren, der rækker ud efter blok og kuglepen og smiler til den lyshårede kvinde i mørkeblå vinterfrakke ved bordet over for ham.
”Du skal ikke tage dig af, at jeg spørger om alt muligt mærkeligt, det er bare for lige at spore mig ind på retningen,” siger han og vil blandt andet gerne vide, hvor vielsen finder sted (i Holmens Kirke), hvad brudgommen skal have på (en sort smoking), hvor mange gæster der er inviteret (130), og om bruden har en stor tatovering på ryggen, han skal sørge for at dække (nej). Han tager noter, mens de bliver enige om en klassisk stropløs kjole med slæb og slør og et budget i underkanten af 20.000 kroner.
En kjole fra Soeren Le Schmidt kan tage op til et halvt år at producere. Undervejs skal kunden forbi showroomet en håndfuld gange for at vælge stof, få taget mål og få rettet kjolen til, så den sidder perfekt. Set i det lys er prisen måske ikke så mærkelig, men ofte oplever Soeren Le Schmidt, at folk tror, det er endnu dyrere.
”Mange tror, at man skal have 50.000 kroner med for overhovedet at kunne træde ind ad døren, men jeg laver tøj i mange prisklasser, afhængigt af hvor avanceret opgaven er, og hvor dyr en metervare man vælger.”
Det er de store, dyre kjoler, der har gjort Soeren Le Schmidt kendt, men han laver faktisk flest jakkesæt til mænd. Noget af det skyldes, at han har indgået firmaaftaler med banker, men også at der kommer mange mænd i aldersgruppen 35-50 i showroomet på Christianshavn, typisk fordi de har svært ved at finde jakkesæt, de kan passe.
”Jeg har selv ekstremt lange arme, og derfor har jeg altid haft svært ved at finde tøj,” siger han og strækker dem ned mod gulvet for at illustrere.
”Hvis man har skæve skuldre, store fodboldlår eller en lille topmave, bliver der taget højde for det, når man køber tøj hos mig. Jeg er heller ikke bange for at sige min mening til kunderne eller fortælle dem, hvordan jeg synes, at de skal style det tøj, de køber hos mig, og det oplever jeg heldigvis, at de fleste tager godt imod.”
Inden den kommende brud rejser sig fra bordet og går, aftaler hun og Soeren Le Schmidt at mødes igen om et par uger. Til den tid vil han have bestilt stofprøver hjem og tegnet tre forskellige skitser, hun kan vælge imellem.
”Jeg ved, hvad jeg vil synes er pænt til dig, og jeg tror også, jeg ved, hvad du kan lide,” siger han selvsikkert.
”Det er jo Holmens Kirke,” fortsætter han. ”Det skal være et skur af en kjole.”
I SOMMEREN 2007, da Søren Schmidt steg af toget på Københavns Hovedbanegård, ankom han med en drøm om at blive selvstændig designer. Men hjemmefra havde han lært, at man skal tjene penge, før man kan bruge dem, og at man skal sætte sig ordentligt ind i tingene. Derfor søgte han ind på handelsøkonomuddannelsen på Niels Brock for at lære om erhvervsjura og om, hvad ting som debit, kredit og moms betød.
Han færdiggjorde ikke uddannelsen, men kom efterfølgende ind på den nu lukkede skrædderuddannelse på Teknisk Skole i Ishøj, hvorfra han blev færdiguddannet i sommeren 2015. Sideløbende arbejdede han for andre designere og freelancede som stylist.
Her mødte han skuespillere, musikere og andre kendte og opbyggede et stort netværk, inden han som 29-årig blev selvstændig i efteråret 2017 – blandt andet kom skuespiller Trine Dyrholm og tv-vært Eva Harlou som nogle af de første på kundebesøg hjemme i hans toværelseslejlighed på Vesterbro, hvorfra han drev sin virksomhed i begyndelsen.
Han tog navneforandring fra Søren til Soeren for bedre at kunne arbejde internationalt, og han tilføjede mellemnavnet Le som en hyldest til sine bedsteforældre – L for Lotte og E for Edvin. Et sted undervejs har han også fuldstændigt fralagt sig sin vestjyske dialekt.
”Jeg tror, det lykkedes mig at finde et hul i markedet med mine store kjoler, som samtidig kan være helt minimalistiske,” lyder hans egen forklaring på, hvorfor han fik så hurtig succes som designer.
”Mange af kjolerne til de store gallafester og prisuddelinger var dengang fyldt med blonder, perler og pailletter, og det kan også være smukt, men jeg synes, det er mere interessant at arbejde med silhuetter og mønsterkonstruktion, så man skræller al pynten af og lader selve kjolen tale for sig selv.”
I DAG STÅR kendte danskere nærmest i kø hos Soeren Le Schmidt, når foråret og de store prisuddelinger nærmer sig. På Christianshavn har der blandt andet været travlt med at lave en kjole, som Paprika Steen skal have på til årets Robert-priser. Samtidig er systuen ved at færdiggøre kostumer til en stor musicalopsætning af ’Askepot’ i Tivoli, hvor chefdesigneren har måttet hente yderligere seks skræddere ind for at kunne følge med.
Alt bliver designet og produceret lokalt. Kun når Soeren Le Schmidt laver uniformer for hoteller og restauranter – blandt andet Nimb og Alchemist – fremstilles de i udlandet, fordi mængden af tøj er større, end han og hans ansatte kan håndtere.
Da han startede sin virksomhed i 2017, lavede Soeren Le Schmidt en mindre kollektion af printede T-shirts og sweatshirts med sit navn på. Han får stadig forespørgsler på dem, men han har ingen planer om at sætte en ny produktion i gang.
”De solgte fint, men jeg kedede mig i det. Det, der driver mig, er kreativiteten i at designe noget unikt. På den måde bevarer man også eksklusiviteten. Du risikerer ikke at møde op til en fest, og så er der tre andre, som har det samme på som dig. Det, du får hos mig, er designet kun til dig. Hver gang en kunde kommer ind ad døren hos mig, er det en ny udfordring, og det kan jeg godt lide.”
Hvis Soeren Le Schmidt hyrede en virksomhedskonsulent eller optrådte i ’Løvens Hule’, ville han formentlig blive rådet til at sætte gang i en billigere, masseproduceret kollektion ved siden af de skræddersyede kjoler. På den måde ville han kunne sælge sit tøj hos forhandlere i både ind- og udland og hurtigt forvandle en lille enkeltmandsvirksomhed til et brand med en stor millionomsætning. For til sidst at lave en såkaldt ’exit’, hvor man sælger sin virksomhed og sin livsdrøm for så mange penge til sig selv som muligt.
Men det interesserer ham ikke.
”Jeg har ikke nogen drøm om, at jeg skal have 50 ansatte. Jeg elsker det, som det er lige nu, hvor vi har travlt, men kan følge med. Jeg har intet behov for, at Soeren Le Schmidt skal være et stort brand, der forhandles i Jylland, Tokyo og Berlin. Jeg kan godt lide selv at have kontakt med mine kunder, og jeg har det bedst med, at vi producerer, når efterspørgslen er der, i stedet for at lave to kollektioner om året bare for at gøre det.”
I STEDET DRØMMER han om at få lov til at arbejde med børn og unge. Om at undervise dem i at bruge deres kreativitet, sådan som hans farmor for mange år siden lærte ham at bruge sin.
”Jeg læste et sted, at hver tredje elev i en folkeskoleklasse har særlige behov og derfor ikke har lyst til at komme i skole. Måske er det ikke alle, der passer ned i den kasse, som er det danske skolesystem. Hvis man havde sendt mig til lægen som barn, kan det godt være, at jeg var blevet diagnosticeret med et eller andet, men heldigvis havde jeg en familie, der tilskyndede mig til at dyrke min kreativitet og ikke tog sig af, at jeg ikke interesserede mig for matematik og andre boglige ting. Hvorfor ikke få noget mere kreativitet på det fucking skoleskema? Jeg siger ikke, at der skal være et fag, der hedder ’Sådan bliver du Soeren Le Schmidt’, men jeg ville ønske, at der kom mere fokus på kreativitet i folkeskolen. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til.”
Det er den mission, han er på, når han i april går i gang med optagelserne til den kommende sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, der skal sendes i efteråret.
”Det handler om at hylde kreativitet, men fra et lidt mere kommercielt perspektiv. Alle designere kan lave noget, som er vildt og skørt og ser flot ud, men kunsten opstår først, hvis det kan sælges. Der er så mange dygtige designere i Danmark, og jeg ville gerne sætte fokus på nogle af dem. Det gør mig virkelig stolt, når jeg ser, hvor godt mange af programmets deltagere klarer sig. Det beviser, at det kan lade sig gøre at leve af sin kreativitet.”
PÅ SKJERN BIBLIOTEK har Inger Mortensen stadig lys i øjnene, da Soeren Le Schmidt tager hul på sit foredrag, som begynder med fortællingen om hans opvækst. Et sug går gennem publikum, da han hiver sin gamle habitjakke frem og afslører, at han syede den som seksårig. På stolerækkerne kan tælles syv mænd, tre yngre kvinder og en lille pige, men ellers er Soeren Le Schmidt de lidt ældre kvinders mand. Det er dem, der flittigst gæster hans foredrag, fortæller han, især i Jylland.
Undervejs må Soeren Le Schmidt tilkalde teknisk assistance, da et YouTube-klip ikke vil afspille. På stolerækkerne bryder småsnakken ud, en bibliotekar kigger koncentreret ind i pc’en, men designeren selv tager det roligt.
Hvis Soeren Le Schmidt har et talent ud over det kreative, er det nok hans evne til at færdes lige så ubesværet på et bibliotek i Vestjylland, som han gør det på Amalienborg eller til et modeshow i Nordvest.
Som stylist Anja Camilla Alajdi siger: ”Han er en af de få, der kan slippe af sted med at være kommerciel og samtidig være accepteret i de kredse, hvor folk går op i at være niche og cool. Jeg tror, det skyldes, at han formår at holde fast i sig selv, uanset hvor han færdes, hvilket kan være supersvært i modeverdenen, hvor man nemt kan lade sig rive med af at blive feteret.”
Måske er der nogle i branchen, der synes, at han er for mainstream, men ligesom da han var barn, registrerer han det ikke. Soeren Le Schmidt hviler i det, han laver, og han laver lige, hvad han har lyst til.
”Jeg er ikke interesseret i, at mit tøj kun skal være for en bestemt gruppe mennesker. Jeg designer til folk på Skjern Bibliotek og til dem, der sidder på forreste række til Copenhagen Fashion Week.”
Han er heller ikke bange for at optræde i sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med hans tøj at gøre. Han meldte sig til ’Stjerner i trøjen’, et program, hvor en række kendte indlogeres på en kaserne og skal lære, hvad det kræver at være i militæret, fordi han var ’Danmarks slappeste mand’ – selv hans kone troede ikke på, at han ville klare det. Og han takkede ja til ’Vild med dans’, selvom han ikke dansede brudevals til sit eget bryllup, da ingen af hans venner mente, at han kunne lære at danse. Men også, fortæller han, fordi han for alt i verden ikke vil opfattes som højrøvet.
”Jeg tror, at mange synes, at folk i modebranchen er snobbede og arrogante, og den forestilling vil jeg gerne have pillet af mig. Jeg kan godt lide, at folk møder en anden side af mig, og at de forhåbentlig kan se, at jeg både har humor og er nede på jorden.”
Ikke at Soeren Le Schmidt kan huske nogensinde at være blevet konfronteret med den fordom, nu hvor han tænker over det. Men så er der sat to streger under, hvis nogen skulle være i tvivl.
TIL SIDST ER det tid til spørgsmål fra publikum: Hvad kostede den dyreste kjole, han har lavet? Ca. 75.000 kr. Hvor lang tid tager det at lave en kjole til den røde løber? Op til et halvt år. Var det ham, der bestemte, at Marys kjole skulle være hvid? Ja.
En kvinde nede bagved rækker hånden op: ”Hvordan går det egentlig med øjet?”
I sensommeren, under et ophold på Marienlyst Strandhotel, kom Soeren Le Schmidts kone ved et uheld til at ramme ham i højre øje med sin vielsesring. Han fik skrabet hul på hornhinden, og hele efteråret, mens han dansede i ’Vild med dans’, kunne han næsten intet se på det øje. Og da TV 2 i januar hyrede ham til at kommentere kjolerne ved nytårskuren på Amalienborg, modtog han bagefter et hav af beskeder fra folk, som syntes, at det var rørende, at han havde tårer i øjnene – i virkeligheden skyldtes det, at han havde problemet med øjet, som konstant løb i vand.
”Det går bedre,” svarer Soeren Le Schmidt, der har fået en operation, hvor hans hornhinde blev slebet. ”Jeg skal opereres igen om et par uger, og så går det forhåbentlig helt væk.”
Han takker af til bifald, og hurtigt former sig en kø af midaldrende kvinder, der vil hilse og have taget billeder.
Et sted iblandt dem står en yngre, mørkhåret kvinde og smiler lidt genert. Hun har en nederdel på, som hun har fundet i en genbrugsforretning, og om halsen bærer hun et lille, fint tørklæde. Hun går i 2. g og er kommet fra Horsens for at høre Soeren Le Schmidts foredrag, fordi hun selv drømmer om at blive enten skrædder eller designer. Men hendes forældre har sagt, at det kan man altså ikke tjene penge på.
”Selvfølgelig kan man det,” indvender Soeren Le Schmidt.
Han siger det ikke højt, men han får lidt ondt af den unge pige – tænk, hvis hans egne forældre havde lagt bånd på hans drømme.
”Skriv til mig,” siger han og smiler. ”Så kan du komme i praktik.”
