Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du var ordblind?
”Alt for gammel! Jeg var 18 år gammel og lige begyndt på Teknisk Skole i Roskilde. Som en del af optagelsen skulle man tage en test for at vise, at man ikke var ordblind – man kunne ende i en grøn, gul eller rød kategori, og da jeg fik resultatet, lå jeg solidt placeret i den røde. Jeg fik konstateret ADHD som barn, og derfor har det altid været forklaringen på, at jeg havde det svært i skolen – at jeg ikke kunne koncentrere mig, følge med og forstå de tekster, jeg blev bedt om at læse. Men pludselig gav det hele mening. I dag er jeg faktisk lidt sur over, at ingen tænkte tanken tidligere, men dengang var det så absurd, at jeg ikke kunne lade være med at grine.”
Fik det dig til at se din folkeskoletid i et nyt perspektiv?
”Jeg havde været vant til at få at vide, at jeg var doven. At jeg ikke koncentrerede mig nok, eller at jeg skulle gøre mig mere umage. På et tidspunkt sagde en matematiklærer til mig, at jeg godt kunne få lov til at være i klassen, men at han ikke kunne lære mig noget, fordi jeg var så langt bag efter de andre. Fra 0. til 3. klasse gik jeg på en lille landsbyskole, hvor jeg intet lærte. Det var først, da jeg skiftede til en større skole i 4. klasse, at jeg begyndte at lære alfabetet og de matematiske tabeller. Jeg følte mig tit dum. At jeg ikke var god nok til at være en del af min klasse. Da vi begyndte at få karakterer, var det som regel 00 eller 02 – og 4 eller 7, hvis det gik rigtig godt, og det var sjældent i dansk, engelsk og matematik. Jeg er ikke i tvivl om, at det havde været bedre for mig at vide, at jeg var ordblind, så jeg ikke gik rundt og troede, at det var mig, der gjorde noget galt.”
Hvad tænkte du, at du skulle lave, da du var færdig med folkeskolen?
”Da jeg gik ud af 9. klasse, var jeg overbevist om, at jeg skulle noget kreativt, og søgte ind på Teknisk Skole. Jeg tænkte, at jeg skulle være animator og lave tegnefilm, fordi jeg altid har været glad for at tegne. Gymnasiet var helt udelukket for mig. Men da jeg kom ind på skolen i Roskilde, gik det ret hurtigt op for mig, at det ikke var det rette alligevel.”
Du er en del af den første årgang, der har taget en særlig treårig HF for ordblinde i Holbæk. Hvordan endte du der?
”Det var helt tilfældigt, at min mor en dag kørte forbi VUC i Holbæk og så et skilt, hvor der stod, at skolen ville begynde at udbyde en HF for unge, der var ordblinde eller havde andre særlige behov. På det tidspunkt holdt jeg sabbatår og arbejdede fuld tid i Aldi, og jeg var ret nedtrykt: Jeg ville gerne i gang med en uddannelse og videre i mit liv. Så da min mor fortalte mig om det, tænkte jeg, at jeg måtte give det et forsøg.”
Caroline Juncker Lind blev sidste sommer student som del af den første årgang i Holbæk, der færdiggjorde en treårig HF for unge, der lider af ordblindhed eller har andre særlige behov som for eksempel en ADHD-diagnose. Tilsvarende forløb tilbydes på uddannelsesinstitutioner over hele landet.
Hvad var det for et sted, du mødte ind første skoledag?
”Jeg kom ind i en klasse med andre elever, som havde de samme udfordringer som mig. Og jeg blev mødt af nogle lærere, som havde en helt anden tilgang til undervisning, end jeg havde været vant til. I folkeskolen, hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, fik jeg bare at vide, at det var forkert, og at jeg skulle prøve igen – og koncentrere mig mere. Men her tog lærerne sig tid til at forklare, hvad jeg skulle gøre anderledes, og hvordan jeg kunne gribe det an. Nogle tekster lyttede vi til i stedet for at læse. Og vi fik nogle programmer, som hjælper én med at stave – det er lidt som en stavekontrol, der foreslår ord eller stavemåder, mens man skriver, og som hjælper én med at lære at sætte punktum og komma. Vi fik tilbud om ekstra undervisning efter almindelig skoletid, og fordi det var et treårigt forløb og ikke et toårigt som en normal HF, havde vi færre fag ad gangen og bedre tid til at fordybe os.”
Hvad betød det for din selvtillid at komme et sted, hvor dine udfordringer blev taget alvorligt?
”Så snart jeg begyndte at få succesoplevelser – jeg kunne for eksempel mærke, at jeg fik god feedback på mine dansk- og engelskafleveringer – tænkte jeg: Okay, jeg kan jo faktisk godt finde ud af det. Jeg er ikke dum. Det motiverede mig også til at lægge mere energi i mit skolearbejde, end jeg måske havde gjort tidligere. Og da jeg skulle til studentereksamen, gik det over al forventning. Jeg fik seks 12-taller, og i min sidste eksamen fik jeg 10. Da jeg fik karaktererne, måtte jeg lige spørge lærerne, om de nu var sikre på, at det passede.”
Hvordan står det til med din ordblindhed i dag – og hvordan kommer den til udtryk?
”Jeg vil altid være ordblind, men jeg er blevet meget bedre til at stave og skrive, end da jeg startede på HF. Jeg oplever dog stadig, at jeg af og til kan have svært ved at koncentrere mig om at læse en tekst. De fleste kender nok, at de sidder og lytter til noget, men mister koncentrationen og føler, at det bare forsvinder ind ad det ene øre og ud ad det andet. Sådan er det at læse en tekst, når man er ordblind. Man sidder og kigger på den, men man forstår den ikke rigtig, og det sætter sig ikke fast. Men i dag ved jeg, hvad jeg skal gøre, når det sker, i stedet for at give op. For eksempel deler jeg teksterne op, både når jeg skal læse og skrive, tager det i bidder, og når jeg går i stå, holder jeg en pause og vender tilbage til den senere.”
Nu har du så en HF. Hvad er dine fremtidsdrømme?
”Jeg har været i gang med at læse suppleringsfag, blandt andet engelsk på A-niveau, så jeg kan søge ind på universitetet. Først tænkte jeg, at det skulle være psykologi, og det søger jeg også stadig ind på, men drømmen lige nu er at læse jura.”
Havde du nogensinde forestillet dig, at du skulle komme til at tage en universitetsuddannelse?
”Aldrig. Jeg havde ikke engang tænkt, at jeg skulle på gymnasiet. Det er vildt at tænke på. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg ved, at jeg har arbejdet hårdt for det.”
