TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke– og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”