Indlæg

Som datter af en amerikansk trommeslager og en impulsiv svensk overklassepige blev CAROLINE HENDERSON kastet rundt mellem Philadelphia, Paris og Uppsala, inden en mellemlanding bragte hende til Danmark. Her fortæller den 62-årige sangerinde om at navigere i tilværelsen som avantgarde-kunstner og popsild, sexsymbol og alenemor, landadel og outsider. Og om at blive stadig mere sig selv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Sarah Butmann

1.

Jeg er vel tre år gammel. Min mor og jeg ankommer til New York og tjekker ind på et hotel. Min mor skal ud at købe groceries og får nogle stuepiger på hotellet til at passe mig. Da hun kommer tilbage, har de ribbet ALT af værdi, undtagen mig – også mit tøj og mine smykker. Det er sådan: ”Welcome to the United States of America.” 

Min mor er en 25-årig ret naiv svensk upper class girl, som ikke har rejst så meget. Men hun er eventyrer og del af en generation, som gør op med den kvinderolle, man i hvert fald i vores familie har båret på i mange generationer, hvor man muligvis får sig en uddannelse, men ender med at gå hjemme med børnene – og i hvert fald er gift. Min mors familie har herregårde og masser af jord og skov en time vest for Stockholm. Der er også en del præster. Min mor er meget smuk og begavet på mange måder, og så har hun den her vilde side, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

Mine forældre møder hinanden på en jazzklub, hvor min far spiller trommer i 60’ernes Stockholm. Min mor går på kunstakademiet og kommer ofte på klubben med sine kunstnervenner. Det er det smarte sted i byen, hvor der kommer en masse hotte musikere fra USA. Jeg tror aldrig, de er forelskede, men de har det, obviously, skidesjovt. 

Igennem mine første tre leveår kommer min far og besøger os i Sverige. Min mor bor stadig hjemme, og hendes forældre synes nok, at det at få et barn uden for ægteskab med en sort jazzmusiker fra New York er noget af det værste, hun kunne finde på. Desuden har hun valgt at få mig, selvom min far er i et andet forhold – men min far er med på, at det er det, de skal. 

Da vi kommer til USA, er han paradoksalt nok på turné i Europa det meste af tiden. Min mor og jeg flytter til Philadelphia og en lille lejlighed på første sal i et brownstone-byhus. Det er et miljø, hvor folk helt konkret bliver skudt på gaden. Jeg er bange, men jeg har venner – masser af sorte veninder. At bo i USA de år er som at leve livet i en speedet version, nede i en smeltedigel, der bare koger og er ved at eksplodere anytime. Jeg ved, at jeg skal passe på. ”Hold dig på den her side af gaden, Caroline. Hvis du går derover, kan det være superfarligt.” Selv bliver jeg ikke betragtet som svensk. Helt tilbage fra slavetiden i USA har der været den her one drop rule. Hvis bare du har én dråbe sort blod i årerne, så er du sort. Så det er jeg altså: sort! Til gengæld er det lidt problematisk, fordi min mor er hvid, og det er ikke comme il faut med blandede par.

Vi flytter igen. Til et andet neighbourhood, som er mere trygt. Jeg kommer i kindergarten, får nye gode venner og har en hund og en kat. Området, vi kommer til, er for folk af asiatisk herkomst, sorte, nogle få er hvide, og der er mange jødiske familier. Jeg har det ret skønt og lærer en masse nationaliteter, sprog og kulturer at kende, for eksempel den jødiske lysfest chanukah og kinesisk nytår. Min mor får løbende penge af sine forældre, mens hun går hjemme, passer mig, maler, tager kunstkurser og går til borgerrettigheds- og anti-krigs-demonstrationer, hvor jeg også er med. Hun finder en ny mand, og vi er nu en hel lille familie, men jeg fornemmer hele tiden, at vi ikke kommer til at blive her. Måske fordi jeg savner mine bedste- og oldeforældre, deres herregårde og dyr. Det er min mors eventyr. Det føles, som om jeg bare er med på sidelinjen, og der er en bagdør. 

2.

Jeg står ude på altanen i vores lejlighed i Paris og kigger ud over det 16. arrondissement og tænker, at jeg vil være cirkusprinsesse. Min morfar har besøgt os i Philadelphia og set den misere, vi lever i. En uge efter ligger der to billetter til Paris – en til min mor og en til mig. Morfar, der er civilingeniør, har fået en direktørstilling i Paris, og vi flytter ind hos mine bedsteforældre og mine to unge mostre, som de har taget med sig.

Årene i USA har handlet om alt muligt andet end at være barn. En barsk start, som har lært mig, at det at være pige eller kvinde i den her verden ikke er specielt nemt, og at være en sort eller brun pige er endnu mindre nemt.

Nu er jeg pludselig la fille suédoise, den svenske pige, på otte år. Vi bor i en kæmpe lejlighed i ambassadeområdet, jeg går i pigeskole med skoleuniform og bliver ledsaget af voksne, når jeg skal lege i Bois de Boulogne. Og jeg er sammen med rigtige voksne. Jeg holder meget af min morfar, men endnu mere af min mormor. Vi lever med ordnede forhold og rutiner. Der er mad på bordet, ingen jagter mig på gaden eller i demonstrationstog. Alle, jeg omgås, er upper class, så jeg ser ikke, at jeg også pludselig selv er en del af det. Paris er tryghed, og det at være ’sort’ er ikke umiddelbart en ting i det miljø. For eksempel er min veninde Brigitte fra Uganda kulsort, men der er så meget rigdom og dannelse og kultur i hendes hjem, at det er det, der fylder. Hun har to nannies og bliver afleveret i skole i en limousine. 

På et tidspunkt tager min mor hjem til Sverige for at få styr på sit liv. Hun skal læse svensk litteratur på universitetet i Uppsala og have sig en lejlighed. Jeg bliver et års tid alene hos mine bedsteforældre og rejser til Sverige i mine ferier. I familien er det kutyme, at alle børn skal på kostskole, når de er 10 år. Planen er, at jeg skal til Sigtuna, equivalent med Herlufsholm i Danmark, men min mor vil have mig hjem til sig, så jeg ender i en kommuneskole i Uppsala. 

CAROLINES SANGLINJER

Født 1962. Datter af Rudolf Henderson og Gunilla Röhfors.

Flytter til Danmark som 21-årig og slår sammen med Maria Bramsen igennem med popbandet Ray Dee Ohh i 1989.

Udgiver i 1995 sit første soloalbum, ’Cinemataztic’, der vinder syv Danish Music Awards.

Har siden 2021 under navnet Black Voices samlet Iris Gold, Nabiha, Karen Mukupa og Barbara Moleko til en række koncerter, der hylder den sorte kvindes musikhistorie.

Har optrådt i en række teater- og musicalopsætninger og medvirket i flere danske og internationale film og serier, blandt andet den spanske film ’Todos amamos a Gloria Cole’ (2007), Netflix-serien ’Vikings: Valhalla’ (2022) og senest den danske ’Viften’ (2023).

Har tre sønner, to af første ægteskab og en med Martin Gylling, som hun er gift med i dag.

Modtog Ridderkorset i 2010.

Aktuel i musikforestillingen ’Natasja’, som er på danmarksturné, og fra 23. november julekoncert-aktuel i hele landet.

Hendes 14. album udkommer i foråret 2025.

3.

Første dag i skolen ankommer jeg i en pæn pariser-pigekjole, min mormor har klippet mit hår i en korthårsfrisure, jeg har pæne pigesko og garanteret også knæstrømper. Alle de andre er Tommy og Annika-typer med løst hår, jeans og smarte T-shirts. Vi er i 70’erne, hele det autoritære skolesystem er opløst, og de andre børn råber og skriger. Jeg står bare bag en stol og venter på, at skolelæreren skal sige, at jeg godt må sætte mig ned. 

Det er første gang, jeg føler, at jeg virkelig er anderledes. Skikke og dannelse er slet ikke comme il faut her, og så er jeg den eneste sorte pige på hele skolen. Jeg er på alle måder et topmærkeligt barn, der bakser med at lære koderne og sproget, selvom svensk er mit modersmål – men så opsat på at lære dem. De andre børn i skolen synes jo, det er pralende, når de spørger mig, hvor jeg kommer fra, og svaret er Paris og New York. Jeg vil bare gerne være sådan en Tommy og Annika-type. 

Jeg går i 9. klasse, har et miniskørt og en T-shirt på og er på vej i skole, da en mand kigger så meget efter mig, at han kører ind i en anden bil. Jeg er en late bloomer, der stadig godt kan lide at klatre i træer, er absolut ikke den smarte i klassen og er aldrig inviteret til en skid. Den her dag går det op for mig, at jeg er ved at blive en kvinde, og at det gør noget ved det andet køn, som ikke nødvendigvis gavner mig. Nu er jeg altså dér, hvor jeg ikke kan gå hjem alene fra en fest om aftenen. Jeg er en kvinde, og der er et regelsæt for mig, som ikke gælder for drengene.

Som teenager er jeg mere forvirret end nogensinde. Hvem er jeg, og hvad for en slags kvinde er jeg ved at blive? Jeg kigger på kvinderne i min familie. Min mor prøver på mange måder at være sådan lidt yeah – fri og uimponeret. Men hun er meget afhængig af mænd – hvis det ikke er ægtemænd, så er det min morfar. Hende skal jeg i hvert fald ikke være, og mine mostre er fuldstændig lige så konservative som min mormor og oldemor. 

Jeg må definere mit eget liv, og som 16-årig flytter jeg hjemmefra og til Stockholm. Her starter jeg på en forberedende teater-musik-skole, Calle Flygare Teaterskola, og begynder at få små roller på teatre og musikteatre. Som 17-årig kommer jeg også med i et reggae-band, hvor jeg synger kor sammen med en veninde. Det er skidesjovt, vi turnerer rundt i Europa, og jeg skal jo have noget at leve af. Jeg har altid vidst, at jeg havde en god stemme. I musik i skolen kunne jeg mærke, at jeg var på et andet niveau end de andre, og blev også altid bedt om at synge for, men det var ikke noget, jeg ellers dyrkede. Alligevel har jeg af og til tænkt, at fordi min far er musiker, kunne jeg lave musik, hvis alt andet gik galt.

Et par år efter møder jeg en pige, hvis far er koreograf, og vi finder ud af, at vi gerne vil lave nogle ting sammen. Hun kan godt lide hele det dér showmiljø, så vi begynder at lave shows sent om aftenen efter det rigtige show på en klub, der hedder Hamburger Börs: musik, sang, dans og sjov og ballade. Det giver mig adgang til et job på et rigtigt teater, Folkteatern, bedre kendt som Folkan, som danser og sanger. 

Men Stockholm er småt i 80’erne, og lidt efter lidt begynder jeg at tvivle på, om jeg har en fremtid her. Hele den skandinaviske eksotisering går mig på. Man får let et stigma som en ækel blanding af noget sexet, fremmed, mystisk og spændende. Det er ikke sådan, jeg ser mig. Hvis jeg skal noget med skuespil, vil jeg ikke føle mig begrænset af, at jeg skal spille en rengøringskone eller en prostitueret, noget Josephine Baker-agtigt eller en Billie Holiday-offerrolle. Min far siger: ”What are you doing? Why don’t you come over here?” Så jeg tænker: ”Okay, det prøver jeg.” Jeg vil gå på universitetet i San Diego, hvor han nu bor, og hvor de har en musiklinje. Jeg slår op med en ulidelig kæreste, som stalker mig, og min far lover at sende mig en billet. 

4. 

Jeg ringer på døren hos film- og teaterinstruktøren Kaspar Rostrup i Hellerup. Nogen har fortalt mig, at han skal lave et teaterstykke på Gladsaxe Teater om et vulkanudbrud på øen Martinique. I sagens natur søger de en masse sorte mennesker som statister, nogle med lidt erfaring. Prøverne skal starte ugen efter, og de har haft audition for tusind år siden. Men jeg tænker: ”Det dér lille land, det går nok.” Jeg har et ret omfattende cv af en 21-årig at være. Jeg har hørt, at man får 8.000 kroner om måneden som statist. 

På min fars side af familien har jeg en halvbror, som er født nærmest samtidig med mig. Han bor i København, så ham har jeg kontaktet gennem min far. Hans familie er sød, og de har inviteret mig indenfor. Togturen føles som en lang rejse, så færgen over, og jeg er landet på Københavns Hovedbanegård i oktober måned i sommertøj. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg sidder i Kastrup, og så er jeg videre. Out of here! Men den dér billet fra min far kommer ligesom ikke. Det går rigtig dårligt med hans firma for tiden. Men hvis jeg nu kan få et job og tjene nogle penge, så er jeg videre. 

  Kaspar Rostrup åbner døren, helt søvndrukken og med brillerne oppe i panden. Jeg har forberedt en brandtale på svensk: Hej, jag heter Caroline och jag är bra på att sjunga och dansa, och jag är här i Köpenhamn …Han står bare og kigger på mig, og på et tidspunkt mumler han: ”Okay, men så kom til teatret i morgen til audition, selvom jeg ikke lige har noget til dig.” Det gør jeg, og jeg får jobbet. ”Jeg nailede den,” tænker jeg. Flere år senere, hvor jeg har lært Kaspar godt at kende, siger han: ”Ja, men jeg kunne jo ikke … Du var jo så lille og sød, og jeg måtte jo hjælpe.” 

Jeg kommer til at spille æsel og elskerinde til Peter Schrøder. Hele Danmarks elite er castet til det her. Rostrup står for det nye totalteater. Vi går rundt blandt publikum, scenen bevæger sig, og alt er meget eksperimenterende og stort. Jeg møder også Povl Dissing. Han er den syngende skomager, og jeg skal danse for ham i trikot og med æselmaske på. Han er en fantastisk sød mand, men jeg synes, han synger virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke dansk og heller ikke den måde, han synger på. Der er en fra teatret, der siger til mig: ”Han er altså meget kendt i Danmark, Caroline.” Vi har en øm scene, hvor han synger for mig, fordi jeg dør i hans favn. Og fordi vi spiller forestillingen virkelig mange gange, lærer jeg af ham undervejs. Af den måde, han synger på, af den kontakt, han har til publikum, og af lyrikken. Jeg ligger jo hver aften literally i hans skød og kan kigge på ham: ”Okay, nå, dét var en konsonant, okay, sådan.” Vi bliver venner og er det livet ud.

Frem til jeg kommer til Danmark, har jeg ikke været særlig erfaren med venner, for hele mit liv har bestået af opbrud. Det har hele tiden været noget med at starte forfra. Heldigvis har jeg altid været ekstremt nysgerrig på at være i nye miljøer og på at lure, hvad man nu gør. Morten Grunwald tilbyder mig en rolle i et teaterstykke på Betty Nansen Teatret, men prøverne skal først gå i gang et halvt år senere. Så jeg bliver hængende og går ud med min nye bedste ven, Sunny Asemota, som jeg møder på Gladsaxe Teater. Han er billedkunstner og fra Aalborg, og sammen lærer vi mennesker at kende. Det er fuldt smæk på, op på højhælede sko, og ”Hvor kan man danse i den her by?”

5.

Vi står på en klub med træborde og bar i en lille flække på Midtsjælland med publikum i øjenhøjde. Det er 1988, og der er ikke rigtig nogen, der kender os som Ray Dee Ohh endnu, men vi er ude at spille de her opvarmningsjobs, inden pladen og det store pressearbejde går i gang. 

Jeg lærer Maria Bramsen (den anden forsanger i Ray Dee Ohh, red.) at kende på Betty Nansen Teatret. Hun er min første danske veninde, og vi ligner hinanden: Vi er lige gamle, har begge to fregner, samme hudfarve og samme stjernetegn. Lynhurtigt er vi rigtig tætte, og hvis der er noget, jeg kan med Maria, så er det at grine. Vi bliver begge mødre meget unge – Maria er 23, og jeg er 22, da jeg bliver mor første gang. Siden bliver vi skilt samtidig.

Maria og jeg klamrer os til hinanden. Vi får korjobs, samtidig med at Maria er med i The Lejrbåls, hvor hun er træt af at være solist. Jeg tror, jeg skal være den nye Neneh Cherry, men det projekt har fået en kæp i hjulet af, at jeg er blevet alene med to børn i Danmark. Der er totalt kaos i mit liv. The Lejrbåls går i opløsning, og nogle af musikerne vil gerne starte et nyt popband med Maria og mig som forsangere. Det er ikke min drøm, men jeg er 26 år, og jeg skal fandeme ikke hjem til Sverige alene med to børn og gentage mine forældres historie. Det her er en opportunity, så jeg kan forsørge mig selv, selvom det ikke er min musiksmag. Slet ikke!

Vores første single, ’Mandags-stævnemøde’, er ude, og da vi begynder at synge, synger alle 300 mennesker omkring træbordene med. Efter koncerten reagerer jeg med at brokke mig over lyden. Det er en forsvarsmekanisme, for jeg er godt klar over, at det her vil kunne noget. I Sverige har jeg været en del af the underground – det, der skal blive til starten af hiphoppen og triphoppen. Jeg er ikke til sing-along-musik, og det er også lidt paradoksalt – Maria og jeg er jo ikke 19 år mere. Vi har børn og har prøvet en hel masse, og nu skal vi stå og synge tekster, som appellerer til børn, om brændende læber og hjerte og smerte. Men det er også smukke tekster, gode popsange. Og det bedste sted at være, når ens liv er ved at gå totalt i opløsning. Jeg sidder i et fremmed land, uden familie, uden noget som helst – ikke engang møbler. Jeg har ingenting, så det er på en måde rart at tage den supermandskappe på. 

Jeg bliver en dygtigere performer og lærer dansk, eller rettere, jeg knokler! Når jeg går ind i studiet og skal lære de her sange, er det blod, sved og tårer for at få de danske lyde til at lyde ordentligt. Det er mit konservatorium. Jeg giver interviews i radio og tv og laver videoer og lærer med 180 i timen. På et tidspunkt er vi hovednavnet på en Grøn Koncert, hvor der er 80.000 mennesker, og vi flyver frem og tilbage til jobs i det her lille land. Succeskriteriet for mig har været at skabe en tryg base for mine børn, men at det bliver så populært, har jeg ikke set komme. Som småbørnsmor er det fantastisk, for vi laver højst 50 koncerter om året. Der er jo andre mennesker, der skal op klokken seks om morgenen og aflevere deres børn i vuggestue! Det er i de år, jeg bliver landskendt, og jeg har det ambivalent med det. På flere planer. 

Der bliver skrevet nogle racistiske og sexistiske ting om os i pressen, og det er ikke i orden. Vi er jo to mørke piger på én gang, og de mandlige journalister kan ikke dy sig for at sammenligne os med chokolade eller nougat. Hvis vi står på en scene og ser ud, som vi gør, og også godt kan lide at have en pæn kjole på, som fremhæver vores former, er der frit slag for alle journalister til at skrive fuldstændigt, som det passer dem! Vi er objekter, og det er det vilde vesten.

Vi siger fra over for vores samarbejdspartnere, men pladeselskaber, bookere, spillesteder og medier er én stor Happy Meal-fødekæde og 100 procent afhængige af hinanden. De færreste er med på at boykotte misogyne og racistiske publikationer eller journalister. Og så består musikbranchen på det her tidspunkt hovedsagelig af mænd, som har et blind spot for den slags. 

Vi kan råbe og skrige alt det, vi vil, men reaktionen er: ”Så find jer et andet job.” ”Tag noget andet tøj på.” Eller ”Slap dog af, han mener jo ikke noget med det!” Sorte kvinder må åbenbart bare deale med at repræsentere noget seksuelt, noget promiskuøst, i folks bevidsthed. Det går 200-300 år tilbage, men er stadig meget præsent i det her samfund, som også har haft kolonier. Det er så nedarvet, at folk tillader sig at bruge N-ordet. Det er et paradoks at leve i: på den ene side at være dyrket som popikoner og på den anden side at blive talt ned til.

CAROLINE HENDERSON OM …

Sort guld

”Stærk-øllen Sort Guld skal lanceres i Danmark, de er på jagt efter en sort pige, simpelthen, og det er så mig, der får rollen. Jeg startede med at arbejde som mannequin og gå model i Sverige og Paris, da jeg var 16, så det er ikke helt ud af det blå, at jeg siger ja. Jeg er 21 år, lige kommet til Danmark, de tilbyder mig 10.000 kroner, og jeg synes, det er vildt mange penge. Jeg har en kjole på, som er meget guldagtig i den her video, og så ser man min brune hud. Det ville være så not woke i dag – noget man ville cringe over.”

Ridderkorset

”Jeg tror, jeg er havnet på den liste, fordi jeg har lavet rigtig mange ting for kongehuset. For eksempel har jeg været med dronning Margrethe på statsbesøg i Tanzania og arrangeret indholdet til det, der hedder en returmiddag. Her har dronningen musik, dans og mad med fra sit hjemland. Derudover har jeg sunget til mange ambassadørmiddage og for konge-huset i Sverige. Jeg er vældig politisk korrekt:  Kvinde, sort, taler alle de her sprog, kan begå mig på de bonede gulve, fordi jeg kender til etikette fra min baggrund. What’s not to like? Jeg er jo ikke sådan en bonderøv, der kommer ind fra højre, når de hyrer mig.”

6.

Min veninde Mette er ved at rage håret af mig. Jeg sidder inde i min stue og har med vilje ikke sat mig foran et spejl. Jeg har meget stort hår og skal tage mig sammen til det her. Jeg har lige sagt op i Ray Dee Ohh, og der har været en masse palaver, så da min ven, musikarrangøren Kåre Bjerkø, lægger en besked på min telefonsvarer om en audition på noget Gasolin’-noget på Dr. Dante-teatret, tænker jeg bare: ”Fed timing.” Jeg ved ikke, hvem Gasolin’ er, og jeg hader auditions, men jeg har ikke en krone på lommen. Det er første gang, jeg bliver spurgt om noget helt andet end de sædvanlige eksotiske indslag, og jeg overlever audition, fucker ikke op, begynder ikke at græde, løber ikke min vej, eller hvad man nu kan komme til, når man er presset.

Da jeg kommer hjem, ligger der en ny besked på svareren om, at jeg har fået jobbet. Jeg aner ikke, hvad jeg har sagt ja til, men jeg kommer ind i et miljø, hvor man har lyst til at skabe noget, bryde nogle grænser – og skal rage håret af. Louise Mieritz og Lotte Andersen gør det bare. Louise er lige kommet ud af skuespillerskolen og er vant til, at grænseoverskridende øvelser er en del af faget, og Lotte har været en del af Dr. Dante i mange år. For mig, der kommer fra et andet miljø, er det meget sværere. Da jeg boede i USA, blev jeg drillet med mit store hår, faktisk mest af de sorte piger, der sagde: ”She’s got long hair, she’s got mixed hair.” De ville klippe det af. Her i Skandinavien er reaktionen: ”Ej, må jeg ikke tage på dit hår? Ej, hvor er det mærkeligt. Ej, hvor er det sjovt, at det hele er så krøllet.” Mit hår har aldrig bare været ’hår’, og nu skal det pludselig af.  

Da Mette er færdig, sender hun mig ud til spejlet i gangen. Og så er det, jeg ser, at hun har efterladt en munkekrans. Det tager brodden af det hele. Jeg har aldrig været skaldet før, ikke engang som baby. Vi griner, så tårerne sprøjter, i en time, og så tager vi den krans af, og alt er godt. 

Scenen er meget skråt opbygget i forestillingen, så jeg skal, literally speaking, stå på de skrå brædder i militær-boots, som er en del af vores kønsneutrale outfit, og synge ’Længes hjem’. Kim Larsens take på den sang er, at han er gået fra en kvinde, som står med to små børn. Jeg vender den om. Da jeg står dér helt kronraget og vælter den sang ud, har jeg en følelse af, at nu er jeg hjemme. Nu er jeg på rette vej igen. Vi er androgyne, alt bliver visket ud. Det store hår og det at være Danmarks pop- og sexsymbol er væk. 

Da forestillingen har premiere i 1994, får vi ikke særlig gode anmeldelser. De sure anmeldermænd i cowboystøvler reagerer på, at instruktør Nikolaj Cederholm har pillet ved nationalklenodiet. Men så sker der det fantastiske, at især det unge publikum, der intet forhold har til Gasolin’, overtager det, og så siger det bare: ”Woooof.” Det bliver en mega-mega-mega-succes, og vi gentager det året efter. Sjovt nok kommer de samme anmeldere året efter, og nu er der ikke grænser for, hvor godt det er. 

7.

I en kælder i en kæmpe villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg sidder jeg igennem to år sammen med Thomas Blachman og laver tracks til min første soloplade. Jeg har ingen penge og laver teater samtidig. Vi har en fælles ven, som Thomas har gået på Berkeley med. Jeg lytter til Massive Attack, Wu-Tang Clan og Portishead og ved, det er den vej, jeg vil gå – et miks af jazz og den nye elektroniske musik triphop, lidt hiphop og poetry slam. Alt muligt. Vi har det sjovt, sampling er ret nyt, så vi sampler alt. For eksempel til det track, som kommer til at hedde ’All around You’. Thomas sidder og trommer med sine guldringe, han er jo trommeslager, så de lyde sampler vi også. Det er nærmest grund-tracket i den sang. 

På et tidspunkt kan vi ikke komme videre. Thomas og jeg har ikke været gode til at få greb om de åbne store omkvæd, vi har lavet nogle fantastiske tracks, men folk på pladeselskabet forstår det ikke rigtigt. Jeg har hørt om Kasper Winding og synes, han er larger than life, så jeg ringer til ham i London. Han er en af de første, der, når jeg spiller numrene for ham, siger: ”Jeg vil ikke pille ved noget af det. Det er fuldstændig fantastisk, som det er. Men jeg tror godt, at jeg kan skrive nogle flere sange til dig, som vil passe ind i det her.” Og så kommer han med ned i Blachmans kælder med numrene ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’ og siden ind i et rigtigt studie. 

Det er første gang, at jeg er 100 procent inde i en proces, og jeg elsker hvert eneste minut. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan overskue at styre Thomas og Kasper, som er superskønne på hver deres måde, men også to excentrikere og meget selvoptagede, tør jeg godt sige højt. Men vi får sat Thomas’ og mit quirky og introverte univers sammen med Kaspers mere åbne verdensmandsunivers, og da de to legoklodser finder sammen, siger det bare ”duk!”

’Cinemataztic’-pladen er fuldendt, men jeg må slås for den, for folk har ikke hørt den her slags musik før. Alle tror, at jeg kommer med en ny Ray Dee Ohh-plade, og så kommer jeg dér pilskaldet med noget, man ikke har hørt før. Til sidst bliver der faktisk en hype omkring min plade på pladeselskabet. De kan godt mærke, at de sidder på noget, som er ret unikt. 

Da jeg turnerer med pladen og spiller på Arena-scenen på Roskilde i 1996 og kigger ud over et gigantisk menneskehav, er det et moment. Jeg har et zebra-Gucci-sæt på. Bukser og skjorte. Jeg er så pissesmart og pisseglad og tænker: ”You fucking made it.” Nogle måneder forinden har jeg også fået de dér syv Danish Music Awards. Jeg er kommet hertil med en lille pose i hånden, og nu står jeg her og har lavet Ray Dee Ohh, mine børn har overlevet, jeg er ikke sultet ihjel, jeg har vundet alle de her priser, og jeg er ikke engang 35 endnu. Det er jo sindssygt. 

CAROLINE HENDERSON OM …

Sit arbejde

”For tiden er jeg i gang med en ny plade sammen med musikerne Jonathan Bremer og Johannes Wamberg. Det bliver min solo-plade nummer 14. Det skal igen være et merge af alt muligt – noget rocket lyd og en blanding af det elektroniske og jazzede, noget trap music (rap-genre fra Sydstaterne i USA, red.). Tiden har arbejdet for sådan en som mig. Jeg har altid kigget ned i den dér store smeltedigel og lånt og lavet mit eget. I dag gør alle det.”

8.

I 2006 dør min far, og jeg er ovre i Queens for at hente hans urne, og hvad jeg ellers lige kan bære. 

I hans gemmer finder jeg en kopi af et brev, han engang har sendt til Ronald Reagan for at protestere over, at regeringen ville give John Wayne – der tidligere havde fremsat både racistiske og sexistiske kommentarer i offentligheden – en æresmedalje. 

Min far var udsendt i Korea-krigen i 50’erne. Det var hårdt for alle soldater, men så meget desto mere for en sort mand, fordi de sorte blev brugt som kanonføde. Det var dem, man sendte forrest, og de fik de dårligste vilkår. Og så kom de hjem til segregation og blev fortsat behandlet som skidt, selvom de havde været ude at forsvare deres land. Korea-krigen gjorde noget ved min far mentalt, men han var feisty indtil det sidste. Min far havde den intellektuelle styrke, kæmpede for civil rights movement, var en dygtig jazzmusiker og sjov. Han var ikke den store faderfigur, men en far, jeg så op til og var inspireret af. Jeg har altid vidst, at min far var politisk aktiv – det er jo ham, der har prentet alle de her ting ind i mit hoved: ”You are a black woman and you have to present” og så videre – men at finde det brev er et ret fantastisk øjeblik. Han var virkelig velformuleret, og det er flot skrevet. Det gør mig stolt at tænke på, at han har sat sig ned og skrevet: ”As a black man in this country, I think 

I 2020 mister jeg min mor. Hun får kræft, og det går hurtigt. Jeg synes, at jeg har haft et stort ansvar for hende. Som barn skal jeg sørge for, at hun ikke er ked af det eller roder sig ud i ting. Da hun bliver ældre, er det mig, der bliver den nye morfar og hjælper hende med at tage de rigtige beslutninger eller vikler hende ud af dårlige beslutninger. Først som voksen får jeg at vide af min ene moster, at hun var et wild child. Det kunne have været rart at vide tidligere, for jeg har altid følt, at hendes måde at opføre sig på nok skyldtes, at hun fik et brunt barn, som brød med datidens normer. Efter tiden i USA tror jeg, hun har haft PTSD. Dengang sagde man, at folk havde dårlige nerver, når det kom til ubearbejdede traumer. Jeg har holdt virkelig meget af hende, men hun har også været en anstrengelse.

Vi har travlt, hvis vi skal nå at få talt ordentligt sammen, inden hun dør. Men hun vil ikke ned i noget af det. Hun søger tilgivelse for den mor, hun har været for mig, og jeg vil have bekræftelse af hende. Vi mødes aldrig rigtig i det.

Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed, hun har givet mig det gode grin med, evnen til ikke at tage sig selv for alvorligt og at kunne se situationen udefra. Og hun levede i hvert fald livet. Mens jeg voksede op, elskede jeg især, at der altid var plads til en mere. Jeg kunne tage 15 med hjem til middag, og så fandt hun på noget. Måske fordi hun var født som overklassepige, lod hun sig aldrig begrænse. Hvis der var en kjole, jeg godt kunne tænke mig, var det: ”Vi køber den.” ”Men har vi råd til det?” ”Nej, men vi finder ud af noget.” Og så spiste vi bare lidt anderledes. Eller: ”Kom, vi tager en taxa hjem.” Og så var hun i modsætning til resten af familien ikke spor materiel. Hun fik jo smykker og pelse af min morfar, men hver gang hun flyttede, var tingene væk, så havde hun solgt dem, så vi kunne komme ud at rejse. 

Jeg ser mig selv som en omvendt Benjamin Button, ham filmkarakteren, der ældes bagfra. Som 15-årig følte jeg, jeg var 100. Al den viden, alle de følelser, alt det, jeg havde set og oplevet i min unge krop, var alt for meget. Derfra er jeg år for år blevet yngre og yngre af sind. Og nu, hvor årene har jævnet alle de tidlige oplevelser ud, er det, som om jeg passer bedre sammen. 

Jeg kan også godt lide at se mig selv som det første træ, der blev plantet et nyt sted. Jeg havde jo ikke nogen rødder i Danmark og stod meget spinkelt i starten. Jeg troede ikke, at det skulle være her, men jeg satte alligevel nogle bittesmå rødder. Nu ser jeg, at de breder sig – der er også kommet børnebørn til. Jeg elsker den selvfølgelighed, mine børn har ved at være i et land, ved at have et hjem og ved at føle sig stolte over det. Hvis jeg ikke havde ringet på ude hos Kaspar Rostrup, havde jeg ikke siddet her i dag. Så havde jeg været i L.A., eller hvad ved jeg. Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over. Jeg er sådan én, der tror, man har flere liv. Next time.

9. 

Jeg sidder på en hest på et filmset til ’Vikings: Valhalla’ i Irland og er ved at skide grønne grise. Der er 400 statister, heste og køer omkring mig. Jeg skal spejde ud over den her by, vende min gigahest på et frimærke, ride ud og møde kongen af Danmark, kong Knud II, uden for byportene, snakke lidt, og så skal jeg ride tilbage i one take. Jeg kan sagtens ride. Der var heste på mine oldeforældres gård, og jeg var en vild pige, der red i skoven. Til gengæld er det efterhånden mange år siden, og jeg har aldrig prøvet at ride på et set før.

Min rolle som Jarl Estrid Haakon får jeg under pandemien. Det giver mig arbejde midt i en svær tid, hvor jeg ikke kan komme ud at synge med min seneste plade. Og det er det største, jeg nogensinde har lavet, den her kæmpestore Hollywood-produktion med egen trailer, fægtetræning og så videre. For mig er det ret blæret – herhjemme er der aldrig nogen, der spørger mig til den rolle, jeg ved ikke, hvor de 900 millioner seere sidder henne, i hvert fald ikke i Danmark. 

Selvom min karakter ikke er skrevet ned i historiebøgerne, og historikerne generelt ikke har fulgt kvindelinjen, men kun mandslinjen, tænker jeg, at det er plausibelt, at der har været sådan en kvinde, for vikingerne rejste både til Afrika, Asien og Amerika. Jeg er stolt over at være den første kvinde, der bringer den slags rolle ind i en Hollywood-produktion, og jeg skal love for, at der kommer mange haters fra mange lande. Men de her white superior-mænd – kun mænd! – der spammer os, slår mig ikke ud. Jeg ér jo hende, bare 1.000 år senere: Jeg har afrikansk-amerikanske rødder, og jeg er fandeme også fra en svensk herregårdsslægt, der går helt tilbage til 1400-tallet, og jeg har fået Ridderkorset af dronning Margrethe. 

Da jeg sidder på den hest, finder jeg min stolthed frem, og pludselig er det mere end bare en rolle. Da jeg mødes midt i scenen med kongen af Danmark-skuespilleren, som er en rigtig højt-på-strå-alfahan, når jeg at tænke: ”Wait a minute – hvor er det absurd, at jeg skal mødes med kongen af Danmark, for jeg har faktisk fået et ridderkors af hans tiptiptiptiptip-oldebarn. In real life.” Så jeg owner scenen, præcis som min far har lært mig, og med et gran af humor, som min mor har lært mig, og gennemfører det ene take i første forsøg.

Han troede, at han skulle være træblæser i et stort symfoniorkester, men fik i stedet sit gennembrud som kvindelig seniorkorrespondent i et satireprogram. Gang på gang har FREDERIK CILIUS forsøgt at regne den ud, men han kan stadig ikke forudsige, hvad der bliver en succes. Ud & Se møder den 38-årige komiker, skuespiller og musikformidler forud for hans livs satsning.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LEGESYGE SKUESPILLERE med mærkelige parykker fra klæd ud-kassen kravler rundt på væggene i Skuespilhusets øvelokale, og langs scenekanten flyder alskens rekvisitter og masker hulter til bulter på tilfældigt opstillede borde.

”Velkommen til crazy town,” siger Frederik Cilius, da han selv træder ind i rummet.

Det er en solrig formiddag i København, og det er tid til prøver på Ludvig Holberg-komedien ’Jeppe på bjerget’, der skal køre på Det Kongelige Teater i starten af 2025 – med ham selv i hovedrollen som den drikfældige fæstebonde Jeppe. Det er blot de indledende prøver, og premieredatoen ligger endnu langt ude i horisonten, men det er heller ikke, fordi han ligefrem går og tæller ned.

”Nej, jeg glæder mig sgu ikke,” siger han og griner. ”Ej, det gør jeg altså ikke. Jeg er nervøs. Der er en lang tradition for at spille ’Jeppe på bjerget’ på Det Kongelige, så man stiller sig op i en lang række af skuespillere, og man har ikke lyst til at være ham, der ikke kan løfte sværdet ud af stenen.”

Flere skuespillere møder drypvis ind – Simon Mathew, Youssef Hvidtfeldt og Freja Klint Sandberg, der skal spille den modbydelige hustru, Nille. Snart støjer det i hele salen, hvor folk pjatter og sludrer, og hele tiden kan man høre Frederik Cilius slå sin lyse skraldlatter op, når enten han selv eller en af de andre har sagt noget sjovt. Han er det naturlige centrum: spørger interesseret til de andre, knytter anekdoter på om noget, han har læst eller hørt, og strør om sig med ord som ’ikonoklasme’ og ’respit’, som om de hørte enhvers vokabular til. Og så kan han ikke dy sig for hele tiden at sige noget tenderende grænseoverskridende for at få de andre til at grine – som da han fortæller, at han snart skal et smut til Færøerne. 

”Jeg forbereder mig på kvalmende turbulens og rådden mad. Jeg har aldrig været andre steder i rigsfællesskabet end i fladlandet, så derfor har jeg en spinkel drøm om at nå at opleve grindedrabet, inden det er for sent,” siger han, før latteren igen ekkoer i lokalet. 

SÅ HÆVER INSTRUKTØREN Heinrich Christensen stemmen: ”OKAY! Nu prøver vi at kaste os ud i vores lille lægescene. Husk nu, at alt det, vi prøver på nuværende tidspunkt, bare er noget, vi kaster op med en møggreb for lige at mærke, hvad der fungerer.”

Denne dag skal der øves en scene, hvor Jeppe efter en ordentlig fuldemandsbrandert vågner op i baronens seng og bliver lokket til at tro, at han selv er baron. Frederik Cilius iklæder sig badekåbe og rød nathue og sætter sig i sengen, midt på scenen, med et tomt og tåget blik i øjnene. Rundtom stiller flere af de andre sig op iført lægeuniformer. Folk rømmer sig, instruktøren råber: ”Værsgo!”

Vi hører med største smerte, at herren er upasseliiig,” siger den ene doktor.

Ja, hr. doktor, herren er i en elendig tilstand.

Hvordan er det fat, nådige herre?

En mærkelig udefinerbar lyd kommer fra Frederik Cilius’ Jeppe, før han vrøvler noget om brændevin hos Jacob Skomager dagen forinden:

Vil I kun give mig et krus øl og lade mig gå, så må man gerne hænge jer og alle doktorer op, thi jeg behøver ingen medicin.

Sådan fortsætter scenen fremad, mens skuespillerne skiftevis glemmer deres replikker og må starte forfra, og instruktøren hele tiden kommer med små kommentarer og impulsive justeringer, indtil det hele glider næsten som smurt.

Er jeg så ikke Jeppe på bjerget? spørger Frederik Cilius, da de til sidst når til den del af scenen, hvor Jeppe så småt begynder at tro på, at han ikke er fæstebonde, men i virkeligheden baron, som de falske doktorer har bildt ham ind. 

Neeej, nej nej.

Er den onde Nille så ikke min kone?

Nej, herren er enkemand.

Er det så også lutter indbildning, at hun har en krabask, som hedder Mester Erik?

Efter halvanden time er de færdige for denne gang. 

”Tak for det, alle sammen,” råber instruktøren ud over forsamlingen, mens flokken af skuespillere lister mod udgangene. På vej ud efterspørges der ekstra cigaretter fra flere sider.

”Jeg har masser af smøger, hvis der er nogen, der mangler,” siger Frederik Cilius myndigt ud i rummet. ”Min mor sagde altid til mig, at hvis man skulle have cigaretter med, så skulle man have nok til at kunne dele ud.”

DET VAR SAMMEN med barndomsvennen Brian fra Blans, at Frederik Cilius røg sin første cigaret som 10-årig. En dag kørte de på Brians Puch Maxi ned til den lokale købmand og købte en 10-pak Prince Light under påskud af, at de var til Brians mor, og så fandt de et fredfyldt spot, hvor de kunne pulse på deres livs første røgpinde.

Brian var to år ældre end Frederik Cilius, og når ikke de to sønderjyske knægte var i skole, tilbragte de det meste af tiden med at rende rundt og lave drengestreger eller køre rundt på Puch Maxi’en, men dengang var der ingen, der rynkede på brynene ad en 12-årig på en knallert med en 10-årig bagpå – så længe de holdt sig fra de store veje, som de havde fået at vide.

Hvor Frederik Cilius allerede dengang var besat af blokfløjtespilleren Michala Petri, var landmandssønnen Brian mere til Iron Maiden og Metallica, men trods forskellighederne fik de det til at fungere.

”Jeg har altid været nærmest i parforhold med bestemte venner. Der har typisk været én ven, som jeg har set rigtig meget i en periode, nogle gange i årevis, og så er der kommet en anden og har overtaget – dengang var det Brian,” siger han.

Frederik Cilius kom selv fra Øster Sottrup, en anden lillebitte flække af en landsby med kun 100 indbyggere. Her voksede han op med sine forældre, der i fællesskab drev en BabySam i Sønderborg, og to ældre storesøstre, der konstant curlede for den overforkælede efternøler. Men selvom han var doven, var han kvik, og når der var to års forskel på ham og bedstevennen Brian, skyldtes det, at han var ualmindeligt tidligt på den. 

Hans mor mente, at han var klar til at komme i sving, så derfor var han kun fem år, da han startede i 1. klasse, og året efter sprang han direkte videre til 3. klasse. Han kom bedst ud af det med børnene i den klasse, så derfor kunne han lige så godt følges med dem, og samtidig havde han intet besvær med det faglige. Det var dog aldrig seriøst på tale at sende ham videre til en specialskole for intelligente børn eller melde ham ind i en Mensa-klub.

”Mensa er nok den mest kiksede klub, der findes. ’Åh, jeg kan ikke tale med almindelige mennesker. De er simpelthen for dumme. Jeg vil kun lave noget, hvor kun vi kloge er.’ Jeg synes, det er så åndssvagt, og jeg er lykkelig for, at det ikke var sådan nogle børn, jeg kom til at vokse op med. Jeg har mødt masser af ’dumme’ mennesker igennem mit liv, som har sagt vanvittigt intelligente ting,” siger Frederik Cilius, der i stedet gik i den lokale landsbyskole, men med dem, der var to år ældre. Dengang var det ikke noget, han hæftede sig synderligt ved, heller ikke da alle de andre gik i puberteten to år før ham.

”Jeg havde ikke en følelse af, at jeg gik glip af alt muligt. Jeg levede i lykkelig uvidenhed,” siger han og griner. ”Sådan noget som piger. Det var slet ikke, fordi jeg følte mig udenfor, da de andre gik i gang. Jeg anede bare ikke, hvad der foregik, og opdagede det så selv to år efter.”

Lidt tidligt på den var Frederik Cilius dog alligevel med visse ting. Som 13-årig begyndte han at gå i byen på Crazy Daisy i Sønderborg, og han blev også meget tidligt glad for at drikke whisky og ryge store cigarer. Til forældrenes sølvbryllup var det den kombination, der førte til, at hans egen aften sluttede med, at han brækkede sig ude i hækken.

”Min mor er meget bekymret for mine børn, hvor jeg nogle gange kigger på hende: ’Altså, hvornår er det lige kommet?’ For det var hun godt nok ikke for mig. Men mine storesøstre havde banet vejen, så jeg tror bare, at mine forældre tænkte: ’Det finder han sgu nok ud af.’”

DEN KORTE CILIUS 

Frederik Cilius Jørgensen, født 1986 i Sønderborg.

Uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington.

Fik sit folkelige gennembrud med karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv.

Har medvirket i blandt andet ’Orkestret’ og ’Operarejsen’ på DR og er fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’.

Gift med Anne Termansen, uddannet fløjtenist, der i dag arbejder som vært på P2. De bor i Hvidovre med deres to sønner.

I SKOLEN SKULLE alle elever have blokfløjteundervisning, og det fangede næsten øjeblikkeligt Frederik Cilius. Det var ikke noget, han havde fået hjemmefra, for hans forældre gik slet ikke op i klassisk musik, men de understøttede gerne sønnens hobby og forærede ham cd’en ’De fire årstider’ med den danske blokfløjtespiller Michala Petri, som han hørte igen og igen.

Han blev besat af at lære færdighederne bag, og i musiklæreren Michael havde han den perfekte læremester.

”Det var alvor for ham. Blokfløjte var ikke bare en opgave, han havde fået stillet, der gik ud på at pacificere en flok børn i en periode. Han ville fandeme have, at vi lærte noget,” husker Frederik Cilius.

Senere skiftede han blokfløjten ud med en klarinet og fik to klarinetlærere, Hans-Jørgen og Bo, som blev en slags mentorer for ham. De tog ham under deres vinger og forventede noget af ham, både som klarinettist og som menneske. 

Særligt Bo hjalp med at rette ham lidt ind, når der var brug for det. Det skete blandt andet ved morgenbordet på en bed & breakfast i en lille by uden for Tallinn i Estland i slutningen af 90’erne, hvor de var af sted med musikskolen. Frederik Cilius blev ved med at brokke sig over forskellige ting ved opholdet, indtil Bo kiggede på ham og helt lakonisk sagde: ”Du skal lige vide, at den der opførsel, den klæder dig ikke.”

”Jeg kan stadig nogle gange føle en enorm uretfærdighed. Det kan være noget så småt som en opvaskemaskinedør, der ikke vil lukke, som jeg kan føle som et grundlæggende angreb på mig og min person, og så bliver jeg simpelthen så sur og kontrær. Det er jo et tegn på forkælethed, men Bo var heldigvis god til at få pillet det værste ud af mig,” siger han.

For selvom bemærkningen sved, var det præcis det, han havde brug for at høre. ”Det er ikke rart i øjeblikket, men det er godt i det lange løb, og måske mangler det i virkeligheden lidt i vores samfund i dag. Den der brutale omsorg, hvor man gør nogen ked af det i en god sags tjeneste.”

De to mentorer var også med til at åbne hans øjne for verdens rigdom. Bo havde boet og rejst over hele kloden og kunne fortælle om eksempelvis stammefolket i Omo-dalen i Etiopien på en nærmest David Attenborough-agtig måde, og hver gang han gav Frederik Cilius et lift til musikskolen, var det som et foredrag. 

”Han kunne også have sagt: ’Det er bare et lift, knægt.’ Men han havde virkelig en passioneret tilgang til, at verden er et stort og spændende sted, og så var han sådan en, der tog folk alvorligt. Sådan var de begge to. De regnede ikke med, at der var noget, der var på for højt niveau, så længe man lod engagementet smitte, og det er noget, jeg virkelig har forsøgt at tage til mig.”

EFTER GYMNASIET SØGTE han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men i stedet for at brillere og klare sig igennem nåleøjet, som han havde forventet, blev han afvist. 

”Der gik jeg fra at være konge i en lorteby til lort i en kongeby,” siger han med et famøst politikercitat lånt fra medsønderjyden Carl Holst. ”Det var sådan det første rigtige nederlag. Hele min identitet var, at jeg spillede musik, og så kunne jeg ikke engang komme ind på konservatoriet. Altså, det var det, jeg skulle. Det var det, jeg havde fortalt alle om i mange år, at jeg skulle, inklusive hele min familie, og så var jeg ikke god nok … Det gjorde fandeme ondt.”

Det kom som et chok, og så alligevel, for inderst inde vidste han godt, at han nok ikke var så stort et musikalsk geni, som han altid havde fået det til at fremstå. For nok havde han altid haft et vist talent for det, men han havde også altid været frygteligt doven, når det kom til at øve sig og gøre sig umage.

”Jeg vidste jo godt, at der var en sko, der trykkede, jeg havde bare håbet, at der aldrig var nogen, der opdagede det. Problemet er, at når man når til et vist niveau, så opdager alle det, hvis man simpelthen ikke er dygtig nok.”

I de efterfølgende uger svælgede Frederik Cilius i selvmedlidenhed. For hvad skulle der nu ske? Så blev han pludselig tilbudt en plads på konservatoriet i Aarhus i stedet. Den tog han imod, og her fik han en lærer, han blev meget glad for – en slags held i uheld. Men samtidig betød det også, at han heller ikke denne gang blev tvunget til virkelig at tage sig sammen.

”Jeg tror måske, det havde været sundere, hvis ikke jeg var kommet ind. Jeg var for første gang i mit liv blevet smidt i vandet uden at kunne svømme, og så var der alligevel nogen, der i sidste øjeblik kastede en redningskrans ud til mig og sagde: ’Nå, så kom da med her.’”

MÅSKE FORNEMMEDE Frederik Cilius’ lærer på konservatoriet i Aarhus det samme. Det var i hvert fald ham, der opfordrede ham til at rejse til USA, fordi han mente, at det ville være godt for den unge klarinettist at komme over til en kultur med mindre snak.

”Han mente, at sådan en døgenigt som mig ville have godt af at prøve kræfter med miljøet derovre. Der er ikke nogen kære mor. Folk er ligeglade med dig.”

Frederik Cilius sendte pligtskyldigt en cd med en klarinetoptagelse over til Jacobs School of Music ved Indiana University – og blev optaget. Et par måneder efter stod han i lufthavnen i Indiana med to kufferter i hånden og nervøs mave. Han var 22 år og havde aldrig rigtig været på egen hånd.

”Det var sindssygt angstprovokerende, jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at stå der, men i dag er det jo en kæmpe gave, at jeg har gjort det,” siger han og fortæller, at han hurtigt mødte nogle mennesker, som inviterede ham med hjem til Thanksgiving og blev hans gode venner.

På konservatoriet var der imidlertid andre toner. Her havde professor Eli Eban et mantra, der hed: ’We are the athletes of the small muscles’. Hans regime gik ud på at gentage ting i en evighed for at oparbejde en pålidelig teknik, og så havde han samtidig ikke meget tilovers for hyggesnak. 

”Han var overhovedet ikke interesseret i at være min ven eller i at høre, hvordan jeg havde det, eller om jeg var nervøs eller noget som helst. I Danmark var jeg vant til, at jeg kunne snakke mig ud af ikke at have øvet nok, men det kan man ikke derovre, for man har intet forhold til sin underviser,” siger han.

Hver eneste uge fik Frederik Cilius fem etuder – øvestykker – han skulle indstudere, foruden en masse mindre, løbende opgaver. Det var langt mere, end han var vant til, og da han efter den første uge begyndte at spille noget af det, han havde øvet, for så at gå en smule i stå, var professoren ved at miste tålmodigheden. ”Hvorfor stopper du hele tiden,” kommenterede han spidst. ”Nej, men jeg tænkte bare, at …,” forsøgte danskeren sig, men blev afbrudt: ”Du skal bare spille!”

I sin første tid tilbage i Danmark ernærede Frederik Cilius sig som freelancer. Et spillejob hist, et spillejob her. Han var i midten af tyverne, og han kunne godt leve af klassisk musik, men ikke på det niveau, han gerne ville. 

”Det er sådan lidt et Cabinn-liv. Man tager til Aarhus og bor på Cabinn og spiller i deres symfoniorkester, og så er der ikke noget at lave i en uge, og så ringer de fra Aalborg Symfoniorkester, og så tager man derop og sover på Cabinn.” 

Det stod gradvist klart for ham, at han aldrig ville blive verdens bedste klarinettist, ikke engang tæt på, og så længe det var tilfældet, ville han helst være fri.

”Hvis jeg havde færdighederne, hvis jeg rent faktisk kunne gøre det med det tekniske overskud, det kræver, ville jeg stadig gerne sidde i et af verdens store orkestre, men ikke med de evner, jeg har nu. Det ville simpelthen være en ydmygelse hver eneste dag. Alle ville vende sig om og tænke: ’Fucking hell, gider han lige!?’ Jeg kunne have gjort karriere, men ikke en særlig god karriere, og det ville have efterladt mig forbitret og forsmået, og det er ikke et godt sted at være.”

FREDERIK CILIUS OM …

Linie 3

”Som barn slugte jeg deres shows fanatisk. De har fået meget røg alle tre, og det er ærgerligt, for de lavede faktisk nogle gode shows. Men det er jo altid den frygt, man sidder med – at en dag så er det én selv, der bliver pillet ned. Det er et oldgræsk tema. Zeus slår sin egen far ihjel. Det tænker jeg faktisk meget på. Det er også derfor, jeg prøver ikke kun at være sjov, at jeg ligesom har nogle andre platforme end bare … morskab. For selvfølgelig løber den kilde tør på et eller andet tidspunkt.”

Politik

”Siger mig ikke en skid. Jeg er jo ikke idiot, så jeg kan godt forstå, hvad det handler om, men hele spillet omkring det … jeg synes simpelthen ikke, det er interessant. Jeg er også ligeglad med, hvem der sidder på magten. Jeg har nogle få principielle holdninger, som er vigtige for mig, vores ytringsfrihed eksempelvis, og jeg har selvfølgelig også en forhåbning om, at man fokuserer på kunst og kultur, fordi det er det, jeg laver, men jeg går slet ikke op i partipolitik.”

I LØBET AF sin skoletid havde Frederik Cilius ofte været klassens klovn. Ikke på nogen overivrig måde, snarere som tidsfordriv i de kedelige timer, som han kunne spæde op med hjemmestrikkede spøg og skæmt-numre og dumme bemærkninger. Det var som regel også ham, der blev tildelt hovedrollen i skolekomedierne, for selvom lærerne ikke altid ville stå ved det, kunne de heller ikke altid lade være med at grine af hans bemærkninger. 

Så han vidste godt, at han kunne være morsom, hvis han anstrengte sig, men det var aldrig noget, han havde tænkt på at bruge på den måde. Og han var heller ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om det, da en af hans venner i 2011 faldt over et opslag om, at DR’s talenthold søgte nye satiretalenter, og opfordrede ham til at søge.

Natten før deadline skrev han alligevel en ansøgning – det blev til en A4-side med ideer til, hvad der skulle køre på DR2 næste aften – og næste morgen, da han skulle ind for at aflevere den, gik hans storesøster i fødsel, så han måtte først køre hende på hospitalet, før han selv trillede ind forbi DR og afleverede sin ansøgning. I forbifarten glemte han at skrive sin adresse på.

”De havde ingen måde at komme i kontakt med mig på, og det syntes de simpelthen var så sjovt, men det var sgu ikke planlagt. Det var bare, fordi jeg havde glemt det. Til samtalen sagde de: ’Det var fandeme sjovt, det der med kun at skrive dit navn på!’, og jeg skyndte mig at sige: ’Ja, var det ikke? Var det ikke skidesjovt?’”

Og en sen eftermiddag sad Frederik Cilius så som den sidste tilbage på satireredaktionen og arbejdede, da en fyr ved navn Rasmus Bruun stak hovedet ind. Sammen med Christian Trangbæk var han ved at lave et program til P3 samme aften, og nu manglede de en tredje til at være med. Det sagde han ja til, og fordi det gik godt, spurgte de efterfølgende, om han ikke også ville lave børne-tv-programmet ’Go’ lorte weekend’ sammen med dem.

”Jeg var den eneste tilbage, så derfor spurgte de mig. Hvis ikke jeg lige havde arbejdet sent den dag, havde jeg formentlig slet ikke mødt Rasmus,” siger han. ”Der er simpelthen så mange uplanlagte tilfældigheder i et typisk livsforløb, og derfor tror jeg heller ikke på, at man kan planlægge særlig meget, når det kommer til stykket.”

DA RASMUS BRUUN og Christian Trangbæk efterfølgende blev tilbudt at lave sommerradio på Radio24syv, hev de Frederik Cilius med til idéudviklingen, der foregik i Frederiksberg Have med en efterfølgende middag i en af de små familiehaver. Mens de sad der, fik Rasmus Bruun en idé om at lave Danmarks første intelligente dameblad. 

”Der var nogle kvinder, der havde forsøgt at lave et intelligent dameblad, fordi de var trætte af, at de eksisterende dameblade var fyldt med historier a la ’Sådan lakerer du dine negle’, men de var endt med at blive uvenner over det,” fortæller Frederik Cilius. ”Rasmus syntes, at vi skulle starte et dameblad med en meget chauvinistisk tilgang: ’Der går for meget kvindefnidder i den, så nu må vi mænd igen trække i arbejdstøjet.’ Altså i virkeligheden spille rollerne som sådan nogle 50’er-mænd: ’Nu skal vi nok komme og vise, hvor skabet skal stå.’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Han har fat i den lange ende.’”

Christian Trangbæk troede omvendt ikke rigtig på ideen og endte med helt at trække sig, og derfor var det Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i sommeren 2013 stod i spidsen for det satiriske radioprogram ’Damernes Magazine’, hvor de hen over fem uger forsøgte at stable et intelligent dameblad på benene.

”Joken gik jo på os selv og det der mandlige hovmod: ’Ja, vi har aldrig lavet et blad før, men hvor svært kan det være?’ Det er altså virkelig svært, og derfor fremstod vi pløkåndssvage og uduelige,” siger han. ”Der havde ikke været så mange lag i det, vi havde lavet til børnefjernsyn, men i løbet af de her 25 programmer gik det op for mig, at Rasmus og jeg virkelig kunne sammen – og der var heldigvis også lyttere, der forstod, hvad vi havde gang i.”

Samme år vandt ’Damernes Magazine’ ’Årets Nyskabelse’ ved den danske prisuddeling Prix Radio (i dag Prix Audio, red.). Året efter lavede Frederik Cilius og Rasmus Bruun endnu et sommerprogram til Radio24syv, denne gang ’Antidemokratisk Festival’, en slags modstykke til Folkemødet, hvor de hen over fem uger arrangerede en fysisk festival, hvor antidemokrater kunne komme og fortælle, hvordan de ønskede at indrette samfundet.

Herefter blev de tilbudt et fast program på Radio24syv. De havde selv fået en idé om at åbne et detektivbureau, hvor lytterne kunne ringe ind med alt fra en bortløben kat til mistanke om en utro hustru, som de så skulle forsøge at løse, men de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen tilbød dem i stedet at lave et program med afsæt i politisk satire. Fem dage om ugen for 25.000 kroner.

”Rasmus havde lavet politisk satire før og syntes ikke, at det var sjovt, og jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Hvis jeg kan slippe for at læse avisen, gør jeg helst det. Så det var ikke ligefrem fristende,” siger han.

Det blev ikke bedre, da Mads Brügger tilmed fik den idé, at Frederik Cilius skulle spille kvinde. Han var overbevist om, at det ikke ville fungere, men blev alligevel lokket til at prøve det af i to måneder, og i starten af februar 2015 blev den første udsendelse af ’Den Korte Radioavis’ sendt live – en slags radioparodi på det kontroversielle netmedie Den Korte Avis, hvor Frederik Cilius spillede den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm med filterløse Gauloises-cigaretter og bramfri ytringer. 

”Man troede så lidt på det. Det blev sendt på et tidspunkt af dagen, hvor ingen hører radio. Der var så få lyttere på Radio24syv mellem klokken 12 og 13, at de ikke engang kunne måle det. Men det var jo også en gave, for så var der heller ingen til at høre, hvor dårligt det var til at begynde med.”

’DEN KORTE RADIOAVIS’ blev dog hurtigt en succes, og i stedet for to måneder kom programmet, i forskellige formater, til at køre resten af radioens levetid med daglige lyttertal på den gode side af 100.000. Makkerparret vandt også et hav af priser, blandt andet i fællesskab prisen som ’Årets Komiker’ til Zulu Comedy Galla i 2017.

”Hvis du gerne vil prøve noget forfærdeligt, så tag til Zulu Comedy Galla med tusind standupkomikere, der alle sammen skal bevise, at de er sjove. Det er simpelthen ulideligt, for det er en hel aften, hvor folk hele tiden bryder ind for at prøve at sige noget sjovere end det, der lige er blevet sagt,” fortæller Frederik Cilius, der følte en stor personlig lettelse i kølvandet på anerkendelserne. For nu havde han bevist sig. Nu kunne ingen være i tvivl om, at han var sjov. 

”’Den Korte Radioavis’ modtog så megen anerkendelse, at det var lidt ligesom at få et standardtelegram om, at vi var sjove. Det har både åbnet mange døre, men også gjort det nemmere og meget mere afslappende at skulle være sjov.”

Han mindes stadig tiden på DR’s talenthold, hvor redaktørerne hele tiden ville vide: ”Hvad er garantien for LOL?”

”Det må være noget nær det mest pikhovedede, man kan spørge om,” siger han og griner. ”Hvad fanden skal man svare til det? Men fordi Rasmus og jeg har fået ry for at være sjove, kan vi komme med en idé til et tv-program, som overhovedet ikke lyder sjov, og så tænker folk alligevel: ’Det skal nok blive sjovt.’ Faren er jo så, at man bliver doven. Det er jeg meget opmærksom på.”

FREDERIK CILIUS TØMMER sidste sjat i kaffekoppen og skænker sig straks en ny.

”Nå, man kan vel lige så godt få koldsved og tyndskid, når nu man er gået i gang,” konstaterer han og slæber både kop og kaffekande med sig igennem kontoret i Den Grå Kødby i København, som han deler med resten af holdet bag podcastuniverset r8Dio. 

I 2020 gik de i luften med satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, og i dag har de opnået over 20 millioner downloads og vundet en række priser for programporteføljen. Foruden at være en del af ejerkredsen spiller Frederik Cilius forskellige karakterer i universet og står desuden bag ’Bernsteins cigaretetui’, hvor han sammen med Mikael Bertelsen undersøger, om det cigaretetui, han modtog i sensommeren 2023 af en ældre dame i Tølløse, rent faktisk har tilhørt den verdensberømte dirigent Leonard Bernstein.

Det er i slutningen af april, og blot et par dage forinden er han hjemvendt fra USA efter at have rejst rundt for at optage tredje sæson af DR-føljetonen ’Operarejsen’ med de faste makkere Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen. Et par uger forinden har anden sæson af tv-serien ’Orkestret’ haft premiere. Her spiller han rollen som Bo Høxenhaven, den sære, temperamentsfulde og evigt oversete anden-klarinettist i et symfoniorkester, der minder om DR’s – en rolle, som efter første sæson indbragte ham en Robert for årets bedste mandlige hovedrolle.

I de her dage er Frederik Cilius’ fokus dog rettet et helt andet sted hen: ’Jeppe på bjerget’. Da instruktøren Heinrich Christensen ringede og tilbød ham rollen, sagde han ja uden at tøve.

”Jeg har lidt en filosofi om, at der er nogle mennesker, som jeg bare stoler blindt på – han er en af dem. Jeg synes, der er kommet sådan en tendens til, at folk har ekstremt store forbehold, fordi de er bange for, at det bliver noget lort, eller at de havner i et dårligt lys, eller at det påvirker deres brand på Instagram, men jeg tror simpelthen, man ender med at kvæle sin kreativitet ved at være så skide forbeholden,” siger han og åbner vinduet for at ryge, men ombestemmer sig, da en øredøvende lyd fra en arbejdsmand i færd med at skære brosten op lige nedenfor trænger ind i lokalet. ”Tag Dirch Passer, han sagde ja til alting. Han lavede mange lortefilm, ja, men han fik til gengæld også lavet nogle smash hits, fordi han bare sagde: ’Ja ja, jeg stiller op.’ Man kan alligevel aldrig forudsige, hvad der bliver godt, og hvad der bliver noget lort.”

Siden sit folkelige gennembrud som Kirsten Birgit har Frederik Cilius blandt andet spillet Master Fenn i tv-serien ’Guru’, været fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’, tilbagevendende monopolist i ’Sara & Monopolet’ og været på foredragsturné landet rundt med Svend Brinkmann. Foruden et hav af både små og store roller i film, tv-serier og teateropsætninger.

Nu venter så en vaskeægte kardinalrolle som Jeppe på bjerget i den mere end 300 år gamle Holberg-komedie, tilmed på Det Kongelige Teater, og dét til trods for, at han slet ikke ser sig selv som skuespiller.

”Det er på en eller anden måde dumpet ned i hovedet på mig, og det kan også godt gøre mig nervøs. Det ville glæde mange, hvis det gik dårligt for mig,” siger han. ”Det tror jeg. Jeg har en forventning om at få nogle stryg. Der vil være folk, der synes, at nu laver jeg for mange ting, og jeg tænker, at det ville glæde dem at kunne sige: ’Se! Det var alligevel for svært!’”

MAN SKULLE TRO, at Frederik Cilius virkelig elsker at optræde. Han ligner en fisk i vandet, uanset om han medvirker i programmer som ’Den klassiske musikquiz’ eller spiller med i tv-serier og teateropsætninger. Så hvorfor glæder han sig alligevel ikke rigtig til det, der venter på Det Kongelige Teater i starten af det nye år?

”Det lyder enormt pessimistisk, men det er bare … Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at stå på scenen. Jeg kan heller ikke lide at optage ’Orkestret’ og sådan noget. Alt i mig har lyst til ikke at gøre det, fordi det er så angstprovokerende.”

Så skynder han sig at tilføje: ”Nu er det heller ikke sådan, at folk skal tænke: ’Åh, han lider, hvor synd!’ Det er enormt tilfredsstillende, at der er mennesker, der får øjnene op for den klassiske musik eller ligefrem går i Det Kongelige Teater, fordi de har set noget, jeg har været med i. Så føler jeg, at jeg er med til at åbne en dør for dem, ligesom der har været folk i mit liv, der har åbnet døre for mig. Men jeg morer mig ikke med at gøre det.”

Faktisk har Frederik Cilius flere gange oplevet at få angst-anfald i forbindelse med at optræde. Første gang, det skete, var i Odense tilbage i 2021, da han og Rasmus Bruun var i gang med at optræde med teaterstykket ’Sommeren på Birgitø’ – et slags teater-spinoff på ’Den Korte Radioavis’. Han stod ude bagved og var i færd med at lægge stemme til en udstoppet ræv, og så kom det som et lyn fra en klar himmel.

”Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: ’Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?’ Så snowball’ede det totalt ud af kontrol. Men der var ingen, der lagde mærke til det. Det var kun inde i mig, det var ude af kontrol. Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol.”

Efterfølgende prøvede han flere gange at blive ramt af tilsvarende små angstanfald under forestillinger. Han endte med at opsøge en angstbehandler, der spurgte: ”Spillede du videre?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Så er det fint,” sagde behandleren.

”Det er jo angstprovokerende at stille sig op på en scene foran andre, så det handler om ikke at lade sig styre af den angst. Det er naturligt nok at føle angst, problemet opstår først, hvis man begynder at ændre adfærd. Man kan blive afhængig af at stoppe, og så gør man det næste gang og næste gang igen. Hvis man omvendt fortsætter på trods af angsten, er den ikke i sig selv farlig. Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det.”

Når Frederik Cilius sagde øjeblikkeligt ja til ’Jeppe på bjerget’, dengang instruktøren ringede, skyldtes det også en anden filosofi, han forsøger at efterleve: Hvis der er noget, han er meget bange for at gøre, så skal han gøre det. Det eneste, han frygter mere end at optræde, er nemlig at ende med at leve et konformt og friktionsfrit liv, hvor han spilder sit talent og aldrig sætter sig selv på spil.

”Jeg er jo bange for, at det bliver noget lort, men lige netop derfor bliver jeg også nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at sætte røven lidt i klaskehøjde,” siger han og tænker sig ekstra længe om. ”Jeg kunne leve et meget,
meget let liv, hvis jeg ville, men der vil jeg helst ikke hen. Jeg synes, man skal prøve at gøre det, som er ubehageligt – altså inden for det, man laver. Det er ikke, fordi jeg pludselig kommer til at springe bungee jump. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave så mange forskellige ting som overhovedet muligt, inden jeg dør.”

DET ER GRÅT og skyet og vindomsust, og spredte regndråber drypper ned i kanalen og laver ringe i vandet foran hovedindgangen til DR Byen, hvor Frederik Cilius ryger cigaretter og tygger tyggegummi på samme tid. Han er iført en af sine karakteristiske uniformer – brun blazer, skjorte og spraglet slips, lyse bukser og en panamahat på hovedet.

Efter to hurtige smøger i rap forsvinder han ind ad svingdøren til den store kolos af en bygning. Han er på vej ind for at optage to udsendelser af ’Den klassiske musikquiz’ med Phillip Faber i værtsrollen. Det er 10. sæson af det populære program, der skal optages, og han har været med hele vejen siden 2016. 

Stort set lige siden han lagde drømmen om at blive klassisk musiker på hylden, har han på forunderlig vis beskæftiget sig med det alligevel. Kort efter at han var blevet en del af DR’s talenthold i 2011, kom det nogle høje herrer for øre, at der rendte en sjov mand rundt med en lidt særegen baggrund. I 2013 blev han derfor medvært på radioprogrammet ’Den slukkede mikrofon’ på P2 – og efterfølgende ’Cilius-patruljen’ og ’Taktløs’ på samme kanal. 

På vej mod rulletrappen i foyeren bliver han stoppet af Anders Stegger, den tidligere radiovært, der i dag er redaktionsleder.

”Frederik! Jeg vil høre dig, om jeg må hyre dig til at holde et foredrag om inspiration for nogle yngre medarbejdere.”

”Ja ja, det gør vi bare,” siger Frederik Cilius, og efter at have udvekslet informationer er han på vej videre igen.

”Inspiration …,” siger han, mens han sjosker videre igennem den store labyrintbygning. ”Jeg ved ikke, hvor inspirerende jeg er. Jeg bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.”

Efter at have tilbagelagt nogle rulletrapper, nogle lange gange og en elevatortur træder han ud i den afdeling, hvor ’Den klassiske musikquiz’ bliver optaget. I køkkenet finder han Mathias Hammer, den anden holdkaptajn på programmet, der står og dingler med en kaffekop. De krammer og pjatter, før Hammer kommer i tanke om noget, han skal sige.

”Hov, i øvrigt, jeg har sagt ja til et job for dig. Tivoli vil gerne lave et nyt arrangement om klassisk musik sammen med os. Jeg har bare sagt ja.”

”Nå, skidegodt!” siger Frederik Cilius.

FREDERIK CILIUS OM …

At være satiriker

”På mange måder er mit arbejdsliv at se hullerne i osten. Det er farligt, for det giver et pessimistisk livssyn. Man leder hele tiden efter det, der er i vejen, og det gør også, at jeg har en personlighed, som er svær at begejstre. Og det er jeg egentlig ked af, for det er ikke en fed måde at leve på, men jeg kan heller ikke slå det fra. Jeg tager ikke nogen steder uden at regne med, at begge børn skider i bukserne.”

LIDT SENERE MØDER også quizværten Phillip Faber ind. Han har en rullekrave på, der er trukket godt op, så den næsten dækker munden, og Frederik Cilius
udbryder straks:

”Du ligner en, der skal begå et bandemord! Er det en af de svenske teenagere?”

Da de næste gang støder på hinanden, denne gang i sminken, er det Phillip Fabers højtaljede bukser, han påtaler.

”Hold kæft, hvor er de trukket langt op!”

”Du skulle prøve det,” griner Phillip Faber.

”Det kan jeg desværre ikke. Jeg ville ende med at ligne en af de der fede mafiosoer fra ’Godfather’!”

Inde i salen får opvarmeren de fremmødte publikummer – hovedsageligt pensionister – helt op at støde med vittigheder og fællesråb, før han omsider brøler i mikrofonen: ”Mine damer og herrer, her kommer de!

Først Phillip Faber, dernæst Mathias Hammer med sine to deltagere og Frederik Cilius med sine. I baggrunden er hele DR’s symfoniorkester linet op, klædt i kjole og hvidt, og hen over de næste par timer quizzer de i brudstykker af symfonier og andre klassiske musikstykker fra Mozart til Carl Nielsen. Og når ikke musikken spiller, fyrer Frederik Cilius vittige bemærkninger af som et løssluppent haglgevær.

”Når andre ser porno fredag nat, sidder jeg og ser André Rieu på DK4,” siger han, da samtalen falder på den folkelige hollandske orkesterleder, og da der kommer en tekniker ind med en lang stang for at rette på et kamera, udbryder han: ”Der har vi stangspringeren fra Sverige! Han er lige inde for at slå verdensrekorden en gang til.”

Ved showets afslutning roder han sig ud i en kuriøs anekdote om den østrigske komponist Anton Bruckner, der havde en fetich med at berøre kranier og efter sigende skulle have stukket sine fingre ned i Beethovens kiste, og beretter om det med en morbid detaljerigdom, der får ikke bare publikum, men også orkestret bagved og kamerafolkene rundtomkring, til at knække sammen af grin og tage sig til maverne, og en latterkvalt Phillip Faber til at udbryde: ”Du er jo syg i hovedet!”

EFTER AT HAVE fortæret en clubsandwich fra Lagkagehuset i pausen mellem to optagelser har Frederik Cilius endnu en gang sneget sig ud for at pulse ved en af indgangene til DR Byen. Han er ofte blevet beskrevet som en levemand med forkærlighed for store middage, alkohol og, ja, smøger. 

”Jeg tænker da over det. Nu har jeg røget i 22 år. Det er lang tid. Jeg har børn, og jeg har jo også en eller anden form for ansvar over for dem i forhold til ikke bare at dø.” 

Han puster røgen langsomt ud. 

”På den anden side kan jeg heller ikke lide, at verden bliver så strømlinet, som den har tendens til i øjeblikket. Man forsøger at skære alt det væk, der er for meget, for usundt. Jeg vil heller ikke tage Ozempic. Jeg vil være den sidste fede i Danmark, for der skal være én. Jeg vil være the 300 pound man, og jeg vil have sådan et omrejsende cirkus, hvor man kan komme ind og se mig.”

Han bapper på smøgen igen.

”Hele den der sundhedsbølge er jo en måde for folk at få sådan noget pseudo-indhold ind i deres liv, ikke? ’Jeg har sænket min kropsalder med fem år.’ Ja? Som du så kan bruge på at tage flere vitaminer og kosttilskud?”

Så skodder han cigaretten for at gå ind til endnu et par timer i spotlightet med DR’s symfoniorkester i ryggen.

”Jeg kan bare sige det sådan: Jeg vil hellere sidde én aften i operaen i Bayreuth, end jeg vil sidde et år på en romaskine. Det er jo det første, der er noget værd.”

Hun er barn af eventyrlystne hippier, men har det bedst, når hun ikke flytter sig for meget. Madanmelder, forfatter og prisvindende podcastvært Lærke Kløvedal har brugt det meste af sit liv på at vakle, men har endelig fundet fodfæste.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LÆRKE KLØVEDAL ER bange for at komme for sent. I rigtig god tid har hun forladt København for at komme med færgen til Aarhus, og hun ankommer som den allerførste til færgelejet. En time før afgang.

”Ja, okay,” siger hun, selvironisk og en anelse forlegent på den tomme, vindblæste færgehavn med front mod bølgerne under gråvejrsskyerne. ”Det var vist bare mig, der var nervøs.”

Hun er ikke meget for at være på farten. Hader det faktisk. Bliver altid sindssygt nervøs forinden. 

”Det er det samme hver gang. Jeg kan ikke finde mine ting. Jeg bliver hektisk og urolig, og mest af alt får jeg sådan en kæmpe sorgfølelse. Jeg kommer til at gøre nogle overdrevne ting og sige alt for meget farvel til min søn, selvom jeg for pokker bare skal til Jylland og have én overnatning,” siger hun, og vidste man det ikke, skulle man ikke tro, at hun var datter af Danmarks måske mest kendte eventyrer, Troels Kløvedal, der døde i 2018. 

Men hun kan ikke løbe fra det, selv hvis hun ville, for hun ligner ham og har fået det at vide hele sit liv: det næsten barnlige smil, de lange ben og arme, det umulige hår, der bliver til tottet uldhår, hvis ikke hun føntørrer det om morgenen.

”Jeg er det af hans børn, der har tilbragt mindst tid med ham, og måske den, der fysisk ligner ham mest,” som hun skriver i sin anmelderroste debutbog ’Sømærke’ fra 2023, der handler om at være barn af eventyrere og idealister, men at savne kompas til virkeligheden, hvis man er anderledes i sit væsen.

I dag skal den 45-årige forfatter, madanmelder og radiovært på ’Det sidste måltid’ til Odder for at holde oplæg om bogen på byens bibliotek. På vej op ad rampen til færgen lidt senere på eftermiddagen holder hun anspændt fast i sædekanten.

”Jeg hader det. Vi kører mit mareridt lige nu. Jeg er virkelig dårlig til al transport. Og til at finde vej. Det er altid med hjertet oppe i halsen,” siger hun, før bilen omsider holder stille i færgegaragen. Hun klikker selen af og smiler: ”Det er rimelig sporbart i forhold til min egen opvækst med mange afskeder. Jeg pakker også altid for meget, som om jeg aldrig kommer hjem igen.”

DET VAR i kollektivet ’Jumbo’ på Amager, at hendes forældre mødte hinanden i 1976.  Hendes far var lige kommet hjem fra en af sine eventyrlige sejladser, da han og moren Maiken blev forelskede på stedet. På en efterfølgende rejse til Sri Lanka med ’Nordkaperen’ opdagede de, at hun var gravid, og den kommende far rejste sig og råbte ud over vandet: ”Det bliver en pige, og hun skal hedde Lærke!”

Begge forældre var en del af 68’er-oprøret, der brød med samfundets normer, og da Lærke Kløvedal blev født i september 1978, var de allerede gået fra hinanden igen. Derfor var det heller ikke hendes far, der var med til fødslen, men morens veninder fra kollektivet. Da meldingen nåede frem til Troels Kløvedal, befandt han sig på havnen i Svendborg og fejrede det med smørrebrød og øl. Han var på vej mod nye eventyr.

Kort efter flyttede Lærke Kløvedal og hendes mor til den anden ende af landet, til Thy, hvor moren med to veninder havde købt en gammel skole, som de omdannede til et kollektiv, hvor de også tog plejebørn ind. Det meste af Lærke Kløvedals opvækst foregik på disse kanter, men i forskellige konstellationer, og der var også en afstikker til Portugal, da hendes mor sammen med andre kollektivister hævede pensionen, købte en appelsinfarm og rejste sydpå for at starte ’Fattigrøvenes ferieparadis’, som de døbte farmen, hvor de sov i telt under korkegene og badede i den nærliggende kildedal.

Moren og hendes veninde ville sælge dansk rugbrød i Portugal og dernæst portugisiske kakler i Danmark, men da ingen af ideerne endte efter planen, og pengene slap op, rejste de tilbage til Thy.

Det var en barndom defineret af meget flytteri og mange søskende. Ni halv- og stedsøskende for at være helt præcis, men som hun skriver i ’Sømærke’, føles ni halv­søskende nogle gange som ”at have ingen søskende”.

”Det var ligesom bare noget, jeg måtte rumme. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det måske var lidt forvirrende eller rodet for et barn, eller om det var noget, jeg var okay med,” siger hun, mens Molslinjen tøffer ud på det åbne hav. 

”Nu har jeg selv sammenbragte børn, og vi har brugt meget tid på at facilitere hele det setup. Arbejde for, at det var rart for dem at være i den nye fælles virkelighed, og være tydelige voksne ved at snakke og lave ting sammen og tage sig af de problemer, der kom. Sådan rimelig basic pædagogisk arbejde. Sådan var det ikke i min barndom.”

LÆRKES REDE 

Lærke Kløvedal er født i 1978 på Amager. Voksede mestendels op i Thy med sin mor og uden sin far, Troels Kløvedal. Er uddannet filmproducer og arbejdede i mange år i filmbranchen. Uddannede sig efterfølgende til journalist og arbejdede en del år i DR som blandt andet vært og redaktionschef. Arbejder i dag som madanmelder på Politiken og som vært på programmet ’Det sidste måltid’, der i 2023 blev kåret som ’Årets Radioprogram’ ved Prix Audio. Forfatter til bestselleren ’Sømærke’. Bor med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge på Amager.

FAREN SÅ hun sjældent. Måske et par gange om året. Enten hvis han kom på mere eller mindre uanmeldt besøg, eller hvis han tilfældigvis skulle holde foredrag i Thy. Ellers glimrede han mest ved sit fravær. Som hun skriver i en af de mest citerede passager af ’Sømærke’: ”I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig.”

I løbet af sin opvækst havde Lærke Kløvedal en oplevelse af at være i en form for forhandling om, hvor hun selv skulle placere sig i forhold til ham. For han var en, alle kendte, og som hendes klassekammeraters forældre altid spurgte ind til – med beundring i stemmen.

”Hvis jeg fortalte en historie om min familie som barn, blev det til en fortælling om Troels Kløvedal. Så var hele anonymiteten forsvundet. Det var et heftigt vilkår, at der altid var en anden historie, en anden person, der kom før én selv. Den kendte forælder. Det gav en helt vild selvbevidsthed, som jeg ikke synes, man bør have på sig som barn.”

En gang imellem var Lærke Kløvedal på besøg hos sin far. Når ikke han var ude at rejse, boede han på en gammel firlænget gård på Djursland. Her kredsede det hele om ham. Og ved middagsbordet var det altid ham og de andre mænd, der underholdt med historier fra de syv verdenshave. Om Biscayen, Samaria-kløften og Bosporus-strædet. Troels Kløvedal sad altid for bordenden, når søkortene blev rullet ud, og der skulle fortælles historier om det, som for alvor betød noget: at rejse.

”Som barn tror jeg, at jeg syntes, at det var åndssvagt, at der var en, der skulle bestemme det hele – min far. I mit voksne liv får autoriteter det stadig til at krible i mig. Jeg tror, det er en reaktion på at skulle være sød, artig, påpasselig og ligesom sno sig for at gøre patriarken tilpas.” 

DET LÅ I kortene, at man efter gymnasiet skulle på dannelsesrejse, og med en far, hvis rejseprogrammer kørte nonstop i fjernsynet, følte Lærke Kløvedal en særlig forpligtelse til også at være eventyrlysten. Hun rejste for eksempel til Indonesien, men kun et døgn senere blev hun ramt af opkast og diarré og glædede sig bare til at komme hjem.

”Jeg voksede op med, at oplevelser og eventyr og alt, der vender udad, har værdi. Man skulle altid rejse længere væk, klatre højere op. Der var ingen værdi i det modsatte, i at have et stille, men rigt, indre liv, og der var aldrig nogen, der sagde, at de ikke kunne lide at rejse,” siger hun og fortæller, at jagten på den høje energi og intensitet fulgte hende i mange år – selv efter at hun havde erkendt, at hun ikke var eventyrer af natur.

”Én ting var eventyrene, en anden var idealet om at hoppe fra forelskelsestue til forelskelsestue. Hvis forelskelsen dalede, var relationen nok død. Jeg havde ikke så meget at spejle mig i, når det kom til lange kærlighedsrelationer, fordi de i min familie oftest blev omtalt som kedelige og ’bredrøvede’. Der har været en uro, en rastløshed, som har været gennemgående i mit liv, og jeg har selv været sådan en, der har haft mange jobs, mange kærester og boet mange steder. Det har taget mig rigtig mange år at finde ro.”

LILLEJULEAFTEN I 2018 gik Troels Kløvedal bort omgivet af sine fem børn på gården i Djursland. Nogle måneder senere tog Lærke Kløvedal tilbage for at tilbringe et par uger på gården alene. 

Det var en opbrudstid, hvor hun følte sig ”en lille smule i frit fald”, og noget trak hende mod farens gård og særligt hans lille digterhytte for enden af den store have. Forskellige forlag havde i årenes løb kontaktet hende med henblik på måske at skrive en bog. Hun havde holdt kaffemøde på kaffemøde, men aldrig rigtig landet, hvordan hun skulle gribe det an. Det eneste, hun var helt sikker på, var, at det i hvert fald ikke skulle være en erindringsbog, og hun skulle under ingen omstændigheder selv være på forsiden.

”Så det gik supergodt,” siger hun ironisk – for det gik stik modsat. ”Dengang havde jeg slet ikke lyst til at skrive om mig selv. Som i slet ikke. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at gå rundt om min egen fortælling.”

På farens gård fik hun ikke skrevet meget. Det meste af tiden sad hun bare og stirrede ud i luften. Men på en måde var det også præcis, som det skulle være. For hun fik sagt farvel.

”Han døde i december, og vinterkulden og begravelsen og alt det der … det var fandeme råt. Og så stod jeg der i haven, det var det vildeste forår, og alt stod i flor. Der var sådan en syren-regn, og der var bare … et eller andet, der gav mening. Jeg fik en klar fornemmelse af, at gården ligesom var afsjælet, at han var væk. Altså, at han virkelig ikke var her mere.”

Hjemme i København cyklede Lærke Kløvedal hver morgen ind på Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – for her at prøve at ryste den bog ud gennem fingrene, som hun vidste, gemte sig et sted. De første par uger gik som på gården, men så cyklede hun en morgen hen over Langebro og fik pludselig en fornemmelse af, at noget trængte sig på. Nogle sætninger, som ville hende noget, og som hun blev nødt til at reagere på.

”Jeg har hverken prøvet det før eller siden, men jeg havde et seks-timers skrive­flow i træk,” siger hun om den dag, hvor minderne væltede ud af hende. For eksempel dengang hendes far kom uanmeldt på besøg i Thy, og de cyklede til stranden sammen, men hun fik sin fod i klemme i cykelhjulet og efterfølgende havde en fornemmelse af at have ødelagt noget, der ellers var gået godt. 

”Der er så mange hensyn at tage i min familie, men at kunne tage afsæt i ’jeg husker’ blev en måde at finde min egen berettigelse. Hvordan jeg husker tingene, er faktisk kun mit. Det var utrolig forløsende at skrive den bog. Det var erindringer og ord, der kom fra mit hjerte, mit system, som blev skrevet med mine fingre på min computer. Der er min fars sandhed, min mors sandhed, mine søskendes sandhed, men det her er min historie. At skrive den bog har været afgørende for min måde at være i verden på.” 

Alligevel blev hun overrasket over, hvor stor en del af pressedækningen der kom til at handle om hendes far, da bogen udkom:

”De var meget optaget af, om der var et oprør, et opgør, en konflikt. Men det er jo netop ikke en historie, der handler om, at mine forældre og den generation har gjort det forkert. Den handler om, at jeg har følt mig forkert i dét.”

MØRKET ER VED at falde på, da bilen triller ind foran Odder Bibliotek, der ligger omgivet af en stor græsplæne, en lille å og små, farverige rækkehuse.

”Enten er jeg talt virkelig varm, eller også er jeg helt tør af at snakke så meget,” griner Lærke Kløvedal, da hun træder ud af bilen.

”Men nu skal vi have en lille mad, og så er der forhåbentlig også et lille glas vin. Det hjælper!”

Hun skæver hen over asfalten til biblioteket.

”Jeg har simpelthen en booker nu. Han er vant til, at de optrædende har ønsker, så han spurgte mig, hvad jeg ville have, og jeg sagde ’ikke noget’. Men han mente, det ville være rart med et eller andet, når man har transporteret sig tværs over landet. Så nu bestiller jeg altid rugbrødsmadder og et glas vin.”

Indenfor er flere hundrede klapstole linet op omgivet af bogreoler.

”Vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter,” siger biblioteksdirektøren, da han tager imod sammen med en håndfuld medarbejdere.

”Wow,” siger hun benovet og kaster et blik på de mange stole.

”Snildt,” gentager direktøren. ”Er det ikke rigtigt, at du gerne vil have en æggemad og noget vin? Det står på sedlen.”

Lidt efter skænker Lærke Kløvedal sig et glas fra en flaske Chardonnay, kold og med dråber ned ad siden, og tager en ordentlig tår.

”Ahhh … jeg siger dig, det er dejligt med et glas vin.”

EN TIMES TID senere træder hun op på scenen i sort blazer, en hvid striktrøje med perler lavet af designeren – og veninden – Lærke Bagger, sorte bukser og hvide Asics-sneakers. Odder Bibliotek er propfyldt, og selvom hun forinden har slugt flere og flere gab i knytnæven, er hun nu en fisk i vandet. Svarer omhyggeligt på spørgsmål fra bibliotekets projektleder, der agerer aftenens vært, og knytter anekdoter til, der får publikum til at grine på de rigtige tidspunkter.

Hun læser passager fra bogen, fortæller om titlen, der tager afsæt i de høje sømærker af træ langs den jyske vestkyst, og om efter sin fars død at finde breve, som hendes forældre sendte til hinanden som nyforelskede i 70’erne: ”Det er virkelig intimiderende at få et kendskab til dem på en helt anden måde.” 

I pausen skal der skrives autografer, og det trækker i langdrag, for køen er monsterlang, og hver gang hun har hugget hovedet af den, vokser den på ny. Der drikkes hvidvin og sludres, og imens betragter biblioteksdirektøren virvaret med tilfredshed.

”Min far døde for nylig,” siger han pludselig. ”Jeg synes faktisk, det har været lidt ligesom at være i selvterapi at læse bogen.”

Så er Lærke Kløvedal langt om længe tilbage på scenen. 

”Jeg har også fået vin,” siger hun og løfter glasset mod publikum.

”Hvor mange har egentlig læst bogen?” spørger projektlederen. 

Stort set hele salen rækker hånden i vejret. Lærke Kløvedal kigger rundt med et genert ansigtsudtryk og fremstammer et ”Wow”.

I LØBET AF DAGEN er tidspessimisten blevet tidsoptimist. Lærke Kløvedal har bestilt bord på en restaurant i Aarhus, som hun tidligere har besøgt et par gange – og anmeldt – og hun har allerede én gang ringet til dem og beklaget, at hun kommer til at være sent fremme, sådan omkring klokken 20:45. Men da hun forlader Odder Bibliotek efter yderligere autografskrivning, smalltalk og et par selfies, har klokken rundet 21:30. Hun må endnu en gang ringe og beklage forsinkelsen. Hun puster ud, men uden at være rigtig træt.

”Jeg tror, jeg er sådan lidt … excited. Der er vildt mange indtryk. Der er mange film, der kører. Jeg begynder at tænke over … fik folk det ud af det, de ville have?”

Blandt de mange fremmødte publikummer var hendes gamle engelsk­lærer fra gymnasiet.

”Han var så sød, og jeg bliver simpelthen så glad, når folk, jeg har kendt, møder op,” siger hun og tøver lidt: ”Men de der relationer … det er svært at nå alt det, man gerne vil, ikke?” siger hun og fortæller om dengang, hun var hjemme i Thy for at fortælle om bogen. Forinden var hun nærmest ”opkast-nervøs”, for på stolerækkerne sad mange af hendes gamle klassekammeraters forældre og mange gamle bekendte, og hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om de tænkte: Hvem tror hun, at hun er? 

Men ved foredragets afslutning blev hun mødt af den længste signeringskø, hun endnu har oplevet.

”Det var megarørende og en helt vildt syret aften. Lige da vi var flyttet til Thy, fik jeg slået en rokketand ud af en fodbold. Jeg var stadig halvt københavner og havde en følelse af overhovedet ikke at kunne finde ind til, hvad fanden der foregik. Men i foredragssalen var der en, der rakte hånden op og sagde: ’Jeg vil gerne starte med at sige undskyld.’ Så ved man aldrig, hvad der kommer, vel? Men så sagde hun: ’Jeg tror, det var mig, der skød din tand ud.’”

LÆRKE KLØVEDAL OM …

Amager

”Der er alle de her fordomme om Amager, men det er øen simpelthen så ligeglad med. Det er en energi, der passer perfekt ind i mit liv.”

Vinterbadning

”Jeg er medlem af badeklubben Helgoland, og det er en nudist-badeklub. Det er jo fint for nogle, men jeg bliver for selvbevidst, og så møder man alle mulige, man kender, og så står man der, ikke? Nu tager jeg den med badetøj på fra badebroen længere nede ad stranden.”

Thy

”Min opvækst dér var en evig forhandling med omgivelserne. Vinden kunne nærmest ydmyge én, og man kunne få vindlussinger. Og samtidig var skønheden så stor, at den tog pusten fra én.”

At skrive madanmeldelser

”Man skylder at gøre sig umage, for det er folks levebrød. Jeg skriver mine anmeldelser, som om jeg skulle stå over for kokken og læse den.”

Åndelighed

”Min veninde siger, at det værste, der er sket for spiritualitet, er ordet ’spiritualitet’. Det giver jeg hende ret i. For mig er ’åndelig’ et bedre ord. Jeg har selv haft nogle ret vilde oplevelser.”

Drømmegæster i ’Det sidste måltid’

”Min drøm er at få Nik & Jay med en dag. Dem begge to på én gang. Deres management har sagt nej tre gange. Jeg bliver ved med at spørge dem.”

ET MØNSTER HAR gentaget sig hele dagen. På turen fra København til Odder har Lærke Kløvedal stillet næsten lige så mange spørgsmål, som hun har besvaret. Hver gang der har været en åbning, har hun byttet roller: ”Hvor kommer du fra i landet?” ”Hvad laver din kæreste?” ”Havde du en bedste ven, da du var 15 år?”

På Odder Bibliotek fik hun hele projektlederens fortælling om at vokse op i Italien og mere til, og fremme på restaurant Bardok i Aarhus er det igen hende, der stiller spørgsmålene. Denne gang til køkkenpersonalet, der hænger ud i baren efter afsluttet vagt.

”Har det altid været din drøm?” spørger hun en yngre kvinde efter allerede at have fået ud af hende, at hun netop har bestået kokkeuddannelsen. 

Det er langt ud på aftenen, og der er ingen andre gæster i restauranten med klare blå, orientalske vægfarver og eksotisk musik i højttalerne. I en firestjernet anmeldelse nogle år tidligere beskrev Lærke Kløvedal restauranten som ”Georgien møder Italien møder Rusland møder Tyrkiet møder Frankrig”.

”Gav jeg dem for lidt stjerner? Måske kunne de godt have fået fem?” spørger hun, da hun sætter sig ved et af træbordene og siger: ”Er her ikke vidunderligt?”

Tjeneren kommer lidt efter med hvidvinen, en naturvin, der er på nippet til at være en orangevin, og hun lyser af begejstring.

”I love it! Det er en vin, man bare hælder ned. Der er ingen modstand. Man får lyst til mere og mere og mere.”

Da han lidt efter ankommer med khinkali – georgiske dumplings med svinekød – udbryder hun et overbegejstret ”Yay!”.

”Tak for at holde så længe åbent,” siger hun så. ”Det smager simpelthen så helt utrolig røvgodt.”

MADANMELDERE HAR IKKE samme magt som tidligere, hvor en dårlig anmeldelse kunne lukke en restaurant, men jobbet vækker stadig opsigt. Lærke Kløvedal har skrevet madanmeldelser for Politiken i snart syv år, og på de fleste restauranter i de store danske byer ved man, hvem hun er. Hun oplever det, når hun tropper op på en restaurant, og personalet, pludselig og uden forespørgsel, flytter hende til en bedre plads.

”Så bliver det ret tydeligt. Men man skal jo helst have en fornemmelse af, hvordan det er på en almindelig aften. Heldigvis har sociale medier åbnet markedet, så dagbladene slet ikke er så vigtige mere,” siger hun.

Da hun begyndte at skrive madanmeldelser, fik hun også den første spæde fornemmelse af egen stemme. Hun sendte en uopfordret ansøgning til Politiken og fik lov at lave en prøveanmeldelse af restaurant Gorilla i Kødbyen i København.  

”Da jeg havde skrevet den igennem første gang, kunne jeg se, at det for pokker ikke var sådan, jeg lyder. Det var sådan, midaldrende mandlige madanmeldere lyder. Så jeg skrev den igennem igen, og den blev det allerførste lille pip af en personlig stemme,” siger hun om anmeldelsen, hvor hun lagde vægt på sansningen – som for eksempel ”solen, der farvede Kødbyen lyserød”.

”Jeg havde ikke tidligere læst om at blive berørt af måltidet og den slags. Men det er sådan, jeg spiser, så på en måde blev det også nødt til at være sådan, jeg skrev.”

TEENAGEÅRENE FIK Lærke Kløvedal fritidsarbejde på pizzeriaet Roma i Thisted og var betaget af, hvordan de italienske ejere efter lukketid gjorde sig umage med at lave mad til personalet og satte sig om bordet i fællesskab med maden i centrum. 

Da hun senere flyttede til København, fik hun arbejde på først en burgerrestaurant og senere en af byens første sushirestauranter. Hun var draget mod den kulinariske verden og husker stadig, da hun cyklede på Christianshavn og så kokkene og køkkenpersonalet sidde foran Era Ora, byens italienske toprestaurant dengang, og hvordan hun oplevede synet som magisk.

”Jeg var lige flyttet til København, og ens sensorer er helt åbne. De sad der i solen med deres åbne kokkejakker og lignede fandeme … rockstjerner. Det var så sejt. Det var ligesom at se en skuespiller eller musiker, før de skal på scenen.”

Selvom hun elskede restaurantverdenen, overvejede hun ikke at skabe en karriere inden for den, men fandt til gengæld samme energi i filmbranchen. I begyndelsen af sine tyvere fik hun arbejde på Nimbus Film. Hun begyndte som ulønnet praktikant, men arbejdede sig op og var i en periode assistent for Thomas Vinterberg i kølvandet på den sprudlende dogmeperiode.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at være fødselshjælper for andres ideer. I filmbranchen er der altid brug for en, der tager sig af ting og aflæser, hvornår der er brug for en kop kaffe. Lidt ligesom tjenerbranchen. Det er også en branche med meget store egoer, og det var noget, jeg kunne genkende. Jeg følte mig på en måde hjemme i det der med at have alle antennerne ude og sørge for, at overhovedet havde det godt.”

Senere tog Lærke Kløvedal journalistuddannelsen i Odense og fik job på DR, hvor hun i en årrække var journalist på Deadline og redaktionschef andre steder i huset – igen en rolle, hvor hun arbejdede for at forløse andre og deres ideer. Med tiden oplevede hun et voksende behov for at stille sig frem med noget, der var hendes, men først efter to stresssygemeldinger og en frivillig opsigelse på DR fik hun et tiltrængt perspektiv på det hele.

”Det gik op for mig, hvor gak en arbejdskultur der var i begge brancher. Det blev set som en styrke at sende e-mails fem minutter i midnat. Det var work hard, play hard, og i mange år var det også en stærk identitetsmarkør for mig selv. Jeg bildte mig ind, at jeg godt kunne lide at have travlt. I tyverne, da alle mine venner studerede, var jeg full on i gang med voksenarbejdslivet, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvorfor går det så langsomt for de andre?’ I dag undrer jeg mig over, hvad jeg havde så sindssygt travlt for.”

SIDEN DECEMBER 2019 har Lærke Kløvedal været vært på radioprogrammet ’Det sidste måltid’, hvor hun interviewer en kendt dansker, mens de spiser et selvvalgt treretters måltid – som om det var det sidste – og gennemgår vedkommendes eftermæle. 

I de hidtil cirka 140 afsnit har hun haft besøg af skuespillere, musikere, forfattere og af statsminister Mette Frederiksen. Hun var svær at trænge ind under huden på, men til den seneste nytårstale stod Lærke Kløvedals bog som en af de få på bagvæggen bag hende, så helt skidt var det vel næppe.

Det var i forlængelse af sin fars død, at hun fik ideen til programmet. Han var syg med ALS i flere år og gav sit livs sidste store interview til Ud & Se i 2018. Det oplevede Lærke Kløvedal som en rigtig fin måde at sætte punktum på.

”Han faldt så fint til ro ved at give sit sidste store interview. Der var noget i den proces, som jeg tror var rigtig godt for ham,” siger hun og fortæller, at hun i den forbindelse kom til at tænke over begrebet ’eftermæle’. Hvad kunne folk godt tænke sig, der blev nævnt og sagt, hvis man selv kunne vælge? Hvilke historier er væsentlige i vores livsfortælling? Og hvilke bliver bare genfortalt i det uendelige, uden at de måske er vigtige for én selv?

I ’Det sidste måltid’ læser Lærke Kløvedal en nekrolog højt for gæsten, som vedkommende får lov til at rette i, og så snakker de ud fra den. Ud over at være et interviewgreb er det også en anledning til at snakke om døden. Et tema, der fylder for hende selv, især efter at have begravet både en far og en stedfar. Mens hendes far var syg længe, kom stedfarens pludselige død som et chok.

”Det var vildt, hvor længe det varede, før der overhovedet var plads til sorgen. Det chok stod ligesom i vejen for alting. Det var omvendt med min far, der var der tale om ’ventesorg’. Når ens forældre dør, går det samtidig op for én, at man er den næste på bænken. Men så længe man har børn, duer det jo ikke at dø.”

LÆRKE KLØVEDALS barndom havde hendes mor en stor køkkenhave. Hun havde stor råvarebevidsthed og grønne fingre, og i perioder var de selvforsynende. Og selvom de ofte bare var de to, gjorde moren meget ud af måltiderne.

”Det kopierer jeg med sikkerhed ikke selv, når jeg er alene med min søn – så spiser vi bare et spejlæg. Men min mor lavede rigtig aftensmad hver aften. Det har i virkeligheden været hendes måde at vise omsorg på, og det gik op for mig, da jeg skrev bogen,” siger hun og fortæller, at hun for snart mange år siden blev opmærksom på begrebet ’kærlighedssprog’ – som handler om, hvordan vi på forskellig vis udtrykker kærlighed over for hinanden.

”Min mors kærlighedssprog var at lave mad. Hun lavede nogle helt fantastiske madpakker. Sandwich med alle mulige lækre ting. Det var nærmest en begivenhed i skolen at se, hvad hun havde lavet til mig.”

Lærke Kløvedal var aldrig med sin mor i køkkenet, men det var hun til gengæld med stedfaren Ole, da han kom ind i billedet.

”Nu har jeg selv prøvet at have børn med i køkkenet, og det tager jo en krig. Man er træt og sulten, og det er et svært tidspunkt, ikke? Men Ole havde sådan en lethed og en nysgerrighed på mad. Og så var han bare … rolig. Det gjorde ikke noget, at mayonnaisen skilte. Så lavede vi bare en ny.” 

Det var også i særlig grad stedfaren, der lærte hende nydelsen ved at sætte sig omkring et bord og spise og bare være sammen.

”Måltidet er noget, vi deler. Det er tid, vi sætter af til hinanden. Man rejser sig ikke bare op og går efter én bid. Måltidet har sin egen dramaturgi, som jeg har det så godt i,” siger hun og fortæller, at hun omvendt har det svært med langbordet, som hun ofte oplevede i barndommen. Her var der for mange ubekendte: Hvem snakker man med? Snakker alle sammen? Snakker man én ad gangen, mens de andre lytter? Er der mange, der snakker sammen samtidig? 

”Hvis flere forskellige snakker, ender jeg med at sidde og lytte på alle samtaler, og så sidder jeg og vender og drejer hovedet. Det er enormt forvirrende. Man ender også tit med at fortælle den samme historie hele aftenen, fordi man snakker med en ny. Jeg er ikke vild med det. Jeg elsker de mindre borde, hvor man snakker én ad gangen og lytter til hinanden.”

I ’SØMÆRKE’ skriver Lærke Kløvedal om i årenes løb at spørge sin mor om, hvornår hun var lykkeligst. De fleste gange blev spørgsmålet affejet, men en enkelt gang svarede hun, at det var, når hun var på vej til noget nyt – på vej til Portugal og ’Fattigrøvenes ferieparadis’.

Men hvad med Lærke Kløvedal selv?

”Nu … eller ikke nu-nu, men …”

Hun bliver afbrudt, da tjeneren kommer med sidste servering. Grillet nakkefilet i granatæblesirup med fermenterede grøntsager, hjemmelavet yoghurt og fladbrød. Endnu en gang får hun stjerner i øjnene.

”Ej, hvor tjekket. Hvor fedt!”

Vinflasken er næsten tom, aftenen næsten slut. Dagen efter venter et familiebesøg i Aarhus, og så er det retur til Amager. I den kommende tid har hun tænkt sig at undersøge, om hun også kan skrive fiktion. Hun er ikke færdig med at skrive bøger, for processen omkring ’Sømærke’ viste sig at være afgørende. 

”Jeg tror, det har været min redningskrans. Jeg har tendens til … hos min psykolog kalder vi det ’at være spejder’,” siger hun, tager fingrene op til tindingen og genopfører den klassiske tjikker-likker-spejderremse: 

”Det er noget, der ligger dybt i mig: ’Se, hvor flittig jeg er!’ ’Se, hvor dygtig jeg er.’ Men det har jeg kunnet slippe i skrivearbejdet.”

Det er nemlig gået op for Lærke Kløvedal, at hun har det bedst, når hun ’vender indad’ og har et liv, der handler om familien og hendes nærmeste.

”Dengang på DR kunne jeg se, hvordan alt det, der var breaking, var ren heroin i årerne på nogle af mine kolleger. Men jeg blev bange og ængstelig, det skabte ringe i vandet, og jeg blev pludselig bange for at tage metroen. Jeg har haft brug for at slippe alt det der. Jeg tror ikke på, at vi udvikler os, når det støjer. Jeg tror, vi udvikler os, når der er stille.”

Så kommer hun i tanke om spørgsmålet fra tidligere. Hvornår er hun selv lykkeligst?

”Jeg er ikke sikker på, at lykken er så vigtig. Den er utrolig flygtig. Jeg tror, det er vigtigere at finde fred – med sig selv, sin opvækst, sine valg,” siger hun. ”Og det har jeg nok faktisk gjort nu.”

”Fordi jeg i så mange år har levet et liv, hvor tingene ofte er blevet revet op med rode, har jeg en forandringsparathed i mig – på godt og ondt. Den kan være sund og stærk, men også det modsatte. Jeg har fundet en base, der handler om min nære familie og den kærlighedsrelation, jeg er i. Jeg leder ikke på samme måde efter udveje, som jeg gjorde tidligere. Jeg vil bare gerne være lige her. Som den, jeg er, med en bundsolid fiskekrog ned i alt, der er min familie. Og jeg elsker hverdagslivet. Sorry, jeg ved, at det ikke er særlig spændende. Men jeg glæder mig til at komme hjem og til at stå op og sende min søn godt af sted med en madpakke i skoletasken. Og til at snakke med ham om, hvordan hans dag er gået, når han er hjemme igen. Det er det mest meningsfulde, jeg kan foretage mig.”

Det var farmorens ubetingede støtte, der gav Søren Schmidt fra Ølgod selvtilliden, der skulle til for at blive SOEREN LE SCHMIDT. Nu drømmer den 35-årige designer for de kendte og kongelige om at vise børn og unge, hvor langt man kan komme, hvis man har styr på tråden og dyrker sin kreativitet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

BAG DE FIRKANTEDE briller lyser Inger Mortensens øjne af begejstring. Hendes hår er krøllet og brunt med lyse striber, hendes brede smil afslører et lille hul mellem fortænderne, og en næsten barnlig forventning fylder hendes ansigt. 

På parkeringspladsen gasser en knallert op og kører væk, mens hun låser sig ind ad bagdøren til Skjern Bibliotek. Egentlig er det hendes fridag, men lige nu er der intet sted i verden, den 50-årige biblioteksassistent hellere vil være.

”Det er simpelthen helt uvirkeligt, at du er her, Søren,” udbryder hun, da hun får øje på Soeren Le Schmidt, som venter ved et af hæve-sænke-bordene på bibliotekskontoret, der er omdannet til backstage-lokale. Det er en sen fredag eftermiddag i marts, og om en halv time skal den 35-årige vestjyde i sit lyse jakkesæt, som han har syet af reststof fra en sofa, holde foredrag. 88 mennesker har købt billet og sidder allerede klar på stolerækkerne ved bibliotekets børneafdeling, mens de spændt venter på at møde manden, de kender fra ’Vild med dans’ og som ham, der laver kjoler til dronning Mary og alle de kendte.

På stolerækkerne sidder også Soeren Le Schmidts forældre, Ulla og Finn Schmidt. De bor stadig i Ølgod, 20 kilometer fra Skjern, og har begge betalt 150 kroner i entré – de er for beskedne til at bede deres søn om billetter.

”Jeg er jo selv lidt fra Ølgod,” siger Inger Mortensen ’backstage’ på kontoret, og hun har knap fået overtøjet af, før hun griber chancen for at få taget et billede med Soeren Le Schmidt. Det virker som en ketchup-effekt på hendes kolleger, der indtil videre har bevaret roen, men nu nærmest stiller sig i kø for at blive fotograferet med designeren.

”Måske har jeg ekspederet dig nede i Theilgaards Boghandel,” siger en kollega, mens en anden først siger, at ”min mand ved slet ikke, hvem du er”, og derefter, at ”den seneste kendte, jeg blev fotograferet med, var Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor, red.)”.

”Vi har jo købt en lille gave til dig, Inger,” fortsætter kollegaen og peger på en lille pakke. Det har netop været Inger Mortensens fødselsdag, og hendes gave viser sig at være en billedramme, så hun kan printe sit foto med Soeren Le Schmidt ud og stille det på skrivebordet som minde.

”De andre har drillet mig lidt, fordi de vidste, at jeg ville blive så starstruck,” siger Inger Mortensen, der meget apropos har gået og spekuleret på noget: 

”Du, Soeren, kan du egentlig selv blive starstruck, når du møder Mary?”

EN MÅNED TIDLIGERE, i den anden ende af Danmark, kommer Soeren Le Schmidt cyklende det sidste stykke ad Nørrebrogade på sin ladcykel, træder på bremsen og planter en massiv læderstøvle med firkantet snude i asfalten foran Nørrebro Station. Han er klædt helt i sort, i lavtaljede, brede cargobukser, stramtsiddende T-shirt og en kort, kraftig dunjakke, og han kunne næsten gå i ét med aftenmørket, hvis det ikke var for hans korte, afblegede hår. På fingrene bærer han fem store sølvsmykker, et af dem er en ring med initialerne SLS, og med sig har han både en god og en dårlig nyhed.

Det er modeuge i København, men helt usædvanligt skal Soe­ren Le Schmidt ikke afholde et af sine stort anlagte halvårlige shows. I august, da han fremviste sin SS24-kollektion (SS står for Spring/Summer) med blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, rapperen Tessa og skuespiller Dar Salim på catwalken (alle kunder hos Soeren Le Schmidt), annoncerede han samtidig, at det ville blive hans sidste i noget tid. 

”Det er helt underligt,” siger Soeren Le Schmidt, der i dag har holdt kundemøder i sit showroom på Christianshavn og netop har været hjemme for at lægge sine to et halvt-årige tvillingedrenge i seng.

Han smiler bredt og afslører et snorlige, kridhvidt tandsæt. Tidligere på dagen har han fået at vide, at Danmarks Radio har givet grønt lys til en ny sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, hvor han medvirker som dommer – et talentshow, han selv i sin tid pitchede til DR. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at DR ønsker at udskifte programmets anden dommer, stylisten Anja Camilla Alajdi, som han skal mødes med om få minutter.

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser.”

KORT EFTER NØRREBRO bliver til Nordvest, ligger et lukket autoværksted. Her åbnede for snart tre år siden baren Autopoul, opkaldt efter det tidligere værksted, og om sommeren er her fyldt med folk, der drikker naturvin i hvide plastikstole på parkeringspladsen, mens lokalerne om vinteren lejes eller lånes ud til events. I aften er her modeshow, og Soeren Le Schmidt er inviteret, fordi han er Soeren Le Schmidt, og fordi aftenens fremviser er en af finalisterne fra DR-programmet ’Danmarks næste tøjdesigner’. 

”Du har Billy Idol-hår,” siger Anja Camilla Alajdi til Soeren Le Schmidt, da vi efter en kort cykeltur fra Nørrebro Station møder hende foran Autopoul. 

Selv har hun gråt, næsten sølvfarvet krøllet hår, er iført et mørkegråt jakkesæt og et smil, der ikke antyder nogen skuffelse over at være blevet skiftet ud af DR. Soeren Le Schmidt svarer med et grin, og sammen gelejder de sig gennem menneskemængden og ind i garagen, hvor hvide plastikstole er opstillet på to rækker med ryggen til hinanden i midten af lokalet, der er badet i lys fra gule neonrør. Tre Soundboks-højttalere spiller på skift tung hiphop og elektronisk musik, og efter en kort kunstfilm træder en snes høje, slanke modeller med elefanthuer og tribal-printet tøj frem og catwalker rundt om stoleformationen.

Designeren bag, dansk-tyrkiske Cengiz Güdücü, har tiltrukket så stort et publikum, at en ung kvinde må hoppe op på skuldrene af sin ven for at kunne se ind i garagen, mens andre må overvære showet gennem skærmene på oprakte telefoner. Hele seancen varer blot 10 minutter, og mens dele af publikum driver ud i aftenmørket, søger andre ind til en improviseret efterfest i autoværkstedets garage, der har omtrent samme temperatur som en kummefryser.

DER ER 16 år mellem Soeren Le Schmidt og 51-årige Anja Camilla Alajdi, som han plejer at kalde for ’tante’. Hun har i mange år været personlig stylist for dronning Mary, og det var hende, der i efteråret 2017 ringede til Soeren Le Schmidt for at bestille den royale nytårskur-kjole, der endte med at blive hans gennembrud.

De to blev samme år introduceret til hinanden af ’Vild med dans’-vært Sarah Grünewald, som i programmets 14. sæson tonede frem på skærmen i en sort kjole af Soeren Le Schmidt. Men Anja Camilla Alajdi havde allerede hørt om den unge skrædderuddannede vestjyde, mens han arbejdede for designeren David Andersen, og hun kunne se, at han kunne noget særligt.

”Jeg kunne virkelig godt lide hans udtryk,” husker hun. ”Hans kjoler var – og er – på én gang moderne og tidløse. De har rene linjer, samtidig med at der sker en hel masse, og selvom hans design ofte er spektakulært og letgenkendeligt, er han god til at lade personen være i centrum, så det er vedkommende, der bærer kjolen – ikke omvendt.”

Dengang havde Soeren Le Schmidt kun været officielt i gang som selvstændig designer i et par måneder, så det kom som et chok, da han modtog opkaldet om, at den daværende kronprinsesse ville have ham til at designe en kjole til en af årets store royale begivenheder: dronningens nytårskur i 2018.

Og svaret på spørgsmålet fra Inger Mortensen på Skjern Bibliotek er, at første gang han var på Amalienborg, var han om ikke starstruck, så i hvert fald virkelig nervøs. I alt tog det et par måneder at designe den lange, røde kjole, der blev fremstillet af silkeduchesse – en form for satin, der også anvendes til brudekjoler – og med en markant grafisk udskæring ved bryst og skuldre.

1. januar 2018 lå han med tømmermænd efter nytårsaften hjemme hos sin søster Line og fulgte med i nytårskuren på tv. Da kronprinsesse Mary trådte frem på den røde løber, blev han ”beæret og meget rørt”.

”Jeg tror, at det var første gang, jeg for alvor følte, at det her er jeg faktisk virkelig god til,” siger Soeren Le Schmidt, der siden har designet en række kjoler for den nye dronning – blandt andet den hvide kjole, hun bar på balkonen ved tronskiftet i januar i år.

SOEREN LE SCHMIDT OM… 

Marys hvide kjole

”Jeg vidste intet om dronningens abdicering. 1. januar blev jeg spurgt, om jeg ville lave en kjole til dronning Mary, som hun skulle have på ved tronskiftet. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg har lavet en del kjoler til Mary, men den her var noget særligt. Jeg havde 14 dage til det, så det krævede nogle lange aftener. Da dronning Margrethe blev indsat, bar hun sort, fordi hendes far lige var død, så jeg vidste med det samme, at den skulle være hvid. Kjolen symboliserede Dannebrog, fordi Mary bar røde rubinøreringe og den røde rubinbroche, hun havde arvet fra dronning Ingrid. Det var en historisk dag, og kjolen fik opmærksomhed i hele verden. Det er nok det største, jeg nogensinde kommer til at lave i Danmark.”

CHARLOTTE AMALIE SCHMIDT var en kærlig dame med gråt, krøllet hår, der altid gik i kjole eller nederdel og en lille hæl. Faktisk kan Soe­ren Le Schmidt ikke huske, at han nogensinde har set sin farmor i et par almindelige bukser, når han som barn kom hjemme hos hende i Ølgod. 

I et af husets værelser havde Lotte, som bedstemoren altid blev kaldt, indrettet en systue med fire gamle industrisymaskiner og en broderimaskine. På store egetræsreoler lå stofruller og ringbind fyldt med skabeloner og mønsterdele til tøj, og i vindueskarmen af sort marmor stod en ghettoblaster, der spillede jazz. Gulvet var beklædt med væg til væg-gulvtæppe, hvilket kunne være temmelig upraktisk, hvis man tabte en knappenål.

Med hjælp fra sin farmor syede Søren Schmidt som seksårig sit første stykke tøj – en mørkegrøn habitjakke i tweed. Han havde den på til sin onkels 50-års fødselsdag en kold vinterdag, men selvom hans far flere gange forsøgte at få ham til at tage en varm frakke udover, nægtede han – end ikke at slå reverset op om halsen kunne komme på tale. 

Senere, da hans arme blev for lange til, at han kunne passe den, forlængede han ærmerne med to stykker brunt ruskind, og når Søren Schmidt, der nu er Soeren Le Schmidt, i dag er ude at holde foredrag, har han stadig habitjakken med.

Lotte Schmidt og hendes mand Edvin drev i mange år manufakturhandlen I.C. Schmidt i Ølgod, sådan som Edvin ­Schmidts forældre havde gjort det før ham. Her syede de gardiner og kjoler på bestilling, og ovenpå lå deres bolig, indtil de i 1986 – to år før Søren blev født – besluttede sig for at sælge bygningen. Med sig tog de en håndfuld af symaskinerne, som fik plads i deres nye hus.

I dag ligger der et pizzeria i lokalerne på Storegade 22. Her mødes Soeren Le Schmidts forældre en gang om året med farens brødre og spiser på Lotte ­Schmidts fødselsdag – hun døde i september 2014, 90 år gammel.

Faren Finn Schmidt er uddannet teknisk designer og tegner trapper, mens moren Ulla Schmidt er pædagogmedhjælper og har arbejdet som klinikassistent. Sønnen er vokset op i en typisk kernefamilie med en to år yngre søster, og så længe han kan huske, har hans forældre bakket op om hans kreative udfoldelser. Han fik lov til at gå klædt, præcis som han ville, først i tøj, hans farmor havde syet, og senere i sine egne kreationer. Sammen tog bedstemor og barnebarn ud og købte stof, han kunne sy af, eller også gik de på jagt i byens tre genbrugsbutikker efter gammelt tøj, han kunne skille ad, sy om og eksperimentere med. 

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser. Nogle gange følte jeg, at jeg havde siddet der i 10 minutter, og så var der måske gået 10 timer. En gang imellem pjækkede jeg også fra skole for at sidde og sy hele dagen. Og min farmor sladrede ikke til mine forældre.”

ØLGOD ER EN typisk mindre provinsby med knap 3.800 indbyggere, tre supermarkeder, tre pizzeriaer, et fodboldstadion, en idrætshal og en kommuneskole. Det er efterhånden længe siden, Soeren Le Schmidt sidst var hjemme (forældrene har købt fritidshus i Dragør for at kunne være tættere på deres børnebørn), men ifølge ham er der ikke meget, der har ændret sig, siden han gik på Ølgod Skole i begyndelsen af 90’erne. 

”Jeg var det lille finurlige barn, som syede sit eget tøj, var lidt nørdet og stak lidt ud,” fortæller han, men den gængse fortælling om, at det kan være svært at begå sig i et mindre provinssamfund, hvis man ikke passer ind, gælder ikke her. Soeren Le Schmidt husker ikke, at han nogensinde er blevet drillet, fordi han var dreng og elskede at sy.

”Jeg er ofte blevet spurgt om det, men jeg har aldrig oplevet noget. Det kan da godt være, der er nogen, der i krogene har tænkt ’fuck, en weirdo’, og fred være med det, men jeg er aldrig blevet mobbet. For mig var der ekstremt højt til loftet. Det skyldes nok også, at jeg er opdraget sådan, og at især min farmor forstod at hylde mit finurlige væsen.”

Line Schmidt, Soeren Le Schmidts søster – der arbejder med marketing og nok er det menneske, som designeren er tættest med – erindrer heller ikke, at nogen så skævt til hendes storebror: 

”Søren gik ofte i hjemmelavet tøj, så på den måde stak han jo ud. Men jeg har aldrig set nogen drille ham, og jeg har heller ikke selv hørt nogen negative bemærkninger. Søren dyrkede bare sin store interesse, og folk lod ham være i fred.”

Sværest havde Søren Schmidt ved at passe ind i skolen. Ikke fordi han var svag bogligt, men fordi han havde svært ved at interessere sig for undervisningen, hvis ikke lærerne kunne forklare ham, hvad han skulle bruge det til – matematik for eksempel forstod han først, da han skulle bruge det til at udregne mønsterkonstruktioner, når han syede tøj.

Da han gik ud af 9. klasse, erklærede skolen ham uegnet til gymnasiet. I ren trods gik han til optagelsesprøve på handelsgymnasiet i Varde og bestod med perfekte karakterer. Mens han gik på HHX, legede han en overgang med tanken om at læse teologi, fordi han havde læst et sted, at der var mangel på gadepræster. Men dybest set var han nok allerede klar over, at han skulle bruge sit talent for at sy.

Søren Schmidt blev student i sommeren 2007. Nogle måneder forinden havde han fundet en lejlighed på Amager, så da han efter nogle dages studenterfester vågnede med tømmermænd, pakkede han en taske og tog toget til København – uden at fortælle det til sine forældre.

På køleskabet derhjemme satte han en post-it: ”Jeg er flyttet. Kh Søren.”

DET NYE NAVN står med blokbogstaver over døren på Strandgade 22 på Christianshavn, et tidligere forandringsskrædderi, som Soeren Le Schmidt overtog i 2020. Han har indrettet det med showroom ude foran og systue i baglokalet, hvor symaskinerne er nye, mens de gamle skræddersakse, målebånd og andet udstyr er fra farmorens systue i Ølgod.

En mandag i februar er to kvindelige ansatte i gang med at sy en hvid nederdel og presse en håndfuld sorte jakkesæt. Førhen lavede Soeren Le Schmidt alting selv, men efterhånden som efterspørgslen på hans tøj er steget, tager han sig i højere grad af kundemøder og design, mens han overlader syningen til andre. På dagens program står blandt andet et besøg af en caster, der skal finde deltagere til næste sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, og to kunder, der begge skal have syet en brudekjole.  

At 7. september åbenbart er en af årets store bryllupsdatoer, står klart, da brud nummer to træder ind ad døren først på eftermiddagen.

”Der er virkelig mange af mine kunder, der skal giftes den dag,” bemærker kjoledesigneren, der rækker ud efter blok og kuglepen og smiler til den lyshårede kvinde i mørkeblå vinterfrakke ved bordet over for ham.

”Du skal ikke tage dig af, at jeg spørger om alt muligt mærkeligt, det er bare for lige at spore mig ind på retningen,” siger han og vil blandt andet gerne vide, hvor vielsen finder sted (i Holmens Kirke), hvad brudgommen skal have på (en sort smoking), hvor mange gæster der er inviteret (130), og om bruden har en stor tatovering på ryggen, han skal sørge for at dække (nej). Han tager noter, mens de bliver enige om en klassisk stropløs kjole med slæb og slør og et budget i underkanten af 20.000 kroner.

En kjole fra Soeren Le Schmidt kan tage op til et halvt år at producere. Undervejs skal kunden forbi showroomet en håndfuld gange for at vælge stof, få taget mål og få rettet kjolen til, så den sidder perfekt. Set i det lys er prisen måske ikke så mærkelig, men ofte oplever Soeren Le Schmidt, at folk tror, det er endnu dyrere.

”Mange tror, at man skal have 50.000 kroner med for overhovedet at kunne træde ind ad døren, men jeg laver tøj i mange prisklasser, afhængigt af hvor avanceret opgaven er, og hvor dyr en metervare man vælger.”

Det er de store, dyre kjoler, der har gjort Soeren Le Schmidt kendt, men han laver faktisk flest jakkesæt til mænd. Noget af det skyldes, at han har indgået firmaaftaler med banker, men også at der kommer mange mænd i aldersgruppen 35-50 i showroomet på Christianshavn, typisk fordi de har svært ved at finde jakkesæt, de kan passe.

”Jeg har selv ekstremt lange arme, og derfor har jeg altid haft svært ved at finde tøj,” siger han og strækker dem ned mod gulvet for at illustrere. 

”Hvis man har skæve skuldre, store fodboldlår eller en lille topmave, bliver der taget højde for det, når man køber tøj hos mig. Jeg er heller ikke bange for at sige min mening til kunderne eller fortælle dem, hvordan jeg synes, at de skal style det tøj, de køber hos mig, og det oplever jeg heldigvis, at de fleste tager godt imod.”

Inden den kommende brud rejser sig fra bordet og går, aftaler hun og Soeren Le Schmidt at mødes igen om et par uger. Til den tid vil han have bestilt stofprøver hjem og tegnet tre forskellige skitser, hun kan vælge imellem.

”Jeg ved, hvad jeg vil synes er pænt til dig, og jeg tror også, jeg ved, hvad du kan lide,” siger han selvsikkert.

”Det er jo Holmens Kirke,” fortsætter han. ”Det skal være et skur af en kjole.”

SOEREN LE SCHMIDT OM…

Helle Thornings kavalergang 

”Helle Thorning-Schmidt er fast kunde, og da hun skulle til gallataffel på Amalienborg i september 2022, bad hun mig lave en kjole. Jeg vidste, at den ville skabe omtale, fordi den var stor, pink og havde nogle vilde ærmer – og så var der jo den der kavalergang. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville blive så meget debat på grund af en udskæring. Det kom bag på mig, at man i 2022 var så gammeldags, at man kunne tillade sig at debattere en kvindes kavalergang. Derfor gjorde det mig glad, at der efterfølgende var mange, som tog kjolen op med det budskab, at man selvfølgelig må gå klædt, som man vil.”

At designe teaterkostumer  

”Normalt nørder jeg alle mulige detaljer som for eksempel betrukne knapper, men alt det er der ingen, der kan se fra bagerste række. Til gengæld skal skuespillerne komme lynhurtigt ind og ud af deres kostumer, og derfor bliver de lavet med nogle store, grimme velcrolukninger. Man er også nødt til at skrue op for nogle ting, som størrelsen på en hat, da man skal kunne se kostumerne fra både række fire og række 52. Jeg har lavet mere end 100 kostumer til ’Askepot’ – til den gode fe brugte vi 216 meter tyl.”

I SOMMEREN 2007, da Søren Schmidt steg af toget på Københavns Hovedbanegård, ankom han med en drøm om at blive selvstændig designer. Men hjemmefra havde han lært, at man skal tjene penge, før man kan bruge dem, og at man skal sætte sig ordentligt ind i tingene. Derfor søgte han ind på handelsøkonomuddannelsen på Niels Brock for at lære om erhvervsjura og om, hvad ting som debit, kredit og moms betød.

Han færdiggjorde ikke uddannelsen, men kom efterfølgende ind på den nu lukkede skrædderuddannelse på Teknisk Skole i Ishøj, hvorfra han blev færdiguddannet i sommeren 2015. Sideløbende arbejdede han for andre designere og freelancede som stylist. 

Her mødte han skuespillere, musikere og andre kendte og opbyggede et stort netværk, inden han som 29-årig blev selvstændig i efteråret 2017 – blandt andet kom skuespiller Trine Dyrholm og tv-vært Eva Harlou som nogle af de første på kundebesøg hjemme i hans toværelseslejlighed på Vesterbro, hvorfra han drev sin virksomhed i begyndelsen.

Han tog navneforandring fra Søren til Soeren for bedre at kunne arbejde internationalt, og han tilføjede mellemnavnet Le som en hyldest til sine bedsteforældre – L for Lotte og E for Edvin. Et sted undervejs har han også fuldstændigt fralagt sig sin vestjyske dialekt.

”Jeg tror, det lykkedes mig at finde et hul i markedet med mine store kjoler, som samtidig kan være helt minimalistiske,” lyder hans egen forklaring på, hvorfor han fik så hurtig succes som designer. 

”Mange af kjolerne til de store gallafester og prisuddelinger var dengang fyldt med blonder, perler og pailletter, og det kan også være smukt, men jeg synes, det er mere interessant at arbejde med silhuetter og mønsterkonstruktion, så man skræller al pynten af og lader selve kjolen tale for sig selv.”

I DAG STÅR kendte danskere nærmest i kø hos Soeren Le Schmidt, når foråret og de store prisuddelinger nærmer sig. På Christianshavn har der blandt andet været travlt med at lave en kjole, som Paprika Steen skal have på til årets Robert-priser. Samtidig er systuen ved at færdiggøre kostumer til en stor musicalopsætning af ’Askepot’ i Tivoli, hvor chefdesigneren har måttet hente yderligere seks skræddere ind for at kunne følge med. 

Alt bliver designet og produceret lokalt. Kun når Soeren Le ­Schmidt laver uniformer for hoteller og restauranter – blandt andet Nimb og Alchemist – fremstilles de i udlandet, fordi mængden af tøj er større, end han og hans ansatte kan håndtere. 

Da han startede sin virksomhed i 2017, lavede Soeren Le ­Schmidt en mindre kollektion af printede T-shirts og sweatshirts med sit navn på. Han får stadig forespørgsler på dem, men han har ingen planer om at sætte en ny produktion i gang.

”De solgte fint, men jeg kedede mig i det. Det, der driver mig, er kreativiteten i at designe noget unikt. På den måde bevarer man også eksklusiviteten. Du risikerer ikke at møde op til en fest, og så er der tre andre, som har det samme på som dig. Det, du får hos mig, er designet kun til dig. Hver gang en kunde kommer ind ad døren hos mig, er det en ny udfordring, og det kan jeg godt lide.”

Hvis Soeren Le Schmidt hyrede en virksomhedskonsulent eller optrådte i ’Løvens Hule’, ville han formentlig blive rådet til at sætte gang i en billigere, masseproduceret kollektion ved siden af de skræddersyede kjoler. På den måde ville han kunne sælge sit tøj hos forhandlere i både ind- og udland og hurtigt forvandle en lille enkeltmandsvirksomhed til et brand med en stor millionomsætning. For til sidst at lave en såkaldt ’exit’, hvor man sælger sin virksomhed og sin livsdrøm for så mange penge til sig selv som muligt. 

Men det interesserer ham ikke.

”Jeg har ikke nogen drøm om, at jeg skal have 50 ansatte. Jeg elsker det, som det er lige nu, hvor vi har travlt, men kan følge med. Jeg har intet behov for, at Soeren Le Schmidt skal være et stort brand, der forhandles i Jylland, Tokyo og Berlin. Jeg kan godt lide selv at have kontakt med mine kunder, og jeg har det bedst med, at vi producerer, når efterspørgslen er der, i stedet for at lave to kollektioner om året bare for at gøre det.”

I STEDET DRØMMER han om at få lov til at arbejde med børn og unge. Om at undervise dem i at bruge deres kreativitet, sådan som hans farmor for mange år siden lærte ham at bruge sin.

”Jeg læste et sted, at hver tredje elev i en folkeskoleklasse har særlige behov og derfor ikke har lyst til at komme i skole. Måske er det ikke alle, der passer ned i den kasse, som er det danske skolesystem. Hvis man havde sendt mig til lægen som barn, kan det godt være, at jeg var blevet diagnosticeret med et eller andet, men heldigvis havde jeg en familie, der tilskyndede mig til at dyrke min kreativitet og ikke tog sig af, at jeg ikke interesserede mig for matematik og andre boglige ting. Hvorfor ikke få noget mere kreativitet på det fucking skoleskema? Jeg siger ikke, at der skal være et fag, der hedder ’Sådan bliver du Soeren Le Schmidt’, men jeg ville ønske, at der kom mere fokus på kreativitet i folkeskolen. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til.” 

Det er den mission, han er på, når han i april går i gang med optagelserne til den kommende sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, der skal sendes i efteråret.

”Det handler om at hylde kreativitet, men fra et lidt mere kommercielt perspektiv. Alle designere kan lave noget, som er vildt og skørt og ser flot ud, men kunsten opstår først, hvis det kan sælges. Der er så mange dygtige designere i Danmark, og jeg ville gerne sætte fokus på nogle af dem. Det gør mig virkelig stolt, når jeg ser, hvor godt mange af programmets deltagere klarer sig. Det beviser, at det kan lade sig gøre at leve af sin kreativitet.”

LIGEGODT SOERENS  

Soeren Le Schmidt er født (som Søren Schmidt) i 1988. Opvokset i Ølgod i Vestjylland. Uddannet skrædder fra Teknisk Skole i Ishøj i 2015. Har siden 2017 drevet skrædderi og eget tøjmærke. Kendt for sine gallakjoler til kendte og kongelige, men designer også brudekjoler, jakkesæt og almindeligt hverdagstøj. Ved siden af samarbejder han blandt andet med smykkefirmaet Pilgrim, sofaproducenten Sofacompany og senest Holme­gaard, som han skal designe fade og vaser for i an­led­ning af glasværkets 200-års jubilæum i 2025. Optræder på tv som dommer i ’Dan­marks næste tøjdesigner’, der til efteråret har premiere på anden sæson. Har desuden medvirket i programmer som ’Stjerner i trøjen’ på Discovery og ’Vild med dans’. Bor i København med sin kone, stylisten Nikoline Le Schmidt, og deres to små tvillingedrenge, Mio og Marlon.

PÅ SKJERN BIBLIOTEK har Inger Mortensen stadig lys i øjnene, da Soeren Le Schmidt tager hul på sit foredrag, som begynder med fortællingen om hans opvækst. Et sug går gennem publikum, da han hiver sin gamle habitjakke frem og afslører, at han syede den som seksårig. På stolerækkerne kan tælles syv mænd, tre yngre kvinder og en lille pige, men ellers er Soeren Le Schmidt de lidt ældre kvinders mand. Det er dem, der flittigst gæster hans foredrag, fortæller han, især i Jylland.

Undervejs må Soeren Le Schmidt tilkalde teknisk assistance, da et YouTube-klip ikke vil afspille. På stolerækkerne bryder småsnakken ud, en bibliotekar kigger koncentreret ind i pc’en, men designeren selv tager det roligt.  

Hvis Soeren Le Schmidt har et talent ud over det kreative, er det nok hans evne til at færdes lige så ubesværet på et bibliotek i Vestjylland, som han gør det på Amalienborg eller til et modeshow i Nordvest. 

Som stylist Anja Camilla Alajdi siger: ”Han er en af de få, der kan slippe af sted med at være kommerciel og samtidig være accepteret i de kredse, hvor folk går op i at være niche og cool. Jeg tror, det skyldes, at han formår at holde fast i sig selv, uanset hvor han færdes, hvilket kan være supersvært i modeverdenen, hvor man nemt kan lade sig rive med af at blive feteret.”

Måske er der nogle i branchen, der synes, at han er for mainstream, men ligesom da han var barn, registrerer han det ikke. Soeren Le Schmidt hviler i det, han laver, og han laver lige, hvad han har lyst til.

”Jeg er ikke interesseret i, at mit tøj kun skal være for en bestemt gruppe mennesker. Jeg designer til folk på Skjern Bibliotek og til dem, der sidder på forreste række til Copenhagen Fashion Week.”

Han er heller ikke bange for at optræde i sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med hans tøj at gøre. Han meldte sig til ’Stjerner i trøjen’, et program, hvor en række kendte indlogeres på en kaserne og skal lære, hvad det kræver at være i militæret, fordi han var ’Danmarks slappeste mand’ – selv hans kone troede ikke på, at han ville klare det. Og han takkede ja til ’Vild med dans’, selvom han ikke dansede brudevals til sit eget bryllup, da ingen af hans venner mente, at han kunne lære at danse. Men også, fortæller han, fordi han for alt i verden ikke vil opfattes som højrøvet.

”Jeg tror, at mange synes, at folk i modebranchen er snobbede og arrogante, og den forestilling vil jeg gerne have pillet af mig. Jeg kan godt lide, at folk møder en anden side af mig, og at de forhåbentlig kan se, at jeg både har humor og er nede på jorden.”

Ikke at Soeren Le Schmidt kan huske nogensinde at være blevet konfronteret med den fordom, nu hvor han tænker over det. Men så er der sat to streger under, hvis nogen skulle være i tvivl.

TIL SIDST ER det tid til spørgsmål fra publikum: Hvad kostede den dyreste kjole, han har lavet? Ca. 75.000 kr. Hvor lang tid tager det at lave en kjole til den røde løber? Op til et halvt år. Var det ham, der bestemte, at Marys kjole skulle være hvid? Ja.

En kvinde nede bagved rækker hånden op: ”Hvordan går det egentlig med øjet?”

I sensommeren, under et ophold på Marienlyst Strandhotel, kom Soeren Le Schmidts kone ved et uheld til at ramme ham i højre øje med sin vielsesring. Han fik skrabet hul på hornhinden, og hele efteråret, mens han dansede i ’Vild med dans’, kunne han næsten intet se på det øje. Og da TV 2 i januar hyrede ham til at kommentere kjolerne ved nytårskuren på Amalienborg, modtog han bagefter et hav af beskeder fra folk, som syntes, at det var rørende, at han havde tårer i øjnene – i virkeligheden skyldtes det, at han havde problemet med øjet, som konstant løb i vand.

”Det går bedre,” svarer Soeren Le Schmidt, der har fået en operation, hvor hans hornhinde blev slebet. ”Jeg skal opereres igen om et par uger, og så går det forhåbentlig helt væk.”

Han takker af til bifald, og hurtigt former sig en kø af midaldrende kvinder, der vil hilse og have taget billeder. 

Et sted iblandt dem står en yngre, mørkhåret kvinde og smiler lidt genert. Hun har en nederdel på, som hun har fundet i en genbrugsforretning, og om halsen bærer hun et lille, fint tørklæde. Hun går i 2. g og er kommet fra Horsens for at høre Soeren Le ­Schmidts foredrag, fordi hun selv drømmer om at blive enten skrædder eller designer. Men hendes forældre har sagt, at det kan man altså ikke tjene penge på.

”Selvfølgelig kan man det,” indvender Soeren Le Schmidt.

Han siger det ikke højt, men han får lidt ondt af den unge pige – tænk, hvis hans egne forældre havde lagt bånd på hans drømme.

”Skriv til mig,” siger han og smiler. ”Så kan du komme i praktik.”

I barndommens Tanzania drømte hun om at blive musiker. Eller Superwoman. Som teenager flyttede hun permanent til Danmark, hvor hiphoppen bragte hende sammen med hjerteveninden Natasja. Et omsiggribende ry førte duoen til stjernestunder i New York og Jamaica. Men så gik det hele lidt i stå, og efter en fatal køretur måtte rapperen bruge mange år af sit liv på at lede efter meningen med det hele. Nu er KAREN MUKUPA tilbage med et anmelderrost album og erfaringer fra et halvt liv i ryggen.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

GRÅT ETAGEBYGGERI ligger i søvnige enklaver og ligner et hvilket som helst lejlighedskompleks i en hvilken som helst forstad i landet. På Solnavej i Søborg er rækkerne af ligusterhække klippet, facaderne identiske, og roen tæt på larmende. Med jævne mellemrum kører busser forbi i tøffe-tempo, i vindueskarmene strækker stueplanter hals mod det bragende solskinsvejr, og ved cykelstativerne står album­aktuelle Karen Mukupa. Rap-udgivelsen ’Bonobo’ – et album, hun selv har stået for at producere og promovere efter at have holdt plade-pause i 14 år – har høstet fuld anmelderplade i Politiken og flere andre medier. Den handler om at være midt i livet, at stå ved sin alder og om at have set og oplevet mere end de fleste. Hun har så godt som rejst verden rundt, boet i Danmark og Afrika, er vokset op mellem to kulturer, har mistet sin sjæleveninde og kæmpet for at være sig selv i en til tider ultrakommerciel musikbranche. I flere år var hun dømt ude. Rapmusik og modne kvinder var åbenbart en cocktail, der skabte kollektiv kortslutning for flere i branchen. 

I dag, hvor vi mødes for at tage turen tilbage ad memory lane, er Karen Mukupa i sorte Adidas-bukser og med en høj knold og to fletninger, der sammen med et par store, guldindfattede solbriller rammer hendes ansigt ind. En smittende energi oser fra hende: Let’s go!

”De boede lige der på anden sal ved orkideen i vinduet,” siger Karen Mukupa og peger sine bedsteforældres gamle hjem ud. Et smil brænder igennem, idet hun fortæller om dem. Selv blev hun født i Zambia og voksede op i Tanzania, men hvert andet år satte hun og hendes familie sig på et fly for at besøge farens familie. Han var nemlig dansk, og Danmark blev synonym med Tivoli-ture og bedsteforældre-hygge for den dansk-zambiske pige. 

I lejligheden i Søborg udspillede dagene sig efter den samme drejebog. Bedsteforældrene var eksil-fynboer, men havde taget måltidsprogrammet fra øen med sig: morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, aftenkaffe. 

”Eftermiddagskaffen var det bedste, for der var tit wienerbrød til,” siger Karen Mukupa og griner. København-forstaden var tryg, fuld af barndommens velkomne gentagelser. Men det var også her, hun for første gang blev opmærksom på sin egen hudfarve. At hendes kulør i nogles øjne gjorde hende anderledes, at nogle så den som fribillet til drillerier og dårlig opførsel. På et besøg hos bedsteforældrene, da hun var omkring syv år, var hun ude at lege med sine søskende, da nogle drenge fra kvarteret indtog legepladsen. Karen Mukupa forstod ikke, hvad de sagde, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af. 

”Jeg kunne ikke rigtigt dansk, men jeg opfangede lidt. De sagde, at mine søskende og jeg talte ’indianersprog’. De grinede af os. Vi sad på en gynge, og de kom hen og skubbede os alt for hårdt. De sagde, at vi var ’nogle negre’. Jeg var ikke særlig gammel, så det var ubehageligt. Og det var egentlig nok første gang, jeg følte, at jeg ikke var en dansk pige,” siger hun og peger i retning af bedsteforældrenes lejlighed. 

”Vi løb hjem og fortalte min far, hvad der var sket.” 

DISKOGRAFI

Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Født 1973 i Zambia som datter af en zambisk mor og en dansk far.

Fik sin debut med Natasja Saad i hiphopgruppen No Name Requested. Udgav solopladen ’Mukupas Law’ i 2000. Albumaktuel med  ’Bonobo’.

Radiovært på ’Klub Mukupa’ på P8 Jazz. Mentor på rap-akademiet Urban Grrls, hvor hun blandt andet coacher unge kvinder i at skrive tekster. Har været tv-vært, børnebogsforfatter og tolk.

Bor på Islands Brygge i København med kokken Nikolaj Kirk, som hun har datteren Tiki med. Kan opleves live på bl.a. Vega i efteråret.

Uden betænkningstid fulgte han med sine piger tilbage til lege­pladsen. Han ville finde drengene og fortælle dem, at de skulle op­føre sig ordentligt. Han var gift med en zambisk kvinde, havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Afrika og var bevidst om 70’ernes Black Power-bevægelse. I det hele taget var han optaget af lige rettigheder for alle mennesker, og han havde allerede fortalt sine børn, at ’Elefantens vuggevise’ var en dårlig sang, fordi den brugte nogle grimme ord. 

”Han stod op for os, støttede os. Ville statuere et eksempel. Det var fedt. På den måde var det ikke så vigtigt, at drengene allerede var smuttet,” fortæller Karen Mukupa på legepladsen, der i mellemtiden har fået skridsikkert fald-underlag og bløde kanter anno 2023. 

Ad to omgange flyttede Karen Mukupa med sin mor, far og søskende til Danmark på grund af farens arbejde. Første gang til Søborg, hvor de boede lidt længere nede ad gaden fra bedsteforældrenes lejlighed, fra hun var to til fire, og anden gang til Hvidovre, fra hun var 10 til 12 år. Her startede hun i den lokale skole, lærte at tale dansk og fik nye venner. Hun var vant til at rejse, vant til forskellige nationaliteter fra opvæksten i et internationalt miljø i Dar es-Salaam – og trivedes. 

Imens havde Karen Mukupas mor svært ved at falde til i forstadslivet, hvor naboer og genboer holdt deres bane på fortovet. Som satellitter, der kredsede rundt om de samme bygninger, men næsten aldrig kolliderede og mødtes i en smalltalk. Etageejendommens lukkede lejligheder virkede som fængselsceller på Karen Mukupas mor, og hver vinter frøs hun helt ind i knoglerne. 

”’Denmark is like a jail,’ kunne hun finde på at sige. Man går ikke bare ind til naboen, man skal lave en aftale og helst tre uger i forvejen, haha,” siger Karen Mukupa og gelejder os ned mod Kildebakke, Søborgs lokale S-togstation, og et vindblæst stationstorv med falmede facader og en enkelt kiosk, hvor folk drypper ind og ud med cigaretpakker eller en sodavand under armen. 

DET VAR MED en klump i maven på størrelse med en honningmelon, at Karen Mukupa vinkede farvel til sin mor og far i lufthavnen i Nairobi. Hun var lige fyldt 15 år, og hendes billet til København var one way.

”Der var et eller andet indeni, der sagde mig, at jeg nok havde boet hjemme hos mine forældre for sidste gang. Men det var også spændende. En fornemmelse af, at det her var et nyt kapitel i mit liv. Noget helt nyt, der skulle til at begynde,” siger Karen Mukupa. 

Det hele kom sig af, at forældrene gerne ville flytte fra Arusha i det nordlige Tanzania og tilbage til morens hjemstavn, en lille by ude på landet i Zambia. Karen Mukupa, der var vant til at gå på en multikulturel skole, følte, at hun boede i Afrikas perle. Og hun havde ikke lyst til at udskifte byens og skolens buzz med fred og ro. Så hellere prøve at flytte til Danmark. Først var det meningen, at hun skulle bo hos sine bedsteforældre i Søborg, men i stedet blev aftalen, at hun skulle flytte hen til nogle af sine forældres venner og gå på friskole i Grenå, hvor hun kunne tage sin 9.-klasses-eksamen. 

 ”Jeg havde egentlig ikke tænkt konsekvenserne igennem. For da jeg så var i Danmark, savnede jeg mine forældre helt vildt. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tale i telefon med dem, jeg græd og græd, når jeg hørte deres stemmer. Men lige så snart jeg havde lagt røret på, var jeg også videre med noget nyt og spændende,” siger Karen Mukupa, der set i bakspejlet måske alligevel synes, at hun var en tand for ung til at stå på egne ben. 

Hun var landet på Djursland i et østjysk hippiekollektiv og fik et mindre kulturchok. Folk fandt sig nøgne til rette ved morgenbordet, og der var i det hele taget en mere afslappet facon, end hun havde været vant til, både derhjemme og på friskolen i Grenå. 

”Jeg var vant til ret faste rammer på de skoler, jeg havde gået på. Man lyttede til læreren. Så det var vildt underligt, at man pludselig gerne måtte diskutere i timerne, og at man lidt selv måtte bestemme, hvordan man gerne ville have sin undervisning,” siger Karen Mukupa, der for eksempel udnyttede de frie rammer til at skrive raptekster i temaugerne. Generelt var der et stort musikmiljø på skolen, hvor Sharin Foo, der senere skulle blive forsanger i bandet The Raveonettes, også var blandt eleverne.

En af klassekammeraterne, Daniel, havde et kassettebånd med den nyeste rap på. Teksterne handlede om at være black and proud og fight the power. Det talte til Karen Mukupa som et friskt pust. På det tidspunkt var hiphoppen stadigvæk den nye dreng i musikklassen i Danmark. Jo, MC Einar og Rockers By Choice havde fået hul igennem til radioen, der dengang sidst i 80’erne ellers var domineret af D-A-D, Søs Fenger og Thomas Helmig. Men rap var stadigvæk undergrund. 

Især den fra USA, som Karen Mukupa allerede havde stiftet bekendtskab med i Dar es-Salaam, hvor hun gik på international skole, og de amerikanske elever medbragte de nyeste kassettebånd med Run DMC og LL Cool J. Fra da af var hun hooked, og da hun flyttede til Danmark, holdt betagelsen, og hun fandt et spejl i de amerikanske rappere, deres sprog og deres look. 

”Stilen var bare sej. Nogle gange tænker jeg, at jeg også blev vild med hiphop, fordi jeg i virkeligheden altid har følt mig lidt som en outsider. Om det så var her i Danmark eller i Tanzania. Rappen var outsider-musik, det var hverken rock eller pop, og jeg følte mig enormt meget hjemme i den kultur,” siger Karen Mukupa, der med det formelle afgangsbevis fra folkeskolen flyttede hjem til sin farmor og farfar i Søborg. Hun længtes ikke bare efter familie, men også efter en større by, og Karen Mukupa havde hørt, at det skulle være det fedeste at gå på Det frie Gymnasium på Nørrebro. Hun var klar.

Karen Mukupa får flettet hår af sin mor. Foto: Privat

EN SITREN RAMTE Karen Mukupa i mellemgulvet. Det var ellers en triviel morgen. Hun stod og ventede på toget fra Kildebakke Station i Søborg, der skulle køre hende mod gymnasiet. Men hun havde fået øje på en pige. Jævnaldrende med hende selv og med cap og baggy army-tøj på. Hun kunne læse ud af tøjet, at de helt sikkert måtte have musikken til fælles. Med det samme vidste Karen Mukupa, at dér var en ven. 

”Jeg sneg mig tættere og tættere på hende der på perronen. Hun var mørk i huden ligesom mig. Jeg endte med at sidde over for hende i kupeen, og så samlede jeg mod til at spørge: ’Lytter du også til det der musik?’ ’Ja,’ sagde hun. Hun vidste udmærket, hvad for noget musik, jeg snakkede om.” 

Fra mødet i S-toget var Karen Mukupa og Gina venner. De havde begge to en drøm om at blive en del af den spirende hiphopscene og mødtes ofte i København for at øve sig i at skrive raptekster. De holdt til i City Arkaden, lige over for Magasin på hjørnet af Strøget. Bevæbnede med blok og kuglepen eksperimenterede de med rim og flow. 

En dag gik to piger forbi Karen og Gina i butiksarkaden. Den ene havde dreadlocks, ”tingeltangel i håret”, og der dampede coolness fra hende. Karen Mukupa genkendte pigen fra Ringe Festivalen, som hun havde besøgt sommeren forinden med sine venner fra friskolen. De to piger havde allerede skabt en kontakt på festivalen, men Karen Mukupa blev alligevel blæst bagover, da hun så hende igen. 

”Da jeg så Natasja og den veninde, hun var sammen med, tænkte jeg bare: ’Hold kæft, hvor er de seje.’ De var på vej på Christiania, og dengang var det et totalt mystisk sted for mig, som jeg kun havde hørt om. At der var kriminelle, og at man røg hash derovre. Det var outlaw derude. Men der skulle de hen. Og jeg fik bare den der følelse af, at dem ville jeg gerne være venner med. Mest af alt fordi de havde en særlig aura over sig. De havde ben i næsen, og det blev jeg tiltrukket af,” siger Karen Mukupa.

SKYSKRABERNE STRAKTE SIG op i himlen, og det samme gjorde Karen Mukupa og Natasja Saads drømme. De var 18 og 16 år gamle, da de satte sig på et fly, der bragte dem tværs over Atlanten. Sammen havde de netop dannet rapgruppen No Name Requested og havde fast øvetid hver torsdag efter skole i den nu hedengangne Klub 47, en ungdomsklub på Amager, som den engagerede pædagog Niels Jørgensen, bedre kendt som ’Niels Turbo’, havde udstyret med en håndfuld pladespillere, mikrofoner og højttalere. 

Niels Turbo så et lys i Karen Mukupa og Natasja og deres tredje medlem Gina alias McEmzee, der var med i gruppens helt spæde begyndelse, da han første gang oplevede dem iført batiknederdele, Dr. Martens-støvler, cottoncoats og et friskt flow til et open mic-arrangement på undergrundsklubben Barbue i København. Han besluttede sig for at introducere pigerne for Ungdomshuset og andre mindre scener i byen og give dem et skub fremad i rapmiljøet.

 Og nu var duoen så på vej til hiphoppens arnested, New York. For at suge kulturen til sig, men lige så meget for at stikke en finger i jorden og mærke, om de havde en chance blandt de rigtige rappere. De havde kort forinden varmet op for den amerikanske stjerne Queen Latifah, da hun spillede i Amager Bio, og rapgruppen A Tribe Called Quest i Pumpehuset, så de var fulde af gåpåmod og forventning, da de indlogerede sig i Flatbush, Brooklyn. ’Pops’, en fyr, de havde fået kontakt til gennem en dansk kvinde fra reggae-miljøet i København, husede dem i sit klassiske brownstone med brandtrapper, der zigzaggede ned langs facaden, og hvor nogle store højttalere i kælderen blev skruet op for fuld styrke, når Pops en gang imellem holdt interimistisk dancehall-diskotek dernede. 

Imens prøvede de to danske hiphop-aspiranter at manøvrere i rappens epicenter med en stak telefonnumre på forskellige mennesker, som de ville prøve at hooke op med. For eksempel de danske dj’s Phase 5 og Yo Akim, der skulle lave remixes for sangerinden Vanessa Williams, hiphopgruppen Lifers Group og det jamaicanske reggaeband Inner Circle, der tilfældigvis var i New York på samme tid. De to piger blev inviteret til fest på deres hotel på ­Times Square.

”De boede midt inde på Manhattan, så vi var sådan: ’Arh, vildt, mand!’ Deres hotel havde happy hour, så fra klokken fire til seks var drikkevarerne nærmest gratis. Vi blev totalt teenage-dansker-stive,” siger Karen Mukupa. Men det, der kunne synes som én lang fest, var også en mission for at promovere No Name Requested og få de rigtige til at lytte til deres demoer. En dag blev de inviteret af de danske dj’s til at lave en optagelse i det samme studie, som Mary J. Blige indspillede i. Pigerne fik et gigantisk selvtillidsboost, men var også fulde af den pure ungdoms pep og grinede så meget i indspilningsboksen, at de næsten ikke kunne synge. Senere samme aften blev de inviteret med til fest rundt om hjørnet. 

”Det var ligesom at træde ind i MTV. Queen Latifah var der. De La Soul var der. LL Cool J og Beastie Boys var der. Alle, som man kunne forestille sig. Den fest var en øjenåbner for mig. Hvis man skulle være en rigtig rapper dengang, skulle man kunne free­style. Og man skulle kunne vise sit værd med det samme. Vi blev introduceret af vores ven Jamalski til en producer: ’Freestyle lige for ham,’ sagde han. Og så var det bare: One, two, three, go! Jeg tror, jeg tyede til en gammel tekst,” siger Karen Mukupa. 

”New York var vores Utopia. Det var land of opportunity. Man følte virkelig, at musikken var lige der foran én. Og at man kunne møde alle de store lige om hjørnet. Det føltes, som om alt var muligt. Alt kunne lade sig gøre, hvis bare man gav sig fuldt ud. This is where I belong, følte jeg.” 

Det første amerikanske hiphop-eventyr var langt hen ad vejen finansieret af Karen Mukupas børneopsparing, som hendes farfar havde lavet til hende. Han var gammel modstandsmand fra Fyn og af en helt anden skole, men blev hverken skuffet eller formanende, da pengene ikke blev brugt på møbler, køkkengrej, husleje eller andet snusfornuftigt. Det var jo hendes penge. 

Senere fulgte flere rejser til New York, og på en af turene blev Natasja og Karen Mukupa venner med nogle studieteknikere, der arbejdede for P. Diddy – dengang kendt som Puff Daddy. 

”Teknikerne spillede vores demoer for ’Puffy’. Da han havde hørt dem, ville han meget gerne møde os. Men vi skulle rejse dagen efter, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi tog det ikke så alvorligt. I vores hoveder havde vi det sådan: ’Vi kommer jo tilbage,’” siger Karen Mukupa. 

Turene til New York i start-90’erne var selvsagt uden internet og mobiltelefoner, og det var meget sværere at holde kontakten, når først man fysisk flyttede sig. Så da flyet landede i Kastrup igen, var New York, producerne og de store lydstudier langt væk, og P. Diddy, Biggie Smalls, Mary J. Blige og alle de andre var igen kun stemmer på kassettebåndene. 

”Jeg tror ikke, vi fattede, hvor stor en chance vi egentlig havde,” siger hun.

MELLEM HØJHUSE, PALMETRÆER og bølgebrus blandede gloser fra flere end 120 forskellige sprog sig med den lune luft i Dar es-Salaam. Karen Mukupa voksede op i Tanzanias administrative hovedstad, en kulturel smeltedigel, hvor der blev fejret både jul, eid og hinduistiske højtider. Hendes far var uddannet laborant, og hans arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke havde først bragt ham til Zambia, hvor han arbejdede som frivillig på et mejeri. Og mens han lærte zambierne at lave ost, forelskede han sig i en kvinde, der arbejdede på mejeriet. 

Karen Mukupa blev født i Zambia, men da hun var to år, rejste forældrene til Danmark for at bo. Efter kort tid fik hendes far dog et job, der sendte familien til Tanzania. Huset i Dar es-Salaam var altid fuldt af liv. Slægtningene fra Zambia kom ofte på besøg, og Karen Mukupas mor holdt fast i de afrikanske traditioner, selvom hun havde giftet sig med en europæer. Hun havde set, hvordan andre afrikanske kvinder blev ’lidt fine på den’ og begyndte at distancere sig fra deres egen kultur, når de giftede sig med en hvid. 

”De kunne næsten ikke spise med fingrene længere, for nu var de blevet gift med en fra Europa. Derfor var min mor meget straight up og sagde: ’Vi spiser med fingrene her. Men du må da gerne få en kniv og en gaffel, hvis du vil det,’ hvis vi havde europæere på besøg til ugali (en fast grød lavet på majsmel, red.). Nogle gange kunne jeg godt synes, at det var vildt pinligt. Men samtidig sagde min mor også til mig, da vi boede i Hvidovre, at jeg ikke behøvede at fortælle mine klassekammerater alt. At vi spiste sommerfuglelarver, og at kvinderne spiste lerjord. Hun vidste godt, at det var noget, vi kunne blive drillet med,” siger Karen Mukupa. 

Når hun lukker øjnene og tænker på barndommen i Tanzania, er kysten det første, der popper op. Hun legede i det kridhvide bounty-sand med sine venner ud til en horisontlinje af turkisblåt vand. Nogle af børnene fangede fugle, og Karen Mukupa byttede sig til et nyt kæledyr for sugerør, som hendes danske bedsteforældre havde sendt til dem. Det var hård valuta dengang, for det var dem af plastik, som havde et knæk. De nyerhvervede fugle tog hun med hjem og indlogerede i familiens bur, der oprindeligt var til høns. Senere blev kæledyrs-kartoteket udvidet med alskens eksotiske fugle, skildpadder og aber. 

”Men jeg har aldrig haft en kat,” siger Karen Mukupa, mens hendes ansigt klemmer sig sammen i et grin, da hun fortæller om, hvordan de havde adopteret en abe for en stund, der blev ved med at komme tilbage og banke på, efter den var blevet sat ud i naturen igen.

”Vi legede også tit, at vi lavede mad. At vi havde et lille bål, og så fandt vi en tomatdåse, som vi hakkede noget spinat og proppede i. Det var sikkert dybt giftigt, haha. Men som syvårig kan man godt stege en fisk i Tanzania. Der er kultur for, at man hjælper til derhjemme, så det var en integreret del af vores lege,” siger Karen Mukupa. 

”Altså, hvis min mor havde veninder på besøg, var der en forventning om, at det var mig, der kom ind med teen og småkagerne, og at jeg hilste pænt på alle damerne. Det gjorde man bare.” 

Karen Mukupas forældre blev en del af det bedre borgerskab, fordi hendes far havde et godt job. De var medlemmer af den lokale yachtklub i Dar es-Salaam, hvor diplomaterne og deres børn mødtes. Det var et andet Tanzania, og det var hendes mor meget magtpåliggende, at de vidste og forstod, at de var afrikanske børn. 

”Min mor sagde altid: ’You never know if you’re gonna marry somebody from the bush’, og derfor skulle jeg lære at lave en rigtig ugali og at være en ordentlig kone,” siger Karen Mukupa og griner af, at hun endte med at gifte sig med en kok, Nikolaj Kirk. 

Generelt husker Karen Mukupa barndommen som fri og fuld af leg. Hun elskede at klatre i træer og blev som regel skuffet, når veninderne ikke havde lyst til at klatre lige så højt op som hende selv. Og så var hun kæmpe fan af Michael Jackson og brugte i det hele taget utrolig meget tid på at lytte til musik. 

”Hvis jeg var alene hjemme med mine søskende eller fætre og kusiner, klædte jeg mig sommetider ud som Michael Jackson. Jeg havde en fætter, der var kommet fra Zambia for at bo med os i tre måneder, og han var også meget musikinteresseret. Vi klædte os ud sammen og stod oppe på bordene og dansede,” siger Karen Mukupa.

Fra hun var seks år gammel, vidste hun, at hun enten ville være Superwoman eller musiker. Og en dag, da hendes far kørte hende hjem fra skole, fortalte hun ham det.

”’I know what I wanna be,’ sagde jeg, og så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville være musiker. Jeg kan bare huske, at han vendte sig om mod bagsædet, og jeg kunne se, at han var virkelig skuffet. Og lidt i chok. Sådan: Really? ’Bare husk, at du også skal have dig en uddannelse, for det er svært at være musiker,’ sagde han så. Det må jeg sige, at han har haft ret i, men jeg fik aldrig den der store uddannelse, som han måske drømte om, at jeg fik.”

NO NAME REQUESTED gik i opløsning nogle få år efter, de var begyndt. Men Karen Mukupa og Natasja forblev uformelt en duo. De var bedste venner, også selvom de nu lavede musik i hvert sit navn. De rejste også stadigvæk sammen, blandt andet til Jamaica ad flere omgange. Karen Mukupa var 23 år, da hun besøgte den caribiske østat første gang – og følte sig hjemme med det samme. Der var brune mennesker over det hele, og gæstfriheden var enorm. Det mindede lidt om Afrika.

”Folk var virkelig søde til bare at tage os ind og låne os en sofa, vi kunne sove på, og give os nogle bananer, vi kunne spise,” siger Karen Mukupa. 

”Natasja skulle have været af sted med en anden veninde, men hun meldte fra. Så i stedet spurgte hun mig. Jeg arbejdede i en børnehave på det tidspunkt, men jeg sagde op på stedet, og to dage efter rejste vi. Det var skørt og vildt. Vi skulle have været der i tre uger og endte med at være der i tre måneder. Vi havde nok endt med at være der endnu længere, hvis vi havde haft flere penge.” 

På det tidspunkt havde Jamaica det største antal musikstudier pr. indbygger i hele verden, og den berusende følelse fra New York af, at alt var muligt, boblede i Karen Mukupas årer. 

”Igen var det bare slaraffenland. Alle familier i Jamaica havde en, der lavede musik. Og igen var det et land, hvor det virkede, som om hvis vi bare lige gør sådan her, så åbner døren sig for alvor. Vi blev taget enormt godt imod. Nok mest af alt, fordi vi havde afrikansk baggrund. Rastafarierne tror på, at en dag kommer Haile Selassie – deres Jesus – og kalder deres folk tilbage til Etiopien. Så vi blev tit introduceret som two African daughters from Denmark,” siger Karen Mukupa.

De to veninder var af sted under den amerikanske spring break, og øen var fuld af internationale reggaemusikere, som de faldt i snak med. Samtalerne blev ofte indledt med: ”Hey, vi rapper også!”, og efter en uge havde de deres første show i byen Negril, der var fuld af musikere, der kom for at spille for de amerikanske turister. En amerikansk filmproducer hørte veninderne spille og sagde, de skulle komme med ‘et særligt sted hen’ dagen efter. ”This might be your window of opportunity,” sagde han.

”Vi var totalt klar. Vi kørte med til Ocho Rios, en by fuld af luksusresorts ud til vandet, og skrev under på en kontrakt på køleren af amerikanerens bil – en håndskrevet kontrakt, der handlede om, at hvis der skete noget stort inde i studiet, så skulle han have nogle procenter,” siger Karen Mukupa, der i næste nu befandt sig i et mansion af en anden ’MTV Cribs’-verden. Veninderne var landet i et studie sammen med folk fra det engelske reggae/pop-band UB40, og de var klar til at signe dem på deres eget pladeselskab, DEP International, som de på det tidspunkt var i gang med at starte.

Karen Mukupa og Natasja var euforiske og klar til at gribe chancen. Men historien fra New York gentog sig. Det blev et lige ved og næsten. Der var tovtrækkeri mellem Karen Mukupa og Natasja og Mega Records i Danmark, der stadigvæk havde kontrakt med de to danske rappere. Mega Records ville gerne gøre de to mere kommercielle og havde planer om at sende dem mod stjerneproduceren Denniz Pop i Sverige, der også havde arbejdet med Ace of Base. 

I en periode sendte Natasjas mor penge til de to piger på Jamaica. Til sidst var der ikke flere, og Karen Mukupas bedsteforældre begyndte at spørge mere insisterende ind til, hvornår hun egentlig kom hjem. Pigerne var trætte. 

”Vi kom hjem til Danmark og havde det sådan: ’Ej, fuck, nu kan vi ikke mere.’ Vi trængte til at trække vejret, og vi gik igen musikalsk hver til sit. Jeg begyndte at arbejde i en tøjforretning, samtidig med at jeg lavede nogle demoer sammen med nogle venner, og Natasja begyndte at arbejde med heste som jockey. Det var ikke lige så spændende at lave musik sammen længere, men vi var stadig enormt gode venner,” siger Karen Mukupa. 

I 2000 debuterede hun med soloalbummet ’Mukupas Law’, der var produceret af den danske producer Remee. Albummet blev ikke helt, som hun selv ønskede det. Remee sleb rappen i kanterne og havde en vision om, at albummet skulle være mere poppet. 

”Jeg var bare så taknemmelig for, at der var nogen, der ville lave noget sammen med mig, så jeg lyttede enormt meget til, hvad de havde at sige. Og jeg lyttede måske ikke så meget til mig selv. Desværre,” siger Karen Mukupa, der hele tiden fik at vide, at pladen ikke var en succes, og at den ikke solgte nok. 

”Samtidig med at jeg var ugens uundgåelige på P3, sad jeg på bistandskontoret og havde ikke en krone på min konto. Det var virkelig skizofrent, og det fik mig til at føle mig meget lille.”

Karen Mukupa og Natasja hjemme hos Pops i Brooklyn. Foto: Privat

ADSKILLIGE ÅR SENERE landede Karen Mukupa igen på Jamaica for at hænge ud med Natasja. Det var i 2007, og Natasja stod på kanten af sit internationale gennembrud. Karen Mukupa havde lagt musikken lidt på køl og udnyttede i stedet sin kreativitet på flere forskellige måder. Hun havde lavet børneprogrammet ’Mukupas Kidchen’ på TV 2, skrevet børnebøger, været korsanger, arbejdet som tolk i swahili og søgt ind på Filmskolen to gange, fordi hun drømte om at lave dokumentarfilm. Hun filmede blandt andre Natasja, men kom ikke ind på skolen. Og her var hun så igen med sin hjerteveninde i hjertet af Caribien. Nu skulle de nyde livet. 

Men en juniaften mistede en chauffør herredømmet over den bil, hvor Karen Mukupa sad på forsædet, og Natasja på bagsædet med sin kæreste og en ven. Sammen havde de været til Portmore Awards, hvor Natasja havde optrådt, og nu havde de kurs fra sovebyen Portmore tilbage mod Kingston, hvor de boede. Chaufføren ville spille smart og kørte hasarderet på en tæt trafikeret vej. Som i en film blev alt stille og gik i sort. Da farver og lyd vendte tilbage, så Karen Mukupa, at Natasja ikke bevægede sig. Chaufføren fik hende ud af bilen, og Karen Mukupa og Natasja blev samlet op af en forbipasserende og kørt mod hospitalet. Men Natasjas vejrtrækning blev hurtigt langsom, og hun døde i Karen Mukupas arme. 

”Jeg fik mit hjerte knust, da Natasja gik bort. Lige pludselig var livet ikke uskyldigt mere. Den der eventyr-boble, Natasja og jeg havde sammen … den brast bare.”

I ly af en kæmpe svamp i Tanzania. Foto: Privat

FRA KILDEBAKKE STATION har S-toget i behagelige svingninger bølget sig gennem små forstæder for at gøre holdt på Nørreport. Karen Mukupa manøvrerer hurtigt og hjemmevant hen til metroen, der tilbagelægger det sidste stræk til Islands Brygge, hvor hun bor. Metroen er tætpakket, fuld af folkeskoleklasser, der har været på tur. Karen Mukupa stikker flere af dem et smil og en highfive, da de gør plads til, at vi kan komme ud, da toget når Islands Brygge Station. Karen Mukupa viser vej til Café Alma, slår sig ned og bestiller en avocadomad. 

”Hun boede lige der,” siger hun og peger på bygningen på den anden side af gaden, mens et smil tegner sig fra den ene kind til den anden.
I gymnasietiden tilbragte Karen Mukupa selv mere tid i dén lejlighed, Natasjas, end hjemme hos sine bedsteforældre i Søborg, hvor hun egentlig havde adresse. 

Natasja Saads og Karen Mukupas musikalske karrierer flettede sig ind og ud af hinanden. De var definerende for hinanden, og derfor er det svært at tale om den ene uden at tale om den anden. Ud over at tabet af Natasja var en altomsluttende personlig sorg for Karen Mukupa, lagde det også et åg over hendes egen karriere og eksistens. 

”Da hun gik bort, blev jeg ved med at tænke: ’Gud, du kom til at tage den forkerte. I’ve got nothing going on.’ Jeg var bare hendes veninde. Jeg var korsanger. Det var hende, der havde en masse ting, hun gerne ville sige ude i verden. Sangen ’Calabria’ lå nummer et, Alicia Keys’ manager spurgte, om hun ville skrive for hende, og Sean Paul ville også lave musik med hende. Jeg syntes, tingene var så uretfærdige. Det var helt forkert. Jeg syntes, hun havde så meget mere end mig,” siger Karen Mukupa og holder en pause for at trække vejret. Små tårer stiger op i hendes øjne, men hun smiler. 

”Selvom jeg er okay, er det svært at snakke om uden også at blive ked af det. Sorg er jo bare en stor del af livet. Liv og død går hånd i hånd,” siger hun.

Der er aldrig noget positivt ved at miste et livsvidne. Men sorgen manifesterede også en urokkelig taknemmelighed inden i Karen Mukupa. Hun nægtede at tage livet for givet. 

”Efter ulykken havde jeg et enormt behov for at sige til mine forældre: ’Jeg elsker jer, jeg elsker jer, jeg elsker jer’, sådan at hvis jeg gik bort, så vidste de det i hvert fald,” forklarer hun. 

I årene efter havde hun svært ved at give sig hen til at få tætte venner, fordi hun var bange for at miste dem igen. 

”Jeg havde lyst til at skrige hele tiden, og jeg trak kun vejret helt heroppe,” siger hun og placerer en hånd med glitrende guldringe på den øverste del af brystkassen. 

I DAG ER ISLANDS BRYGGE hendes hjem. Hun har boet her siden 2009 med sin mand, Nikolaj Kirk, og de seneste 10 år også med datteren Tiki. Kokken og rapperen mødte hinanden under nogle optagelser til børnenes MGP og fandt fælles kærlighed, både til hinanden og til at rejse. 

”Vi har begge to – og har altid haft – nogle job, som kræver noget uafhængighed. Nogle gange kan vi godt leve lidt i hver sin verden, men vi har vores hjem og vores rejser, hvor vi altid finder hinanden igen. Som oftest er vi rejst meget langt væk, til Brasilien, Filippinerne og Belize for eksempel,” siger Karen Mukupa.

Da de gerne ville stifte familie, viste det sig at være lettere sagt end gjort. Efter at have forsøgt i syv år gik de i gang med at prøve at adoptere Karen Mukupas fætters søn, Kingston, fordi fætteren var hiv-smittet og ikke havde økonomi til at få flere børn. Det var en langsommelig proces, fordi Danmark og Zambia ikke havde nogen adoptionsaftale, og da der var gået tre år med bureaukrati, skete naturens uventede mirakel. 40 år gammel blev Karen Mukupa gravid. Tiki kom til verden, og siden da har hun set sig om i verden med sine forældre. 

”Nikolaj og jeg havde altid begge to været draget af det der eventyr: at komme væk og se noget andet. Bare være os to på opdagelse. Og vi syntes, at det var vigtigt at bibeholde med Tiki,” siger hun. 

Adoptionen af Kingston gik permanent i stå, men Karen Mukupa har støttet ham og hans familie økonomisk siden da og har også besøgt ham i Zambia, så ofte det har kunnet lade sig gøre.

I ÅR UDGAV Karen Mukupa ’Bonobo’, sit første album i 14 år. Selvom albummet var en fornøjelse at lave for den 50-årige rapper, krævede det blod, sved og tårer at finde sin stemme og sin plads i musikken igen. 

”Jeg føler lidt, at jeg er startet forfra med musikken. Jeg føler, at det er sådan her, min musik skulle have været, da jeg startede. Det føles fedt, og det føles naturligt. Jeg har arbejdet på det her album, som om det var det sidste, jeg nogensinde skulle lave,” fortæller Karen Mukupa, der tog mod til sig, efter at hun i mange år havde følt, at nogle i musikbranchen kunne gøre lidt grin med hende, hvis hun nævnte, at hun gerne ville lave musik igen. 

Som ung havde hun selv været af den opfattelse, at det ville være decideret pinligt at stille sig op og rappe med en cap kækt på sned, når man havde passeret 50. Men Karen Mukupa modbeviste branchens og sin egen ungdoms-tese. ’Bonobo’ fik en overstrømmende modtagelse. Politikens anmelder skrev blandt andet: 

”Karen Mukupa er trådt i karakter, og jeg har sommerfugle i maven på alle voksne kvinders vegne over, at det her album findes.” Musikmagasinet Gaffa tilsluttede sig koret og gav albummet fem stjerner med begrundelsen: 

”De minimalistiske R’n’B-rytmer og slæbende hiphopbeats hylder dermed også den musik, som Karen Mukupa selv er formet af. Resultatet er hendes stærkeste album til dato med skarpe rim og fængende omkvæd, der både taler til hjerte og hjerne – alt sammen leveret af en moden kvinde i sin bedste alder.” 

Karen Mukupa synes også selv, at hun med sin nye plade har knækket nøden. Fået sit liv og sin kunst til at gå op i en højere enhed. 

”Jeg synes, at rap skal være troværdig. Og hvis den skal være det, skal jeg rappe fra mit eget udgangspunkt. Hvis vi formår at gøre det som rappere og hiphoppere, kan musikken også vokse med os. Nogle af mine mandlige kolleger skriver stadigvæk fra det samme udgangspunkt som for 20 år siden. Om druk og damer og at fyre penge af. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Men jeg er blevet mor, jeg er blevet gammel. I går var jeg til begravelse for en af mine gamle venner. Jeg har lyst til – blandt andet – at skrive tekster om at være midt i mit liv. Om at nu går vi ikke til fester mere, vi går til begravelser.” 

Når Karen Mukupa tænker tilbage, fik Natasja det, hun ønskede sig, selvom hun ikke var i live til at opleve det hele vejen. Hun lykkedes med musikken. Og det gjorde Karen Mukupa også selv. De gjorde det bare forskudt af hinanden. I forskellig tid, i forskellige universer. 

”Jeg føler, at hun er med på min rejse. Jeg føler lidt, at hun hepper på mig. Sådan we did it!,” siger Karen Mukupa og giver sig selv et lille klap på skulderen.