DET ER SÅDAN et kvarter, hvor forældre lærer deres børn at cykle. Vejene har omtrent et bump ud for hvert andet hus, og man kan nemt se for sig, hvordan fædre i endeløse somre har løbet op og ned ad vejen efter deres albuepolstrede børn på cykler med fastbundne kosteskafter. Det er sådan et kvarter, hvor stemningen på en solskinsdag som denne kun kan ødelægges af, at ham to huse henne slår græs søndag formiddag.

Og det er sådan et kvarter, hvor drama ses i fjernsynet om aftenen. Og i dramaserierne banker tv-politiefterforskeren på i kvarterer som dette og fortæller beboeren noget forfærdeligt, hun nægter at tro på kan finde sted i hendes kulisseverden. Sådan noget kan ikke ske her, siger hun i tv. 

Vi er på Bakkevej i Tarup. Et HjemIs-, forhave-, Stryhns-villakvarter lidt uden for Odense, og selvom det tilsyneladende er det sidste sted, man kan forestille sig, det kunne være, er det sandsynligvis netop her, det onde første gang viste sig. Dét onde, som har allerhøjeste prioritet hos Fyns Politi, det, som alle i byen tænker på, det, som gør, at bilisterne nede på motorvejen kigger op, når de kører forbi Odense på motorvejen, og det, der indtil videre har kostet én livet, én sin førlighed og én sine forældre.

JULEAFTEN 2015, klokken halv et om natten, bliver der kastet en sten ind ad vinduet i et af husene på Bakkevej. Politiet undersøger det som ganske normalt hærværk og tager en dna-prøve, der ikke findes et match på. Det er langtfra første gang, det er sket i området, men da der heller ikke denne gang er noget spor at gå efter, bliver sagen lagt til side. Indtil det udvikler sig.

En måneds tid senere ved Langesøvej, cirka fem kilometer fra Bakkevej, bliver en sten kastet ned på motorvejen, som rammer en bil. Der er dog ingen, der kommer til skade. 

Samme aften bliver en betonflise kastet ned fra samme motorvejsbro, der rammer endnu en bil. Den ene passager får en hovedskade, resten er uskadte.

Et halvt år senere endnu bliver der kastet en sten på størrelse med en knytnæve ned på Ringvejen nordøst for Odense. Ingen kommer til skade.

Men så dagen efter, 21. august 2016, klokken fire om morgenen, bliver der igen kastet med sten på motorvejen. Denne gang fire sten, blandt andet en betonklods. De bliver kastet fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense. En bil med en lille familie, der er på vej hjem til Tyskland fra sommerferie i Sverige, bliver ramt af betonklodsen: mor Nelli på 33, far Andreas på 36 og deres femårige søn Alexander.

Alexander overlever, Andreas er i dag blind og invalid. Han kommer til at være afhængig af pleje døgnet rundt resten af sit liv. Nelli dør. Gerningsmanden – eller -mændene – er stadig derude.

På motorvejsbroen på Spedsbjergvej finder politiet efter et stennedkast en dåse snus, hvorpå der er brugbart dna, der matcher dna fundet på stenen fra Bakkevej i Tarup halvandet år forinden. 

Og stenen, den, der ramte den tyske familie, er efter alt at dømme taget fra et mur-arbejde ved Tarup Centret. På baggrund af det sammenfald har politiet udpeget Tarup som muligt hjemsted for gerningsmanden.

Så spørgsmålene lyder: Hvordan kan nogen være så ond? Og finder man nogensinde stenkasteren fra Tarup?

Stenkast fra motorvejsbroer sker overalt i landet. Her er politiet i gang med at sikre spor, efter at ukendte gerningsmænd kastede sten på Hillerød-motorvejen i 2016.

POLITISTATIONEN ligger 350 meter fra H.C. Andersens hus, men er ikke ret eventyrlig. Det er en stor, firkantet, grå bygning med firkantede vinduer. På et tomt kontor hælder vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen stærk kaffe op fra en hvid plastickande, hvis tud er halvt ætset af. 

Richardt Jakobsen er i uniform med et tyndt, sort slips. Han er 50 år gammel og har halvdelen af sit liv arbejdet ved politiet. Tidligere har han blandt andet været ved Aarhus Politi (senere Østjyllands Politi), hvor han arbejdede med personfarlig og organiseret kriminalitet, men kom til Fyns Politi for to år siden.

Foran sig har han lagt en tyk bunke papirer med datoer og andre detaljer, da det efterhånden er en omfangsrig sag. På forreste side har han med blyant skrevet ’Stenkastersagen’ og understreget det et par gange.

”I starten hed det ’Stenkastsagen’, men efterhånden som det er sket flere gange, er det begyndt at hedde ’Stenkastersagen’,” siger han.

Med ved bordet sidder også en kvindelig kommunikationsmedarbejder klædt i sort fra top til tå. Under normale omstændigheder ville hun ikke være til stede men i en sag med så megen bevågenhed som denne har vicepolitiinspektør Jakobsen bedt hende om at deltage.

Især nu, hvor sagen muligvis har udviklet sig. Få dage inden mødet er en dansk kvinde blevet hospitalsindlagt, efter at hendes bil er blevet ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro i Flensborg lige syd for grænsen. Nogle af Jakobsens folk er taget derned for at udveksle oplysninger.

”Nu må vi se, hvad det er i Flensborg, for lige nu har vi ikke et gennembrud,” siger Richardt Jakobsen. 

”Men vi har rigtig mange ting, vi skal have fulgt op på. Vi er i gang med det lange, seje træk.”

Han og hans folk har stadig 500 tip fra borgere liggende, der skal kigges igennem. Derudover blev der set en bil på gerningsstedet, som muligvis kan være et vigtigt spor. En gammel Volvo 245 stationcar, grå eller sølvgrå med stor kofanger. Dem findes der 80 af i Danmark, og indtil videre har politiet tjekket op på 45 af dem. De har taget mundskrab for dna på ejerne og afhørt dem om, hvor de og bilen var den aften.

”Faktisk kan folk sagtens huske, hvor de var, og hvad de lavede den aften. Lige så snart der sker noget som det her, indprenter det sig. Ligesom da John F. Kennedy blev skudt, eller 11. september 2001,” siger Jakobsen.

Stenkastersagen er speciel, fordi den har kørt over så lang tid. Ikke bare selve efterforskningen, men også det tidsrum, politiet efterforsker. De er helt tilbage og kigge på hærværkssager i Tarup fra 2010 for at se, om det hænger sammen. Indtil videre er det første, de med sikkerhed kan linke til, stenkastet gennem vinduet på Bakkevej.

Vicepolitiinspektør Jakobsen har siden marts været leder af efterforskningsstaben, der blandt andet står for stenkastersagen. Da han kom til, to år inde i efterforskningen, havde Fyns Politi fået 1.200 henvendelser, afhørt 800 personer og foretaget 150 mundskrab. 

Derudover har private via politiet udlovet en dusør til den, der kan hjælpe til at opklare sagen. Beløbet afhænger af, hvor langt i efterforskningen tippet kan bringe politiet og andre klausuler. Kommunikationsmedarbejderen kalder det ’et betragteligt beløb.’ 

Efterhånden er alle åbenlyse løsninger på gåden afprøvet og afkræftet, og der er stadig ikke fundet en gerningsmand. Alligevel er Richardt Jakobsen håbefuld.

”På et eller andet tidspunkt gør gerningsmanden – eller -mændene – noget uforsigtigt. Og så har vi ham. Desuden har vi som nævnt stadig en stor bunke tip at følge op på, og så er der Volvoen og snusdåsen af det mærke, der hedder …,” Richard Jakobsen bladrer sine papirer igennem:  

”… Ink Strong. Der er ingen forældelsesfrist i drabssager.”

Flere sten er blevet kastet fra motorvejsbroer på strækningen over Fyn. Politiet har sat søgelys på Odense-forstaden Tarup, hvor flere uopklarede sager antyder, at en serieforbryder er på spil.

TARUP CENTRET er fladt og har 44 butikker. Centret, de 600 parkeringspladser, biblioteket og drive-in-McDonalds’en danner en form for midte i Tarup, der hovedsagelig består af villa-labyrinter. Centret indeholder restauranter med forskellige variationer af buffeter, et par isenkræmmere, en Løvbjerg og en frisør, der søger modeller – både herrer og damer – til farvning og klip. Frisørdamerne holder pause og har hentet forskellige retter fra den ene af buffetrestauranterne, den med 100 gram valgfri salat, thai og kyllingenuggets til 10,95 kroner, og lavet deres egen satellitbuffet på de borde, Alt for damerne og Billed-Bladet normalt ligger på.

I midten af centret ligger Ali Ahmeds kiosk, Center Kiosken. Bag et forhæng har han spillemaskiner, hvor en grønlandsk kvinde og en overvægtig mand sidder med ryggen til hinanden og trykker på knapper. Derudover er kiosken fuld af aviser, blade, spiritus, stativer med lejlighedskort, Tips, tobaksvarer og snus. Blandt andet Ink Strong.

Ali Ahmed er efterhånden en medievant mand. Efter politiet offentliggjorde snusdåsen som et muligt spor, har de fleste aviser været forbi kiosken, da det på daværende tidspunkt var det eneste sted i området, der solgte Ink Strong.

Ahmed pointerer, at selvom politiet kalder det ’snus’, hedder det rettelig ’tyggetobak’, da snus er ulovligt i Danmark. 

På en monoton måde, der lader én vide, at han har fortalt det hele mange gange før, fortæller han, at politiet har været forbi for at hente oplysninger fra betalingsterminalen og overvågningsvideoer, men at det desværre ikke har ført til noget gennembrud, så vidt han er underrettet.

”I lang tid spurgte hver anden kunde, om jeg vidste, hvem det var, men det ved jeg ikke. Han kan jo også have købt det et andet sted,” siger han.

Faktisk er de også begyndt at sælge Ink Strong ovre i Løvbjerg. Og nu ved enhver snusbruger i Odense-forstaden, at det er til at få i Tarup Centret. Ali Ahmed smiler lidt og kigger ned i gulvet, da han siger, at det har været gratis reklame for hans kiosk. Så kigger han op igen og siger, at han selvfølgelig håber på, de finder ud af, hvem der har gjort det.

”Det kan være hvem som helst, men det er ikke noget, jeg spekulerer i, når jeg sælger Ink Strong, for de fleste af kunderne kender jeg, så derfor ved jeg, det ikke er dem.”

Måske har han ret. Ingen af os kunne drømme om, at vi selv eller nogen, vi kender, kunne finde på at kaste en sten ned på motorvejen for at dræbe nogen. Den slags gør normale mennesker ikke. Eller gør de?

EN AF DEM, der ved mest om ondskab, er den amerikanske psykolog Philip G. Zimbardo. Han har modtaget en lang række hædersbevisninger for sit arbejde og er professor emeritus ved Stanford University i Californien, men mest kendt er han for det, der i 1971 gjorde ham til en rockstjerne på sit felt: The Stanford Prison Experiment.

Forsøget var enkelt: Zimbardo og hans hold foretog et studie af fængselslivet med frivillige forsøgspersoner. På baggrund af en annonce i avisen og en udvælgelsesrunde med interview og personlighedstest fandt man 24 helt normale, raske og ligevægtige unge mænd. De blev delt tilfældigt op i to lige store hold: 12 skulle være vagter, 12 skulle være indsatte.

I kælderen på universitetet blev der indrettet et fængsel, vagterne blev givet uniformer, knipler og solbriller, mens de indsatte blev puttet i ens dragter og fik et nummer i stedet for deres navn. Vagterne fik ikke anden instruks, end at de skulle holde styr på fængslet de næste to uger, mens forskerholdet passivt ville observere. 

Det kørte hurtigt af sporet. Vagterne begyndte på eget initiativ at afstraffe og øve psykisk tortur på de indsatte for at holde dem nede. De tvang dem til at skrubbe toiletter med de bare hænder, de ydmygede dem ved at tage tøjet af dem, tvang dem til at simulere samleje og holdt dem isolationsfængslet i timevis.

Resultatet var åbenlyst: Selv de mest velfungerende mennesker kan under de forkerte omstændigheder være onde. 

The Stanford Prison Experiment skulle have varet to uger, men blev stoppet efter seks dage. Fem af fangerne blev så groft mishandlet, at de brød sammen og måtte ’slippes fri’ før tid. Men det var ikke derfor, forsøget blev stoppet før tid.

En af de kandidatstuderende på Zimbardos hold protesterede. Hun var den eneste af de 50 mennesker, der havde observeret fængslet, som gjorde noget. 

”It’s terrible what you are doing to these boys,” sagde hun.

Og fordi hun, og kun hun, tog affære og fik stoppet The Stanford Prison Experiment, kom Zimbardo frem til en opløftende konklusion: Heltemod er modgiften mod ondskab.

Ondskab giver os tre muligheder: Vi kan gå med til det, vi kan se på og dermed blive passivt medskyldige, eller vi kan være helte. Men en helt er ikke et supermenneske, der stopper et løbsk tog med de bare næver eller bekæmper en skurk fra det ydre rum. En helt er et helt normalt menneske, der siger fra.  

Paarup Kirke i den nordvestlige udkant af Odense.

PAARUP SOGN tæller 11.000 mennesker og omfatter Paarup, Villestofte, Stegsted, Snestrup og Tarup, der er de primære tilholdssteder for middelklassen i periferien af Odense. Navnene kommer af de landsbyer, der indtil 60’erne lå der, hvor parcelhusene ligger nu. Enkelte vidnesbyrd om gamle dage ligger der stadig i form af bindingsværkshuse og kirken, Paarup Kirke, der er fra 1100-tallet. På vejen ved siden af kirken, Ved Kirken, ligger præstegården.

Her bor Jens Rønn Sørensen, der har været sognepræst i Paarup siden 1995. Han er 60 år gammel og trækker på æ’et i ’kærlighed’: ’Guds kææærlighed’. Han er en høj mand med gråt hår, briller og et tætklippet skæg.

Efter stennedkastet, der myrdede tyske Nelli, bad han i kirken en bøn for hende, for Andreas, for Alexander, for de pårørende – og for gerningsmanden. Han mener, at ondskab er en del af at være menneske, noget, der kan komme over os alle. Og derfor skal vi tilgive dem, der har handlet ondt.

”Gerningsmænd skal have den straf, loven siger, de skal have,” siger Jens Rønn Sørensen. ”Men det er vigtigt at holde fast i, at det er gerningen, der er ond, og ikke personen.”

Han citerer en memoreret passage fra Det Ny Testamente, hvor Paulus skriver, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. De gode gerninger kommer ikke nemt, det gør de onde.

Sognepræsten og de fleste andre mennesker i Tarup-området hæfter sig ved, at politiet ikke har beviser, der fortæller, at gerningsmanden kommer fra Tarup. Der er indicier, men ingen endegyldige beviser. For eksempel kan en snustagende murer have været så uheldig at efterlade dna rundtomkring, men alligevel være uskyldig.

”Selvfølgelig håber vi ikke, det er nogen herfra, der har gjort det,” siger han. 

”Men jo, det kunne det selvfølgelig godt være.”

KAST FRA BROERNE PÅ FYN 

31. januar 2016: En bil bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade. Samme aften bliver endnu en sten kastet ned samme sted. Stenen rammer en familie. Moren får en hovedskade, faren og deres to børn slipper uskadt.

20. august 2016: En sten kastes ned på Ringvejen nordøst for Odense. Bilisten slipper uskadt.

21. august 2016: 33-årige Nelli fra Tyskland dør, da to store sten og to mindre sten kastes ned på motorvejen fra broen ved Langesøvej. Hendes mand Andreas invalideres, mens deres femårige søn Alexander slipper uskadt.

9. september 2017: En sten på 40 kilo kastes fra motor­vejsbroen på Spedsbjergvej ved Odense. Ingen bliver ramt, men politiet anser det som bevidst forsøg på manddrab. Her findes efterfølgende en snusdåse.

20. december 2017: To biler be­ska­di­ges, men ingen kommer til skade, da en sten kastes ned fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense.

PÅ VEJEN Ved Kirken er der parkeringspladser af perlegrus, selvom alle husene har carport. Der er bøgehække omkring haverne, og over dem kan man se toppen af legehuse, gyngestativer og tegltage. Nogen har i perlegruset parkeret en plasticmotorcykel, børn kan sidde overskrævs på og sparke frem med benene. Den hvidkalkede kirke med det røde tag våger i baggrunden.

For 11 år siden havde en mor smidt sit spædbarn i Odense Å. Dengang bad Jens Rønn Sørensen for moren, et menneske, der var drevet ud et sted, ingen af os ønsker at komme.

”De kræfter, der driver et menneske i retning af onde handlinger, kan gribe enhver af os,” siger han.

I Bibelen står der, at mennesker bliver besat af dæmoner, der får dem til at begå ondskab. I dag, i det 21. århundrede, køber vi den ikke længere, men som billede giver det for Jens Rønn Sørensen stadig mening at tale om en besættelse.

”Den, der handler ondt, er ikke herre i eget hus. Og de kræfter kan gribe enhver af os. Hvis vi tager folk, der begår overgreb mod børn som et eksempel, noget af det ondeste, vi kan forestille os, så tror jeg ikke, det er noget, de vil. Det er noget, de ikke kan undslippe. En dæmoni. Det er ingen undskyldning, men det er en mulig vej til at forstå, at bag om det er der et menneske.”

Gerningen kan være forkert. Men det betyder ikke, at personen er forkert, mener Jens Rønn Sørensen.

”Selvfølgelig bliver man vred, når man hører om stenkastersagen. Men der ligger også et element af erkendelse i det: Det kunne have været mig. Enten mig, der blev ramt af stenen, eller mig, der kastede den.”

For et par år siden havde Jens Rønn Sørensen et hold til konfirmationsforberedelse, og han spurgte dem på et tidspunkt, om de nogensinde havde gjort noget, deres forældre ikke ville have. ”Det havde de fleste. Så spurgte jeg dem, hvad der er det værste ved at have gjort noget forkert. En sagde, at det var tiden op til, at man bliver opdaget, og det tror jeg, hun havde helt ret i. I den tid lever man i en løgn. Og så længe man lever der, findes muligheden for tilgivelse og forsoning ikke.”

Som mange andre tror Jens Rønn Sørensen, at en eller flere dækker over gerningsmanden. En forælder, en ven, en kollega, der for at beskytte en, de elsker, ikke går til politiet. Men det er misforstået.

”Man skal sige til vedkommende, at man elsker ham lige så meget, som man altid har gjort, og man skal opfordre ham til at gå til bekendelse. Og så skal man blive ved med at elske personen, selv når gerningen bliver fordømt. Det er kærlighed. Det andet, at dele løgnen, er kærlighedens modsætning.”

VICEPOLITIINSPEKTØR Richardt Jakobsen læner sig tilbage i sin stol, og kommunikationsmedarbejderen kigger på ham. Han tager en dyb indånding og fnyser ud gennem næsen, mens han ryster på hovedet. Spørgsmålet lyder, hvordan nogen kan finde på at kaste sten ned på motorvejen.

”Hvem ved … er det en person, der hører stemmer? Er det nogen, der har et horn i siden på Vejdirektoratet? En, der tænder på at se udrykningslys? En, der har mistet nogen i et trafikuheld og nu vil have hævn eller vil have bilister til at køre langsommere? Kun fantasien sætter grænser,” siger han.

To gange er en sten blevet kastet ind gennem en rude hjemme hos et lokalt byrådsmedlem, og hun såvel som mange andre troede, det måtte være politisk motiveret. Men da det hurtigt viste sig, at der blev kastet sten gennem ruderne hos mange og på motorvejen, røg det motiv. 

I nogle af stenkastersagerne kan gerningsmanden også have været en copycat, altså en, der har hørt om stenkastersagen og ladet sig inspirere til at gøre det samme. Håbet er naturligvis, at det er den samme gerningsmand i så mange sager som muligt, så det er nemmere at stoppe, end hvis der er mange copycats, selvom det virker usandsynligt, at den samme skulle stå for alle eller bare hovedparten af stenkastene.

Automatreaktionen hos de fleste, også hos Richardt Jakobsen, var i begyndelsen, at det nok var drengestreger, der var løbet løbsk. Det er dog ikke længere en mulighed i Tarup. Dels vejer en af stenene 40 kilo og er altså ikke bare en, man samler op og smider ned, dels ville drenge, der kedede sig, stoppe, så snart de ramte nogen, og det blev alvor.

”Og det bliver mere alvorligt, hver gang det sker. Så det er ikke bare nogle fulde unge mennesker. Vi ved så meget, at det er en mand. Det siger dna’et. Men vi ved ikke, hvilken alder eller etnicitet han har. Og vi ved ikke, om de er flere om det. Derfor er vi påpasselige med at gå ud med et for smalt signalement.”

Kommunikationsmedarbejderen bryder ind: ”Det er også klart, at vi ikke er interesserede i, at folk skal gå ud og begå selvtægt over for den, de tror, det er.”

Politiet har to opgaver, siger Jakobsen. De skal finde den skyldige, og de skal udelukke de uskyldige. Har nogen været til afhøring, må politiet klart og tydeligt melde ud, om det er ham eller ej. 

”Selvtægt har ikke været et problem i denne her sag endnu,” siger han. ”Det er klart, man er vred, men selvtægt er ulovligt. Man skal kontakte politiet, hvis man tror, man ved, hvem det er.”

Stenen, der natten til lørdag 9. september 2017 blev kastet ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

LANGESØVEJ. Det er her, stenen blev kastet, den, der ramte og ødelagde en familie. Vejen går over motorvejen, der er et lavt rækværk, og siden drabet har Rigspolitiet sat et overvågningskamera op. Der er ingen til- eller frakørsel, så selvom alle bilister kigger op, har de ingen mulighed for at gribe ind, hvis de ser en person i færd med at kaste en sten. Vejen er lang og lige, så man kan se, hvis der skulle komme nogen kørende.

Langesøvej er en stikvej fra Middelfartvej, den tosporede landevej, der fører ind til Odense, og i nærheden er der kun marker og enkelte, forsømte huse. Der er en konstant susen fra motorvejen og bilerne, der én for én kører forbi nedenunder. De ligner legetøjsbiler. De ligner ikke mennesker. 

Og det er, ifølge Zimbardo, omstændigheder, hvor ondskab kan opstå: Gerningsmanden er skjult, ofrene er umenneskeliggjorte. De indsatte i Zimbardos fængsel havde ikke navne eller personlige kendetegn, vagterne var anonyme og bag mørke briller. 

For stenkasteren var det derfor ikke Nelli, Andreas og Alexander, han ramte. For ham var det sikkert blot en ubetydelig legetøjsbil.

Det er snart to år siden, Nelli blev dræbt, Andreas blev invalideret, og Alexanders familie blev ødelagt. Gerningsmanden er stadig på fri fod. Der er ikke blevet kastet en sten på motorvejen siden 20. december 2017, men alligevel sidder det i Tarup-sjælen. 

Og i alle, der kører under en motorvejsbro på Fyn.

TILFÆLDIG ONDSKAB

Klovnene: I efteråret 2016 modtog politiet over 20 anmeldelser fra borgere, der var blevet jagtet, truet eller skræmt af personer klædt ud som klovne. Blandt andet blev en 22-årig mand jaget ned ad Ahlgade i Holbæk af en klovn med en økse.

Hjulboltene: Ukendte gerningsmænd løsnede i 2017 hjulboltene på tilfældige menneskers biler, så hjulene faldt af bilerne, når de kørte. På et halvt år modtog politiet over 1.000 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler. Politiet opfordrede derfor gennem medierne til, at man tjekkede sine hjulbolte, inden man kørte, hvis man havde parkeret et sted, der var nemt at komme til.

Cyklerne: Sidste år var der en ’epidemi’ med cykelhjul, der var blevet løsnet, så de faldt af, når en cyklist kørte af sted. Sagen blev for alvor kendt på grund af et Facebook-opslag, hvor et offer beskrev, hvordan han havde brækket næsen, fået skrammer i ansigtet og fået en hjernerystelse, da hans hjul faldt af.

FOR AT KOMME FRA Tarup Centret og til biblioteket, er man nødt til at gå over McDonalds’ drive-in-kørebane. Biblioteket er ikke ret stort og fungerer også som en lokalafdeling af Rådhuset med pasfotobås bag en skranke med teksten ’Borgerservice Light’.

Det meste af biblioteket er helliget børn med et legerum, børnebøger, rutsjebane og klæd ud-tøj, hvorfor her sidder en del mødre og får sig et hvil, mens børnene leger med hinanden. Hylden med reserverede materialer er næsten fuld af krimier som ’Kaninjægeren’, ’Dødvægt’ og ’Dødsenglen’, og i weekenden, der kun er et par arbejdsdage væk, vil solen skinne, og haverne i Tarup vil summe af Jussi Adler-Olsen læst på liggestole på nyslåede plæner. 

Denne aften sender de ’Barnaby’ i fjerneren, tre forskellige variationer af ’Station 2’ og en krimi. I morgen sender de to krimier, lørdag sender de en krimi, en engelsk krimiserie og et program om Kundby-pigen, og endelig søndag sender de tre krimier og et program om børn, der har slået nogen ihjel. Vi er vilde med det. Der findes ikke noget mere spændende end et smugkig på vold, mord og ondskab på behagelig afstand.

Det ved tidligere drabschef Kurt Kragh alt om. Ud over at have arbejdet i det i dag nedlagte Rigspolitiets Rejsehold i 27 år har han også været konsulent på en række tv-programmer i krimigenren, blandt andet ’Rejseholdet’, skrevet to bøger om sit arbejde og holder i dag foredrag om mord og om, hvordan man som efterforsker sætter sig ind i en morders tanker.

Han arbejder med syv drabsmotiver, som han i sit arbejde igen og igen har set i en eller anden udformning: jalousi, hævn, fanatisme, begær, profit, spænding og udstødelse. 

”Jeg kunne godt forestille mig, at to motiver spiller ind i stenkastersagen. Det første er hævn, og det behøver ikke tage udgangspunkt i en relation mellem gerningsmand og offer, det kan sagtens være en projektion fra noget i gerningsmandens liv. En indebrændt vrede, der går ud over bilisterne,” siger Kragh.

Et projiceret hævnmotiv kunne også være en ung, vred mand, der lige er blevet fyret eller droppet af sin kæreste og nu slår en tilfældig forbipasserende ned på gaden eller kaster en stol gennem en butiksrude. Men det motiv er måske for affektbaseret til at kunne stå alene, når nu stenkastene virker så planlagte.

”Det andet motiv kunne være spænding. Her ser vi typisk psykopater, der nyder handlingen,” siger Kurt Kragh.

”Stenkasteren finder måske spænding i at droppe stenen og se, om den rammer, og muligvis også i, at politiet dukker op med blå blink og prøver at finde ham.”

Kurt Kragh er tidligere drabschef. Han vurderer, at motivet til at kaste med livsfarlige sten fra broer måske kan være hævn.

EN AF DE VÆRSTE serieforbrydere, Danmark har haft, var Erik Solbakke, der i 70’erne og 80’erne begik drab og satte ild til en række bygninger i København og Hillerød, hvilket kostede 38 mennesker livet. Han var evnesvag og tændte seksuelt på ild. Rejseholdet efterforskede sagen, og han blev anholdt i 1986 og idømt forvaring.

”Alle større danske byer har på et eller andet tidspunkt haft en, der, nogle gange over flere år, har sat ild til huse på grund af spændingen. Dem har vi i Rejseholdet haft mange sager med. Når nogen begår grove, personfarlige forbrydelser motiveret af spænding og gentager det, er det oftest en person med psykopatiske træk. Han er så at sige ligeglad med ofrene. Han har ingen medfølelse, så når han på et eller andet tidspunkt dræber nogen, er der ikke noget, der får ham til at tænke, at det er gået for vidt,” forklarer Kurt Kragh.

For nogle år siden var Odense plaget af en børnelokker, ’Manden i den røde bil’, som de også kalder ham på politistationen. Det, som besværliggjorde arbejdet, var især, at han var et enligt menneske uden nogen menneskelig kontakt og dermed ingen bekendtskabskreds, der kunne gå til politiet. 

”En ensom ulv er en svær gerningsmand at finde. Så kan du afhøre nok så mange mennesker og lave en geografisk profilering uden at komme ret langt,” siger Kurt Kragh.

’Manden i den røde bil’ blev fanget ved, at han kom til at sætte ild til sit hus, og politiet i huset ved en tilfældighed fandt de samme strips, som han havde brugt til sine overgreb.

Siden Rigspolitiet satte kameraer op på motorvejsbroerne ved Odense i starten af året, har der ikke været kastet sten på motorvejen, men Kurt Kragh tror ikke, at det har sat en endegyldig stopper for gerningsmanden:

”Kameraerne i sig selv vil bare få ham til at vælge nye gerningssteder. At han er stoppet, kan betyde, at han føler, politiet er lige i hælene på ham, og derfor tager en pause. Serieforbrydere har det med at ligge stille i en lang periode for så at dukke op igen. Du kan aldrig vide dig sikker, når det drejer sig om en serieforbryder.”

Hos Fyns Politi arbejder de ikke med en forbryder-profil, som Rejseholdet ville have gjort det, men man har fra starten haft en række motiver hængt op på en opslagstavle uden dog indtil videre at have fastslået et.

”Det besværliggør selvfølgelig arbejdet, at vi ikke har et motiv,” siger Richardt Jakobsen. ”Men det betyder ikke, at det er umuligt at fange ham. Overhovedet ikke. Vi er fuldstændig sikre på, at der sidder nogen derude, som ved, hvem det er, eller som har en begrundet mistanke.”

En eller flere personer dækker sandsynligvis over stenkasteren.

Alt, der skal til, er, at én, bare én, går til politiet.

I juni blev to nordtyske mænd på 18 og 19 år varetægtsfængslet og sigtet for at have stået bag en lang række stenkast fra motorvejsbroer omkring Flensborg – blandt andet det stenkast, der i maj kvæstede en 58-årig dansk kvinde. De to tyske mænd har tilstået. Næsten samtidig blev en bil 7. juni ramt af et stenkast på Helsingørmotorvejen. En 44-årig bilist slap uskadt fra hændelsen. Siden har der fortsat været en jævnlige anmeldelser af stenkast på danske motorveje, senest på Hillerødmotorvejen 3. januar i år. Gerningsmændene, der stod bag stenkastet mod den tyske familie, er fortsat på fri fod.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.