DET ER NÆSTEN umuligt at sige, hvor Skrydstrup ender og begynder, og hvor Vojens tager over. Et byskilt adskiller de to, og så alligevel ikke. Flyvestationen Fighter Wing ligger i Skrydstrup, men lufthavnen, der ligger i direkte forlængelse, hedder Vojens Lufthavn, selvom den klokkeklart ligger på Skrydstrup-siden af byskiltet. Det samme gør Vojens Speedway Center, bordellet Vojens Dream, det hinduistiske Vojens Nagapoosani Amman Temple og Vojens Fjernvarme, som er et af verdens største solvarmeanlæg. 

Angivelig skyldes forvirringen, at kloaksystemerne er koblet op forskellige steder, og at det i sin tid var nemmest at opdele det sådan. Men værst er det måske, at bronzealderfundet Skrydstrup-pigen har en statue i Vojens, mens hendes jordiske rester findes på Nationalmuseet i København. Det er ikke alle, der går op i den slags, men nogle gør, og de mener, at Skrydstrups historie bliver fortalt de forkerte steder.

Skrydstrup er en slags forstad til speedway- og ishockeybyen Vojens, som igen er en slags forstad til Haderslev, og engang var her børn, der røg cigaretter, butikker, lokalbane og tørstige værnepligtige. Der var selvforsynende landmænd, der blev jaget væk, da ’tysken’ kom og anlagde en lufthavn, og som langsomt vendte tilbage efter besættelsen. Og så var det her, den lokale taxachauffør i 70’erne arbejdede på klods efter våde aftener til bal i Mølby – en fem kilometers penge nord for Vojens – når ungdommen havde drukket pengene op.

Engang slog man sig ned her for at drive små landbrug eller åbne butik. Man kunne selvfølgelig også arbejde på flyvestationen, på slagteriet eller på køleskabsfabrikken – under alle omstændigheder kunne man i Skrydstrup købe sig en billig matrikel. Sådan var det engang. 

Nu er der en busrute, der går gennem Skrydstrup som en kagedeler, så man kan komme i skole, dyrke sport eller gøre sine indkøb i de omkringliggende byer, hvis man ikke har egen bil. Nu er landbrugene færre, skolen er lukket, og det samme er købmanden og alle butikker på nær én. Køleskabsfabrikken blev slået af udenlandske konkurrenter, og slagteriet kunne ikke følge med udviklingen. Men flyvestationen, den står der stadig. Og det – vil alle i Skrydstrup mene – skal den fandeme blive ved med.

Efter lang tids armlægning med Chri­stiansborg om støjkompensation forærede Susanne Holm Jensen sin mand en miniatureudgave af det kommende F-35-kampfly som ’hadegave’.

SKRYDSTRUP ER EN genstridig by. Det finder man ud af, når de ældre skrydstruppere fortæller om besættelsen, hvor de lokale blev jaget fra hus og hjem, da der skulle opføres en tysk flyveplads; når de nævner samfundsudviklingen, hvor alt centraliseres og sælges fra, så de små byer bliver mindre; og når de nævner den medieomtale, der har omgivet byen og dens flyvestation de seneste år. 

Skrydstrup huser den danske styrke af F-16-jagerfly, som inden længe skal udskiftes med mere støjende F-35’ere. Har man fulgt med, ved man, at en gruppe under navnet Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer har været meget aktive. De har fået regeringen til at vedtage en kompensationsordning til 250 millioner kroner, som betyder, at nogle beboere på egnen kan blive eksproprieret, mens andre kan få lydisoleret deres huse. 

Man kan også vælge at få 70.000 eller 140.000 kroner udbetalt – alt efter hvor man bor. Måske kan det se ud, som om beboerne i Skrydstrup er trætte af flyvestationen, men nej, ikke det mindste. Tværtimod kommer de fleste op at ringe, hvis man kritiserer flyvestationen, for så kritiserer man indirekte Skrydstrup – noget, skrydstrupperne føler, de har kæmpet mod i mange år. Når medierne skriver om Flyvestation Skrydstrup, så falder det tilbage på Skrydstrup og ikke på de omkringliggende byer som Over Jerstal, Kolsnap, Bevtoft, Høgelund, og hvad de ellers hedder, og det ærgrer mange skrydstruppere, der ikke kan se sig selv i fortællingen om ’den vrede by’.

Man skal ikke opholde sig længe i flyvestationsbyen, før de lokale nævner ’dem fra Bjergvang’ – og ’dem’, det er næsten altid den tidligere tillidsmand på flyvestationen Thomas Holm Jensen og hans kone Susanne, der er en del af protesterne over larmen og ønsket om kompensation.

Selv gider de to ærligt talt ikke være mere i medierne. Deres ord bliver fordrejet, og det går ud over venskabet i byen, siger de. Men alligevel vil de gerne fortælle deres side af historien.  

”Desværre er der mange, der er løbet med en halv vind. Vi har hele tiden pointeret, at flyvestationen skal være her, og at vi andre skal være her. Det holder vi stadig på, for flyvestationen kan vi ikke undvære. At der så måske er 100 eller 200 huse i området, der skal fraflyttes, hvad så? Vi har kun sloges med politikere, som ikke har villet betale prisen for den øgede larm,” siger Thomas Holm Jensen i sit hus på Bjergvang, der er Skrydstrups første eller sidste vej, alt efter hvor man kommer fra. Det er en stikvej, der leder ned til et markområde, som leder direkte ned til flyvestationens landingsbane. Derfor er støjen også højere end i Skrydstrup Nord, og af den grund deler støjrapporter byen op i Skrydstrup Syd og Skrydstrup Nord. 

”Det er der mange i byen, der ikke ved,” siger Susanne Holm Jensen. 

De to er overbeviste om, at den lokale forargelse er rettet mod dem, fordi Thomas Holm Jensen har været tillidsmand på flyvestationen i små 30 år. Det ligner lidt skruebrækkeri, og det kan de til dels godt forstå, men det er bare ikke rigtigt, fortæller de. De er lige så stolte, når de hører et jagerfly, som enhver anden skrydstrupper. Som Susanne Holm Jensen siger: 

”Vi er stolte af den flyvestation. Du har aldrig hørt en fra Skrydstrup sige, at flyvestationen bør flyttes. Og du kommer aldrig til det.” 

TIL KAFFE i Sognehuset ikke så langt derfra er der flere, der ikke kalder flyenes tilstedeværelse for larm. I stedet bruger de udtrykket ’ufred’, når de fortæller, at der altid har været fly i Skrydstrup, og når de pointerer, at man jo godt vidste, der var fly, da man flyttede til byen, og at det altså er et livsvilkår, hvis man har valgt at bosætte sig her.

”Der er kommet meget negativt frem, og det synes jeg egentlig ikke, at Skrydstrup fortjener. Der blev lagt en flyvestation i sin tid, og det har nogle følger. Hvis de valgte at flytte den, ved jeg godt, hvem der ville have håret i postkassen,” som 70-årige Dora Andersen, menighedsrådsformand i Skrydstrup Sogn, udtrykker det.

Dora Andersens familie kom til byen efter krigen, og hendes far drev et af de større husmandssteder med hjælp fra en mentalt udfordret karl. Asmus hed hendes far, og han drak engang præsten så fuld, at han faldt om, da han krydsede dørtærsklen til præsteboligen. Det var dengang, skærsliberen og daglejerne fik lov at sove i stalden, hvis de afleverede deres tændstikker forinden, og dengang Dora fangede flagermus ved at pakke småsten ind i sit lommetørklæde og kaste det op i luften. Så greb flagermusene fat i det, de dumpede til jorden med stenenes vægt, og det syntes hun og de andre var hyleskægt.

Dora Andersen er vokset op med jagerfly i baggrunden og i baghaven, og efter alle de år med flyvestationen som nabo er hun blevet immun over for flystøj, siger hun. Engang klirrede porcelænet i familiens vitrineskabe, når de gamle F-100-fly passerede, men det oplever hun ikke længere.  

”Hvis flyvestationen ikke var her, så ville husene da slet ikke være noget værd, og kommunen ville ikke have nogen indtjening. Engang havde vi køleskabsfabrikken og slagteriet, hvor folk kunne arbejde. Nu er det hele væk. Jeg ved godt, at det ikke kun er i vores by, at sådan noget sker, men vi er også nødt til at acceptere, at verden er blevet sådan. At der skal andre ting til.” 

Dora Andersen flyttede fra Skrydstrup for at læse på seminariet, men blev rejseleder for Tjæreborg i stedet. På en bustur til det tidligere Jugoslavien mødte hun sin mand, som også var rejseleder. Kort efter flyttede de tilbage til Skrydstrup.

I SKRYDSTRUP PEGER de historiske pile mod flyvestationen. Børnehaven holder for eksempel til i det tidligere soldaterhjem, hvor rekrutterne røg og åd, dengang Skrydstrup havde værnepligtige, og den tidligere sognepræst Kaj Ross-Hansen var jagerpilot og helikopterfører, før han i 1977 fandt sig til rette på prædikestolen. 

På villavejene finder man flyvestationens flymaler, som drejer træ i sin garage, når han ikke sprøjter. Der er også en pensioneret våbenmekaniker, som har bistader i haven og reparerer gamle jagerfly på flyvestationen i sin fritid med andre pensionerede flymekanikere fra egnen. 

Og der er 71-årige Lajla Bea Lynge Petersen, en grønlandsk kvinde, som endte i Skrydstrup på grund af lige dele forelskelse og flyvestation. Lajlas mand, Kaj Ingolf, kom til byen for at arbejde som 18-årig i slutningen af 60’erne, og han fik fly­certifikat, før han fik kørekort.

”Han fløj jagerfly den første tid, men så blev han for lang fra røv til hoved, så han ikke kunne bruge katapultsædet,” ler Lajla Bea Lynge Petersen i huset på Ærtevej, hvor hun har boet siden 1986. 

I stedet blev hendes kommende mand tilbudt at flyve redningshelikopter i Grønland, og det gjorde han så i 33 år. Der var der, han mødte Lajla, der arbejdede som flyassistent i samme firma. Kaj Ingolf havde kone og børn med til Grønland, så det var først flere år senere og efter en skilsmisse, at de to fandt sammen. Det gjorde de i midten af 70’erne, og i 1986 flyttede de to til Skrydstrup, hvor de fik en datter, og hvor Lajla en overgang arbejdede på postkontoret og lærte alle i byen at kende.

”Alle skulle jo lige ned og se giraffen. Hende grønlænderen der,” fortæller hun og griner. I huset på Ærtevej er der tupilakker og hvaltænder på kommoden, der hænger en traditionel grønlandsk klædedragt i hendes skab, og på væggene er der malerier af grønlandske børn, der kælker baglæns ned ad en bakke.

”Sådan kælkede jeg, da jeg var barn. Sælskindsbuksernes hår løber nedad, så man kan kun glide baglæns. Men da jeg kom til Skrydstrup, var det noget helt andet. Her gik der får uden for huset. Men byen har ændret sig meget siden dengang. Jeg kan godt savne Brugsen.”

Thomas og Susanne Holm Jensen er trætte af uvenskab, nærige politikere og konfliktsøgende journalister. Derfor har de heller ikke lyst til at stille op til fotografering, og de siger, at dette bliver deres sidste interview. Her er Thomas mod flyvestationens landingsbane, der gemmer sig bag træerne.

Flyvestationen er Skrydstrups største arbejdsplads og har formet byen. Her hovedindgangen til Fighter Wing Skrydstrup, der huser den danske styrke af F-16-kampfly.

FLYVESTATIONEN FYLDER. Man kan se den, man kan høre den, og med en sydlig vind kan man nogle gange lugte det sært sødlige brændstof på Bjergvang. 

Kører man til Skrydstrup gennem industrikvarteret, kommer man forbi genbrugsplads, tømmerhandel, automekanikere og et asfalt­laboratorium. Man kommer også forbi Vojens Speedway Center og en stor virksomhed, der laver kosttilskud. Industrikvarteret hedder Tingvejen, og følger man den, ender man på en 30 meter bred landingsbane, som fører lige ned til Fighter Wing Skrydstrups indgangsområde. Lige før adgangskontrollen er der en lille afkørsel, der ender tilbage i Skrydstrup. 

Fighter Wing Skrydstrup er en slags by i byen. Den har endda sit eget byskilt, ’Lejren’ står der på det, og det er svært ikke at mindes Buster Larsens gamle druksang ’Her i lejren, hvor vi bor’, når man passerer det. 

Området fylder 856 hektar med barakker til administration og hangarer til fly og vedligeholdelse. Det svarer til omkring 1.700 fodboldbaner, og går man hele vejen rundt om flyvestationen, kaldet ’perimetervejen’, så går man 13 kilometer. Der er 700 ansatte, tre landingsbaner, der alle er 3,5 kilometer lange, og på den bredeste af dem kan to jagerfly lette samtidig.

Alligevel ser man ikke jagerflyene i Skrydstrup, ikke før de er i luften, man kan kun skimte landingsbanerne nogle enkelte steder i byen. Til gengæld kan man høre, når F-16-flyene letter og lander to gange dagligt, og man kan se dem, når de skyder lige gennem luften over byen. Lyden begynder som en hård vind, der hvislende slår mod trækronerne. Så går det over i tordenvejr i nogle få sekunder, hvorefter det stille og roligt ebber ud igen. Man bliver overrasket, hvis man ikke har hørt det før, men bor man i Skrydstrup, tænker man ikke over det. Man hæver bare stemmen i den tid, det tager, uden at tænke over det, fortæller de lokale.  

Skrydstrup er fuldkommen afhængig af flyvestationen, og der er en stolthed i at vide, at den lille by er hovedsædet for den danske styrke af jagerfly. Det er her, det såkaldte afvisningsberedskab står klar alle døgnets timer alle årets dage. Det var fra Fighter Wing Skrydstrup, at Danmark i 2011 sendte seks F-16-kampfly til operationer Libyen. Og det er herfra, man patruljerer det danske luftrum for at sikre vores himmelhøje landegrænser.

Før Kaj Ross-Hansen blev flyver- og sognepræst, var han jager-pilot. Engang fløj han rundt over sin fætters gård, mens fætteren
lå og reparerede traktoren. Så slukkede han motorerne, svævede ned og tændte efterbrænderne med et brag. Fætteren blev så
forskrækket, at han knaldede hovedet op i bunden af traktoren. Fætteren har stadig et ar.

Lajla Bea Lynge Petersen er oprindelig fra Ivigtut i Vestgrønland. Da hun flyttede til Skrydstrup i 1986, mødte hun sin gamle barnepige, som også havde fundet en dansk mand, som arbejdede der. De ses stadig jævnligt.

HVIS MAN VIL forstå Skrydstrup, må man forstå byens indre hierarki. I Skrydstrup kan man være ægte skrydstrupper, gammel skrydstrupper eller tilflytter. En ægte skrydstrupper boede i byen, da tyskerne under besættelsen tvangsfjernede 122 af sognets 180 familier i tiden mellem 1943 og 1944. En krigsflyveplads skulle grundlægges på det, der oprindelig var et ældgammelt engområde. Derfor er der ofte en tyk morgentåge, når man befinder sig på egnen, en tåge, der får både besøgende og bosiddende til at undre sig over, hvorfor man egentlig anlagde en flyvestation her. Nægtede familierne at forlade deres slægtsgårde, og det var der flere, der gjorde, truede tyskerne med fængsel, tæsk eller med at smadre kaminen, så kulden til sidst tvang beboerne ud. Men en dag stod den der, flyvepladsen, der efter befrielsen blev brugt som flygtningelejr for 2.000 tyskere. 

De gamle skrydstruppere er dem, der flyttede til byen efter lukningen af flygtningelejren i 1948, og som i 1953 kunne se, at det, der engang var en tysk flyveplads, nu blev til en dansk, militær flyvestation. Tiden efter var Skrydstrups storhedstid. Indbyggertallet steg drastisk, militærboliger blev opført, og butikker havde pludselig liv, omsætning og eksistensgrundlag. 

Billig Tom er Skrydstrups eneste butik. Tom Roth bøvlede med et navn til sin kommende butik, og en dag foreslog hans datter navnet Billig Tom, fordi han hedder Tom og sælger billige ting.

I DAG ER Skrydstrups storhedstid ovre, byen er blevet en soveby, hvor himlen indimellem snorker voldsomt. Sådan en, der har brug for de omkringliggende byer for at overleve. En by, der har svømmeklub uden svømmehal og håndboldhold uden håndboldbane. Den har industri og håndværkere, men ingen indkøbsmuligheder, bager eller kiosk.

Der er Skrydstrup Syd med kirke, sognehus, bilforhandler, den nu lukkede skole, fodboldbaner og et hinduistisk tempel i den gamle gymnastiksal. Og så er der Skrydstrup Nord med Forsamlingsgården og villakvarterer med stikveje til andre villakvarterer. 

Men for nylig er der kommet en butik, Skrydstrups eneste. Den hedder Billig Tom, ejeren hedder Tom Roth, og han sælger billige ting og sager. Is, haveslanger, øreringe, fiskegrej, og hvad 45-årige Tom Roth ellers får fingrene i. Tom er en kræmmer fra Billund-egnen, som ville prøve noget nyt til en lav husleje, og nu står han i Skrydstrup fredag, lørdag og søndag. 

”Det går okay, men … der kommer ikke mange lokale,” fortæller han.

Naboejendommen er Skrydstrup Forsamlingsgård. Her tiltales gæster med De og Deres, hvis man ikke kender Robert Gejpel, der forpagter stedet og har gjort det i 26 år. Hvis man gør, er det en anden snak. Så er det ikke så meget anderledes, end når han hundser rundt med køkkenassistenten Kurt Andersen, som nogle gange går under navnet ’Tykke’. I køkkenet diskuterer de dagligt lodtrækningen til Varelotte­riet, som de begge håber vil gøre dem rige en dag. De har en kalender med små krydser ud for de datoer, lodtrækningerne finder sted, men indtil nu har præmierne ikke været mere end 500 kroner.

Robert Gejpel bryster sig af at have fuld kalender et år frem i tiden, og det går fint for Forsamlingsgården. Han var endda nødt til at flytte ud af bygningens tilstødende værelser, hvor han en overgang boede, fordi de lokale bankede på hans dør i tide og utide, når de ville have en bid mad. 

Kurt og Robert ved, hvad der rører sig i byen, og de mener, at medierne har blæst situationen i Skrydstrup op. Der er faktisk meget få i Skrydstrup, som er vrede over støjen, siger de begge, og dem, der er, er vrede på politikerne – ikke på flyvestationen.

”Det er de få, der råber, som bliver hørt,” fortæller Kurt. ”Og så er der måske nogle, der lugter penge.”

Robert Gejpel forpagter Skrydstrup Forsamlingsgård. Første gang han afholdt en julefrokost, kom et ægtepar op at slås, og politiet måtte tilkaldes. Kvinden lå i læskuret ved busstoppestedet med en betjent oven på sig. Så kom der yderligere tre politibiler. ”Det var ligesom i en film med Bud Spencer,” fortæller Robert Gejpel. Han har ikke holdt julefrokoster siden.

GÅR MAN NED gennem Skrydstrup, som byen stadig ser ud i de ældre skrydstrupperes erindringer, passerer man købmand Lorenzen, hvor det bedre borgerskab handlede i 60’erne og 70’erne. Uden for butikken havde han automater med flødeboller, cigaretter, chokolade og lakrids. Alt i byen lukkede klokken seks, så det blev et samlingssted for byens unge, der nogle gange prøvede at bryde ind i automaterne. Men Lorenzen boede oven på butikken, og kunne han høre, at de unge var i gang med et lille knæk, så blev de sgu ikke meldt til politiet, nej, så fik de en røvfuld, så de ikke gjorde det igen.

De jævne borgere handlede hos købmand Viggo Madsen og i Brugsen, der havde alt. Det hører man igen og igen: ”De havde alt.” Og cykelsmeden, han var døv, eller næsten døv, så man altid skulle råbe, hvad der skulle laves, lappes eller repareres. Han var bror til sognerådsformand og borgmester Terkel Jensen. Og cykelsmeden havde nok at tage sig til, for dengang var der masser af værnepligtige på flyvestationen. 

”Hvis de værnepligtige skulle hjem med toget i en fart, kunne de godt finde på at stjæle en cykel,” husker menighedsrådsformand Dora Andersen.

Om vinteren skøjtede børnene på den frosne dam, og det gamle tyske bunkeranlæg blev byens kælkebakke. Når bunkeren var sneet godt til, kunne man ikke se lavningen, der førte ned i bunkeren, og kom der børn til området, som ikke indordnede sig, fortalte man dem ikke, at de kunne forsvinde ned i sneen. Nogle gange forsvandt uvidende børn derfor flere meter ned i sneen og skulle graves fri.

Det var et hårdt sted at vokse op, husker 65-årige Ib Venzel Nielsen, men også et godt sted. Somrene var lange, vintrene kolde, der var mellemstore gårdejere, små husmandssteder, butiksdrivende og daglejere, og børnene skulle enten hjælpe til eller være hjemme ved aftenrøde.

”Mange af os børn skulle arbejde efter skole. Jeg har haft en god barndom med mange muligheder, men jeg har også haft nogle faste opgaver. Og Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke var klar til at løse dem,” fortæller Ib Venzel Nielsen i sit sommerhus omkring Barsmark i Sønderjylland. Sidste år solgte han sit stråtækte barndomshjem og er nu ikke længere officiel indbygger i Skrydstrup, men fra sommerhuset fortæller han, at han var midterbarn i en søskendeflok på otte, og at han var et ’stik-af-barn’, som han selv kalder det. Når hans søskende skulle passe ham, var de ofte nødt til at binde ham til en elmast, så han ikke stak af over marken. Det førte ham nogle gange i problemer. Som dengang han skulle i Brugsen, stormede ud på Ribevej og blev kørt ned for anden gang i sit liv. Næsen var brækket, klinet op ad kinden, men i dag kan man ikke se det på ham. 

Ib Venzel Nielsen har arbejdet på flyvestationen som sergent, han er militærmester i kårdefægtning, og i 2013 modtog han Forsvarets Idrætspris. Han er vokset op på en gård i Skrydstrup, og da han selv overtog stedet, renoverede han det – og opdagede, at tyskerne havde ridset hagekors ind i dørene.

IB VENZEL NIELSEN skulle fodre kreaturerne, trække køerne hjem fra engen og skokke neg, når der blev høstet. Det var før, der var noget, der hed en gylletank. I stedet havde man mødding bag huset med tis og bæ, også familiens eget, det var før træk og slip. Ib er blevet trukket gennem møddingen efter en ko, fordi han kom til at binde rebet omkring sit håndled, hans lillesøster er blevet sparket i hovedet af en hest, mens hun sad og tissede, og han har satangaleme fået mange klap i røven. Specielt husker han dengang, han sammen med en ven fiskede efter smågrise. De bandt små stykker roe fast til en snor, og når en pattegris fik fat i roen, kunne de trække den op i favnen.

”Hold kæft, en omgang, vi fik, da vi blev opdaget. Jeg fik husarrest i måneder, og min ven fik sådan et los i røven, at han landede i møddingen,” husker Ib Venzel Nielsen, der står stejlt på, at han ikke har haft en dårlig barndom. Det var bare noget andet, end det er i dag. Der var mange flere børn i byen, og kom man i knibe, løb man ned til slagteren og gemte sig, for ingen turde forstyrre de store svende.

Slagteren hed først Mortensen, og han var en stor, brovtende type, som lavede en forbandet god løgpølse. Mortensen gik i kølekulden hver dag og pådrog sig en masse skavanker, og da det blev for meget, kom slagter Krog, som var en smule fordrukken. Men han fungerede jo, selvom han var for fuld til at køre bil, men alligevel gjorde det, sådan var det jo. Hver dag klokken 9.50 fik han en bajer med Kresten Post, søn i den familie, der havde den lokale Tatol, en nu nedlagt butikskæde, der solgte lakridsrod, brillantine med birkesaft, brylcreme, sæbe og friskmalet kaffe.

Og der var skomager Schneider, som man aldrig så, vistnok fordi han havde klumpfod. Konen langede ugeblade og tipskuponer over disken i butikken, mens skomageren sad i baglokalet og arbejdede. Og skavanker var der nok af. I ny og næ kom krigsveteraner forbi, som manglede en arm eller havde en klo, hvor hånden engang havde været. Det var nogle af de tusindvis af unge mænd, der blev invalideret efter første verdenskrig, hvor de kæmpede for tyskerne. Men det tænkte man ikke på, sådan var det bare.

ER MAN VOKSET op i Skrydstrup, kan det være svært ikke at romantisere fortiden, at acceptere nutiden og ikke være en smule pessimistisk omkring fremtiden. Men der er også folk i byen, som forsøger at skabe et modsvar til den afvikling, som ses overalt i landet, hvor mindre byer bliver endnu mindre, skoler lukker, og kendskabet til genboen skranter. For fire år siden valgte bilforhandleren René Andersen eksempelvis at genskabe byfesten.

”Det var for fællesskabet. Så man kunne komme hinanden lidt ved. Byfesten havde ligget brak siden 90’erne, men så blev jeg spurgt, der blev presset lidt på, og så sagde jeg ja,” fortæller han i sin bilhandel, hvor en stor, fed, rød Ford Mustang skinnende står og minder om en tid, der var engang.

René Andersen fik hjælp fra lokale firmaer, idrætsforeningen og sin kone Grith, og det første år, i 2017, optrådte Sussi og Leo, og deres optræden samlede omkring 300 mennesker. I år blev festen i juni aflyst på grund af COVID-19, men normalt afholdes der krolfturnering, ølsmagning og byvandring. Der serveres lune pølser til orkestermusik, og overskuddet går til næste års byfest og den multihal, som man håber vil bringe lidt af det fællesskab tilbage, som byen har mistet.

Efter lokalt pres åbnede Forsamlingsgården også den gamle krostue på forsøgsbasis. Men da Robert Gejpel begyndte at få spisende selskaber ind, kunne han ikke samtidig have folk, der råbte og skreg i krostuen ved siden af. Alligevel fik Kurt Andersen overtalt Robert Gejpel til at give det en chance, fortæller de i Forsamlingsgårdens køkken, mens de steger 40 wienerschnitzler til vandværkets generalforsamling samme aften.

”Jeg kender jo fandeme gud og hvermand her i Skrydstrup, og de pressede mig. Men som Robert siger, så var det jo fulde folk og råben og skrigen, så det droppede vi igen,” siger Kurt Andersen.

Til gengæld afholdes den årlige revy, som har eksisteret, siden man kaldte det dilettant, i Forsamlingsgårdens store sal. Her bliver byfnidder og flyvestationssnak revset til stor morskab. Og i Sognehuset mødes de ældre for at strikke, male og sludre. Og idrætsforeningen har stadig sportsaktiviteter, selvom faciliteterne er få.

Peter Caspersen tumler med ideer til, hvordan han kan engagere de unge. Han ved, at han ikke bare skal gentage sin egen ungdom, for det er sådan, man mister ungdommens interesse. I stedet overvejer han at starte noget e-sport op i byen.

EN AF DEM, der drømmer om en ny multihal, er den tidligere flyvestationsmand Peter Caspersen. Han er formand for Skrydstrup Ungdoms- og Idrætsforening, og som sidegesjæft har han mobildiskoteket Silver Horse. 

”Jeg spiller mest sådan noget suppe, steg og is,” fortæller den 66-årige og mindes dengang, der var gang i den i Skrydstrup, og især dengang han sammen med en kammerat, der også hed Peter, købte en liter Martini til 41 kroner og en pakke cigaretter og sneg sig ind til et ungdomsbal i byen, hvor en tredje Peter med efternavnet Belli spillede med sine Ulve. De to drak hele flasken, røg alle cigaretterne og sad så og spyttede i øllen til ballet, indtil de blev syge og kastede op ud over det hele. Det var fantastisk, griner han og fortæller, at Peter og Peter gjorde alting sammen, lige indtil Peter en dag blev begravet. 

Ifølge Peter Caspersen – og de fleste andre i byen – er Skrydstrups største udfordring i nyere tid ikke flystøj og medielarm, men skolelukningen i 2011. Han kan acceptere, at folk pendler til flyvestationen for at arbejde i stedet for at bo i byen, at arbejdspladserne er blevet færre, og at butikkerne langsomt lukkede en efter en. Men skolelukningen, det var en kniv i hjertet på Skrydstrup.

”Sammen med skolen solgte man klubhus, gymnastiksal og omklædningsfaciliteter. Med et slag lukkede idrætsforeningen. Det eneste, der var tilbage, var navnet. Der var sådan et leben hernede før i tiden, og det døde fuldstændigt. Byen har brug for en multihal,” siger han.

En del af den gamle skole blev solgt til en gruppe tamiler, som ønskede at lave den gamle gymnastiksal om til et hinduistisk tempel. Hidtil havde det nærmeste tempel været i Herning-området, og de sønderjyske hinduer ville gerne finde noget tættere på. Så da trossamfundet blev godkendt, købte det en del af den gamle skole, og siden har der været ceremonier mere eller mindre hver fredag i Vojens Nagapoosani Amman Temple i Skrydstrup.

Uden skolen kom børnene i stedet på skoler i Vojens og Nustrup, de fik venner uden for Skrydstrup, begyndte at dyrke sport med klassekammeraterne i de omkringliggende byer, og naboer og genboer var ikke længere tvunget sammen til diverse arrangementer.

”Der forsvandt mit Skrydstrup,” fortæller Peter Caspersen.

”Børnene kendte pludselig ikke hinanden, og forældrene kendte slet ikke hinanden. Skrydstrup var ved at blive en spøgelsesby. Vi kom hjem fra arbejde, opholdt os i hvert vores hus, og dagen efter drønede vi af sted igen. Stik modsat alt, der tidligere har været her. Men så var vi nogle stykker, der sagde, det skal fandeme være løgn, skal det. Så går der sønderjyde i den. Så bliver man stejl og stædig og pissesur.”

Flere ældre skrydstruppere kalder byen for et sølvbryllupskvarter. De håber, at der igen kommer gang i byen, ligesom da de var unge.

NOGLE SKRYDSTRUPPERE frygter, at byen dør ud med de ældre. At samfundsudviklingen med centralisering, internethandel, storcentre, skolelukninger og robotter på arbejdsmarkedet kommer til at suge den sidste gnist. Dertil kommer det kedelige ry som en vred og støjende by. Men det er kun den halve sandhed. For selvom mange af Skrydstrups lokale vandrehistorier måske forsvinder med de ældre, kommer der stadig tilflyttere, som drømmer om villavejsidyl og trodser både flystøj og tidstendenser. 

Som nu for eksempel til sidste års byfest, hvor der blev arrangeret en venskabskamp mod et fodboldhold fra Fjelstrup. Det var første gang i 10 år, der var fodboldkamp på Skrydstrup Stadion. Der var mødt et hav af mennesker op, og flere fik en klump i halsen, da de så de røde og hvide striber løbe på banen – en af dem var Peter Caspersen. 

Og drengene klarede det da meget godt. De første fem minutter i hvert fald, så fik centerforsvareren en fibersprængning, og Skrydstrup fik læsterlige klø. Men til trods for nederlaget samlede nogle lokale kort tid efter et fodboldhold og indhentede sponsorater. I fremtiden kommer der kamp på Skrydstrup Stadion.