MANGE KENDER MÅSKE den landlige skillelinje mellem Danmark og Tyskland som en ret asfalteret lastbils- og indkøbsaffære, der ikke levner  alverdens plads til åndelig fordybelse. På Kruså-siden er der for eksempel pølsebiksen Johnnys, der er bingohal, og der er sex­butikker fra en svunden tid, mens der på den anden side står grådigt fyldte trailere på parkeringspladserne foran grænsebutikkerne, der lokker med lavpris og ­Schnelles Angebot på alt og måske især på øl uden pant.

Med toget fra det jyske Danmark mod Tyskland kører man i stedet over Padborg-grænsen, hvor man kommer forbi Harrislees mere industrielle fristelser. Det kunne være Caravan Center Nord med deres amerikanerstore hustrailere eller det enorme supermarked Otto Duborg med indbygget McDonald’s. Grænse og (øl)handel er siamesiske tvillinger i Sydslesvig, og når man ankommer til Flensborg, er der store skilte, der reklamerer for den lokale Flensburger, der – både som pilsener og dunkel – har en patentprop-porcelænstut foroven, der dog ikke egner sig så godt til at pakke i hverken trailer eller bagagerum.  

Der er kamp om pladserne i spisevognen. Man må derfor kaste sit habengut fra sig i kupeen og gå målrettet mod lugten af friturefritter og det afdæmpede lys fra bordenes små kuppellamper, hvis man skal have en god vinduesplads på turen.

Bahnhof Flensburg ligger bag den gamle bymidte, og væk fra den slanger byens veje sig forbi sandstrande og havnen med sine kuttere, krydstogtskibe og store færger.  

Indtil for nylig tog togruten til Prag sin begyndelse i Hamborg, men med den ekstra forlængelse til Flensborg er det nu mere overskueligt at tage toget mod øst, især hvis man kommer fra den jyske del af Danmark. 

Flensborg banegård, der ligger ved siden af det gamle postkontor, var engang en prægtig station med spir og mosaik i vinduerne, men alt det findes nu kun på gamle tegninger. Indenfor er der dog stadig høje, hvide lofter med røde tværbjælker og lys, der kommer ind gennem korsvinduer.

Bahnhof Flensburg er ret simpelt indrettet med bænke, og det første, man lægger mærke til, er, at tyskerne er et ret stædigt analogt folkefærd. Digitale løsninger har stadig – som mange andre steder i landet – ikke rigtig fundet vej til banegården i Flensborg, hvilket man enten kan begejstres over eller blive moderne-fortørnet over. Uanset hvad er det eneste elektroniske nogle få billetautomater, en fotoboks og en oplyst skærm, der reklamerer for malebøger, gaveideer og aviser. Og i stedet for en digital tog-tavle som andre steder i Europa er en nikotingul planche indrammet i midten af ankomsthallen. Det er her, man kan finde de eksakte tider for ankomst og afgang. For det kan tyskerne til gengæld. Overholde en tidsplan.

På toppen af Bohemian Switzerland National Park befinder sig en lille træhytte med navnet Rudolf Lookout. Det er en god stavretur med mange trapper at komme op til udkigsposten. Til gengæld bliver man blæst igennem på toppen, mens lægge og baglår får ro.

DET SMUKKE BLÅ TOG med tjekkisk påskrift står allerede på perronen, hvor kupé-numrene er påklistret dørene med tape. Toget ser gammeldags ud, i hvert fald for en evigt skærmscrollende iPhone-rejsende fra Danmark, og det er også indrettet på gammeldags manér, altså på den gode måde med komfort, benplads og forplejning undervejs.  

Toget er til at begynde med ret tomt, da jeg finder vognene til 2. klasse. Enkelte passagerer med vedholdende mundbind forsøger at finde rundt, mens jeg placerer min kuffert på hattehylden i kupeen. Tjekkiske og tyske konduktører går fra dør til dør på en smal gang med skydedøre ind til hver kupé med seks sæder placeret over for hinanden. De tjekker folks billetter med en håndholdt scanner, og hver gang undskylder de, at spisevognen ikke er med i dag. I stedet vil der komme en vogn med lidt nødder, sandwich, chokolade samt kolde øl og sodavand.

Turen varer godt ni timer, og prisen på 2. klasse ligger mellem 500 og 900 kroner alt efter sæson. 1. klasse, som er opbygget på traditionel (dansk) vis med lange rækker af to sæder, koster som minimum det dobbelte. I løbet af de godt to timer, det tager at komme til Hamborg, stopper toget fire gange. Undervejs stiger turister på med kufferter og tasker, og langsomt bliver toget fyldt.

Fra spisevognspladserne er der frit udsyn til både tyske og tjekkiske småbyer, hvor toget sænker farten ved gennemkørsel.

HVER GANG TOGET HOLDER, kommer der i højttalerne en lydbeskrivelse af både stoppet og de videre forbindelser. Alt sammen ned til mindste detalje på tysk, engelsk og muligvis tjekkisk – det er svært at sige, da højttaleranlægget ofte skratter uforståeligt. 

Samlet set stopper toget 17 steder, som man kan vælge at køre direkte forbi eller planlægge sin rejse efter. Hamborg, Ludwigslust, Berlin, Dresden, spa-byen Bad Schandau og så videre, og det er en smuk tur at køre gennem og eventuelt stå af på.  

Fra Flensborg til Hamborg er det flade, grønne landskab dominerende. Der er små og næsten middelalderlige byer skabt i idyllisk biedermeier-romantik ved siden af store industrikomplekser. På dette stykke er det i brede træk kun den tyske historie og smag, der adskiller landskabet fra det danske. Men fra Berlins genopbyggede stål og beton begynder landskabet at blive mere kuperet og mere frodigt. Toget tager en lige linje gennem store skovområder, og på en enkelt strækning kort før Dresden kører man igennem Naturpark Niederlausitzer Heidelandschaft med hedelandskab, lyng og et enormt skovareal.

En korporlig herre iført hvid skjorte og et lille rødt slip kommer trækkende med en lille rullevogn. Han beklager – også – at spisevognen ikke er med, han ved desværre ikke, hvad årsagen er. I stedet foreslår han en sandwich eller lidt chokolade og vender jævnligt tilbage.

Dresden Hauptbahnhof fra den mere industrielle side. I den modsatte ende står den gamle ankomsthal i al sin firkantede, modernistiske pragt.

DRESDEN ER ET stemningsskift på rejsen. Fra en slags dresseret natur kører toget direkte ind på den historiske hovedbanegård. I horisonten kan man se kuplen på Fraunkirche, som fra 1945 til 2005 blev genopbygget efter luftbombardementet over Dresden i 1945. Kirken er langtfra den eneste bygning, der er blevet genopbygget i byen, hvor hovedbanegården efter krigen lå i ruiner. Som andre steder valgte man også her at bygge de gammeldags stålkonstruktioner efter de oprindelige planer. Lyset er derfor både gyldent, blødt og historisk under de enorme glasfiberkupler i det sekund, toget kører ind på perronen.

På Dresden hovedbanegård stiger en østriger ind i kupeen. Mens han omarrangerer sin hestehale, fortæller han, at toget vil følge Elbens højre side til Tjekkiet, og at der er cykelsti hele vejen. Han har flere gange taget cyklen med i toget, hoppet af på en station og cyklet på en fantastisk strækning, fortæller han. På hans T-shirt er der et billede af en masse små fisk, der slår sig sammen for at banke en stor haj. Det viser sig, at han arbejder for EU – inden for klima. Det er derfor, han tager toget. 

”Vi kan alle gøre lidt,” siger han, hvorefter han giver et oplæg om barkbillen – en invasiv art i området og en af årsagerne til grantræsdød. Han peger ud ad vinduet, hvor Elben flyder vandfattigt, og på de mange brune bjergskrænter i det sydøsttyske – steder, hvor barkbillen har hærget.

Den næste times tid ændres landskabet totalt. Det flade og maksimalt lidt kuperede Tyskland bliver nu et bjergområde med højdetinder af sandsten på begge sider af Elben. Omkring Bad Schandau, en tysk spa-by, som har været et feriemål siden slutningen af 1300-tallet, bliver husene symmetriske og så farverige, at de kunne være kulisse i en Wes Anderson-film. En del turister skynder sig af toget på stationen i Bad Schandau for at indlogere sig på et af byens gamle pensionater. 

Brutalismen er konstant til stede i Děčín, selvom de sovjetiske massebyggerier har fået et ansigtsløft.

SMÅ 20 MINUTTER senere hopper denne skribent af på den tjekkiske side af den tyske grænse i byen Děčín. Byen ligger to timer fra Prag i det nordvestlige Bøhmen – et tjekkisk miks af fyrstedømme, tidligere tysk og russisk invasion, moderne turistby og geografisk ophavssted til ordet og begrebet ’boheme’. På et af byens højeste punkter er der et nyrenoveret slot med fritgående påfugle, en stor park og i skumringstimen en fantastisk udsigt, hvis man orker gåturen. Uden for den gamle bymidte står enorme betonbyggerier på række – blokke, som byplanlæggere har besluttet at male i alle regnbuens farver. 

Byen bryster sig ikke ufortjent af aktive udendørsaktiviteter, og det er muligt at klatre for både amatøren og den semiprofessionelle, eftersom byen er skabt af sandsten, og en floddamper kan tage dig op og ned ad Elben. For eksempel kan man tage til Bohemian Switzerland Nationalpark, en kort køretur fra centrum, hvor der er bittesmå byer med bindingsværkshuse i alle farver, der minder om Brødrene Grimms pandekagehuse. 

Nationalparken i udkanten af Děčín er som taget ud af ’Jurassic Park’-universet med dens nærmest forhistoriske trærødder og bregneklædte skovbund. Om sommeren vrimler det desuden med plukkemodne blåbær.

IGEN OM BORD på toget mod Prag indeholder turen både billig spisevogn og en lang brite, som lægger sæderne i kupeen ned for at tage sig en morfar. I spisevognen, alles tilflugtssted åbenbart, er der i mellemtiden velvoksne tyske og/eller tjekkiske tjenere iført hvid skjorte og rød butterfly samt forklæde. Bordene er dækket med hvid dug med røde servietter og en lille, rund lampe, og her sidder folk og drikker hvidvin, mens de taler og kigger på de små byer, toget kører forbi. 

Bestillingernes pludselige tempo er måske inspireret af, at alle priser bliver halveret, da vi krydser den tjekkiske grænse. En hvilken som helst øl koster nu under 15 kroner flasken, og det samme gør en kop kaffe. En pandekage med flødeskum og chokolade koster omkring 20 kroner, mens en hovedret bestående af grillet svinekød, sauteret zucchini, spinat, bacon og kartofler står til 56 kroner.

Prag er kendt for sine mange kirkespir og sine mange broer. I det 19. århundrede talte en hofmatematiker 100 spir, men i dag vurderer byen selv, at det nærmere er 500.

MELLEM DECÍN OG PRAG krydser toget flere gange Tjekkiets længste flod, Vltava (også kaldet Moldau), der kløver sig gennem hovedstaden. Floden løber i det ellers industritunge landskab det sidste stykke ind mod Prag, hvor små søvnige byer med korte mellemrum erstatter områder med rustne metalbyggerier og kæmpemæssige skorstene.  

At ankomme til hovedbanegården i Prag, på tjekkisk Praha hlavní nádraží, er en skjult fornøjelse. Fra togets vindue ligner ankomsten umiddelbart en grå version af Hovedbanegården i København, og idet man stiger ud, møder man en metalkonstrueret hangar til enorme zeppelinere. Men kigger man sig omkring, ser man mange steder svulstig og kagelækker art nouveau – stil fra før det habsburgske imperiums fald. I skarp kontrast til det industrielle perronområde er der en main hall, der er formet som en kuppel med håndmalede våbenskjolde i loftet og med mørkt træ rundt om store vinduespartier. Ved den mest benyttede ind- og udgang er alt postmoderne og postkasserødt. 

Stilforvirringen bliver endnu mere kompleks, da jeg ser et gammelt klaver i træ stå til fri afbenyttelse ved udgangen. Jeg glor på tangenterne, undres og glemmer i et kort sekund, at hundredvis af togrejsende går rundt på etagen nedenunder. Det var der, klaveret burde stå. Men pyt med det. For når man kommer op og ud i byen Prag, krydser den trafikerede hovedfærdselsåre Wilsonova og ankommer til den gamle bydel, er det den, der spiller.