Hvad går dit arbejde ud på?
”Mit arbejde er egentlig todelt, fordi jeg også har noget lederansvar, så jeg sidder på kontor noget af tiden og lægger vagtplan, giver en intro til de nye medarbejdere og taler med de andre på holdet. Den anden halvdel af tiden er jeg selv ude at rense graffiti af togene sammen med mine kolleger.”

Hvad er det sværeste ved dit arbejde?
”Det er svært at rense graffiti af i regn- eller snevejr, fordi vi bruger nogle rengøringsmidler, der skal sidde lidt, inden de virker. Når vi står udenfor og arbejder, som vi gør i Høje-Taastrup, bliver rengøringsmidlerne skyllet for tidligt af. Og så er vi nødt til at gøre det flere gange. Der er noget maling, der er særligt svært at få af, så det kan vi bruge længere tid på.”

Hvad er det sjoveste ved dit arbejde?
”Det er, at jeg møder mennesker fra mange forskellige kulturer. Vi lærer hinanden at kende, vi snakker om vores opvækst, traditioner og vores lande. De fleste af medarbejderne på mit hold er udlændinge, og det er spændende, fordi vi er meget forskellige mennesker. I vores pauser hygger vi sammen, og nogle gange driller vi hinanden. Arbejdet går hurtigere og lettere, hvis man har gode kammerater ved sin side.”

Hvad arbejder du med lige nu?
”Det er stadig nyt for mig både at skulle lave ting på kontoret og at rense graffiti af. Så lige nu forsøger jeg at finde balancen mellem de to ting.”

Hvad laver du i din fritid?
”Jeg elsker at fiske, gerne oppe i Helsingør. Det synes jeg er det bedste sted.”

Hvad er din livret?
”Jeg er fra Tyrkiet, og jeg elsker tyrkisk mad. Især konya, en tyrkisk grillret, med forskellige former for kød og ris eller bulgur.”

Har du en favoritfilm eller -serie?
”Generelt er jeg meget glad for gamle film, serier og endda tegnefilm. Men jeg har ikke en klar favorit.”

Hvad er din drømmerejse?
”Efter at have arbejdet så tæt på togene er jeg blevet interesseret i at se, hvor de bliver lavet. Så jeg kunne godt tænke mig at komme ned og se en fabrik, for eksempel i Tyskland, enten med min kæreste eller med nogle kolleger.”

Hvordan startede dagen den 2. januar?

Signe: ”Vi mødte begge klokken 6 og kunne se, at der var ændringer på S-togene på grund af væltede træer og køreledninger, der var faldet ned. Så de første henvendelser var fra folk, der var nervøse for, om de kunne komme frem til tiden.”

Azmat: ”Folk var ikke særlig glade. Jeg gik i gang med at gatekeepe – det vil sige kategorisere, hvad der var kommet ind på Twitter og Facebook.”

Hvordan opdagede I ulykken?

Azmat: ”Vi så på dsb.dk, at der ikke var tog over Storebælt, fordi der var tilkaldt ambulance til et tog. Jeg meldte det hurtigt ud og tænkte: ’Åh nej, nu bliver de rejsende sure.’”

Signe: ”Det sker, at folk får et ildebefindende eller hjertestop i toget, så vi tænkte ikke videre over ambulancen. Men placeringen af toget på broen var usædvanlig.” 

Azmat: ”Jeg læste i vores døgnrapport, at taget fra et godstog havde ramt et passagertog, og at der var tilskadekomne. Så ringede Torben, der leder afdelingen for kundehenvendelser, og fortalte, at der var omkomne. Det vendte sig nede i maven på mig. Derefter ringede presseafdelingen og sagde, at vi skulle komme over i operationscentret, hvor mange arbejder, og hvor der er kontakt med krisestaben.”

Hvad var jeres rolle herfra?

Signe: ”Først gik alt i stå, og vi kiggede bare på hinanden. Men vi skulle hurtigt ind i arbejdet igen, hente information på alle kanaler og formidle videre.”

Azmat: ”Det kan være svært at informere, når man ikke ved ret meget. En klassisk formulering kan være: ’På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvornår vi kører normalt, men vi opdaterer løbende.’”

Signe: ”Vi skal egentlig informere om, at der ikke er noget nyt at informere om, og samtidig anerkende, at folk har et behov for at få viden.”

Hvad spurgte folk om?

Signe: ”Først ville mange gerne placere skyld og disku­tere, om det var DSB eller Banedanmark, der havde gjort noget forkert. Mange kendte ikke fakta, før de skrev. Vi holdt os lidt ude af det og blandede os ikke, medmindre de henvendte sig direkte til os.”

Azmat: ”Nogle gange måtte vi gribe ind. Der var en, der blev ved med at placere ansvaret hos os: ’Hvordan kan I tillade, at et godstog kører over broen, når det blæser sådan?’ Flere blandede sig i tråden og prøvede at forklare, at DSB ikke kører godstog.”

Signe: ”Hun blev ved med at piske en stemning op, så til sidst svarede vi hende kort. Mange spurgte også praktisk, og det kan virke egoistisk, når der er dræbte. Men folk skal jo på arbejde, så det var reelt nok: ’Jeg står her i Vojens og skal til Kastrup, kan jeg komme derover?’”

Ændrede spørgsmålene sig i takt med, at ny information kom til?

Signe: ”Ja. Da katastrofen gik op for folk, kom omsorgen og mange varme og medfølende indlæg. Det gik fra superpraktisk og kritisk til varmt og forstående.”

Azmat: ”Normalt bliver folk sure, når vi lukker for togtrafikken og skal have togbusser ud. Den dag fik vi ros for togbusserne.”

Hvordan havde I gavn af hinanden i løbet af dagen?

Signe: ”Det er mærkeligt at skrive om praktiske ting, når der er sket en katastrofe, så det var rart at bruge hinanden. Der kommer hele tiden ny information, så vi fordelte, hvem der skrev, og hvem der tjekkede fakta og skaffede overblik. Der kom hele tiden nye brikker, der samlet udgjorde et kæmpe ulykkessted.”

Azmat: ”Det var uvirkeligt, og jeg tænkte: ’Nu kommer ham, der er ansvarlig for den her øvelse snart og siger: Flot klaret, vi er færdige for i dag.’”

2. januar om morgenen skete en af de værste togulykker i nyere tid, da et IC4-tog blev ramt af dele fra et forbikørende godstog. Otte personer mistede livet, og 16 blev kvæstet.