JEG SAD i et siddebadekar i det, der vistnok var Hvidovres ældste hus, da jeg fik beskeden. Bagdelen i det dybe, fødderne på sædet. Min mor var kommet sent hjem, det havde allerede gjort mig mistænksom. Min mor kom aldrig sent hjem.

”Din far og jeg skal skilles,” meddelte hun. ”Kom op, så taler vi om det.”

Processen var langt fremme og nøje planlagt. I fællesskab, viste det sig. Det var åbenbart for længst besluttet, at jeg skulle med min mor til Frederikshavn. Op til en mand, der havde en søn, som var to år yngre end mig. Det kunne ikke gå galt. 

Jeg var 12 år og så umiddelbart intet problem i det. ’De gamle’ var alligevel aldrig glade, og jeg kunne jo bare besøge min far, tænkte jeg. Jeg må have troet, at Frederikshavn var Frederiksværk. Eller Frederikssund. Eller måske endda Frederiksberg, hvor jeg kom tit, fordi min farfar var dyrepasser og boede i en embedsbolig inde i zoologisk have. Engang tog han linje 10 ud til os i Hvidovre med en chimpanse.

Snart blev jeg bekendt med realiteterne. Turen fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn varede i 1983 næsten ni timer. Der var ingen Storebæltsbro dengang, og efter et par timer bumlede man ind i en færges mave. Vogndækkets uforudsigelige larm af tungt jern glemmer jeg aldrig. 

Den sidste time efter Aalborg var pinefuld. Opløbsstrækningens skinner slog ud i en unødig bue, der ledte de raslende og opbrugte vogne gennem Brønderslev, Hjørring, Sindal. Beretningerne i bladet Alt om Sport om spillerne på fodboldlandsholdet, der sensationelt besejrede England på Wembley det år, blev læst igen – og igen. Foregik det i en rygekupé, var man godt groggy ved ankomsten.

Men det er ikke nogen ulykkelig historie, skilsmissen var vellykket. Min mor og den uimodståelige sælger fra ’distrikt Nordjylland’ har for længst fejret sølvbryllup. Desværre så jeg ikke så meget til min bror – efter nogle år tog han på efterskole i Hørby – vest for Sæby – og kom aldrig rigtig tilbage. Min far giftede sig få år senere med sin brors tidligere kone. Vi fejrede højtiderne i hinandens selskab, alt var trygt og godt. Og det er på en måde problemet. Hvis folk spørger, hvor jeg kommer fra, kan jeg ikke give et svar.

JEG HAR BOET i den samme lejlighed på Vesterbro i København i 25 år. Den var byfornyet, som det hed, da jeg overtog den. Gårdtoiletternes epoke var forbi, men man kunne stadig finde kanyler i legehuset og i sandkassen. Nu har narkomanerne fået fixerum, og man ser dem sjældent. Romantikere beklager sig over, at de forhutlede er erstattet af unge jyder, hvis snedige forældre har opkøbt lejlighederne og udraderet ’det oprindelige folk’. Eftersom jeg er i tvivl om, hvad jeg identificerer mig med, holder jeg mig ude af den debat. Men jeg har lidt ondt af dem, der skal høre på, at alt var bedre, før de kom.

Mine børn, tvillinger er de, går på Tove Ditlevsens Skole. Digteren, som var gal og genial på samme tid, skriver i ’Barndommens gade’ smukt og råt om, hvordan nærmiljøet danner og siver ind i det unge menneskes væsen. Men ungdommen er kort, ifølge Shakespeare blot en dugvåd morgenstund, og hvis man bliver flyttet midt i den, mister man sin forankring. Jeg hører til flere steder, og dermed savner jeg en rodfæstning, en hjemstavn.

DE VAR SØDE i Frederikshavn, de sagde ”du måger”, når jeg møvede i fodbold, altså skubbede. Jeg har aldrig forstået den eventuelle ornitologiske reference, måske var det bare dialekt, som passede med det, vi lavede. Måger flokkes om føden, ligesom vi gjorde om bolden.

Mit sprog forbistrede dem. Min klasselærer, som i dag følger mig med oprigtig interesse, opfordrede mig til at fralægge mig mine ’københavnermanerer’. Det var ikke så meget det, jeg sagde, der irriterede hende. Det var måden, det kom ud på. Tonefaldet, dialekten, diktionen. Det lød … træls.

Jeg fik hurtigt venner. Hvidovre, som på trøjerne reklamerede for Yankie Bar, var gode til fodbold dengang, så det var jeg nok også? Og hvis man mobbede mig, kunne jeg så finde på at hive en kniv frem? I Nordjylland havde man – også – hørt om Vestegnens grønjakker. 

Jeg fik en omgangskreds, men var altid bevidst om, at jeg aldrig kunne blive nogens bedste ven. Der var altid én, de havde kendt i længere tid og var mere fortrolig med. Og min papbror, som aldrig kom hjem efter efterskolen, han havnede i Hjørring hos sin mor.

Med årene fik vi kørekort og drev omkring i biler på umulige tidspunkter, sådan som man sikkert gør alle steder, men særligt i provinsen, tror jeg. Et par gange kørte vi hen til en mand, som alle i byen vidste havde tippet 13 rigtige hele to gange. Det havde han fortalt i lokalavisen. 

Han boede i bunden af en blind villavej, og vi bakkede ind for om nødvendigt at kunne komme hurtigt væk, og dér sad vi under indkørslens halvtag midt om natten og skrabede vores lodder fra Shell-tanken – i håb om, at hans held smittede.

Vi skruede bilerne gennem skovens dybe hjulspor op til Pikkerbakken – et stejlt udsigtspunkt – for at glo ud over havnen under os. Færgerne til Norge og Sverige, værfterne, flådestationen. Det mangefarvede lys i mørket var en drømmegenerator. Man kunne få tableauet til at være hvad som helst. New York? Atlantis?

Når vi havde dvælet tilpas længe ved vores mulige fremtid – uden nødvendigvis at åbne munden – trillede vi ned igen. 

En bekendt kørte taxa, og vi kunne finde på at køre efter ham en hel nat. Vi fandt ham som regel ved holdepladsen ved banegården, og så parkerede vi bagved. Når han fik en kunde eller blev kaldt til et sted, fulgte vi efter. 

DA JEG FLYTTEDE hjemmefra, tog jeg på højskole i Herning. Eleverne ankom – via det mærkværdige banegårdscenter, som også var rutebilstation og postterminal og rejsebureau – fra alle dele af landet. Jeg kan stadig forbinde folk med de provinsbyer, de stammede fra. Mads fra Stege på Møn. Camille fra Svaneke på Bornholm. Morten fra Aars i Himmerland, Karen Grethe fra Vejen i Sønderjylland, Frank fra Kolding (hans bror var medlem af heavy-bandet Skagarack). Og så var der HC, han havde flyttet rundt altid og var senest fra Esbjerg, men han havde også boet i Horsens, Randers og Brønderslev.

Vi lærte af hinandens forskelligheder, og forskellige var vi, virkelig. I alder og social baggrund. Og det var ikke alle i det 45 meter høje hus på heden, der selv havde fundet på, at de skulle bo der og synge morgensang og modtage undervisning i støvledans og dramatik. En af dem blev smidt ud. Han var i trediverne og fra Herlev. En yngre og køn kvinde fra Nordsjælland triggede staklens dæmoner. Under en hjemrejseweekend blev han på skolen, han havde nok ikke et sted at tage hen, og valgte at bryde ind på hendes værelse. Han stjal ingenting, til gengæld urinerede han over alle hendes ejendele. Hun kom fra Vedbæk, og havde intet gjort ham.

MANGE AF OS flyttede senere til Aarhus, og jeg begyndte på Journalisthøjskolen i 1994. På det tidspunkt var skolen den eneste af sin art, og de studerende kom fra alle landets ravnekroge. Måske var det her, jeg første gang fornemmede, at jeg havde udviklet en slags menneskepræference. Dengang i Aarhus var det, som om de indfødte tilhørte en slags sofistikeret inderkreds. De færdedes hjemmevant i Latinerkvarteret med alle de franskinspirerede cafeer, og de vidste alting bedre, særligt når det gjaldt musik, film og litteratur. 

Københavnerne gad derimod slet ikke opholde sig i Østjylland. De gjorde alt for at slippe væk, så de kunne komme ’hjem’ torsdag og udskyde genankomsten til tirsdag. Vi måtte forstå, at der skete så meget i den pulserende hovedstad, at det egentlig var en smule foragteligt at opholde sig andre steder, hvis man ville kalde sig journalist. 

På en måde passede det mig glimrende. For mig var Aarhus enormt stor, og jeg kunne gå på opdagelse i byen og tilværelsen som sådan med ligesindede. Folk fra eksempelvis Thisted og Fredericia, der også havde siddet i isolation på værelset og tilsluttet sig Bruce Springsteens håb og løfter om, at noget en dag ville ske, så man kunne og turde træde ind i livet.

Det gælder stadig. Mine bedste venner – med få undtagelser – bærer endnu de følelser i sig, uanset hvor stor deres faglige succes har været. Det er noget med en tvivl, et fravær af skråsikkerhed. En klang, man genkender i hinanden. Det har også spillet ind i mine parforhold. Min første samlever var fra Nykøbing Falster, og min kone er fra Haderslev, en by, som på mirakuløs vis er uden togstation, hvorfor man må satse på at blive hentet i Vojens, hvis rejsetiden skal holdes inden for det anstændige.

Jeg vil gerne tro, at dét, at jeg blev flået op af siddebadekarret som dreng, har gjort mig til en god iagttager af mennesker og deres liv. 

JEG FYLDER 50 år snart. Og jeg ser tilbage, det er vel uundgåeligt. Jeg ville gerne have en grundfølelse af at høre til et bestemt sted, og jeg ville nødigt have været Frederikshavn foruden. Jeg er blevet klogere af årene der. Måske hører jeg bare til i Danmark? 

For nylig oprettede jeg en profil på Instagram. Jeg uploadede et billede af min baggårds gyngestativ med sne på. Og et af min dreng i en mørkeblå flyverdragt. Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke, men det satte tanker i gang: Da min mor og jeg rejste fra Hvidovre, fandtes der intet internet, ikke engang mobiltelefoner, og jeg forstår nu, hvor radikalt det må have været at forlade en egn eller et samfund. For min mor og ikke mindst for tidligere generationer. 

Med ét klik kan jeg på få sekunder slå mine gamle skolekammerater op. Jeg kan stadig huske de fleste navne fra Hvidovre-tiden, og jeg kan konstatere, at hende, jeg var mest forelsket i, er blevet en moden kvinde og for nylig har ladet sig fotografere sammen med den høje fra Sko/Torp. Det er ikke uden stolthed, at hun poserer på det billede. 

Jeg kan også se, at nogle af mine skolekammerater fra Frederikshavn bader sammen hver søndag året rundt. Jeg kan se, hvor mange børn de har fået. Hvor de arbejder, og på deres biler og boliger har jeg også et indtryk af, hvad de får for det. Det er ikke noget, jeg går og tænker mig til. Meget af det ved jeg. Jeg skriver med nogle af dem på Messenger med jævne mellemrum.

Jeg har fortiden med mig alle vegne. Den ligger i lommen. Hvilken konsekvens det har, kan jeg ikke gennemskue. Det vedligeholder savn, fastholder konkrete personer i min bevidsthed, som jeg ellers ville have glemt eller opgivet med tiden. Og ja, jeg vil egentlig gerne med ud at bade, men det kommer jeg jo ikke. 

DET MODSATTE FOREKOMMER mig uhyggeligt. Tænk aldrig at få svar på, hvad der hændte dem, man voksede op med.

”Far, jeg vil gerne opleve at have en have,” siger min datter. Vi taler indimellem om at forlade Vesterbro, få noget mere plads, noget græs og nogle bede og et udhus med skuffejern og river og spader, som hænger ved siden af hinanden på en bræddevæg. 

Jeg var 12 år, da jeg flyttede til Nordjylland. Hun og hendes tvillingebror er 13. De er to, og de vil sagtens kunne klare omvæltningen sammen, tænker jeg. Og er der egentlig noget her, som er uundværligt? Hvorfor skal vi sammenstuves fem individer på et Vesterbro, der er ved at blive oversvømmet af unge jyder? Skulle man udnytte noget af den ledige plads, de efterlader derovre?

JEG GÅR UD på min altan – sådan en har alle i dag – og glor ned i gården. Dér sidder en fyr på en bænk og lytter til musik i høretelefoner, eller måske er det en lydbog. Da jeg kom hertil, var pladebutikkerne, boghandlerne og biograferne de store gevinster med deres vinduer ud mod verden. Jeg kommer stadig i butikkerne, men man lever ikke afsondret i provinsen i dag. Jeg køber som alle bøger på nettet, streamer musik og film. Jeg kommer til at savne kvarterets sære eksistenser, hvis vi ender med at skifte kulisse. ’Mandedamen’, der handler i Føtex mindst otte gange om dagen, og som man sikkert ikke må kalde en mandedame mere. Den 70-årige kvindelige punker i leopardbukserne, som hvæser ad de fleste. Og Lone i pølsevognen, som altid giver mig slikpinde med hjem til børnene. Også selv om hun burde vide, at jeg kommer hos hende i smug.

Michael Enggaard har netop udgivet romanen ’Efterhånden mulighed for sol’, der ifølge forfatteren selv er en ’danmarksroman’, og hvis handling – både i tid og sted – skifter mellem blandt andet København, Solrød, Aarhus og Nordjylland.